Vi tager ikke afsked by Gads Forlag

Første del Fugl

1. Krystaller

Der faldt en let sne.

Marken jeg stod på, gik efter et stykke tid over i en lav bjergskråning. Fra toppen og ned til marken var denne side af bjerget dækket af tusindvis af sorte træstammer der stod plantet i jorden. Stammerne var af varierende højde, som mennesker i forskellige aldre, og tykke som jernbanesveller om ikke helt så lige. Alle var de en smule krumbøjede eller forvredne, som om det var tusindvis af mænd, kvinder og udmarvede bør n der stod og krøb sammen i snevejret.

Har der mon ligget en begravelsesplads her? tænkte jeg.

Er træstammerne gravsten?

Jeg bevægede mig frem mellem de sorte træstammer og gravhøjene som trykkede sig bag dem. Snefnuggene havde lagt sig som krystalliseret salt på fladerne der hvor trækronerne var blevet kappet af. Pludselig mærkede jeg at mine sneakers var gennemblødte, og stoppede op. Mærkeligt, tænkte jeg, og før jeg vidste af det, stod jeg i vand til anklerne. Jeg vendte mig om og kunne ikke tro mine egne øjne. Det jeg havde opfattet som markens horisont, var i virkeligheden et hav, og det var tidevandet som kom ind nu.

Hvorfor har man dog gravet grave på sådan et sted? udbrød jeg.

Tidevandet steg hurtigere og hurtigere. Kom det ind på den samme måde hver dag? Var knogleresterne allerede blevet skyllet væk så der nu kun var gravhøjene tilbage?

Der var ingen tid at spilde. Gravene som allerede var under vand,

stod ikke til at redde, men de knogler der lå begravet længere oppe, måtte flyttes. Nu med det samme før havet også skyllede dem væk. Men hvordan? Jeg var jo alene. Og jeg havde ikke engang en skovl. Hvordan? Alle de grave? Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men jeg skyndte mig frem mellem de sorte træstammer, gennem vandet der nu gik mig op til knæene.

Da jeg slog øjnene op, var det stadig mørkt. Intet snefald over marken, ingen sorte træstammer, intet tidevand – kun et mørkt rum og et vindue hvor jeg lod øjnene hvile før jeg lukkede dem igen. Jeg havde igen drømt om byen, indså jeg og lå tilbage med mine kolde håndflader mod øjnene.

Før ste gang jeg drømte drømmen, var i sommeren 2014, to måneder efter udgivelsen af min bog om massakren i byen. I de følgende fire år var jeg aldrig i tvivl om hvad drømmen handlede om. Det var først forrige sommer at den tanke slog mig at drømmen måske ikke kun handlede om byen, at min intuitive, umiddelbare konklusion måske var en misforståelse, og at min opfattelse af drømmen var alt for naiv.

Nætterne havde været tropisk varme i snart tre uger, og jeg lå som sædvanlig i stuen under den elendige aircondition i håb om at få lidt søvn. Jeg havde taget et koldt brusebad flere gange, og selvom jeg lå med ryggen mod det nøgne gulv, fandt min svedige krop ingen hvile. I daggryet ved femtiden mærkede jeg hvordan temperaturen faldt en smule. Men allerede en halv time senere ville solen igen stå op, så det var en kortvarig nåde. Måske kan jeg alligevel nå at få sovet lidt, tænkte jeg og begyndte allerede at døse hen. Pludselig rejste marken sig inde bag mine lukkede øjenlåg. Sneen faldt over de tusinder af sorte træstammer, de glitrende snefnug lagde sig som salt på stammernes

afkappede toppe – alt sammen var det intenst virkeligt. Jeg ved ikke hvorfor jeg begyndte at ryste. Ligesom i det øjeblik før tårerne pibler frem. Men jeg græd ikke, jeg havde ikke engang våde øjne. Kunne det jeg følte, beskrives som rædsel? En uro, en gysen, en pludselig smerte?

Nej, det var en opvågning, så kold at det fik tænderne til at klapre. Det var som om et stort, usynligt sværd – et sværd med en så tung klinge at intet menneske kunne løfte det – hang i luften over mig med spidsen rettet mod min krop. Og der, nedenunder, lå jeg med ansigtet vendt op mod det.

For første gang faldt tanken mig ind at knogleresterne og det mørke hav, som slog ind og skyllede dem væk, måske ikke repræsenterede de mennesker der var døde i byen, og den tid der var gået siden massakren. Måske var det en personlig profeti. Måske var de oversvømmede grave og de tavse stammer snarere end gravsten en forudsigelse om det liv jeg havde tilbage at leve.

Det vil sige mit liv lige nu.

I de fire år der var gået siden første gang jeg havde drømmen, og frem til denne sommermorgen, havde jeg taget en række personlige afskeder. Nogle af dem havde jeg valgt af egen fri vilje, mens andre var kommet helt uventet, og dem havde jeg forsøgt at undgå for enhver pris. Hvis det forholder sig sådan som de gamle troslærer forkynder, at der i himlen eller i det hinsides findes et stort spejl som gengiver og fastholder alle vores handlinger, ville mit genspejlede liv i de fire år have været en snegl der havde forladt sit hus og krøb langsomt frem hen ad en skarp knivsæg. En krop som ville leve. En såret og udmarvet kr op. En krop som slog om sig, greb ud og klamrede sig fast. En krop i knæ. En krop som råbte på hjælp. En krop som der sivede noget ubestemmeligt ud af – blod eller sårvæske eller tårer.

Sidst på foråret, da mine desperate anstrengelser var forbi, flyttede

jeg ind i en lejelejlighed i et gammelt højhusområde i udkanten af Seoul. Det føltes uvirkeligt ikke længere at have en familie at skulle tage sig af, ikke længere noget arbejde der holdt mig beskæftiget. Jeg havde i lang tid passet familien samtidig med at jeg måtte arbejde for at opretholde livet. De to opgaver var altid kommet i første række, og jeg havde været tvunget til at skære ned på søvnen for at kunne skrive. Jeg havde inderst inde båret rundt på et håb om engang at få tid til at skrive for alvor, men nu var ikke engang den længsel der længere.

Mine ejendele lå stadig der hvor flyttefirmaet havde efterladt dem, og frem til juli tilbragte jeg det meste af tiden i sengen, selvom jeg stort set aldrig fik lukket et øje. Mad lavede jeg aldrig, og jeg forlod slet ikke lejligheden. Det eneste jeg kunne få i mig, var vand og lidt ris og ukrydret kimchi som jeg bestilte på nettet og fik leveret.

Men når migrænen som altid fulgte i kølvandet på mavesmerterne, satte ind, kastede jeg den smule jeg havde spist, op i toiletkummen.

Mit sidste ønske havde jeg allerede fået nedfældet en aften. “Der er nogle ting jeg vil bede om,” begyndte brevet, hvorefter jeg kortfattet forklarede at bankbøger, forsikringspapirer og lejekontrakten lå i en æske i en bestemt kommodeskuffe, at de resterende penge først skulle bruges til nogle forskellige formål, og hvem den overskydende sum skulle overdrages til. Men jeg vidste ikke hvem jeg kunne besvære

med den opgave, og brevet manglede derfor en modtager – nogen som ville kunne opfylde mine ønsker. Selvom jeg havde tilføjet en redegørelse for hvordan jeg ville kompensere den der udførte opgaven, var jeg i sidste ende ude af stand til at skrive et navn på.

Når det til sidst lykkedes mig at rejse mig fr a sengen, som jeg på trods af min søvnløshed ikke kunne komme ud af, var det på grund af en slags pligtfølelse over for den igennem så lang tid for mig ubekendte modtager. Nogen måtte jo tage hånd om det jeg efterlod mig, og uden at have besluttet mig for den pågældende person, men med nogle bekendte i tankerne, gik jeg i gang med at rydde op i lejligheden. De tomme vandflasker som hobede sig op i køkkenet,

måtte smides ud, og det samme gjaldt mit tøj og sengetøj – ting som ellers ville være til besvær. Og derefter alle mine dagbøger og noter. Med en bylt i hver hånd stak jeg fødderne i mine sneakers og forlod lejligheden for første gang i to måneder. Loftsgangen var vestvendt, og sommerens eftermiddagssol bagte. Det føltes som om jeg så solen for første gang. Jeg tog elevatoren ned, kom forbi portvagtens rum på vejen ud, og da jeg gik over den åbne plads mellem højhusene, blev jeg pludselig opmærksom på hvad det var jeg var vidne til. Den verden menneskerne levede i. Dagens vejr. Fornemmelsen af luftfugtigheden og lufttrykket.

Da jeg kom tilbage til lejligheden, fortsatte jeg ikke med at rydde op i stuen, men gik direkte ud på badeværelset og tændte for bruserens varme vand. Derefter satte jeg mig under vandstrålen med alt tøjet på. Jeg husker fornemmelsen af klinkerne under mine krumme fødder, dampen som gjorde det svært at trække vejret, den gennemblødte bomuldsbluse som klæbede mod min ryg, og de varme vandstrømme der løb ned over pandehåret – som havde vokset sig så langt nu at det dækkede for øjnene – og derefter ned over hagen, brystet og maven.

Jeg forlod badeværelset og tog det våde tøj af. I en af bunkerne som jeg ikke havde fået smidt ud endnu, fandt jeg nogle andre stykker tøj som jeg kunne have på. Før jeg forlod lejligheden igen, rullede jeg to titusindwonsedler sammen og stoppede dem i lommen. Mit mål var den n ær meste undergrundsstation. Bag stationen lå en restaurant som serverede risgrød. Jeg bestilte en skål af den grød der lød mest letfordøjelig. Grøden var varm, og jeg var nødt til at spise den langsomt. Imens betragtede jeg de mennesker som kom forbi uden for restauranten. Deres kroppe så så spinkle ud, som om de kunne falde fra hinanden når som helst. Lige dér i det øjeblik indså jeg hvor skrøbeligt livet er. At alle disse kroppe, indvolde og knogler, at alt dette liv når som helst ville kunne kollapse. Det eneste der skulle til, var en beslutning.

Og det var sådan at døden gik mig forbi. Som en asteroide på kollisionskurs med jorden der misser den med en hårsbred og farer videre. Med en voldsom fart, uden en tanke, uden tøven.

Jeg havde ikke forliget mig med livet, men var nødt til at leve videre.

I de sidste to måneder hvor jeg havde befundet mig i isolation, havde jeg levet under hungerlignende forhold, og jeg indså at jeg havde tabt mig meget. For at kunne bryde den onde cirkel af migræne og mavepine, og på grund af de smertestillende piller med det høje koffeinindhold, var jeg nødt til at begynde at spise regelmæssigt og bevæge mig noget mere. Men før jeg overhovedet kunne begynde at gøre et forsøg på det, satte hedebølgen ind. Da dagtemperaturen for første gang oversteg den menneskelige kropstemperatur, forsøgte jeg forgæves at få gang i airconditionen som den tidligere lejer havde efterladt sig. Jeg forsøgte at ringe til en reparatør, men da jeg endelig kom igennem, lød svaret at de var helt lagt ned af den ekstreme hedebølge, og at de først kunne komme i slutningen af august. Situationen var den samme da jeg for søgte at købe en ny.

Det klogeste ville formentlig have været at flygte fra varmen ved at opsøge et sted med aircondition – hvor var så mindre vigtigt. En café, et bibliotek, en bank? Men jeg havde ikke lyst til at befinde mig blandt en masse mennesker. Så det eneste jeg kunne gøre, var at holde kropstemperaturen nede så godt som muligt ved at ligge på ryggen på det nøgne gulv og tage kolde brusebade igen og igen for at holde porerne åbne og undgå hedeslag. Og derefter vente på at klokken skulle blive otte om aftenen, hvor varmen udenfor lagde sig en smule, før jeg gik ud for at spise lidt grød. Restauranten havde aircondition, og luften derinde var ubeskriveligt forfriskende. Temperaturforskellen mellem restauranten og gaden, hvor luftfugtigheden desuden var så høj, fik ruden til at dugge som om det var en

vinteraften, og gennem emmen kunne jeg se en stadig strøm af mennesker på vej hjem fra arbejde. Jeg så hvordan de bar på elektriske vifter i hænder ne, og hvordan de fyldte den gade som jeg selv snart måtte begive mig ud på igen, en gade som for tid og evighed skulle være tropisk hed.

En aften hvor jeg var på vej hjem fra restauranten, stod jeg og ventede ved en fodgængerovergang og mærkede hvordan den varme luft fra den stadig overophedede asfalt steg op mod mit ansigt. Jeg må skrive brevet færdigt, tænkte jeg. Nej, jeg burde skrive et nyt. Begynde forfra igen på det brev som jeg havde stoppet i en konvolut med påskriften “Min sidste vilje”, selvom jeg stadig ikke havde kunnet skrive nogen på som modtager. På en helt anden måde.

For at kunne skrive sådan et brev måtte jeg tænke mig grundigt om.

Hvornår var det at alting var begyndt at falde fra hinanden?

Hvornår delte vejen sig?

I hvilken sprække, i hvilket led, lå det afgørende øjeblik?

Nogle mennesker finder deres allerskarpeste knive frem når de skal tage afsked, det ved vi af erfaring. For at stikke den efterladte der hvor kroppen er mest sårbar. Vi ved lige præcis hvor det er, fordi vi har været tætte.

Jeg vil ikke leve halvt nedbrudt som dig.

Jeg forlader dig fordi jeg vil leve.

Jeg vil leve som om jeg virkelig levede.

Mareridtene var begyndt i vinteren 2012 da jeg gik i gang med at gennemgå materiale for at kunne skrive bogen. I starten indeholdt drømmene utilsløret vold. Jeg forsøgte at flygte fra faldskærmstropperne, men fik et slag over skulderen med en knippel og faldt om på jorden. Jeg husker ikke ansigtet på den soldat der sparkede mig i siden så jeg rullede om på ryggen. Det eneste jeg kan huske, er den skælven som steg op igennem kroppen da han med begge hænder om geværet stak bajonetten ind i mit bryst.

Jeg ville ikke øve nogen dyster indflydelse på min familie – især ikke min datter – og lejede derfor et arbejdsværelse et kvarters gang fra vores lejlighed. Planen var at jeg skulle skrive i arbejdsværelset, og kun der, for derefter at vende tilbage til den normale hverdag når jeg forlod det. Rummet lå på førstesalen i et murstenshus fra 80’erne, et hus som nærmest ikke var blevet renoveret i de sidste tredive år. Jeg købte en bøtte hvid vandbaseret maling og malede den ridsede metaldør, og da træværket omkring vinduet var gammelt og utæt, satte jeg et sjal op med nogle tegnestifter som en slags gardin. Der sad jeg så og læste og skrev noter – fra klokken ni om morgenen frem til frokost de dage hvor jeg underviste, og frem til klokken fem om eftermiddagen de dage hvor jeg ikke havde nogen timer.

Jeg lavede frokost og aftensmad til min familie sådan som jeg plejede, og jeg spiste sammen med dem. Jeg forsøgte at snakke så meget som muligt med min datter. Hun var lige begyndt i de store klasser og havde derfor mange nye ting at vænne sig til. Men det var som om min krop var kløvet i to – selv i disse de mest private stunder hang skyggen fra bogen stadig over mig. Når jeg havde tændt for blusset og stod og ventede på at vandet i gryden skulle komme i kog. I den korte tid det tog at vende tofuen i æg og derefter se stykkerne blive gyldenbrune på stegepanden.

Vejen hen til mit arbejdsværelse gik langs et vandløb. Efter en strækning inde mellem nogle skyggefulde træer skrånede den nedad indtil den pludselig kom ud i det fri. Jeg var nødt til at gå hen over et

åbent stykke på næsten tre hundrede meter før jeg nåede frem under broen, hvor der var et tomt område der blev brugt som rulleskøjtebane. Forsvarsløs og blottet som jeg var, føltes det altid som om den del af turen aldrig skulle få en ende. Jeg forestillede mig at en krybskytte lå skjult oppe på taget af huset på den anden side af den enkeltsporede vej, at han lå der og sigtede på folk. Selvfølgelig forstod jeg at min ængstelse var absurd.

I det sene efterår 2013 begyndte jeg at sove stadig dårligere og min vejrtrækning at blive mere og mere anstrengt. Hvorfor skal du også trække vejret på den der måde? havde min datter spurgt. Omkring klokken et en nat vågnede jeg forskrækket op fra et mareridt. Efter et stykke tid opgav jeg at forsøge at falde i søvn igen og gik ud for at købe lidt vand. Gaderne var tømt for både mennesker og biler, så det var i virkeligheden helt unødvendigt at jeg stoppede op ved fodgængerovergangen og ventede på at det skulle blive grønt. Jeg stod og kiggede åndsfraværende på den oplyste døgnkiosk på den anden side af den tosporede vej som førte forbi højhusbebyggelsen. Da jeg pludselig kom til mig selv, opdagede jeg en flok på omkring tredive personer der marcherede lydløst af sted på række langs fortovet på den anden side af gaden. De langhårede mænd var iført uniform og havde geværer over skuldrene, men deres kropsholdning var totalt blottet for militær disciplin. Tværtimod kom de snarere luntende som en flok trætte børn der var landet i bagtroppen under en skoleudflugt.

Hvis man igennem længere tid ikke har kunnet sove dybt, hvis man befinder sig på et stadie i ens liv hvor mareridt og virkelighed løber sammen, og man konfronteres med et så absurd syn, er den første reaktion at tvivle på sig selv. Ser jeg virkelig det her? Er det her måske også en del af mareridtet? Hvor godt kan jeg stole på mine egne sanser? Mændene var indhyllet i en dyb tavshed, som om nogen havde slukket for lyden. Jeg stod fuldkommen stille og fulgte mændene med blikket indtil den sidste af dem forsvandt rundt om hjørnet

i det mørke kryds. Det var ikke en drøm. Jeg var ikke den mindste smule træt. Jeg havde ikke drukket så meget som en dråbe spiritus. Men i det øjeblik kunne jeg ikke tro på det jeg havde set. Måske havde det været reservister som blev undervist i den militærforlægning som lå i Naegok-dong, på den anden side af Umyeonbjerget, tænkte jeg, reservister ude på en natlig øvelse. Men det ville betyde at de midt om natten havde vandret over ti kilometer igennem de mørke bjerge, og jeg tvivlede på at reservister ville blive udsat for noget sådant. Næste morgen overvejede jeg at ringe og spørge en bekendt som gjorde militærtjeneste, men jeg havde ikke lyst til at fremstå som en galning – jeg oplevede vitterlig mig selv som tosset – og jeg har aldrig nævnt det jeg så for nogen. *

Sammen med en flok for mig ukendte kvinder klatrede jeg ned ad brøndens side. Vi hjalp alle sammen til med at bære børnene i favnen. Vi troede at vi ville være i sikkerhed dernede på bunden, men pludselig regnede en byge af kugler ned oppe fra brøndens munding, og kvinderne knugede børnene hårdt ind til sig for at beskytte dem. Vi troede at brønden ville være tør, men fra bunden steg nu en grøn væske op, klæbrig som smeltet gummi – den steg for at sluge vores blod og vores skrig.

Jeg gik langs en øde vej sammen med en flok hvis ansigter jeg ikke kan huske. Da vi fik øje på en sort personbil parkeret ude i vejkanten, sagde nogen: Han sidder derinde. Navnet blev ikke nævnt, men vi forstod udmærket godt hvem der var tale om. At det var manden som havde beordret massakren om foråret det samme år, der sad derinde. Mens vi stod og stirrede, kørte bilen videre og svingede ind ved en

stor stenbygning i nærheden. Nogle af os sagde: Kom, vi går derhen. Vi begyndte at gå op i retning af huset. Vi havde været en større flok der begav sig af sted, det er jeg sikker på, men da vi trådte ind i den tomme bygning, var der kun mig og en anden tilbage. En person hvis ansigt jeg ikke husker, stod tavs ved siden af mig. Jeg kunne dog se at det var en mand, og at han kun modvilligt fulgte med mig. Vi var kun os to – hvad skulle vi kunne gøre? Der sivede lys ud fra et rum for enden af den mørke sal. Da vi trådte ind i rummet, stod morderen med ryggen op ad væggen. Han holdt en brændende tændstik i hånden. Pludselig opdagede jeg at vi to også stod med brændende tændstikker i hænderne. Vi kunne tale indtil tændstikkerne var brændt ned. Der var ingen der havde fortalt os det, men vi forstod at sådan var reglen. Morderens tændstik var næsten brændt ned, og flammen slikkede allerede mod hans tommelfinger. Min og min makkers tændstikker havde stadig et lille stykke tilbage, men ilden fortærede dem hurtigt. Morder, skulle jeg sige, tænkte jeg. Jeg åbnede munden.

Morder.

Stemmen svigtede mig.

Morder.

Jeg måtte tale højere, højere.

… Hvad vil du gøre ved alle de mennesker som du har myrdet?

Jeg havde svært ved at få ordene til at hænge sammen og var nødt til at anstrenge mig til det yderste. Pludselig slog tanken mig. Skal vi dræbe ham nu? Hvordan skulle vi kunne det? Jeg drejede blikket og så til siden. Min makkers ansigt var vagt og utydeligt, og hans vejrtrækning svag. Jeg så hvordan den tynde tændstik i hans hånd svandt ind i en orange lue. I skæret fra dens lys fornemmede jeg pludselig helt tydeligt hvor ung han var, at han bare var en forvokset dreng.

En dag i januar, efter at jeg var blevet færdig med bogen, opsøgte jeg mit forlag. Jeg ville bede dem om at udgive bogen så hurtigt som muligt. Naivt tænkte jeg at mine mareridt ville holde op når bogen kom ud. Redaktøren sagde at det af hensyn til markedsføringen var bedre at vente med udgivelsen til maj, den måned hvor begivenhederne havde fundet sted.

Ville det ikke være bedre at udskyde udgivelsen og få flere læsere, også om det så kun er en enkelt person mere?

Hans ord overbeviste mig. Mens jeg ventede, genskrev jeg et af kapitlerne, hvorefter rollerne blev byttet om. Nu var det snarere redaktøren som måtte skynde på mig, og det var først i april at jeg afleverede det færdige manuskript. I sidste ende udkom bogen nærmest på dagen for de begivenheder som havde udspillet sig midt i maj. Men selvfølgelig fortsatte mine mareridt. Nu syntes jeg snarere at mine forhåbninger havde været absurde. Jeg havde jo bestemt mig for at skrive om massakrer og tortur – hvordan kunne jeg være så naiv, for ikke at sige overmodig, at jeg troede at jeg så nemt ville kunne ryste så megen smerte af mig og på den måde slette alle spor af det frygtelige der var sket fra mit indre?

Og så har vi så den nat hvor jeg vågnede efter at have drømt om de sorte træstammer, og jeg lå tilbage med mine kolde håndflader over øjnene.

Indimellem føles det som om mine drømme på en måde fortsætter selv efter at jeg er vågnet, og den drøm var netop en af den slags dr ømme. Når jeg spiser min mad og drikker min te, når jeg kører med bussen, når jeg går en tur med min datter i hånden, når jeg pakker kufferterne eller er på vej op ad undergrundsbanens endeløse trapper, sner det et sted ved siden af mig på en mark som jeg aldrig har besøgt. Glitrende sekskantede krystaller bygges op og opløses på

de sorte træstammers afkappede toppe. I vand op til anklerne vender jeg mig overrasket om. Havet, det er havet som kommer ind.

Det landskab, det billede, dukkede bestandig op for mit indre og ville ikke lade mig være. Om efteråret det år fik jeg en idé. Skulle jeg ikke kunne finde et passende sted og plante stammerne der? Tusindvis af stammer var ikke realistisk, men hvorfor ikke nioghalvfems –et tal der åbner sig mod uendeligheden? Ville jeg ikke kunne samle en halv snes ligesindede som sammen med mig ville dække stammerne med sort blæk? Med samme hengivenhed som hvis vi beklædte dem med et skrud syet af den mørkeste nat så deres søvn ikke ville blive brudt. Og når det alt sammen var færdigt, ville vi så ikke kunne vente på at sneen skulle komme fejende ned fra himlen som et hvidt dække og lægge sig over dem? I stedet for havet som skyllede ind.

Hvad med at lave en film om processen, foreslog jeg en ven som var tidligere fotograf og dokumentarfilmsinstruktør. Ja, gerne, svarede hun beredvilligt. Vi blev enige om at gøre vores planer til virkelighed, men det var svært for os at få tid til at arbejde sammen, og efterhånden var der gået fire år.

Og så har vi så mig den n at under hedebølgen hvor jeg, indsvøbt i varmen der stiger op fra asfalten, til fods vender tilbage til min tomme lejlighed og tager mig et koldt brusebad. Naboerne over og under mig, og dem til siderne, har alle sammen airconditionen tændt, og jeg er nødt til at lukke altandørene og alle vinduerne, for at den varme luft de pumper ud, ikke skal trænge ind i min lejlighed. I stuen, der er som et hermetisk lukket dampbad, sætter jeg mig ved skrivebordet før køligheden fra det kolde vand forsvinder. Dér ligger konvolutten med min sidste vilje, den som stadig ikke har nogen modtager. Jeg river brevet i stykker.

Begynd forfra fra begyndelsen.

Det er altid en passende besværgelse.

Jeg begynder forfra fra begyndelsen. Der er ikke engang gået fem minutter, og jeg er igen drivvåd af sved, som om regnen har skyllet ned over mig. Jeg tager endnu et brusebad og vender tilbage til skrivebordet. Det jeg lige har skrevet, er fuldkommen ubrugeligt, og jeg river pa piret i stykker.

Begynd forfra fra begyndelsen.

En rigtig afsked, et ordentligt farvel.

Sommeren det foregående år, da mit privatliv var begyndt at gå i opløsning som en sukkerknald i et glas vand, da de rigtige afskeder som senere skulle blive til virkelighed, kun var forudanelser, havde jeg skrevet en roman med titlen “Farvel”. Det var en fortælling om sne/en kvinde der smeltede og forsvandt i snesølet. Men det kan absolut ikke være den endelige afsked.

Hver gang sveden som løb ned over min pande, sved for meget i øjnene og jeg ikke kunne fortsætte, tog jeg endnu et koldt brusebad. Og når jeg kom tilbage til skrivebordet, rev jeg det jeg lige havde skrevet i stykker. Efter et stykke tid efterlod jeg det stadig uskrevne brev på skrivebordet og lagde mig med min klæbrige krop på gulvet i stuen. Så begyndte et blåligt daggry at sprede sig. Jeg mærkede hvordan temperaturen faldt en smule, som en nåde. Det føltes som om jeg ville kunne lukke øjnene lidt, og da jeg mærkede at jeg vitterlig var lige ved at falde i søvn, begyndte sneen at falde over marken. En sne der føltes som om den var faldet uafbrudt i årtier, nej i hundredvis af år.

Indtil videre er der ingen fare.

Sådan tænkte jeg da jeg stod med trodsigt opspilede øjne i et forsøg på ikke at flygte fra marken, mens en skælven gik igennem min

krop, som om et stort og tungt sværd hang i luften med spidsen rettet ned mod mig.

De stammer som står plantet højere oppe, langs den skrå kam og bjergsidens øvre del, er uden for fare. Derop når tidevandet ikke.

Gravhøjene bag de stammer er også uden for fare. Havet kan ikke stige så højt. Knogleresterne fra de hundredvis af mennesker som ligger begravet der, er stadig rene og køligt tørre. Havet kan ikke

feje dem med sig. De sorte træstammer, hvis nederste dele hverken er våde eller rådne, står der i snefaldet. Sne som er faldet i årtier, nej i hundredvis af år.

Det var da at indsigten ramte mig.

At jeg må lade de knoglerester som lå dernede, dem som bølgerne allerede har taget, bag mig og med det mørkeblå vand op til knæene søge op mod bjergkammen før det er for sent. Søge allerhøjest op, uden at vente på noget, uden at forlade mig på nogen, uden tøven.

Til jeg kan se de hvide krystaller som går i stykker oven på de stammer som står plantet der, dér allerlængst oppe.

Fordi der ikke er tid nok.

Fordi der ikke findes nogen anden vej.

Det vil sige, hvis jeg altså vil fortsætte.

Fortsætte med at leve.

Vi tager ikke afsked

HAN KANG