4 minute read
Lars elsker international politik
Jeg elsker at undervise i international politik, fordi verden omkring os aldrig står stille
AF MALTHE DAM CHRISTENSEN · MDC@FSL.DK - FOTO MARTIN DAM KRISTENSEN
Hvilke fordele har politik og filosofi?
Jeg får lov til at undervise i det, der interesserer mig, og det, der fylder hos mine elever. Lige nu tager min undervisning udgangspunkt i forskellige temaer som for eksempel klima og bæredygtighed eller international politik. Normalt har man som lærer ikke tid til at sætte sig ind i nye fagområder hele tiden, men fordelen ved at være højskolelærer er, at jeg har mulighed for at lave mit helt eget fag, hvor vi i fællesskab udforsker det, vi synes, der er spændende.
Hvad elsker du allermest at undervise i?
Jeg elsker at undervise i international politik, fordi verden omkring os aldrig står stille. For få år siden var der nogle klassiske politiske teorier, jeg altid introducerede for eleverne. Vi snakkede om, hvordan man kunne forstå verden ud fra henholdsvis Huntingtons og Fukuyamas verdenssyn, men så simpelt er det ikke i dag. Min forståelse for faget bliver hele tiden udfordret af begivenheder som Brexit, valget af Trump eller krigen i Ukraine. Jeg er nødt til at læse nye bøger og gå på YouTube, hvis jeg skal kunne undervise i, hvad der foregår rundt om i verden.
Hvad er det allerbedste ved faget?
Samtalen med mine elever. Når der en gang imellem er en elev, der kommer til mig uden for undervisningen og fortæller, at vedkommende har tænkt over det, vi har arbejdet med, eller udfordrer det, jeg sagde dagen før, så føler jeg, at jeg er lykkedes. Det, at vi er sammen på forskellige tidspunkter af døgnet, giver plads til en friere og mere utvungen samtale mellem elev og lærer.
I hvilken retning ændrer faget sig?
Mit fag ændrer sig heldigvis hele tiden. Fordi vi er en ungdomshøjskole, er det vigtigt for mig, at min undervisning følger med tidens ungdomstrends og tager udgangspunkt i emner, der fylder hos mine elever. For eksempel skal vi i gang med et forløb om naturfilosofi og etik, og det, tror jeg ikke, er et emne, som mange elever havde valgt for ti år siden.
Hvad er dit yndlingsspørgsmål fra eleverne?
Når en elev uden for undervisningen kan finde på at spørge: "Hvordan opdrager du dine børn?", eller: "Hvorfor er du egentlig højskolelærer?". Det er jo ikke spørgsmål, der relaterer sig til min undervisning, men jeg tror, de opstår fra en oprigtig interesse og undren hos eleven. Der kan jeg mærke, at jeg er nået igennem til en elev, og at jeg måske har været med til at sætte nogle tanker i gang.
Hvad håber du, eleverne tager med fra faget?
Jeg vil gerne vise mine elever, at det kan være fedt at tage ansvar for eget liv, selvom det kan virke skræmmende at tage store beslutninger. Jeg forsøger at lave undervisning, der kan give nogle redskaber og aha-oplevelser, som de kan bruge, når de står i vanskelige situationer eller overvejelser om fremtiden. Jeg tror ikke, man kan fremprovokere aha-oplevelser – det kan jeg i hvert fald ikke selv. Men hvis min undervisning bare en gang imellem får eleverne til at opdage, at man kan blive klogere på sig selv og sin omverden ved at tale sammen og være nysgerrige på hinanden, så er jeg glad.
Hvad er det bedste trick, du vil give videre?
Uanset hvilket emne, du underviser i, skal du huske at gøre det konkret. Når man arbejder med teenagere, får man ikke lov til at løbe afsted med abstraktioner. Jeg er blevet en bedre lærer af at arbejde på, hvordan jeg kan formidle spændende og svære emner på en måde, som er håndgribelig for mine elever. Hvis man gerne vil diskutere permakultur og klimaforandringer, så er det jo oplagt at starte med at snakke om elevernes egne forbrugsvaner eller vise dem, hvordan de kan få grøntsager til at gro uden hjælp fra sprøjtemidler.
Hvad har du gjort, som du aldrig kommer til at gentage?
Som ny lærer var jeg for hurtig til at konkludere noget på forhånd. Jeg har lært altid først at spørge eleverne, hvorfor de handler, som de gør. Så har de ofte en god forklaring, og ellers plejer de godt selv at kunne se, at det, de havde gang i, ikke var helt smart. ■
BLÅ BOG
LARS ANDREASSEN har været lærer på Egå Ungdomshøjskole i 18 år og håber på, at hans undervisning i politik og filosofi kan skabe håb og mod hos de 16-19-årige højskoleelever.