Arken 162 by Forlaget Arken

ARKEN

16 2

ARKEN 162

Kolofon

Bidragsydere

Andreas Riis Damgaard Niels Henrik Gregersen Rasmus Jensen Robert J. Buhl Adrian Hove-Kreutzfeldt Christa Stæger Mette Frandsen Adam Garff Ole Madsen Heidi Friborg Christophersen Tue Ravn

Adresse

Forlaget Arken Det Teologiske Fakultet Københavns Universitet Købmagergade 44-46 1150 København K

Telefon

tlf. 35 32 36 29 (+45 20 12 26 08 - redaktør)

Arken modtager gerne artikler, anmeldelser o.a. Send en e-mail med dit bidrag til Samuel Benjamin Nielsen kviksam@gmail.com

Deadline for Arken 163 er 15/2 2017.

Arken gør opmærksom på, at alle artikler, debatindlæg m.v. er et udtryk for skribenternes egne holdninger.

Det Teologiske Fakultets tidsskrift, København Nr. 2 - 2016 37. Årgang

Redaktionen

Chefredaktør

Samuel Benjamin Nielsen kviksam@gmail.com

Debatredaktør

Emil Lund Pedersen emillundpedersen@gmail.com

Bogredaktør

Peter Northcastle pnorthcastle@hotmail.com

Layout/Grafik

Johan Lund Pedersen lund@johanpedersen.dk Emil Lund Pedersen emillundpedersen@gmail.com

Akren Radio

Benedicte Holm Glæsel benedicte.holm.glaesel@gmail.com

Skribenter

Tea Kristina Lange Olsen Teagro2@gmail.com Mads Graves Pedersen mads2802@hotmail.com Mathias Harding mathiasharding@gmail.com Theodora Yde Harbsmeier theodorayh@gmail.com Theis Schønning Johansen theis_schonning@hotmail.com Sigurd Victor Stubbergaard sigud.stubbergaard@gmail.com Peter Northcastle pnorthcastle@hotmail.com

Indhold

LEDER Samuel Benjamin Nielsen 06

ARKEN // LEDER

ARTIKLER Mathias Harding

Er der i Koranen et tydeligt skel mellem de vantro og Skriftens Folk?

Tue Ravn

En rejse til teologiens humanisme

Samuel Benjamin Nielsen 20

Bibelsk sjælesorg

Theis Schønning Johansen

Nåde i Narcissismens tid

Mads Graves Pedersen

Hvad tror du selv

DEBAT Frederik Köppen

Emil Lund Pedersen 40

Adversus reformatores: Om Islam Demokratiets kår i det postfaktuelle samfund

ANMELDELSER Niels Henrik Gregersen 44

Er Kristi opstandelse mere end åndelig? Og hvad med alle vi andre?

Andreas Riis Damgaard

Fire eksegeter synger flerstemmigt – og de synger rent

Peter Northcastle

En generøs fremstilling af dogmatikken

Mads Graves Pedersen 60

Pallesens silhuet

Victor Sejersdal

Kierkegaard for dummies

Rasmus Jensen

Reformationen, individet og viljens frihed

Robert J. Buhl

Ikke-pladderhumanisme

Adrian Hove-Kreutzfeldt

Kirkehistorikerens semihistoriske hyldest til kirkekongen

Christa Stæger

Et luthersk-katolsk Reformationsjubilæum?

Mette Frandsen

Evangeliesalmer og andet til alle søn- og helligdage

Adam Garff 80

Fortid til tiden

Peter Northcastle

En biblicistisk introduktion til NT

Ole Madsen

Er døden en velsignelse?

Heidi Friborg Christophersen

Når præster underviser?

VANDRINGEN TIL DEN GRÆSKE SYNTAKS Tea K. Lange Olsen & 90 Theodora Y. Harbsmeier

Den græske kryds og tværs

ARKEN // LEDER Af stud.theol. Samuel Benjamin Nielsen

irsdag d. 11 oktober fremlagde regeringen 22 tiltag imod militant islamistisk radikalisering. Disse 22 tiltag er kulminationen af det stormvejr, som har været særligt rasende det seneste år, og som har fyldt dagsordenen på diverse medier med debatter, som primært har drejet sig om hvordan, vi får bugt med radikalisme. Forslagene bliver vendt og drejet, og det munder som regel ud i en påstand-mod-påstand-situation, hvor modparterne kontrasterende hævder, at det konkrete forslag vil mindske og øge radikaliseringen. Det kan derfor virke ubelejligt at yderligere belemre indsatsen imod radikalisering ved at fremsætte videnskabeligt arbejde, der sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet rent teologisk lader sig gøre at ræsonnere sig frem til en ”moderat Islam” ud fra pågældendes hellige skrifter. Det er dog netop mere eller mindre denne problematik, som nogle af Arkens bidragsydere har sat sig for at udpensle. Og hvorfor gør de det? Ja, for at få et fyldestgørende svar, må jeg henvise dig til artiklernes forfattere, da alle Arkens artikler alene er udtryk for skribentens egne holdninger. Men jeg vil alligevel gøre mig den frækhed at påpege et muligt motiv, som, jeg mener, er og bør være et bagvedliggende incitament hos enhver teolog, nemlig: Kompromisløs sandhed. Om Frederik Köppen har ret i, at en modernisering og reformation af Islam undergraver religionen, er én sag, men man må give ham det, at han ønsker for sig

selv og andre, at man er konsekvent i sin tænkning. Lad mig gøre det klart, at jeg melder mig ud af kontroversen omkring Islams religiøse indhold. Det, jeg forsøger at lede os hen imod, er faren, der lurer ved at gøre begrebet ’radikalisering’ til en ond ’isme’. Al den snak om at skille sig af med ”radikalisme” må ikke skabe en negativ ladning hos selve begrebet. At være radikal er altså ikke i sig selv en dårlig ting. Ja, slet ikke hvis det radikales modsætning er inkonsekvens. Vi gør os selv en bjørnetjeneste, hvis vi forsøger at afholde os fra radikalitet overhovedet. Jeg synes faktisk, vi skylder at prise visse mennesker for deres radikalitet. Tag fx et menneske som den desværre afgåede Mads Holger. Et menneske hvis radikalitet af mange blev set som en joke. Det skyldes måske, at en sådan radikalitet forbavser os. Mads Holgers liv var tragisk men ikke desto mindre beundringsværdigt. Vi må forstå, at sandhed i sin natur er radikal; den tåler ikke den mindste afvigelse, og det gælder hvad enten, man arbejder med naturvidenskabelig, filosofisk eller åbenbaret sandhed. En lille smule surdej gennemsyrer hele brødet, og lidt hundelort gør ikke en croissant til en pain au chocolat. Sandheden er i sidste instans ikke noget, vi har en lemfældig omgang med eller kommer sovende til. Det er ikke kun radikalisme, som kan undergrave et demokrati, det kan sovende relativisme også. Velkommen om bord på Arken. Værsgo og læs!

ARKEN 162

ARKEN // ARK EN // LE DE R

ARKEN

162

ARTIKLER

~ Er der i Koranen et tydeligt skel mellem de vantro og Skriftens Folk? // En rejse til Teologiens Humanisme // Bibelsk sjĂŚlesorg // NĂĽde i Narcissismens tid // Hvad tror du selv?

Bliv journalist ved ARKEN. Send din artikel til redaktionen .

ARKEN 162

Er der i Koranen et tydeligt skel mellem de vantro og Skriftens Folk? 1 Af stud.theol. Mathias Harding

ARTIKLER // Er d er i Koran en et t yde ligt s kel mel l em d e vant ro og S k r i f te n s Fo l k?

in artikel vil først og fremmest forsøge at besvare spørgsmålet:

ne mandlige fjender samt at slavebinde kvinder og børn (sidstnævnte minder påfaldende meget

er der i Koranen et tydeligt skel mellem de vantro og Skriftens Folk? Svaret på dette spørgsmål har betydning for, om Skriftens Folk ifølge Koranen har frelse eller fortabelse i vente i det hinsides. Jeg vil før besvarelsen af dette spørgsmål henlede læserens opmærksomhed på Koranens voldsprægede dele. Det følgende kan således opfattes som en mindre digression.

om Islamisk Stats behandling af yazidi-kvinder i Syrien). Ifølge sharia kan jihad kun påbegyndes af et retmæssigt statsoverhoved. Et sådant har Islamisk Stat ifølge dem selv: IS-kaliffen.2 Tilbage til sura 9,5. Man bør her have det traditionelle islamiske dogme om Koranen som Allahs åbenbarede ord in mente og erkende følgende tre ting: 1) at sura 9,5 var Allahs åbenbarede vilje til Muhammed i Medina, 2) at dette fortsat er Allahs vilje i dag – ifølge nogle islamistiske grupper og 3) at disse grupper også er muslimer, det være sig f.eks. Islamisk Stat i Irak/Syrien eller Boko Haram i Nigeria.

Koranen har ganske vist vide rammer for fortolkning, men i visse dele af Koranen levnes der ikke plads til divergerende tolkninger. På visse skriftsteder er Allah uhyre klar i mælet, når det gælder opfordring til at øve vold mod de vantro (det gælder f.eks. sura 9,73 ; 9,123 ; 47,4 ; 48,29). Det er blandt andet skriftsteder som disse, de militante islamister peger på, når de retfærdiggør deres jihad mod de vantro. For slet ikke at nævne Medina-sura 9,5, hvor de læser, at Allah opfordrer dem til at dræbe de vantro:”Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem!”. Set i et islamisk lys kan man dårligt klandre f.eks. Islamisk Stat for at udføre jihad. Hellig krig er en sanktioneret og integreret del af det islamiske retssystem, sharia, der er udformet af fire forskellige retsskoler indenfor sunni-islam. Traditionelle fortolkninger af sharia godkender voldelig jihad som måden at udbrede islam på. Disse fortolkninger tillader f.eks. at dræbe tilfangetag-

Endvidere har militante islamister i dag præcedens i Koranen selv, når de er voldelige over for jøder. Et eksempel herpå er sura 59,2-3, der ifølge traditionen (Ibn Ishaq, al-Tabari, Al-Waqidi) beskriver hvordan Allah - med Muhammed og hans hær som redskab - fordriver den jødiske Banu Nadir-stamme i Medina:” Han (Allah,red.) er den, der drev dem af Skriftens folk, der var vantro, ud af deres boliger til den første samling. I tænkte, at de ikke ville komme ud, og de tænkte, at deres fæstninger kunne beskytte dem mod Gud. Men så faldt Gud over dem fra en side, som de ikke havde regnet med, og indgød dem rædsel i hjertet, så at de egenhændigt, og med de troendes hænder, lagde deres huse i ruiner. Så tag ved lære, I, der kan se! Hvis ikke Gud havde dømt dem 10

“Med de citerede koranvers får læseren med rette det indtryk, at vantroen har været, er og altid vil være udbredt blandt jøder” til forvisning, ville Han have straffet dem i denne verden; i den hinsidige har de Ildens straf i vente.”.

blevet til støv og knogler, skal vi da genopvækkes? Og også vore forfædre?” Sig: ”De tidligere slægter og de senere skal forsamles til en fastsat tid på en bestemt dag. Da skal I, I

Jeg vil i det følgende vende tilbage til artiklens spørgsmål.

vildfarne fornægtere, spise af Zaqqūm-træet og fylde maven dermed, og ovenpå drikke skoldhedt vand, som tørstige kameler drikker.” Dette vil være deres forplejning på dommens dag.”3 – dvs. alt, hvad der er smertefuldt for en vantro ørkenbeboer. De troende, tværtimod, får paradiset (al-Firdaws) i udsigt. Også ’paradiset’ har en mangfoldighed af navne: ’paradisets haver’ (Djannāt al-Firdaws), ’edens haver’ (Djannāt ʿAdn), ’evighedens have’(Djannat al-Khuld), ’lyksalighedens haver’(Djannāt al-Naʿīm),’herbergets haver’ (Djannāt alMaʿwā), ’haven’ (al-Djanna), ’boligen’ (al-Dār), ’fredens bolig’ (Dār al-Salām),’evighedens bolig’ (Dār al-Khuld), ’den evige bolig’ (Dār al-Muqā-

De vantro I Koranen bliver de troende (al-Muʾminūn) og de vantro (al-Kāfirūn) meget ofte beskrevet. Nogle skriftsteder er de to kategorier af mennesker kontrasteret, andre steder beskrevet hver for sig. Disse beskrivelser er tilpasset Koranens tvedelte formål: at bringe mennesker til tro på Gud eller at fastholde de troendes tro på Gud. Den islamiske Gud, Allah,så at sige. De vantro er polyteisterne, altså de, der sætter andre ved Guds side (jf. f.eks. sura 16,35). De vantro er de, der kalder Allahs tegn for løgn. De hører til i ilden, dvs. i helvede (jf. f.eks. sura 2,39). Gud vil forsamle alle mennesker på opstandelsesdagen (Yawm al-Qiyāma), hvorefter han vil gøre enhver ansvarlig i forhold til hans tro eller vantro (jf. f.eks. sura 20,100-112). Det er påfaldende, hvor mange betegnelser helvede (Djahannam) har i Koranen: ’ilden’(al-Nār), ’helvedesilden’(al-Djahīm), ’den flammende ild’ (al-Saʿīr eller al-Harīq), ’flammende lue’(Laẓā), ’flammen’(al-Lahab),’heden’(al-Saqar),’knuseren’ (al-Hutama). Læg dertil de grundige skildringer af helvedes pine. Et eksempel herpå er sura 56,47-56, hvor Muhammed besvarer flergudsdyrkernes spørgsmål om de dødes opstandelse:” De (flergudsdyrkerne, red.) sagde: ”Når vi er døde og

ma), ’den hinsidige bolig’ (al-Dār al-Ākhira), ’den sidste bolig’ (ʿĀqiba al-Dār), ’den blivende bolig’ (Dār al-Qarār). Jeg skriver denne opremsning dels af helvedes, dels af paradisets ekstranavne for at understrege den stærke betydning, som Koranen tillægger den dobbelte udgang. Her er tale om et kohærent og gennemgående træk ved Koranen, der vanskeliggør - for ikke at sige umuliggør - nogen apokatastasis eller nogen annihilationsteori.

Skriftens Folk Læseren af Koranen stifter også bekendtskab med en tredje fremtrædende kategori af mennesker nemlig Skriftens Folk (Ahl al-Kitāb), jøder og kristne. I den forbindelse fremhæves to

ARKEN 162

centrale bibelske personer: Moses (Mūsā) og Jesus(ʿĪsā). Koranen anser dem begge for at være Allahs profeter og forgængere for Muhammed.

um (al-Indjīl) var nedsendt af Gud, evangeliet der bekræftede og fornyede Moseloven (sura 3,3.48-50). Trods Jesu forunderlige fødsel (sura 19,16-30), hans undergerninger (sura 5,110) og hans åndelige udrustning (sura 2,87) tager Koranen skarpt afstand fra bekendelsen af troen på den treenige Gud – herunder troen på Jesus som Guds søn – og afstand fra udsagn om Kristi korsdød og opstandelse:“Vantro er de, der siger: ”Gud er Messias, Marias søn.” Messias sagde: ”Israels børn! Tjen Gud, min Herre og jeres Herre!” Enhver, der sætter nogen ved Guds side, vil Gud nægte adgang til Haven. Hans herberg bliver Ilden. De, der handler uret, vil ikke have nogen til at hjælpe sig. Vantro er de, der siger: ”Gud er den tredje af tre.” Der findes kun én Gud. Hvis de ikke ophører med at tale således, vil en pinefuld straf ramme dem af dem, der er vantro.

ARTIKLER // Er d er i Koran en et t yde ligt s kel mel l em d e vant ro og S k r i f te n s Fo l k?

Moses blev udsendt til Israels børn og førte dem fri af Faraos Egypten (sura 20,9-36; 42-84). Moses er bærer af Toraen(al-Tawrāt), den guddommelige lov for Israels børn. Loven er sågar et forbillede for Koranen (sura 46,12) og er i sit væsen udtryk for Guds retledning (sura 3,3-4). I disse koraniske vers findes altså en klar positiv vurdering af jødernes lov. Dog giver Koranens gengivelse af begivenhederne på Sinaibjerget – og den derpå følgende udvikling – eksplicit udtryk for en generel ulydighed og vantro blandt jøder. Sura 4,153-155 lyder:“ Skriftens folk forlanger af dig (Muhammed,red.), at du skal sende et skrift ned til dem fra himlen! Af Moses forlangte de noget endnu større, da de sagde: ”Lad os se Gud åbenlyst!” Da slog lynet ned i dem for deres uret. Siden tog de kalven til sig, efter at de havde fået de klare beviser. Vi (Allah,red.) tilgav dem dette og gav Moses en klar bemyndigelse. Vi lod bjerget hæve sig over dem ved pagten med dem, og Vi sagde til dem: ”Træd ind gennem porten, og kast jer ned i bøn!” Vi sagde til dem: ”Bryd ikke sabbatten!” Vi sluttede en stærk pagt med dem. […] de brød pagten og ville ikke tro på Guds tegn og slog profeterne ihjel med urette og sagde: ”Vort hjerte er uomskåret!” Nej! Det er Gud, der har forseglet det med deres vantro! Kun få af dem er troende”. Vantroen blandt jøder er også at finde i Koranens gengivelse af en gruppe jøder, der spotter de – til Muhammed – åbenbarede ord:” Nogle af dem, der er jøder, rykker ordene ud af deres sammenhæng og siger: ”Vi hører, men adlyder ikke!” og: ”Hør, uden at få noget at høre!” og: ”Hold øje med os!”, mens de forvrænger udtalen og nedgør religionen (islam,red.). Hvis de i stedet sagde: ”Vi hører og adlyder!” og: ”Hør!” og: ”Se på os!” ville det være bedre for dem og mere rigtigt. Men Gud har lagt en forbandelse over dem for deres vantro. De tror kun lidt.” (sura 4,46). Med de citerede koranvers4 får læseren med rette det indtryk, at vantroen har været, er og altid vil være udbredt blandt jøder.

[…] de sagde ”Vi har dræbt Messias, Jesus, Marias søn, Guds udsending” - men de dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke. Det forekom dem blot således. De, der er uenige om ham, er i tvivl om den sag. De har ingen viden derom, men kun løse formodninger. De har med sikkerhed ikke dræbt ham. Nej, Gud løftede ham op til sig. Gud er mægtig og vis.“ (sura 5,72-73 ; 4,157-158). Disse kategoriske vers5 viser, at Koranens forståelse af Guds væsen, af Jesu natur samt af Jesu skæbne er uforenelig med den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse fra 381. D.v.s når man i Koranen læser, at frelsen også omfatter de kristne på den yderste dag6, gælder dette ganske åbenlyst ikke de bekendende kristne. En bekendende kristen er helt på linje med en vantro i koranisk forstand: den vantro sætter andre ved Guds side – den kristne gør det samme, når han fastholder en treenig Gud, hvilket er lig med polyteisme. Den vantro kalder Allahs tegn for løgn – den kristne gør implicit det samme, når han fastholder Kristi korsdød og opstandelse. Som et tillæg til ovenstående kunne man spørge: hvad er en kristen, der i stedet for at bekende sin kristne tro, underkaster sig Koranens kategoriske afvisning af centrale elementer af den kristne tro? Han er kun kristen i koranisk forstand. I det øjeblik han bekender han sin tro, er han kristen i kristen forstand, men vantro i koranisk forstand.

En anden udsending og profet er Jesus, søn af Maria (ʿĪsā ibn Maryam). Han bliver genstand for jødernes afvisning, skønt hans evangeli12

Si de f ra Koranen

ARTIKLER // Er d er i Koran en et t yde ligt s kel mel l em d e vant ro og S k r i f te n s Fo l k?

“Når man i Koranen læser, at frelsen også omfatter de kristne på den yderste dag, gælder dette ganske åbenlyst ikke de bekendende kristne” For at min tolkning ikke kommer til at stå uimodsagt, vil jeg afslutningsvis give en kort skitsering af den østrigske teolog Karl Jaroš‘ modsatrettede tolkning. Dermed vil jeg forsøge at give et endeligt svar på artiklens rejste spørgsmål: er der i Koranen et tydeligt skel mellem de vantro og Skriftens Folk?

Dette kommer til udtryk, når Jaroš fremhæver åbenbaringen i sura 5,69, der sidestiller Skriftens Folk med muslimerne på den yderste dag, eller når han fremhæver, at Gud ligeledes har bestemt en vej til paradiset for hver og en af Skriftens Folk (sura 5,48). Begge vers står dog ikke alene, men ved siden af negative vers, hvilket Jaroš åbenlyst ignorerer. Således står vers 69 ved siden af vers 72-73 (sura 5), der fordømmer kristen trosbekendelse som vantro. Også vers 48 står ved siden af vers 51 (sura 5), i hvilken muslimer frarådes at tage jøder og kristne til venner.7 Man kunne spørge, om Karl Jaroš overhovedet har overvejet, hvilken betydning de negative vers har? Disse vers blev trods alt også åbenbaret af den islamiske Gud, Allah.

De vantro og Skriftens Folk – et tydeligt skel ? Karl Jaroš, der er professor ved Institut für Orientalistik der Universität Wien, skrev i 2012 bogen Der Islam: Historische Grundlagen und Glaubenslehre. I afsnittet ”Die legitime Pluralität der Religionen” adskiller Jaroš de positive vers om Skriftens Folk fra de negative vers om samme. De positive kaldes for åbenbarede vers, mens de negative benævnes kritiske vers. Heri forstår jeg en bevidst hierarkisering fra Jaroš’ side, således at Jaroš må mene, at de positive vers skal forstås som guddommelige åbenbaringer, mens de negative vers skal forstås som værende udtryk for tidsbunden menneskelig kritik. Ét er i hvert fald sikkert: Jaroš beskæftiger sig hverken indgående med de negative vers eller regner dem for væsentlige. Med sit ensidige fokus på de positive vers fremtræder Jaroš som islamapologet.

Hvis man overvejer hvilken indflydelse og betydning alle de negative vers har, så peger alt i retning af den konklusion, at det i Koranen – samlet set – er umuligt at se et tydeligt skel mellem de vantro og Skriftens Folk. Isoleret set indeholder de positive vers om Skriftens Folk en forhåbning om frelse for jøder og kristne på dommens dag, men tages også de negative vers i betragtning, er der nok snarere tale om en skinforhåbning. 14

Kilder Wulff, Ellen: ”Koranen“. 1.udgave.Forlaget Vandkunsten (2006) Parret, Rudi :”Der Koran. Übersetzung von Rudi Parret”. Elfte Auflage.Verlag W. Kohlhammer. (2010) Corpus.quran.com An-Na‘im, Abdullahi Ahmed:“How Islamic law can take on ISIS”. Theconversation.com (2015) Khoury, Adel Theodor:”Der Islam. Sein Glaube,seine Lebensordnung,sein Anspruch”. Herder Taschenbuch Verlag, (1988) Jaroš,Karl:”Der Islam. Historische Grundlagen und Glaubenslehre”.Böhlau Verlag Wien Köln Weimer. (2012) Buhl, Frants: ” Muhammeds Liv, med en Indledning om Forholdene i Arabien før Muhammeds Optræden” Gyldendal (1903) Buhl,Frants:”Muhammeds religiøse Forkyndelse efter Quranen“. J.H. Schultz Forlag (1924) Buhl, Frants: ”Das Leben Muhammeds”. Verlag von Quelle & Meyer in Leipzig (1930) Glassé, Cyril:”The concise encyclopaedia of Islam”. Third Edition. Stacey International (2008) Arnold,Russel (red.) m.fl.:“ E.J. Brill‘s First Encyclopaedia of Islam, 1913-1936“ vol.III (1993)

Følgende artikel er en forkortet og oversat version af et essay, som jeg – under studieophold i Berlin foråret 2014 – indleverede til en skriftlig eksamen ved Theologische Fakultät, Humboldt-Universität zu Berlin. Essayet var betitlet ”Die Unterscheidung zwischen Gläubigen und Ungläubigen nach dem Koran”. Ein Essay mit Ausgangspunkt zum Thema ’Der Koran als Aufruf zum Glauben’.

Sammenstillingen af traditionel jihad og IS jihad har jeg fra en artikel af Abdullahi Ahmed An-Na’im, Professor of Law, Emory University:”How Islamic law can take on ISIS”. Artiklen kan googles og findes på theconversation.com. En dansk oversættelse findes på videnskab.dk – artiklen hedder der:” Forsker: Vi skal bekæmpe IS med ny fortolkning af sharia”.

Sml. sura 22,19-20:”De er to modparter, der strides om deres Herre. Til dem, der er vantro, vil der blive skåret klæder af ild. Skoldende hedt vand skal gydes over deres hoveder så deres indvolde og hud smelter.”

Se følgende vers, der også taler om vantroen blandt jøder: sura 2,83 ; 5,12 ; 5,41; 5,64 ; 5,82 ; 9,30

Se følgende vers, der også forbinder kristen trosbekendelse med vantro: sura 5,17 ; 9,30

Sura 5,69:” De, der tror (de troende muslimer,red.), og de, der er jøder, sabiere og kristne; de, der tror på Gud og den yderste dag og handler ret, de skal ikke være bange og bliver ikke bedrøvede.”.Sml. sura 2,62.

Man kunne også nævne sura 5,57, hvor spottende Skriftens folk sidestilles med de vantro.

ARKEN 162

En rejse til teologiens humanisme Af stud.theol. Tue Ravn

eg skriver dette for at underholde, in-

ogtet af verdens næststørste politistyrke, kun

formere og inspirere mine medstuderende til at rejse ud og lære nyt.

overgået af Vatikanstaten, så er Hyde Park Chicago et meget stille og smukt sted med flere lækre spisesteder og museer. Blandt andet er The Oriental Institute of Chicago at finde få hundrede meter fra det teologiske fakultet. Jazzens indtog i Chicago skete faktisk i Hyde Park. Nær universitetet er der en bar, der har ligget der siden byen var ung, og jazzen var ny. Baren hedder i folkemunde Jimmy’s og var med, da jazzen begyndte i det tyvende århundrede. I frygt for at de studerende skulle bruge deres tid på barerne i området frem for på læsesalene, fik universitetet revet alle barer ned på nær Jimmy’s.

Den danske folkehelt og eventyrdigter H.C. Andersen sagde engang, at det at rejse er at leve, og for den teologistuderende som søger at udvide sin viden, er det derfor både lærerigt og berigende - personligt som fagligt - at tage ud og få et andet blik på sin teologiske og faglige opvækst.

ARTIKLER // En rejs e ti l teol ogi ens hu manis me

Jeg rejste i foråret 2016 til University of Chicago, hvor jeg havde fornøjelsen af at være gæst hos Professor William Schweiker, som er Edward L. Ryerson Distinguished Service Professor of Theological Ethics.

Jimmy’s lægger hus til så mange teologiske debatter, at der altid står et teologisk leksikon klar, hvis det skulle blive nødvendigt. Baren er desuden kendt for, at Paul Tillich skulle have skrevet det tredje bind af sin systematiske teologi der, mens hans assistent måtte løbe frem og tilbage til campus med de papirer og bøger, som mesteren skulle bruge.

Schweiker forsker i teologisk etik, og i hvordan kristendommens etik skal forstås i forhold til andre religioner. Dette felt, som han har været med til at præge, hedder Comparative Religious Ethics. Derudover arbejder Schweiker, i forlængelse af sin læremester Ricoeur, med den hermeneutiske behandling af det religiøse liv i det moderne samfund. I forlængelse heraf har Schweiker formuleret en position som han kalder teologisk humanisme.

Professor Schweikers eget etiske standpunkt kalder han for ”Respect and enhancement for the integrity of life” (respekt og forøgelse af livets integritet). Ifølge Schweiker består det etisk ’rigtige’, for at bruge et klodset udtryk, i at respektere integriteten i livet, uanset om det er

Selve universitetet i Chicago ligger i en bydel, som hedder Hyde Park. Ud over at være bev16

“Det var en stor oplevelse at besøge Chicago. Både universitetet og byen kan varmt anbefales for dem, som både ønsker at lære ny og spændende teologi, og se en fantastisk by! ”

menneskeligt liv eller ej. Schweikers standpunkt kan forstås som en fordring, der gælder kristen teologi, men også teologien inden for alle andre religioner, nemlig en fordring om at orientere sig imod det levede livs udfoldelse. I det daglige opfordrede Schweiker netop sine studerende til at prøve deres teologi af på egne erfaringer fra det levede liv. Schweikers standpunkt er, at teologien har en forpligtelse til at tage de menneskelige livsmuligheder i betragtning, når det kommer til fortolkningen af de kristne kilder og traditioner. Som konkret eksempel kan man pege på, at Augustin af Hippo, som er kendt for at ’indføre’ arvesynden, begrunder sin fordømmelse af menneskets seksualitet med, at mennesket, når det begærer seksuelt, ikke ser den, det begærer som et menneske, eller et medmenneske, men udelukkende som et objekt for sit eget begær.

Teologisk humanisme forsøger samtidig at undgå en position, hvor et overdrevent fokus på Guds radikale anderledeshed? resulterer i, at enhver meningsfuld teologi må være kulturelt ekskluderende, da teologi, som meningsfyldt tale om Gud, kun må udfolde sig indenfor en bestemt kulturs præmisser. Problemet med sådan en radikal position, er, at den forglemmer den menneskelighed, som Gud inkarnerer sig i. Som den kyndige studerende ved, så var Karl Barth kritisk overfor ideen om en kristen humanisme og kaldte det for en selvmodsigelse. Men som den sydafrikanske teolog, Bonhoeffer-forsker og kristne humanist John de Gruchy skriver, så er kristen humanisme en tilbagevenden til en gammel tradition. Denne tradition forstår han som en selvbekræftende nødvendighed overfor de kræfter, som søger at bruge Kristus og kristendommen til anti-humane formål. De Gruchy definerer selv harmonien mellem kristendommen og humanismen, sådan

ARKEN 162

at kristendommen ikke handler om at blive mere religiøs, men om at blive mere menneske. En lignende tankegang finder man hos katolske teologer, hvor den berømte trapistmunk Thomas Merton siger, at sand kristen humanisme er den fulde opblomstring af inkarnationens teologi. Ligeledes skrev Karl Rahner, at kristendommen rummer en ”radikal humanisme”.

nes kritik af Ernest Cassirers humanisme. Lader man Heidegger være udgangspunktet, går man direkte til levet menneskelig erfaring. Denne erfaring udfolder sig både i spørgsmålet om menneskets historiske liv og i konfrontationen med ’væren’ og ’sandhed’ i menneskets eksistentielle kamp for at bekræfte sin egen eksistens. Jeg havde også fornøjelsen af at deltage i Swift Halls’ traditionelle uddeling af diplomer og ’hooding’ (ceremonien hvor phd-studerende officielt udnævnes til Doctor of Philosophy). Det var en flot ceremoni, hvor hele universitetet var forvandlet fra en akademisk arbejdsplads til Roskilde dyrskue med skilte og boder alle vegne. Meget lig at måtte kæmpe sig ned af Købmagergade efter Distortion i gamle dage. Man fik dog ondt af de mennesker, som i 35 grader var tvunget til at marchere rundt i sorte kapper.

ARTIKLER // En rejs e ti l teol ogi ens hu manis me

Jeg havde også fornøjelsen af at følge forelæsninger hos den anerkendte franske Descartes-forsker og fænomenolog Jean-Luc Marion. Forelæsningsrækkerne drejede sig om en grundig læsning af Descartes’ meditationer med fokus på, hvordan Descartes byggede sin ’nye metafysik’ op som en kontrast til den klassiske skolastiske tradition. Marion er kritisk overfor den aristoteliske indflydelse på teologi og filosofi (han skrev sin doktorgrad om dette ’problem’), og hans forfatterskab beskæftiger sig med at udtænke en mellemvej mellem Heideggers kritik af den kartesiske metafysik og skolastisk metafysik. I Heideggers udlægning af den kartesiske metafysik er det erkendelsesteoretiske grundlag, ifølge Marion, Decartes’ begreb om Cogito. Marion opfatter (med Descartes) skolastikernes erkendelsesteoretiske grundlag udtrykt i deres fokus på Gud som causa sui og i deres kausale verdensforståelse.

Det var en stor oplevelse at besøge Chicago. Både universitetet og byen kan varmt anbefales for dem, som både ønsker at lære ny og spændende teologi, og se en fantastisk by! Er man interesseret i at lære mere om Teologisk Humanisme, så kontakt mig endelig på ravntue@ email.com

Det er spændende læsestof, hvor Marion også kommer rundt om Nietzsches kritik af ’sprogets forførelse’. Jeg havde også fornøjelsen af at diskutere med ham på tomandshånd, og vi talte om forskellen på at grundlægge en filosofisk humanisme på Descartes’ Cogito (eller retteligt, dubito), overfor Heideggers formalontologiske Dasein. Marion medgav mig, at min læsning af Heidegger ikke kunne skubbes til side til fordel for Descartes’ logisk funderede erkendelsesteoretiske metafysik (Jeg skrev speciale om Heidegger, og jeg har min læsning derfra). Det var rigtigt spændende at arbejde med og gav anledning til interessante spørgsmål. Eksempelvis hvorvidt man som teolog ønsker at tage udgangspunkt i Descartes’ skeptiske metafysik, eller om man ønsker at følge Heidegger og den18

Ark en Radio

“Den hurtige om Paulus” ved Kasper Dalgaard, Cand.theol., ph .d. afsnittet tager afsæt i følgende punkter: Hvorfor beskæftige sig med Paulus i dag? // Paulus’ univers // Autoritet // Paulus’ rolle i NT “Specialepræsentation” ved Sigurd Stubbergaard, Stud.theol. afsnittet tager afsæt i to forskellige læsninger: en ”ny” læsning af Gal 2,15-17 // en ”radikal” læsning af Rom 14 Lyt til de to afsnit på www.soundcloud.com/arkenradio

Bibelsk sjælesorg Af stud.theol. Samuel Benjamin Nielsen

Foto : Les Kaner

Synne Garff rejser som international chef i Bibelselskabet i verdens konfliktområder. Hun har ført mange samtaler om tro og fortvivlelse med flygtninge, forfulgte kristne, aids-syge, prostituerede, migranter og fængslede. ”Bibelens fortællinger kan få liv til at spire frem igen der, hvor tilværelsen er størknet i vrede, mørke og fortvivlelse.” Her lytter hun i Jordan til en syrisk flygtningekvinde, der er konverteret fra islam til kristendommen og må skjule sin nye tro af frygt for overfald.

m bibelsk sjælesorg

Bibelselskabets internationale chef, Synne Garff, har rejst i verdens konfliktområder og studeret metoden, der giver traumatiserede mennesker mod på livet igen

Hvad fik dig til at blive en del af projektet?

jeg mødt mennesker, der har fået forløst deres traumer, fået fodfæste og påbegyndt vandringen tilbage til livet med programmet. Børnesoldater er ligefrem blevet fredens ambassadører med metoden.

Hvad er et traume?

Jeg begyndte at studere sjælesorgsprogrammet bibelsk sjælesorg for et par år siden. Jeg fulgte til Afrika og Mellemøsten med et rejsehold fra Det Amerikanske Bibelselskab, og lærte hvordan de klæder kirkeledere og NGO’er på i konfliktzoner, så de bedre kan hjælpe de traumeramte i menighederne. Programmet er skabt i en økumenisk ånd med respekt for forskelle i kirkeretningerne. Og der er brug for bibelsk sjælesorg. Millioner af mennesker er traumatiseret. Man regner med, at hvert syvende menneske i verden er traumatiseret på grund af krig, naturkatastrofer, vold i hjemmet eller andre sjælsrystende oplevelser. Mennesker, der formår at inddrage troslivet, kan sommetider overkomme chokerende tab og få livsmodet tilbage. Bibelsk sjælesorg har koblet flere erfarne traumeeksperter på som eksterne rådgivere. Jeg har mødt dem og oplevet programmet hos indsatte i et skarpt bevogtet kvindefængsel i Kenya. Kvinder, der var dømt for brutale handlinger, havde fået et sammenhold og talte åbent med hinanden om smertelige oplevelser, der havde været gemt væk i årevis. De talte om tilgivelse, de sang og bad frimodigt sammen, og de virkede befriede. Det samme oplevede jeg hos aids-ramte i Swaziland, der havde været knuget af skam og skyld, men fik lettet byrderne igennem en lang række øvelser. Jeg har talt med flygtninge, der for første gang delte deres gruopvækkende flugt, satte ord på den diffuse angst og blev lettet for følelser og tanker, der havde knuget dem i årevis. Tunge tanker blev sendt på flugt med bl.a. skriftemålet. Jeg har deltaget i flere traumekurser og internationale konferencer med kirkeledere og omsorgspersoner fra hele verden. Hver gang har

Traumer handler om voldsomme tab. Traumer er dybe sår på sjælen, de er overvældende, svære at sætte ord på, men de ødelægger vores værdighed og valg. Populært sagt opleves traumer som en alarm, der går i gang, men ikke kan slukkes. Uden heling kan symptomerne blive ved. Ofte genoplever folk deres traumer og får ødelagt søvn, sundhed, følelser, relationer og håb for fremtiden. Mange får også en krise i troslivet. Traumer tager tid at helbrede og en stor portion tålmodighed. I nogle lande lider hver anden af traumer, på verdensplan er det hver syvende. Bibelsk sjælesorg giver kirken redskaber, så de kan hjælpe deres forpinte menigheder. Traumatiserede mennesker har brug for en, der kan lytte og blive vidne til hans eller hendes historie. På et mere fysisk plan, så ændrer den traumatiseredes hjerne sig, når han eller hun fortæller sin historie. Når kroppen er traumatiseret, er det som om hjernen er blevet kørt over af en lastbil. Kroppen er i alarmberedskab. Følelsescenteret overtager; amygdala er på overarbejde. Traumer skal bearbejdes. Hjernen har svært ved at lære, når kroppen er i alarmberedskab.

Hvordan fandt man på metoden? Modellen er udviklet af kristne psykiatere, psykologer, teologer og bibelkyndige i samarbejde med afrikanske kirkeledere og bevæger sig altså i et interessant spændingsfelt med det bedste fra tre verdener. Den blodige krig i DR Congo for 15 år siden blev helt konkret anledningen til, at der opstod et behov for programmet. Kirkeledere anede ikke, hvad de skulle stille op med mennesker i alle aldre fra menigheden, som var dybt ramt på sjælen – nogle udviklede misbrug og voldelig adfærd. Kirkelederne i DR Congo var ikke tilfredse

ARKEN 162

“Bibelens fortællinger kan få liv til at spire frem igen der, hvor tilværelsen er størknet i vrede, mørke og fortvivlelse”

med de eksisterende behandlingstilbud fra psykologer og psykiatere, fordi de udelod troen. Traumatiserede kristne havde brug for at inddrage Gud, fordi der ofte med chokket fulgte en krise i troslivet, som ikke kunne ignoreres. Hvorfor tillod den gode og almægtige Gud, at min familie blev dræbt? Hvor var Gud, da jeg

Hvordan oplever du den danske reception af bibelsk sjælesorg? Interessen har været overvældende fra både præster, psykologer og privatpersoner, der godt kunne tænke sig at studere metoden ude i verden og komme på kursus. Derfor tilbyder vi i første omgang præster, der arbejder med flygtninge, et kursus til januar på efteruddannelsen hos FUV i Løgumkloster. Lektor Helle Møller Jensen på FUV bruger allerede dele af materialet i sin undervisning. Det er dog vigtigt at understrege, at det tager tid at bearbejde og implementere metoden, så den passer i en dansk sammenhæng. Jeg ser et perspektiv for flygtninge- og migrantmenigheder ikke kun i Danmark, men i Europa.

ARTIKLER // B i bel s k s j æles org

blev voldtaget? Er Gud ikke bare ond? Teodicé-problematikken måtte artikuleres.

Hvad ligger der i betoningen: BIBELSK sjælesorg? Sjælesorgsprogrammet inddrager ikke mindre end 217 bibelpassager til debat, diskussion og refleksion. Metoden bruges af alle kirkeretninger. Bibelsk sjælesorg bygger på sorggrupper med fortælling, sang, bøn, rollespil, tegning, betroelse, bibelstudier og skriftemål.

I skrivende stund er jeg på vej hjem fra Kina, hvor 70 millioner børn er overladt til bedste22

“Jeg har talt med flygtninge, der for første gang delte deres gruopvækkende flugt, satte ord på den diffuse angst og blev lettet for følelser og tanker, der havde knuget dem i årevis. Tunge tanker blev sendt på flugt med bl.a. skriftemålet. ”

forældrene på landet, fordi forældrene er rejst til byen for at arbejde. Mange familier er traumatiseret, og de kristne vil kunne hjælpes med metoden.

Bibelen, sociale projekter, tv-produktion samt bibelsk sjælesorg for flygtninge og forfulgte kristne. Organisationen har tilknyttet teologer, historikere, sprogforskere, grafikere, økonomer, antropologer, IT-specialister og kommunikationsfolk.

Hvem er I? Bibelselskabet er et levende hus med aktiviteter over hele verden. Der udgives bøger, bl.a. Bibelen på dansk, som er autoriseret af Hendes Majestæt Dronningen. På verdensplan findes der 146 bibelselskaber, organiseret i De forenede Bibelselskaber. Bibelselskabet er således en af verdens største NGO’er, der lokalt arbejder med et omfattende netværk af kirker og frivillige i mere end 200 lande og territorier. Der er fokus på bl.a. bibeloversættelse, uddeling af

Hvad er din egen baggrund? Jeg er oprindeligt cand. phil. i italiensk og arbejdede en årrække som studievært i DR og på TV2 samt kommunikationsrådgiver. Desuden er jeg forfatter til flere bibelformidlinger, har taget den teologiske tillægsuddannelse §2 og er ulønnet hjælpepræst i Ballum/Sdr. Skast/ Hjerpsted/Randerup sogne.

ARKEN 162

Nåde i Narcissismens tid Af stud.theol. Theis Schønning Johansen

”

Jeg stod engang med min cykel foran

styrkelse af den grundlæggende menneskelige

ARTIKLER // Nåde i Na rc is s i sme ns t id

garageporten ved mine forældres store hus ude på de flade marker og ventede på mine søskende, så vi kunne følges ad i skole. Det var tidligt om morgenen, luften var endnu diset, og det er jo ved dette punkt, at man ofte kan føle sig mest skrøbelig til mode. Jeg kiggede ud ad indkørslen og ned over engen, hvor skoven begynder, og følte med ét, at jeg begyndte at falde. Et helt overvældende vemod, der ikke syntes at have nogen ende, opfyldte mig, og i nogle sekunder føltes det, som om jeg ikke igen ville kunne komme videre fra denne plet.” (s. 134, Løft Blikket, Sørine Gotfredsen).

skavank; det indadvendte blik. Arken mødte Sørine Gotfredsen til en snak om narcissisme, nåde og næstekærlighed i anledning af, at hun i 2015 udgav debatbogen, Løft Blikket: ”Vi kommer meget let til at kredse om os selv. Særligt i disse tider, hvor man taler så meget om alle disse teknologiske fremskridt, som gør det lettere at promovere sig selv. Jeg er lidt træt af at høre om, hvorledes Facebook gør os mere selvoptagede; jeg tror, at denne selvoptagethed stikker meget dybere end til blot disse fænomener. Det er et grundvilkår”. Og netop dette grundvilkår er ifølge Sørine Gotfredsen opstået pga. manglen på et forhold til noget større; manglen på et forhold til Gud. Og af samme årsag valgte Gotfredsen at udgive denne overvejelse om den menneskelige selvkredsen med tråde rækkende tilbage til både Grundtvig og Kierkegaard, men også til Luther og Krarup, idet hun med disse teologers tidsløse formuleringer har forsøgt at give et bud på, hvorledes vi bryder den tilsyneladende meningsløshed, som kan fylde sindet i stunder som den ovenfor beskrevne.

Således beskriver Sørine Gotfredsen i sin bog om narcissisme i vor tidsalder, Løft Blikket, følelsen af et åndeligt, mystisk hul, der spontant opstod i en skrøbelig barnesjæl og som ingen havde forsøgt at fylde ud eller adressere. Tværtimod. Der herskede – og dette synes til stadighed at være tilfældet – en åndelig berøringsangst, som ikke alene var fåmælt i forholdet til den menneskelige afhængighed af noget større, men som ifølge Gotfredsen direkte afviste en sådan med fortællingen om det uafhængige individ. En fortælling, der først spirede under oplysningstiden og for alvor brød frem i Danmark med det moderne gennembrud og kulturradikalismen som følge heraf, og som ifølge Gotfredsen har været medvirkende til en

”Der er jo ingen tvivl om, at individet er blevet trukket mere og mere frem. Vi er mere belastede end tidligere, men det ændrer ikke ved, at det er en grundtilstand, vi bærer med os fra ska24

Mal er i af Caravag gi o

ARTIKLER // Nåde i Na rc is s i sme ns t id

“Der herskede – og dette synes til stadighed at være tilfældet – en åndelig berøringsangst, som ikke alene var fåmælt i forholdet til den menneskelige afhængighed af noget større, men som ifølge Gotfredsen direkte afviste en sådan med fortællingen om det uafhængige individ.” belsen. Vi har siden antikken trukket os længere og længere væk fra den der selvfølgelige tanke om, at man er skabt af noget større, som man står i et forhold til og til ansvar for”. Alligevel er Sørine Gotfredsen ikke blind for, at man bør betragte sig selv, idet hun med henvisning til både Apollontemplet i Delfi og Kierkegaard lægger vægt på, at man skal kende sig selv, såfremt man altså skal stå i et forhold til det, der er større eller til næsten – denne selvkredsen bør dog være forankret i noget, som er større end een selv: ”Desto mere gudstanken kappes væk, desto mere fører denne selvkredsen til indadvendthed og narcissisme”. For Gotfredsen står Kierkegaard som det klareste eksempel på, hvorledes et afhængigt gudsforhold ikke fører til et ophør med den selvkredsende psykologisering, men gør denne selvkredsen til mere end blot selvkærlighed.

For både selvkærligheden og næste-kærligheden træder frem som inderligt åbenbare muligheder i det enkelte menneske. Og kun hin enkelte under Guds dom er selv i stand til at vurdere, om noget gøres i mere end blot kærlighed til selvet. ”Man kan sagtens beskrive begrebet narcissisme uden at bringe noget religiøst ind i det. Det er jo det, som Sven Brinkmann gør, når han beskriver, hvorledes vi bør løfte blikket fra vores selvgranskning. Men det er også svagheden i hans projekt; der er ikke noget andet, vi er forankret i, hvorfor det igen blot fører til en selvkredsen”. Man kan altså ifølge Sørine Gotfredsen ikke undgå denne narcissisme, såfremt vi ikke bringer religiøsiteten i spil, idet hun betragter gudsforholdet som den ramme, det enkelte menneske er sat i – og dermed spejler sig i. ”Jeg er så overbevist om, at faldet væk fra Gud i den moderne verden har medført

denne uhæmmede selvoptagethed og narcissisme. Det bedste middel mod narcissisme er at gå i kirke, idet det er her, man klarest møder de ord, der siger, du hele tiden skal kigge op på det andet menneske”. Og de ord, som man møder på kirkebænken er mere end blot gode råd; det er den pligt, der byder den enkelte at tage del i fællesskabet på bekostning af egne selvrealiseringsprojekter, idet man som menneske er sat i kald og stand.

”Vi er jo i høj grad opdraget til, at frihed er godt. Individet skal hele tiden frigøre sig fra det overleverede, såfremt det skal blive autentisk og sig selv. Men når friheden bliver endeløs og valgene uendeligt mange, så bliver friheden et åg. At dyrke friheden på denne måde er som at ønske, at man kunne spise flødeboller dagen lang. Det er en barnlig tanke”. Det er altså i høj grad en afgørende pointe i Sørine Gotfredsens bog at placere mennesket i en historisk-kulturel kontekst, da den enkelte ikke bør vokse op i et rum

“Jeg er så overbevist om, at faldet væk fra Gud i den moderne verden har medført denne uhæmmede selvoptagethed og narcissisme.”

af åndelig og kulturel intethed, men som en del

Men hvorledes skal så denne ramme af men-

af større helhed. ”Det er nemmere at navigere, når man har noget at navigere ud fra. Det er også derfor, det er så ærgerligt, når danske forældre ikke døber deres børn, fordi børnene selv skal træffe valget. Men man kan ikke navigere i et tomrum”. Ifølge Sørine Gotfredsen er det netop dette tomrum, som var medvirkende til den følelse af vemod og uoverskuelighed, som nærværende artikel blev begyndt med, og som medfører, at tusindvis af mennesker i dag ikke kan sætte ord på deres forbindelse med den større ramme, som er givet af noget andet.

neskets bundethed forstås af det frie, moderne menneske? ”Hvad de end siger, og hvad der end er foregået af bevægelser og besværgelser i den moderne verden, står vi stadig i forhold til den magt, hvis vilje vi er skabt af. I forholdet til den er nåde at blive løftet væk fra sin egen tyngde, sin bekymring, det manglende selvværd, sorgen over det tabte og naturligvis faldet ind i den endeløse selvbetragtning. (...) Nåden er det andet blik, den anden stemme og den guddommelige kraft, der giver mennesket alt, hvad det behøver.” (s. 190-191, Løft Blikket).

ARKEN 162

At Tale Om Tro Af stud.theol. Mads Graves Pedersen

t tale om tro er på Det Teologiske Fakultet

ubetvivleligt en egenskab, vi skal besidde. Alligevel drukner samtalen ofte i dagligdagens læsning. Vi forholder os til, hvad forskellige strømninger indenfor kirkehistorien og dogmatikken bekender sig til, men måske ikke så meget til hvad vi selv tror på, hvad vores sidemand i auditoriet tror på, og hvad vores underviser tror på. Forholdet mellem naturvidenskaben og tro er en uudtømmelig kilde til debat og diskussion. I kølvandet på Ateistisk Selskabs udmeldelseskampagne, og den deraf affødte debat om troens plads i samfundet, er spørgsmålet om naturvidenskaben og troens relation endnu engang blevet brændende aktuelt. I denne udgave af Arken stiller vi spørgsmålet: ”Er tro og videnskab modsætninger? Og kan det naturvidenskabelige og religiøse sprog sameksistere og måske ligefrem bidrage til hinanden?” Post.doc og lektor ved Københavns Universitet René Rosfort og stud.teol. Victor Sejersdal svarer:

René Rosfort

Post.doc og lektor ved Københavns Universitet

aturvidenskab og tro er modsætninger, der har det tilfælles, at de udspringer af et menneskeligt behov for mening. Dette behov har igennem historien, og særligt fra de naturvidenskabelige nybrud i det sekstende århundrede og frem, udkrystalliseret sig i to modstridende meningsbegreber. Naturvidenskabens meningsbegreb forsøger at opøve en forståelse af naturens materielle såvel som logiske strukturer og årsagssammenhæng, mens troens meningsbegreb arbejder med forståelse for forståelsens grænser. Den naturvidenskabelige mening er kendetegnet ved at være afgrænset til et specifikt problem eller spørgsmål. Troens mening er derimod kendetegnet ved sin grænseløshed. Eller sagt på en anden måde: den naturvidenskabelige mening konstitueres af en forklaring, hvor troen finder sin mening i manglende forklaring. Som sådan er naturvidenskab og tro modsætninger. De er dog modsætninger, der alene eksisterer gennem deres fællesskab. Uden tro ingen viden og uden viden ingen tro. Menneskets behov for mening er mangeartet. Vi har behov for at forstå meningen med vands kogepunkt, blindtarmen, krystaller og klimaforandringer såvel som meningen med kærlighed, lidelse, håb og død. Det naturvidenskabelige sprog og det religiøse sprog er forsøg på at artikulere de forskellige former for mening, der informerer og orienterer vores tilværelse i kraft af både forståelse og manglende forståelse.

ARKEN 161

Victor Sejersdal stud.teol.

il det første spørgsmål: Kort sagt, Ja. Nu har termen naturvidenskab altid irriteret mig en smule, da jeg mener, at naturvidenskab i moderne forstand gør krav på al vished, og dermed er den også blevet et småborgerligt allemandseje, og i den tradition kan ethvert ”naturligt” fænomen reduceres til tal og formler, sat i små båse, indespærrede, ubevægelige, ufravigelige. Alle, der har haft biologi i folkeskolen, kan efterhånden hævde sig at være naturforsker i umiddelbart modsætningsforhold til de, der måtte favne troens vished. For at bruge Søren Kierkegaards ord: ”Hvor Satan kan holde det ud!” Men heldigvis er det her, troen skiller sig ud. Og Gud ske lov for det! Troen adskiller sig netop fra det videnskabelige ved at transcendere forstandens grænser. Det er min personlige erfaring, at troens modstykke til videnskaben allerede er blevet beskrevet fint med Tertullians ord, så dem vil jeg egentlig lade stå alene: Credo quia absurdum est. Til det andet spørgsmål: Som udgangspunkt mener jeg, at naturvidenskaben efterhånden må få øjnene op for, at der ligger mere i det at være menneske, end hvad der kan måles og vejes. Her tænker jeg naturligvis på åndelighed og sjæleliv og ideen om, at mennesket ikke udelukkende er kød og blod. For hvor må det være himmelråbende frustrerende at på daglig basis forbløffe og forbavse hele sin omgangskreds med sin naturforskning og forstå hele verden, men ikke forstå sig selv. Naturvidenskabens udvikling er desværre den, at den har glemt det filosofiske sprog og fjernet fokus fra spørgsmålet ”hvorfor?” til spørgsmålet ”hvad?”. Naturvidenskaben (som beskrevet ovenfor) og åndeligheden har hvert sit sprog (henholdsvis det matematiske og det filosofiske), og de to har siden denne sene renæssance sameksisteret – som modstykker – og dog været to sider af samme sag, nemlig det at være menneske – navnlig hvis man følger Kierkegaards idé om menneskets sammensætning. Der skal nok være nogle naturforskere, der falder indenfor rammerne og griber ud efter begge dele af eksistensen, men i min optik er det svært at se ud over sin egen næsetip – om man så enten fokuserer på den umiddelbare eller åndelige næsetip. 30

Ark en Radio

~ Lyt til de to afsnit pĂĽ www.soundcloud.com/arkenradio

ARKEN // Vi c tor Sej ers dal

ARKEN

162

DEBAT

~ Adversus reformatores: Om Islam // Demokratiets kĂĽr i det postfaktuelle samfund

Deltag i debatten . Send din kronik til redaktionen .

ARKEN 162

Adversus reformatores: Om Islam

Om rettroens stærke individer og deres fortsatte arbejde vedrørende opretholdelsen af selvsamme Af stud.theol. Frederik Köppen

DEBAT // Adversus reformatores: Om Islam

rupper som Hizb Ut-Tahrir og enkelt

Den populære sondring mellem ”radikale” og

individer som, for eksempel, Abdul Wahid Pedersen, må man, i min optik, have en vis respekt for: Deres religiøse standhaftighed i mødet med den evige, europæiske kuffar, udvander og reformator er mildest talt beundringsværdig. Gang på gang tilbagevises disse typer, med deres lunke ”velvilje” kategorisk af grupperne og diverse enkeltpersoner, der nægter at sælge deres deen billigt, for at imødekomme disse folk, hvem de ser som korrumperede og svage. I deres åbne, bredtfavnende arme ser man intet andet end et kvælertag, had og uvidenhed. Konstant forsøger reformatorerne, at applikere personlige følelser, holdninger og egen ideologi på hellige bøger som udlægningsramme, for deres egne amatøriske og drømmende skriftudlægninger. Over alt ses disse egalitaristiske og demokratiske rammer forsøgt tvunget ned over Islam og dens hellige skrifter, som grundlæggende er både anti-egalitaristiske og anti-demokratisk, men man forstår det simpelthen ikke.

”moderate” muslimer tilbagevises ofte af lærde såvel som menige muslimer. Dette udelukker dog ikke, at visse folk vil tage prædikatet ”moderat” på sig og hvad dette måtte indebære som, for eksempel, afvisning af sharia-lovgivning, afvisning af kalifatet som mål et cetera, og ej heller, at diverse ideologer vil nikke anerkendende i denne fejlopfattelses retning. Men dette afvises som sagt ofte. For nyligt kom det frem, at selve Londons nye, muslimske borgmester, Sadiq Khan, i et interview fra 2009 havde omtalte de såkaldt moderate muslimer som ”Uncle Toms”, her forstået som muslimer, der træller for kuffar, vesten og disses værdier1. Recep Erdogan, Tyrkiets nuværende præsident, afviste lignende sondring i 2007 og kaldte den for ”grim” og ”stødende”2 Hvilken kompromisløshed! Vi må da også her værdsætte Hizb-Ut-Tahris særdeles velartikulerede talsmand, proselytten under halvmånen, Junes Koch, for at være klar i spyttet og gøre kort proces med sværmerne: ”(...) og nej, den her ”moderate” muslim, der ikke billiger koranen som helhed og i detaljer den findes simpelthen ikke. Det her er en sekulær ønsketænkning og man gør et godt forsøg på, at finde alle mulige mærkelige og mystiske folk frem og give dem masser af taletid, men vi ved alle sammen, at muslimer i alle

I mødet med denne religion i dens rene og ret forkyndte form forbavses de, ja, de kan nærmest ikke fatte, hvad det er de hører. Denne er simpelthen det totalt anderledes, det helt andet. Ganske vederkvægende er det for sandhedsfølelsen, at se disse mennesker få smækket døren i ansigtet med et højt, tydeligt og kategorisk ”nej!”. 34

former og farver ser koranen som et guddommeligt, åbenbaret skrift, og går ind for hver, eneste del. Nogle tør måske bare ikke at stå ved det, i den her tid vi lever i.”3 Disse højagtværdige folk må vi takke. Deres kontinuerlige arbejde, med at holde vranglæren i kort snor, tjener til den almene oplysning og det fælles gode. Religion er en kamp.

Islam, om hvori underkastelsen består Islam betyder ”underkastelse”. Underkastelse af hvad og til hvad? Hele den menneskelige viljes underkastelse til Allahs vilje, hvilken er udtrykt gennem hans ord. Hvor findes disse ord? Disse findes i Koranen, hvor de blev åbenbaret til Muhammed, den sidste af Allahs profeter, gennem englen Gabriel, i en periode over 23 år. Disse er guddommelige ord, ikke Muhammeds egne menneskelige ord4. De er dermed kategoriske. Det må da følge, at disse ayat skal læses bogstaveligt og at fx allegorisk læsning er udelukket, hvis vi skal tro og udlede love på Allahs egen præmisser, hvilket da må være tilfældet. Alt andet ville jo være grelt kætteri, subjektivitet af værste skuffe. Islams religiøse litteratur er todelt. Udover Koranen findes den såkaldte ahadith litteratur. ”Hadith” kan oversættes som ”udsagn”, ”fortælling” mm. Det er udsagn om hvad Muhammed gjorde, hvad han sagde, hvad der måtte være sket i hans tilstedeværelse (og eventuelt hans følgende dom over dette) og diverse gudsudsagn, der ikke er i Koranen (såkaldte hadith qudsi). Disse ahadith, i kraft af, at de indeholder Muhammeds udsagn og gerninger, indtager en vigtig position i Islam. Lærde, der udarbejder sharialovgivning, udsteder fatwaer (religiøse edikter) mm, må have denne omfangsrige litteratur in mente. Koranen, Allahs sande, evige ord, nævner Muhammed over 70 gange. I disse suwar fremstilles han som alt fra ”(...) et smukt eksempel(...)”5 til et decideret objekt for tro: (…) de troende er dem, der tror på Gud og Hans udsending(...)”6 og videre: ”De, der ikke tror på Gud og Hans udsendinge og vil gøre

forskel på Gud og hans Udsendinge (…) de er i sandhed vantro”7. Udover Koranen indtager ahadith altså en vigtig rolle, som en kilde, til bestemmelse af Allahs vilje og dermed hvori og hvordan underkastelsen skal forgå. I og med at Muhammed er den perfekte, mest gudfrygtige og mest rettroende muslim, der nogensinde har vandret på denne jord, indtager hans ord og gerninger en vigtig position. Ahadith indeholder både hans udsagn omkring konkrete teologiske problemstillinger, men også omkring hans forskelligartet gerninger, bredtfavnende udsagn omkring hans sædvaner, personlig hygiejne, hans udseende mm. Alle tjener de da til efterfølgelse og efterlignelse af rettroende muslimer, et princip der kaldes ”det profetiske eksempel”. At være muslim svarer da til, i en vis grad, at være ”muhammedaner”, da Muhammed godt nok ikke tilbedes, men efterfølges på baggrund af hans perfekte underkastelse og gudfrygtighed. Han er ikke decideret troens objekt, men den troendes tros-paradigme om man vil. Den ideale ummah fremhæves tit som værende den, som Muhammed stiftede i årene mellem 622-632 i Medina. Desuden, og dette er vigtigt, fortæller Koranen os, at Muhammed er dens hovedekseget8. Det vil sige, at hans trosudsagn og de domme, som han fælder i ahadith, er kategoriske og absolutte. Det fodrer altså, igen, at tro, lovdannelse osv., må ske på skriftens præmisser. Islam er altså den kontinuerlige underkastelse til og ageren efter Allahs ord, hans vilje, åbenbaret i Koranens skrifter, hvilket i praksis bliver det samme, som at agere efter det profetiske eksempel. Alle rettroende trosudsagn og teologisk ret tænkning må da basere sig på denne logik. I forlængelse af overstående konstateres det også, at en ret tolkning af Koranen er en ikke-tolkning da der, i og med det er Allahs ubesmittede ord, ikke er behov for at tolke. Koranen nævner selv, at den er ganske letforståelig, klar og nøjagtig9, beskriver alt i detaljer10 og er fri for fejl, forvirring og modsætninger11. Altså, en ganske perfekt og letfattelig bog. Selv udtrykker den da også en uvilje overfor fortolkning12. Allah åbenbarer og udlægger selv. Ønsker

ARKEN 162

ideologerne og moderate da en hermeneutiske nøgle, et princip, hvor ud fra de kan forstå Islam, drive teologi og ”reformere” den, kan de skrive følgende bag øret: På knæ for Koranen og på knæ for ahadith! Og det er altså i deres bogstavelige ordlyd, vel at mærke. Det moderne menneske skal ikke udlægge koranen; det moderne menneske skal underlægge sig den. Alt dette er sandt.

opgøret mod den katolske kirke og dens virke. I forbindelse med læsningen af Koranen giver det selvfølgelig ingen mening at tale om et reformatorisk materialprincip, altså solus christus tilgangen, en kristologisk tolkning, men et sådan princip bliver da også overflødigt, da hele Koranen (undtagen abrogerede vers) er autoritativ og normsættende, i forbindelse med lov- og trosspørgsmål osv. Sola scriptura princippet er dog det ideelle princip at applikere på Koranen og er i fuld overensstemmelse med dens indre logik, da bogen jo er ren, guddommelig åbenbaring. Det er netop dette princip islamiske lærde har benyttet sig af og til stadighed benytter sig af i dag, i de forskellige trosanliggender. Den rene gudsvilje må være nok. Solum coranicum.

Om reformatorer af sekulariseret og ikke-sekulariseret art, islamofobi et cetera

DEBAT // Adversus refo rmatores : Om Isl am

Der synes at være en spirende tendens til, at tænke Islam og reformation inden for samme kasse. Blandt visse muslimer og, da især, blandt ikke-muslimer mener man nu, at i og med Islam snart når sit 1500ende år, er den moden til reformation. At man slutter, at en reformation skulle være en virkning af en tidslig årsag, altså være en implikation af noget tidsligt, har jeg, i dette tilfælde, svært ved at se, men nuvel. En anden forudsætning for reformationstanken må være, at man opfatter Islam som værende blevet kapret af onde kræfter. Gennem en reformation må man fravriste religionen ud af de såkaldte ”mørkemænds” favn.

Men hvor står vi nu? Har vi homoseksuelle og kvindelige imamer? Lovprisning af demokrati og alt, hvad de såkaldte reformatorer måtte ønske sig? Ingenlunde! Vi ser da altså, at applikeres de kristne, reformatorisk ideer på Islams hellige skrift, får vi den totale modsætning af, hvad de sekulariserede reformatorer ønsker sig. Det synes da, at hvad Islam reformatorer i virkeligheden ønsker sig, er en (i kristen forstand) ikke-reformation: Nulla scriptura! Ej tilbage til rødderne. Kun ved at gå væk fra Allahs ord, kan de få det som de vil have det. Hvilken hovedpine! Mon det skyldes, at de i virkeligheden frygter Allahs rene gudsord i Koranen? At de finder det arkaisk og uhyggeligt? Er de mon i virkeligheden ισλαμοφοβοι? Hvilken spændende tanke! En reformation af denne art vil da uundgåeligt føre til en renere (læs: i deres optik, mere radikal) Islam. Hvad de ønsker er profanisering. Et glimrende eksempel på dette fænomen, denne gåen-væk fra skifterne og subjektivitet, finder vi i Anna Mee Allerslev der, i forbindelse med nedslagtningen af 50 homoseksuelle i Florida, udtalte sig i en kronik at: ”(...) der er flere mørke kræfter, der forsøger, at trække religiøs ortodoksi ned over hovedet på unge mennesker. Og det gælder ikke mindst inden for islam. Derfor har vi også brug for demokratiske imamer, der danner modvægt. Der siger fra og deltager i kampen mod hadet og homofobien. Sig det som det er, homoseksualitet er også en del af islam.”13

Før sluttede vi, at ønsker man at reformere Islam, må dette ske på Islams egne præmisser og basere sig på Koranens og ahadiths indre logik. Alt andet ville være pseudo-islam, falskneri. Spørgsmålet er så, hvilket resultat man ville kunne udvinde af denne proces? Hvad er en reformation egentlig overhovedet? Er det dét, der så småt begyndte at manifestere sig i Tyskland i 1517? Lad os overveje det protestantiske reformations begreb overfor Islam. I deres arbejde med kirkens reformation, arbejdede Luther og Melanchton ud fra forskellige skriftprincipper. Ved at arbejde ud fra sola scriptura, formalprincippet, skriften og evangeliet, som al dogmatik og kirkelig sædvanes grund og samtidigt applikere solus christus, materialprincippet på disse, som hermeneutiske princip, som norm for selv samme, kom Melanchton og Luther frem til de opdagelser, som de brugte i 36

“På knæ for Koranen og på knæ for ahadith! Og det er altså i deres bogstavelige ordlyd, vel at mærke. Det moderne menneske skal ikke udlægge koranen; det moderne menneske skal underlægge sig den. Alt dette er sandt.” ”Mørke kræfter” og ”religiøs ortodoksi”? Det skulle vel aldrig være skriftkloge og rettro Islam, som der refereres til? Flere husker vel også Villy Søvndals udtalelse i 2008, henvendt til Hizb Ut-Tahrir, om, at gå ”ad helvede til”14. Søvndals førnævnte udfald og prædikering (”mørkemænd”, ”fladpandede”) bundede i Hizb Ut-Tahrirs ønske om kalifat og sharialov, hvilket er bevidnet som retlære i koranen og ahadith. Søvndals udtalelser må da derfor ses som en krænkelse af Islam af groveste skuffe. Vender man sig mod de såkaldte ”moderate” muslimer, møder man ganske tit lignende, spændende teologisk hjernegymnastik og vælge-og-vrage tilgang, der i så absolut forstand modstrider Islams kerne. Et glimrende eksempel på dette har vi herhjemme i Özlem Cekic. I forbindelse med folketingsvalget i 2015 udtalte hun følgende: ”(...)det er noget vrøvl (i.e at demokrati ikke kan forenes med islam). Og det er meget nødvendigt, at vi siger fra, når der er nogen, der siger, at man ikke må stemme som

muslim. For selvfølgelig kan islam og demokrati forenes.”15 Man fristes da til at spørge disse ”moderate” muslimer hvori deres religion består, hvem deres gud er og hvorfor de egentlig er så ligeglade med, hvad deres hellige skrift lærer og fordrer af dem. Rettroende muslimer ser da heller ikke disse som andet end halv frafaldne, kuffar-leflende demokrater, skin-muslimer og det er med god grund: det af mennesket gjorte demokrati er ren shirk, at sætte nogen eller noget ved siden af eller over Allah, at prisværdige det ligeså meget eller mere. Det er en islamisk hovedsynd, en dødssynd om man vil. At sætte blotte mennesker til at regere over andre mennesker med deres menneskelige idealer er, at benægte Allah hans enevælde over alle mennesker, hvad han tydeligt har gjort sig krav på i Koranen. Denne pointe har Hizb Ut-Tahrir da også lavet adskillige gange. Man forsøger at aftrone Allah, og i stedet indsætte sin egen Mammon, der går under adskillige navne såsom ideologi, humanisme,

ARKEN 162

demokrati, modernitet, selvberoen, vestlighed osv. Man sætter dermed sin tro mere til disse menneskelige principper, end til guddommen. Man gør sig skyldig i grel antropocentrisme, en titanisk humanisme. Ren synd. Ak, nogle gør sikkert sig selv og Islam denne bjørnetjeneste med gode intentioner og mener, at de yder deres tro en tjeneste, mens de dog i virkeligheden, i uvidenhed, er på vej, med hovedet først, ned, i det evige flammehav. Hvor komisk, omend en smule tragisk også!

intet at gøre i Islam. Islam er underkastelse til Allahs vilje, åbenbaret til hans sidste profet og hvori den består, står udførligt i Koranen og udledes af Muahmmeds sunnah, som vi erhverver os viden om per ahadith. Hvad man måtte mene og ønske og føle må her træde til side, for at guddommelig vilje kan opfyldes. Ja, Islam kan reformeres ud fra et, om man vil, ”allerslevsk”, moderne, standpunkt, men ikke uden, at slutproduktet, der vil foreligge, er noget kvalitativt andet end Islam. Det vil være et foreliggende, der vil være så ganske på kollisionskurs med Islam og dens af skriften udledte ortodoksi. Netop derfor tilbagevises disse folk og deres anliggende konstant. Om Europa er bedre tjent med en udvandet og sekulær Islam er dog en hel anden sag.

Efterspil

DEBAT // Adversus refo rmatores : Om Isl am

”Sand Gudsdyrkelse bestaaer ganske simpelt i: at gjøre Guds villie. Men den Art Gudsdyrkelse var aldrig efter Menneskenes Hoved”. Dette sagde Kierkegaard og blot fordi den gud, som var hans udtalelses objekt var den kristne, betyder det ikke, at dette udsagn ikke er gældende i forhold til Islam. Sand gudsdyrkelse består i at gøre Guds vilje. Dette giver sig selv. Hvordan kan man da så ende i en situation, hvor man som troende eller som udenforstående formår, at fejle i dette, når man udtaler sig og reflekterer over selvsamme religion (gudsdyrkelse)? Det kan da kun bunde i to ting: at ens viden om gudsviljen er fejlagtig eller, at man ikke agter sig på denne gudsvilje og i stedet indsætter egen vilje og mål. Jeg vil dog vove skindet og påstå, at det for det meste falder under den første kategori. Udenfor Det Teologiske Fakultets vægge såvel som indenfor dem, har jeg ofte mødt, ikke en decideret uvilje, men dog en ekstrem blåøjet og naiv uvidenhed om Islam og hvori den består. Jeg kan kun tro, at dette bunder i manglende læsning af Islams hellige skrifter og uvidenhed om deres grundprincipper. Mit håb er, at jeg ved skriftbeviser og argumentation nu har medført, at folk har erhvertet sig ny indsigt og gjort den mageløse opdagelse, at alle disse reformatorer og sekulariserede, amatøriske Islam teologer, ingenting forstår og blot fremsætter egne holdninger, følelser og ønskedrømme, som er baserede på egne ideologiske standpunkter. Denne vælge og vrage mentalitet, denne tagselv-bords tilgang, subjektive vilkårlighed, har 38

http://www.dailymail.co.uk/news/ article-3572866/Sadiq-Khan-issuesgrovelling-apology-video-shows-using-UncleToms-slur-against-moderate-Muslims.html

02 03

http://www.thememriblog.org/turkey/ blog_personal/en/2595.htm

Min kursivering. Jf. https://www.youtube.com/watch?v=X-DYfWnXCHc&list=PLEh2rcynn7GVCUIXx4mJ53WqJNMtfEvMP

04 05 06 07 08 09 10 11 12 13

3:3-4, 69:43-47

Sura 33:21

Sura 24:62

Sura 4:150-151

Suna 16:44

Sura 6:55 12:1, 26:2, 27:1, 28:2

Sura 17:12

Sura 2:2, 4:82, 41:42

Sura 3:7, 75:16-19

”Homoseksualitet er en del af islam”, http://puls.politiko.dk/homoseksualitet-er-en-del-af-islam/

h t t p : / / w w w. a v i s e n . d k / s o e v n d a l - g a a - a d - h e l v e d e - t i l - m o e rk e maend_6782.aspx

http://www.fyens.dk/indland/OzlemCekic-Selvfoelgelig-kan-islam-ogdemokrati-forenes/artikel/2724694 ARKEN 162

Demokratiets kår i det postfaktuelle samfund Af stud.theol. Emil Lund Pedersen

DEBAT // Demok rat iet s k år i det postfa kt uel le s amfu nd

et ytres ofte, at vi har bevæget os

ret af dem, der bekender sig til dem, hvorved

ind i en postfaktuel tidsalder, hvor sandheder er blevet erstattet af synsvinkler og at retten til at ytre sig er blevet ensbetydende med, at alle har ret. Men er manglen på kollektive sandheder blot endnu et skridt på vejen mod individets frisættelsesproces, eller er demokratiet ved at undergrave sit eget fundament gennem yderligere demokratisering?

en øget holdningsmæssig decentralisering de facto vil resultere i subgrupperinger, der hver især bekender sig divergerende sandhedskomplekser, så vil netop en sådan sprængning af de kollektive sandheder synliggøre forståelsen af sandhederne som relative. Dermed fremstår sandhedsbegrebet på sin vis også problematisk, da sandheder, der forstås som relative, til forveksling ligner holdninger. Så hvis man indledningsvis skal forsøge at indfange begrebet om det postfaktuelle samfund, kan man sige, at det måske ikke dækker over, at vi lyver mere, men at løgnen er blevet mere legitim i den forstand, at løgnen kun fremstår som en løgn, hvis den sammenholdes med de kollektive sandheder, der står svagere end hidtil.

Man kunne indledningsvis spørge, hvad det overhovedet vil sige, at samfundet er blevet postfaktuelt? Hvis samfundet er postfaktuelt, må dette implicere en forfaldsmyte; samfundet har været faktuelt, men er det ikke mere. Men passer det overhovedet, at der har eksisteret en sådan faktualitetens guldalder fritaget fra enhver løgn? Givetvis ikke, så man kunne måske paradoksalt hævde, at samfundet i den forstand altid har været postfaktuelt. Men hvis begrebet ikke dækker over, at vi lyver mere end vi plejer, kunne en anden tolkning være, at postfaktualitet refererer til en fornemmelse af splittelse og opløsning af en fælles forståelseshorisont, hvilket har været en særligt karakteristisk udvikling i de vestlige samfund indenfor de sidste årtier. Dette har i første omgang ikke noget med faktualitet at gøre, men omhandler blot en forskydning af virkelighedsopfattelser internt i de forskellige samfund. Men hvis man anskuer de kollektive sandheder som værende konstitue-

I forlængelse af dette bliver det gode spørgmål så, hvordan man stadfæster de kollektive sandheder i et samfund, hvor alle har ret? Anders Fogh Rasmussens opgør med ”smagsdommerne” kan anskues som paradigme på det opgør med de intellektuelles sandhedsmonopol, der gradvist har fundet sted og som repræsenterer en bevægelse fra, at viden var det adgangsgivende kriterium for at deltage i den offentlige debat, til at blotte meninger nu er kvalificerende. Man kan måske således anskue problemet i forhold til at stadfæste de kollektive sandheder som bestående i, at demokratiet som struktur er 40

blevet internaliseret som holdning, forstået på den måde, at den ligestilling samtlige individer indtager i den demokratiske struktur kommer til at afspejle en forståelse af samtlige argumenters ligeværd. Denne problemstilling er blevet formuleret på prægnant vis af Isaac Asimov i Newsweek i 1980: ”The strain of anti-intellectualism has been a constant thread winding its way through our political and cultural life, nurtured by the false notion that democracy means that my ignorance is just as good as your knowledge.” Men repræsenterer demokratiet ikke netop en sådan sidestilling af viden og uvidenhed? I den henseende er det hensigtsmæssig at sondre mellem demokrati, forstået som struktur, og demokratisme, forstået som en internalisering af den demokratiske struktur som holdning. Den demokratiske struktur er egalitaristisk og i den forstand vil viden og uvidenhed være sidestillet ved fx en folkeafstemning. Men deraf følger jo ikke nødvendigvis demokratisme, altså en antiintellektualistisk tendens, der resulterer i, at meritter ikke i samme grad udgør et prærogativ i den offentlige debat, selv om dette har været en udpræget tendens på det seneste. Dette er sigende for den interne spænding demokratiet indeholder; alles mulighed for at deltage i den offentlige debat er ekstremt demokratisk, men ikke nødvendigvis fordrende for demokratiet, såfremt det resulterer i polarisering. Om denne antiintellektualistiske tendens så overhovedet kan forstås som en demokratiseringsproces er måske også tvivlsomt. Men den har i hvert fald ageret grobund for en populisme, der er kendetegnet ved at levere simple svar på komplekse problemstillinger. Men ikke destomindre er det en populisme, der har en enorm befolkningsmæssig klangbund og som udtrykker alternative virkelighedsforståelser, der ikke nødvendigvis er kompatible med de etablerede sandheder. Et slående eksempel på en sådan tendens findes i Tyskland, hvor skellet mellem højrepopulister og resten af befolkningen er så polariseret, at det synes vanskeligt at se forudsætningerne for, at parterne kan indgå i en konstruktiv dialog. Ligeledes opstod der

efter det svenske valg til Rigsdagen i 2014 en bred konsensus mellem samtlige partier om at udelukke Sverigedemokraterna fra det parlamentariske samarbejde. Dette viser jo det paradoksale aspekt ved demokratiet, at det i grunden forudsætter en høj grad af enighed for at kunne fungere. Men hvor det tidligere var de store midterpartier, der satte rammerne for den offentlige debat, så er disse rammer nu sprængt og en udbredt mistillid til offentlige institutioner og ekspertudsagn gør, at det er enormt svært at finde et centrum for den demokratiske diskussion. Det skal ikke forstås sådan, at jeg mener at den demokratiske samtale er enighed, men deimod uenighed med et fælles udgangspunkt. Hvis samtalen ikke har et fælles udgangspunkt vanskeliggøres forståelse for forskellige synspunkter, da disse ikke befinder sig inden for en fælles forståelseshorisont. Så hvad er postfaktualitet? Jeg mener ikke postfaktualitet kan reduceres til diverse politikere og magtinstitutioners lemfældige omgang med sandheden, men mere at sandheden er blevet et problematisk begreb i samfund, hvor tilliden til de demokratiske institutioner er blevet svækket i en sådan grad, at de har mistet legitimiteten til at sætte de kollektive sandheder, der kan agere grundlag for den demokratiske diskussion. Dette skal ikke forstås som en nekrolog over det vestlige demokrati, men blot som en illustration af den spænding, der ligger internt i demokratiet. For der skal ikke herske nogen tvivl om, at de demokratiske institutioner stadigt står relativt stærkt, men heller ikke om, at de har stået stærkere.

ARKEN 162

ARKEN // Demok rat i et s k Ã¥r i det p ostfakt uel l e samf und

ARKEN

162

ANMELDER

~ Er Kristi opstandelse mere end åndelig? Og hvad med alle vi andre? // Fire eksegeter synger flerstemmigt – og de synger // En generøs fremstilling af dogmatikken // Pallesens silhuet // Kierkegaard for dummies // Reformationen, individet og viljens frihed // Ikke-pladderhumanisme // Kirkehistorikerens semihistoriske hyldest til kirkekongen // Et luthersk-katolsk Reformationsjubilæum? // Evangeliesalmer og andet til alle søn- og helligdage // Fortid til tiden // En biblicistisk introduktion til NT // Er døden en velsignelse? // Når præster underviser

Bliv anmelder ved ARKEN. Send din anmeldelse til redaktionen .

ARKEN 162

Er Kristi opstandelse mere end åndelig? Og hvad med alle vi andre? Kristi Opstandelse. Sprog og virkelighed // Af Lars Sandbeck & Anders Eyvind Nielsen København: Eksistensen. 2016. 183 s. 189 kr. Anmeldt af professor Niels Henrik Gregersen

ANMELDER // Er Kri st i opst ande ls e mere end ån del ig? Og hvad me d a l l e vi a n d re?

en over 2015 løb der i dagspressen

opstandelse ikke kan forstås som en fysisk trans-

en debat om Jesu opstandelse. Er Jesu opstandelse at forstå som en fysisk eller som en åndelig opstandelse? Lars Sandbeck og Anders Eyvind Nielsen (søn og far) har skrevet en bog, der er rigtig god, både fordi den holder sig til sit emne, og fordi bogen giver et bud på en nutidig forståelse af opstandelsestroen. Men det er også en bog, der importerer en temmelig bastant modstilling af åndelig versus fysisk opstandelse, og det skal jeg komme tilbage til.

port af Jesu fysiske legeme fra gravens mørke til et sted oppe i Guds himmel. Med rette spørger de: ”Hvordan kan Kristus være ’midt iblandt os’ og ’med os alle dage indtil verdens ende’, hvis han fysisk opholder sig i en eller anden afsondret himmels lokalitet?” (s.51). Spørgsmålet er bare, om det egentlig var, hvad alle fortalerne for en (også) fysisk opstandelse mener, når de fleste af dem faktisk siger, at der må ske en forvandling – lidt ligesom Paulus, der også taler om en overgang fra et ”sjæleligt legeme” til et ”åndeligt legeme” (1 Kor 15,44). Det rejser det afgørende teologiske spørgsmål, om den enten-eller tænkning (fysisk eller åndelig opstandelse), som forfatterne forudsætter bogen igennem, er en fyldestgørende spørgehorisont.

Allerede i bogens kap. 1 (s.9-17) gør forfatterne deres overordnede synspunkt klart. De mener, at man først og fremmest bør holde sig til Paulus og den nytestamentlige brevlitteratur, dels fordi Paulus er det ældste vidnesbyrd, vi har om den tidlige kristendoms opstandelsestro, dels fordi Paulus er en klar fortaler for en åndelig opstandelse, hvorimod evangeliernes tale om Jesu opstandelse går i flere retninger. Sandbeck & Nielsen mener, at Paulus simpelthen ”afviser forestillingen om en fysisk eller kødelig opstandelse” (s.12). Så er det sagt!

Der er således et gennemgående dualistisk mønster i forfatternes tolkning af Kristi opstandelse: Enten ånd eller krop, enten Gud eller fysik, skaber eller skabning. Tilsvarende forudsætter de en dualisme mellem menneske og natur. Som forfatterne selv udtrykker det: ”I denne bog benægter vi samtlige elementer i den fysisk-biologiske tolkning” (s.25). Samtidig vil de dog gerne tale om kirken som ”Kristi legeme” – blot det ikke har noget med ”kroppen” at gøre.

Kap. 2 giver en lang (s.19-56) gennemgang af de debatter, der har været ført i Kristeligt Dagblad og Præsteforeningens Blad i løbet af de sidste år. Lad mig sige det med det samme: Undertegnede deler forfatternes opfattelse af, at Jesu

Heldigvis er der tale om noget andet og mere 44

Mal er i af Caravag gi o

ANMELDER // Er Kri st i opst ande ls e mere end ån del ig? Og hvad me d a l l e vi a n d re?

end en debatbog. Det skyldes ikke mindst, at forfatterne har gjort sig møje med det eksegetiske arbejde. Allerede i kap. 3 (s.59-86) viser forfatterne, at talen om opstandelse også i samtidens jødedom på ingen måde var entydigt fysisk, men kombinerede flere slags opstandelsesforestillinger. Man kan således ikke uden videre gå ud fra, at der fandtes en helt bestemt ”jødisk opstandelsestro” af rent fysisk karakter, der står over for en ”hellenistisk” tanke om en åndelig opstandelse. Dermed svækkes er det argument betydeligt, som man finder hos Wolfhart Pannenberg og herhjemme Regin Prenter, nemlig at man i en jødisk kontekst dårligt kan forestille sig opstandelsen som andet end en fysisk genopstandelse. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet: Det kan være meget fysisk, det

en var tom, hvis ellers han var opstanden. Men det er et argument e silentio, som man netop ikke kan tillade sig, når nu samtidens jødiske opstandelsesforestillinger var så mangfoldige, som tilfældet er. Det har forfatterne ret i. Samtidig har de et apologetisk ærinde, som faktisk kan være ganske befriende. Forfatterne forudsætter hele bogen igennem: ”Kristus er virkelig opstået fra de døde!” (s.17). Men vi behøver ikke at gøre os bestemte forestillinger om den tomme grav. ”Hvis Gud vil det, kan Jesus Kristus virkelig være opstået fra de døde, samtidig med at resterne af hans fysiske krop i dag opholder sig i den grav, han ifølge traditionen blev lagt i” (s.17).

kan være både-og, og det kan også se temmelig ”åndeligt” ud.

entydig modsætning mellem Paulus og evangelieberetningerne. De gør fx ikke meget ud af, at Paulus i 1 Kor 15 udtrykkeligt bygger på en forudgående (didaktisk eller gudstjenstlig?) tradition om Jesu opstandelse (læs 1 Kor 15,111). Og det skulle dog være mærkeligt, hvis det skulle være en fuldstændig anden overlevering end den, der ligger til grund for evangeliernes Jesus-fortælling. I så fald måtte man forestille sig to radikalt adskilte kristendomsgrupper i den tidlige kirke. Men så enkelt er det dog nok ikke, når også Paulus henviser til, at Kristus ”opstod på den tredje dag efter skrifterne” (1 Kor 15, 4).

Sandbeck & Nielsen opstiller dog en temmelig

På samme måde gennemgår forfatterne udførligt talen om Kristi opstandelse fra de døde hos hhv. Paulus (kap. 4, s.87-118) og i evangelierne (kap. 5, s.117-138). Her er der ifølge forfatterne ikke længere tale om en flerstemmighed, men derimod om to radikalt forskellige tolkninger af Kristi opstandelse. For Paulus er der tale om, at ”kød og blod ikke kan arve Guds Rige” (1 Kor 15,50), ligesom 1. Petersbrev 3,18 siger, at ”Han blev dræbt i kødet, (men) gjort levende i Ånden”. Derimod taler evangelierne, navnlig Lukas-evangeliet (som sen-dateres til ca. 140), om en tom grav. Men det gør jo også allerede Markus. Alligevel skriver Sandbeck & Nielsen: ”Hos Markus er graven faktisk ikke tom” (s.127). Der sad nemlig en ung mand i hvide klæder derinde (en angelus interpres), der fortalte dem, at de skulle lede efter den opstandne Jesus et andet sted. Det er selvfølgelig rigtig nok. Men samme skikkelse sagde dog også: ”Se, dér er stedet, hvor de lagde ham” (Mark. 16, 6). Graven var jo altså i den forstand tom, nemlig tom for Jesu legeme. Altså i følge Markus.

Forfatterne bryder sig tydeligvis ikke om en sådan tidsangivelse, der jo også må indebære en eller anden form for stedsangivelse, altså noget i retning af: Opstået fra graven på Påskemorgen efter gravlæggelsen Langfredag. Her mener forfatterne, at denne tidsangivelse ikke ”med nødvendighed altid og udelukkende behøver at fungere som en banal tidsangivelse i ligefrem forstand”. Snarere skal det forstås i symbolsk eller kvalitativ forstand, ligesom når man siger ”i den ellevte time” (s.102). Tja, jo, bumbum – hvem véd?

Den tomme grav hører vi derimod ikke om hos Paulus. Medmindre man altså underforstår, at Paulus som jøde dog må have forudsat, at grav-

Mon det virkeligt for Paulus var et alternativ: Enten opstået på tredjedagen eller også slet ikke på tredjedagen? Det mener forfatterne, når de 46

hævder, at Paulus i Romerbrevet ”opfatter Kristi død og opstandelse som to sider af samme begivenhed” (s.95). Men her går det altså lidt for hurtigt med argumentationen. I Romerbrevet taler Paulus ganske vist om død og opstandelse som det fælles mønster for den kristnes liv. ”For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det med en opstandelse, der ligner hans” (Rom 6,5). Men konteksten vedrører forståelsen af den kristnes dåb, og fortæller intet om Paulus’ forståelse af Kristi opstandelse per se. Det, der undrer mig her, at Paulus-eksegesen presses ind i et skema af enten-eller: Enten er opstandelsen noget, der bare foregår i tid og rum (hvad der jo ikke giver mening) eller også foregår det helt uden for tid og rum. Ja, forfatterne mener, at ”Paulus selv synes at skildre Kristi død og opstandelse som én og samme begivenhed, altså som en opstandelse i dødsøjeblikket” (s.101). Men det er et synspunkt, der er taget ud af luften. Den, der læser 1 Kor 15, får faktisk præsenteret et meget historisk forløb med et apokalyptisk udblik. Det kan godt være, at vi i dag ikke kan forbinde meget med dette historiesyn i dag (det kan jeg heller ikke selv). Men for en ordens skyld mener jeg, at man bør skelne klarere mellem eksegese og samtidsteologi og ikke lade sidstnævnte bestemme førstnævnte. Så hellere sige til og fra undervejs – også i forhold til apostlen Paulus. Det vi dog véd er, at Paulus forstår den kristnes opstandelse (der jo altså ”ligner” Kristi opstandelse) som en overgang fra et ”sjæleligt legeme” (altså en krop-sjæl enhed) til et ”åndeligt legeme” (1 Kor 15,44). Hvad det så end måtte betyde, så forudsætter det en kontinuitet mellem noget kropsligt (soma) og noget åndeligt (pneuma). I følge Paulus er man dog en ”tåbe” (1 Kor 15,35), hvis man tænker alt for simpelt om det. Plantens død er fx nødvendig, for at noget nyt kan vokse frem. ”Gud giver det den skikkelse, han vil, og hver slags korn får sin skikkelse” (1 Kor 15, 38).

Men en eller anden skikkelse skal det åbenbart have, førend man kan tale om opstandelse fra de døde. Altså ifølge Paulus. Men det siger Sandbeck og Nielsen ikke noget om. I den forbindelse kan man undre sig over, at forfatterne fuldstændig forbigår den forskning, som bl.a Troels Engberg-Pedersen har fremlagt (fx i Cosmology and Self in the Apostle Paul: The Material Spirit, Oxford University Press, 2010). Engberg-Pedersen giver dog et klart bud på, hvorfor ånd og krop altid hænger sammen hos Paulus. Uanset om Engberg-Pedersen har ret i, at Paulus var en ren stoiker i sin kosmologi, så taler Paulus rent faktisk om forskellige opstandelseslegemer, hver med sin form for ”kød” og ”legemlighed” (1 Kor 15,39-40). Dualist var Paulus i hvert fald ikke. Det er så også det resultat, som forfatterne selv kommer frem til i kap. 6 om ”Kristi legeme” (s.39-173). Her siger forfatterne – vistnok for første gang – at ordet ”åndelig næppe er en dækkende beskrivelse af opstandelsen”. For på hver sin måde siger alle de nytestamentlige traditioner, at Kristus efter sin død fortsat er ”legemligt” til stede ”i blandt os” (s.139). Spørgsmålet er så, hvad der menes med denne legemlighed? Med en formulering, der lægger sig op af Dietrich Bonhoeffer siger de, at ”Kristi legeme er identisk med og eksisterer som de troendes fællesskab, dvs. kirken, og som de elementer i nadveren, som fællesskabet forsamles omkring, dvs. brødet og vinen” (s.148). Som man kan se, er dette en meget dogmatisk korrekt lære om, at om Kristus kan man kun tale om i legemlig form, altså i kirken. På den måde er Kristi legeme noget dennesidigt, ja lokaliserbart (s.142). Heri indoptager Sandbeck og Nielsen en formulering fra dogmatikeren Robert W. Jenson, at der til legemlighed ligger, at Gud i Kristus gør sig tilgængelig for mennesket (s.152). Og det er en god formulering. Men spørgsmålet er, om den kan stå alene. Er ikke også den opstandne Kristus også for os noget utilgængeligt, ja hemmelighedsfuldt, som vi ikke lige kan afkode sprogligt, fordi Gud

ARKEN 162

Mal er i af Car l Hei nri c h B l och

“Er ikke også den opstandne Kristus også for os noget utilgængeligt, ja hemmelighedsfuldt, som vi ikke lige kan afkode sprogligt, fordi Gud går på tværs af skellet mellem immanens og transcendens?” går på tværs af skellet mellem immanens og transcendens? Denne sans for den opstandnes utilgængelige guddommelighed er ikke bare en spekulativ påstand. For spørgsmålet er jo, om Kristus er andre steder end i sin kirke på jorden? Det svarer forfatterne ikke tydeligt på. Deres hjemmelsmand, Jenson, kan godt synes at svinebinde Kristus til kirken. ”Himlen er der, hvor Gud tager bolig i sit skaberværk for at være til stede iblandt skabningen; han gør dette i kirken”, citeres han for (s.167, noten). Men samtidig er der hos Jenson tale om en trinitarisk tolkning af Kristi nærvær: Kristi nærvær i sit Ord kommer ”fra Faderen” og tages op og føres videre ved Helligåndens kraft. Hos Sandbeck & Nielsen hører vi ikke om denne større sammenhæng. Hele vægten ligger på, at Kristus er ”en genstand ’hernede’ eller rettere iblandt os midt i vores jordiske liv” (s.156). Og dennesidigheden er et vigtigt element – selvom termen ”genstand” virker malplaceret. Men forfatterne fortæller ikke, hvem ”os” er. Er det kun ”os i kirken”? Eller er Kristus også tilstede for ethvert menneske – muslimen og ateisten og den ukirkelige tvivler, ja ethvert menneske, der er i nød, men som befinder sig langt fra kirken,

måske endda uden for den kristne kulturkreds? Bonhoeffer er her meget klar i mælet: ”I hans menneskelighed og lave status genkender vi vores egen form… Fra nu af, hvem der end angriber den mindste i folket, angriber Kristus, som tog menneskelig skikkelse…” (DBW 4, 284-85). Her skelnes der ikke mellem kirken og dem uden for. Man kan også stille spørgsmålet på en anden måde: Hvad er forudsætningen for, at Kristus med sit åndslegeme kan være tilgængelig i kirkens ord og sakramenter? Det kan vel kun være, at den opstandne Jesus Kristus er ét med Gud, både i sin menneskelighed og i sin guddommelighed. Dermed bliver han samtidig med enhver tid, og er til stede på ethvert sted i skabelsens store rum. Spørgsmålet er altså her, om man kan overhovedet kan tale om, at Gud gør sig tilgængelig i Kristus, uden at forudsætte, at Kristus allerede er til allestedsnærværende i universet. Men så kan man ikke længere tale fuldstændig u-filosofisk og u-metafysisk om Kristi legeme, og alene lade Kristus være en ”genstand”, som er dér, hvor kirken er, og ellers ikke. Sandbeck & Nielsen påberåber sig ellers Luther. Men som bekendt forudsætter han, at den opstandne Je-

ARKEN 162

sus Kristus (ikke kun Kristus, men også Jesus!) er ét med Gud, og dermed allestedsnærværende, selvom Kristus ikke er allestedsmanifest, men lader sig finde i sakramentet.

Kort sagt, mener jeg, at Sandbeck & Nielsen bogen opstiller en lovlig simpel modstilling mellem kød/krop p.d.e.s. og det åndelige legeme = Kristus som åndeligt legeme i og for kirken p.d.a.s. Denne modstilling er, så vidt jeg kan se, alt for simpel. Naturligvis er den døde krop (liget) forvandlingsresistent i sig selv. Det er jo det, der er dødens problem. Derfor taler man (mig bekendt) aldrig i kristen tradition om ”ligets opstandelse”, men derimod gerne om ”de dødes opstandelse” (Nicæno-Constantinopolitanum 381), ligesom man kan tale ”kødets opstandelse” (Apostolikum).

ANMELDER // Er Kri st i opst ande ls e mere end ån del ig? Og hvad me d a l l e vi a n d re?

Vi er her et sted, hvor ånd og krop ikke kan placeres i to forskellige regioner, for kun at mødes i kirkens rum. Men her er problemet, at forfatterne nu producerer en ny modstilling, nemlig mellem kødet og kroppen, der er noget rent biologisk, og så ”åndslegemet”, der slet ikke er det. Her bygger forfatterne på Rudolf Bultmanns skarpe skelnen mellem sarx, som er syndig, og soma, som ifølge Bultmann angiver ”subjektets selvforhold” (s.151). Sidstnævnte siger Paulus bare ikke, slet ikke i 1 Kor 15. I Kor 12, 13 siger han, at ”vi er alle blevet døbt med én ånd for at være ét legeme”. Det lyder altså ikke særlig subjekt-agtigt.

”Kød” betyder nemlig ikke bare betyder synd, men betegner også et menneskes kropsligt levede liv. Kroppen har en historie, og det er, som jeg ser det, netop menneskets levede livshistorie, som det drejer sig om at ”redde” med over i opstandelsens liv. Vel at mærke: Minus al den sarkiske synd, der skal gå op i luer som træ, hø og halm, mens guld, sølv og ædelsten (det som er bygget på Kristus) skal skinne frem. ”Hvis det som mennesket har bygget, bliver stående, skal han få løn, men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild” (1 Kor 3,14-15). Forudsætningen herfor er så vidt jeg kan se, at der er noget i menneskets gode, gudsskabte og kropslige liv, der skal reddes – men bare ikke kan reddes, hvis ikke Guds kraft overvinder den død, som alt godt og plastisk biologisk liv ender i. Derfor er det heller aldrig mennesket, der af sig selv opstår – heller ikke Jesus! Men det er mennesket (også Jesus!), der skal oprejses fra de døde ved Guds kraft (divinum passivum).

Uanset hvad, så glider Sandbeck & Nielsen hen til en anden konklusion end Bultmanns, nemlig at synden ligger i skabningens biologiske kød, som ikke står til at redde. Den paulinske modsætning mellem kød og ånd bliver dermed stiltiende oversat til en nutidig problemstilling, nemlig om en naturvidenskabelig forståelse af kroppen og en teologisk forståelse af den åndelige ”legemlighed”. Den modstilling formuleres som følger: Legemer er ”plastiske, modtagelige for indtryk og dermed åbne for forvandling. Kødet er derimod bare kød: en uplastisk og imprægneringsresistent masse, som ikke kan få del i en andens kropslighed, og som derfor heller ikke i teologisk eller frelsesrelevant henseende kan blive forvandlet til det bedre” (s.145-46). Plastisk versus ikke-plastisk er faktisk en rigtig vigtig skelnen, men den har bare ikke noget mellem åndelig versus biologisk at gøre. For enhver biologisk krop er jo lige netop plastisk – det ved enhver biolog. Og kropsfænomenologien tilføjer, at kroppen, i menneskets verden, implicerer et selvforhold (uden nødvendigvis at være noget rent ”subjektivt”). Det syndige og selvcentrerede menneske er derimod ikke plastisk.

Igen: Jeg er helt enig med forfatterne i, at en fysisk opstandelse af kødet i rent slagtermæssig forstand er en urgeret og mærkelig malplaceret forestilling. Derimod kan jeg – i modsætning til forfatterne – godt forstå det teologiske anliggende hos dem, der insisterer på en opstandelse, der drejer sig om livets genopstandelse og fornyelse. Det er nemlig det samme menneske, der dør og opstår – akkurat ligesom det er den samme person eller karakter, som Jesus var i sit 50

“Mon dog ikke menneskets opstandelse alligevel er dét, som interesserer de fleste – også dem, der læser en bog om Kristi opstandelse. ” jordeliv, der opstod op på tredjedagen. Hvis man derimod er dualist, er der ikke noget, der skal reddes over fra skabelsens liv til det evige liv. På s.22 afvises enhver tale om en kropslig kontinuitet. S.156 siges det dog, at Gud ”erindrer personen som den samme”. Er altså Guds erindring af mit fortidigt levede, men nu aldeles døde liv, det som opstandelsesforventningen handler om? Er det ikke at snakke uden om opstandelsen som en virkelig opstandelse. Eller er det kun Jesus, der virkeligt opstår, mens vi andre kun huskes af Gud? Heldigvis siger forfatterne på allersidste side noget nyt, der virkelig giver et godt bud på opstandelsestroen: ”Hver gang et menneske dør, opstår Kristus sammen med ham, og han med Kristus. Ligesom talen om Kristi legeme tvinger os til at tale om Guds fortsatte inkarnation, tvinger den os også til at tale om Kristi fortsatte opstandelse, og dermed til at forlade en simpelt tilbageskuende, historisk-kronologisk opfattelse af, hvad det vil sige, at Kristus stod op fra de døde. I sidste ende er Kristus først færdig med at opstå fra de døde, når vi alle er opstået sammen med ham” (s.173). Dét er flot og stort sagt. Så er der kun at tilføje, at når man siger ”liv” og ”evigt liv”, er det ikke tale om noget rent ånde-

ligt eller bevidsthedsmæssigt. Derimod kan man godt sige, at man må overlade det til den Gud at finde ud af, hvad slags liv Gud vil unde os efter døden. Men at tale om opstandelse uden at tale om ”en kommende verdens liv” (Nicæno-Constantinopolitanum) er for mig at lige så mærkeligt som at insistere på, at man skal opstå med en krop, der lige præcis er 1,80 meter høj, og vejer 80 kilo. Opstandelsen kan med andre ord hverken være rent fysisk eller rent åndelig. Til slut: I selskab med Sandbeck & Nielsen er vi milevidt fra den afvisning af opstandelsestroen, som var mondæn i 1960’erne og 1970’erne (den som Regin Prenter reagerede på i sin lille bog fra 1967, Virkeligt Opstanden). Det er bare så vidt jeg kan se en lovlig abstrakt opstandelsestro, de gør sig til talsmænd for, og som de – noget anakronistisk – lægger ind i Paulus-eksegesen. Sandbeck & Nielsen er modstandere af en fysikalistisk tilværelsesopfattelse. Det er jeg og de fleste mennesker også. Problemet er kun, at hvis skabelsens verden efterlades så totalt i gravens mørke, som det forudsættes i bogens dualismer, så bliver det svært at tale om et evigt liv efter døden, som har noget med os virkelige mennesker at gøre. Mon dog ikke menneskets opstandelse alligevel er dét, som interesserer de fleste – også dem, der læser en bog om Kristi opstandelse.

ARKEN 162

Fire eksegeter synger flerstemmigt – og de synger rent Fire indgange til gammeltestamentlig teologi // Af Anne Katrine de Hemmer Gudme, Søren Holst, Jesper Høgenhaven og Frederik Poulsen København, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, 2016, 130 sider. Københavns Universitet, 2016, 130 sider, e-bog 0 kr. 1 Anmeldt af stud.theol. Andreas Riis Damgaard

F ANMELDER // Fi re eks egeter sy nger f lerstemmigt – og de sy nger rent

ire gammeltestamentlige eksegeter fra Det Teologiske Fakultet i København har sammen skrevet en bog om gammeltestamentlig teologi. Bogen består af fire bidrag, et af hver af de fire eksegeter, som hver især belyser og analyserer en teologi eller, om man vil, en ”stemme” i Det Gamle Testamente. Resultatet af de fire solisters forsøg på at synge tutti er vellykket – det er harmonisk, velkomponeret og struktureret.

gelister ud fra disse ansigter. Markus er løven, Lukas er oksen, Mathæus er mennesket og Johannes er ørnen. Hvem af bogens forfattere der passer på de enkelte dyr (evangelister?), det må I øvrige læsere gætte med på. Men forsiden tager en bag om bogens kerne – her serveres én platte med fire anretninger, som dog har et klart fællesmateriale, Det Gamle Testamente. Men man skal jo som bekendt ikke dømme en bog på dens omslag, også selv om det begejstrede undertegnede omgående – så nu til indholdet.

”I midten var der noget, der lignede fire levende væsener”

Har Det Gamle Testamente en midte eller fire verdenshjørner?

Allerede da jeg åbnede den døde e-bog på min computer for at printe den nye udgivelse ud og derved lade printeren puste livsånden ind i de blanke sider, så bogen kunne blive ”levende” med blæk på papir, begyndte jeg at smile. Forsiden er nemlig prydet med en forsideillustration af Ezekiels kaldelsesberetning, eller hans vision som den rettelig må kaldes, fra Augsburger Wunderzeichenbuch. Og således anslås temaet allerede på forsiden – ja, på nærmest blasfemisk vis. I Ezekiels vision berettes der på ganske rigid vis, hvordan de fire levende væsener med hvert deres ansigt på uhyggelig vis bevæger sig rundt under kraftig vingestøj. De fire væsener har fire forskellige ansigter – på højre side løveansigter, på venstre side okseansigter, og på de to andre sider et menneskeansigt og et ørneansigt. I den kristne tradition identificerer man de fire evan-

Bogen begynder med en fyldig indledning, som tilskrives alle bogens forfattere. Straks præsenteres bogens formål. Det er, at bogen skal benyttes til undervisningen i GT1 og GT2 på bachelordelen af den teologiske uddannelse i København. Det er altså tydeligt fra begyndelsen, at der er tale om en grundbog. Bogen skal benyttes til at tydeliggøre nogle af de stemmer og teologier, som optræder i en og samme skriftsamling. Således er den én indføring i fire af de mest centrale teologier det er repræsenteret i Det Gamle Testamente – den deuteronomistiske teologi ved Jesper Høgenhaven, den præstelige teologi ved Anne Katrine de Hemmer Gudme, visdomsteologien ved Søren Holst og Zionteologien ved Frederik Poulsen. Faren 52

ved sådanne inddelinger er naturligvis, at det kan ende i reduktionisme, men det er ikke tilfældet. Der gøres også opmærksom på, at alt ikke kan indfanges med de fire teologier. Indledningen er en grundlæggende introduktion til bogens metode, som delvist er dannet på baggrund af Gerhard Ebelings forståelse af begrebet ”bibelsk teologis” dobbelthed. Han påpegede, at enten så rummer begrebet bibelsk teologi en deskriptiv eller en normativ betydning. I bogen benyttes den deskriptive forståelse. Det gør den eftersom, at forfatterne har næret et ønske om at udpege nogle teologiske ledemotiver i Bibelen. De ønsker ikke at finde én teologi, der står i fuldstændig overensstemmelse med hele Bibelen. Derfor stilles spørgsmålet også hurtigt – har Det Gamle Testamente egentlig en midte? Med midte menes der, om der er en teologisk nøgle, som kan åbne alle låsene i Det Gamle Testamentes væld af forskellige tekster. Problematikken belyses ud fra nogle hovedpunkter i forskningshistorien. Rudolf Smends mente eksempelvis, at han havde fundet en midte, et archimedisk punkt, i pagtsformlen: ”Jahve, Israels Gud – Israel, Jahves folk.”. Anderledes betonede Gerhard von Rad den fortløbende traditionsproces, hvor samlingens traditionsstof igen og igen nyfortolkes, som det grundlæggende karakteristika ved den gammeltestamentlig teologi. Bogens forfattere svarer anderledes på spørgsmålet end de to benævnte herrer. De svarer på spørgsmålet med et indirekte nej. Der er ikke én teologi i Det Gamle Testamente. Bogens tilgang er klar, den er en flerstemmig sang, hvor de enkelte teologiske stemmer i forskellige skrifter og afsnit lyder kraftigere end andre. Som det formuleres fint i bogen: ”Det vigtigste kendetegn ved Det Gamle Testamente som skriftsamling er netop eksistensen af mange forskellig stemmer, der til gengæld synes at befinde sig i en konstant indbyrdes samtale” (s.13).

Nogle betragtninger over bogens struktur og sprog Bogen er virkelig godt struktureret – let og overskueligt. Udover bogens overordnede indledning har hver forfatter forfattet et bidrag. Hvert enkelt bidrag har fire afsnit med en kort introduktion til hver af de gammeltestamentlige teologier. Således spejler bogens overordnede struktur sig i sig selv, det er ret elegant og overskueligt. I hvert afsnit gennemgås disse fire punkter: 1. Forskningshistorie og tekster, 2. Centrale temaer med teksteksempler, 3. Forholdet til de andre teologier, 4. Her kan du læse mere. I bogens slutning, uden for selve bidragene, er der en tidslinje med centrale årstal og et register med citerede bibeltopoi. Man kunne måske have ønsket sig et emneregister, som eksempelvis er en fordel i Lundager Jensen Gammeltestamentlig religion, men det er på ingen måde graverende for bogens kvalitet, da den i øvrigt er struktureret så fint. Sproget i bidragene er ligeledes befriende. Det er ikke redundant og kvalmt. Nej, det er lakonisk og ligetil. De fire forskere er ikke bange for nogle sjove associationer, og udtryk som ”carpe-diemagtigt” og ”campinghelligdom” og et lille associations-konkluderende ”jo” finder man også hist og her. Og det er mægtigt. Derudover er der også lavet gode tekstbokse, som begrebsafklarer svært tilgængelige, men yderst centrale emner og udtryk. Derfor er det en god grundbog – den får et relativt kompliceret emne til at føles let og overskueligt. På den måde passer formen godt sammen med formålet – Aristoteles ville være begejstret.

Det begynder på Moabs slette og det slutter på Zion Det er svært at behandle de fire fremstillinger af de enkelte teologier i denne her tekst. Det er der først og fremmest ikke plads til her, og så synes jeg også, hvis det ikke allerede er tydeligt af det ovenstående, at man bør læse bogen – også selv om man allerede for længst har overstået bachelorens gammeltestamentlige kurser og har kastet sig ud på eksegesens retfærdige stier.

ARKEN 162

En slutbemærkning og en sammenfatning

Alle bidragene er gode. Forfatterne behandler også alle emner, som de allerede er meget velbevandret i. Det smitter af på bogens indhold og dens fremstillinger, men det er kun godt. Et par ting har jeg dog bidt ekstra mærke i, og dem vil jeg gerne fremhæve.

Før det ender i ren lovsang, skal der også lyde en lille klage. Der er lidt rod med transskriptionerne af den hebraiske tekst et par steder, og det kan måske henlede til forvirring, hvis man ikke er så stærk i sit hebraiske – læseretningen skifter af og til. Derudover synes jeg, at det er lidt underligt, at Wellhausens kildesondringshypotese gennemgås i dens mest grundlæggende træk to gange (både i indledningen og i begyndelsen af de Hemmer Gudmes bidrag), det er lidt ærgerligt, når bogen ellers er så stram i sin form. Det kan selvfølgelig være for opfriskningens skyld, når man er ankommet til det andet

Høgenhavens indledende afsnit om deuteronomisme er knivskarpt. Hvis man nogensinde har været, eller stadigvæk er, i tvivl om hvad denne teologi står for og betegner, og hvad Martin Noth egentlig mente med det Deuteronomistiske Historieværk, så er der vitterligt hjælp at hente her. Tekstens andet afsnit handler om pagten, og det er tindrende klart, hvad det betyder. Bidraget står

ANMELDER // Fi re eks egeter sy nger f lerstemmigt – og de sy nger rent

som en fuldstændig indkogt forståelse af begrebet.

bidrag. Men det er vitterligt kun småtterier. Det er, som nævnt, en vellykket bog. Den er en lille veloplagt kantate, som (forhåbentlig) kan vække nye (og gamle) gammeltestamentligt-interesseredes interesse for faget. Bogen har mindst to stærke fordele. For det første er den eksemplarisk pædagogisk set – man føler sig ikke som en komplet tåbe på noget tidspunkt, hverken fordi man ikke forstår forfatternes formidling af det svære stof, eller fordi man behandles som en oligofren med direkte retning imod dårekisten. For det andet er den god, fordi der er taget nogle klare redaktionelle beslutninger. Den er et reelt bidrag til den gammeltestamentlige eksegese på fakultetet, da den beskriver nogle udvalgte hovedlinjer til forståelsen af hele skriftsamlingen på tværs af de enkelte skrifter. Bogen er en god bibelsk teologisk systemnøgle, som fungerer til flere låse – og den understreger, at gammeltestamentlig teologi handler om at lave fortætninger, og give dem en overordnet betydning.

Placeringen af Høgenhavens afsnit i bogen er ligeledes godt tænkt af forfatterne. Hvis man havde haft lyst til at gå frem efter en ”naturlig rækkefølge”, altså kronologisk, så skulle man ikke have begyndt på Moabs slette med den deuteronomistiske teologi, men med det præstelige lag og den præstelige teologi. Men placeringen gør, at Søren Holsts gennemgang af visdomsteologien kommer til at stå som et ”intra-bibelsk-modspil” til deuteronomismen partikulære teologi. Spændingsforholdet mellem deutereonomismen åbenbaringsbaserede retningslinjer og visdomsteologiens mindre håndfaste ordensprincipper spiller fint sammen. Ligeledes kan de Hemmer Gudmes bidrag spejle sig i deuteronomismen og også Poulsens gennemgang af Zionteologien, som unægtelig har noget til fælles med deuteronomismen. Bogen slutter med Frederik Poulsens yderst velskrevne bidrag om Zionteologien som er baseret på hans tidligere forskning på området. Indledningen er utrolig kort og fungerer nærmest som en ”cliffhanger” til resten af det Zionmytologiske univers. Udover kvaliteten af selve bidraget, så er Poulsen virkelig mand for nogle slutbemærkninger. For eksempel: ”Frem for ufredens mørke skal man vandre i Jahves lys” (s.109), eller ”På Zion venter et kæmpestort offerbål, hvor fjenderne skal fortæres af ilden” (s.112).

Bogen kan downloades fra http://staticcuris.ku.dk/portal/ files/164614608/Fire_indgange_til_gammeltestamentlig_teologi_e_bog.pdf

Ark en Radio

“Specialepræsentation” ved Sigurd Stubbergaard, Stud.theol. afsnittet tager afsæt i to forskellige læsninger: en ”ny” læsning af Gal 2,15-17 // en ”radikal” læsning af Rom 14 Lyt til de to afsnit på www.soundcloud.com/arkenradio

En generøs fremstilling af dogmatikken

Den generøse ortodoksi - Konflikt og kontinuitet i kristendommen // Af Niels Henrik Gregersen København: Forlaget ANIS. 2015. 523 s. 299 kr. Anmeldt af stud. theol. Peter Northcastle

ANMELDER // En generøs fremst il l i ng af dog mat i k ke n

et er et på alle måder omfattende

ingenting. Kristendommen har brug for kon-

værk, som professor Niels Henrik Gregersen med Den generøse ortodoksi har sendt på gaden. Med knap 500 siders tekst fordelt på i alt 21 kapitler foretages en række nedslag i kristendommens og dogmatikkens udvikling, med hovedvægt på Vesteuropa (og til dels Danmark). Bogen er i vidt omfang sammensat af bidrag, som forfatteren tidligere har publiceret. Tre kapitler er nyskrevne til bogen. Det fremgår nærmere af en oversigt sidst i bogen, hvor kapitlerne evt. tidligere har været trykt (s.489-90). Ligesom kristendommens historie er omfattende, og bogen trods sit omfang kun kan komme med nedslag i den (selv om den kommer godt rundt og ud i mange kroge), så kan denne anmeldelse også kun præstere nogle spredte nedslag i de mange indsigter, som bogen formidler.

turer, inden for hvilke den kan blive udfoldet. ”Så længe man nøjes med at sige, at der nok er ”mere mellem himmel og jord” eller at ”Jesu lignelser er de bedste i verdenslitteraturen”, har man ikke sagt særligt meget eller blot været rethaverisk på sin egen traditions vegne” (s.42). Han betegner det også som ”noget dovendyrsagtigt” ikke at ville tænke i sammenhæng og konsekvens (s.43). Dogmer findes også i andre religioner, og dogmatiske stridigheder behøver ikke kun at føre til krig og fjendtlighed, men kan også fremme sameksistensen mellem religioner, når man er i stand til at fremstille sine grundantagelser på en klar og relevant måde. Samtidig slås det fast, at dogmer ikke bør ødelægge dialogen mellem kristendom og naturvidenskab. Det er en fejlslutning, hvis man tror, at kristendom og videnskab ”vil det samme”. Der findes ingen ”kristen videnskab”, og religioner har ikke nogen teorier om energiens konstans eller DNA’ets struktur. Her må religiøse mennesker lytte til, hvad videnskaberne har at sige herom (s.44). Det er velgørende, at den påståede modsætning mellem kristendom og naturvidenskab således aflives så udramatisk og samtidig så effektivt.

Det nyskrevne kapitel 1 fungerer som en slags indledende programerklæring til hele bogen om ortodoksiens og dogmernes rolle i kristendommen. Det spørges, om man ikke helt kunne undvære dogmerne og klare sig med en dogmefri kristendom? Sådan forsøgte fx liberalteologien sig i begyndelsen af det 20. århundrede, og denne negative holdning til dogmer er stadig udbredt. Gregersen gør det klart, at denne holdning springer over, hvor gærdet er lavest, og at man risikerer at stå tilbage med

Emnet for kapitel 2-4 er oldkirken. I kapitel 2 om Guds Visdom som person lykkes det næsten at forene relevansen af den historiske Jesus med evangeliernes Kristus ved en systematisk-teolo56

“Køb eller lån og læs Den generøse ortodoksi. Der er helt utvivlsomt og uden diskussion meget at lære fra den!”

gisk tydning, som forholder sig til teksterne om Jesu liv, for så vidt som disse manifesterer en bestemt tilværelsesindstilling (s.61). Kristologiens interesse er ikke kun den ”historiske Jesus” (altså faghistorikernes rekonstruerede billede af ham), men den jordiske Jesus inklusive og måske ikke mindst Jesu virkningshistorie (s.62). Læs den elegante udlægning af Bjergprædiken som efterfølgelse (s.71). Den er næsten til at skrive direkte ind i en prædiken. Det korte kapitel 5 fungerer som en introduktion til kapitel 6-8, der alle handler om Luther og reformationen. Det fremhæves i kapitlet, at opfattelsen af renæssancen som ændrende menneskets fokus fra Gud og kosmos til mennesket selv er en anakronistisk konstruktion fra det 19. og 20. århundrede (s.120-21). I kapitel 6 gennemgås Luthers trinitariske skabelsesteologi. Igen peger Gregersen velgørende på, at allerede Luther tog til genmæle mod den forfladigelse af tronen, som man også i dag kan møde i diskussioner med ikke-troende (som fx ”jeg kan da i hvert fald ikke tro på en gammel mand med hvidt skæg, der sidder på en sky”). Allerede Luther sagde således, at det kun er

børn og barnlige sjæle, der tror på, at der findes en ”imaginær himmel, hvor der står en gylden trone, og Kristus sidder ved siden af Faderen på en skammel og med en gylden trone, sådan som malerne udpensler det”. Gud er ikke ét specielt sted, men er virksom over det hele. Guds transcendens betyder, at ”Guds kraft ikke kan lukkes inde og afgrænses, for den er ubegribelig og umålelig, hinsides og ovenover alt, som eksisterer og kan eksistere” (s.132-3). Begge citaterne er Luthers. Også i kapitel 7 om Luthers nadverlære indgår der et godt Luther-citat om realpræsensen, som læseren ikke skal snydes for: ”Troen må her blænde fornuften og løfte den ud over den konkrete og håndgribelige måde at se tingene på og føre den ind på det ubegribelige område, som den ikke forstår, men alligevel ikke kan benægte” (s.161-2). Kapitel 9 om John Wesley fungerer som en optakt til kapitlerne 10-12 om forskellige aspekter af Grundtvigs bidrag til dansk kristendom. Disse leder videre til det nyskrevne kapitel 13, ”Da arvesyndslæren blev iltet”, som handler om Kierkegaards opfattelse af arvesynden, sådan som han fremstiller den i Begrebet Angest fra 1844.

ARKEN 162

og Paul Tillich. Dette og kapitel 19 om teologiens historie efter 1970 stammer fra kæmpeværket Tankens Magt fra 2006. Hvis man som denne anmelder har et næsten ulæst eksemplar af dette værk stående på reolen derhjemme, så mindes man om, at man bør skynde sig hjem og flå det ned fra reolen, hvis resten af teologiens udvikling og betydning for Vestens idehistorie er forklaret lige så pædagogisk, som Gregersen redegør for det 20. århundredes teologi. Den generøse ortodoksi afsluttedes med et kapitel 20 om K. E. Løgstrups teologiske udvikling og kapitel 21 om ”debatten om Gud anno 20032004”. I sidstnævnte drøftes, hvordan vi i dag kan eller ikke kan tale om Gud på baggrund af debatten om Thorkild Grosbølls En sten i skoen (2003).

ANMELDER // En generøs fremst il l i ng af dog mat i k ke n

Ifølge Gregersen forvandler Kierkegaard arvesyndslæren til en ursyndslære. Angsten er et fænomen, som siger noget afgørende om det at være menneske. Begrebet Angest beskriver angstens fænomen og psykologi, men har det dogmatiske begreb om arvesynden som hovedtema. For Kierkegaard synes problemet at være, at gængs etik opererer med den forudsætning, at mennesket ”bare kan tage sig sammen”. Dogmatikken hjælper til den indsigt, at man ikke kan komme ud over synden blot ved at tage sig sammen (s.297). Kierkegaard omfortolker prædestinationen til synd til en prædisponering herfor. Gregersen formulerer det således: ”Fordi vi er skabt af Gud som åndsvæsener, derfor kan vi synde … Men vi er heller ikke som mennesker prædetermineret til at synde, som om vi var blevet forvandlet til nogle ondskabsfulde væsener gennem en nedarvet synd. Paradoksalt nok kan vi kun synde, fordi vi er skabt af Gud med en sans for uendelighedens mulighed” (s.301). Iflg. Gregersen skærper Kierkegaard faktisk syndens problem, fordi mennesket ikke blot ikke formår at undgå det onde, men også under angstens svimmelhed slet ikke ved, hvad der er op eller ned (s.302). Angstens ambivalens er kun mulig at udholde ved troen. Eller med Kierkegaards egne ord: ”Ved Troens Hjælp opdrager Angesten Individualiteten til at hvile i Forsynet” (s.304).

Køb eller lån og læs Den generøse ortodoksi. Der er helt utvivlsomt og uden diskussion meget at lære fra den!

Kapitel 14 indeholder en tankevækkende sammenligning mellem Grundtvig og den engelske teolog (og katolske kardinal) John Henry Newman (1801-90). Kapitel 15 behandler Darwin og teologien under overskriften ”Historien om en irritation”. Her er det igen velgørende, at det med det samme slås fast, at for de fleste vesteuropæere er der ingen modsætning mellem at være en ortodoks darwinist og en ortodoks kristen (s.317). Med kapitel 17 tages fat på teologiens udvikling i det 20. århundrede. Særlig dette kapitel indeholder en særdeles læsevenlig og kompakt fremstilling af teologien hos Karl Barth, Bultmann 58

Ark en Radio

Pallesens silhuet Og Teologi – Festskrift til Carsten Pallesen // Redigeret af Mads Peter Karlsen og Lars Sandbeck København: Eksistensen. 2016. 350 s. 249 kr. Anmeldt af stud.theol. Mads Graves Pedersen

En bog som Carsten kunne have Dr.theol. Carsten Pallesen i anled- lyst til at læse g Teologi er et festskrift dedikeret til

ANMELDER // Pal l es ens s i l hu et

ningen af hans 60 års fødselsdag. De fleste på det teologiske fakultet er bekendt med Carsten Pallesen som en uudtømmelig kilde til viden ud i religionsfilosofien og som en notorisk passioneret forelæser med hang til sætninger, som til tider synes uendelige, men som alligevel ikke slår nogen skår af hans popularitet. Det står hans foredrag i Teologisk Forening om den lutherske reformation læst parallelt med Shakespeares Hamlet i vinteren 2016 som et glimrende bevis på. Sjældent har Kældercafeen i Købmagergade været så velbesøgt og summende af forventning.

I forordet gør bogens to redaktører Mads Peter Karlsen og Lars Sandbeck det klart, at dette ikke er en bog om Carsten Pallesen, men at man i stedet har sigtet efter at sammensætte en bog, som Carsten ville kunne have lyst til at læse. Dette betyder naturligvis, at festskriftets universer, for den som kender bare lidt til Pallesens interessefelter og forskning, er temmelig forudsigelige. Godt en fjerdedel af bidragene kredser om den franske filosof Paul Ricæur, hvilket måske næsten kan betegnes som en overraskende lille del, festskriftets adressering taget i betragtning. Der er dog rigeligt at tage fat på for både garvede og nytilkommende Ricæur-interesserede. Både René Rosforts læsning af Ricæurs hermeneutiske fænomenologi som en videreudvikling af Kants ”optimismens metafysik” og Øystein Brekkes forsøg på at indkredse en kulturteori hos Ricæur tilbød i hvert fald for denne anmelders vedkommende nye indfaldsvinkler til Ricæurs tænkning. Dertil optræder både Peter Kemp og Arne Grøn som bidragsydere, der trækker trådene tilbage til Pallesens doktordisputats Handlen og væren. Ricæurs polytetiske refleksionsteori fra 2009. Arne Grøn i særdeleshed, da hans bidrag helt konkret er manuskriptet fra hans oppositionsindlæg ved disputatsforsvaret, og Peter Kemp i en grundig og udførlig kommentar af Pallesens ”Hegelianisering” af Ricæur.

Festskrifter er ofte en underlig størrelse. Sjældent giver det mening at sætte sig ned og læse dem fra ende til anden. Et festskrift er ikke ment som en helhed, men ender ikke desto mindre oftest med at fremstå som et samlet værk, når bogryggen først er fæstnet til papiret, og udgivelsen ligger færdig fra tryk. Og Teologi er som sådan ingen undtagelse. Skønt bogen i sit hele, bidrag for bidrag, stort set bevæger sig inden for de samme tematikker, fungerer Og Teologi bedst som en bog, man går til fragmentarisk. Gør man det, er der dog til gengæld også masser at hente.

“Og Teologi handler ikke om Carsten Pallesen, men igennem en række meget læseværdige bidrag, som alle sigter efter at falde i Carstens smag, tegnes der alligevel i en eller anden forstand en silhuet omkring hovedpersonen.” Der er dog mere at komme efter end fransk fænomenologi i Og Teologi. Festskriftet indeholder flere bidrag, som tangerer det muntre i deres greb, ide og sprog. Mads Peter Karlsens ”I begyndelsen var telefonen” er et godt eksempel på et sådan bidrag. Karlsen kaster sig ud i en filosofisk begrebsdannelse i forlængelse af Jacques Derridas læsning af passager af James Joyces maratonværk Ulysses, som i sidste ende danner grundlag for en sammenligning af Derrida og Heideggers samvittighedsbegreb. I samme åndedrag kan bidragene af Sverre Raffnsøe og Iben Damgaard nævnes som tilhørende de mere muntre af slagsen. Om Damgaard vil give mig ret i, at hendes læsning af Nietzsches aforisme om fangerne er munter, ved jeg ikke, og jeg ved faktisk heller ikke, om jeg selv er enig. Men hendes greb er godt, og teksten er båret frem af spørgsmål, som hele tiden holder hendes læsning på sporet og gør det overskueligt som læser at manøvrere i den grundige behandling af aforismen. Fangevogterens død til trods var det en ganske munter oplevelse at læse.

En silhuet I enkelte tilfælde handler bogen måske mere om Carsten Pallesen, end det er en bog for Carsten Pallesen. Både Søren E. Jensens og specielt Nils Gunder Hansens bidrag går i øjeblikke tættere på mennesket end teologen Carsten Pallesen, og det klæder bogen rigtig godt. At Nils Gunder Hansens ”The Road Not Taken” åbner udgivelsen med en børnefødselsdag lidt uden for Tønder, og at Arne Grøn lukker udgivelsen med sit oppositionsforedrag fra disputatsforsvaret godt 35 år efter, insinuerer måske oven i købet en svag ambition om alligevel at få Og Teologi til at fremstå som noget, der kunne minde om en helhed. Om det var den oprindelige hensigt eller min læsning, som er henfaldet til det sentimentale, skal jeg dog ikke kunne sige. Og Teologi handler ikke om Carsten Pallesen, men igennem en række meget læseværdige bidrag, som alle sigter efter at falde i Carstens smag, tegnes der alligevel i en eller anden forstand en silhuet omkring hovedpersonen. Finder man Carsten Pallesens arbejde interessant, da vil man ikke gå forgæves ved at stikke snuden i Og Teologi.

ARKEN 162

Kierkegaard for dummies

Kierkegaard // Af Ettore Rocca. Oversat af Ole Asger Jorn Gyldendal 2016. 328 s. 299 kr. Anmeldt af stud.theol. Victor Sejersdal

u hvor semestret er godt i gang,

kridtet op til en dybdegående analyse og for-

og de nye studerende ved at finde plads på det teologiske fakultet, er det atter blevet tid til at fordybe sig i Søren Kierkegaards univers. For de nye studerende kan de være en stor udfordring at læse værker som Philosophiske Smuler, da mange måske kun kender Søren Kierkegaard på navnet.

tolkning af Kierkegaards begrebsunivers, der lagde hjørnestenene til den eksistentielle filosofi og -teologi. Det er for Rocca vigtigt at understrege betydningen af forskellen, der ligger i Kierkegaards pseudonyme og opbyggelige værker. Antinomiens omgriben og på samme tid afstandstagen til værkernes dialektiske indhold er altafgørende for at forstå Kierkegaards bevæggrund gennem forfatterskabets afkroge.

ANMELDER // Ki er kega ard for d ummie s

Men fortvivl ej! nye Kierkegaard-studerende, for der er kommet en ny dreng i klassen af grundbøger og indføringsværker, og denne er netop om alle tiders Søren Kierkegaard.

N.B.

For de af jer, der endnu ikke kender Ettore Rocca, er det første, I vil bide mærke i, at Ettore er Kierkegaard-mand. Dette faktum etableres igen og igen gennem hele værket, som i overordnet forstand er et indføringsværk i Søren Kierkegaards forfatterskab, der strækker sig fra Søren Kierkegaards spæde skridt som forfatteraspirant ved teologistudiet til det store litterære opgør med den etablerede kirke ved udgangen af forfatterens korte liv.

Men efter denne formfuldendte gennemgang af antinomiens omnipotens, fanges man nu i en indskudt sætning der vedrører Kierkegaards personlige liv, der tillige ofte er af kryptisk skikkelse. Gennem et 30 siders notabene, finder man større eller mindre bidder af biografiske fakta og afmytologiseringer af Kierkegaards personlige forhold til faderen, broderen, Corsaren, J. P. Mynster og naturligvis den sagnomspundne Regine Olsen.

Indledning

Men selv om det kan virke pædagogisk fordelagtigt at inddrage Kierkegaards personlige forbindelser, virker det som om, at afsnittet står i skyggen af værkets egentlige formål, som er en udvidet og grundig detaileksegetisk gennemgang af Kierkegaards begrebsunivers.

Det første, der vil møde læseren, er en omfattende indføring i grundlaget for Kierkegaards meddelelsesformer, der omfatter begreber som antinomi, pseudonomi og forfatterskabets afgrænsninger. Banen er altså indledningsvis 62

SĂ¸ren Ki erkega ard

Universet udfoldes

da denne - ligesom resten af værket - er meget grundigt udført, er der slået en fin knude på værket om Kierkegaards liv og levnet.

Her kommer vi så til værkets styrke og reelle indhold – nemlig indføringen i de kierkegaardske begreber, og her er endnu et af værkets styrker, at det naturligvis er inddelt efter kronologiens fordringer. Man følger som læser med skarpsleben læseiver Kierkegaards litterære debut med sin polemiske anmeldelse af H. C. Andersens Kun en Spillemand, til hans afhandling om ironien, og hele vejen gennem størstedelen af Kierkegaards udgivne værker, og her er man som læser stoppet op lang tid forinden, hvis ikke man er blevet fanget i forfatterskabets inciterende spindelvæv. For Ettore Rocca taler som Kierkegaard-mand til Kierkegaard-mand. Der er intet udeladt og intet overladt til tilfældigheder, men under velordnede forhold i øjenhøjde, så

Kierkegaard er et værk, der taler for sig selv. Uhørt velskrevet, yderst informativt og en fornøjelse at læse. Ettore Rocca er metodisk, grundig og velovervejet, og passionen for nationalskjaldens omfattende forfatterskab viser sig i det formidable overblik over det – for det utrænede øje – uoverskuelige forfatterskab. I retrospektiv virker det korte biografiske afsnit om Kierkegaards familiære forhold til dels overflødigt. Forholdet til faderen eller Regine Olsen forklarer ikke meget om Kierkegaards velsmurte filosofiske begrebsmaskineri, men egner sig bedst som en standsning i læsningen, for her bliver læsningen lettere, hvis man indledningsvis trættedes af de mange nye filosofiske termer. Men har man en udtalt interesse for Kierkegaards forhold til enten faderen, Regine eller Københavns biskopper i samtiden, bør man muligvis rette blikket andetsteds hen. For selvom det biografiske afsnit er velskrevet (for slet ikke at tale om interessant) burde de 30 sider være udvidet betydeligt, hvis afsnittet for alvor skulle have haft pondus.

selv dilettanter efter et relativt begrænset sidetal vil være i stand til at jonglere med begreber som æstetik, etik, religiøsitet, angst, fortvivlelse, sandhed og kærlighed i kierkegaardsk øjemed. Og det er netop værkets sande styrke- at kunne formidle noget uforståeligt til den, der vil forstå.

ANMELDER // Ki er kega ard for d ummie s

Imitatio Christi Det evige omdrejningspunkt for Søren Kierkegaard har alle dage været kristendommen og ideen om, hvad det vil sige at være kristen i verden. Og denne tankegang får Ettore Rocca i Kierkegaard fremhævet gang på gang, så der ingen tvivl kan sås omkring dette bindeled mellem Kierkegaards talrige værker. Og den røde tråd går gennem alle værkerne fra de tidlige værker som Frygt og Bæven til de senere som Indøvelse i Christendom, og hertil bør man som læser kigge tilbage på værkets indledning om Kierkegaards bevæggrunde for sit forfatterskab. For jo ældre Søren Kierkegaard blev, des mere synes han ubetinget konsekvent i sin fordring af det kristne motiv - at blive og være kristen i verden og dermed følge i Kristi fodspor. Ettore Rocca lader læseren påminde om dette altafgørende princip, der om noget er en nøgle til at forstå Kierkegaard værker.

Kierkegaard er et værk, der kan læses af både begyndere og øvede indenfor genren. Den kan læses i sin helhed, men det er som opslagsværk, jeg mener, at værket kommer til sin sande ret. For er der en ting, Ettore Rocca formår, som gør det umådeligt lettere at forstå Søren Kierkegaards begrebsunivers, så er det at fatte sig tydeligt og i korthed. Jeg sender hermed min varmeste anbefaling af Kierkegaard til alle, der ønsker at komme i øjenhøjde med Kierkegaards omspændende forfatterskab.

Afslutningsvis bringer Ettore Rocca en kronologi over Søren Kierkegaards liv og værker, og 64

Ark en Radio

~ Lyt til de to afsnit pĂĽ www.soundcloud.com/arkenradio

Reformationen, individet og viljens frihed Hvorfor er vi så enestående? Om reformationen og individet // Christian Hjortkjær København: Eksistensen. 2016. 82 s. 50 kr. Anmeldt af stud.theol. Rasmus Jensen

en er lille og vejer næsten ingenting.

af sin vilje kan vende sig mod det, der fører til

Men tag ikke fejl: Christian Hjortkjærs bog, Hvorfor er vi så enestående?, er ikke let læst.

den evige frelse, som det fremgår af Erasmus’ skrift Om den frie vilje. Over for disse to renæssancehumanister stiller Hjortkjær Luther. Luthers frihedsbegreb defineres som en frihed til at tjene næsten i kald og stand. Men selv om mennesket ifølge Luther er bundet til sin samvittighed, er mennesket samtidig i sine lidenskabers vold.

ANMELDER // Refor mati onen, ind ivi d et og vi lj ens f ri hed

Bogen har masser af faglig tyngde, og er et sammenkog af individualiseringens historie med udsyn til teologi, filosofi, sociologi og psykologi. Christian Hjortkjær optegner to idéhistoriske spor fra henholdsvis renæssancehumanismen og den lutherske reformation frem til i dag.

Herfra er splittelsen mellem de to idehistoriske spor klar: Er viljen fri eller ej? Kan mennesket selv vælge, hvad viljen skal rettes mod, som Pico, Erasmus og Kant med flere har påstået? Eller kan mennesket slet ikke lade være med at tilgodese sig selv, som Luther påstår?

I nutidens individualiserede samfund søger individet sin eksistensberettigelse ved at være autentisk, og Hjortkjær vil med sin bog beskrive, hvordan det er kommet hertil. Således tager Hjortkjær udgangspunkt i filosoffen Pico della Mirandola. Pico er renæssancehumanist og skriver i 1483, at mennesket er kendetegnet ved dets frihed til selv at vælge, hvad det vil være. Mennesket er sin egen skulptør og kunstner, med frihed til at skabe sig i den form, som det selv sætter højest. Mennesket er med andre ord sin egen Gud, ifølge Pico.

Med afsæt i de to spor, går Hjortkjær videre til Kierkegaard og Rousseau. Kierkegaards individualitet og frihedstanke placerer sig på en måde imellem Luther og Erasmus. Rousseaus forestilling om frihed er en frihed til at handle. Hjortkjær peger også på den morsomme parallel mellem Luther og Rousseau, at de begge understreger, at individet er underlagt en ydre lov, hhv. Guds og statens. Individet skal ifølge både Luther og Rousseau stå ene og handle ud fra sin samvittighed uden at være underlagt religiøse formyndere.

Med afsæt i Picos radikale frihedsforestilling går Hjortkjær videre til Erasmus af Rotterdam og skildrer Erasmus’ position som abonnent på arvesyndslæren. Erasmus’ frihedsforestilling er tanken om, at mennesket selv har mulighed for at realisere sin frelse: At mennesket ved hjælp 66

“Bogen har masser af faglig tyngde, og er et sammenkog af individualiseringens historie med udsyn til teologi, filosofi, sociologi og psykologi.”

Hjortkjær udviser undervejs et stort overblik, og det lønner sig at tygge sig igennem hans optegninger. Problemet ved bogen er, at Hjortkjær vil så meget på så kort tid. Det er for at sige det på godt dansk en sej omgang. Dertil kommer bogens indledende og afsluttende afsnit, som tematiserer vor tids udfordringer med at finde sin identitet. Her møder læseren bl.a. den 15-årige Rasmus, der er i tvivl om, hvilken studieretning han skal vælge på gymnasiet, så han ringer ind til Mads og Monopolet.

for han vil redegøre for individualiseringens historie. Men desværre virker de løsrevet fra resten af bogen. For dels er resten af bogen rent sprogligt skrevet i en anden stil, der er sværere at læse, og dels er bogens vægtige afsnit, som jeg har opridset ovenfor, så hard core teologiske, at det virker lidt useriøst med de meget fortællende afsnit i indledningen og afslutningen. Dette ændrer dog ikke ved, at der er mange interessante iagttagelser i bogen. Den derfor også anbefales som læsning for teologistuderende, der er nysgerrige på individets historie i et teologisk perspektiv.

De indledende og afsluttende afsnit er let læst, og Hjortkjær bruger dem til retfærdiggøre, hvorARKEN 162

Ikke-pladderhumanisme Erasmus af Rotterdams triumf og tragedie // Af Stefan Zweig, nyoversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad København: Kristeligt Dagblads Forlag. 2015. 188 s. 195,95 kr. Anmeldt af Robert J. Buhl

et er, som om nyoversættelsen af

dig tænkning, den enkeltes frihed og så videre,

Stefan Zweigs lille monografi om Erasmus af Rotterdam fra 1934 udkommer på et ikke tilfældigt tidspunkt. Det er, som om det igen er blevet på tide at besinde sig på nogle af de tanker, som først den mærkværdige Erasmus bragte til det europæiske torv, og som Zweig siden i en verdenshistorisk skæbnetime revitaliserede. Det er, som om den handler om os, om vores egen tid, om vores længsel efter at vide, hvem vi er og hvad vi står for, om vores besværligheder med at forstå hinanden og vores hang til et kyklopisk perspektiv, om den livgivende frygt og det meningsgivende had og ikke mindst om vores tørst efter denne mening, efter utvetydige sandheder og noget at kæmpe for.

men vigtigst af alt er humanisme blot den erkendelse, at forudsætningen for, at mennesker overhovedet kan være forskellige, er, at de er mennesker. Vi er grundlæggende den samme, kun accidentelt en anden; menneske først, alt muligt andet så. Men at denne ellers simple erkendelse alligevel synes svært fattelig, fremstår atter tydeligt i vores egen tid, hvor stadig flere desperat forsøger at definere deres egen position ved at radikalisere afstanden til de andres. Det er igen for nogen blevet et udtryk for mod at ”turde udpege fjenden”, men spørgsmålet er, om det ikke i virkeligheden er udtryk for et uendeligt større mod ikke “at acceptere småfyrsterne, sektfanatikerne og nationalegoisternes forfængelige fordringer” (s.83), og i stedet, “i sådanne frygtelige øjeblikke, hvor masserne gribes af vanvid, og verden spaltes i partier” (s.17), at turde stå ved, at endnu ser vi i et spejl, i en gåde, og, som Erasmus, ikke gøre “front mod nogen, kun mod al fri tænknings fælles fjende: mod enhver fanatisme” (s.19)?

ANMELDER // Ik ke-p l adder hu mani s me

Men måske det alligevel ikke skyldes, at verden i dag er på nogen bestemt måde, men at mennesker til alle tider er på den samme måde? Stefan Zweig skrev sin bog om Erasmus som en kommentar til opblomstringen af de totalitaristiske bevægelser i 20’ernes og 30’ernes Europa. Men først og fremmest skrev han den som en evig apologi for det universelle menneskelige fællesskab og ud fra en tro på, at fjendskab først som sidst bunder i manglende forståelse og som oftest manglende vilje til forståelse. Humanisme er derfor sikkert mange ting, dannelse, selvstæn-

Når vi desuagtet er forfalden til at sætte skel mellem fjender og frænder, os og dem, de gode og de onde, den rigtige og den forkerte ide, sandt og falskt, er ganske vist konsekvensen af etisk karakter, men årsagen er snarere eksis68

Eras mu s af rot terdam

tentiel. Nok er kampene, som derved opstår, kampe om det ene eller andet livssyn, men den dybereliggende kamp, i forhold til hvilken de enkelte kampe blot er symptomer, er kampen mod intetheden.

tik. “Der var kun én ting på jorden, han for alvor hadede som fornuftens åndelige modpol: fanatismen” (s.10). Og derfor blev det for Erasmus et livsprojekt at kæmpe for “den harmoniske sammenføjning af modsætninger i humanitetens ånd” (s.11), den frie tanke, fred, fordragelighed og forståelse, og imod enhver intolerance og fanatisk irrationalitet ved i sine ræsonnementer at dyrke en stædig eftergivenhed, en beslutsom indecision og en umådeholden vilje til forståelse, hvilket er, hvad der er i dag forstås ved »det erasmiske«.

I 1511 udkommer et værk af Erasmus betitlet Laus Stultitiae (Tåbelighedens lovprisning). I den proklamerer han, at “kun den, der lader sig lede af illusioner, kan i sandhed kalde sig et menneske” (s.65). Illusionen og overbevisningen er vores værn mod relativiteten, som er nært beslægtet med meningsløsheden. Kun i kraft af vores illusioner kan vi udholde livet, som vi er givet, men som ikke giver os nogen vished om sin egen værdi, sin egen mening. Mennesket er med andre ord nødt til at tro på noget, at leve

Men her tilsynekommer også det fundamentale problem, som skulle blive årsag til, hvad Zweig kalder Erasmus’ tragedie, og som samtidig er den menneskelige grund til så mange af verdens

ANMELDER // Ik ke-p l adder hu mani s me

for noget, at give sig hen til noget, hvis ikke det skal endegyldigt prisgives uvisheden, tvivlen og i sidste ende angsten. Netop fordi vi ved, at vi intet ved, mærker vi behovet for at erhverve os en overbevisning.

endeløse konflikter: den upartiske fornuft kan give os klarhed over alverdens sager, men den kan ikke give os noget at leve og dø for, og så er den dømt til ringeagt af en menneskehed, der af natur kæmper som et truet dyr for sine meningsforvarende overbevisninger. Erasmus blev af sin samtid ustandselig afkrævet en stillingtagen i allehånde anliggender, og eftersom det til det sidste lykkedes ham at afstå derfra og stå fast på sin uafhængighed, idet denne irresolution for ham at se var det eneste værdige for et tænkende åndsmenneske, der nægtede at tage sandheden som gidsel, blev han til sidst i bedste fald glemt, i værste fald lagt for had (hvis da ikke glemslen er værre?), ikke bare af én fløj, men begge eller samtlige, fordi de ikke kunne vinde ham over for deres sager. “Ånden må ikke tage parti, dens rige er retfærdigheden; den må overalt stå over enhver konflikt” (s.108).

Som regel og i det små er en sådan os på forhånd givet; der er så meget, hvorom vi i almindelighed ikke tvivler. Men når det kommer til betydningen af mindre personale forvisninger, når det drejer sig om politiske, ideologiske og religiøse sager, lader vores fornuft os snart forstå, at vi aldrig uden tvivl kan vide, om dette eller hint standpunkt er det rette, om det er her, sandheden findes. Og dette, at de mangfoldige credoer, som giver livet retning og indhold, i sidste instans er ubegrundede, er en mærkværdig livsnødvendig ufornuft i tilværelsen, som Erasmus derfor kunne satirisere over og kalde dum. Med Zweigs ord: “Kun hun, den illusionsskabende Stultitia, kan skabe lykke, jo mere blindt mennesket følger sin lidenskab, jo mere ufornuftigt det lever, desto lykkeligere er det” (s.65).

Fordi den erasmiske ånd ikke vil sætte alt på ét bræt, er den per definition dømt til at tabe til enhver blindt fremstormende ideologisme, som herimod er rede til at opgive sin troværdighed i et zelotisk ridt over lemlæstede og døde for en kun potentiel sandhed. Hvad stiller man for eksempel op over for en Luthers såkaldte “gudssikkerhed” (s.104)? En gudssikkerhed, som Erasmus klogt indrømmer, at han mangler, sandsynligvis fordi han “har erkendt, hvor uk-

Erasmus var sig således bevidst, ikke bare at mennesket først og fremmest er længsel og lidenskab, men at disse karakteristika, for ikke at degenerere til fanatisme, nødes opvejet af fornuften, af eftertanke, abstraktion og selvkri70

lare alle menneskelige anliggender er” (s.135), det vil sige hvor sølet til i fordrejninger, over- og underdrivelser, tendens, uvidenhed, fordomme etc., de er, hvorfor en rigid partiskhed ikke kan undgå at begå uret, mod andre, sandheden eller begge dele. Erasmus har simpelthen ikke videnskabelig samvittighed til at forlade sig ubetinget og endeligt på sin egen dømmekraft – og da slet ikke med hensyn til det guddommelige! “Min beslutning står fast, jeg vil hellere lade mig rive i stykker lem for lem end at fremme strid, ikke mindst i trossager” (s.117). Kun en ting elskede Erasmus om muligt højere end friheden: freden, og det skyldtes, som Zweig forklarer det, at “især krigen, den groveste og voldeligste form for afgørelse af indre modsætninger, forekom ham uforenelig med en moralsk tænkende menneskehed”, og han beflittede sig derfor i stedet på “den sjældne kunst at mildne konflikter med velvillig forståelse” (s.11).

end det abstrakte, og derfor vil det også på det politiske område være lettere at finde tilslutning til den parole, som i stedet for et ideal proklamerer en modstander, en let fattelig, let håndgribelig modsætning” (s.15). Derfor, og af adskillige andre grunde, er det, som om Erasmus af Rotterdams triumf og tragedie taler til os også i dag, hvor vi atter risikerer at venerere en ulv i fåreklæder, hvis vi hylder denne egentlig frygtsomme, feje og bigotte tendens til hellere at lade os illusioneres af en begribelig usandhed end at desillusioneres af den ubegribelige sandhed som et epitomisk heltemod.

Erasmus var vel at mærke ikke naiv, han vidste at volden og hadet er menneskets trofaste følgesvende, og “han betragtede det barbariske i denne verden som noget givet og indtil videre uovervindeligt” (s.87). Hvad han derimod ikke betragtede som givet, var den forkastelige agitatoriske mobilisering af denne latente voldsdrift i en eller anden ides tjeneste. For Erasmus “kan åndsmennesket derfor ikke pådrage sig nogen værre skyld, end når det med en ensidig ideologi giver massernes evigt beredte vilje til vold det afgørende påskud” (s.88). Det er nemlig det dannede menneskes og “den humanistiske ånds signum, ikke at opfatte modsætninger som fjendtlige, men tværtimod at søge efter en overordnet enhed, noget fællesmenneskeligt, der forener alt det tilsyneladende uforenelige” (s.90). De intellektuelle “må aldrig have til hensigt at forstærke modsætningerne mellem synspunkter, folkeslag, racer og klasser gennem nidkær partiskhed” (s.85-86). At prædike adskillelse frem for forening må følgelig betragtes som et plebejisk foretagende, for, som Zweig indsigtsfuldt bemærker, “for masserne vil det konkrete, det håndgribelige altid være mere forståeligt ARKEN 162

Kirkehistorikerens semihistoriske hyldest til kirkekongen Euseb, Konstantins Liv // Oversættelse og indledning ved Jørgen Ledet Christensen København: ANIS. 2015. 215 sider, 195 kr. Anmeldt af sognepræst, cand. theol. Adrian Hove-Kreutzfeldt

ANMELDER // Ki rkeh isto ri kerens se mihi stor is ke hyl d est ti l ki r ke ko nge n

ette 11. bind i Aarhus Universitets

JLC giver flere nøgler til at læse den efterføl-

serie om Antikken og Kristendommen er kram: den falder – til forskel fra paperbackforgængere – ikke fra hinanden efter endt gennemlæsning. Ligheden, serien igennem, er gen-læsningsværdien: Man føres – gennem en typografisk opstilling, der giver øjet rum til at læse fodnoter OG hånden plads til at indføje egne tanker – til oplysning om kristendommens rødder.

gende oversættelse. Bl.a. ”man burde måske også interessere sig for, hvorfor [Euseb] citerer de pågældende tekster, og hvad hans forståelse af teksterne er” (s.11). Et hermeneutisk (ind) spark, altså, til kolleger og umiddelbare læsere af nærværende værk som ”en biografi om Konstantin den Store”, hvilket ikke stemmer med den foreliggende genrebestemmelse: ”Euseb gør … selv opmærksom på, at han har valgt kun at skrive om det af Gud elskede liv og har udvalgt det, der er værd at nævne for de kommende generationer” (s.13).

Seriens tværdisciplinære sigte er at give perspektiv: På oldkirkelige tilstande; på diskussioner forud for kanondannelse; ideal-/skræmmebilleder, som forfattere for og mod kristendomme (!) kridtede banen op med, alt efter om målet var konfrontation, dialog eller forsvar; mmm. Giver det blod på tanden, læs mere via www. patristik.dk, csac.au.dk/publications, ROOTS og kursusemner som ”Identity, Community & Violence: Jews, Pagans & Christians in Late Antiquity” (kortlink.dk/mrtf).

”Man kan sige, at de første to bøger beskriver [Konstantins] kamp mod og sejr over kirkens fjender … og at de sidste to handler om, hvad han … foretager sig for at styrke den både på det ydre plan i form af bygning af kirker og på det indre plan i form af at fastlægge dens lære” (s.16). Det, der for mig at se gør det spændende at læse denne nyere og danske udgave af Eusebs skrift – ud over som et partsindlæg for en sejrherre – er noterne. Med dem åbner JLC op for en del af den baggrund, Euseb skriver ud fra. Med noterne bliver man tvunget til at læse som om forfatteren hele tiden har en anden baggrund af ”mere”, end en umiddelbar læsning kan give (se også: kortlink.dk/videnskab/mrte).

Ud over selve Konstantins Liv i fire bøger består bogen af en indledning skrevet af oversætteren Jørgen Ledet Christensen (JLC) samt et antal registre omfattende en konkordans til Euseb-værker, bibelcitater fra Septuaginta, personer, steder/folk og emner.

Til tider er det historiske fakta og årstal, man slipper for at tage stilling til selv at undersøge – familieforhold som sønnernes bryllup (n.9394, s.182) eller udnævnelser til Cæsar (n.4, s.34, herunder en afdækning af det fortiede mord på sønnen Crispus). Tematikker som sammenstilling af Konstantin med Moses og fjender som Farao er også hjælpsomme (n.49, s.42). Til tider er det forskningsmæssige diskussioner, som kræver (for meget) tid af en interesseret, men ikke dybt fagligt funderet læser. Til tider er det, at Euseb ikke er helt i samklang med sig selv – uanset, at han ikke sjældent kopierer dele af sin kirkehistorie ind i lovtalen her (n.5, s.75). Eller at Euseb (ikke) stemmer overens med samtidige historikeres perspektiv på begivenhedernes gang. Andre gange bibringer JLC klarhed til en fornemmelse af, at have ”hørt” en trope før … som når Konstantin benævnes ”den trefold salige”, hvilket er planket fra Homer – og af JLC lånt af Otto Steen Dues oversættelse (n.5, s34; n.76, s.49 m.fl.).

rieskrivning, men en blanding med sigtet: ”at fortælle om Konstantins forhold til både de ydre og de indre forhold i den kristne kirke” (s.16) som en samlende krone for såvel kirken som for Romerriget. En nørdet bog, der ikke er svær at læse. Når jeg har samtaler med efterladte, er det ikke sjældent, at de med nervøse trækninger beder om, at prædikenen/talen ikke bliver for lang; jeg kan med sikkerhed sige, at jeg ingen planer har om at eftergøre Euseb. Men hans værk, til forskel fra mine skriverier, er langtidsholdbart – god læselyst!

Vil man gå JLCs oversætter-valg efter (som n.103, hvor en lakune udfyldes ved hjælp af en anden udgave) eller føler man sig snydt for ”nok” henvisninger til grundteksten – egentlig: grundteksterne – er der rigeligt at give sig i kast med. Jeg har rigeligt andet mellem hænderne, hvorfor jeg takker JLC for indsatsen, og nysgerrigt læser Eusebs bibelkyndige og triumfalistiske sammendigtning af Konstantin i kamp mod sin tids Farao (s.81-83) samt hvordan kejseren gebærdede sig i den arianske strid (s.104-105). Sammenblandingen af korset (lidelsens, ydmyghedens tegn) og sværdmagten (s.80, 166) sætter tanker i gang om feltpræsters virke blandt danske soldater, mens Konstantins ”forhindring af ofre, indvielser i mysterier … at rejse kultstatuer” leder tankerne på debatter om kristendom som arnested for religionsfrihed (s.167). Et uafsluttet værk, redigeret af andre – men efter nyere forsknings vurdering primært af Euseb og dennes brug af faktiske kilder (s.17-19). En begravelsestale, der hverken er ren panegyrik og ej heller efter datidens forhold ren histoARKEN 162

Et luthersk-katolsk Reformationsjubilæum? Fra konflikt til fællesskab. Fælles luthersk-katolsk højtideligholdelse af Reformationsjubilæet i 2017. Beretning fra den lutherske/romersk-katolske kommission for kirkens enhed // Oversat af Czeslaw Kozon, Hanne Gregersen og Erling Tiedemann København: ANIS. 2015. 113s. Anmeldt af stud. theol. Christa Stæger

ANMELDER // Et lu thers k-katol s k Refor mati ons jub i l æu m?

t anmelde denne udgivelse er lidt af

ternes ambition. De ønsker at se frem til 500-

en udfordring. Ser man på forsiden, kommer følelserne hurtigt i spil, og udtrykkes de, kan de få meget forskellige ytringsformer. For eksempel: Pikeret afstandtagen, oprigtig nysgerrighed, begejstring, agnostisk neutralitet og ignorering, alt afhængig af ens ”Weltanschauung”. Som forsker uddannes man til objektivitet, men heldigvis er det i nyere tid blevet comme-il-faut at vedkende, at objektivitet er tilstræbelsesværdig, men næppe 100% opnåelig. Når samtalen/diskussionen omhandler økumenisk teologi, plæderer nogen for, at man ”bekender kulør” for at gøre det nemmere at bedømme udtalelser. Jeg vurderer, at dette kan man sige om alle samtaler, for hvert eneste menneske har oftest en på forhånd given holdning til et samtaleemne. Jeg mener, at det vigtigste i en samtale er at tilstræbe ærlighed og reel argumentation. Så vil ens holdning kunne blive afspejlet på grundlag af argumenter udtrykt i tillidsfuld respekt for andre holdninger.

året for Reformationen i 2017 og at opfordre kristne til at fejre dette ved at sætte Jesu Kristi Evangelium i centrum. De påpeger, at dette er grundlaget for alle kristnes fælles tro, og at dette skal fejres og kommunikeres til vor tids mennesker. Med Martin Luthers ord i den første af de 95 teser fra 1517: ”Når vor Herre og Mester, Jesus Kristus, sagde ’gør bod’ ville han have, at de troendes hele liv skulle være bod” udtrykker forfatterne, at både som enkeltpersoner og som et fællesskab af troende har vi hele tiden behov for omvendelse og fornyelse – opmuntret og ledet af Helligånden. Set i lyset af, ”at vi kristne ikke altid har været tro mod Evangeliet”, slår forfatterne fast, at ”vi lutherske og katolske kristne” tager ovennævnte alvorligt, samtidig med at de er realistiske nok til at erkende, at det ikke er selvindlysende i vore dage her i begyndelsen af det 21. årh. Med denne alvor opfordrer de til, at vi kristne retter vort kritiske blik på os selv og ikke på hinanden, og at vi som rettesnor anvender den retfærdiggørelseslære, som lutheranere og katolikker, og sidenhen også andre kristne konfessioner, er blevet enige om i 1999: The Joint Declaration on the Doctrine of Justification. Forfatterne fortsætter med at udtrykke, at det kritiske blik kan genopdage, at kirkens enhed blev skadet for 500 år siden, og at 2017 kan

Den originale udgivelse blev præsenteret i udlandet i 2013 og i oversættelse i Danmark i 2015. Den er en bemærkelsesværdig lille bog/e-book, et økumenisk dokument, som ikke har vakt særlig opmærksomhed i Danmark. Titlen kan synes provokerende, hældende til noget absurd - måske for absurd til at kunne tages alvorligt, men ved læsning af forordet tydeliggøres forfat74

Fi kti v di sp ut mel l em reformato rer og re prĂŚs ent anter for d en k ato l s ke k i r ke

ANMELDER // Et lu thers k-katol s k Refor mati ons jub i l æu m?

blive anledning til at rense og helbrede denne skade, således at den kristne enhed kan blive genoprettet i overensstemmelse med sandheden i Jesu Kristi Evangelium (Ef 4,4-6). Jeg har erfaret, at denne ambition om kristen enhed ofte, blandt kristne, vækker bekymring og skepsis, formodentlig fordi der hersker usikkerhed om, hvad kristen enhed betyder. Denne bekymring imødegår forfatterne ved at udtrykke om hele bogen: ”Den følgende tekst beskriver en vej … hvis mål vi endnu ikke har nået.” Og sluttelig: ”Vi indbyder alle kristne til at studere vores kommissionsrapport både uhildet og kritisk og til at følge med os på vejen mod et dybere fællesskab mellem alle kristne”. Bogens forord slutter således med en opfordring. Jeg ser

danske bogudgave, der, ud over forord og appendiks, inddeler de 245 paragraffer i en indledning og seks kapitler over 100 sider.

i denne en sand evangelisk holdning og et dybt følt ønske om, at kristne må genfinde fællesskabet i Kristus og holde fred med hinanden som udtrykt i Mark 9,50. Har man blot en smule interesse for kristendom før, nu og fremover, må man blive nysgerrig og stille spørgsmål som: ”Hvordan kan man rense og helbrede? - Hvordan forestiller de sig en kristen enhed? - Hvordan kan man i fællesskab markere 500 året for Reformationen?”

har skabt fine resultater. Kom og vær med!

I indledningen, §1-3, præsenteres 2017 som anledning til, at lutheranere og katolikker kan glæde sig over en voksende gensidig forståelse af et mere intensivt samarbejde og en større respekt for hinanden. Endvidere nævnes Martin Luthers reformatoriske anliggende som relevant og konsekvensen af Reformationen som værd at studere nærmere i fællesskab i nutiden. Kortfattet formuleret: Kom nu, katolikker og lutheranere, sæt jer sammen og studer emner, historie og konsekvenser. Der er noget værdifuldt at opdage og noget værdifuldt at genfinde. Den internationale dialog er allerede godt i gang og

I kapitel 1, §4-15, causeres over muligheden for at højtideligholde mindet om Reformationen i en økumenisk og globaliseret tidsalder. Det nævnes bl.a., at mange nye kirker i Syden ikke interesserer sig for 1600-tallets konfessionelle stridigheder og langt hellere kunne tænke sig at blive ”en hørt stemme” i nutidens fælles kristne udfordringer, og at Pinsebevægelsen vidner om, at konfessionelle kontroverser synes forældede. Dette kapitel kan man opfatte som en opsang til os nordeuropæere om at ”få ryddet op i fortiden og komme videre til nutidens udfordringer for kristne i et globalt, sekulariseret og religiøst pluralistisk samfund”.

Anmelderen vil gerne begynde med at sige: Bogen er ikke kedelig. Den er tankevækkende! Men vil man læse den, anbefales det, at man begynder med at kaste alle fordomme overbord. Set i lyset af de tidligere reformationsfejringers apologetiske hyldninger er det ganske imponerende, at katolikker og lutheranere, der hver for sig repræsenterer et konfessionelt verdensomspændende samarbejde/fællesskab, nu kan skrive fælles kirkehistorie og opfordre til fælles markering af Reformationen! Forfatterne har et ærinde, der fortjener respektfuld og alvorlig opmærksomhed.

I kapitel 2, §16-34, berettes om hvorledes nyere middelalderforskning og i særdeleshed nyere Lutherforskning i både den katolske og protestantiske sfære har gjort det muligt at fortælle historien på nye måder. Endvidere har bevidstheden om, at de konfessionelle traditioner gennem årene udviklet forskellige måder at tænke og tale på, ført til opmærksomhed på i samtalerne at ændre tænke- og talemønstre og at tilstræbe at udtrykke sig og forstå hinanden i et fælles sprog.

Bogen/dokumentet er inddelt på traditionel katekismusvis i paragraffer, hvorfor man nemt kan skifte mellem forskellige sprogudgaver. Det samme kan ikke siges om kapitelinddelingerne, men i nærværende anmeldelse anvendes den

I kapitel 3, §35-90, præsenteres med over76

skriften: ”Et historisk rids af den lutherske reformation og det katolske svar” en fælles kirkehistorie, hvor det f.eks. erkendes, at konflikten i 1600-tallet eskalerede pga. misforståelser og politiske problematikker. Luther sættes i et nyt lys, og det pointeres, at hans reformatoriske ærinde ikke var kirkesplittelse, men reformering af kirken, i øvrigt ikke ulig mange andre senmiddelalderlige tiltag til kirkereformation. I kapitel 4, §91-218, præsenteres Martin Luthers teologi i lyset af de luthersk/romersk-katolske nutidige dialoger. De fire vigtigste emner er retfærdiggørelse, nadver, embede og Skrift og Tradition, og disse har vist sig at indeholde nye erkendelser om både ligheder og forskelle. I kapitel 5, §219-237, og kapitel 6, §238-245, samles trådene, og der argumenteres igen for fælles højtideligholdelse af mindet om Reformationen, og fem økumeniske imperativer til refleksion præsenteres. F.eks.: ”Katolikker og lutheranere skal altid gå ud fra enhedens princip”, og ”Lutheranere og katolikker må til stadighed lade sig ændre gennem mødet med den anden og gennem hinandens trosvidnesbyrd.” Jeg bedømmer bogen som særdeles læseværdig og tankevækkende. Mange steder kan man ane, at kompositionen er valgt, således at bogens formål understøttes bedst muligt ved at springe vanskelige emner over. Dette behøver ikke være et problem, blot man er opmærksom på, at der er mange uløste problematikker, som fremtidens kristne kan få glæden af at håndtere. Ærindet er vel at fremme en proces, hvor kristne, teologer såvel som ikke-teologer, taler sammen som venner, finder fællesskab hvor det kan lade sig gøre og arbejder på at finde tilbage til en kirkens enhed i en eller anden for alle parter fornuftig form. Hvorvidt netop 2017 er rette tid og sted for fremme af denne proces skal jeg lade være usagt, men i hvert fald har Det Lutherske Verdensforbund i samarbejde med Vatikanet, som optakt til jubilæet, planlagt en økumenisk gudstjenestefejring og konference i Lund præcis 1 år før dvs. den 31. oktober 2016. ARKEN 162

Evangeliesalmer og andet til alle søn- og helligdage Salmer // Bent Christensen Eurographic: Forlaget Luskebakken. 2015. 318 s. 169 kr. Anmeldt af stud.theol. Mette Frandsen .

ANMELDER // Evangel ie sal mer og andet t il al l e s øn- og hel l igd age

Bent Christensens bog Salmer kommer

fordring løser Bent Christensen på den bedste

han med sit bud på evangeliesalmer til alle søn- og helligdage. Bent Christensens produktion af evangeliesalmer startede med enkelte vers på Facebook i 2010, men senere udvidede han dette til hele salmer til de søndage, hvor der i forvejen ikke var salmer af denne art i Den Danske Salmebog. Udover Bent Christensens evangeliesalmer til både første og anden tekstrække, har han som afslutning på bogen skrevet et afsnit om salmegenren, om deres placering i gudstjenesten og en forklaring på salmevalget til de enkelte søndage, og på denne måde bliver bogen også en lærebog.

måde ved, at salmerne går på kendte melodier fra Den Danske Salmebog. Genkendeligheden i salmerne starter altid med melodien, når organisten starter forspillet til salmen og derfor vil Bent Christensen salmer kunne fungere i gudstjenesten, fordi menigheden genkender melodierne og så er de ukendte tekster knap så vigtige. Bent Christensen formår i sine salmer at gøre sproget nutidigt, så alle kan forstå det. Selve indholdet i salmerne, kan man altid diskutere – det er en smagssag og vil afhænge af, hvilken kirkelig retning, som man anser sig selv for at tilhøre.

Bent Christensens idé med at skrive evangeliesalmer er god, da der i Den Danske Salmebog ikke er mange evangeliesalmer. Evangeliesalmer har den funktion at opsummere dagens evangelietekst og på denne måde skabe en mulighed for menigheden gennem sangen selv at fortælle dagens evangelium – det glædelige budskab.

Når han selv lægger op til, at hans noter og bemærkninger kan bruges som lærebogsmateriale, kunne jeg godt have tænkt mig, at han havde uddybet det noget mere. Alt i alt mener jeg, at Bent Christensen har lavet en fin samling af evangeliesalmer. Hvor stor udbredelse de vil få, er jeg mere i tvivl om, da der i øjeblikket bliver udgivet flere bøger med salmer, men jeg vil opfordre til at give hans salmer en chance.

Udfordringen ved nye salmer er til dels at få præsterne til at vælge dem til højmesserne, fordi de kan være bange for at vælge ukendte salmer, da menigheden ikke kender dem og af denne grund vil det være svært at få dem til at synge med. Salmerne er med til at binde gudstjenesten sammen og hvis salmerne ikke fungerer, fungerer gudstjenesten sjældent. Denne ud78

ARKEN

~ Du kunne ikke komme ind pĂĽ RUC Men du kan altid blive skribent ved ARKEN

Fortid til tiden

En hårnål klemt inde bag panelet. Noter fra eftertiden // Søren Ulrik Thomsen København: Gyldendal. 2016. 160 s. 199,95 kr. Anmeldt af stud.theol. Adam Garff

ANMELDER // For t id t i l t i den

ed sit seneste skud på stammen

fyldt 60, og som det måske går op for væsener

har multimodernisten Søren Ulrik Thomsen vokset sig en alen længere ind i den store sproghimmel han så bestandig skuer og skriver op imod. Bogens gennemgående puls er dog ikke kun udslag af fiffige og raffinerede sprogfiflerier, men i høj grad også et produkt af Thomsens refleksion over tiden. Som et spejl, som erkendelsens fakkel, som en rød tråd for den menneskelige anskuelsesform. Og så skriver digteren om København som så mange gange før. Dertil kommer, at man (måske navnlig som teologistuderende) roligt kan læne sig tilbage og læse i afklaret og indforstået andagtsfuldhed, for Thomsen er ikke ude efter de troende. Langt fra endda. Adskillige steder bliver kristendommen, og det dertilhørende trosliv nemlig omdrejningspunkt for opbyggelige klarsyn over det evige. Bogen er dog langt fra en dogmatisk svada eller en belastende apologi, for Thomsens tro er til syvende og sidst, som han med lapidarisk afklarethed selv beskriver det, et mellemværende mellem mig og Gud.

i den alder har det, der ligger forud i tid pludselig varet længere end det, der er i vente (forudsat man tildeler evigheden en parentetisk særstatus i ligningen). Derfor bærer mange af bogens små historier da også præg af tilbageblik. På et liv som digter, prosaist og aforistiker. Et liv som ihukommes og mindes af Thomsen selv med kalejdoskopiske blik rundt i tiden, hvor han nu står som menneske i den mest moderne af alle tider: nutiden. Med anakronistisk snilde pendulerer Thomsen således mellem 2010’erne og opvæksten på Stevns i 50’erne og 60’erne, mellem indtoget i 70’ernes København og de grimme, grå 80’ere, mellem 90’ernes plastiske post-følelse og 00’ernes digitale præ-lede. Litterært forløses dette zig-zaggeri som en mængde ud, ind- og overblik på tværs af tid. Samtiden (som ellers troligt har været begrædt af mangen en digter) fældes der ikke nogen entydig dom over. Noget er godt, andet er skidt, hvis det står til Thomsen, der eksempelvis lader blikket og holdningerne falde på den i dag meget udbredte krammer. Denne underlægges en nærmest poststrukturalistisk, Foucaultsk/Botho Straußk analyse: Det er næppe tilfældigt, at krammeren især florerer i netværk uden formaliseret magtstruktur, hvilket ikke er det samme som, at der ikke er nogen, som bestemmer, selvom det måske ser sådan ud, lige når man træder ind ad døren til de samdrægtige omfavnelser og selv får reddet sig et bamsekram. Han er så afgjort

Bogens undertitel, Noter fra eftertiden, har imidlertid også det mellemværendes karakter. Ikke kun som noget mellem Thomsen og Gud mellemværende, men som en bestræbelse på at skitsere eftertidens mystiske aftenland i lyset af det forgangne. Med ordene som støbeske. Digteren er 80

“Bogens gennemgående puls er dog ikke kun udslag af fiffige og raffinerede sprogfiflerier, men i høj grad også et produkt af Thomsens refleksion over tiden. Som et spejl, som erkendelsens fakkel, som en rød tråd for den menneskelige anskuelsesform.”

ikke tilhænger af det skødeløse krammeri, den gode digter. Så sortsygen over denne tids negative opbyggelighed forløses i idelig omgang med politisk-filosofiske kategorier, der på sindrig vis bliver et skjold imod omverdenen, når den kommer for tæt på.

Nu er tiden dog ikke kun ussel og klaustrofobisk omfavnende, den er også moden til eftertanke, digter Thomsen. Og til fremtiden. Bogen igennem fornemmes nemlig et perlende håb, og det vel og mærke til trods for, at Thomsen

flere gange sopper rundt i nostalgiens dybe grøfter og lader til at befinde sig ganske udmærket dernede. Den digteriske weltschmerz bliver ikke en forsumpende faktor i den lille bog, nej snarere synes en generel viljestyrke at sætte sig igennem. Måske endda i rent trods. Flere af digterens bekendtskaber er gået bort eller på anden vis gået til (F.P. Jac, vennen Steffen, den intelligente gymnasieveninde og adskillige andre), men forgangenhedens barske vilkår lader ikke til at tage gejsten fra den brillebærende modernist. Han tager, som altid, det værste med det bedste.

ARKEN 162

En biblicistisk introduktion til NT

Introduktion til Det Nye Testamente // Torben Kjær Fredericia: Kolon. 2015. 265 s. 250 kr. Anmeldt af stud.theol. Peter Northcastle

ogredaktøren faldt i foråret over denne

Lad os først se lidt på de rent formelle forskelle

bog i Academic Books Jura på hjørnet af Nørre Voldgade og Gothersgade,

i opbygning og indhold.

hvor man stadig kan være heldig at finde en

Introduktion til Det Nye Testamente behandler NT på

teologisk udgivelse eller to, selv om udvalget

265 sider. Til sammenligning dækker En bog om

ikke tåler sammenligning med det i den nu

Bibelen både GT og NT på i alt 492 sider, hvoraf

hedengangne (og savnede) forretning i Nørre-

de 170 er sat af til behandlingen af NT strictu

gade eller i Bethesdas heldigvis meget levende

censu. Hertil kommer dog yderligere 54 sider om

boghandel på Israels Plads. Redaktøren troede

den øvrige tidlige kristne litteratur, som det er

først, at der var tale om en ny pensumbog til

rimeligt at medregne til fremstillingen af NT og

Bibelkundskab på 1. semester, men bogen er

tiden omkring dets tilblivelse.

ANMELDER // En b i bli c i sti s k i nt rod ukt io n t il N T

skrevet af lektor i Ny Testamente ved Dansk Bibelinstitut, Torben Kjær, og den læses altså af

Ud over nogle indledende, korte afsnit om bl.a.

vores mere biblicistiske kollegaer på instituttet

den mundtlige tradition og evangeliernes genre,

i Leifsgade. Redaktøren syntes alligevel, at det

så er Introduktion opdelt i tre overordnede, større

kunne være relevant at foretage en sammen-

afsnit: Introduktion til de fire evangelier og

ligning med hvad der læses i Købmagergade,

Apostlenes Gerninger (ca. 78 sider), introduk-

særlig med Lisbeth og Mogens Müllers En bog

tion til Paulus’ breve (ca. 84 sider) og introduk-

om Bibelen, som har været en god følgesvend for

tion til de øvrige breve i NT og Johannes’ Åben-

mangen en 1. semesterstuderende. Det er ikke

baring (ca. 50 sider). En bog om Bibelen bruger til

formålet med denne anmeldelse at svinge sig

sammenligning ca. 60, hhv. 45 og 55 sider på de

op til at vurdere, hvad der er den bedste eller

samme grupper af tekster. Hertil kommer i En

”rigtige” måde at fremstille tingene på, men

bog om Bibelen ca. 24 siders systematisk tekst om

derimod at give en slags forbrugeroplysning

NT’s hovedpersoner, sådan som de fremstår på

med hensyn til, hvad bogen indeholder i for-

tværs af teksterne.

hold til den af os i Købmagergade kendte (og værdsatte) fremstilling. Og hvis et eksemplar

For så vidt angår gennemgangen af evange-

af ARKEN skulle finde vej ud til Leifsgade, så

lierne, så har Torben Kjærs fremstilling et

kunne sammenligningerne måske også virke til

kraftigt fokus på, hvem forfatteren var, den

inspiration derude.

oldkirkelige tradition herom og en vurdering af evt. indsigelser mod den traditionelle op82

“Sammenfattende kan det siges, at så Torben Kjær tilbyder en alternativ, biblicistisk gennemgang af teksterne med vægt på, særlig for evangeliernes vedkommende, hvordan de kan udlægges teologisk.” fattelse af forfatterens identitet (fx s.67-71 om apostlen Johannes som forfatter til Johannesevangeliet). Desuden har han ikke så meget fokus på selve handlingen i evangelierne, men mere på deres udlægning af teologiske begreber. De gennemgående underafsnit handler således om fx kristologi, frelse, tro og Guds rige. Til gengæld må man undvære en mere systematisk parafrase over selve handlingen, ligesom der generelt ikke lægges så meget vægt på, hvordan de fire evangelier adskiller sig fra hinanden. For så vidt angår Paulus’ breve og brevlitteraturen i øvrigt, bruges der tilsvarende en del plads på at diskutere og afvise indvendinger mod den traditionelle opfattelse af forfatterskabet (fx s.136-38 om Efeserbrevet og s.162-64 om 1. Timoteusbrev). Gennemgangen af selve teksten følger dog i dette afsnit i højere grad strukturen i brevene, dvs. der er her – i modsætning til evangeliegennemgangene – tale om en kronologisk parafrase. Generelt for alle afsnit gælder i øvrigt, at Torben Kjær typisk har nogle meget overordnede oversigter over teksternes struktur,

mens disse er en del mere detaljerede i En bog om Bibelen. Et eksempel: 1 Korintherbrev bliver på s.118 inddelt 11 afsnit mod En bog om Bibelen’s inddeling af samme i i alt 39 over- og underafsnit. Hvis man skal se lidt nærmere på indholdet, så synes det styrende for fremstillingen, at teksten i NT og rigtigheden af evangeliernes beretninger som udgangspunkt forklares med, at Helligånden har bevaret Jesu ord, handlinger og hans liv i apostlenes erindring (s.21). Der lægges stor vægt på skrifternes selvvidnesbyrd og på den oldkirkelige tradition, hvorfor det kan slås fast, at både Mattæusevangeliet og Johannesevangeliet er skrevet af øjenvidner (s.22, 27, 71). Lukasevangeliet må være skrevet allerede omkring år 60, fordi samme forfatter slutter Acta med Paulus’ fængsling, som dateres til omkring dette tidspunkt, og fordi 1. Timotheusbrev kan dateres til 62 eller 63, og 1 Tim 5,18 anses for at indeholde en henvisning til Luk 10,7 (s.54, 84, 238). Lukasevangeliet bliver derved (lidt

ARKEN 162

overraskende) til det ældste af evangelierne. Ud over en systematisk genfortælling af handlingsgangen i alle evangelierne så savner denne anmelder også en ordentlig diskussion af synspunkterne om evangelierne som forskellige receptioner af budskabet om Kristus op gennem 1. årh. og senere. En sådan diskussion er reelt fraværende i fremstillingen.

eller på menighedstjeneres hustruer (s.167). I note 104 hertil tilføjes, at Paulus nævner kvindelige menighedstjenere i Rom 16,1-2 og i Fil 1,1 (s.184). I omtalen af 1 Kor 14 nævnes den herostratisk berømte sætning i v.34, om at kvinderne skal tie stille i menighederne, til gengæld slet ikke (s.123). Til sammenligning har En bog om Bibelen denne sætning med og nævner, at den står i et spændingsforhold til 11,5 i samme brev og muligt er et senere indskud i teksten, som kan være inspireret af netop 1 Tim 2,11-12. Hvis det at perikopen i 1 Kor 14,34 slet ikke er nævnt, er en konsekvens af en meget bibeltro fastholdelse af teksterne som helstøbte, sande vidnesbyrd, som udelukker en drøftelse af tekstkritiske spørgsmål, så tillader denne anmelder sig at synes, at det illustrerer vanskelighederne

ANMELDER // En b i bli c i sti s k i nt rod ukt io n t il N T

På den anden side må man lade forfatteren, at han lægger sine argumenter åbent frem. Både to-kildehypotesen og traditionshypotesen (som forklarer evangeliernes afhængighed med en stærk mundtlig tradition) nævnes, og forfatteren oplyser udtrykkeligt, at den sidste er en minoritetsforklaring, men at han har valgt den som forklaringsmodel (s.22). I et kort, afsluttende kapitel om NT’s kanon defineres kanon som den autoritet, som følger af, at et skrift er inspireret af Gud, og at det som sådan fødes som kanonisk (s.237). Kanon er således selvbekræftende, hvilket bl.a. indebærer, at skriften vidner om sig selv, at den er Guds ord, og den er allerede af den grund sand og troværdig (s.238). Pseudonymitet er uforeneligt med NT’s sandhedskrav (s.248). Dette synes at lede til, at der i fremstillingen ikke er nogen tydelig opdeling mellem ægte og hvad forskerne i dag normalt betragter som pseudonyme Paulusbreve. Om de ægte står lidt stereotypt, at der ”er blevet fremsat forskellige indvendinger mod, at Paulus skulle være forfatter til Romerbrevet, men ingen af disse er blevet taget alvorligt i forskningen” (s.108); tilsvarende for så vidt angår fx 1 Kor. (s.117) og Gal (s.131). På en eller anden måde synes jeg, at denne formulering i sig selv antyder en tvivl om Paulus’ forfatterskab til disse breve, som der ikke er nogen grund til. Til gengæld forsvares så til gengæld fx Pastoralbrevenes status som ægte Paulusbreve med næb og klør (s.161-64), selv om en stor majoritet af forskere i dag synes at være enige om det modsatte synspunkt. Vedrørende 1 Tim. i øvrigt, så refereres 2,11-12, hvorefter brevets forfatter bl.a. ikke tillader en kvinde at optræde som lærer (s.166), mens der om 3,11 står, at det er omdiskuteret, om Paulus her tænker på kvindelige menighedstjenere

ved at arbejde med teksterne på et meget biblicistisk grundlag. Sammenfattende kan det siges, at så Torben Kjær tilbyder en alternativ, biblicistisk gennemgang af teksterne med vægt på, særlig for evangeliernes vedkommende, hvordan de kan udlægges teologisk. Denne anmelder vil foretrække at fortsætte med at bruge En bog om Bibelen som oversigtsværk, også pga. denne bogs flere historiske oplysninger, mere detaljerede gennemgange af både handlingerne i evangelierne og oversigterne over teksternes struktur, som er til større hjælp til at skaffe et hurtigt overblik over en tekst.

Ark en Radio

~ Lyt til de to afsnit pĂĽ www.soundcloud.com/arkenradio

Er døden en velsignelse?

Begravelse er en påske – begravelsesgudstjenestens liturgi // Iben Munkgaard Davids København: Anis. 2016. 144 s. 165 kr. Anmeldt af sognepræst cand.theol. Ole Madsen

emento mori

de har mistet en medvandrer, der fremover kun

ANMELDER // Er død en en vel s ig nel s e?

Det er en gammel indsigt og sandhed, at det eneste vi med sikkerhed i livet ved er, at vi engang skal dø – alt andet er usikkert. Tidspunktet og omstændighederne og årsagen til døden kan vi ikke kende på forhånd, med mindre der er tale om selvmord eller eutanasi. Døden som perspektiv og horisont giver anledning til at tale dels om livet, der skal leves og dels om den sidste afsked med afdøde. Begravelse er i evangelisk-luthersk folkekirkelig henseende en sjælesørgerisk ceremoni for de efterladte og ikke en gudstjeneste for den afdøde.

bæres i minderne. Iben Munkgaard Davids anliggende er derfor med forskellige liturgier at finde frem til den mest passende form, der giver et teologisk opbyggeligt svar til det liv, vi ved, kun hælder mod død. Jesu dramatiske påske med undergang, død og opstandelse bliver den liturgiske grundklang for hendes overvejelser om begravelsesliturgi.

Påskens tre dage som grundklang i begravelsens liturgi Iben Munkgaard Davids særlige bidrag med bogen er udfoldelsen af tanken om begravelsens liturgi som en påske. Det gælder ikke blot for afdøde, der kan se frem til en (glædelig) opstandelse, men også – og måske især – for de pårørende efterladte, der med tabet af den afdøde oplever en Langfredag. Det blev påske for Jesus med Langfredags smerte, Påskelørdags fravær og Påskedags opstandelse – den treklang genfinder Davids hos de efterladte. Begravelsen er ikke kun en ceremoni, der gennemleves og overstås på en enkelt dag, men processen med dels at tage afsked og dels at indfinde sig i livet på ny forløber over langt tid. Nogle personer ligger syge i mange dage, uger eller år, inden døden indtræffer. Andre dør på et øjeblik. I dødsøjeblikket kan pårørende drage et lettelsens suk eller hive chokeret efter vejret. Når en person dør, skal pårørende tage stilling til mange ting

Iben Munkgaard Davids ”er til daglig ansat som sognepræst i et større sogn i Kolding by med hen ved 90 bisættelser/begravelser om året.” (s.9). Sådan indleder hun den bog, hun har skrevet om begravelsesgudstjenestens liturgi med tilhørende personlige overvejelser, oplevelser og erfaringer i forbindelse med død og begravelse. Med så mange (!) begravelser og/eller bisættelser årligt har hun meget empirisk materiale, som hun flittigt inddrager i bogen, hvorved læseren får en berigende erfaringsbaseret vinkel. Døden bliver hendes anledning til at tale om livet. Formålet med en kirkelig handling i forbindelse med død og bortgang er at give trøst til de efterladte med styrkende ord, så de finder mod og lyst til at fortsætte deres livsvandring, selvom 86

i forbindelse med skifteret, præst og bedemand – for mange er det stressende og uforståeligt, at statens bureaukrati kræver nærvær midt i sorgen. Iben Munkgaard Davids gennemgår den historiske baggrund for begravelses- og bisættelsesliturgier i dansk sammenhæng, før hun med afsæt i den engelske baptistpræst Paul Shappy (s.30) giver sig i kast med begravelsen som en påske, en model hun krydrer med den svenske biskop i Linköping, Martin Modéus’ tredobbelte kærlighedsbud, der pointerer, ”at gudstjenesten er udtryk for fællesskabet mellem Gud og menneske, menneske og menneske og for menneskets relation til sig selv.” (s.33). Ved denne tænkning bliver ”enhver kirkelig begravelse en performativ påskebegivenhed med Kristus som førstegrøde.” (s.31). ”Den lille historie (menneskets) henter betydning fra den store historie (Guds)” (s.33). Modellen har sine klare pointer og liturgiske fordele, idet man kan lade sorg og savn komme til udtryk som en naturlig del af Langfredag, lade undren og tvivl få luft som Påskelørdag for derefter at se frem mod glæde, frimodighed og ny livslyst med Påskedag for øje. Kirkerummet danner rammer, der kan rumme det hele menneske med tvivl-tro og sorg-glæde.

et bog, hvoraf man som teologistuderende og erfaren præst kan blive klog. Selve tanken om begravelse som en påske er spændende, og kan give anledning til gentænkning af begravelsesliturgi. Men igennem hendes eksempler på gode begravelsestaler og ditto teologi samt liturgi, lægges der nogle gange rigtig meget (for meget!) vægt på alt det gode efter døden: Guds barmhjertige hænder, fred og ro for sjæl og sind, glædelig opstandelse, (automatisk) frelse: ”Pointen er at død og helvede er midlertidige tilstande” (s.72), hjem til ”Paradisets blomsterhave” (s.132), hjem til Gud eller endelig ved døden at komme hjem til de andre savnede, kære afdøde, der er gået i forvejen. Hvis alt er bedre på den anden s. af døden, hvorfor så ikke vælge døden nu? Evigheden er jo lige ”lang”, om man går ind i døden nu eller om mange år. Begravelsens formål er at fastholde de efterladte i, at det giver mening at leve på trods af sorg og savn. Bogens tendens til idyllisering af døden må man bære over med, idet bogens særlige bidrag er at spejle Jesu påske som et billede på ethvert menneskes død og bortgang – og opstandelse.

Begravelse omfatter dog langt mere end selve den liturgiske handling og ceremoni i kirken, og påske er langt mere end de tre dramatiske dage. Iben Munkgaard Davids udvider derfor modellen med både Palmesøndag og Skærtorsdag, hvorved de (mellem)menneskelige relationer fremhæves helt efter Modéus’ tanker. Palmesøndag kan forstås som det, at vi drages ind i hinandens liv på godt og ondt – det er her relationerne udvikles og uddybes, og Skærtorsdag forstås som det, at vi må tage afsked med hinanden. Livet er på den måde betragtet en lang række af velkomster og afsked.

Kritik Der er ingen tvivl om, at Iben Munkgaard Davids har skrevet en læseværdig erfaringsbaserARKEN 162

Når præster underviser Religionsdidaktik - traditioner og tilgange // Helle Hinge, Henrik Juul, Mette Buchardt og Pia Rose Bôwadt Hans Reitzels forlag. 2016. 262 sider. 300 kr. Anmeldt af stud. theol., cand. pæd. i religioner og livstolkning Heidi Friborg Christophersen

ANMELDER // Når præster under vi se r

orleden dag talte jeg med en præst om,

godt sted at begynde. Det vil så være naturligt at

at der er forældre til børn, der går til konfirmationsforberedelse, der er bekymrede for, om deres børn nu lærer nok om kristendommen, nu hvor faget i folkeskolen har fået status af prøvefag. Det var en overraskelse for mig, for det har da aldrig været kirkens ærinde, at man skal kunne kvalificere sig til troen, eller at man som konfirmand skal kunne dyste på paratviden. På den anden siden har troen – siden 1975 – ikke været en skolesag, hvilke mange fejlagtigt tror, at faget kristendomskundskab har som kernestof. Det er til både præster og læreres fordel, at der er kommet så godt gang i de folkekirkelige skoletjenester, at det er blevet et ligeværdigt samarbejde mellem skole og kirke, der gensidigt beriger hinanden.

gå videre med kap. 8 om den narrative undervisning, og hvis man gerne vil lave feltstudier, så er kap. 5 med den antropologiske undervisning værd at læse i. Religionsdidaktik er, som de af os, der kan græsk, ved, undervisningslære i religion. Det er vores teoretiske ramme for samtale om, at religionsundervisning i virkeligheden drejer sig om vores syn på os selv som mennesker. Derfor findes der også forskellige tilgange til det samme fag. Det er blevet sagt, at når der i pressen diskuteres fag i folkeskolen, så diskuteres faget kristendomskundskab lige så meget, som alle de andre fag til sammen. Det skyldes blandt andet den kristne religions særstatus i faget. Det er et fag, der er rammet ind af meget få undervisningstimer i skoleåret, men som til gengæld er på skoleskemaet i alle skoleår med undtagelse af det år, hvor der tilbydes konfirmationsforberedelse. Det står i skærende kontrast til fagets allestedsnærværende fylde og betydning for menneskenes samfund.

Den nye udgave af Religionsdidaktik er et originalt væk, der har alle de nyeste fagmål med fra ændringerne i 2015, dog er bogen en sammenskrivning af nyskrevne kapitler og reviderede kapitler fra udgivelserne Religionsdidaktik fra Gyldendal 2006 og 2011. Det er bogens sigte, at den skal danne indgang til det samlede landskab, som religionsdidaktikken er. Det er en håndbog, forstået som en reflektions- og studiebog, der kan bruges som opslagsbog. Hvis man for eksempel arbejder med bibelske tekster (det ved jeg, at præster gør), så er kap. 7 med dets beskrivelse af historisk-kritisk undervisning et

Det er interessant at læse denne nye udgave af Religionsdidaktik. Jeg fik selv den ære at få lov til at anmelde første udgaven i 2006, og dengang syntes jeg, at bogen var nok så akademisk skrevet. Jeg manglede brugbare undervisningseksempler og ikke blot og bar teori. 88

Den karakteristik holder nok ganske godt med den nye udgave. Til forfatternes ros vil jeg dog mene, at det er en ganske udmærket opslagsbog, og der står meget relevant viden i den, hvis man skal have sig et hurtigt overblik. For en kommende præst er det måske et lidt perifært at skulle orientere sig i de historisk-politiske tilgange til faget gennem tiden, men det er interessant at følge den forandring faget har været igennem. Og jeg må indrømme, at jeg ikke er vildt begejstret for den ændring, der er sket med faget på det seneste, hvor der er kommet meget mere curriculumtænkning ind i faget. Jeg savner de gamle Grundtvig-Koldske dyder om fortælling og hjertesprog. Selv om man har bevaret fagets tanker fra blandt andre Paul Tillich om ”at forstå den religiøse dimension”, så skygger al den målstyring for K. E. Løgstrups tanker om ”tilværelsesoplysning”. Den øgede fokus på kundskaber kan opfattes som en materiel opprioritering af faget. Det skal så bemærkes, at undervisningen ikke længere er forpligtet til at tage udgangspunkt i kristendommen. Det vil i princippet sige, at undervisningen kan tage udgangspunkt i hvad som helst.

Det er forfærdeligt, som ting man synes at have oplevet for et øjeblik siden, nu pludselig er sket for 20 eller 30 år siden. Som det blev nævnt i de indledende bemærkninger, så henvender bogen sig især til læreruddannelsens undervisningsfag kristendomskundskab/religion. Det er dog en bog, der med fordel også kan læses af teologistuderende og præster, som jo skal samarbejde med skolens folk og på skolens præmisser. Jeg ved ikke, hvor relevant det er at have fokus på filosofi med børn, interkulturel og antiracistisk undervisning eller at have fokus på it og multimodal undervisning. For mig er det lidt gammeldags i al sin iver for at virke moderne. Men det er der nok flere meninger om end min helt private. Det er i alt fald en bog, som jeg varmt vil anbefale at læse af almen interesse.

Det er længe siden, at jeg har haft første udgaven af Religionsdidaktik i hånden, så jeg husker ikke specifikt de forskelle, der er mellem udgaven fra 2006 og den nye fra 2016. Jeg husker derfor ikke, hvad der stod om symbolundervisning, som kap. 9 beskriver. Det skal dog siges, at det stadig er et af de kapitler, der optager mig mest, og jeg er lidt ked af, at man ikke omtaler den pensionerede seminarielærer, Karen Lundblads symboliseringsdidaktik. Den kan man til gengæld læse om andre steder, hvis man googler hendes navn. Så har man ikke så meget tid til at fordybe sig i alle emner, så vil jeg varmt anbefale, at man stifter bekendtskab med Ernst Cassirer, dernæst klassisk symbolforståelse hos C. G. Jung, og ikke mindst hos K. E Løgstups tanker om symboler som en del af tilværelsen. Kapitlet sluttes af med et afsnit om Ninian Smart, som jeg husker at min gamle lærer K. E. Bugge var meget begejstret for, for 20 år siden. ARKEN 162

Den græske kryds&tværs “Den svære” Af Tea K. Lange og Theodora Y. Horbsmeier

myndighed, f1.sing.nom skrive, 3.p.sg.perf.med.ind spise, præs. part. akt. m. sing. nom

opstandelse, fem3. sing. nom sædvane, n2. sing. nom

lad det ske, adv (hebraisme) by, fem3. sing. nom. brødre, m2. plur. nom. sandhed, fem1. sing. nom

at prædike, præs. inf. akt. tale, præs. 3.p. pl. ind. akt. 2. aor. 2.p. sg. impr. af ὁράω

tro, fem3. sing. nom. mængde, m2. sing. nom

her, adv

NB! I Kryds & Tværsen tages der ikke hensyn til hverken tegn, accenter eller circumflexer

Den græske kryds&tværs “Den lette” Af Tea K. Lange og Theodora Y. Horbsmeier

jesus, m. sing. nom. den salvede, m2. sg. nom gud, m2. sing. gen. søn, m2. sing. nom. frelser, m3. sing. nom.

NB! I Kryds & Tværsen tages der ikke hensyn til hverken tegn, accenter eller circumflexer

ARKEN 162

NB! I KRYDS & TVÆRSEN TAGES DER IKKE HENSYN TIL HVERKEN TEGN, ACCENTER ELLER CIRCUMFLEXER // De n g ræ s ke k r yd s &t væ rs