MUNDLAM - og hvordan man lærer at sige fra
Kender du det, at en person overfuser dig, uden at du får svaret igen? Du ligger vågen den halve nat og tænker på det, og først når uret viser 04.23, kommer du i tanke om et godt svar ... Men da er det for sent, ikke? Her er bogen, som kan hjælpe dig med at blive lidt bedre til at kende dine egne grænser – og få andre til at se dem. Skrevet af en, som ikke har en anelse ... men som undervejs får tips og råd fra dem, der har.
Maise Njor (født 1968) er journalist og forfatter og har bl.a. skrevet bestsellerne “Michael Laudrups Tænder” og “Charlie Hotel Oscar Kilo” (begge med journalist Camilla Stockmann), børnebogen “Er det her, der bliver bollet?” og senest “Livet for let øvede” med Fay Weldon. Maise Njor er også kendt for sine klummer – senest i ALT for damerne – og som medlem af panelet i radioprogrammet “Mads & Monopolet”.
“Mit liv som mundlam” er bogen til alle dem, der har prøvet at modtage verbale støvletramp uden at kunne tage til genmæle. Til alle dem, der kender den fornemmelse, man har bagefter. Der kommer et tidspunkt i de flestes liv, hvor man ikke længere vil finde sig i at blive trampet på. Det ser så grimt ud med fodaftryk i ansigtet ... Dette er en selvhjælpsbog til folk, der ikke gider selvhjælpsbøger. Og til dem, der gerne vil have et godt grin, selv om der ikke altid er noget at grine ad.
Mit liv som MUNDLAM
Journalist Trine Gregorius og skuespiller og instruktør Hella Joof er nogle af dem, som giver gode råd og fortæller om, hvordan de selv tackler angreb og grænseoverskridelser. Maise Njor har også rådført sig med eksperter – bl.a. en psykoterapeut og en familiecoach – og bogen er fuld af idéer og gode fiduser til, hvordan du siger fra over for bl.a. veninden, kæresten, svigermoderen, den fremmede mand, chefen og idioten i trafikken.
Maise Njor
Mit liv som
Maise Njor Mit liv som
MUNDLAM
an - og hvordan m e fra lærer at sig
ISBN 978-87-12-04636-3
Venstrestillet logo 12 cm version
9 7 88712
Venstrestillet logo 12 cm version
046363
Højrestillet logo 12 cm version
Højrestillet logo 12 cm version
`
“Er det det, man er bange for – Det Store Skænderi? Sådan et showdown på hovedgaden i en westernby, hvor alle skyder med skarpt, og der til sidst kun er en, der står oprejst? Jeg har altid været bange for at skændes, for når jeg bliver presset, er det det helt forkerte, der kommer ud af min mund.” “Den pæne pige? Hende havde jeg lige glemt. Eller fortrængt. For Den Pæne Pige har været skyld i meget gennem årene. Er du klar over, hvor mange åndssvage mænd, Den Pæne Pige har skullet lytte til? Og så sidder man der og nikker og tænker, at man muligvis lige om lidt dør af kedsomhed ... hvilket man desværre ikke gør, for det ville stoppe pinen, og manden ville ikke engang opdage, at man er død, for han er nu helt tændt på sit yndlingsemne ... sig selv.”
Til Asta-Maja, Betty-Marie og Cornelia. I er det bedste, jeg ved, og jeg er meget stolt over, at jeg vistnok fik lÌrt jer at kende jeres grÌnser – og ikke overskride andres ...
Mit liv som mundlam.indd 5
25/07/11 15.31
MAISE NJOR
MIT LIV SOM MUNDLAM – OG HVORDAN MAN LÆRER AT SIGE FRA
Gads Forlag
Mit liv som mundlam.indd 3
25/07/11 15.31
Mit liv som mundlam.indd 2
25/07/11 15.31
Indhold
Forord........................................................................... 11 1. Veninden.............................................................. 15 – Eller: Hvorfor er der nogle, der overskrider vores grænser igen og igen?
“Guud, en grim bluse, men selvfølgelig grim på en funky måde!”
2.
Kæresten .............................................................. 37 – Eller: Hvorfor du ikke får stoppet dine nærmeste!
“Smid så den kokosmakron, dit fede læs!”
3.
Familien ............................................................... 53 – Eller: Hvad er vi så bange for?
“Søde pige, nu er du altså for gammel til at gå i kort nederdel!”
4.
Svigerfamilien ...................................................... 65 – Eller: Skal man tilgive, at nogle mennesker ikke ejer gode manerer?
“Jeg kan faktisk bedre lide dig som rengøringskone end som svigerdatter” INDHOLD
Mit liv som mundlam.indd 7
7
25/07/11 15.31
5.
Chefen.................................................................. 79 – Eller: Hvordan siger man fra, når der er aftalte magtforhold?
“I’ll take you out!”
6.
Kollegaen ............................................................. 89 – Eller: Hvordan tackler du folk, som hævder sig på din bekostning?
“Tror du ikke, at folk siger nej til dig, fordi du har sådan en spæd stemme?”
7.
Folk i den anden ende af røret ............................ 99 – Eller: Hvordan opnår du det, du gerne vil, på en ordentlig måde?
“Jeg kan nok ikke hjælpe dig, hvis du er så dum.”
8.
Håndværkeren, frisøren og alle de andre ............ 107 – Eller: Vær chef i dit eget liv!
Frisøren: “Hvis du ikke blander dig i mit arbejde, blander jeg mig ikke i dit”
9.
Bilisten og cyklisten.............................................. 115 – Eller: Skal man bare lade overfusninger glide af?
“Så kør dog – din mær!”
10. Den fremmede mand ........................................... 125 – Eller: Hvordan du kvæler Den Pæne Pige!
8
“Er du virkelig så billig, eller ser du bare sådan ud?”
M I T L I V SO M MUN DL A M
Mit liv som mundlam.indd 8
25/07/11 15.31
11. Taxachaufføren og ekspedienten.......................... 135 – Eller: Hvad gør det ved én, hvis man ikke får sagt fra?
“Du er ikke rund, du er jo uformelig!”
12. Hundelufteren, den gamle dame og udlejeren ..... 151 – Eller: Hvordan kan man bruge sit kropssprog til at sætte grænser?
“Mit forsvar mod omverdenen er at spille selvdød zebra ...”
13. Hvad med dig selv?! ............................................ 167 – Eller: Hvad gør man, når man selv kommer til at overskride folks grænser?
“Du kan altså heller ikke tillade dig at være for kræsen i din alder”
14. Slagt mundlammet!.............................................. 175
“Skal du have den tørre endeskive, Karl?”
15. Flotte fornærmelser og geniale svar .................... 185
Bessie: “Winston, du er jo fuld!”
Winston: “Ja, Bessie, og du er grim. Men i morgen er jeg ædru.”
INDHOLD
Mit liv som mundlam.indd 9
9
25/07/11 15.31
Mit liv som mundlam.indd 4
25/07/11 15.31
Forord
A
f alle mine yndlings-traumer, som har været med til at forme mig til den, jeg er, har “kat på gulvet” stor be tydning. Jeg gik i børnehave og husker det som lidt overvældende med alle de børn. I hvert fald sagde jeg ikke så meget. Men en dag, da nogle af de lidt større børn legede “far, mor og børn” i legehuset, dristede jeg mig til at spørge, om jeg måtte være med. En af pigerne svarede: “Ja, men kun hvis du vil være kat, for du siger alligevel ikke så meget.” Hvorefter jeg lå på det våde sand på legehusets gulv, indtil vi skulle ind og spise vores kødpølsemadder. Min eneste replik var “miaw”. Og jeg havde selv valgt at sige ja. Eller – jeg havde ikke valgt at sige fra, for den slags turde jeg slet ikke. Hvis man siger fra, kan det jo være, at man slet ikke må være med i legen ... Siden har jeg mange gange frivilligt indtaget min position – sammenkrøllet på et vådt sandgulv. Folk har egentlig kunnet gøre med mig stort set, som de ville, hvis bare de var stride nok. Først når det virkelig, VIRKELIG var nok – så meget nok, at jeg gik i udbrud som en islandsk vulkan – kunne FOR OR D
Mit liv som mundlam.indd 11
11
25/07/11 15.31
jeg få sagt fra, og det var hverken konstruktivt, høfligt eller særlig smukt at se på ... Men nu er det nok. Jeg er 43 år, og det er på tide at lære at komme igen! Jeg har en mund i mit ansigt, og jeg er ikke bange for at bruge den! Eh, jo, det er jeg faktisk lige præcis, når folk overskrider mine grænser. Jeg må have hjælp. Nogen må lære mig det her! Man kunne jo også bare fortsætte, som man plejer: Lade som ingenting og lade folk overskride ens grænser igen og igen. Kunne man ikke bare det – fortsætte med at få verbale knytnæver lige i ansigtet, uden at slå igen? Nej, det kan man ikke, for så ender man som en af de der damer, du sikkert godt kender. Som altid skal bagtale en eller anden, der sagde et eller andet, og “var det ikke også strengt sagt?!”, i stedet for at konfrontere personen, der sagde det. Sådan én gider jeg ikke være! Så nu vil jeg undersøge, hvorfor nogle mennesker overskrider ens grænser, og frem for alt: Hvorfor man lader det ske, og hvad man kan gøre ved det. Målet er at blive klogere på, hvor grænserne går. Mine og andres. Undervejs må jeg gøre stop hos nogle mennesker, som er bedre til det end jeg. Jeg kan ikke garantere, at jeg når én konklusion, for der er vel sjældent kun én her i livet, og jeg kan heller ikke garantere, at du når til én, men måske kan vi blive lidt bedre til at sætte vores egne grænser. For ingen har fortjent at blive trampet på. Det ser så grimt ud med fodaftryk i ansigtet ... Katten på det våde sandgulv plejede at få et Piet Hein-rim sunget af sin mor om aftenen, når hun skulle sove:
12
M I T L IV SO M MUN DL AM
Mit liv som mundlam.indd 12
25/07/11 15.31
“Lille kat, lille kat, lille kat på vejen, hvis er du, hvis er du? – Jeg er sgu min egen!” Det var jeg jo ikke. Jeg lod andre bestemme, selvom min mor nok ønskede at lære mig det modsatte. Og nu, i dag, tænker jeg: “Hvis dit liv var en sang, ville du så synge den, glad og frejdigt? Eller ville du bare gå rundt og mumle nogle ord, som andre har skrevet?” Det er tid til at finde melodien ... Maise Njor, 2011
Mit liv som mundlam.indd 13
25/07/11 15.31
Mit liv som mundlam.indd 52
25/07/11 15.31
3
Familien – Eller: Hvad er vi så bange for?
M
y heart belongs to Daddy,” sang Marilyn Monroe, for nu at citere verdens klogeste blondine én gang til. De fleste af os har nogle tætte bånd til vores forældre eller andre familiemedlemmer – og netop de tætte bånd kan gøre det svært at sige fra. Men hvad er det, vi er så bange for? Hvad er det værste, der kan ske, hvis du sætter foden ned? Det kan godt være, at dit hjerte banker for din far eller mor, men inderst inde ved du vel godt, at det er i dit bryst, dit hjerte sidder ... og det hjerte skal ikke være bange!
“
Jeg har en barndomsveninde, som engang fik stuearrest, fordi hendes mor havde læst hendes dagbog. Dengang var der bred enighed om, at det var moderen, der burde have fået stuearrest, for hvor grænseoverskridende er det lige at læse sin datters hemmelige bog? Dagen efter var der et mersalg af små hængelåse i Espergærde, hvor vi boede, på 200 procent. For forældre skal ikke vide alt. Men de fleste forældre kender deres børn ret godt, og derfor kan det nogle gange undre, at de siger de ting, de gør. F.eks. har jeg en bekendt, som har lidt problemer med sin krop (det er altså virkelig også en FAMILIEN
Mit liv som mundlam.indd 53
53
25/07/11 15.31
ret stor numse, mellem os sagt) – og en dag sagde hendes mor: “Hvor er det i grunden synd, at du ikke har arvet min kropsbygning.” Og en anden veninde fik denne replik af sin mor: “Søde pige, nu er du altså for gammel til at gå i kort nederdel!” Ja, så er vi ligesom i gang med kapitlet om familie! Dine forældre er de to mennesker, som du skylder dit liv, og derfor som evigt taknemmeligt barn skal tilgive alt – eller hvad? Min bekendte med den store numse svarede ikke sin mor igen, for hun var alt for såret. Og desuden, som hun sagde: “Jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle starte. For med familiemedlemmer er det jo sådan, at det ofte ikke kun er den ene ting, man bliver ked af eller irriteret over – det er summen af mange år sammen. Jeg er bange for at prikke hul på ballonen, for så vælter der alt mulig ond gas ud, og jeg ville risikere, at vi blev så meget uvenner, at vi ikke kunne ses længere.” Er det det, man er bange for – Det Store Skænderi? Sådan et showdown på hovedgaden i en westernby, hvor alle skyder med skarpt, og der til sidst kun er en, der står oprejst? Jeg har altid været bange for at skændes. Både fordi jeg bliver decideret angst, når folk råber af mig, og fordi jeg ikke har hjernen til at overskue, hvad jeg skal sige, når jeg bliver presset – og så er det det helt forkerte, der kommer ud af min mund. Jeg kommer fra en familie, hvor der aldrig er blevet råbt, og jeg har aldrig hørt mine forældre skælde hinanden ud, så at skændes er for mig lige så farligt, som hvis jeg skulle stå dér med en skarpladt pistol og duellere på hovedgaden i Shit City. Og jeg er sikker på, at jeg ville ende som en af dem, der skulle køres væk i bedemandens hestevogn. Jeg har simpelthen ikke øvelse i at skændes, og derfor er jeg bange for 54
M I T L IV SO M MUN DL AM
Mit liv som mundlam.indd 54
25/07/11 15.31
konsekvenserne. På et tidspunkt sagde en psykolog til mig, at man skal øve sig i at sige fra i det små: “Øv dig på nogen, du er tryg ved.” Det lød helt åndssvagt i mine ører – det er vel ikke ligesom tennis eller croquis eller noget andet, man kan gå til om torsdagen! Men uden at tænke over det kom jeg faktisk til at gøre, som psykologen sagde: Ved juletid var jeg oppe at skændes med min far. Eller – han skændtes ikke med mig; jeg råbte af ham. Vi havde aftalt at holde solhvervsfest i stedet for juleaften, så det skulle foregå 21. december, på årets korteste dag. Men så et par dage før nægtede min far at købe et juletræ med ordene: “Det er jo ikke julen, vi fejrer, og desuden kan jeg ikke lide juletræer.” Så var det, jeg kom til at råbe, at det da for helvede ikke var for hans skyld, men for børnebørnenes, at der skulle være et træ, og hvad skulle vi ellers lægge gaverne under?!” Da jeg ikke rigtig vidste, hvor jeg skulle gå hen efter den svada, gik jeg ud på toilettet. Her sad min mellemste datter, og hun sagde helt stille: “Jeg tror, at du lige om lidt skal gå ind og undskylde over for bedstefar.” Æh, ja. Irettesat af en tiårig. Det gjorde jeg så og fik i rolig tone forklaret min far, hvorfor jeg var så ked af, at han ikke ville købe et træ. Da vi kom til solhvervsfest, havde han lavet det mest fantastiske træ, jeg nogensinde har set: Han havde brugt en hel dag på at bore huller i et kosteskaft og havde sat små pinde i, og på hver pind sad der små solgule mænd og kvinder, som alle var i gang med deres forskellige gøremål. I toppen var en stor gul sol, og min mor fortalte, at hun til sidst var nervøs for, om han havde tænkt sig i en sen alder at springe ud som bøsse, fordi han havde været i Panduro Hobby i timevis for at finde gule ting til træet. Min far har format, når han undskylder ...
FAMILIEN
Mit liv som mundlam.indd 55
55
25/07/11 15.31