UKRAINSK FLYGTNING PÅ FYN

I præsteboligen i Vollsmose bor den unge kvinde Alona Medved, som er flygtet fra Ukraine sammen med sin søn. Her tegner sognepræst Jens Lind Andersen, som er gift med hendes mor, et portræt af flygtningen og hendes situation.

AF JENS LIND ANDERSEN, SOGNEPRÆST I VOLLSMOSE OG MIGRANTPRÆST I FYENS STIFT

Alona er 27 år gammel og mor til en dreng på et år. Indtil for nylig levede hun et moderne storbyliv i Kiev. Hun havde et internetfirma, der solgte babytøj og babyudstyr. Hun boede i en fin treværelses lejlighed på 18. sal. Alona arbejdede i et rejsebureau, da jeg mødte hende første gang. Senere blev hun chefsekretær for et firma, der solgte modetøj og sko. Hun var også fotomodel for firmaet. Og så har hun en eksamen fra politiakademiet, som kaldes ”politijurist”. Alona er en af de meget få ukrainere, der taler et hæderligt engelsk. Det kan hun takke sin mor for, der betalte for privatundervisning i engelsk og med hård hånd tvang sin datter til at passe undervisningen.

Nu bor hun i Vollsmose Præstegård. Jeg er gift med hendes mor. Jeg var med til hendes søns barnedåb i Kiev sidste sommer. Jeg var med til hendes bryllup. Det er fuldstændig surrealistisk at tænke på. Hendes mand var professionel fodboldspiller; men så gik han ind i sin fars firma, da han skulle være far; og efterhånden overtager han mere og mere le-

Til sidst kom sorgen og fortvivlelsen over at se husene blive bombet, at se familie og venner lide under jorden, at høre om sårede og dræbte venner og bekendte, at sidde i Odense langt væk fra manden og byen og livet, hun kendte.”

Alona Medved med sønnen Matvej, som blev døbt i Kiev sidste sommer delsen af det. Firmaet reparerer og servicerer lastbiler; og de holder tappert åbent på trods af krigen. Alexander sidder helt alene i lejligheden på 18. etage og savner sin kone og sin søn, som han ser gennem mobiltelefonen. Alona er mor på fuldtid, mens hun langsomt forsøger at finde sig til rette som flygtning i det danske samfund.

Hvis jeg skal forsøge at beskrive Alonas sindstilstand, så vil jeg sige: Først var det vantro og chok. Alona kunne simpelthen ikke tro på, at Rusland virkelig angreb dem: Det er jo vores venner, det er jo vores familie. Kiev er jo Ruslands moder! (Rusland er opstået som en del af Kiev-riget i middelalderen) Kan en søn virkelig finde på at angribe sin mor! Dernæst var det vrede, en hel vild, indædt og ustyrlig vrede: Det her finder vi os bare ikke i! Til sidst kom sorgen og fortvivlelsen over at se husene blive bombet, at se familie og venner lide under jorden, at høre om sårede og dræbte venner og bekendte, at sidde i Odense langt væk fra manden og byen og livet, hun kendte, uden at vide, hvad fremtiden bringer. Og de tre følelser lever ved siden af hinanden. Det er hårdt at være vidne til. Det kunne røre et hjerte af sten.

Jeg kan ikke få Alona til at sige ét ondt ord om Danmark: ”Danmark åbnede døren for mig og mit barn og sagde velkommen. Her føler jeg mig rolig og tryg. I øjeblikket forsøger mit barn og jeg at falde til ro fra den stress, vi fik i Ukraine, da vi sad i kælderen og gemte os for bomberne”.

Der er dog ingen tvivl om, at Danmark er et fremmed land med en fremmed kultur, som Alona ikke forstår; men det er hun for høflig til at komme nærmere ind på. n