105 mm
3
145 mm
20,5 mm
”
1973) er journalist og var en kendt skribent i Sudan, indtil censur fik hende til at opgive jobbet som journalist. Hun var ansat i FN, da hun i sommeren 2009 skabte overskrifter som centrum i en retssag om kvinders ret til at gå med bukser. Hun kunne have valgt at beskytte sig bag den immunitet, hun havde som ansat i FN, men valgte at tage kampen op. Hun er opvokset i en traditionel, sudanesisk familie og blev gift som 30-årig med en meget ældre mand. I dag er hun enke og berømt i sit hjemland for sin kamp for kvinders rettigheder.
I Sudan bliver over 43.000 kvinder hvert år anholdt for at krænke den offentlige moral. Ofte uden at vide, hvad de har gjort forkert. Straffen er pisk, fængsel eller bøde, og de bærer den i stilhed, i skam. En personlig og medrivende historie om en kvinde, der gjorde oprør mod fordømmelse, undertrykkelse og udstødelse. En kvinde, der kæmper for at give tusindvis af kvinder en stemme – og et bedre liv.
Retssagen har bragt hende på kant med det sudanesiske styre, men hun har truffet sit valg: hun kæmper videre.
ISBN 978-87-12-04552-6
GADS FORLAG
GADS FORLAG
3
HUN BLEV STRAFFET FOR AT GÅ MED BUKSER. NU RÅBER HUN OP PÅ TUSINDVIS AF KVINDERS VEGNE.
40 PISKE SLAG LUBNA AHMAD AL-HUSSEIN
105 mm
”Jeg blev dømt for at have krænket den offentlige moral. Ligesom de femten kvinder, der blev anholdt sammen med mig. Og sådan som kvinder i Sudan bliver det hver dag. Ikke en eneste har vovet at indgive en klage. Af skam. … Når jeg træder ud på gaden med zebrastribet ryg, vil jeg ikke vække medynk, men afsky. En amoralsk kvinde … Jeg er skyldig i en forbrydelse: Jeg har gået i bukser.”
”Forandringen sker ikke fra dag til dag; det er en lang vej, men vi er slået ind på den. Et skridt ad gangen kommer vi ud af ekstremismen, fundamentalismen, til vi når målet, som ikke består i retten til at gå i lange bukser, men i retten til frihed, og den begynder med retten til at klæde sig, som man vil.”
215 mm
LUBNA AHMAD AL-HUSSEIN (født
Lubna Ahmad al-Hussein var en af de kvinder, der blev arresteret den aften. Hendes held var, at hun er en kendt journalist – og havde modet og kræfterne til at gøre modstand. Hun nægtede at bøje ryggen og tage sin straf i stilhed. I stedet råbte hun op og fik hele verden til at lytte.
LUBNA AHMAD AL-HUSSEIN
En sommeraften i 2009 bliver en gruppe kvinder arresteret på en restaurant i Sudans hovedstad, Khartoum. Deres forbrydelse: De har bukser på.
40 PISKESLAG
“
EN EFTER EN ERKLÆRER DE SIG GRÅDKVALT SKYLDIGE. EN EFTER EN BLIVER DE FØRT IND I ET TILSTØDENDE LOKALE. EN EFTER EN BLIVER DE ANBRAGT, SOM VAR DE KORSFÆSTET, MED ANSIGTET IND MOD EN MUR, DER ER TILSØLET MED OPKAST OG BLOD. … EN EFTER EN UNDERKASTER DE SIG STRAFFEN.
145 mm
40 Piskeslag
25/02/10
15:52
Side 2
40 Piskeslag
25/02/10
15:52
Side 3
40 PISKESLAG Lubna Ahmad al-Hussein i samarbejde med DjĂŠnane Kareh Tager
GADS FORLAG
40 Piskeslag
25/02/10
15:52
Side 4
40 PISKESLAG er oversat fra fransk af Christian Axel efter “40 coups de fouet pour un pantalon”, Lubna Ahmad al-Hussein Copyright © Plon 2009 Dansk udgave: © 2010 Gads Forlag This book is published by arrangement with Literary Agency Wandel Cruse, Paris Forlagsredaktion: Dorte Skovgaard Wihre Projektledelse: Marianne Moring og Gitte Lyngs Omslag: Lene Nørgaard, Propel Omslagsfoto: Helle Moos Typografi: Lymi DTP-Service Tryk: Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-12-04552-6 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gads-forlag.dk
40 Piskeslag
25/02/10
15:52
Side 5
Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
7
Kapitel 1 Mine bukser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
9
Kapitel 2 Omdurman, en sudanesisk barndom . .
27
Kapitel 3 En verden hører op . . . . . . . . . . . . . . .
47
Kapitel 4 Wad Madani eller jagten pĂĽ friheden . .
64
Kapitel 5 Nej! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
81
Kapitel 6 Abdel-Rahman . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
97
Kapitel 7 Historien om kvinder og klĂŚder . . . . . 121 Kapitel 8 40 piskeslag for et par bukser . . . . . . . 140 Kapitel 9 Retur til Omdurman . . . . . . . . . . . . . . 166 Epilog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 185
40 Piskeslag
25/02/10
15:52
Side 6
40 Piskeslag
25/02/10
15:52
Side 7
Forord
M
in historie er ikke en personlig historie. Jeg blev xikke anholdt og idømt straf, fordi jeg er journalist, heller ikke fordi min journalistik giver mig en vis anseelse i Sudan. Min historie er en skandalehistorie. Er jeg kilden til den, eller er de? Jeg har ladet hånt om min ære, siger de. Begrebet ære er af største betydning hos os. Men min ære er ikke blevet berørt. Min æresfølelse er endda større i dag, end den har været nogen sinde før. Min historie er ikke kun min. Den tilhører de femten kvinder, der blev anholdt samtidig med mig på en dyr restaurant i Khartoum, og som blev pisket samme dag. Min historie tilhører de hundreder, ja, tusinder af kvinder, der hver dag, hver måned, hvert år bliver pisket efter en hurtig dom i vores uhyggelige domstole, der behandler sager om brud på “den offentlige moral”. De udstår deres straf i tavshed, de tørrer det blod af, der er strømmet ned ad ryggen og armene på dem, og de forsvinder rødmende med bøjet hoved. De forsvinder, dødsdømte, dømt til udstødelse, omgærdet af skam til deres dages ende. Fordi vores samfund ikke vil tro på, 7
40 Piskeslag
25/02/10
15:52
Side 8
at en kvinde bliver pisket bare på grund af sin påklædning. Min advokat og mit hverv i FN bevirkede, at min sag blev udskudt et par dage, så jeg kunne nå at forberede mig. Jeg fik trykt fem hundrede kort, fem hundrede invitationer, som jeg sendte til journalister, forfattere, intellektuelle og kvinder. Jeg sendte dem til mine støtter og til dem, der håner mig. Jeg ville, at de med egne øjne skulle se mine anklagere, at de med egne ører skulle høre mit anklageskrift blive læst op. Jeg blev dømt for at have krænket den offentlige moral. Ligesom de femten kvinder, der blev anholdt sammen med mig. Og sådan som kvinder i Sudan bliver det hver dag. Ikke en eneste har vovet at indgive en klage. Af skam. Min sag falder nu ind under paragraf 152 i den sudanesiske straffelov, som straffer de kvinder, der som jeg har “krænket den offentlige moral”, med fyrre piskeslag, en bøde eller begge dele på én gang. Altså amoralske kvinder. Når jeg træder ud på gaden med zebrastribet ryg, vil jeg ikke vække medynk, men afsky. En amoralsk kvinde … Jeg er skyldig i en forbrydelse: Jeg har gået i bukser.
40 Piskeslag
25/02/10
15:52
Side 11
dæmpe hans vrede, hun blev kastet i vandet, forenet med floden. Guden glædede sig. Han glædede sig så meget, at han hvert år overøste faraoen og hans folk med sine velsignelser, han skænkede dem jordens frugtbarhed og landets frodighed. Og sælsomt nok svulmede Nilen op ved afslutningen af den tørre årstid og efterlod sig det dyrebare dynd, som gjorde dens bredder mørke og klar til at modtage sæden. En kvinde blev ofret til floden, for at de frodige afgrøder kunne spejle sig i dens vand. En kvinde blev ofret i glæde.
Uddrag fra bogen
Det er fredag, den ugentlige fridag i Sudan som i de fleste andre muslimske lande. Fredag den 3. juli. Klokken er næsten ni om aftenen. Modvilligt forlader jeg en familiesammenkomsts døsige hygge. Den har selvfølgelig drejet sig om min kusines bryllup. Festen skal være overdådig, allerede for et par uger siden lovede jeg at reservere den sal, hvor den skal holdes. Dagen nærmer sig. Jeg sætter mig ind i min bil. Det tager under en halv time at køre til Al-Ryadh, Khartoums fashionable kvarter, og den nye moderne restaurant, Oum Kalthoum, “Orientens Stjerne”. Jeg synes godt om stedet på grund af dets afslappede atmosfære. Ingen prangende luksus, men en stor patio med marmorgulv og et tag af træ og lærred, hvorfra der hænger guirlander, som lyser i alle farver. Journalister og forfattere kommer der dag og nat. De sætter sig bekvemt til rette i bambuslænestolene omkring en shisha, en vandpibe, og en kop te og ordner verdenssituationen under de enorme loftsvifter. Jeg mødes somme tider med dem på vej fra FN-hovedkvarte11
40 Piskeslag
25/02/10
15:52
Side 12
ret, hvor jeg i to år har arbejdet i kommunikationsafdelingen. Siden jeg blev tvunget til at opgive journalistikken. Men fredag aften er der fest på Oum Kalthoum. Orientalsk fest. Stedet er som forvandlet. Folk strømmer til, familier, børn, gamle, unge og knap så unge, for at hylde Mohammed Sharkaoui, en ung egyptisk sanger, som har specialiseret sig i at genfortolke den arabiske verdens store hits. Jeg kommer for at træffe aftale om bryllupsaftenen, men det er tydeligvis et dårligt tidspunkt. Musikken kan høres helt ud på fortovet. I patioen er der sat flere stole frem, så man kan tage imod næsten fire hundrede gæster. Folk ler, børnene hopper omkring foran scenen og endda på bordene, de gamle morer sig. Kvinderne er smukke i deres farvestrålende festtøj under deres slør, som nonchalant er slynget om hovedet. Jeg kaster et blik på mine gamle bukser, der er for store, og på det tykke sjal, jeg hastigt har bundet om hovedet for at dække mit hår. Oum Kalthoums direktør holder diskret øje med sine gæster. Jeg skulle egentlig mødes med brudens forældre i restauranten, men de har været der og er gået igen. Jeg sætter mig bag i salen i nærheden af kassen. Mens jeg venter på, at festen skal ebbe ud, lader jeg mig rive med af stemningen. De vedholdende, monotone egyptiske sange efterfølges af en vild libanesisk dabké. Nogle dansere springer frem fra publikum og farer hen bag Sharkaoui. De holder stolt hinanden ved skuldrene, banker rytmisk deres hæle i gulvet, sætter sig på hug, rejser sig hurtigt igen, strækker et ben frem foran sig, hvirvler rundt. Synet af denne dabké fascinerer mig. 12
40 Piskeslag
25/02/10
15:52
Side 13
Hvad er det, den minder mig om? Jamen, selvfølgelig! Det er den traditionelle dans hos shaïkiaerne, en arabisk stamme i Nordsudan! Jeg ved ikke, hvornår det gik op for mig, at musikken var holdt op, at danserne brat var standset midt i deres bevægelse, og at latteren og bifaldet var forstummet. Var det mens jeg sad og udviklede min teori om slægtskabet mellem shaïkiaernes og libanesernes danse? Eller mens jeg ringede til mine venner, så de kunne lytte med på musikken, og jeg kunne fortælle dem om min aften? Jeg ser i samme retning som kvinden ved siden af mig, ser mig omkring i lokalet. En, to, tre … tolv politibetjente har taget opstilling mellem bordene. Seks grupper med to betjente i hver. De gransker tilskuerne. Leder de efter en tyv, en forbryder? Jeg ser dem på afstand nærme sig en kvinde og give hende en ordre. Hun rejser sig, tager tre skridt. Jeg har svært ved at skelne hendes silhuet i halvmørket. Hun vender tilbage til sin stol og sætter sig ned igen. To andre kvinder har uden tvivl fået samme ordre. De rejser sig, tager tre skridt og vil vende tilbage til deres plads, men bliver hensynsløst skubbet af sted og ført langs muren, som går i forlængelse af indgangen til Oum Kalthoum. Jeg har ikke set de to mænd, der trænger sig ind på mig, komme. Jeg hører dem uden at se dem. “Rejs dig op!” “Gå fremad!” Jeg rejser mig op. Jeg går fremad. Et skridt, et til. “Vend dig om!” 13
40 Piskeslag
25/02/10
15:52
Side 14
Jeg tænker ikke, jeg gør, hvad de forlanger. De tøver. Brøler igen: “Derover!” Derover, det vil sige over til muren. Jeg bliver ved med at gå fremad, som en robot. Jeg trykker mig ind mod muren. Publikum overværer stumt denne mærkelige kvindeballet. Børnene, som for få minutter siden havde leget på og mellem bordene, har søgt tilflugt i deres forældres arme. De bliver pludselig vidner til en fuldvoksen version af “røvere og soldater”. “Soldaterne”, de “gode”, er selvfølgelig de bevæbnede politifolk. Men hvem er så “røverne”, de “onde”? Deres mødre? Dette skuespil oprører mig. Jeg drejer hovedet mod venstre, hen mod udgangen. Og jeg ser gaden, som er blokeret af politibiler og invaderet af nysgerrige, der står på tæer for ikke at gå glip af den mindste smule af dette improviserede skuespil. Nu er vi femten. Femten kvinder, der er kommet for at more sig, de fleste sammen med familien, deres mænd, deres forældre, deres svigerforældre, deres onkler, deres tanter, deres børn. Femten kvinder, der nu er stillet op mod en mur, udsat for offentlig skam og skændsel. Medmindre der er tale om en optagelse til et afsnit af “Skjult kamera”? Tanken morer mig, mens jeg næsten smilende betragter de tolv politimænd, der har afsluttet deres lokaliseringsrunde og nu har front mod os. Jeg smiler stadig. Jeg forestiller mig, at jeg er model og skrider ned ad catwalken i Paris eller New York. Jeg har den foreskrevne højde, en meter og tooghalvfjerds centimeter. Måske et par kilo for meget? Det er en bi14
40 Piskeslag
25/02/10
15:52
Side 15
ting. Hvad mit tøj angår, foretrækker jeg at glemme det. Bukserne er uformelige, fordi de er for store, sjalet er på størrelse med et badehåndklæde. Jeg tænkte ikke på at skifte, inden jeg kørte til Oum Kalthoum. Ellers ville jeg sikkert have haft mine nye bukser på, som passer, og et lille, let slør, der ville have dækket mit ulasteligt føntørrede hår. Jeg trækker instinktivt sjalet tættere sammen om hovedet for at skjule min sjuskede frisure. Den frisure, man har en fredag i familiens skød. Festen er slut. Omgivet af “soldaterne” tilbagelægger femten “røvere” i gåsegang de få meter, der adskiller dem fra udgangen. Så standser de på fortovet, så skaren af nysgerrige, der holdes på kort afstand af politiet, også kan nyde synet af en gratis modeopvisning. Jeg opdager et par velkendte ansigter, og der udveksles opmuntrende blikke. Skuespillet er ikke slut, venner. Se på os i denne politibil, hvor vi sidder sammenstuvet i bunden ved fødderne af bevæbnede mænd, der taler grimt til os. Se på den kvinde, der forgæves prøver at komme ind til os, som hiver op i sin nederdel for at klatre op til os, op ved siden af sine søstre, som er i lange bukser. Hun råber, hun græder, hendes søstre græder også. Hun bliver hensynsløst og brutalt fjernet. “Ryk tilbage!” Se godt på os, venner, se på os gennem tremmerne, se på disse kvinder, som har brudt loven. Politibilen fjerner sig i en frygtelig larm. De ser stadig på os. Jeg bøjer ikke hovedet. Hvorfor skulle jeg dog det? 15
40 Piskeslag
25/02/10
15:52
Side 16
Jeg er blevet offentligt ydmyget, men jeg skammer mig ikke. De andre kvinders tårer irriterer mig. Hvorfor græder de? Jeg forsøger mig forgæves med overbærenhed, jeg må have denne jamren til at høre op. Jeg prøver med det gode, men skælder så ud. Et første slag i hovedet. Endnu et. “Hold kæft!” Ordren smælder, og jeg løfter hovedet. Jeg betragter himlen, og jeg ser, at politibetjenten sidder bøjet hen mod mig med løftet hånd, han slår mig igen. Jeg ser ham i øjnene. En udfordring for meget? Jeg knuger min mobiltelefon i hænderne. Den er slukket. Jeg slukkede den på restauranten, da jeg nåede hen til muren. Sådan er loven. Han bøjer sig frem for at tage min telefon. Min eneste forbindelse til omverdenen. Jeg klamrer mig til telefonen af alle kræfter. Jeg ved ikke, hvad klokken er, jeg ved ikke, hvor langt vi har kørt. Min telefon kan ikke modstå denne jernhånd. Som i en dårlig film ser jeg den lette, gå fra hinanden og spredes i bunden af bilen. Med en latterlig bevægelse samler jeg selve telefonen og batteriet op. Jeg leder efter simkortet, som er forsvundet. Politibetjenten leder også efter det i bræddegulvets revner. “Giv mig det! Kom så! Vil du lege oprører?” Slagene regner ned over mit hoved. Jeg fandt aldrig det sim-kort igen. Vi kører forbi først én politistation, derefter en anden uden at standse. Politibilen kører langsomt rundt i Khartoums gader med sin last af kvinder. Varmen er kvælen16
40 Piskeslag
25/02/10
15:52
Side 6