AMY CHUA
K A M P R Å B GADS FORLAG
fra en TIGERMOR
AMY CHUA
KAMPRÅB FRA EN
TIGERMOR På dansk ved Lars Rosenkvist
GADS FORLAG
Kampråb fra en tigermor Af Amy Chua Oversat fra engelsk af Lars Rosenkvist efter Battle Hymn of the Tiger Mother. Copyright © 2011 Amy Chua This book is published by arrangement with Janklow & Nesbit Associates All rights reserved including the rights of reproduction in whole or in part in any form Dansk udgave: © 2011 Gads Forlag ISBN 978-87-12-04654-7 1. udgave, 1. oplag 2011 Printed in Finland Oversættelse: Lars Rosenkvist Projektledelse: Henrik Sebro Forlagsredaktion: Erik Høvring Omslag: Lene Nørgaard, Propel Fotos: S. 18 © Susan Bradley Photography; s. 40 © Bachrach Photography; s. 161, 205 og 211 © Peter Z. Mahakian. Øvrige fotos er fra forfatterens familiealbum. Prepress: Lymi DTP-Service Tryk: Bookwell Oy, Finland Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Indhold Første del Den kinesiske mor
15
Sophia
18
Louisa
21
Familien Chua
25
Om generationsforfald
30
Den positive spiral
35
Tigerheld
40
Lulus instrument
44
Violinen
51
Tandmærker og bobler
58
Det lille hvide æsel
67
Kadencen
70
Anden del Coco
81
London, Athen, Barcelona, Bombay
88
Popo
95
Fødselsdagskortet
103
Konvoj til Chautauqua
108
Badesøen
113
Hvordan man kommer til Carnegie Hall
119
Hvordan man kommer til Carnegie Hall, anden del
127
Debut og optagelsesprøve
133
Eventyret i Budapest
140
Tredje del Pushkin
151
Oprør
161
Mørke
169
Oprør, anden del
172
Katrin
178
En sækfuld ris
183
Fortvivlelse
187
Hebraisk melodi
190
Den Røde Plads
194
Symbolet
198
Vestpå 200 Afslutningen
205
Coda
211
Epilog
217
Forfatterens tak
220
Noter
222
Om forfatteren
224
Dette er historien om en mor, to døtre og to hunde. Den handler også om Mozart og Mendelsohn, klaveret og violinen, og hvordan det lykkedes os at nå frem til Carnegie Hall. Det skulle have været en historie om, hvorfor kinesiske forældre er bedre til at opdrage deres børn end vestlige forældre. Men i stedet handler den om et brutalt kulturernes sammenstød, en flygtig smag af hæder, og hvordan jeg lærte ydmyghed af en 13-årig.
Tandmærker og bobler Kinesiske forældre kan slippe af sted med ting, som vestlige forældre ikke kan. Engang da jeg var barn – måske mere end en gang – var jeg ekstremt respektløs over for min mor, hvorfor min far vredt kaldte mig for “affald” på vores hokkien-dialekt. Det havde virkelig effekt. Jeg havde det forfærdeligt og var dybt beskæmmet over, hvad jeg havde gjort. Men det øvede ikke vold på mit selvværd eller noget i den retning. Jeg vidste kun alt for godt, hvor meget han holdt af mig, og jeg følte mig ikke for alvor værdiløs eller opfattede mig selv som et stykke affald. Som voksen gjorde jeg engang det samme med Sophia og kaldte hende “affald” på engelsk, da hun optrådte alt andet end respektfuldt over for mig. Da jeg nævnte det ved et middagsselskab, blev jeg straks frosset ud. En gæst ved navn Marcy blev så oprevet, at hun begyndte at græde og måtte trække sig tidligt tilbage fra selskabet. Min ven Susan, som var værtinde, forsøgte at rehabilitere mig over for de øvrige gæster: “Åh Gud, det hele er en misforståelse. Amy mente det metaforisk, ikke sandt, Amy? Du kaldte ikke for alvor Sophia for ’affald’?” “Øh, jo, jeg gjorde. Men det skal ses i sin sammenhæng,” forsøgte jeg at forklare. “Det er en kinesisk immigrantting.” “Men du er jo ikke kinesisk immigrant,” var der en, der sagde. “Det er rigtigt,” måtte jeg indrømme. “Så det er ikke så underligt, at det ikke virkede.” Jeg forsøgte blot at gyde olie på vandene. Faktisk havde det haft en glimrende virkning på Sophia. 58
K A M P R Å B fra en T I G E R M O R
Sagen er, at kinesiske forældre kan gøre ting, der ville forekom me utænkelige – eller ligefrem ulovlige – for vesterlændinge. Kinesiske mødre kan sige til deres døtre: “Hallo, Fedesen, du må se at tabe dig.” Omvendt må vestlige forældre gå på listesko rundt om emnet og tale om “helbredet” og aldrig nogensinde bruge fordet, for ellers ender deres børn i terapi med spiseforstyrrelser og et negativt selvværd. (Jeg hørte også engang en vestlig far udbringe en skål for sin voksne datter og kalde hende “smuk og utrolig kompetent”. Hun fortalte mig senere, at det fik hende til at føle sig som affald). Kinesiske forældre kan give deres børn ordre til at få topkarakterer. Vestlige forældre kan kun bede deres børn om at gøre deres bedste. Kinesiske forældre kan sige: “Du er doven. Alle dine klassekammerater overhaler dig.” Omvendt må vestlige forældre kæmpe med deres egne modstridende holdninger til flid og præstationer og forsøge at overbevise sig selv om, at de ikke er skuffede over, hvordan deres børn er faldet ud. Jeg har tænkt længe og intenst over, hvordan det kan være, at kinesiske forældre kan slippe af sted med at sige de ting, de gør. Jeg tror, der er tre store forskelle i måden, kinesiske og vestlige forældre tænker på. For det første har jeg lagt mærke til, at vestlige forældre er ekstremt optaget af deres børns selvværd. De er bekymret for, hvordan deres børn vil have det, hvis de dumper i et fag eller falder igennem på anden måde, og de forsøger hele tiden at forsikre deres børn om, hvor gode de er, selv om det sker på baggrund af en middelmådig indsats ved en prøve eller en koncert. Vestlige forældre er med andre ord optaget af børnenes psyke. Det er kinesiske forældre ikke. De forudsætter styrke, ikke svaghed, og resultatet er, at de optræder ganske anderledes. Hvis et barn for eksempel kommer hjem med den næstbedste karakter efter en prøve, vil vestlige forældre sandsynligvis rose barnet. Den kinesiske mor vil slå hænderne sammen i forfærdelse og spørge, hvad der gik galt. Hvis barnet kommer hjem med en endnu ringere karakter, vil nogle vestlige forældre alligevel rose 59
AMY CHUA
det. Andre vestlige forældre vil sætte sig ned med barnet og give udtryk for en vis skuffelse, men de vil være omhyggelige med ikke at få barnet til at føle sig utilstrækkeligt eller usikkert, og de vil ikke kalde barnet “dum”, “værdiløs” eller “en skændsel”. I enrum kan de vestlige forældre måske være bekymrede over, at deres barn ikke klarer sig godt til prøver eller måske ikke har anlæg for det pågældende fag, eller at der er noget galt med læseplanerne eller måske tilmed hele skolen. Hvis barnets karakterer ikke forbedrer sig, kan de til sidst føle sig presset til at arrangere et møde med skolens ledelse for at spørge om den måde, der undervises på, eller de kan drage den pågældende lærers evner i tvivl. Hvis et kinesisk barn får den næstbedste karakter – hvilket dog aldrig ville ske – ville der først være skrig og skrål og tænders gnidsel. Den knuste kinesiske mor vil så skaffe sig snesevis – måske hundredvis – af prøver og arbejde sig gennem dem sammen med barnet så lang tid, det nu måtte vare, indtil barnet fik topkarakter. Kinesiske forældre kræver topkarakterer, fordi de er af den holdning, at deres barn kan få dem. Så hvis barnet ikke får dem, må kinesiske forældre gå ud fra, at det er, fordi barnet ikke har arbejdet hårdt nok. Det er derfor, svaret på en mådelig præstation altid er at hudflette, straffe og håne barnet. Kinesiske forældre mener, at deres barn vil være stærkt nok til at klare skammen og blive stærkere af den. (Og når kinesiske børn så udmærker sig, bliver de genstand for masser af opbyggelig ros inden for hjemmets fire vægge). For det andet tror kinesiske forældre, at deres børn skylder dem alt. Årsagen til dette er lidt uklar, men det skal formentlig findes i en kombination af kongfuziansk, barnlig pietet og den kendsgerning, at forældrene har ofret og gjort så meget for deres børn. (Og det er sandt, at kinesiske mødre går på med krum hals og bruger mange og lange timer på at oplære og træne, afhøre og udspionere deres børn). I hvert fald forventes det, at kinesiske børn skal bruge deres liv på at betale deres forældre tilbage ved at adlyde dem og gøre dem stolte. Modsat tror jeg, de fleste vestlige forældre 60
K A M P R Å B fra en T I G E R M O R
ikke har den samme indstilling til børn som værende i permanent gæld til deres forældre. Jed har faktisk den modsatte opfattelse. “Børn vælger ikke deres forældre,” sagde han engang til mig. “De vælger ikke engang at blive født. Det er forældrene, der bringer dem til verden, så det er forældrenes ansvar at sørge for dem. Børn skylder ikke deres forældre noget som helst. Deres pligter vil være over for deres egne børn.” Det forekommer mig at være en meget dårlig handel for vestlige forældre. For det tredje tror kinesiske forældre, at de ved, hvad der er bedst for deres børn, og at de derfor kan overhøre alle børnenes egne ønsker og forestillinger. Det er derfor, kinesiske piger ikke har kærester i gymnasiet, og kinesiske børn ikke kan tage med på lejrskole. Det er også årsagen til, at intet kinesisk barn nogensinde ville vove at sige nej til sin mor. “Jeg har fået en rolle i skolens dramaklasse. Jeg er landsbyboer nummer seks. Jeg skal blive på skolen hver eftermiddag og øve fra klokken tre til klokken syv, og jeg får også brug for kørelejlighed i weekenderne.” Gud nåde og trøste et kinesisk barn, der forsøgte sig med noget i den retning. Misforstå mig ikke: Det er ikke sådan, at kinesiske forældre ikke interesserer sig for deres børn. Tværtimod. De ville gøre hvad som helst for deres børn. Det er blot en fuldstændig anderledes model for forældrerollen. Jeg tænker på det som kineser, men jeg kender mange ikke-kinesiske forældre – sædvanligvis fra Korea, Indien eller Pakistan – der har en meget lignende tankegang, så det kan være, at det er en immigrantting. Eller måske er det en kombination af at være immigrant og stamme fra visse kulturer. Jed blev opdraget meget anderledes. Ingen af hans forældre var immigranter. Både Sy og Florence er født og opvokset i nærheden af Scranton, Pennsylvania, i strengt ortodokse jødiske hjem. De mistede begge deres mor i en ung alder, og de havde begge en hård, ulykkelig barndom. Da de var blevet gift, forlod de Pennsylvania, så hurtigt de kunne, og endte med at slå sig ned i Washington, D.C., hvor Jed og hans storebror og storesøster voksede op. Som forældre var Sy og Florence fast besluttet på at give deres 61
AMY CHUA
børn den plads og frihed, de selv var blevet frarøvet som børn. De troede på den enkeltes frie valg og satte pris på uafhængighed, kreativitet og en skeptisk indstilling over for autoriteter. Der er kort sagt en verden til forskel mellem mine forældre og Jeds. Jeds forældre gav ham mulighed for at vælge, om han ville lære at spille violin (hvilket han afviste og nu fortryder) og betragtede ham som et menneske med egne meninger. Mine forældre gav mig ikke nogen valg, og de spurgte aldrig om min mening om noget som helst. Hvert eneste år lod Jeds forældre ham tilbringe sommeren med at more sig sammen med sin bror og søster på et idyllisk sted ved navn Crystal Lake; Jed siger tit, at det nok var den bedste tid i hans liv, og vi forsøger at tage Sophia og Lulu med op til Crystal Lake, så ofte vi kan. Omvendt måtte jeg gå til computerprogrammering, og jeg hadede somrene. (Det samme gjorde Katrin, min syv år yngre søster og nærmeste veninde, der ud over computerprogrammering læste grammatikbøger og lærte sig selv sætningsdiagrammer for at få tiden til at gå). Jeds forældre havde god smag og samlede på kunst, det gjorde mine forældre ikke. Jeds forældre betalte for noget, men ikke al hans undervisning, mens mine forældre altid betalte alt, men til gengæld altid forventede at blive sørget for og behandlet med respekt og hengivenhed, når de blev gamle. Jeds forældre har aldrig haft den slags forventninger. Jeds forældre holdt ofte ferie uden deres børn. De rejste sammen med venner til farlige steder som Guatemala (hvor de nær var blevet bortført), Zimbabwe (hvor de tog på safari) og Borobudur i Indonesien (hvor de hørte gamelan-musik). Mine forældre tog aldrig på ferie uden deres fire børn, og det betød, at vi altid boede på meget billige hoteller. Og da de selv var vokset op i den tredje verden, ville de aldrig være kommet på at rejse til Guatemala, Zimbabwe eller Borobudur, selv hvis nogen havde betalt for dem; de tog os i stedet med til Europa, hvor der er regeringer. Selv om Jed og jeg ikke ligefrem forhandlede om emnet, endte vi med i store træk at adoptere den kinesiske model for forældre62
K A M P R Å B fra en T I G E R M O R
skab i vores familie. Det var der flere grunde til. For det første var det mig, der som mange andre mødre tegnede hovedparten af forældrerollen, så det gav god mening, at min indstilling fik forrang. Selv om Jed og jeg havde den samme slags job, og jeg havde lige så travlt på Yale som han, så var det mig, der holdt øje med pigernes lektier, timer i mandarin og alle deres øvetimer i klaver og violin. For det andet gik Jed selv ind for en streng forældrerolle – helt uafhængigt af mine synspunkter. Han plejede at beklage sig over familier, hvor forældrene aldrig sagde nej til børnene – eller endnu værre, hvor de sagde nej, men så undlod at følge op på det. Men hvor Jed var god til at sige nej til pigerne, så havde han ikke nogen samlet plan for dem. Han ville aldrig have insisteret på klaveret eller violinen, hvis de havde nægtet. Han var ikke helt overbevist om, at han kunne træffe de rette valg for dem. Det var så her, jeg kom ind i billedet. Men den vigtigste årsag til, at vi holdt os til den kinesiske forældrerolle, var måske, at de tidlige resultater var svære at overse. Andre forældre spurgte os hele tiden, hvad vores hemmelighed var. Sophia og Lulu var mønsterbørn. Ude blandt andre mennesker var de høflige, interesserede, hjælpsomme og velformulerede. De fik gode karakterer, og Sophia var to år forud for sine klassekammerater i matematik. De talte også flydende mandarin. Og alle var forbløffede over deres klassiske musik. De var kort sagt som kinesiske børn. Men ikke helt. Vi tog på vores første rejse til Kina med pigerne i 1999. Sophia og Lulu har begge brunt hår, brune øjne og lettere asiatiske træk, og de taler begge kinesisk. Sophia spiser alle slags organer og organismer – andefødder, griseører, havsnegle – som er et andet kritisk aspekt ved kinesisk identitet. Men overalt, hvor vi kom frem i Kina – selv det kosmopolitiske Shanghai – tiltrak mine døtre sig nysgerrig opmærksomhed. Folk kiggede, fnisede og pegede på “de to små fremmede, der taler kinesisk”. På avlscentret for pandaer Chengdu i Sichuan stod vi og tog billeder af nogle nyfødte kæmpepandaer – lyserøde, pibende, larveagtige væsner, 63
AMY CHUA
der sjældent overlever – da de kinesiske turister i stedet begyndte at tage billeder af Sophia og Lulu. Da jeg et par måneder senere hjemme i New Haven kaldte Sophia kinesisk, afbrød hun mig: “Mor, jeg er ikke kineser.” “Jo, du er.” “Nej, mor – det er kun dig, der synes det. Ingen i Kina mener, at jeg er kineser. Og der er heller ingen i Amerika, der mener, at jeg er kineser.” Det gik mig oprigtigt på, men jeg kunne kun sige: “Nå, men så tager de alle fejl, for du er kineser.” Sophia havde sit første store øjeblik med musikken i 2003, da hun vandt The Greater New Haven Concerto Competition i en alder af ti år. Hun vandt retten til at optræde med et lokalt ungdomsorkester i Yale Universitys Battell-kapel. Jeg var ekstatisk. Jeg fik artiklen om Sophia fra den lokale avis forstørret, satte den i ramme og hængte den op på væggen. Jeg inviterede flere end 100 mennesker med til koncerten og lagde planer om en stor fest bagefter. Jeg købte den første lange kjole til Sophia og nye sko. Alle fire bedstemødre kom, og dagen før koncerten stod min mor i køkkenet og lavede hundredvis af kinesiske perleboller (kødboller af svinekød dækket med klistrede, hvide ris), mens Florence lavede fem kilo gravad laks. I mellemtiden begyndte vi at øve i den helt store stil. Sophia skulle spille Mozarts Rondo for klaver og orkester i D-dur – et af komponistens mest opløftende stykker. Mozart er notorisk svær. Hans musik er fantastisk sprudlende, idérig, brusende og ubesværet, og det er alle tillægsord, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste musikere. De siger, at kun de unge og de gamle kan spille Mozart godt: De unge, fordi de ikke ved bedre; de gamle, fordi de ikke længere prøver at imponere nogen. Sophias rondo var klassisk Mozart. Hendes lærer, Michelle, sagde til hende: “Når du spiller dine løb og triller, så prøv at tænke på champagne eller italiensk sodavand – alle de bobler, der stiger op mod overfladen.” Sophia tog udfordringen op. Hun var utrolig hurtig til at lære 64
K A M P R Å B fra en T I G E R M O R
og havde lynhurtige fingre. Og det bedste af det hele var, at hun lyttede til alt, hvad jeg sagde. På det tidspunkt var jeg blevet kommandersergent. Jeg skilte rondoen ad, somme tider i satser, somme tider i takter. Vi kunne tilbringe en time med at fokusere på en enkelt artikulering (nodernes klarhed) og så gå videre og bruge en time på tempo (med metronomen), efterfulgt af endnu en om dynamik (højt, stille, crescendo, decrescendo) og så lige en sidste på frasering og så videre. Vi arbejdede til langt ud på natten hver dag i ugevis. Jeg sparede ikke på de hårde ord og blev endnu barskere, når jeg så Sophias øjne blive fugtige. Da den store dag endelig oprandt, var jeg pludselig som lammet. Jeg ville aldrig selv kunne optræde. Men Sophia virkede mest af alt spændt. Da hun gik på scenen i Battell-kapellet for som solist at bukke for publikum, smilede hun stort, og jeg kunne se, at hun var lykkelig. Mens jeg fulgte hendes optræden – i den imponerende mørke egetræssal, virkede hun lille og tapper, som hun sad dernede ved klaveret – følte jeg en ubeskrivelig smerte i hjertet. Bagefter kom venner og fremmede hen for at lykønske Jed og mig. Sophias koncert havde været betagende, sagde de, og hun spillede så yndefuldt og elegant. Sophia var tydeligvis som skabt til Mozart, sagde en strålende Michelle, og hun havde aldrig hørt rondoen spillet så friskt og perlende. “Det er tydeligt, at hun nyder det,” sagde Larry, den højrøstede direktør for Neighborhood Music School, til mig. “Man kan ikke lyde så godt, hvis man ikke har det sjovt.” Af en eller anden grund mindede Larrys kommentar mig om en episode flere år tidligere, da Sophia lige var begyndt på klaveret, og hvor jeg allerede skubbede kraftigt på. Jed havde opdaget nogle sjove mærker på klaveret, lige over det mellemste C. Da han spurgte Sophia om dem, kom der er brødebetynget udtryk i hendes øjne. “Hvad var det, du sagde?” spurgte hun undvigende. Jed bøjede sig ned og undersøgte mærkerne mere indgående. “Sophia,” sagde han langsomt, “kan det være tandmærker?” 65
AMY CHUA
Det viste sig at være tilfældet. Efter flere spørgsmål indrømmede Sophia, der måske var seks år på det tidspunkt, at hun ofte gnavede i klaveret. Da Jed forklarede, at klaveret var det dyreste møbel, vi ejede, lovede Sophia ikke at gøre det igen. Jeg er ikke helt klar over, hvorfor Larrys bemærkning førte tankerne hen på den episode.