DEN DUMMESTE PIGE I VERDEN
Morgan
Jeg mødte Morgan i vintermørket efter at have festet på en juicebar i Doggy Bag. Vi skulle begge hjem til Suppe med det sidste tog. På stationen havde vi mast os ind på en tætpakket natmadscafé. Vi var de første to, der nogensinde havde bestilt smoothien Tilsodet Nat Booster. Smoothiedrengen med de rødsprængte, hårdtarbejdende øjne råbte det begejstret til os flere gange, “FØRSTE
GANG JEG SÆLGER FLYDENDE
ASKE, BITCHES.” Vi fik øje på hinanden dér ved disken, så hinandens grå tænder, der bed sammen om sugerørene.
Jeg glemmer ikke billedet af Morgan, der drikker, som suger hun cement op fra en kværn. Hendes lidenskabelige ansigt.
Det hule i kinderne. Runde øjne, der synes at lægge mærke til alt. Lyse fingre om et papkrus, den anden hånd hårdt om diskens stålkant. Et signal. Kom til mig. Var Morgan en slags levende død? Et væsen fra et eventyr? Hvad skulle jeg gøre med mit pludselige begær? Vi fulgtes hjem i toget uden at sige meget. Vi udvekslede platforme og cybernavne. Weekenden efter ringede jeg på ved hendes kollegieport, sagde, “det er Lola.” Vi var begge stadig nye i Suppe, boede lige om hjørnet fra hinanden: jeg på mit stenede, lejede værelse i en murstensbygning på et vindblæst hjørne. Morgan på byens
ældste, mest herskabelige kollegium. Hun buzzede mig ind. Jeg gik op ad trapperne, gennem fælleskøkkenerne. Unge i hårede sweatre sad med deres tekander og skærme. I stuerne lå militærstøvleklædte kroppe bunket i sofaer, gloede op i den afskallede stuk. Fra bunkerne steg hviskende stemmer. Morgans lejlighed var den sidste på gang 111. Hun åbnede døren, begyndte at snakke, som om vi altid havde kendt hinanden, “… du kan bare smide jakken hér, jeg samler på træbøjler, men spraymaler dem metallic, elsker alt metallic”. Under grydelåget knaldede popcornene. De var sorte, da hun endelig serverede, men jeg guflede ivrigt. Lod, som om det ikke gjorde ondt at knase de hårde majs. Jeg ville vise hende min hengivenhed. “Skal vi se gys?” spurgte Morgan, pegede over mod sin sofa og den gamle iMac, hun havde fundet i storskrald. Den stod som et fossilt kranium med sit fyldige, gennemsigtige baghoved på hendes skrivebord. Vi så en film, hvor dyreskeletter – antiloper, katte, prærieulve – dukkede op i en middelklassefamilies toiletkumme og badekarssæbeskum. Hvor papmachéknogler fægtede med hinanden, og tissende børn løb forskrækkede ud efter deres mødre med underbukserne som flåede kaninpelse om anklerne. Jeg trak tæppet op om hagen.
“Har du set Midnatskontakt?” spurgte Morgan vågent – mine øjne kløede af træthed, “den, hvor teenagerne smitter hinanden med en dødelig virus, hver gang de kysser?” Det var netop midnat. Jeg rystede på hovedet, skuttede mig og forsvandt ned i pyntepuderne: jeg skulle holde mig vågen for evigt, så længe Morgan trykkede play, skulle jeg aldrig sove.
Når jeg kiggede på min nye veninde, der var som suget ind i skærmen, var hendes profil skarp, huden blålig. Selv var jeg også bleg. Mere rødmosset, plump. Arrene fra min teenageakne sad i en række øverst i min pande som en lille tornekrone. Mine bryster var små som bumser. Som pige i min hjemby Sukker havde jeg hurtigt opgivet at være smuk.
Det havde været nemt: Jeg var oppe imod min Mors altid vandondulerede hår, min ældste storesøster Lenis blond babe-look og min yngste storesøster Alices emoynde. Selv min bedste ven Miles bevægede sig adræt, og jeg havde aldrig set hendes porer forvandle sig fra sandkorn til sortrøde kratere. Nu overgav jeg mig modstandsløst til Morgan. Det løb i mit blod at melde mig ud af konkurrencer, hvis jeg var blevet inviteret med ind i dem mod min vilje. I stedet lagde jeg anklerne over Morgans lår i sofaen. Mærkede varmen i fødderne. Så i smug på hende. Hun greb fat i min storetå og klemte hårdt. “Jeg er lige fyldt enogtyve,” fortalte hun, i hendes sorte hår var der allerede smalle grå striber. Jeg var tyve, sagde jeg, tyve, mit sjasktynde hår var platinblondt, pisgult. Mit hår var det eneste engleagtige ved mig. I ugerne der kom, købte jeg en sort cremehårfarve: lagde en stribe fra issen og ned mod højre øre. På den måde matchede vi i negativ. Det føltes som en vigtig kontrakt. Morgan var en klasse over mig, det vidste jeg med sikkerhed, selvom jeg intet kendte til hendes fortid. Jeg havde kun opsnappet, at hun havde boet et år i Californien, at hun havde tilbragt noget af sin barndom i byen Twilight, og at hun nu læste på Suppes universitet. “Jeg studerer en master i geopolitisk orientering og desorientering,” sagde hun henkastet og smilende, var
det en joke? Jeg ville heller aldrig komme til at vide præcis, hvem hun var, for Morgan fortalte mig så mange versioner af sig selv, at ingen af dem virkede pålidelige eller fuldendte.
Dén aften tjekkede jeg bare Morgans kejtede energi ud. Den skødesløse omgang med dyre ting, som afslørede hende –vandet fra hanen løb over bling-gulduret på hendes håndled, da hun vaskede popcornskålen, “åh, nu glemte jeg igen at passe på, jeg købte uret antikt for mine stipendiepenge, tiden er vigtig for selvdisciplinen, ikke?” Det lækkertslidte tøj, der lignede et forsøg på at undslippe privilegiernes spor og tildække den benede krop. Uldstrømpebukserne med de velplacerede huller. Kappen. Bæltet. De måneformede neglebånd. Den underspillede, urolige selvsikkerhed. Måske var hun en raffineret mønsterbryder; en dygtig skuespiller, god til at lade, som om hun var distræt. Eller bare et overklasseløg, ligesom jeg, med skammen som et filtret gavebånd om sig?
“Poppy, ikke Lola – det er for bombshell til dig – jeg har sådan lyst til at kalde dig Poppy i dag,” råbte Morgan næste morgen fra sit lille toilet. Døren stod åben, hendes tis ramte kummen som et hårdt vækkeur. Jeg vågnede med et kort gisp i Morgans lædersofa. Her lå jeg, svedig, kun med det inderste lag tøj på. Mine underbukser gik ned over lårene, de var tætsiddende, som cykelshorts. Fra deres kanter hang små
røde stofkvaster og snore med similiperler. Sådan var tidens mode, forgabt i det pyntede og besværlige. Men jeg var ikke vant til at sove med underbukserne på. Hvorfor havde jeg ikke følt nogen trang til at gå hjem? Låne en pyjamas? Jeg, som altid ventede, før jeg blottede min krop og sov tæt med andre. Jeg, som var angst for at ligge i ske, for at nogen skulle møve sig over og gribe om mig med skeens kløer. Jeg havde kendt Morgan én aften og én nat. Hvad var klokken? Mine ben kradsede. Mine fødder. Havde Morgan været vågen, mens jeg sov? Havde hun kigget på mig? Havde hendes skam andre grænser end min skam?
Jeg så mig omkring. I dagslys lignede Morgans værelse en standard-bypiges. Den slags lækre værelser, jeg havde læst om i blade og drømt, at jeg selv bevægede mig rundt i. Lænet mod væggen stod en lavendelfarvet reol. En slags overdimensioneret amagerhylde, måske et slags alter. Jeg tænkte på de gamle plancher af madpyramider med kød og æg i toppen, som Mor havde vist mig billeder af, når hun ville chokere mig med historier om sin primitive barndom i en støvet folkeskole. Morgans blanke hylder var perfekt arrangeret med nøje udvalgte objekter. Små fedtede bøtter. Krakelerede øjenskygger. Kopper med misfarvede prints af royale koryfæer, fx prins George af England med en rosa baby i favnen. Ikoniske ansigter klippet skævt ud af magasiner: Kelly Rowland, Avril Lavigne, Yoko Ono, Prince. Det skinnende, tynde papir fik dem til at virke som gamle venner. Stofposer med lavendel, safran. Tonede glasvaser med ensomme, falmede roser. En metallic Nokia. Et musekranie. En udskåren fedtsten med
ordene LeV VeL X, flere smykketræer med filtrede halskæder.
Og mere overraskende: en minigalge af træ med en kiste dinglende i en løkke, et billede af Elon Musk på hovedet med øjnene prikket ud. Jeg rejste mig, pillede febrilsk ved alt. Et skelethoved poppede op af en tindåse og sagde muahahaha. I et glas med et bryskt låg svømmede nogle knogler i væske.
En lille trækasse lugtede svagt af råd. Jeg rørte den ikke.
Morgan råbte fra toilettet, “har du set min plakat, Poppy?” Jeg havde ikke noget imod Poppy. Man måtte gøre mig til, hvad man ville. Et navn betød meget lidt. Over sofaen hang en stor filmplakat. Jeg genkendte den indiske arthouse-gyser Kærlighedstornadoen. Tre teenagere med åbne munde blev jagtet af en stor curly fry, klodset animeret med hvide fartstreger.
“Det er altså ikke løgn,” råbte Morgan, før jeg nåede at svare, der var ekko på hendes stemme, “filmen handler om en flok charmerende venner, der under påvirkning af en monsterulækker kraft fra det ydre rum først begynder at forelske sig i de helt forkerte – altså hinanden – og så droppe ud af skoler, kramme mobbeofre, græde foran deres forældre, smadre ejendomsmæglerkontorer med baseballbats, knalde i snuskede parkeringskældre, og ved du hvad, Poppy, før ødelæggelsen fuldendes, så bliver de pludselig forvandlet til luftige tornadoer, en slags rebelske skyer, lyder det ikke skønt?”
Jeg grinede dumt og hæst. Morgans ord fik mig straks til at fantasere om at blive befriet fra tyngdekraftens skam. Hver
dag trak underlivet mig ned mod asfalten. Hver dag klistrede mine brede lår sammen, så der kom gnavesår. Kunne en tornado være et trygt tinyhouse at bo i, sammenlignet med en fedtet pigekrop som min, uden arbejde, opsparing eller kæreste? Men jeg skubbede hurtigt mine kropslige pinagtigheder væk. Langt mere spændende var det at gruble over, hvad Morgan, hvis krop virkede så let, prøvede at fortælle mig med de rebelske skyer. Ønskede hun sig virkelig sådan en frihed for alle? Hvad var hendes drømme? At undslippe døden? – det var hun for klog til, tænkte jeg, eller måske for dum til? – i hvert fald var lige præcis dén simple udspekulerede lyst ikke hendes grundstemning – og heller ikke min. Sprinklet ud over alt det fremragende, der var Morgan, mistænkte jeg et krymmel-flor af selvødelæggelse. Jeg mistænkte, at misantropien elskede hende. Nu var jeg i konkurrence med misantropien – gys – og for første gang i mit liv mærkede jeg en iver efter at vinde. Det var nye tider for mig. Måske var det mere enkelt. Måske drømte Morgan, ligesom mig, om at undslippe de træge systemer: familierne, skolerne, arbejdspladserne, rangstigerne, ordnerne. Verdens ilt og vand. Hvis det var sådan, hvis det virkelig var sådan, kunne jeg slippe al min barnlige opsætsighed løs i hendes selskab, og hvor ville jeg gerne dét. Og hvor ville jeg gerne have lugtet mere til hendes tis, der dampede fra kummen og snart fyldte hele kollegieværelset. Men jeg var rastløs. Skamfuld over at have snorket i undertøj, pinligt bevidst om Morgans karisma i hvert møbel. Stak bare i mine sneaks og gled ind i dynejakken. R åbte, vi ses dernede, og gik ud i februars lys.
Ved porten til Suppes afslappede naturpark ventede jeg på Morgan. Jeg havde to papkrus i hænderne. Sveden drev af mig. I krusene flød juicen Slem Skyggepower, juicedrengen havde ladet dem glide over disken med en hæs replik, “enjoy”. På hans navneskilt stod Tom. Hans øjne var missende og røde. Måske havde han været på arbejde hele natten – måske havde han grædt. Jeg kunne nemt blive vild med hans rustne stemme. I Suppe var der juicebarer på hvert hjørne, flere end i Doggy Bag. Hvis man drak sin juice, gik rygtet, tilførte man sine knogler fugt. Som badede man hver dag sit indre i ungdommens kilde. Men juicedrenge gjorde mig nervøs.
De var endnu smukkere end smoothiedrenge. Jeg havde ikke datet nogen, siden jeg var flyttet til Suppe et par måneder tidligere. Jeg var sulten og kærlighedssyg, kiggede langt efter alt, der bevægede sig. Min liderlighed var akut. Den kunne pludselig dukke op, snigskytteagtig, helt ubrugelig, fik mig bare til at svimle. Juicedrengene stod dér i baren i forvaskede undertrøjer, med slangekrøller, halskæder slaskende over brystkasserne. De skar toppen af jordbærrene, kværnede isen, rystede shakerne, strøg håret væk fra panden, tørrede sveden af nakken. De krammede hinanden bramfrit, tog smilende imod penge fra kunderne. Deres ansigter lyste mod hinanden, som var de kåde hundehvalpe på et gadehjørne. Jeg blev varm og rød i kinderne. Mærkede næsten deres tunger op ad mine kinder. Deres lys over mit ansigt. Mine hænder hårdt om deres skuldre. Sådan var ingen af de tillukkede drenge i min hjemby Sukker. Jeg var vokset op blandt klichéer på unge mænd. Stive, blege fyre, altid klædt i lange frakker, rullekraver, ternede skjorter, med bjørneagtigt fuldskæg,
intellektuelle lædertasker, altid gode til at give komplimenter, der lød som fornærmelser, altid brune bananer og slidte paperbacks, Infinite Jest, stikkende op af en stor lomme. Til festerne havde jeg stået i udkanten af deres cirkler, altid forsøgt at mase mig ind for at lytte. Altid forsøgt at afbryde deres sætninger, få lov at tale.
Jeg havde drømt, at der måtte være andre muligheder. Her i Suppe fulgte drengene mig med øjnene, som var deres pupiller overvågningskameraer. Heller ikke dét vidste jeg, hvad betød. Var det bedre?
Den knuste is var smeltet. Min hånd var våd. I parkens bække var de røde ibisfugle kommet frem for at pirke i den frosne jord. Hvor blev Morgan af? Dér kom hun endelig: en brusende energi i en adræt krop. Hurtige skridt i lidt for små pumps med spænde. Jeg havde aldrig mødt så kort et menneske med så stor autoritet. Jeg havde aldrig haft en ven, hvis tørre hud kunne skinne af fugt. Hendes teint var intelligent og tirrede enhver undergang. Morgan spottede straks sin juice, flåede den ud af min hånd og drak den i ét iltert sug. Hendes smil fyldte halvdelen af hendes ansigt. Lignede en underkop med mælk. “Døden bor som en søvnig nar i både dig og mig,” sagde Morgan et sted mellem underfundighed og melodrama, “måske som en mundskænk, vi har smagen af dens spyt i vores sugerør!”
Hun talte underligt, som en karakter i en gammel russisk roman. Først blev jeg forvirret, så genkendte jeg Morgans
diktion fra de skramlende europæiske radioprogrammer, jeg nogle gange sent om aftenen lyttede til – sløve midnatstimer, hvor rige piger lavede hinandens negle og talte apatisk om deres produkter og milde sammenbrud og problemer med at date arvinger til techimperier og tænke tilgivende tanker om menneskenes kroppe. Deres sætninger blev af og til ekstra tydelige. Især når de talte om sex. Så krydrede de deres snak med ord som gavtyv og korpus. Det lød så oprigtigt, men jeg kunne aldrig finde ud af, om der lå en tåget sarkasme et sted under ordene; tynd som et lag film; om årtiers lagpå-lag af oprigtighed og ironi nu havde resulteret i dét her: noget fladt og blødt, en lussing, der lander på kinden som en vaniljeansigtsmaske. Morgans quirks kunne jeg slet ikke grine af. Jeg ville ikke grine. Jeg ville bare lytte og nikke og haste i hælene på hende, “jeg har lyst til bare at kalde dig Pops, må jeg det?” Formiddagens lys funklede i papkrusene, vi blev ved med at gå. Ind under trækronerne, forbi parkens friserede damme. Jeg havde ikke noget imod Pops. Jeg kunne blive den kælepige, Morgan ønskede sig. Måske var jeg snarere en gavekurv med sød vin end et navn, for et navn var alligevel altid for meget, for drøjt i brug. Jeg ville navngives på ny af Morgan, ikke bære på barndommens falmede klistermærke.
“Fortæl mig, hvad du synes om Suppe,” tiggede Morgan, og jeg fortalte hende forpustet alt, hvad jeg vidste:
“Tja, Suppe er et sted for sjov og viden, det er billigt og imødekommende. Men Suppe forventer også flid og vækst. Det er en ambitiøs universitetsby, et sted, der fører én mod
en fremtid. Jeg har boet her i tre måneder, jeg føler mig hjemme, men alligevel fyger en lille orkan i røven på mig.”
Morgan slog en perlende latter op. “Måske fyger orkanen i røven på enhver?” spurgte hun og sparkede til stiens grus, så støvet fløj op.
“Jeg prøver ikke at tænke så meget over presset, Morgan, jeg tror bare, jeg er kommet til Suppe for at overleve.”
Morgan afbrød mig med opvakte øjne, “dét her sted, Pops … du har vel set alle de universitetsbabyer, der svupper gennem Suppes latinerkvarterer?”
“Selvfølgelig har jeg set dem,” sagde jeg og lo ved tanken om, at universitetet havde født sine studerende, så de aldrig havde set en verden udenfor.
“… blanke jesussandaler.”
“… gedeskindstasker med computere.”
“… luftige hørkjortler med pelskraver.”
“… brysterne dækket af halskædespringvand i snusket messing.”
“… og vedhæng helt ned til navlerne,” grinede jeg.
“Åh,” fortsatte Morgan, “… zodiactegn, yin-yang, Fatimas hånd, horusøjne!”
Vi satte farten op og spurtede pludselig gennem parken, opildnet af new age-pyntens eksistentielt latterlige, men fælles ekstase. Vi nåede den store sø. Morgan snurrede omkring med sit juicekrus højt hævet som en pokal. Jeg lo og lo, og hun lod, som om hun genert stod på en scene og tog imod et bifald, og jeg lod, som om jeg faldt på knæ og tilbad en ukendt guddom. Så dejsede vi begge sammen i det kolde græs.
