Sne by Gads Forlag

S SVERKER SÖRLIN N

EN HISTORIE

På dansk ved Søren Vinterberg

SNE. EN HISTORIE

Af Sverker Sörlin

Oversat fra svensk af Søren Vinterberg efter Sverker Sörlin: Snö – en historia

ISBN: 978-87-12-07845-6

1. udgave, 1. oplag

Omslag: Lukas Möllersten / Sune Ehlers Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Forlagsredaktion: Martin Gylling Tryk: ScandBook, Sverige

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark

reception@gad.dk www.gad.dk

Har du været ved sneens forrådskamre, har du set haglenes forrådskamre?

Dem holder jeg tilbage til trængselstider, til kampens og krigens dag.

Har regnen en far, og hvem har avlet duggens dråber?

Fra hvis skød er isen kommet?

Hvem har født rimen, der falder fra himlen?

Jobs bog 38: 22-23 og 28-29

INDHOLD

Forord: Sneengel 11

ystaljægerne

Brevene fra himlen

Jordnær utopi

Hastighed og har moni

Døden i sneen

Sympatien for elementer ne

Efterskr ift: Englenes samtale

Tilblivelse og taksigelser

Sneengel.

Læg mærke til ordet. Se billedet for dig. En engel i sneen. En hvid skikkelse med brede vinger.

Jeg lægger mig på ryggen. Lukker øjnene et sekund. Bevæger mine arme op og ned. Straks har jeg skabt en bedre udgave af mig selv.

Jeg har altid tænkt, at en bog om sne skulle begynde med det ord. Alle på vore breddegrader ved, hvad en sneengel er. Mange har lavet en. Engle, findes de? Sneengle findes. Det er sikkert.

Sneenglen findes i nogen tid. Indtil der falder ny sne og dækker den til. Indtil en eller anden englehader ødelægger den. Indtil den tør bort. Englen af sne er et smukt billede på håb og forgængelighed. På menneskelig længsel efter en anden og bedre tilstand, og på at vi drømmer om at have den inden for rækkevidde. Den slags længsel, der nu om dage undertiden kaldes barnlig.

Sneenglen er modsætningen til den ”historiens engel”, som den alsidige tysk-jødiske tænker Walter Benjamin talte om. Den engel med øjnene spærret op i rædsel, vingerne strakt mod himlen men lammede af skræk og kroppen stiv af angst, som med ryggen forrest bevæger sig ind i fremtiden, blæst i denne retning af en storm, der kommer fra Paradiset. Den rædsel, der aldrig slipper sit greb om historiens engel, skyldes, at englen ser al den lidelse og al den

ondskab, historien har frembragt, for sine øjne. Alt det forfærdelige, mennesker har gjort mod hinanden og mod alt det skabte. Alt det, som vi andre ikke ser, når vi skal vende ryggen til fortiden, rette blikket fremad for at se, hvor vi skal sætte foden. Måske opfyldt af håb, fortrøstning og lyse tanker om, at det, der ligger foran os, kunne være smukkere.

Englen ser det, vi lægger bag os og ikke tør se tilbage på – bange for at bukke under.

Walter Benjamin, der senere kom til at opleve, hvordan hans egne bøger blev brændt på bål af nazisterne, fik sin idé, da han i 1921 købte et maleri af den schweiziske kunstner Paul Klee, som netop forestillede en engel. Det forfærdeligste af det hele med historiens engel er, at Benjamins tolkning er sand. Sådan er historien. Og sådan kommer fremtiden også til at være, i det mindste til en vis del. At denne del, med ondskab og lidelse, må kunne formindskes, dét bærer vi mennesker et ansvar for.

Sådan tænker jeg mig sneenglens opgave i vores liv. Som menneskets måde at besværge fremtiden på og styrke os i vores opgave med at forbedre. Med blikket op mod stjernehvælvet over mig, med moralloven inden i mig og med hele Jorden under mig, dækket af dette skrøbelige, bløde hvide tæppe af forgængelighed, besværger jeg med min simple englegestus ondskabens kræfter og viser med mine klodsede vingeslag, at Jorden kan blive et paradis. At vi i hvert fald må tænke os, at den kan, nogenlunde ligesom vi må forestille os Sisyfos lykkelig. At det er meningen, selv om vi ved, at det ikke rigtigt bliver sådan. Jeg ønsker, at disse to, vidt adskilte engle – historiens og sneens – i det mindste skal kunne tale med hinanden, og jeg tror, at det er derfor, jeg altid har villet skrive denne bog.

Sne er håb. Årligt fornyet med den sne, som erstatter den, der faldt i fjor og allerede er forsvundet. I litteraturen lader det til at være sådan, at sne er symbol på forvandling. Når sneen falder i poesi og romaner, signalerer det ofte, at personerne i teksten vender sig indad og reflekterer over sig selv. De bliver modtagelige for en kraft

eller et budskab, der kan hjælpe dem til at nå en anden og bedre tilstand.

Sne er også historie. Sne har været en følgesvend i menneskers liv i store dele af verden, især på den nordlige halvkugle. Ganske særligt hos os, der lever langt oppe nordpå. At sneenglen og historiens engel indleder en samtale, er på høje tid.

Hvad der sker med sneen, er noget, som historiens engel mere og mere får at se, efterhånden som vi mennesker arbejder os frem i verden. Hvor der før fandtes sne og rigtig vinter, træder den nøgne jord frem på årstider, der er kommet ud af deres rytme. En sne, der trækker sig tilbage og tager plads i det store historiske drama, der nu går under navnet klimaændringen. Ingenlunde den første klimaændring, som historiens altseende engel er vidne til. Men den første, menneskene selv har frembragt i global målestok. Den første klimaændring, som i ordets dybeste betydning er historisk, altså en del af de menneskelige handlingers historie.

Den første sne – hvornår faldt den? Faldt den overhovedet på Jorden? Hvornår faldt den for første gang over vores planet? Det spørgsmål har tidligere taget sig ud som en komisk fantasi. Nu findes der et svar: for 2,5 milliarder år siden. Det var i 2018, at en gruppe geologer offentliggjorde en artikel i tidsskriftet Nature, hvor man præsenterede en teori om, hvordan større kontinentale landmasser først trådte frem af vandet, og hvordan Jorden derfor kunne begynde at reflektere sollys tilbage, ud i rummet. Planetens temperatur sank og forårsagede efterhånden en galopperende nedfrysning, der til sidst kom til at hensætte Jorden i den tilstand, som siden da er blevet kaldt ’Snowball Earth’ – Sneboldjorden. Ilya Bindeman ved University of Oregon, som ledede gruppen af forskere, konstaterede i et interview: ”Dengang fik Jorden sit første snevejr.” Verdens ældste ski er 5.400 år gammel. Mere beskeden, men alligevel længe før nogen brugte ordet ’Sverige’. Den blev fundet i 1923 i vore dages Västerbotten, tæt ved byen Kalvträsk, mellem Skellefteå og Lycksele. Senere blev der fundet en næsten lige så

gammel ski på det sted, som nu er Hoting, på den anden side af grænsen til Ångermanland, en snes kilometer eller to fra det sted, hvor jeg voksede op.

I det spredt bebyggede, knudrede Sverige ville folk på landet nødig bære deres byrder over den nøgne jord. Vinteren var bedre. I uvejsomt landskab måtte det, der var tungt og uhåndterligt, bringes hjem over sneen. Tømmer og brænde fra skoven. Høet, som man havde slået og hængt op på høryttere eller lagt i laderne ved elvens bredder. Ski er hurtigere end snesko, især på de egne, hvor temperaturen nu og da svinger omkring nul, så sneen smelter og bliver hård. På ski løb man efter elg og bjørn, som løb tungt i dyb sne. Sne betød frihed og protein.

Sörkörarna var bønder, som for at afsætte pelsværk og andre varer ved vintertid kørte sydpå med hest og slæde langs kysten af Den Botniske Bugt, før der fandtes dampskibe og jernbaner. Det vidtstrakte Sverige blev bundet sammen af sne og is.

Sne var grundvilkåret.

Da jeg voksede op som lille dreng i det snerige indre Västerbotten –og det sydligste Lappland – var sne ikke noget, som jeg overhovedet forbandt med historie. Historien, lærte vi i skolen, foregik et andet sted. Næsten altid længere sydpå, hvor Sveriges konger førte krig på kontinentet, og hvor paver og rigsdagsforsamlinger traf vigtige beslutninger. Beslutningerne handlede ganske vist om os, påvirkede vores liv. Men de påvirkede ikke tilværelsens grundvilkår, som trods alt var årstiderne og klimaet og det, som menneskene levede af og med.

Dertil hørte sneen. Den var virkelig og et grundvilkår. Ikke altid påskønnet. Skovarbejderne fældede de store træer til tømmer, der gik til eksport og gjorde Sverige rigt. De udførte deres arbejde under mægtige grene, der for det meste var tynget ned af tykke lag sne. Opplegan, hed den sne på vores dialekt. Den sne drattede ned over dem og havde en ejendommelig evne til at trænge inden for skjortelinningen, køle nakken af, smelte og rende ned langs ryg-

gen og gøre det tykke undertøj vådt af snevand. Det var før ordet arbejdsmiljø var opfundet. Men sne var i grunden praktisk, og uden den ville der ikke kunne drives noget mere omfattende skovbrug. Det var hen over sneen, at tømmeret blev fragtet til søer, bække og elve. Og det var over sneen, at skovarbejderne nåede ud til lysningerne, for det meste på ski. Nogle af dem blev dygtige konkurrenceskiløbere i de generationer, der dominerede i langrend fra Anden Verdenskrig og frem til 1970’erne.

Det var også på sneen, at jeg voksede op. Mere end det halve år lå sneen der. Det er ikke en oplysning, jeg har grebet ud af luften endsige af erindringen. Jeg har studeret tabellerne hos Sveriges meteorologiska och hydrologiska institut, SMHI. Antallet af snedage pr. år i det nordlige Norrland, som Västerbotten og Lappland regnes med til, lå i hele min barndom og ungdom i gennemsnit mellem 180 og godt 220 dage. Rekordåret var 1968/69 med en sneperiode, der selv på steder uden for bjergkæden nærmede sig otte måneder. Sne var en normaltilstand, ligesom kulden. Sneen var så selvfølgelig, at der ikke var nogen grund til at spilde tid på den. At den skulle have noget med historie at gøre, var der ingen der tænkte på. Heller ikke, at den kunne høre sammen med politik. Min farfar var politiker, sad i Riksdagen, Landstinget og kommunalbestyrelsen. Men når han talte om politik, hvad han sommetider gjorde selv med os derhjemme, handlede det aldrig om sne. Sneen fandtes bare, som noget evigt, der skulle skaffes af vejen fra allehelgensdag til valborgsdag.

Der var bare det, at jeg elskede den. Andre sukkede. Jeg blev lykkelig. Det kom spontant, modstandsløst. Jeg vidste ikke hvorfor. Det var sådan det var. Jeg var vel ikke alene om min lidenskab. Da vi var små, syntes de fleste af os godt om sneen. Senere begyndte folk at vrisse, som voksne. Jeg indser nu, at det, som jeg allerede dengang anede i mit indre, uden at jeg havde ord for det, var at sneen kan forstås allerdybest som historie. Den er også fysik, kemi, meteorologi, antropologi, økonomi, teknik, geografi. Ja, poesi, kunst, musik, dans, skulptur. Og i højeste grad politik.

Det er vigtigt netop nu at opfatte, at den er historie. Den træder frem i tiden. Og som et sådant element, der tiltrækker sig opmærksomhed, vokser sneen. I vores bevidsthed bliver den stadig større. Derude, i landskabet, bliver den stadig mindre. Den er ved at forsvinde. Det er vores eget værk. Sneen er ikke bare en gådefuld gave fra himlen. Den er mere og mere ved at være en erkendt del af historien. Samtidig med, at den mange steder allerede er historie i den betydning, at den ikke findes mere.

Det kan mærkes inden i mig. Der er en sne inden i mig, og det gør ondt, når den forsvinder. Fra min barndom i sne har jeg billeder, som jeg har båret med mig gennem livet. Først i den senere tid har jeg kunnet få en vis orden på dem.

Sne – et eneste ord. For en uendelig mængde egenskaber ved vand, der er frosset i luft. Vi hører det sommetider fra læreren bag katederet. Men lærerens måde at tale om sne på imponerer os ikke særlig meget. Som dreng hører jeg, at der i Grønland findes hundrede ord for sne. Gad vidst, om det kan passe. Måske. Sne er forunderlig. Men alligevel … Er det muligt? Er det ikke bare endnu en af de her overdrivelser, verden synes at være fuld af? Det forstår jeg tidligt, at meget af det vi hører, er forenklinger. Nedarvede sandheder. De er ikke altid sande.

Langt senere læser jeg forfatteren og etnografen Yngve Ryds bog om ord for sne på lulesamisk. I den er der mere end tre hundrede ord. Dem har Ryd fået overleveret af renavleren Johan Rassa i Jokkmokk og hans kone Ibb-Anna.

Bogen er enestående. Der findes ingen rigtig tilsvarende noget sted i verden. Landsmålsarkivet i Uppsala udsendte i 1940’erne et spørgeskema om sne. Svarene er ”kortfattede og nødtørftige”, oplyser Ryd. Fra hans og ægteparret Rassas bog stiger en hel verden frem. Som en mægtig symfoni af viden og erfaring og poesi om en verden, en kultur og et landskab befolket af dyr og mennesker og myter. Og dog er det kun begyndelsen på sneens verdensbillede. Sne er en tilstand. En indre såvel som en ydre. En for både stedet og planeten.

Jeg synes godt om sneen. Næsten uanset hvordan den er. Voksne kan tvivle. Barnet derimod – det farer ud, griber ivrigt det hvide stof og begynder straks at forme det. Som om det har fået fat i noget, der kan blive … en ny verden. Sådan er jeg. Fuldkommen selvfølgeligt og uden at vide hvorfor. Og når jeg nu tænker tilbage på mig selv, indser jeg, at jeg allerede dengang uden at vide det opfattede sneen som historisk. Noget, der hørte sammen med at være menneske i verden og være ansvarlig for at forme den.

Men jeg vidste ikke det, vi nu ved. At sneen ikke længere er nogen selvfølge, som jeg troede, den var. Den står på spil. Den udfordrer os. Den er en samvittighed.

Sneen er på vej væk. I ujævn takt, men ubønhørligt. Nu vil jeg virkelig forstå dens egenskaber. Det føles fuldstændig nødvendigt. Intet materiale, som er så vigtigt for os, ved vi så lidt om.

Sne er et grænsemateriale. Hverken stabilt eller sikkert. En overgangsform. Samtidig er det almindeligt vand, om end i en uklar position et sted mellem frie molekyler i luft og den hårde, stabile is, som kan bestå i millioner af år.

Det sner. Denne først luftige materie opstår nu og da, under ganske særlige og egentlig meget sjældne betingelser, som hos os i Norden tilfældigvis forekommer i en udstrækning, der er usædvanlig. Det, jeg synes er selvfølgeligt, er altså tværtimod sjældent. Og det er ved at blive mere og mere sjældent. Og sådan bliver det, fordi vi mennesker varmer planeten op. Det er det, der gør, at vi netop nu retter vores opmærksomhed mod sneen. Stiller spørgsmål til den, vil vide mere om den. Som hvordan den bliver til, hvad den er, hvad den ikke længere formår at være. Vi kan bruge den til at lære mere om, hvor farlig vores nuværende tilstand er. Sneen kan hjælpe os med at få øje på vores selvforvoldte ulykke.

Det er os i nord og blandt skovene og bjergene, der har et særligt ansvar for at gøre det. Vi kender sneens egenskaber. Dens ejendommeligheder. Og vi lærer hele tiden nye. Som nu den, at selv aber laver snebolde, men at de ikke udkæmper sneboldkampe. Sne rum-

mer politik. Tværtimod hvad vi troede: at den bare faldt og faldt og altid ville falde og ikke kerede sig om, hvad mennesker foretog sig. Men det er det, den gør.

Måske er det allermest ejendommelige, at sneens egenskaber også findes inden i os. Vi, der lever og har levet med sne, tror jeg, har gjort nogle af dens egenskaber til en del af os selv. Med eller uden sympati. Måske med frygt for kulden og de ødelæggelser, sne sommetider volder. Eller, som hos mig, med den dybeste inderlighed og varme fortrøstning til sneen som vores kloge forbundsfælle.

Denne fortrøstning har jeg altid følt. Opblandet med en ejendommelig lykke, som jeg ved en eller anden ukendt engels mellemkomst har fået lov at bevare. Et fast punkt i mit indre at trække mig tilbage til, når jeg har svært ved at få luft. Der indgår sneen, som det vigtigste islæt i årstidernes trygge hjul.

Alle årstider er nødvendige, fordi de ikke er ens. De har forskellige opgaver. Efteråret er den næstbedste årstid. Den er forventning forud for vinteren, som er den bedste. Bladene falder tidligt i det indre Västerbotten. Et par timer fra Ådalens industri. Tre fra Trøndelag i Norge.

Og så en morgen, i mit soveværelse: Jeg ser lyset derude, allerede før jeg har trukket persiennerne op. Sne! Lysmiraklet sker nedefra. Jorden, der i går var mørk, er denne efterårsmorgen lys og strålende. Intet menneske har medvirket. Ikke engang min farfar, der ellers bestemmer så meget.

Snevejret er en begivenhed. Den kommer til mig. Jeg får del i noget, gennem kræfter som jeg ikke råder over. Og tænk, at netop jeg tilfældigvis befinder mig på et sted i verden, hvor det sner!

Jeg elsker det, fordi det er en gave. Det er selve verdensordenen. At vi alle er så små, at vi ikke kan konkurrere med sneen eller himlen. De er større end os. Og måske er det derfor, at jeg kan være så lykkelig. Og så barnligt henrykt over at leve.

En stille indsamling af sne. Det bliver til sidst mit projekt. Stemmer, billeder, beretninger. Jo mere jeg samler, desto mere overbevist bliver jeg om, at der er brug for en dybere fornemmelse for sne.

Vi lever i et vinterland. Is og sne har skabt Sverige. Hvorfor bekymrer vi os ikke mere om det? Hvorfor sørger vi ikke over, at sneen smelter?

Jeg vil vække vores indre sneengel.