5 minute read

»Allerede i 3. klasse vidste jeg, at jeg ville være dansklærer«

»Allerede i 3. klasse vidste jeg, at jeg ville være dansklærer«

Yasemin Kilic har tyrkiske rødder og underviser i dansk på en muslimsk privatskole. Hun har selv haft svært ved faget dansk, da hun gik i skole, men en god dansklærer ændrede hendes syn på faget.

Tekst Mette SøndergårdFoto Martin Dam Kristensen

Hvad er det allerbedste ved dansk?

Det bedste er, at jeg kan gøre en forskel i børnenes liv. Mange af mine elever er tosprogede og har svært ved dansk, selvom de er født og opvokset i Danmark og har gået i en dansk institution. Jeg holder mere og mere af faget, jo flere strategier, jeg selv får for at fange de forhindringer og blokeringer, der er i deres sprogtilegnelses-proces. Jo mere, jeg kan prikke, skubbe og hjælpe dem, jo mere kan jeg se, at det gør en kæmpe forskel i deres hverdag og skoleliv. At gøre noget ved deres kernesprog, så de kan komme videre i samfundet, og så de kan lære sproget på lige fod med de andre, er det, jeg brænder for.

Hvorfor valgte du at undervise i dansk?

Jeg havde selv svært ved dansk i folkeskolen. Jeg havde svært ved at være udadvendt, selvom jeg godt kunne sproget. Men så fik jeg en sød dansklærer, som vendte op og ned på mit liv. Hun hjalp mig i gang med at sige mere på dansk, og jeg opdagede, hvor dygtig jeg egentlig var. Så allerede i 3. klasse vidste jeg, at jeg ville være dansklærer. Jeg vil også hjælpe børn, som har svært ved faget dansk.

Hvad elsker du allermest at undervise i?

Læsning og god litteratur. At snakke med børnene om en god bog, en god forfatter, en læseoplevelse. Når jeg får børn til at blive helt afhængige af at læse, så er jeg i den syvende himmel. At åbne op for deres læsemotivation, er det bedste.

Hvad er dit yndlingsspørgsmål fra eleverne?

Når de spørger: ”Hvad betyder det her?” eller ”Hvordan skal jeg forstå det her?” For så er det, fordi de tilegner sig ny viden. Så sætter jeg mig ned og hjælper dem med at forstå det, og så kan jeg glemme resten af verden. Når jeg ser et engagement i det, de ikke har kunnet, og når de viser en interesse for at forstå, så sætter jeg mig ned og griber den – uanset om jeg har pause, eller om jeg har fri. Jeg elsker, når de stiller mig de spørgsmål.

Hvilke fordele har dansk?

Hvis man klarer sig godt i faget dansk, har man stor chance for at kunne klare sig godt i de andre fag. Danskfaget er et kernefag på skoleskemaet. Det er der, de skal have succes for at få succes i de andre fag. Dansk er døren, der skal åbne for de andre fag, hvis børn skal kunne klare sig.

I hvilken retning ændrer faget sig?

Faget er under pres og kan blive fortabt i tiden, fordi så mange begynder at bruge deres eget sprog eller opfinder et helt nyt sprog. Der kommer meget engelsk slang eller andre sprog med ind over. Vi er alle sammen omringet af nye sprog og bliver bombarderet på sociale medier og påvirket af vores omgangskreds. Og det udfordrer både udtalen og den skriftlige formidling i dansk. De udfordringer tror jeg, man har, uanset om man arbejder med et- eller tosprogede børn.

Hvad håber du allermest, eleverne tager med?

Nogle gode sprogtilegnelses-vaner, og at de har fået læsning ind under huden, så det bliver en fast del af deres liv. Jeg håber, de at oplever det som en succes at lære dansk på den rigtige måde, for så bliver det også lettere, når deres tredje og fjerde sprog, engelsk og tysk, kommer på skemaet.

Hvad kan andre lærere lære af dansk?

Fordi jeg arbejder meget med dansk som andetsprog som en fast del af min undervisning, har jeg et stort fokus på ord og begreber, der kan blokere for forståelsen. Derfor arbejder jeg meget med forforståelse af en tekst eller et emne. Vi piller ord og vendinger ud og snakker om dem, inden vi går i gang med den endelige tekst eller temaet. Det kunne man måske også have glæde af i andre fag.

Hvis du må ændre noget ved faget, hvad vil du så ændre?

Jeg kunne godt tænke mig at ændre indholdet i danskfaget. Gøre det lidt mere spændende og attraktivt, tilpasset nutiden og unges interesser. Selvfølgelig skal de have kendskab til kanontekster og mange forfattere. Men jeg kunne godt tænke mig lidt mere hverdagslitteratur, som måske fanger deres interesser bedre og gør danskfaget mere aktuelt, når man ser på læseplanernes indhold.

Hvad er den bedste ide, du har fået i dit fag?

At lade eleverne komme til orde og lade dem overtage undervisningen. Hvis vi for eksempel skal i gang med at læse en bog, så beder jeg en elev præsentere bogen eller undervisningen. Giver ordet til en elev. ”Nu får du muligheden for at være lærer og præsentere bogen – kan du gætte, hvad den handler om?”. Det gør det sjovere, at de får lov til at styre undervisningen, i stedet for at det kun er mig. De bliver mere motiverede og engagerede. Det bliver også sjovere, når man vender det hele og bytter rollerne lidt om. Men at se dem opleve en succes er det bedste – så får man virkelig lyst til at tage på arbejde hver dag.

Hvad har du gjort, som du aldrig kommer til at gentage?

I en periode lagde jeg læringsstilene fra mig og kørte tavleundervisning. Det fandt jeg meget hurtigt ud af, at det skulle jeg aldrig gøre igen. Børn lærer på forskellige måder, og det skal der være plads til. Det må man aldrig glemme. At have en taske med forskellige læringsstile med til hver undervisning. Det er så vigtigt. Men det kan man nemt glemme, når man er ny. ■

This article is from: