Palle Ove Christiansen
DE FORSVUNDNE H e d e n s s i d s t e f o rt æ l l e re
GADS FORLAG
Palle Ove Christiansen
DE FORSVUNDNE H e d e n s s i d s t e f o rt ĂŚ l l e re
Under medvirken af Else Marie Kofod
GADS FORLAG
Bogen er udgivet med støtte fra: Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Konsul George Jorck og hustru Emma Jorcks Fond Lillian og Dan Finks Fond Landsdommer V. Gieses Legat
Indhold
Arven
10
1. Hvem var skattegraveren?
14
2. Heden og dens mennesker
26
3. Ekspeditionen efteråret 1873
34
4. Pottemager Erik Larsen i Tranflod
48
5. Husmand Laust Nielsen Klem
62
6. Aftægtskone Kirstine Marie Væver, Filsøgaard
74
7. Lærer Trøstrup i Torsted
84
8. Husmand, daglejer Otto Skibild og Karen Pedersdatter, Sneftrup Huse
102
9. Husmand Jesper Skrædder, Ørre Hede
114
10. Indsidder Johanne Tygesdatter, Sammelsted fattigkoloni
130
11. Lærer Jensen i Nygaard skole
138
6
12. Gårdkone Johanne Kirstine Pedersdatter, Hallundbæk
150
13. Huskone Helene Johansdatter, Halkærhuse
162
14. Indsidder Jens Talund på Damgaard Mark
170
15. Turen slut
188
16. Overlevelse
192
17. Hvorfor var folkeminderne så vigtige?
202
18. Udendørs forskning
208
19. Fotograf Olsen og kunstmaler Smidth
220
Om bogen Billedfortegnelse Noter Stedregister
228 230 232 236
7
1873 E
vald Tang Kristensens tur i det vestjyske startede i november 1873. Men hvad foregik der ellers i det år, og hvad var 1870’erne for en tid? 1873 var et almindeligt rundt år, hvor menneskene stort set gjorde, som de plejede, og som de gjorde det siden. Hævede man blikket en smule, var det dog tydeligt, at samfundet langsomt var kommet op i nye omdrejninger. Ude i Europa var 1870’erne starten på et langt stræk frem mod 1. verdenskrig, der var rigt på både moderne industri, ny kunst og litteratur samt en utilsløret imperialisme. Og syd for den nye danske grænse havde Bismarck i 1871 samlet Tyskland til en stat af overbevisende styrke. Danmark var et landbrugsland, der kæmpede for en plads i solen, både politisk og økonomisk. 1870’erne blev starten på mange års tovtrækkeri mellem bønderne, der havde flertallet i Folketinget, og adelen og borgerskabet, som dominerede Landstinget og ikke ville slippe regeringsmagten, selv om de parlamentarisk var i mindretal. Dansk industri spillede endnu ikke nogen større rolle, og de senere så berømte andelsmejerier til mælk- og smørforædling havde ingen hørt om. Den meste transport skete med sejlskibe, og små fragtskuder landede deres varer på Jyllands åbne kyster. Jernba-
nerne var stadig kun sparsomt udbygget, og forskellene mellem landets egne var markante. Mange mennesker mente, at det største skel i samfundet var forskellen mellem by og land. Hovedstaden København var presset under indvandringen af overskudsbefolkningen fra landområderne. Mange havde svært ved at finde arbejde, socialismen stak hovedet frem og blev slået ned af politiet. De gamle volde om byen måtte sløjfes, og i 1873 blev Nørrevold jævnet med jorden af hundredvis af arbejdsfolk med lige så mange trillebører. Statuen af Frederik 7. blev rejst foran Christiansborg; akademikere diskuterede, om menneskene nedstammede fra aberne, om der var en gud til, og om kvinderne kunne og skulle frigøres. I november 1873 kunne læserne af det københavnske magasin ’Illustreret Tidende’ beundre træsnit af et nyt teater i Paris, af en jysk postkærre, der i havstokken arbejdede sig vej mod Skagen, og af en flok løbende negere på Guldkysten, der trak en vogn med hvide mænd. Det var motiver, som det københavnske publikum ikke kendte fra deres dagligdag, og som tiltrak sig stor opmærksomhed. Historien om Tang Kristensens indenlandske opdagelsesrejse ville have haft samme eksotiske præg – hvis den var blevet fortalt dengang.
1873
9
10
DE FORSVUNDNE
Arven INDLEDNING
E
vald Tang Kristensen (1843-1929) var et menneske, der brændte for en sag. Det var den opgave, han selv havde stillet sig, og som lå i baghovedet, lige meget hvad han lavede. Han indrettede sin tilværelse efter den og forventede, at familien gjorde det samme. Venner og bekendte blev bedømt ud fra, om de havde forståelse for hans virke, og hvad de kunne yde i den forbindelse. Det handlede alt sammen om at frelse en skat. Han ville redde så mange gamle folkeminder som muligt; det vil sige de almindelige menneskers mundtlige traditioner. Tang Kristensen blev efterhånden besat af fortiden. Ikke af den almindelige historie, men af den gamle kulturs betydning for den tid, han levede i. Ligesom flere andre kulturforskere var han skeptisk over for det sene 1800-tals heftige udvikling, der var blind for alt andet end sig selv. Han mente, at menneskenes begærlighed og byernes hurtige levevis nemt kunne ende i ren materialisme til skade for hele befolkningen, og at en større forpligtelse på den fælles fortid kunne virke stabiliserende i en stadig hastigere verden. Samtidig var det for nationens egen skyld nødvendigt, at samfundet reddede sit åndelige fundament, før det blev for sent. Danmarks tab af Sønderjylland i 1864 smertede ud i alle afkroge af riget, men en samling om fædrelandets egenart kunne være et bolværk mod syd. Et kulturelt værn mod preusserne, hvor det militære havde vist sig utilstrækkeligt. Delingen af det gamle land satte stærke følelser i bevægelse. Litterater og kulturhistorikere oplevede, at de i denne sag var ude i et kapløb med tiden: Det gammeldags liv på landet var ved at dø ud, og dermed forsvandt der hver dag uerstattelige sagn, eventyr og viser. Det var denne folkelige digtning, som skulle indsamles, mens tid var. Jævne folk holdt efterhånden op med at berette de gamle historier for hinanden. Hvor fortællinger-
12
DE FORSVUNDNE
FORRIGE OPSLAG Befolkningstætheden i Midtjylland i 1880. Jo kraftigere farve, des højere befolkningskoncentration. Hedeegnen er markeret med krøllet signatur, som nogenlunde viser den udstrækning, lyngen havde før de store hedeopdyrkninger. Disse tyndt befolkede hedeegne blev Tang Kristensens første og største indsamlingsområder. Senere udvidede han indsatsen til hele Jylland og delvist også til Øerne.
ne før havde været meningsfulde i menneskenes samvær i landsbyerne, skammede karle og piger sig nu over at beskæftige sig med den slags. Tidligere havde det givet anseelse at gøre som de gamle, fx at være en god fortæller eller visesanger, men nu var det alt det nye, folk var optaget af. Derfor syntes mange unge i sidste del af 1800-tallet, at de ældre levede et stadig mere forældet liv. Forældrene tilhørte, hvad man tidligere kaldte for almuen – den nederste stand i det gamle samfund fra før grundloven af 1849. Det var folk, som talte deres lokale sprog, som ikke havde formel uddannelse og oftest ernærede sig ved deres hænders arbejde. Almuefolket var stadig de fleste, men den moderne tilværelse satte sit præg på den yngre generations hverdag. Folk på landet begyndte at gå i bypræget tøj og dække bord med både tallerkener og gafler, som krævede opvask bagefter. De traditionelle bønder forandrede sig lige så stille til nymodens tænkende landmænd, læste aviser og smilede efterhånden ad deres tidligere opfattelser og talemåder. Landsbylæreren Tang Kristensen blev ikke kun Danmarks store indsamler af ældre folkekultur. Også på verdensplan er han stadig den største personlige optegner af folklore. Og gennem hans nedskrivning af det sungne og det fortalte – noteret præcis, mens det fandt sted – er vi i dag tæt på at fornemme, hvordan almindelige mennesker sang og talte i 1800-tallet. Tang Kristensen tålte vinternætternes mørke i øde egne, utøjet i husene og primitive sovesteder
Den 65-årige Evald Tang Kristensen portrætteret i 1908. Han var på det tidspunkt 65 år gammel og havde det meste af sin samlergerning bag sig, om end han vedblev at arbejde med folkloren mange år endnu. Han bestilte og betalte selv billedet.
på sine vandringer. Og han blev ved med at samle ind, til han var hen ved 80 år gammel. Ellers holdt han sig mest hjemme, stred med skriverierne ved
spisebordet og sled sine koner op som medhjælpere. Flere af hans otte børn blev inddraget i arbejdet med at passe skolens lille landbrug, skrive rent og forberede hans tøj til den næste ekspedition. Det gik ikke altid stille af. Men hvordan havde Tang Kristensen fået sit voldsomme, faglige engagement, og hvordan forløb hans almindelige hverdag?
ARVEN
13
Hvem var skattegraveren? KAPITEL 1
M
ed sine 165 centimeter var Tang Kristensen en ret lille mand, og sådan følte han sig for det meste også.1 Både i sin ungdom som fattig skolelærer på landet, i forhold til professorerne i København, og som den, der altid måtte spare for at klare både sine bogtrykkerregninger og udgifterne til børnenes tøj. Men Tang Kristensen var også en stor mand. Det vidste han inderst inde godt selv i det meste af sit liv. Som forsker ude blandt almindelige men-
16
DE FORSVUNDNE
Lærerboligen i Gjellerup øst for Herning, som Tang Kristen sen beboede 1866-76. FORRIGE OPSLAG Evald Tang Kristensen knap 30 år gammel, hvor han lærte sin anden kone, Grete, at kende, og hvor han forberedte sine længere indsamlingsrejser i Midt- og Vestjylland. Der findes utallige billeder af Tang Kristensen, da han hyppigt lod sig fotografere i tidens nye atelierer i de lidt større byer. Ofte lod han skægget vokse viltert, for sådan syntes landsbylærere på den tid, at de skulle se ud.
nesker kunne han noget, som ingen i hans samtid kunne. 45 år gammel kom han på finansloven, blev efterhånden kendt over hele landet og flere gange dekoreret af kongen. Han modtog hele to festskrifter fra fagfæller, men alligevel døde han som en mismodig knark. Den yngste søn, som han 63 år gammel blev far til, bar den fædrene forurettelse videre gennem hele sit liv. Efter 2. verdenskrig blev Tang Kristensen efterhånden glemt. Det skete, ikke fordi hans indsamlingsarbejde blev miskendt, men fordi det ikke længere blev tillagt samme nationale betydning som tidligere. Magister Hakon Grüner-Nielsen (1881-1953), som i sin ungdom havde været på tur sammen med Tang Kristensen, roste hans fortrolighed med lokale folks sprog og levevis samt hans udholdenhed som fodgænger og evne til at skrive lige så hurtigt, som beretterne talte. Desuden var han flittig og besad en god hukommelse og sund dømmekraft. Grüner-Nielsen skrev ud fra sine egne oplevelser med Tang Kristensen i marken, at: ”Det kunne vel undertiden hænde, at han kom til ulejlighed, når han med sin bogtaske over skulderen lidt tung og ludende trådte ind i et fremmed hjem, men oftest var han til opmuntring og blev en velset gæst. Særlig hos de fattige og småkårsfolk, hos hvem folkedigtningen jo altid mest var at træffe, vidste han at finde sig til rette. Han [kunne] lejlighedsvis støde an ved stejlhed og læreragtig strenghed, ved sin kantede utålmodighed efter hurtigt at komme til sagens kerne, ved sin barokke sparsommelighed og ved sin efterhånden lidt originale, halvt spøgefulde vane altid at sige sin mening lige ud. … Han besad i øvrigt en egen humoristisk sans, og denne humor spores ofte bag hans menneskeskildringer.”2 Magisteren nævnte dog også, at Tang Kristensen savnede videnskabelige kommentarer i bøger-
Tørvehus
19
Brønd
Have
18 16 17 13
15
14
8
9
7
10
11
12
6 5
4
1
3
Plan af lærerhjemmet med staldbygning og have i Gjellerup, rentegnet af arkitekt H. Zangenberg, som udførte flere historiske tegneopgaver for Tang Kristensen. De centrale rum var 1. gang, 3. den pæne stue, 4. dagligstue, 5. køkken, 7. sovekammer, 9. bageovn, 10. & 11. kamre og 12. gæstekammer. Avlsbygningen bagved rummede plads til køer, får og grise foruden en lille lade.
ne, og at han aldrig fik tilegnet sig den sammenlignende folkemindevidenskab og dens metoder. Han var i kollegernes øjne hovedsagelig indsamler og ikke videnskabsmand. I eftertidens perspektiv er forskellene ikke så ligetil, men ved primært at gøre Tang Kristensen til indsamler kunne hans mammutagtige indsats bedre håndteres af københavnerforskerne. Tang Kristensens barndomshjem formåede i 1850’erne ikke at sende drengen i byskole og slet ikke på universitetet. Selv om han kom på seminarium og uddannede sig videre i København, blev han ikke rigtig akademiker. Men set i et nutidigt perspektiv er forskellene i faglig indsats dog ikke
Hvem var skattegraveren
17
så tydelige som for 100 år siden. Filologernes og folkloristernes teser var dengang ofte ret spekulative. Og tidens videnskabelige metoder bestod mest i en klassifikation og sammenligning af motiv- og materialetyper. Tang Kristensen havde en næsten ærbødig respekt for det primært optegnede stof og var skeptisk over for for mange redigerende magisterfingre. Hvor de andre folklorister mest opholdt sig på bibliotekerne, var han altid selv ude blandt mennesker for at samle ind. Han havde lært sig at snakke med folk og kunne både udholde livet på landevejene om vinteren og lugten i hytterne. Hvor andre forskere ofte sad i deres studerekamre og syslede med nogle få eller i forvejen kendte optegnelser, tilvejebragte Tang Kristensen store mængder nyt stof, særligt fra hedeegnene. Han besøgte i sit liv over 3.300 mennesker og optegnede egenhændigt omkring 3.000 viser, 1.000 melodier, 2.500 eventyr og 15.000 sagn, foruden meget andet materiale om dagliglivets kultur.
Fødderne sad forkert I sine erindringer skrev Tang Kristensen, at hans fødder ved fødslen sad forkert. Hans mor havde fortalt, at: ”mine fødder kom til at vende galt, de sad nemlig med tæerne ud til hver sin side, men ind imod hinanden. Men lægen tog uden videre ved og drejede dem om, sådan som de skulle sidde …”3 Senere skulle det ikke blive så let at rette på Tang Kristensen, men det var et held, at lægen turde, for barnet fik om nogen brug for sine fødder og ben. Tang Kristensen blev født i et lærerhjem, hvor faderen døde, da han var tre år gammel. ModeMODSTÅENDE SIDE Renskrift af folkevisen ’Skjøn Anna’, som Tang Kristensen nedskrev under mødet med sin første meddeler, Maren P edersdatter på Søgaard, i julen 1867.
ren giftede sig derefter med en anden lærer, som fik embede i det isolerede Øby øst for Viborg. Her, og senere i landsbyen Brandstrup, tilbragte Tang Kristensen en glædesløs barndom sammen med en brutal stedfar og sin mor, som var bange for at tage børnene i forsvar. Drengen var hurtig i hovedet, men måtte bruge megen tid på at passe både sine mindre søskende og kreaturerne i de frodige enge omkring Nørreå. Præsten i Brandstrup underviste ham vederlagsfrit i sprog og naturfag, så han kunne komme på latinskole, men 14 år gammel blev han i stedet sendt til lærerseminariet på Djursland. I 1861 bestod han 18 år gammel sin eksamen og tilbragte derefter nogle år som underviser i Nørrejylland for i 1866 at få lærerembedet i Gjellerup øst for Herning. Her var der to skoler at passe foruden gerningen som kirkesanger. Samme år blev han gift med sin kusine, Frederikke. Men midt i glæden ved det nye familieliv døde den unge hustru i barselsseng, næsten samtidig med det nyfødte barn. Oplevelsen var lammende for den unge ægtemand på 23 år. Året efter holdt Tang Kristensen jul hos sin mor i Brandstrup. For at adsprede sin triste søn overtalte moderen ham til at gå op til Søgaard på den anden side af søen for at høre Marens viser. Den gamle kvinde lå til sengs, men sang gerne for den fremmede, som havde taget pen og papir med. Det var fjerde juledag 1867. Den dato gemte Tang Kristensen på hele sit liv. Dagen var vigtig, fordi den blev starten på hans samlergerning, og arbejdet reddede ham op af det mørke, han var sunket ned i. I de følgende år opdagede Tang Kristensen, at strabadserne på vandringerne og sliddet med at få ordnet materialet til udgivelse var det bedste middel mod hans ulykkelige sind. En oplevelse af tomhed, han bar med sig fra barneårene, og som siden Frederikkes voldsomme død forfulgte ham livet igennem.
Hvem var skattegraveren
19
MODSTÅENDE SIDE Docent og senere professor Svend Grundtvig var igangsætteren af den systematiske indsamling af vidnesbyrd om folkloren i Danmark. Grundtvig var på mange områder en innovativ filolog og folklorist, men som de fleste af tidens videnskabsmænd var han også en typisk kammerlærd forsker. Han brød sig ikke om lugten i bondestuerne og havde i høj grad brug for en mand som Tang Kristensen, der kunne gebærde sig i fremmede miljøer. Tang Kristensens anden hustru, Ane Margrete Risum, kaldet Grete, er her portrætteret i en moden alder omkring 1890. De to blev efterhånden ”slidt sammen”, men Grete var til tider bitter og plaget af sygdom.
Efter besøget hos Maren Pedersdatter gik Tang Kristensen om aftenen ud og interviewede blandt hedens beboere i det gamle bindestueområde omkring Gjellerup. Ofte kom han først hjem til sit ensomme hus langt ud på natten, men Tang Kristensen var målløs over de fund, han gjorde. Tilsyneladende eksisterede der midt ude på heden stadig lyslevende eksempler på middelalderlig folkevisedigtning. Allerede efter et års forløb fik han i Herning udsendt to små hæfter med eksempler på det indsamlede materiale. Boghandleren solgte tre eksemplarer. Salget tog ikke modet fra ildsjælen. Han brugte sin første lille publikation til at komme i kontakt med sprogforskeren Svend Grundtvig (182483), en søn af nationalskjalden N.F.S. Grundtvig. Svend Grundtvig havde siden 1840’erne indsamlet viser og eventyr gennem et net af informanter over hele Danmark. På trods af personlige sammenstød kom de to mænd til at betyde meget for hinanden i de følgende 15 år. Grundtvig støttede den unge lærer med råd og fondsmidler, og Tang Kristensen hjalp Grundtvig med mængder af nyt stof. Særlig vigtigt blev det, at Grundtvig gennem sine forbindelser i flere vintre gjorde det økono-
misk muligt for Tang Kristensen at ansætte en vikar i skolen, så han selv kunne komme ud på længere ture. Svend Grundtvig instruerede den videbegærlige feltforsker i fagets problemer og faldgruber. Og stoffet nærmest vældede frem. I 1871 kunne Tang Kristensen med hjælp fra sin velgører og ”Samfundet til den danske Litteraturs Fremme” udsende sin første større bog. Det blev gennembrudsværket, ’Jydske folkeviser og toner samlede af folkemunde’, på små 400 sider og med et stort efterskrift af Grundtvig. Værket placerede med det samme Tang Kristensen i det lærde fagmiljø, og de kommende år udfoldede han sig både i arbejdet i marken og i sine bogudgivelser. Han var blevet klar over, hvad han duede til.
Hvem var skattegraveren
21
På Vejle ny kirkegård blev der efter en større indsamling i 1931 rejst et mindesmærke over ”Skattegraveren” Evald Tang Kristensen. Stenen er blandt andet forsynet med indskriften ”Daners arv” i runer.
I 1872 giftede Tang Kristensen sig med sin husholderske Grete, som kom fra et lille hjem i Klem ved Ulfborg, og hun blev til megen hjælp. Men det tog på hustruen, at hendes mand var så meget hjemmefra, og hun løb ofte sur i de mange forpligtelser, der hvilede på hendes skuldre, både med huset, skolelodden og papirarbejdet. Tang Kristensen
22
DE FORSVUNDNE
dyrkede mest familielivet på langdistance. Altid kom der brev ind ad døren om, hvad Grete og børnene skulle gøre og sende ham; men også om, hvor meget han længtes efter hjemmet ude i ensomheden.
At frelse skatten I 1884 startede Tang Kristensen sammen med dialekt- og folkelivsforskeren H.F. Feilberg (18311921) folkloretidsskriftet ’Skattegraveren’; en titel,
der meget godt udtrykte, hvad de var i gang med. Bladet blev med det samme en succes, men havde allerede fem år senere mistet de fleste af sine holdere. De droppede tidsskriftet på grund af uregelmæssigheder i trykkeriets og postvæsenets levering og særligt Tang Kristensens knastørre aftryk af stof. Ophøret af Skattegraveren blev et nederlag, som smertede, og tristheden fortsatte i 1890’erne, hvor han oplevede sig svigtet af omverdenen. Han følte sig forfulgt af universitetsfolkenes anmeldelser af sine bøger, og trods afviklingen af det belastende lærerjob og trods sin
Tang Kristensens skolejordlod i Gjellerup er her angivet med rødt. Den er set mod øst med Gjellerup kirke i forgrunden. Fotografiet er fra ca. 1950, og området er senere blevet bebygget med fabrikker og parcelhuse.
selverhvervede statsunderstøttelse sloges han med pengesorger. Omkring de 50 år følte han sig gammel, på trods af at arbejdsevnen stadig var enorm.4 Tang Kristensen havde slået sit navn fast, men stod også med det bedste af sin produktion bag sig. Han reagerede ved at indsamle endnu mere.
Hvem var skattegraveren
23
Tang Kristensen om sig selv 1884 ”Dernæst er jeg en stivstikker af første skuffe, hvad man ikke let skulle tro, når man første gang ser den beskedne, hartad forlegne fremtræden af min person og ser på den forover ludende, uanseelige mand. Men hvad jeg har sat mig i hovedet, det slipper jeg ikke let, og derfor holder jeg fast ved mine planer …”5
Magasinet ‘Illustreret Tidende’ 1892 om Tang Kristensen ”… Folkemindesamlere har deres uomtvistelige betydning både i national og videnskabelig henseende … Evald Tang Kristensen er lille af vækst, noget foroverbøjet og tung i bevægelserne, men i øjet er der et blink … Han er romantiker, en poetisk natur, og selv et stykke af en digter. Hans pen ejer både glød og lidenskab, men taler er han derimod ikke, og han er snart slået i en debat.”6
Da én af Tang Kristensens døtre, Sigyn, døde af tuberkulose i 1899, og Grete efter lang tids sygdom året efter lukkede sine øjne i deres nye hus i Vejle, fik han sit livs tredje store slag. Han flyttede op på loftet og kom mest ned til måltiderne. I 1905 indgik Tang Kristensen dog ægteskab med én af sine gamle elever, Kirstine Marie fra Gjellerup, og begyndte på sin sidste og mest tilfredse fase af sit liv. Det var i den periode, hvor æresbevisningerne kom til ham som perler på en snor. Flere mærkedage blev markeret med offentlige fester, der blev
24
DE FORSVUNDNE
skrevet artikler om ham, og han var kendt i både Norden, Tyskland og England. Da Tang Kristensen i 1929 lå på sit dødsleje, syntes han alligevel ikke, at han havde haft sande venner. Han mente, at hans kolleger mest havde udnyttet ham og folket ikke forstået, hvad han ville.7 På trods af al opmærksomheden oplevede han det selv som manglende anerkendelse. Men hvad var det for mærkelige steder, den knudrede mand var så optaget af at opsøge, og hvordan så der ud?
Foto fra 2010 af stedet, hvor Tang Kristensens tidligere lĂŚrerbolig i Gjellerup lĂĽ.