2a589b01ac6c47db98589be5449ac488

NICOLAS WERTH

KANNIBAL ØEN FORORD VED SAMUEL RACHLIN

… velskrevet som en gyser og dertil veldokumenteret … en af de bedste og mest gribende bøger, jeg nogensinde har læst om Stalin-tiden.

– Niels Bo Poulsen, Weekendavisen

Nicolas Werth

KANNIBALØEN 1933 – Deporteret og overladt til egen skæbne i Sibirien

På dansk ved Karen Mohr Sokkelund

GADS FORLAG

KANNIBALØEN er oversat fra fransk af Karen Mohr Sokkelund efter Nicolas Werth: L’île aux Cannibales. © Perrin, 2006 Dansk udgave: © 2010 Gads Forlag This book is published by arrangement with Literary Agency Wandel Cruse, Paris Forlagsredaktion: Anne Kirstine Frandsen Oversættelse: Karen Mohr Sokkelund Konsulent: Erik Kulavig Projektledelse: Jon Bloch Skipper, Marianne Moring Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Omslagsillustration: Ullstein Bild Prepress: Lymi DTP-Service Tryk: Narayana Press, Gylling isbn 978-87-12-04560-1 1. udgave, 1. oplag

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Det er ikke døden, der her får en mening; det er livet, der ikke længere har nogen værdi.

Tzvetan Todorov1 På det punkt bliver vi, desværre, nødt til at tale om tal og statistikker: Det er sørgeligt ikke at kunne lave andet end en ussel sammentælling, når et enkelt dødsfald besegler en endegyldig ulykke.

Annie Kriegel2

Ordforklaringer

Gulag:

Hovedadministrationen for lejrene, op­ret­tet i 1930. Gulag havde ansvaret for ledelsen af både arbejdslejrene og bosættelserne for de tvangsforflyttede.

Kommandantur: Gulags repræsentation i bosættelserne for de tvangsforflyttede. Ved slutningen af 1930’er­ne var der mere end 1.800 kom­mandanturer, som havde ansvaret for overvågningen af mere end 1 million “tvangsforflyttede”.

OGPU:

“Organisationen for statens politiske styrelse”. Det var betegnelsen for det hemmelige politi i perioden 1922-1934.

Før denne pe­rio­de hed det Tjekaen og efter 1934 NKVD.

Indhold

Mellem utopia og inferno Forord af Samuel Rachlin ..........

9

Indledning ................................................................

19

Kapitel 1

28

En storsl책et plan .....................................

Kapitel 2 Vestsibirien, deportationernes land ......... 51 Kapitel 3 Forhandlinger og forberedelser ...............

88

Kapitel 4 I transitlejren i Tomsk ............................ 116 Kapitel 5 Nazino .................................................... 152 Konklusion ................................................................ 202 Epilog

1933-1937 .............................................. 213

Forfatterens takkeord ...................................................... 227 Noter

................................................................ 229

Navneregister ............................................................... 253

Indledning

Valerij Fast er medstifter af Memorials lokalafdeling i Tomsk. Foreningen blev oprettet under Gorbatjovs pere­ stroj­ka for at bevare mindet om ofrene for Sovjetunio­nens politiske undertrykkelse.

Den 21. juli 1989 befinder Fast sig i den lille landsby Nazino, som ligger isoleret på Ob-flodens bred, 900 kilometer nordvest for Tomsk. Her hører han følgende vidnesbyrd af Tajssa Mikhajlovna Tokareva, en gammel bon­dekone fra den etniske gruppe ostjakkerne, der var bosat på denne ugæstfrie egn, længe før russerne ankom til Sibirien: “Vi boede i Ergankina. Hvert forår tog vi ud på øen Nazino for at skrælle poppelbark, som vi sendte ned ad floden. Det var vores eneste indtægtskilde. Vi tog af sted hele familien og havde taget mad nok med, til at vi kun­ ne tilbringe hele sæsonen på øen. Og hvad så vi? Der var folk overalt. De havde taget dem med ud på øen. Det må have været i 1932, eller måske var det i 1933. Foråret 1933. Jeg var 13 år gammel.

Vi ankom til landsbyen Nazino, som ligger på flod19

bredden lige ud for øen. Folk sagde: “De har taget folk med ud på øen.” Hvor mange var der? Der har nok været omkring 13.000. Der var fyldt med folk! Vi fattede ikke, hvad det var, der skete. En ting var sikker: For os var sæsonen ødelagt. De havde læsset dem af på øen, alle disse mennesker, under åben himmel, kan jeg huske.

Folk prøvede at flygte. De spurgte: “Hvor er jernbanen?” Men vi havde aldrig set en jernbane. De spurgte: “Hvor er Moskva? Leningrad?” Det kunne vi jo ikke fortælle dem, det var første gang nogen talte til os om den slags. Vi er jo ostjakker. Folk stak af, udhungrede.

De gav dem en håndfuld mel. Folk blandede det op med flodvand, drak det og fik straks diarré! Hvad vi dog ikke så! Folk faldt døde om overalt, de slog hinanden ihjel. På landsbysidens flodbred var der et bjerg af mel. Hvis det var mel, du gerne ville have, jamen så værsgo. Og hvad gjorde de så? De stak dem bare en håndfuld.

På øen var der en vagt. Kostja Venikov, hed han, en ung knægt. Han gjorde kur til en ung, smuk pige, som var blevet sendt derud. Han beskyttede hende. En dag, hvor han blev nødt til at tage væk, sagde han til en kammerat: “Hold øje med hende”, men han kunne ikke stille noget op mod alle de mennesker ... Folk fangede hende og bandt hende til en poppel, de skar brysterne af hende, musklerne, alt, hvad der kunne spises, alt, alt ... De var sultne, det er nødvendigt at få mad. Da Kostja kom tilbage, var der stadig liv i hende. Han ville redde hende, men hun hav­de mistet så meget blod. Hun døde. Han havde ikke en chance. Det var sådan noget, der skete.

Når man sejlede langs med øen, kunne man se kødstykker, der var pakket ind i klude. Lunser af menneskekød, der var skåret af og hængt op i træerne. Da Jakim Ivano­ 20

vitj, doktoren, kom over til øen, skulle de efter sigende have sagt: “Der kommer én, der må smage rigtig godt, se hvor fed, han er.” Han tog flugten. Militsen hentede ham, så de ikke spiste ham. Derefter lod han sig arrestere som fjende af folket.

Trods det var der så meget mel på flodbredden! De havde taget et bjerg af mel med, så der var noget at spise.

Men hvad de gjorde med det, ved ingen. En ting er sikkert. Det rådnede op. Eller måske var der nogen, der stjal det. Stjålet, ikke stjålet, jeg ved det ikke. Men jeg ved, at folk døde af sult.

De havde sendt to vagter til Ergankina med deres familier, så de kunne forsvare vores landsby i tilfælde af ... at de skulle finde på at angribe os. Lige så snart vagterne hav­de pågrebet en, satte de ham om bord på en båd og førte ham over til den anden flodbred, i retning af Gam­ mel-Nazino. Der skød de ham, kastede liget i floden og lod strømmen tage sig af resten. Ud over vagterne var der Vassilij Pjatkin, en tidligere dømt, der først havde slået sig ned i Nazino og siden tog over til os i Ergankina. Det var de tre, der påtog sig at sejle folk over til den anden bred og henrette dem ... Undervejs tvang de nogle af dem til at synge sjofle sange. De kastede en stump brød hen til dem, men de andre i båden kastede sig over den, de var sultne, og så fik de dem til at synge endnu en gang.

Da vandstanden faldt, tog Irina af sted sammen med familien Tveretin for at slå hø. Tveretin Pjotr Aleksejvitj var butiksbestyrer i Ergankina, og Irina hjalp til i butikken.

Da Irina kom tilbage fra høet, sagde hun til mig: “Sikken stank, sikken stank!” Jeg kunne se på hende, at hun ledte efter noget, hun vaskede sine hænder igen og igen, og så tog hun tilbage til de døde. Jeg tog ud på marken og 21

holdt mig for min ostjakkiske næse. Jeg skal love for, at det stank, de døde var gået i forrådnelse. De havde ligget der i over en måned. Jeg forstod, at Tveretin og Irka trak guldtænderne ud af munden på ligene. “Det var chefen, der tvang mig til at gøre det,” sagde Irka til mig. Der var en Torgsin* i Aleksandrovskoje, men de tog ikke læn­gere imod guld. Tveretin handlede med skind, han arbejdede i Sibpusjina-kooperativet. Sammen med sin chef, Bata­lov, var han taget til Tomsk for at bringe guldet til Torgsin’en, og de havde ikke givet Irina noget. I Torgsin’en i Tomsk så man stort på, hvor guldet stammede fra, man byttede guld for gammelt tøj, makaroni og andre fødevarer. Det er Irina, der har fortalt mig det. Hun bor i dag i Tomsk (...).

Folk flygtede fra øen på tømmerflåder, på træstammer.

En dag forsøgte nogle folk, der var så udhungrede, at de knap kunne holde sig oprejst, at lade det gå ud over vores ko. Vi blandede os, de trak sig tilbage, gav sig til at løbe og endte i Ergankina. Udhungrede. Vi tænkte, at vi hellere måtte give dem lidt brød. Der var kvinder imellem, det gav os tillid til dem. Vi sagde til vagterne: “Lad dem komme forbi, vi vil give dem noget at spise.” Vi tog dem med hjem og gav dem brød og mælk. Vagterne sagde til os: “I kan give dem mad, men lad dem ikke slippe væk.”

Så vi gav dem brød, tykmælk og mælk, og derefter tog vi dem med tilbage til vagtposten. Hvad de gjorde ved dem bagefter, det ved kun Gud. Måske blev de skudt, eller måske flygtede de, eller måske blev de sendt tilbage til øen.

* Statslig specialforretning, der tog valuta eller ædelmetaller i bytte for “mangelvarer” og luksusvarer, der ikke kunne fås andre steder.

22

I guder, hvilken grusomhed! Kun Gud ved selvfølgelig, hvad det var for folk. Vi kendte dem ikke, vi var ban­ge for dem. Alligevel tog vi os af dem i 2-3 dage, når vagterne jagtede dem. Vi gav dem mad, de var jo ikke dyr. Vi gav dem mælk at drikke og sørgede for, at de fik noget at spise, og bagefter skød de dem.

Sidst på sommeren, lige før kulden satte ind, blev de, der var tilbage, sat på en stor flodpram. De fyldte den til randen og sejlede ned ad Nazina-floden. Her døde de fleste af dem. De har sikkert taget de overlevende med et sted hen. De sejlede ud på Nazina-floden i en flodpram.

De gravede zemljanka’er*. Du skulle have set, hvad de lignede, de zemljanka’er. Senere byggede de rigtige huse af træ og selv et forsamlingshus, en bro over floden. Det er Fader Kondratij, der har fortalt mig det. Så begyndte de at frigive folk. Kun Gud ved, hvor de tog hen ... Jeg ved ikke, hvem der er overlevet.”

Dette vidnesbyrd, der blev suppleret og bekræftet af ti andre, alle indsamlet i Nazino og i nabolandsbyerne,3 bidrog til at kaste lys over en afgørende – og særlig dramatisk – episode, der i hen ved seks årtier havde været fortiet totalt: Deportationerne i 1933 af flere tusinde “samfundsskadelige og deklasserede elementer”, der kom fra Moskva og Leningrad og blev overladt til deres egen skæbne på en lille ø ikke langt fra det sted, hvor floderne Ob og Nazina løber sammen. * Zemljanka’en er den allermest nødtøftige form for beboelse; den var særligt udbredt i 1930’erne på de store byggepladser for femårsplanen og i de “nye byer”. En zemljanka er et simpelt hul i jorden med en grov beklædning på væggene, nødtørftigt afstivet med planker eller andre byggematerialer og dækket med et tag af grenværk.

23

Siden begyndelsen af 1990’erne havde åbningen af de regionale arkiver i Novosibirsk og Tomsk og offentlig­ gørelsen af en række dokumenter, der handlede om tragedien på Nazino, bidraget til at danne et billede af, hvad der var foregået på “Dødsøen” (Ostrov-Smert), som de lokale også omtalte som “Kannibaløen” (Ostrov Ljudoe­dov). Men det afgørende skridt blev taget i 2002, da do­ku­men­terne fra den undersøgelseskommission, der blev nedsat i al hast i september 1933 af kommunistpartiets regionale komite i Vestsibirien, blev offentliggjort.4 Kom­missionen havde til formål at “afprøve sandfærdigheden af de oplysninger, der er blevet indsendt af kammerat Velitjko, journalist-propagandist ved partikomiteen i Na­rym, til kammerat Stalin vedrørende den situation, der er opstået på øen Nazino i Ob”.

Der ville uden tvivl aldrig være blevet nedsat en kommission, hvis ikke denne lavt rangerende kommunistiske em­bedsmand, kadre, havde taget initiativ til at gennem­ føre sin egen undersøgelse af de omstændigheder, der havde sendt mange tusinde deporterede i døden, og derpå havde dristet sig til at skrive direkte til Stalin.

Takket være dokumenterne fra denne kommission er det nu muligt ned til mindste detalje at rekonstruere det maskineri, der førte til, at alle disse tusinde blev “deporteret og overladt til egen skæbne”. Dokumenterne bi­drager også til forståelsen af, hvordan systemet med bo­sættelser for tvangsforflyttede, der i al hast blev sat i værk i begyndelsen af 1930’erne, fungerede på det lokale plan.

Hvordan indgår denne begivenhed i den massive de­­ por­tationspolitik, som det stalinistiske regime havde gen­nemført i mere end tre år som led i “likvideringen af 24

kulakkerne* som klasse”? Hvorfor og hvordan havde man deporteret “deklasserede og samfundsskadelige elementer”, der var blevet arresteret under razziaer i Mos­ k­va og Leningrad, til dette udsted, denne utilgængelige afkrog, der lå mere end 900 kilometer fra den nærmeste by og den nærmeste jernbanelinje? Hvem var disse “elementer”? Var Nazino-tragedien “planlagt”, eller var den resultatet af et ekstraordinært stort, administrativt rod, en total mangel på koordination mellem de forskellige led i Gulags undertrykkelsessystem? Var den en enkeltstående, pludseligt opstået begivenhed? Et ekstremt tilfælde, hvor de deporterede blev overladt til egen skæbne?

For chefen for Siblags** afdeling for bosættelser for tvangsforflyttede, Ivan Ivanovitj Dolgikh, var det eneste ekstreme ved denne episode de “deklasseredes” egen ad­færd; det var virkelig “menneskehedens bærme, der forfaldt til kannibalisme”.

“I 1933 midt i november bosatte vi 5.000 kulakker un­der åben himmel midt ude i tajgaen på et uopdyrket land­område dækket med sne,” forklarede han over for un­dersøgelseskommissionen: “og det fik ingen politiske konsekvenser (sic), for det kontingent gik straks i gang med at bygge hytter, de klarede sig fint og havde ingen problemer med at overleve.”5 Et bemærkelsesværdigt vidneudsagn, der sagde meget om, hvordan de højest rangerende ansvarlige for deportationerne af kulakker opfattede administrationen af “kontingenterne”! Disse reddede kun livet ved egen hjælp og i kraft af deres evne til at overvinde de værste prøvelser. * Russisk storbonde. ** Den sibiriske afdeling af Gulag.

25

Det var et ganske særligt sammenfald af omstændigheder, der gjorde det, der skete på øen Nazino, til noget specielt. Det vil jeg vise med denne bogs rekonstruktion af begivenhederne og mikrohistorien. Disse deporterede udgjorde en usædvanlig gruppe af tvangsforflyttede, som blev deporteret i begyndelsen af en om­fattende kam­pagne: Et socialt byggeprojekt, der hvilede på en utopisk plan for koloniseringen af de vidtstrakte, uop­dyrkede arealer i Sibirien og Kasakhstan. Denne plan var så “storslået” (det var sådan, planens op­havsmand, Genrikh Jagoda, chefen for OGPU,6 selv omtalte den), at den overrumplede de ansvarlige for de tvangsforflyttedes bosættelser.

Kampagnen blotlagde alle fejlene og manglerne ved det system, der møjsommeligt var blevet bygget op i løbet af de foregående år for at “styre afkulakiseringen”.

Til syvende og sidst blev kun ganske få dele af den “stor­slåede plan”, der var udarbejdet i 1933, sat i værk.

Ef­­ter nogle måneder, hvor undertrykkelsesmaskinen ikke formåede at “fordøje” kontingenterne, og koordineringen mellem centrum og periferi døjede med et stadigt stigende antal “fiaskoer”, gik de store deportationer i stå – i hvert fald i nogle år.

Det tragiske ved historien er, at “hændelsen” på Na­zino fandt sted ganske få dage efter, at Stalin i store træk hav­de begravet den “storslåede plan” for deportationerne, som chefen for det politiske politi havde forberedt nogle måneder før!

I kraft af sin ekstreme brutalitet (to tredjedele af de deporterede døde af sult, udmattelse og sygdomme i lø­bet af nogle få uger efter forvisningen) – en brutalitet, der skul­­ le ende med grænseover­skridende handlinger som kan­­ni­balisme og ligæderi, var episoden på Nazino på én gang 26

både ekstraordinær, enestående og dybt afslørende for det voldelige og regressive klima, som i begyndelsen af 1930’erne havde vundet indpas i visse sovjetiske land­områder.

Nogle regioner havde oplevet voldsomme om­vælt­ninger som følge af massive deportationer og mas­se­ud­vandringer, var blevet slået omkuld af vedvarende fødevaremangel, ja ligefrem hungersnød, var blevet hjemsøgt af røverbander, der hærgede landområderne, og havde oplevet en voldsom stigning i kriminaliteten i byerne. Blandt disse landområder var navnlig Vestsibirien markant, et sandt sovjetisk Far East, hvortil man sendte dem, der var ud­stødt af det socialistiske samfund under opbygning, dvs. tvangsarbejdere og tvangsforflyttede. En re­gion, som på én gang var både grænseland og skraldespand.