Musik kan skabe fællesskab

Hjerneforsker, musiker og professor Peter Vuust:

»MUSIK ER FÆLLESSKABETS RUNDTUR I HJERNEN«

Musik er en del af det at være menneske. Det er en alsidig stimulans for hjernen og en eminent måde til at få børn til at opleve fællesskab og motivation. Og når børn er ægte motiverede, er der ikke grænser for, hvad de kan lære, mener hjerneforsker og musiker Peter Vuust.

AF SIMONE KAMP · SKA@FRIESKOLER.DK - ARKIVFOTO: STEPHEN FREIHEIT

Der er tre forskellige ringeklokker foran det store indgangsparti til den historiske, rødbrune murstensbygning i centrum af Aarhus. To af dem er af ældre dato og har klistermærker på med teksten ’VIRKER IKKE’. Trappeopgangen har højt til loftet, vægmalerier og naturligt lysindfald, i marmorgulvet ligger forsteninger mellem terrazzo og sirlige flisemønstre. Turen går op ad trappetrinnene, der er slidt skæve i den side tættest på gelænderet, gennem store døre, der ikke længere lukker helt tæt, og som man for år tilbage kunne åbne via de røde snore med teksten ’døråbning’. Snorene hænger der stadig og fortæller om, at det her var et hospital engang: lungemedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

For enden af en lang gang på første sal sidder Peter Vuust i et rum med høje og brede vinduer, omgivet af store musikere som Miles Davis, Joseph Haydn, Beatles og mere eller mindre realistiske afbildninger af hjernens og øjets opbygning. Lige bag hans skrivebord står et rødt Nord Stage-keyboard, så han bare skal dreje sig en halv omgang på kontorstolen for at skifte til et musikalsk tastatur.

Peter Vuust er en internationalt kendt og anerkendt jazzmusiker. Han er professor på Det Jyske Musikkonservatorium og på Klinisk Institut ved Aarhus Universitet. Og så er han hjerneforsker og leder af Center for Music in the Brain, der har eksisteret siden 2006 og er førende i verden inden for sit felt.

For hvad er det egentlig, musik gør ved os mennesker? Det er mere eller mindre det, Peter Vuust bruger al sin tid på at undersøge. Og derfor et ret stort spørgsmål at svare på som det første.

»Men«, siger han, »den fremherskende teori er, at vi har musik til at skabe bånd mellem mennesker. Det lyder selvfølgelig meget simpelt, men der er mange delelementer i det«.

Musik skaber bånd og fællesskab

Han fortæller, at musik blandt andet er med til at skabe båndet mellem mor og barn, mellem forældre og børn – og så er musik en god markør for børn i tilhørsforholdet til en gruppe.

»Vi ser det hos børnene, når de kommer i skole og begynder at foretrække noget bestemt musik. Der er noget i den måde, vi danner grupper på, den måde vi arbejder sammen på, den måde musik harmoniserer os. Musik er struktureret, så vi i modsætning til tale kan gøre det mange på en gang – og endda få mere ud af det, når vi er mange om det«. Musik består grundlæggende af to ting, forklarer Peter Vuust: toner og rytmer. Toner har, frem for det at tale med ord, den fordel, at hvis vi synger den samme tone, så bliver det større. Når der for eksempel er 10 i et kor, der synger alt-stemmen, så bliver den stemme kraftigere.

»Det kan vi ikke med sproget. Hvis vi taler i munden på hinanden, bliver det mindre rent akustisk. Toner har muligheden for at gøre, at man føler sig som en del af gruppen, men vi kan også sætte tonerne sammen på en måde, så de skaber en akkord, så vi kan have flere forskellige stemmer på en gang – og dermed kan man udtrykke både individualitet og fællesskab gennem toner. Det er det samme med rytmer. To individuelle rytmer, der bliver sat sammen, bliver til en ny rytme, som giver noget mere«, siger forskeren.

Rytmer kan også få en hel flok til at bevæge sig på samme måde, endda uden at få at vide, at de skal. Musik bliver derfor både fysisk bevægelse, men også noget, vi bliver bevægede af.

»På den måde bliver musik til en slags fællesskabets rundtur i hjernen. Vi bruger høresansen, vi bruger vores motorik gennem bevægelse, vi kan blive følelsesmæssigt påvirkede af musik, og så er det noget, vi tænker over. Alle de ting sidder i forskellige områder af hjernen«, siger han.

»Sprog er derimod i udgangspunktet designet efter en anden model: Jeg taler, og du hører efter. Så siger du noget, og jeg hører efter. Og hvis man er mange om at snakke på samme tid, bliver det bare vrøvl. Støj«. Hvad så med en demonstration, kampråb?

»Der bliver det netop også en slags musik, for når vi har hørt kampråbet én gang, så kender vi det. Så når de råber det igen og igen, får det en rytme, vi kan gentage og bevæge os til –det bliver et sted i kontinuummet mellem musik og sprog«, siger Peter Vuust.

»Hvis børn er motiverede på den rigtige måde, så kan de lære hvad som helst«.

Peter Vuust

Den vigtige identitet og motivation

Vi bruger også musik til at skabe fællesskab i skolen. Peter Vuust husker selv fra sin skoletid på Hasle Skole i den vestlige del af Aarhus, hvordan skolens meget dygtige kor var med til at give en særlig identitet til skolen og de elever, der var med i det.

»Musik giver os en identitet, og det er noget, vi udtrykker vores identitet med. Specielt når vi er børn. Vi bruger den til at skabe relationer og fællesskab. Det kan slet ikke undgås, at børn tager musik ind. Musik er en måde, hvor vi kan bidrage med noget til os selv, når vi skal finde ud af, hvem vi er«, siger han.

På Center for Music in the Brain lavede de for nogle år siden et såkaldt masseeksperiment med 30.000 skoleelever, som viste, at 46 procent af skoleeleverne fra indskolingen til udskolingen dyrker musik uden for skoletiden.

»Det er virkelig mange. Da jeg så det tal, tænkte jeg: Det synes jeg ikke, at den måde, som vi driver politik på, afspejler. Eller den status, som musik har i skolerne. For der er jo aldrig nogen, der vil sige, at vi ikke skal have idræt i skolerne. Men når 46 procent er så vilde med musik, at de rent faktisk dyrker det uden for skoletid, så betyder det også, at vi kan motivere børn ekstremt meget med musik på alle mulige forskellige måder. Og jeg synes faktisk, at man bruger det alt for lidt i undervisningen«, siger han.

Peter Vuust medgiver, at der er flere ting, der kan påvirke vores indlæringsevne, for eksempel genetiske faktorer, baggrund og miljø. Men det er utroligt, hvad man kan lære, hvis man virkelig er motiveret for det, mener han:

»Hvis børn er motiverede på den rigtige måde, så kan de lære hvad som helst«.

Musik har evnen til at motivere børn til at synes, at noget er spændende, og det kan gøre, at de – uden at lægge mærke til det –samtidig lærer nogle andre ting ved siden af. Et godt eksempel er alfabetet: en række af 28 bogstaver i en helt bestemt rækkefølge. Det er der ingen børn i denne verden, der kan lære uden hjælp af musik, siger Peter Vuust.

Det handler ifølge hjerneforskeren om, at vi har en arbejdshukommelse, der bestemmer, hvor mange genstande vi kan holde i vores hoved og manøvrere rundt på samme tid. Den ligger typisk et sted mellem seks og ni. Musikere er bedre til det – Peter Vuust har testet en meget dygtig musiker, der var i stand til at holde 15. Men vi har altså brug for noget at hænge vores viden op på, og der kan musik være en hjælp, siger han:

»Musik giver flere veje ind til hukommelsen, og man får meget stærke hukommelsesspor, når man kombinerer ord med musik. Derfor er det også alsidigheden og variationen i det, vi gør med børnene, der er helt vildt vigtig«.

Near- og far-effekter af musik

En udbredt opfattelse er, at musik kan hjælpe os til at blive bedre til andre ting. Det kaldes i forskningen for transfereffekten. Fænomenet går ud på, at vi lærer en ting inden for ét kognitivt emne, og så bliver vi gode til noget andet. Ifølge Peter Vuust er det dog ikke et særlig godt argument for at have musik i skolerne:

»Det er der to grunde til: Det ene er, at de direkte transfereffekter, som man kalder near-transfer – altså: ”Du lærer at spille klaver, og så bliver du bedre til at skrive på maskine” – de effekter er forbavsende små, men der er dog en effekt. Far-transfer, altså en længere-ude-forbindelse, for eksempel ”drengene lærer at spille musik, og så bliver de bedre til fransk og matematik”, det er der ringe evidens for«, siger Peter Vuust.

»Der er heller ingen musiklærere, der er begyndt at spille musik af den grund. Og der er ingen børn, der vil begynde at spille musik, fordi de vil være bedre til noget andet.

Det er bare en dårlig måde at argumentere på. Men der er til gengæld masser af evidens for, at du ved at spille musik kan lære at koncentrere dig, og at du masserer din hjerne, så der bliver udviklet mange forskellige dele af den. Musik er altså en meget alsidig stimulans af vores hjerner«.

Tidlig og alsidig stimulans

Det er særlig vigtigt at bruge en masse for skellige forbindelser mellem nervecellerne i en tidlig alder, fordi forbindelserne vokser fra fødslen og frem mod fem- til femtenårsalderen – lidt afhængigt af, hvilke dele af hjernen det drejer sig om – hvorefter de falder gennem livet, forklarer Peter Vuust. De forbindelser, man bruger på dette tidlige tids punkt, bliver styrket. De andre skærer man af. Derfor er debatten om børn og skærmtid heller ikke helt irrelevant at inddrage her, mener han.

»Hvis vi giver vores børn for ensidig stimulans, bliver de selvfølgelig rigtig gode til den ene ting, men så kan der være mange andre ting, de ikke bliver så gode til. Sådan som vores verden er indrettet i øjeblikket, bruger vores børn meget tid med skærme, det vil sige, at de får meget visuel og auditiv information ind. Noget af det, vi derfor kommer til at mangle i fremtiden, er det motoriske og det taktile. Der er selvfølgelig mange børn og unge, der dyrker sport, og så får de dele af det derigennem, men noget af det, musik gør, er at koble alle de her egenskaber: det auditive, det visuelle, det motoriske, det følelsesmæssige og det taktile. Det er en måde at få mange af sanserne til at samarbejde på én gang«, siger Peter Vuust.

Og nu er vi ved at være inde ved kernen, afslører forskeren og musikeren: Musik er en del af det at være menneske, og det kan motivere os - måske mere end så meget andet. Og det er hans bud på den allervigtigste grund til at have musik i skolen:

»Hvis man ved, at man skal op og have en fed musiklærer og musiktime, så klarer man nok også de tre matematik- eller historielektioner, der ligger op til. Hvis vi kan holde vores børn glade for at være i skolen, så kan vi lære dem rigtig mange ting«. ■