SPIL BOLDEN FYN

FORORD

SPIL BOLDEN FYN

Til februar 2023 stopper jeg som biskop efter ti år på posten. Ti gode og spændende år, som jeg har været utroligt glad for.

Det sætter nogle tanker i gang – om Fyn og Fyens Stift, og os der bor her.

Fyn er en ø, og Fyens Stift er en række øer med havnebyer og lange, smukke kyststrækninger, omkranset af glitrende og indimellem brølende bølger.

Men ét er at være en ø fysisk og geografisk; noget andet er, om man ’opfører’ sig som en ø. Understreger man sin egenhed og trækker sig lidt tilbage? Eller læner man sig ud – ud over kystlinjerne, tager fat i andre og spiller ind med alt det, man er og kan og gør?

Jeg stemmer klart for det sidste! – Og det er også sådan, jeg opfatter Fyn. D erfor er det heller ikke billedet af en ø, der dukker op, når jeg tænker på Fyn. Det er billedet af en bold.

Ja, en bold. En stor rund bold, der ligger dér, godt placeret i midten af riget mellem Jylland og Sjælland. En bold, der sætter spillet i gang, som sætter sig selv i spil og spiller ind med alt det, den fynske muld både bogstaveligt og i overført forstand bugner af.

Der er på Fyn en grundlæggende kombination af tradition og frihed. En forståelse af, at vi er rundet af noget. Vi er ikke de første mennesker i verden. Vi står på skuldrene af dem før os, og nyder godt af alt det, de har gjort og givet. Det giver os en pligt til at give noget videre til de kommende generationer. Noget af det, vi selv har fået.

Ikke sådan at vi bare skal kopiere fortiden. Vi skal give den videre ind i tiden og til tiden. Som enhver frugtavler og gartner ved: Frø skal sås, spire, vokse og gro, så noget nyt kan blive til. Noget som er rodfæstet, og som samtidigt rækker sig ud og frem mod den verden og tid, som er og som skal komme.

Det betyder også, at på Fyn forandrer man ikke bare for at forandre, og samtidigt har man sans for, at det ’bare at stå’ risikerer at blive det samme som ’at gå i stå’.

Forandringer sker derfor ikke over en nat på Fyn. Det skal man vide, og det har jeg sat pris på.

Noget andet, der præger Fyn og fynboer, er den lokale forankring. Projekter, ideer og forandringer sker bedst, når de gror nedefra og er lokalt forankrede. Det er set herfra en sund modvægt til centralisering og styring. Selvfølgelig kan det kamme over og blive til egenrådig selvtilstrækkelighed, men sådan bliver det ikke på Fyn, siger vi fynboer til hinanden.

Ja, og så er der alt det meget andet, som tegner Fyn: Frugtplantager, gartnerier, robotteknologi, velrenommerede virksomheder, forskning og videbegær, foredragskredse og højskoler og efterskoler, kunst, sangglæde, ord og fortællelyst. Der er nemlig på Fyn en god lang tradition for det frie ord og den frie tanke baseret på de grundtvigsk-koldske tanker om livsoplysning, historie, sprog og kultur og altså det, som danner os som mennesker. Hånd og ånd.

Fyn har meget at spille ind med. Det gælder også kirkeligt. Man ved, at kirken er der, og hvor den er. Man kommer, når man har brug for den – til livets og årets højtider og indimellem. Og det er godt. Menighedsrådsmedlemmer, præster og ansatte i de fynske sogne spiller meget konkret sig selv ind, for eksempel når det gælder den grønne omstilling, socialt arbejde for de mest sårbare i vores samfund, børn og unges dannelse – og i forhold til at tage godt imod flygtninge og migranter.

Vi skal gribe hinandens bolde og spille dem videre, kaste nye bolde op, sætte ting i gang. Nogle gange falder boldene til jorden, andre gange bliver man smidt ud af banen eller gjort til kastebold mellem nogle andre. Men vi skal blive ved. I sikker forvisning om, at det kaster noget af sig, noget godt. For den øvrige del af landet og for Fyn. Så spil bolden!

TINE LINDHARDT

Biskop