Af samme forfatter
I SERIEN OM RUTH GALLOWAY
Pigen under jorden
Løgnens hus
Huset på klippen
Døden på museet
Det tavse vidne
De udstødte
Stemmer fra graven
Kvinden i blåt
Forsvundet i mørket
Den mørke engel
Stencirklen
Lygtemændene
Den sorte hund
Det låste rum
De jordiske rester
Det første juletræ
I SERIEN OM HARBINDER KAUR
Døden mellem linjerne
Ekspert i mord
De blødende hjerters klub
Det sidste ord
En Ali Dawson-krimi
Iskoldt spor er oversat fra engelsk af Nanna Lund efter The Frozen People
Copyright © 2024 Elly Griffiths
All rights reserved
Dansk copyright © Gads Forlag 2025
Omslag: Anders Timrén
Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag
ISBN 978-87-12-07837-1
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPYDAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Gads Forlag
Fiolstræde 31-33, 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Der citeres fra følgende værker:
William Shakespeare: Macbeth, oversat af Niels Brunse, side 7
Charles Dickens: Mysteriet Edwin Drood, oversat af Luise Pihl, side 7
C.S. Lewis: Troldmandens nevø, oversat af Niels Søndergaard, side 83
Charles Dickens: Pickwick-klubben, oversat af Ludvig Moltke, side 257
I jorden er der bobler, som i vandet, de er af den slags.
Shakespeare: Macbeth, 1. akt, 3. scene
“Du store,” sagde mr. Grewgious og tittede ind, “det er som at se ned i halsen på selveste fortiden.”
Charles Dickens: Mysteriet Edwin Drood
Mandag den 9. januar 2023
Hver gang Alison Dawson krydser Old Kent Road, kommer hun til at tænke på Matador. Det der brune kort, ingen gider købe. Hun og en af hendes ægtemænd – hun kan ikke lige huske hvilken – spillede altid Matador. Han syntes, det var sådan en sexet ting, som noget, et kærestepar på flugt fra politiet kunne foretage sig, men egentlig havde de bare siddet lidt generte på gulvtæppet på et nusset motel og spillet et brætspil. Hugo. Det var ham. Ingen af de andre var så nærige, at de tog på motel.
Dagen er nedslående grå. Begyndelsen på et nyt år, mens der stadig er mindelser om det gamle her og der i form af døende juletræer på fortovet, der venter på at blive afhentet, og de påklistrede vattotter på ruden ind til den tyrkiske barber, der danner ordene “ho ho ho”. Det er ikke nogen særlig smuk vej til arbejde, Ali har, men hun har vænnet sig til den. Grillbarer, e-cigaret-butikker, huse med brædder for døre og vinduer, graffiti om Kristi genkomst. Det ville da også være på tide, tænker Ali. Hvis hun løftede blikket, ville hun få et andet indtryk: georgianske vinduer, udhuggede gesimser, nu og da et overraskende glimt af en vogtende Fugl Fønix eller engel på et tag. I dag løfter hun ikke blikket. Hun er sent på den, men ikke så meget, at det er et problem. Hun ved, at tid er et relativt begreb.
Ali er halvtreds, hvilket stadig kommer bag på hende, hver gang hun siger det højt, eller når hun skal udfylde en eller anden formular på nettet og må scrolle tilbage til 1972. Det er en æressag for hende aldrig at lyve om det og aldrig sige tak, når nogen siger, hun ser yngre ud. Ikke desto mindre føles det stadig sindssygt, at hun har levet i et halvt århundrede, været gift tre gange og har fået en søn og haft en karriere inden for politiet. På mange måder føler hun sig stadig som den teenager, hun engang var, hende, der altid stod nede ved vandet i Hastings og spekulerede på, hvornår hendes liv mon ville begynde, mens hun kiggede ud over bølgerne med et påtaget plaget blik.
Hun står stille og venter på grønt, en vane, der altid får hendes søn, Finn, til at grine. “Det er ikke søvnige Sussex, det her,” siger han. “Det er London, og du kan ikke regne med trafikken.”
Ali flyttede til hovedstaden, da Finn var fire. Hun var alene med ham, arbejdede som rengøringsdame og boede i en etværelses i Stratford, en bydel, der dengang knap nok hang sammen med resten af metropolen, men som siden blev berømt for at huse olympiaden. Ali går over gaden. Hun har retning mod en klippevæg af en kontorbygning, grå og uden kendetegn. Nederst er der butikker, og på de andre etager kontorer. Ali spekulerer ofte på, hvad alle de mennesker dog laver hele dagen. Hun går forbi Bilals Bagels og får et glimt af sig selv i ruden. Knaldrødt hår, sort jakke, sneakers. “Ikke så værst af en halvtredsårig at være,” tænker Ali og laver det så om til blot “ikke så værst”. Man skal vogte sig for aldersdiskrimination, selv når den kun dukker op indvendig.
East End har forandret sig, siden Ali kom hertil for syvogtyve år siden, men ægte londonere, som nu hendes kollega John, siger, at hele byens skyline er ny. De sci-fi-lignende skyskrabere med de
hverdagsagtige kælenavne – Den Syltede Agurk, Rivejernet – overskygger de victorianske kirkespir og højhusene fra tresserne. Men den bygning, der huser Afdelingen for Uopklarede Sager – sager, hvor sporet er så koldt, at det lige så godt kunne være af is, som Bud siger – vil aldrig komme til at figurere på nogen liste over bemærkelsesværdig arkitektur. Huset på Eel Street nummer 14 er så anonymt, at det næsten er usynligt: glasfacade, kønsløs lobby med to elevatorer, hvoraf den ene altid er i stykker, skilte med Nødudgang og Toiletter. Der er en gammeldags oversigtstavle –sådan en med løse bogstaver, man kan flytte rundt på – hvor man kan se, hvordan afdelingen er fordelt på de fem etager. Alis kontor, Logistikkontoret, et navn, der er både vægtigt og vagt, ligger på anden sal. Ali overvejer at tage elevatoren, men skubber så døren op til trappeopgangen. Det er to uger siden, hun smed sit pulsur i Themsen, men hun er stadig optaget af at få gået sine daglige skridt.
“I vores job er man nødt til at være i form,” siger Geoff altid, selv om det nok er en menneskealder siden, han sidst kunne se sine egne fødder.
Ali standser op på første sal og hiver mobilen frem, hvis nu nogen skulle tro, hun var forpustet. Der er en påmindelse om et møde i læsegruppen i aften. De læser Sally Rooneys Samtaler med venner, men Ali har ikke nået det. Der er også en sms fra Finn: “Terry har det fint. Bed mig en enkelt gang. Ligger nu og sover under bordet.” Finn passer Alis skøre kat, Terry. “Tak, skat,” skriver hun. Så tager hun en dyb indånding og fortsætter opad.
Det store, åbne kontor er øde bortset fra Dina. Hun sidder og spiser en portion mikrobølgeovnsgrød.
“Det her smager af lort.”
“Det er sundt. Det er ikke meningen, det skal smage godt.”
“Er der overhovedet ikke noget af det sunde, der smager godt?”
“Måske sex?” siger Ali. “Vil du have kaffe?”
“Kaffe er vist sundt for tiden, er det ikke?” siger Dina. “Jeg kan ikke følge med længere.”
“Med måde,” siger Ali. “Alting er altid med måde.” En rettesnor, hun har problemer med at følge, hvis hun skal være ærlig.
Dina og Ali bliver somme tider kaldt “tvillingerne”, selv om der er femten år mellem dem, og Dina er sort, og Ali hvid. Den eneste fysiske lighed mellem dem er det lille mellemrum mellem fortænderne, men øgenavne inden for politiet er aldrig logiske.
Ali finder deres krus. “Hvordan går det med Terry?” spørger Dina.
“Meget bedre,” siger Ali. “Han bed Finn her til morgen.”
“Finn er konservativ. Han er vant til det.”
Finn ville nok sige, at det er han ikke, han arbejder bare for dem. En forskel, der ikke altid er nok for Ali. Ude i tekøkkenet giver hun krusene en halvhjertet tur med opvaskebørsten, mens hun venter på, at vandet skal koge. Det sker, at Bud får en raptus og giver hele køkkenet en tur med et skrapt rengøringsmiddel, som Ali mener er mere farligt for helbredet end bacillerne. Køkkenet er lige så gråt og kedeligt som alt andet i bygningen på Eel Street: skabslåger af laminat, skårede kakler, skjoldet køkkenvask med kun én fungerende vandhane. Men Ali bemærker det nærmest ikke, for alting her er hjemligt, selv plakaten med den standup-aften, Bud var til engang i 2018. Han elsker det, uanset at han tit er den sidste på kontoret, der fatter en joke.
Ali kommer pulverkaffe i krusene – en ekstra skefuld til sig selv, hun er temmelig koffeinafhængig – og går ind på kontoret igen. Hendes skrivebord står vinkelret på Dinas og over for Johns. Udsigten har hun efterhånden vænnet sig til: Johns vandflaske med
West Hams logo, murmaleriet med undervandstema på bygningen overfor og persiennen, der aldrig hænger helt lige.
Ali stiller Dinas krus på hendes bord og passer på ikke at røre ved væddeløberen i potte, som Dina kalder Tom. “Tak,” siger Dina.
“Er Geoff kommet?” spørger Ali og nikker i retning af den lukkede dør ind til chefens aflukke. “Skulle jeg have lavet en kop til ham også?”
“Han var her før,” siger Dina. “Han spurgte efter dig.”
“Hvad ville han?” spørger Ali. “Er det en ny sag?”
“Jeg spurgte, om vi skulle gennem porten igen, og han sagde: ‘Denne gang er den fucking antikvarisk.’”
“Geoff bandede? Hold da kæft.”
“Ja. Jeg prøvede at få ham til at smide en mønt i bandekassen, men han lod, som om han ikke hørte mig.”
“Kom ind, Alison.” Geoff slår stort ud med hånden i retning af gæstestolen og kommer til at vælte sit krus med påskriften Verdens bedste chef, en ironisk gave fra Ali, som han vist desværre tog for pålydende. Heldigvis er kruset tomt. Geoff glemmer tit at sige til, når de andre laver kaffe. Ali rejser kruset op og stiller det tilbage, men ikke helt det rigtige sted, bare fordi det morer hende. Geoff rykker det på plads.
“Alison, ligefrem,” siger hun. “Det lyder alvorligt, Geoffrey.”
“Det er i hvert fald interessant,” siger han og prøver at smile. Hans mand, Bobby, sagde engang til ham, at smil udløser molekyler, der modvirker stress, men det nytter ikke. Geoffs ansigt er som skabt til tragedier. Alle furer peger nedad.
“Skal jeg gennem porten?” spørger Ali. Hvis det er i aften, slipper hun for læseklubben.
“Det er en anderledes port,” siger Geoff. “En port til 1800-tallet.”
“1800-tallet? Men det er jo tudortiden.”
“Jeg ved aldrig, om du siger de her ting for at irritere mig, Alison,” siger Geoff. “Jeg troede, du havde en kandidatgrad i historie?”
“Det har jeg også,” siger Ali. “Fra Queen Marys Universitet.” Hun vifter med hånden mere eller mindre i retning af Mile End Road.
“Så må du da vide, at tudortiden var i 1500-tallet,” siger Geoff.
Strengt taget begyndte den i 1400-tallet, nemlig med Slaget ved Bosworth i 1485, tænker Ali, men Geoff ligner ikke en mand, der er i humør til at blive modsagt.
“Jeg beskæftigede mig mest med loven fra 1882 om gifte kvinders ejendomsret,” siger hun. “Sagde du virkelig, at vi skal tilbage til tudor-, nej, undskyld, victoriatiden?”
“Lad mig forklare,” siger Geoff og sætter sig bedre til rette. Ja, gør lige det, tænker Ali.
Men de første to ord, der kommer ud af munden på ham, kommer bag på hende. “Isaac Templeton.”
“Hvem?!” udbryder Ali, som ellers havde tænkt sig at lytte i tavshed.
“Isaac Templeton. Justitsministeren.”
“Jeg ved godt, hvem han er. Min søn arbejder for ham.”
Geoff har mødt Finn adskillige gange. Han rådgav ham endda, dengang Finn søgte arbejde i ministeriet, for Geoff er ekspert i at udfylde den slags formularer. Alligevel ser Geoff oprigtigt forbavset ud.
“Din søn?”
“Ja, Finn. Han er særlig rådgiver i Justitsministeriet.”
“Det er … altså … det er interessant. For Isaac Templetons tipoldefar var under mistanke for tre kvindedrab tilbage i 1850’erne. Der var ikke beviser nok til at dømme ham, men det har altid været en plet på slægtens ære. Isaac er ved at skrive en bog om sin slægt,
og han er opsat på at kunne bevise tipoldefarens uskyld. Og det er så her, vi kommer ind i billedet.”
Geoff læner sig tilbage i stolen, som om alt er lysende klart, mens han efter Alis mening sådan set kun har gjort hende endnu mere forvirret. Og sagde han virkelig “en plet på slægtens ære”?
Befinder de sig allerede i 1800-tallet?
“Hvor har Isaac Templeton hørt om os? Jeg troede, det kun var premierministeren og indenrigsministeren, der vidste besked.”
Logistikkontoret, eller Kontoret for Iskolde Spor, som Bud kalder det, blev startet af Geoff for ti år siden. Ali kom med i 2015. Dengang troede hun, hun skulle arbejde med uopklarede sager, og hun kan stadig huske, hvor rystet hun blev, da hun fandt ud af, at det handlede om rent faktisk at rejse i tiden. Så mødte hun Jones, og alt virkede pludselig muligt. Regeringen har tildelt dem begrænsede ressourcer, som alle sammen findes herinde i Eel House med dens dystre facade, men Ali har aldrig været helt sikker på, hvem der egentlig ved hvad.
“Der findes andre højtstående medlemmer af regeringen, som er klar over, hvad vi laver her,” siger Geoff og lyder højrøvet, som han altid gør, når nogen stiller kritiske spørgsmål. “Og Templeton er trods alt justitsminister.”
“Ja, det ved jeg.” Jusmin, som Finn kalder ham, hvilket lyder som et indisk pigenavn, nogen har fået galt i halsen.
“Og i den egenskab,” fortsætter Geoff i sit allermest hovne tonefald, “har Templeton fulgt med i vores arbejde med Mulhollandsagen.”
Laura Mulholland forsvandt i 1976. Hendes voksne børn var sikre på, at hun var blevet slået ihjel af sin ægtemand nummer to, Steven, men der var bare ingen beviser. Ikke før Ali og Dina kom på besøg og med egne øjne så Steven grave Laura ned i haven bag
deres hus i Chiswick. Huset var blevet revet ned i 1979 for at gøre plads til en beboelsesejendom. Nu forsøger Geoff så at få tilladelse til at grave parkeringspladsen bag ejendommen op, men i mellemtiden er sagen røget ned ad prioriteringslisten. Steven døde i 1992.
De har ikke engang kunnet fortælle det til Lauras børn, men som Jones siger: “Vi ved det, og det betyder også noget.” Det er bare ikke altid nok, synes Ali.
“Mulholland-sagen var en regulær retslig fiasko,” siger Ali, mens hun tænker på, hvordan Steven havde stået ved den udendørs håndvask og skrubbet blod og jord af hænderne. “Isaac er jo bare ved at skrive en bog. Skal vi virkelig bruge porten, bare så han kan få solgt nogle flere bøger?”
“Det er en god chance, siger Jones.”
Det forklarer en del. Men ikke alt. Jones betragter stadig holdet som først og fremmest forskningsassistenter.
“Vi venter stadig på Jones’ rapport,” siger Geoff. “I mellemtiden har Isaac bedt om at mødes med dig, så han kan sætte dig ind i sagen.”
“Med mig?”
“Ja, han har tilsyneladende specifikt bedt om, at det bliver dig.”
Ali er mundlam. Uden for døren kan hun høre Dina synge: “Enjoy yourself, it’s later than you think.”