Fritidsfiskeriet er levende kulturarv

DAFF vil få fritidsfiskeriet med på Unescos liste over levende kulturarv.

Tekst: Flemming Kjærulf

Kulturarv kan ikke altid puttes i montre. Kulturarv er også det vi gør – det vi foretager os som en del af vores kultur. Det kaldes den levende kulturarv eller på akademikersprog: den immaterielle kulturarv.

Unesco vedtog i 2003 en konvention om beskyttelse af den immaterielle kulturarv, og Danmark tiltrådte i 2010. I år er det igen muligt at indsende bidrag til fortegnelsen, og det er her, fritidsfiskeriet kommer ind i billedet.

I bronzealderen kom fiskekrogene, og man kunne lave nedgarn med træ som opdrift og sten som synk. I middelalderen blev kystfiskeriet efter ål med ruser udviklet, og de store sildeforekomster fik mange af hus for at deltage i eventyret. Senere udvikledes vodfiskeriet fra det lille ”soppevod” til større landdragningsvod og hestetrukne ”revlevod”. Man udviklede også langlinefiskeriet. I takt med de bedre redskaber blev fangsterne større og mere end til ”husbehov”. Resten af fangsten blev solgt.

Tilbage til stenalderen

Fritidsfiskeriet er nutidens version af det årtusinder gamle ”husbehovsfiskeri”, der har udviklet sig helt fra stenalderens fiskegærder. De bestod af flettede hasselgrene, som var fastgjort mellem lodrette pæle i vandet. Fiskegærderne blev sat vinkelret på kysten, og for enden blev fiskene fanget i flettede ruser.

Lever videre i fritidsfiskeriet

Med Jens Vævers opfindelse af snurrevoddet i 1848 skiltes det egentlige erhvervsfiskeri fra husbehovsfiskeriet. Arbejdet på de havgående både blev et fuldtidsjob, og fangsten blev landet alene med salg for øje.

I dag er der stort set intet tilbage af husbehovsfiskeriet som indtægt kombineret med andet arbejde. Der er enkelte bundgarnsfiskere og bierhvervsfiskere, men ellers videreføres den gamle håndtering kun som fritidsfiskeri.

For at beskytte husbehovsfiskeriet som kulturarv, skal man være opmærksom på de traditioner, der stadig videreføres. De særlige kundskaber om grej, metoder, fiskenes tilholdssteder både i tid og sted samt vejr og vinds indflydelse. Fremstilling af grej som ruser, garn og krogliner er også kulturarv. Men beskyttelsen er ikke begrænset til dette. Der skal også gives plads for udøvelsen og for den fremtidige udvikling. Det har Danmark med tiltrædelse af konventionen forpligtet sig til.

Kontakter lokalforeningerne

For at opnå en beskyttelse som levende kulturarv skal vi selv indberette fritidsfiskeriet, når der forhåbentlig bliver mulighed for det i løbet af i år. DAFF vil tage initiativ til det, når det bliver aktuelt, og i den forbindelse vil vi også kontakte lokalforeningerne for at blive klogere på lokale traditioner og

metoder, så beskrivelsen kan blive så fyldestgørende som muligt.

Fra folkedans til Roskilde Festival

Det er Dansk Folkemindesamling ved Det Kgl. Bibliotek, der forvalter 2003-konventionen i Danmark og administrerer hjemmesiden levendekultur.kb.dk.

Men det er udøverne af den levende kultur, der selv har vurderet, hvad der er kulturarv. Sidst, det var muligt at sende forslag ind, var i 2017 og 2018. I løbet af det år sendte foreninger og privatpersoner 43 beskrivelser ind med eksempler på levende kultur i Danmark.

Som eksempler fra listen kan nævnes: Strikning, Roskildefestivalen, piberygning, majtræsfest på Strynø, fremstilling af folkedragter, folkedans og den danske husflidstradition.

Listen er ukurateret. Det vil sige, at alle forslag, der opfylder fortegnelsens få krav, kommer med. Det har været et aktivt valg fra Dansk Folkemindesamlings side, at der ikke finder censur sted i form af en evaluering af, hvorvidt et bidrag bør medtages.

Man skal lægge mærke til, at der netop er tale om levende kulturarv. Formålet er ikke at ”bevare” den levende kulturarv, men at ”beskytte” den, så den kan benyttes, udøves og udvikles som en del af vores kultur. Den levende kulturarv er tradition, nedarvet viden, samvær med hinanden, samvær med naturen, nedarvede-, tillærte og nye færdigheder og mange andre aktiviteter. Det er vigtigt, at registreringen ikke bliver ”den rigtige måde” at udføre noget på, for så er kulturarven ikke længere levende.

FAKTA:

Formålet med kulturarvskonventionen er:

- at beskytte den immaterielle kulturarv - at fremme respekten for de relevante samfunds, gruppers og enkeltpersoners immaterielle kulturarv - at øge bevidstheden om vigtigheden af den immaterielle kulturarv på lokalt, nationalt og internationalt plan og om sikring af gensidig påskønnelse af denne kulturarv - at tilvejebringe internationalt samarbejde og bistand.