Velkommen til en lydløs musiktime

Lydløs musik hitter blandt elever og lærere

På Thomasskolen i Skovlunde larmer musiktimerne lidt mindre end gennemsnittet. Her underviser musiklærer Ken Dolva i et forløb, hvor eleverne lydløst kan øve sig på forskellige instrumenter.

AF MALTHE DAM CHRISTENSEN · MDC@FSL.DK. FOTO: HENNING HJORTH

Tramp, tramp, klap! Tramp, tramp klap! 20 elever bevæger sig i en rundkreds, mens de koncentreret følger deres musiklærers stomprytme. En dreng træder et skridt frem.

»Hej, jeg hedder Rasmus«, siger han med blikket i gulvet og i takt med rytmen.

»Hej – du hedder Rasmus«, svarer resten af klassen og tramper to gange i gulvet.

Det er mandag formiddag, og i 5.B starter musiktimen med en rytmeøvelse og navneleg. En pige er røget ud af rytmen og smiler fra øre til øre, mens hun febrilsk forsøger at tilpasse sine tramp til de andre elevers trin. Til sidst er det musiklærer Ken Dolvas tur til at præsentere sig ved navn. Han træder ind i cirklen, og med et drilsk ansigtsudtryk siger han:

»Hej, jeg hedder Ole-Bent«.

Hele 5.B griner. Musiktimen begyndte som mange andre med lyd og bevægelse, men Ken Dolva har forberedt et mere stille – faktisk næsten lydløst – program for resten af lektionen:

»Nu skal vi i gang med at spille, så I må gerne sætte jer ned igen«, siger han.

Musikundervisning i ørene

Mens eleverne piler tilbage til deres stole, finder Ken Dolva en kasse med miniforstærkere frem og stiller den på klaveret.

»Hvordan er det gået med at øve sangen derhjemme?« spørger han.

5.B er i gang med et forløb om sammenspil, og eleverne har haft deres musikhæfter med hjemme weekenden over for at øve deres roller til popsangen ’Irony’ af sangeren og musikeren Christopher.

»Rigtig godt!« og »Vi kan den udenad«, lyder det fra to af drengene, som har meldt sig til at synge.

Ken Dolva tager en miniforstærker op af kassen og viser, hvordan man kan sætte den i en elguitar eller et keyboard og tilslutte sine hovedtelefoner.

Miniforstærkere, eller earphone-amps som de også kaldes, er en central del af det undervisningsforløb, som Ken Dolva har udviklet sammen med en god ven, og som de kalder ’lydløs indstudering’. Her kan eleverne scanne en QR-kode med deres telefon og få adgang til en video, der viser, hvordan et nummer skal spilles på fx bas, keyboard eller trommer. Når eleverne kobler telefonen, instrumentet og høretelefonerne til miniforstærkeren, kan de både lytte til nummeret og høre, hvad de selv spiller, uden at forstyrre sidemakkeren.

Ken Dolva har oplevet, at musik er et fag, hvor lydniveauet let kan blive enormt belastende. Derfor er den lydløse undervisning hurtigt blevet en fast del af hans musiktimer:

»Jeg vil gerne skabe et behageligt undervisningsmiljø – både for eleverne, men også for læreren. Det giver ro, når jeg kan lægge mere ansvar ud til eleverne og derefter gå rundt og hjælpe dem, der er gået i stå«.

Eleverne har prøvet Ken Dolvas undervisningsforløb før, så hans instruktioner bliver akkompagneret af et sæt utålmodige børnefødder, der tripper efter at komme i gang med at spille.

Selvom undervisningen foregår i stilhed, er det godt at kunne spørge en ven til råds. Derfor er eleverne opdelt i hold på to til tre elever, der øver sig på samme instrument.

Lydløst samarbejde

Kort efter at eleverne har fået en miniforstærker eller en sangtekst, er de spredt ud i to forskellige musiklokaler. Som en gruppe små sceneteknikere arbejder de overalt i lokalet. En pige tænder for et keyboard, en anden sætter miniforstærkeren i en guitar, mens en dreng med hovedtelefoner på trommer så hurtigt, han kan på el-trommesættet og konstaterer, at der er lyd igennem.

»Det lyder forkert, når jeg spiller!« siger en af guitaristerne.

Hendes veninde holder en smartphone op, så de begge kan se skærmen, og sammen lytter de til instruktionen.

»Det er, fordi du skal spille på den her streng i stedet«, siger veninden.

Snart sidder pigerne igen og bevæger hovederne i takt til musikken, som kun de selv kan høre.

Udover at være lærer er Ken Dolva også pædagogisk IT-vejleder på Thomasskolen. Han oplever, at computere og telefoner af og til fylder for meget i undervisningen. Men han mener også, at eleverne kan lære en hel del af at bruge digitale værktøjer:

»Når eleverne har vænnet sig til at bruge instruktionsvideoerne, så bliver de meget mindre afhængige af min hjælp. De opdager, at de selv kan finde svar, og så bliver de også bedre til at hjælpe hinanden.«

»Det er rart at kunne øve sig i fred og ro, men det sjoveste er at spille sammen til sidst«, siger Rasmus Bendix Hansen fra 5.B (t.v.), mens han tager en dansepause.

Sammenspil og sangglæde

I det andet musiklokale er Ken Dolva i gang med at øve rytmer med de børn, der spiller bongotrommer og rasleæg.

»Lyt til sangen, og prøv at se, om I kan følge det samme tempo,« siger han.

En af drengene ryster et rasleæg i den ene hånd, mens han lige så ihærdigt spiser et æble, han holder i den anden.

Ken Dolva har undervist i musik lige siden han blev uddannet lærer for snart 25 år siden. Og han er ikke i tvivl om musiktimernes betydning:

»Jeg synes, de musiske og praktiske fag er vigtige, fordi skolen i en lang årrække er blevet mere boglig og intellektuel. Jeg håber, mine elever ser musik som et frirum og en legeplads, men også som et fag, hvor der er plads til fordybelse og til at øve sig,« siger han.

Ken Dolva arbejder på Thomasskolen i Skovlunde, hvor han underviser i musik, dansk og kristendom. Han har skrevet en række bøger om musikundervisning, senest om undervisning i lydløs indstudering.

Finalen

»Nu er vi klar til at synge!« siger en dreng på vej ind ad døren.

Sammen med to andre har han øvet sig på teksten i klasselokalet ovenpå. Eleverne samles i ét lokale, kobler instrumenterne til højtalere, finder plads foran mikrofoner og afventer, at Ken Dolva sætter dem i gang med at spille.

Trommeslagerne lægger ud. Herefter får pianisterne lov til at spille med. To piger i ens tøj, matchende hvide t-shirts og lyserøde bukser koncentrerer sig om at ramme keyboardets tangenter samtidig. Snart spiller hele 5.B med, og musiklokalet, som få minutter inden sitrede af næsten lydløs koncentration, fyldes nu af sang, klaverakkorder og trommeslag.

Efter nummeret rydder eleverne op og går til frokostpause. På vej ud ad døren stopper en pige op og spørger:

»Ken, kan man egentlig også godt have musik som valgfag?«. ■