3 minute read
Kvinder har indhentet mænd på lønnen
For ti år siden løb mændene med tillæggene og tjente cirka 7.000 kroner mere om året end kvinderne på de frie grundskoler. I dag er forskellen udlignet, og på efterskolerne er kvinderne lønførende.
AF METTE SØNDERGÅRD · MSO@FRIESKOLER.DK ILLUSTRATION JUNIE
7.000 kroner mere om året i gennemsnit. Så meget mere var der i lønningsposen til mændene i forhold til kvinderne på de frie grundskoler for ti år siden. I nogle aldersgrupper var forskellen næsten 9.000 kroner i gennemsnit, selvom arbejdstiden var den samme.
Det skrev medlemsmagasinet Frie Skoler i 2011.
Dengang skulle forklaringen findes i, at mændene snuppede tillæggene – mens kvinderne underviste lidt mere og havde en anelse højere undervisningstillæg.
Sådan forholder det sig ikke i dag, viser et lignende tjek i lønstatistikkerne, som medlemsmagasinet Frie Skoler har lavet. Kvinderne har indhentet mændene, så der i dag er ligeløn på de lokale løntillæg.
På en årsindkomst er der kun 106 kroner i forskel på mænd og kvinders gennemsnitlige lokale tillæg, og det er i kvindernes favør.
På årsbasis er kvindernes lokale løntillæg i gennemsnit 31.497 kroner, mens mændenes i gennemsnit er 31.391 kroner. Tallene er fra 2020 og dækker det frie grundskoleområde. Efterskoler og højskoler er altså ikke med. 2021-tallene forventes at være højere.
Mændene tog posterne
I 2011 var det særligt i aldersgruppen 30-40 år, at det største løngab var at finde. Her tjente mændene i gennemsnit 9.000 kroner mere om året end kvinderne.
Mændene sad på posterne som IT-ansvarlig, lærerrådsformand, tillidsrepræsentant, klasselærer og lignende tillægs-udløsende poster, mens kvinderne underviste lidt mere og i gennemsnit havde 173 kroner mere om året i undervisningstillæg.
Sådan ser det ikke ud i dag, hvor der stort set er ligeløn.
Summen af funktions- og kvalifikationstillæg – altså de lokale løntillæg – er næsten den samme for kønnene. Det er ikke muligt at dykke længere ned i tillæggene og se, hvad de bliver givet for, og hvor meget de enkelte tillæg udløser.
Kvinderne marginalt i front
På efterskolerne har kvinderne overhalet mændene lønmæssigt. Her tjener kvinderne i gennemsnit en månedsløn på 34.870 kroner eksklusive pension, mens mændene i gennemsnit tjener 34.520 kroner i måneden eksklusive pension. Hvordan de tal så ud for ti år siden, var ikke en del af undersøgelsen i Frie Skoler i 2011, hvorfor det er svært at sige noget om udviklingen.
Men hvordan kan kvindernes løn-hop i tillæggene forklares?
En af årsagerne kan være, at tillæggene bliver smurt mere jævnt ud over lærerværelset i stedet for at give tillæg til bestemte funktioner, fortæller Torben Løvschall, konsulent i Frie Skolers Lærerforening.
»Vi ser en tendens til, at de lokale tillæg er mere jævnt fordelt, og det kan være med til at forklare, at kvinderne har indhentet mændene«, siger han.
Flere kvindelige tillidsrepræsentanter
En forklaring kan også være, at flere kvinder har meldt sig til posterne, der udløser et tillæg. For eksempel er flere kvinder blevet valgt som tillidsrepræsentant, hvilket typisk er en funktion, der udløser et tillæg.
I 2011 var 45 procent af tillidsrepræsentanterne i Frie Skolers Lærerforening kvinder. I 2020, hvor løn-tallene er fra, var fordelingen af tillidsrepræsentanter mellem kønnene 50/50.
Peter Houlberg Salomonsen, konsulent i Frie Skolers Lærerforening, tror, det kan være en af forklaringerne. »Flere kvindelige tillidsrepræsentanter medfører i hvert fald flere funktionstillæg for den opgave til kvinderne. Og måske er der også er kommet flere vejleder-opgaver til, som kvinderne i højere grad end mændene påtager sig og dermed får funktionstillæg«, siger han.
De understreger begge, at der er tale om ganske små forskelle, og at det kan være svært at sige noget generelt om udviklingen.
Torben Løvschall vurderer, at uddannelse også kan spille ind på kvindernes løn-hop de seneste ti år. »Måske er der flere kvinder, som tager en efter- eller videreuddannelse, for eksempel en PD som læsevejleder, engelskvejleder eller lignende. På samme vis som vi kan se, at der er flere unge kvinder, der tager lange videregående uddannelser. Dermed vil kvinderne i lidt højere grad end mændene løbe med funktions- og kvalifikationstillæg. Det kan også være en forklaring, men det er ikke noget, vi har statistik på«, siger han. ■
DET TJENER LÆRERNE
PÅ DE FRIE GRUNDSKOLER 1
Kvinderne får i gennemsnit 36.119 kroner/måned (ekskl. pension).
Mændene får i gennemsnit 36.062 kroner/måned (ekskl. pension).
På grundskolerne udgør kvinderne 68 procent, mens mændene udgør 32 procent.
PÅ EFTERSKOLERNE 1
Kvinderne får i gennemsnit 34.870 kroner/måned (ekskl. pension).
Mændene får i gennemsnit 34.520 kroner/måned (ekskl. pension).
På efterskolerne udgør mændene 53 procent, mens kvinderne udgør 47 procent.
PÅ HØJSKOLERNE ²
En højskolelærer tjener i gennemsnit 34.554 kroner/ måneden (ekskl. pension).
1Kilde: www.loenoverblik.dk (Løndata stammer fra forhandlingsdatabasen på det statslige område i 2. kvartal 2020).
² Kilde: Lønundersøgelsen, Frie Skolers Lærerforening foråret 2021. Tallene er baseret på medlemmernes besvarelser.