DEL 1
DEL 1
KAPITEL 2. DEN NORMALE ALDRING
KAPITEL 2. DEN NORMALE ALDRING
Sansernes aldring
Der kan nævnes en række indre og ydre fysiske aldersforandringer:
Synet Ligevægtssansen påvirkes, og det går ud over muskel-led-sansen, den kinæstetiske sans
Øjets evne til at indstille linsen reduceres, dvs. nedsat reaktionsevne
Hørelsen nedsættes, fordi hårcellerne ødelægges
Svækkelsen af synet omfatter:
Smags- og lugtesansen forandres gradvist
Hjerte- og lungekredsløbsfunktionen aftager Mave-tarm-funktionen aftager
•• •• •• •• ••
Synsstyrken Synsfeltet Synshastigheden Kontrastfølsomheden Farvesansen
Synssvækkelsen påvirker den ældres evne til at bedømme afstande, og det kan være et problem i forhold til at skulle færdes i trafikken. Det bliver svært at følge med, som man plejer. Et svækket syn stiller krav om at søge nye muligheder og hjælpemidler, hvis fx behovet for nyheder på tv eller en god bog skal dækkes. Pupillernes reaktion over for lys ændres, hvilket betyder, at den ældre behøver mere lys for at kunne se tydeligt. Skarpt lys kan også være et problem, og risikoen for at blive blændet er større.
Hørelsen Kønsorganerne: Der sker ændring af slimhinden hos kvinden, og manden kan få problemer med blærehalskirtlen og potensproblemer.
Blære- og nyrefunktionen aftager
Følesansen, smerte- og temperaturreguleringen svækkes
Allerede fra 20-30-års-alderen begynder man at miste evnen til at høre nogle af de høje toner. Hvis sansecellerne beskadiges, får man nedsat hørelse. Nedsat hørelse er ofte til stor gene for de nærmeste omgivelser: Fjernsynet kører meget højt, spørgsmål skal gentages, og der kan opstå en del misforståelser og irritation i samtalen med en person, der har nedsat hørelse. Det kræver stor tilvænning for nogle mennesker at skulle bruge et høreapparat. Den ændrede hørelse kan påvirke deres lyst til at indgå i sociale sammenhænge, fester og lignende, da de ikke kan gennemføre en samtale eller få et meningsfyldt udbytte af samtalen.
Nedsat hørelse
Smags- og lugtesansen Muskler, led og knogler svækkes
Huden bliver mere tør, og man får rynker, håret bliver tyndt, gråt, og nogle mister håret helt
Nervesystemet svækkes
Det sker gradvist, at sanserne svækkes. Antallet af smagsløg bliver mindre. Medikamenter, rygning og infektioner kan være med til at nedsætte smagssansen. Det appetitregulerende center i hjernestammen svækkes ligeledes med alderen. På længere sigt kan det få betydning for lysten til at spise og i sidste ende for ernæringstilstanden.
Smagssansen
Føle-, smerte- og temperatursansen Følesansen
Med følesansen registreres varme, kulde, tryk, tyngde, vibrationer, form, berøring og smerter. Ved nedsat følesans er den ældre mere usikker på hænderne, fejlbedømmer måske et tungt fad eller går i fodtøj, der ikke passer og dermed skaber tryksår på 20
21
DEL 1
DEL 1
KAPITEL 3. GENERELLE UNDERSØGELSER
KAPITEL 3. GENERELLE UNDERSØGELSER
Røntgenbillede af lungerne. Den person, der foretager undersøgelsen, ser testresultatet på sin skærm.
Røntgenundersøgelser
Røntgenbillede af lårbenet med en indtegnet ny hofte protese. Billedet er hængt op i
Røntgenbilleder bliver dannet via røntgenstråler, der sendes gennem den del af kroppen, som man ønsker at undersøge. Når man skal tage et røntgenbillede, sendes røntgenstråler gennem patienten til en fotografisk film eller en sensor. Bløde krops dele som muskler, hud og blod tilbageholder (absorberer) ikke ret meget af strålerne og kommer derfor til at fremstå som mørke skygger på røntgenbilledet. Knogler tilbageholder meget af strålerne og vil kunne ses som hvide skygger.
Eeg-undersøgelse.
forbindelse med en operation.
Røntgenbilleder kan benyttes til at fremstille alle vævstyper og kropsdele. Før i tiden lavede man filmbilleder, der blev hængt op på lyskasser til vurdering af lægerne. I dag benyttes digitale billeder. Det betyder, at man i dag hurtigt og let kan fremskaffe billeder, taget mens patienten var indlagt på et andet sygehus.
Ekg (elektrokardiografi) Ultralydundersøgelse af hjertet
En elektrokardiografi er en ultralydundersøgelse af hjertet, hvor man måler hjertets elektriske aktivitet – og på denne måde, hvordan hjertet pumper. Hjertet er en stor muskel, der har til opgave at sende blodet ud i kroppen, således at alle cellerne får den ilt og næring, de har brug for.
Hvis man via røntgen vil undersøge fx blodkar eller tarme, kan dette gøres ved at indgive et kontraststof, der kan ses på røntgenbilledet.
Eeg (elektroencefalografi) Bruges til undersøgelse for: epilepsi. I nogle tilfælde bruges denne undersøgelse også i forbindelse med udredning for: hjernebetændelse (encephalitis) og hjernehindebetændelse (meningitis). På græsk-latin hedder hjernen: encephalon. Når man skal lave en elektroencefalografi, sætter man en masse små elektroder i personens hovedbund. Man sætter elektroderne fast med en grå klistret masse under hver elektrode. Via elektrodernes målinger bliver man i stand til at fremstille den elektriske aktivitet i hjernen på lange papirstrimler. Undersøgelsen kan vise, om en person har epilepsi eller ej. Når man har et epileptisk anfald, sker der en kraftig ændring i hjernens elektriske aktivitet. Man kan få lavet eeg, mens man er vågen, mens man sover, eller mens man bliver belyst med et meget blinkende lys (svarende til lyset på nogle dansegulve).
46
Ekg-undersøgelsen foretages, hvorefter testresultatet printes ud.
47
DEL 1
DEL 1
KAPITEL 3. GENERELLE UNDERSØGELSER
Skopier
CT-scanning (computer-tomografi-scanning)
Når man får foretaget en skopi (kikkertundersøgelse), uanset hvilken form det er, foregår det med en bøjelig slange. Slangen er på tykkelse med en lillefinger og er forsynet med lys, kamera og en lille tang til at tage vævsprøver med. Længden på skopet er afhængig af, hvilken undersøgelse det skal bruges til. Skopet er tilsluttet en pc-skærm, hvor lægen kan se de billeder, kameraet optager, og hermed, om der skulle være sygdom at finde. De mest almindelige skopier, der udføres, er:
En CT-scanner består af en maskine med en 70 cm stor åbning og et mobilt leje. Selve maskinen er ikke særlig bred. I maskinen er der røntgenrør og en række digitale modtagere (detektorer). Ved almindelig røntgenundersøgelse sendes røntgenstråler
•• •• •• •• •• •• ••
Koloskopiapparat.
KAPITEL 3. GENERELLE UNDERSØGELSER
Skopi af bronkierne (bronkoskopi) Skopi af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm (gastroskopi) Skopi af bughulen (laparoskopi) Skopi af tyktarm (koloskopi) Skopi af endetarm (rektoskopi) Skopi af blæren (uroskopi) Skopi af livmoderhalsen (kolposkopi)
Optagelse fra en koloskopi. På billedet ses tyktarmen indefra.
CT-scanning af lunger.
3d-billede af ribben og rygsøjle.
50
51
DEL 2
Cor: hjertet. Sternum: brystbenet. Perikardiet: hjertesækken. Myokardiet: hjertemuskelvæv. Endokardiet: hjertets glatte bindevævshinde.
Øvre hulvene
DEL 2
KAPITEL 11. HJERTE OG KREDSLØB
KAPITEL 11. HJERTE OG KREDSLØB
Tværsnit af hjertet
Hjertets anatomi Hjertets lag Hjertet (cor) ligger midt i brystkassen bag brystbenet (sternum). Hjertet bevæger sig meget, når det slår. For at disse bevægelser ikke skal slide på hjertet eller de organer, det ligger tæt op ad, er hjertet pakket ind i hjertesækken (perikardiet). Hjertesækken består af to glatte bindevævshinder med lidt væske imellem. Under hjertesækkens inderste lag ligger der et tykt lag hjertemuskelvæv (myokardiet). Hjertemuskelvævet er en meget udholdende type muskelvæv. Hjertet skal jo konstant arbejde/slå gennem hele livet. Inderst er der igen en glat bindevævshinde (endokardiet), der sørger for, at blodet let kan strømme gennem hjertet uden modstand.
Atrier (ental: atrium): hjertets forkamre, der opsamler blodet fra venerne og pumper blodet ned i hjertekamrene. Ventrikler (ental: ventrikel): hjertekamrene, der pumper blodet ud i arterierne/pulsårerne. AV-klapperne: klapper, som adskiller forkamrene (atrierne) fra hjertekamrene (ventriklerne) og ensretter blodstrømmen.
Hovedpulsåren Øvre hulvene
Lungearterie Lungevener Forkammer
Forkammer
Hjerteklapper, der forhindrer tilbageløb
Hjertekammer Hjertekammer Hjertemuskel Nedre hulvene
Legemspulsåren (aorta) Lungearterie
Muskelcelle Koronararterier
Cellekerne
Hjertet
Nedre hulvene
Hjertemuskelceller
Endokardie med glat overflade Myokardie med et stærkt muskelvæv
Periekardiet har to hinder med væske imellem Gennemskåret hjerte
Hjertevæggens opbygning.
188
Hjertets kamre Hvis man skærer hjertet op, kan man se, at det består af fire kamre/hulrum. Midt ned gennem hjertet deler et tykt muskellag (hjerteskillevæggen) hjertet i en højre og en venstre halvdel. Hver af disse to halvdele består af øverst et forkammer (et atrium) og nederst et hjertekammer (en ventrikel). Blodet kommer frem til hjertet via vener, der ender i de to forkamre. Blodet forlader hjertet via to store arterier/pulsårer, der starter i de to hjertekamre. Man siger, at hjertets tilførende kar er vener, mens hjertets fraførende kar er arterier. Væggen/muskellaget i forkamrene er ganske tynd, mens væggene eller muskellaget i hjertekamrene er meget tykkere. Dette hænger sammen med, at forkamrene blot skal pumpe blodet ned i hjertekamrene. Herimod skal hjertekamrene pumpe blodet enten gennem det store eller det lille kredsløb. Da blodet her skal strømme meget længere, er det nødvendigt at sætte mere kraft/tryk på blodet, og derfor er hjertemusklen meget tykkere i hjertekamrene.
Hjertets kamre
Hjertets klapper For at hjertet kan pumpe effektivt, er det vigtigt, at blodstrømmen gennem hjertet ensrettes. Hvis noget af blodet løber baglæns i den retning, det kom fra, skal hjertet nemlig arbejde mere, og det belaster hjertet. Det svarer lidt til at grave et hul i sandet på stranden: Sand, der skrider ned i hullet, skal graves op igen! Ensretningen af blodstrømmen sørger hjerteklapperne for. Der findes to slags hjerteklapper:
Hjerteklapper
1. Mellem forkamrene og hjertekamrene sidder AV-klapperne. AV står for atrioventrikulær og fortæller altså blot, at klappen sidder mellem forkammer og hjertekammer. 189
DEL 2
DEL 2
KAPITEL 12. BLOD, LYMFE OG IMMUNFORSVAR
KAPITEL 12. BLOD, LYMFE OG IMMUNFORSVAR
Hæmostasen (standsning af blødning) Hæmostasen består af to delprocesser. Først kommer en sammentrækning af blodkarrene, og herefter kommer selve propdannelsen. Blodkarsammentrækningen Sammentrækningen af blodkarrene skyldes, at de glatte muskelceller i væggen af et beskadiget blodkar trækker sig sammen. Dette mindsker blødningen og hermed blodtabet. Sammentrækningen udløses ofte af den påvirkning, fx at slå sig eller skære sig, der er årsagen til vævsskaden. Blodkarsammentrækningen vedligeholdes af stoffer udskilt fra de beskadigede vævsceller.
Blodkar
Trombocytprop
Glatte muskelceller
Trombocyt (blodplade)
Glatte muskelceller afklemmer blodkarret.
Aktiveret trombocyt
Når trombocytter aktiveres, får de lange Overskåret blodkar før sammentrækningen
Overskåret blodkar efter sammentrækningen
klæbrige udløbere. Trombocytter klistrer sig til karvæggen og hinanden og lapper hullet. Herefter danner koagulationsfaktorerne fibrintråde. Trådene fanger flere trombocyt-
1) Skades et blodkar, trækker de glatte muskelceller i karvæggen sig sammen. 2) Nu nedsættes blodstrømmen gennem karret, så man taber mindre blod igennem skaden.
Propdannelsen Selve propdannelsen klarer trombocytterne sammen med koagulationsfaktorerne i blodet. Når trombocytter kommer i kontakt med noget, der normalt ikke findes inde i blodkarrene, bliver de aktiveret. Aktiverede trombocytter bliver klæbrige og blæksprutteagtige, da de får lange udløbere. Aktiverede trombocytter klistrer sig fast både i skaden på blodkarret og i hinanden, og herved dannes en trombocytprop. Kort efter hjælper koagulationsfaktorerne i blodet med at forstærke proppen. Forstærkningen består i, at koagulationsfaktorerne danner lange klæbrige tråde, der fanger erytrocytter og trombocytter. Herefter trækker trådene sig sammen og forstærker reparationen af skaden.
Koagulation: størkning af blodet. Koagulationsfaktorer: proteiner i blodet, der får blodet til at størkne.
220
ter og erytrocytter og forstærker proppen yderligere.
Erytrocyt (rødt blodlegeme)
Aktiveret trombocyt Fibrin
221
DEL 2
Aids: når hiv-virus har ødelagt mange af de hvide blodlegemer, svækkes immunforsvaret, og patienten får infektioner.
Udvikling af aids Inde i kroppen angriber hiv en bestemt type af de hvide blodlegemer (leukocytter) og slår dem ihjel. De leukocytter, som virusset dræber, er dem, der sørger for, at resten af immunsystemet kommer op i omdrejninger, når bakterier, virus og andre mikroorganismer skal bekæmpes. Når virusset med tiden har fået slået de fleste af disse hjælperceller ihjel, vil hele immunsystemet bryde sammen. Når immunsystemet holder op med at virke, kalder vi sygdommen for aids. Aids er en engelsk forkortelse for ”erhvervet immundefekt-syndrom”. Aids er kendetegnet ved, at patienten rammes af alvorlige infektioner med andre mikroorganismer, fordi immunsystemet er brudt sammen og derfor ikke kan bekæmpe mikroorganismerne effektivt. De infektioner, man ser ved aids, skyldes ofte mikroorganismer, der ellers ikke fremkalder sygdom hos raske mennesker. Hos raske mennesker ødelægger immunsystemet nemlig disse mikroorganismer, inden de kan nå at fremkalde sygdom. Aids fører med tiden til, at patienten dør. Er man smittet med hiv, fører det altså til en lang sygdomsproces, der kan opdeles i flere faser, afhængigt af hvilke symptomer patienten har eller ikke har. Faserne 1. En fase med influenzalignende symptomer kan komme ca. 6-8 uger efter smitten. Denne fase optræder ikke hos alle, og da patienterne hurtigt bliver raske igen, lægger de sjældent specielt vægt på symptomerne. Symptomerne skyldes, at virus spredes i kroppen, og omfatter: •• Feber •• Ondt i halsen •• Muskelømhed •• Hævede lymfeknuder
Hvordan smitter hiv? Og hvor langt skal du gå for at beskytte dig selv?
DEL 2
KAPITEL 12. BLOD, LYMFE OG IMMUNFORSVAR
KAPITEL 12. BLOD, LYMFE OG IMMUNFORSVAR
2. Herefter kommer der en lang fase (flere år), hvor patienten føler sig rask. Patienten har dog virus i blodet og er derfor i stand til at smitte andre. Yderligere har patienten også dannet antistoffer imod hiv. Disse antistoffer kan man finde eller påvise i en blodprøve fra patienten (patienten er hiv-positiv). Det er på denne måde, man stiller diagnosen. 3. Nu kommer der for de fleste smittede en fase, hvor lymfeknuderne hæver. Ud over de hævede lymfeknuder har patienterne ingen symptomer. 4. Til sidst kommer så den fase, hvor der gradvist over måneder til år udvikles aids. I denne fase afhænger symptomerne af, hvilke infektionssygdomme patienten får. De hyppigste sygdomme er: •• Infektioner med herpesvirus (forkølelsessår, skoldkopper) •• Svampeinfektioner, bl.a. med belægninger på tungen, i svælget eller i spiserøret •• Lungeinfektioner, herunder tuberkulose med feber, hoste og nedsat lungefunktion Herpesvirus kan gemme sig i nerveceller i mange år. Derfor skyldes aids-patienternes herpes-infektioner ofte virus, der har været i kroppen, lige siden patienterne var børn eller unge. Alle de nævnte infektioner bliver hos aids-patienter langt alvorligere, end man normalt ser. Dette skyldes igen, at aids-patienternes immunsystem ikke virker. Ud over infektionerne kan aids-patienter også rammes af kræft i lymfeknuderne (maligne lymfomer), forstyrrelser i nervesystemet (demens og hukommelsestab) og betydelige vægttab. De oplever ofte feber, diaré og nattesved.
Forebyggelse af smitte Er man først smittet med hiv, kan man ikke helbredes. Derfor er der primært fokus på at forebygge smitte, som omfatter:
Kondom Lukkede systemer ved blodprøvetagning Kontrol af donorblod
1. Brug af kondom ved sex. Evt. undgå sex med hiv-positive. 2. Brug af lukkede systemer ved blodprøvetagning samt forsigtig omgang med kanyler. 3. Kontrol (screening) af donorblod, så virus ikke overføres ved blodtransfusioner. 4. Undgå brug af brugte kanyler hos stiknarkomaner. Der arbejdes stadig på at udvikle en vaccine imod hiv, men desværre ændrer virusset sig hele tiden (ligesom influenzavirus). Dette er en af grundene til, at der endnu ikke er udviklet en effektiv vaccine.
232
Screening: masseundersøgelse.
233
DEL 2
DEL 2
KAPITEL 15. NYRER, URINVEJE OG VÆSKEBALANCE
KAPITEL 15. NYRER, URINVEJE OG VÆSKEBALANCE
Urinlederne
Nefron: glomerulus med tilhørende tubuli. Ureter: urinleder. Vesica urinaria: urinblæren. Symfyse: bækkenknoglernes samlingssted fortil. Rectum: endetarmen. Vagina: skeden. Uterus: livmoderen.
Urinlederne (ureteres, ental: ureter) er rørformede, 5 mm brede og 25-30 cm lange. De fører urinen fra nyrebækkenet ned til urinblæren (vesica urinaria). Dette foregår ved, at den glatte muskulatur her driver urinen frem i peristaltiske bølger. Den sidste del af urinlederne forløber skråt ind forneden i blæren. Det skrå forløb gennem blærevæggen danner en ventil, så tilbageløb fra blæren til urinlederen forhindres.
Tværsnit af nyre.
Urinblæren
Kapillærnøgle
Urinblæren (vesica urinaria) har til opgave at samle og opbevare urinen fra nyrerne og udtømme den med passende mellemrum. Blærevæggen består af flere lag glat muskulatur, som spiller en vigtig rolle for vandladningen. Blæren ligger på bækkenbunden lige bag bækkenleddet (symfysen). Hos manden ligger blæren foran endetarmen (rectum), og hos kvinden ligger den foran skeden (vagina) og livmoderen (uterus). Bag ved skede og livmoder ligger kvindens endetarm.
Kapsel
Blæren kan rumme 1 liter urin eller måske mere, men allerede ved en fyldning på 200-250 ml opstår vandladningstrangen. Som oftest er en normal vandladning på 250-400 ml.
Vandladningstrang
Nederst i blæren udmunder denne i urinrøret (urethra).
Kapillærnøgle, hvor væsken presses over i urinkapslen og føres videre i rørsystemet Karnøgle, hvor væsken Det meste af væsken og nyttige presses over stoffer til kroppen suges tilbage i i urinrøret blodbanen.
Blodkappillær
Urinleder
Samlerør
Placering af glomerulus, tubulus og samlerør i nyren.
Blærevæg Urinledernes indløb
Detaljeret opbygning af et nefron. Læg også mærke til, hvordan tubulus er omgivet af kapillærer.
Glomeruli
Det er i glomeruli, at urinen dannes, ved at blodet filtreres. Filtratet opsamles så af den omgivende kapsel og ledes videre i tynde rør kaldet tubuli. Undervejs danner disse tubuli en U-formet slynge, der kaldes Henles slynge. En glomerulus med tilhørende tubulus kaldes tilsammen et nefron. Flere nefroner samles i et samlerør. Samlerørene transporterer filtratet, altså urinen fra nyrebarken, gennem nyremarven til nyrebækkenet, som er centralt placeret i nyren. I nyrebækkenet dannes nærmest et lille bassin, inden urinen løber over i urinlederne. Nyrebækkenet og urinlederne udgør tilsammen de øvre urinveje.
Henles slynge Samlerør
Øvre urinveje 292
Tværsnit af urinblæren hos en Urinrør
mand. Urinledernes indløb
Prostata
ses. Urinrøret nederst i blæren passerer gennem blærehals
Lukkemuskel
kirtlen (prostata), og derefter Bækkenbund
gennem bækkenbundsmuskulaturen.
293
DEL 21
DEL 1
KAPITEL 18. 1. HVAD CELLER ER OG MEDICINSKE VÆV FAG?
Væv
Den måde, som dna og kromosomerne er opbygget på, er unik for hvert individ. Det bruges i forskellige sammenhænge, fx når der skal findes organdonorer, hvor det er vigtigt, at den krop, der skal modtage et nyt organ, kan ”forliges” med det transplanterede organ.
Organdonorer
Celler kan specialisere sig i at varetage forskellige kropsfunktioner. Ensartede celler med samme funktion kaldes væv. I kroppen findes der mange forskellige slags væv. Fx udgør specialiserede celler det væv, som organer (fx lever, hjerne og hjerte) er bygget op af, med hver deres funktioner.
Cellens formering og deling De fleste af kroppens celler har behov for at kunne formere sig, da de har begrænset levetid. Fx lever et rødt blodlegeme kun ca. 120 dage, et hvidt blodlegeme ca. 3 uger, og tarmepitelceller kun nogle få dage. Kun nerveceller og muskelceller ophører tidligt i forsterstadiet med at dele sig, og det er grunden til, at det ikke er muligt at danne nye nerveceller efter en skade i hjerne eller nervebaner.
Nerveceller
2 1.KAPITEL KAPITEL HVAD ER18.MEDICINSKE CELLER OG FAG? VÆV DEL
Fra celle til menneske
H H H H H H H H H H H H H H H O H C C C C C C C C C C C C C C C C O H H H H H H H H H H H H H H H H Molekyle Atom
Mitose
Formering af celler foregår ved hjælp af celledeling (mitose) for de fleste cellers vedkommende (se tegningen med celledeling herunder). Kun kønsceller deler sig anderledes, idet arvematerialet udveksles mellem kromosomerne i reduktionsdeling (meiose), hvor celledelingen slutter med fire celler, der har det halve kromosomtal (23 kromosomer). Det er nødvendigt, at antallet af kromosomer kun er 23, så antallet passer ved sammensmeltningen af æg og sædceller. I starten er de nye celler mindre end den oprindelige, men de udvikler sig og bliver så også i stand til at dele sig.
Meiose
Celledeling
Væv
Makrokyle Celle
2
Cellekerne
1
Pollegemer trækker kromosomerne til hver sin pol.
Celleslim Organ Kromosomer
3
To nye celler efter
5 celledelingen. Mitose: almindelig celledeling. Reduktionsdeling: deling, hvor antallet af kromosomer reduceres til det halve. Meiose: kønscellers celledeling. Væv: samling af ens celler, der er specialiserede i samme funktion.
4 Menneske
Organsystem
Cellen begynder at dele sig.
374
375