Snyd & bedrag

Snyd & Bedrag Verdens største svindlere og fupnumre Kasper E. Nielsen

Dingbat

Snyd & bedrag Verdens største svindlere og fupnumre Omslagslayout: Jakob Hjort / www.cornflake.dk Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Bogen er sat med Optima Printed in Latvia 2009 ISBN 978-87-91418-17-4 Forlaget Dingbat Forlagsgruppen Bindslev ApS www.dingbat.dk

Til Mathilde og Markus

Udgiveren har forsøgt at finde frem til alle rettighedshavere i forbindelse med brug af billeder, der ikke hører under public domain. Skulle enkelte mangle, vil der ved henvendelse til forlaget blive betalt billedhonorar, som om aftale var indgået.

INDHOLD FORORD

5

Klassiske svindelnumre Bygning til salg – Manden der solgte Eiffeltårnet Tændstikker og frimærker – De strøg profitten og brændte fingrene Den store spaghetti-høst – og andre nyheder fra første dag i april Prinsen af Humbug – Cardiff-kæmpen, Fiji-havfruen og den skøre freak

10 19 29 43

Billeder lyver ikke Det berejste kranium – og andre svigagtige pressebilleder Verdens sidste giraf – Du får aldrig chancen (for at blive snydt) igen En studie i svindel – Sagen om de fortryllende feer Kirurgens fotografi – Nærkontakt med et søuhyre

50 56 58 69

Verden vil bedrages Operation Dåsemad – 2. Verdenskrig antændes med et svindelnummer 24 dollars for en ø – Det store Manhattan-svindelnummer Projekt Den Kinesiske Mur – Fire journalister starter en massakre

78 82 83

90 95 101 107 109 112

Langt Ude Halløj på Berners Street – Sådan fører man en hel gade bag lyset Killinger på flaske – Gør dit kæledyr unikt med skohorn og lim Månefeber – Kendt astronom belurer uskyldige aliens!

Kattemad til rotter … – … og rotter som kattemad Ave Microsoft – Bill Gates køber den katolske kirke Hitlers fjollede dans – Verdens mest effektive propagandafilm?

114 130 132 147 148

VERDEN ER EN SCENE Den tyrkiske skakspiller – Verdens første kunstige intelligens?

Hakket vanilje – Girl You Know It’s … Girl You Know It’s … Girl Alle de korrekte svar – Manden der havde millioner af venner Det store nyreshow – 33 procent chance for helbredelse Klodernes bedrag – ”Vi afbryder med en vigtig meddelelse”

156 171 175

SVINDEL MED BØGER Hitler til salg – Hvad spiser diktatorer til morgenmad?

Fra mesterværk til makværk – Simpelt fupnummer giver forlag røde ører Den usynlige milliardær – Selvbiografien, der skrev sig selv

FORORD I sin bog om det svindelnummer, Hvis noget lyder for godt til at være der gjorde ham til en international sandt, er det med stor sikkerhed fup. berømthed i januar 1972, fortæller forfatteren Clifford Irving om en At vi ofte glemmer den lille huskeregel, er svindlernes store held. lille, men sigende episode. For at lokke et forlag til at købe en falsk selvbiografi af den excentriske milliardær Howard Hughes havde Clifford Irving fremstillet tre falske breve med milliardæren som afsender. Under et møde bliver magasinet Life’s chefredaktør, Ralph Graves, pludselig opmærksom på en detalje i et af brevene. ”Se!” siger han og rækker siden over til Clifford Irving. ”Den måde Howard Hughes skriver bogstavet ’I’.

Det ser ud som om han har skrevet det to gange.”

Chefredaktøren er Howard Hughes-ekspert, og han skal bekræfte brevenes ægthed. Life står trods alt foran at skulle betale en kvart million dollars for retten til at publicere uddrag fra selvbiografien. Howard Hughes har ikke vist sig offentligt i 18 år, og brevene er den eneste dokumentation for, at Clifford Irving taler sandt.

5

Men netop som forfatteren til den falske selvbiografi tror, at alt er tabt på gulvet, fortsætter Ralph Graves: ”Det er en vane, han har. Jeg har set det før. Det er meget karakteristisk.”

I virkeligheden er det dobbelte ’I’ en sjuskefejl fra Clifford Irvings side. Howard Hughes var nærmest lammet af tvangstanker og ville formentlig blive fysisk syg af at skrive det samme bogstav to gange. Det er Ralph Graves, der husker forkert, og i det øjeblik går der en sandhed op for Clifford Irving om de mennesker, han er i gang med at svindle: ”De vil være mig behjælpelige hele vejen. Hvis jeg snubler, kommer de farende og hjælper mig op. De vil så gerne have, at det er sandt, og derfor er de ikke mine modstandere, de er mine allierede.”

Det siges ofte, at svindlerens vigtigste redskab er menneskelig svaghed. Han udnytter grådighed, forfængelighed og dumhed for at nå sine mål – en ærlig mand kan ikke bedrages. Men de fleste af svindelhistorierne i denne bog fortæller en mere nuanceret historie. Mange højt begavede mennesker er blevet snydt, så vandet drev, og vel spiller grådighed en rolle, men ofte er det mere agtværdige personlighedstræk, der gør udslaget.

Kun få at bogens historier passer ind i det klassiske billede af en svindler. Vi møder folk som Victor Lustig, 6

der var tæt på at sælge Eiffeltårnet to gange til grådige skrothandlere. Og den svenske tændstikkonge Ivar Kreuger, der i 1920’erne ragede verdens fjerdestørste privatformue til sig ved at udnytte bankers og investeringsselskabers fantasier om gigantiske afkast. Men den slags professionelle grådighedsryttere er der ikke meget sjov ved i det lange løb. Et klassisk svindelnummer er uendelig banalt. Oftest handler det om pengetransaktioner og tekniske manøvrer, som kun kan interessere økonomer og jurister.

Langt mere interessant er det at undersøge de numre, som falder udenfor kategori. Her opdager vi nemlig, at det ofte er tilfældigheder, der skaber en svindler.

Havde quiz-deltageren Charles Van Doren ikke været til middag med en lokkende tv-producent, var han formentlig forblevet en ærlig mand. Og hvis ikke begavede mænd, der håbede så inderligt på et liv efter døden, havde taget et par små pigers fotografier alvorligt, ville den svindelhistorie heller ikke have eksisteret.

Også ofrene er det interessant at kigge nærmere på med Clifford Irving lære i baghovedet: Vi lader os bedrage, fordi vi ønsker, at noget er sandt. Måske gemmer der sig i virkeligheden en svindler og et offer i os alle. Og alt efter hvordan tilfældighederne udfolder sig, vil det vise sig, om det er den ene eller den anden, der er på hjemmebane.

7

Bogens svindelnumre dækker en periode fra 1770 til i dag og tegner forskellige mønstre i bondefangeriets kulturhistorie. Det mest oplagte er, at de professionelle fupmagere opererer der, hvor pengene sidder mest løst.

I 1700-tallet besværer svindlerne sig ikke med at snyde et brød fra en fattig bonde. De huserer ved hofferne og tryllebinder konger og adelige. Fra slutningen af 1800-tallet, hvor en mere velhavende klasse af næringsdrivende skyder op, bevæger svindleren sig ned blandt folket. Og i vore dage kan hvem som helst blive snydt.

Et andet gennemgående mønster er pressens rolle i udbredelsen af fup. Mange store svindelnumre er begyndt som en lille notits, der har vokset sig stor, fordi det, der står sort på hvidt, alt for ofte betragtes som sandfærdigt. Et oplagt eksempel er historien om Loch Ness-uhyret, der efter alt at dømme blev sat igang af en lidt for ivrig journalist med monstre på hjernen. I løbet af få måneder var en tilfældig skotsk sø hjemsted for et hurlumhej, der tiltrak svindlere fra nær og fjern.

I bogen er Danmark er kun repræsenteret af popsangerinden Nina Van Pallandt i en lille birolle. Det skyldes bestemt ikke en særlig dansk mangel på kuriøse og underholdende svindelhistorier, men blot intentionen om at samle dem til en senere udgivelse i denne bogserie.

Kasper E. Nielsen

KLASSISKE SVINDELNUMRE »Djævlen ligger i detaljen.« – Ludwig Mies van der Rohe

Bygning til salg Manden der solgte Eiffeltårnet En af verdens mest spektakulære ejendomshandler blev udført af den kosmopolitiske storsvindler Victor Lustig.

Skrothandleren André Poisson var i vildrede. Han havde netop haft et møde med Post- og Telegrafministeriet på det femstjernede Hotel de Crillon på Champs-Elysees. De luksuriøse omgivelser passede perfekt til hans fremtidsudsigter – hvis han spillede sine kort rigtigt, kunne han snart lukke den største skrot- og nedrivningsforretning i Frankrigs historie.

Desværre havde han ikke været alene til mødet med ministeriets vicegeneraldirektør. Fire af hans konkurrenter havde fået samme uforglemmelige tilbud, og det var det, der gjorde André Poisson urolig.

At hele historien var omgærdet af hemmelighedskræmmeri kunne han forstå. På det seneste havde aviserne skrevet spalte op og ned om konstruktionens faldefærdige tilstand og den astronomiske regning for istandsættelse, der ventede byens borgere. Emnet var i det hele taget yderst kontroversielt her i 1925, hvor tårnet havde splittet den franske offentlighed siden opførelsen op til Verdensudstillingen for 36 år siden. For

10

Paris’ vartegn er opkaldt efter ingeniøren Gustave Eiffel.

Fraregnet den tyve meter høje tv-antenne på toppen er tårnet 300 meter højt. 300 stålarbejdere byggede tårnet fra 1887 til 1889 og brugte 18.083 stykker stål. I alt vejer tårnet 10.000 tons, heraf 7.300 tons metal, og kostede 7,8 millioner franc at bygge.

Vedligeholdelsen af tårnet kræver 60 tons maling hvert syvende år.

unge parisere, der var vokset op med klodens højeste bygningsværk udenfor deres vinduer, var dets 7.300 tons sammenboltede stålbjælker et symbol på det moderne Frankrig. Men for mere konservative franskmænd var det ”et tårn i øjet.” En avis havde kaldt det for en ”grotesk og tragisk gadelygte,” og forfatteren Guy de Maupassant spiste altid sin frokost i tårnets restaurant.

Ikke fordi han holdt af bygningen, men ”fordi det er det eneste sted i Paris, hvor man slipper for at glo på den rædselsfulde tingest!”

For en skrothandler var syv millioner kilo metal hverken moderne eller tragisk. Det var slet og ret en formue.

11

En statshemmelighed Eiffeltårnet skulle rives ned, men indtil videre var beslut­ ningen en statshemmelighed. ”I er blevet valgt som tilbudsgivere,” havde Post- og Telegrafministeriets vicegeneraldirektør, Victor Lustig, sagt til André Poisson og hans fire konkurrenter, ”fordi I alle fem besidder den nødvendige diskretion.” I det lange løb er Eiffeltårnet for dyrt at beholde, men hvis beslutningen bliver kendt, inden nedrivningen kan begynde, risikerer en lang og sentimental debat at kvæle hele projektet, havde Victor Lus­tig indskærpet.

Fire dage havde André Poisson fået til at lægge budget, beregne arbejdstid, planlægge nedrivningen og indhente forsikringstilbud. Skrotværdien var astronomisk, men den pris ministeriet forventede for rettighederne til tårnet ville heller ikke være ubetydelig.

Hvordan skulle han kunne fastslå den rigtige pris på så kort tid? Hvorfor sådan et hastværk fra ministeriets side? Og vigtigst af alt: hvilken pris ville hans konkurrenter tilbyde?

”Her arbejder ingen af det navn” Efter at have tumlet med tal og budgetter i nogle dage, henvendte André Poisson sig igen til Victor Lustig fra Post- og Telegrafministeriet. Han kontaktede naturligvis ikke ministeriet direkte, men rettede henvendelse 12

til vicegeneraldirektørens assistent og fik et diskret møde sat i stand.

Under samtalen fik André Poisson luft for sine bekymringer. Vicegeneraldirektøren var forstående, men lod det skinne igennem, at han havde sine egne problemer at slås med. For en højtstående ministeriel embedsmand var kravene om effektivitet ubønhørlige.

Det var en skam, følte Victor Lustig, at hans løn var så beskeden, at den slags hastværk ofte var nødvendigt.

André Poisson drog et lettelsens suk. Bemærkningen var elegant og henkastet, men ikke desto mindre skåret ud i et sprog, han kunne forstå. Mod en passende betaling var generaldirektøren villig til at se bort fra de øvrige fire skrothandleres tilbud.

Næste dag afleverede André Poisson en sekscifret check samt et rundhåndet beløb til understøttelse af embedsmandens personlige livsførelse. Så vendte han tilbage til sit kontor for at afvente ministeriets officielle kontrakt på nedrivning og skrotning af Eiffeltårnet.

Det er uvist, hvor langt André Poissons tålmodighed rakte, men det er nemt at forestille sig hans sindstilstand, da han endelig kontakter Post- og Telegrafministeriet direkte og forgæves spørger efter en Victor Lustig. Raseriet over at være blevet taget ved næsen for et astronomisk beløb er dog mindre end skammen, for André Poisson vælger at holde hele historien for sig selv.

13

Victor Lustig, der for længst var fortrukket til Wien sammen med en kompagnon, havde brugt tiden på at tælle penge og bladre i franske aviser. Da der efter nogle måneder endnu ikke havde været den mindste notits om, at Eiffeltårnet var blevet solgt til et fjols, vendte han tilbage til Paris. Her sendte han endnu fem officielt udseende breve til fem af byens skrothandlere og udbad sig et diskret møde vedrørende en lukrativ forretningsaftale.

Det siges, at lynet aldrig slår ned to gange. Heller ikke Eiffeltårnet lykkedes det Victor Lustig at sælge to gange, men han gjorde et bravt forsøg.

14

Betalt for tavshed Fupnummeret gik dog ikke glat igennem anden gang, men på en top-10-liste over det tyvende århundredes største svindlere indtager Victor Lustig ubetinget en topplacering med (næsten) to solgte Eiffeltårne og utallige single(fup)numre.

Han blev født i 1890 i det daværende Bøhmen, og allerede som knægt begyndte han at svindle i billard, poker og bridge. Efter Første Verdenskrig var han eftersøgt i adskillige europæiske lande og fortrak for en tid til USA. Et af hans første amerikanske svindelnumre fandt sted i 1922, hvor han udgav sig for en østrigsk greve, der havde mistet det meste af sin formue i dønningerne efter krigen. Nu ønskede han at slå sig ned i det skønne Missouri og havde kastet sin kærlighed på en

faldefærdig gård, der end ikke kunne sælges på tvangsauktion. Banken var naturligvis henrykt for at afhænde dette håndværkertilbud for 22.000 dollars i obligationer og lod også den nytilflyttede greve veksle værdipapirer til 10.000 dollars i kontanter, så han havde lidt startkapital. Begejstringen fordampede dog hurtigt, da det blev opdaget, at greven behændigt havde ombyttet et par konvolutter under transaktionen og var stukket af med både obligationer og kontanter.

Banken hyrede en privatdetektiv, som uden de store problemer opsporede den falske greve til et hotel i New York. I løbet af den lange togtur tilbage til gerningsstedet lykkedes det imidlertid Victor Lustig at overbevise bankens repræsentant om, at en storm af kunder ville kræve deres indeståender udbetalt, når pengeinstituttets godtroenhed blev offentligt kendt under en retssag. Halvvejs imellem New York og Missouri blev Victor Lustig sat på fri fod. Foruden obligationerne modtog han 1.000 dollars for sin tavshed.

Victor Lustig (1890-1947).

En Lustig fætter I Montreal udtænkte Victor Lustig et svindelnummer, der senere inspirerede til det store klimaks i Paul Newman/ Robert Redford-filmen Sidste stik (1973). Som opvarmning betalte han en lommetyv for at stjæle bankmanden Linus Mertons tegnebog. Dagen efter afleverede han 15

Den brutale Chicago-gangster Al Capone (1899-1947) tillod ikke svindlere at operere uden hans godkendelse. Ikke desto mindre lykkedes det Victor Lustig at snyde ham for 5.000 dollars.

Lustig lånte 50.000 dollars af Al Capone og lovede at fordoble beløbet i løbet af 60 dage. Da de to måneder var gået, vendte han slukøret tilbage og fortalte, at forretningen var faldet på gulvet. Inden Al Capone kunne nå at give en fatal ordre til sine håndgangne mænd, leverede Victor Lustig alle pengene, som han blot havde sat i banken, tilbage til gangsteren. Al Capone blev så taknemmelig, at han rakte Victor Lustig fem 1000-dollars-sedler med ordene: ”Jeg tager mig af folk, som er ærlige.” Victor Lustig havde nu frit spil til at operere i Chicago.

16

den fundne pung tilbage med alle pengene i behold.

Linus Merton var selvfølgelig taknemmelig over at have mødt en så ærlig mand og havde ingen betænkeligheder, da Victor Lustig betroede ham en sikker fidus. ”Min fætter Emil,” fortalte Victor Lustig, ”arbejder på travbanen. Han kan opsnappe løbsresultaterne, inden de bliver telegraferet ud til de lokale bookmakere, og ringe dem ind til os. På den måde kan vi nå at sætte penge på vinderhesten, efter at den har vundet.” Ved Victor Lustigs mellemkomst vandt Linus Merton 2.500 dollars den første dag og 5.000 dollars den følgende.

Tredje dag havde Victor Lustig dårlige nyheder. Fætter Emils kone var blevet syg, og han var nødt til at rejse til USA samme dag. Der var kun tid til ét sidste væddemål.

Denne gang var heldet desværre ikke med Linus Merton. Han tabte 30.000 dollars.

Seks timers forspring I 1926, året efter hans ophørsudsalg af Eiffeltårne, var Victor Lustig tilbage i USA. I Palm Beach havde en fabrikant ved navn Herman Loller tjent en formue på at fremstille svinghjul til automobil-industrien, men nu var han ved at blive kørt i sænk af større virksomheder. Heldigvis kunne Victor Lustig præsentere ham for en opfindelse, der udrettede mirakler for indehaverens privatøkonomi.

Maskinen, der havde form som en mahogni-kasse med et håndsving og en smal revne i hver ende, var i stand til at kopiere pengesedler. Lustig demonstrerede ved at skubbe en 100-dollarseddel og et stykke hvidt papir af samme størrelse ind i hver deres ende af maskinen og indstille på nogle knapper. Efter en kemisk proces, som varede i nøjagtig seks timer, drejede han den originale pengeseddel samt en tro kopi ud af maskinen. Victor Lustig lod Herman Loller veksle begge sedler i en lokal bank for at forvisse ham om, at selv erfarne bankassistenter ikke kunne se forskel.

Svindelnummeret er så simpelt og gennemskueligt, at der skal et overmål af naivitet og grådighed til for at hoppe på det. Lustig havde skjult en ekstra pengeseddel i maskineriet og nænsomt tilrettet dens serienummer, så det var identisk med nummeret på den originale seddel.

Herman Loller købte maskinen for 25.000 dollars, og Victor Lustig, der havde givet sig selv et garanteret forspring på nøjagtig seks timer, forlod byen. I virkeligheden kunne han have taget den med ro, for Herman Loller brugte flere uger på at rode med maskinen i den tro, at han bare havde indstillet den forkert.

Lovens Lange Arm I en årrække er falskmøntneri en af Victor Lustigs hovedindtægtskilder, men hans egentlige virkemiddel er en 17

I 1934 blev Victor Lustig sigtet for bedrageri. Dagen inden retssagen flygtede han fra arresthuset i New York, men blev pågrebet 27 dage senere. Han erkendte sig skyldig og modtog en dom på 20 år i Alcatraz-fængslet.

Den 11. marts 1947 døde han af lungebetændelse. Under beskæftigelse stod der på hans dødsattest ”i lære som sælger.”

18

næsten hypnotiserende overtalelsesevne. I Oklahoma bliver han arresteret for bedrageri, men besnakker en lokal sherif, S. R. Richards, til at sætte ham fri og købe en af hans seddel-kopimaskiner for 10.000 dollars oveni.

Otte måneder senere bliver han indhentet af den rasende ordenshåndhæver, som stikker en ladt revolver op i hans ansigt. Endnu engang klarer Victor Lustig frisag ved at skælde sheriffen ud over, at han ikke har drejet og skruet på maskinens instrumenter i den rigtige rækkefølge. Sherif Richards får sine 10.000 dollars tilbage. Tror han. Men kort tid efter bliver han arresteret og fængslet i Pennsylvania for at strø om sig med falske pengesedler.

I 1934 er der langt om længe en ubestikkelig repræsentant for Lovens Lange Arm, der pågriber Victor Lustig. Men også fængslet snyder han. Hver gang fængsels­personalet indsamler beskidt sengetøj, gemmer han et lagen. Da han har samlet ni stykker linned, binder han otte af dem sammen til et langt reb, skærer sig igennem tremmerne på tredje etage og flygter med lagnerne som kabel. For ikke at vække opmærksomhed på gaden under sig, firer han sig langsomt ned og pudser omhyggeligt samtlige vinduer, han passerer undervejs.

Hans flugt varer dog kun i 27 dage. Den 5. december 1935 bliver han idømt 15 års fængsel for falskmøntneri.

Dommeren lægger fem år oveni for vindues­pudseri. 

TændstikKER OG FRIMÆRKER DE strøg profitten og brændte fingrene Målt i nutidspenge var den svenske Det er vanskeligt at forestille sig tændstik-konge Ivar Kreuger uden mere uundseelige produkter end tvivl verdens største svindler. Efter sikkerhedstændstikken og frimærket. hans død i 1932 tog det myndigMen i 1920’erne konstruerede hederne 13 år at finde hoved og hale i hans globale tændstikimpeden svenske Tændstik-konge Ivar rium. En kvart milliard dollars var Kreuger et verdensomspændende pist forsvundet eller havde aldrig svindelimperium med udgangspunkt eksisteret, og investorernes tab forårsagede mærkbare spasmer i veri den lille svovlbetrukne træpind. Og densøkonomien. samtidig skovlede en anden svindler Som ung havde Ivar Kreuger i formuer til sig ved at bytte frimærker. løbet af få år forvandlet et par familieejede fabrikker i Kalmar til Sveriges altdominerende udbyder af sikkerhedstændstikker. Ved aggressivt at opkøbe andre tændstikfabrikker samt underleverandører i hele Norden tvang han i 1913 Sveriges største tændstikproducent til at fusionere, og i 1917 grundlagde han Svenska Tändsticks­ aktiebolaget, der ejede eller kontrollerede alt, hvad der havde at gøre med tændstikproduktion i Sverige. I sig 19

selv et beundringsværdigt stoppested for et livsværk, men Ivar Kreugers planer var lagt mere grandiose. Han ville fremstille og sælge alle tændstikker. I hele verden.

For at føre ambitionen ud i livet planlagde han at udlåne enorme pengesummer til krigstrætte europæiske nationer. Som modydelse ville han forlange monopol på landenes tændstikproduktion. Og lånekapitalen, den ville han skaffe i USA.

Hallo, Mussolini?

Allerede under sin første transatlantiske forretningsrejse med luksuslineren RMS Berengaria demonstrerede Ivar Kreuger et helt exceptionelt talent for at iscenesætte sig selv. Forud for sejladsen havde han memoreret en kolossal bunke af fakta og statistik om det tysk-byggede passagerskib og i detaljer udtænkt og skitseret begavede ordvekslinger, som han kunne tryllebinde sine medrejsende med. En hel dag okkuperede han skibets radiotelegrafist og sendte meddelelser til forretningsforbindelser over hele verden. Kun ganske få af dem var autentiske, resten var fri fantasi, kun beregnet til at udruste ham med en aura af mystik og effektivitet allerede inden hans ankomst til New York.

Sit talent for at indgyde respekt hos omgivelserne videreudviklede Ivar Kreuger, da hans forretninger begyndte at rulle i USA. Under et møde med en vigtig 20

bankforbindelse ringede telefonen på Ivar Kreugers skrivebord. Opkaldet var tilsyneladende fra den italienske diktator Benito Mussolini, som fik en skideballe, der kunne vaske sig, og en lodret ordre fra Tændstik-kongen om at få styr på sit lands finanser omgående.

Efter Ivar Kreugers død blev det afsløret, at han havde fået installeret en knap under sit skrivebord, der automatisk fik hans telefon til at ringe, så han på passende tidspunkter kunne kaste sig ud i ærefrygtindgydende samtaler med statsledere og berømtheder fra hele verden.

180.000 dollars om ugen Men skuespillet fungerede efter hensigten, og i løbet af 1920’erne voksede Ivar Kreugers svenske tændstik­ monopol til et globalt finansimperium, der udbød billige statslån til blandt andet Polen, Grækenland, Ungarn og Frankrig. For at rejse kapital udstedte Ivar Kreuger obligationer med rekordstore afkast og var således ikke blot økonomisk redningsmand for forarmede nationer, men også et guldrandet papir for banker og private investorer.

Kun sjældent blev der stillet spørgsmål ved visdommen i at betale op imod 25 procent i årligt udbytte for en investering i et statslån med en rente på kun 6-8 procent. Nysgerrige journalister og obligationsejere 21