Ilse Wilmot
AT
over LEVE MED EN ALKOHOLIKER GADS FORLAG
Ilse Wilmot
AT
over LEVE
MED EN ALKOHOLIKER - mit liv med Jacob Haugaard
Ilse Wilmot
At overleve med en alkoholiker
– mit liv med Jacob Haugaard
Bogen er blevet til i samarbejde med Helle KjĂŚrulf
Gads Forlag
Indhold
Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 1 Mødet med Jacob . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 2 En rem af huden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 3 Jacob er kvartalsdranker . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 Baggrund: De første tegn på alkoholisme . . . . . . . . 52 Baggrund: Mønstre i familien . . . . . . . . . . . . . . . . . 56 4 Jacob stopper med at drikke første gang . . . . . 61 5 Bryllup og tiden efter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65 6 Det tager overhånd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85 Baggrund: Voksne børn af alkoholikere . . . . . . . . . 98 7 Bægeret er ved at være fuldt . . . . . . . . . . . . . . 101 Baggrund: At sige fra som pårørende . . . . . . . . . . . 110 8 Jeg flytter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113 Baggrund: Intervention og co-alkoholikerens rolle . 119 Baggrund: At blive af kærlighed . . . . . . . . . . . . . . . 125
9 Jacob går i behandling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127 Baggrund: At gå af kærlighed . . . . . . . . . . . . . . . . . 134 Baggrund: Antabus – en falsk tryghed . . . . . . . . . . 136 10 Jacob kommer hjem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139 Baggrund: Tilbud til pårørende . . . . . . . . . . . . . . . . 148 11 En misbruger misbruger alt . . . . . . . . . . . . . . . 151 12 En ædru alkoholiker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 163 Baggrund: Tørdrikning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 176 13 Større julegaver til alle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 177 14 Eftertanke . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Baggrund: A.A. og Minnesota-behandling . . . . . . . . Baggrund: A.A.’s Tolv Trin . . . . . . . . . . . . . . . . . Baggrund: Minnesotakuren . . . . . . . . . . . . . . . . . Baggrund: Al-Anon . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Baggrund: Mere om voksne børn af alkoholikere .
181 188 189 191 192 195
Nyttige links . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 197 Fakta om Ilse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199
Forord
Jeg har nået en alder, hvor jeg synes, jeg godt kan tillade mig at se tilbage på et rigt og spændende liv – og et kær lighedsliv på godt og ondt. Jeg har levet sammen med Jacob i mere end 30 år; en stor del af vores liv har han været aktiv alkoholiker. Desuden har jeg gennem mit arbejde som familieterapeut fået et indblik i den store smerte, som ægtefæller til en alkoholiker mærker, og jeg har set, hvor meget familien lider. Derfor modnedes idéen om at dele mine erfaringer med andre i samme situation. Det har været en god proces at skrive denne bog, tænke mere end tredive år tilbage og så igen gennemleve de år, da Jacob drak. Mærke smerten, angsten og fortvivlelsen. Lige pludselig se, i bagklogskabens klare lys og med nutidens erkendelse, hvor lang tid det tog mig at forholde mig til det faktum, at jeg var medspiller og havde 50 procent af ansvaret for, hvad der foregik. Og hvor sent jeg fandt ud af, at hvis der skulle ske en ændring, var det mig, der skulle handle. En uheldig adfærd kan kun foregå, hvis omgivelserne samarbejder.
6
Det sværeste har dog været at se, hvor meget det har påvirket mine børn og den dag i dag præger deres liv. Vel vidende, at vi alle er forskellige og håndterer vores liv på hver vores måde, er det mit håb, at min bog kan hjælpe andre, der har en alkoholiker tæt inde på livet, så de hurtigere begynder at tage vare på sig selv. Jeg er i dag dybt taknemmelig for, at kærligheden var stor nok til at bære os igennem, og at vores ægteskab holdt. Tag det i bogen, du kan bruge, og lad resten ligge. Venligst Ilse Wilmot, 2011
4 Jacob stopper med at drikke første gang
Jacob i 70’er outfit sammen med Maria. Hun og Hans Krull har altid været Jacobs gode venner, og senere også mine.
I august 1980 er jeg begyndt på en uddannelse som fami lieterapeut på Kempler Instituttet, og i juli året efter skal holdet til sommerseminar med hele familien hos “den store” Kempler i Holland. Man kan jo ikke blive familieterapeut, hvis ikke man får sin familie set efter i sømmene. Det er stadig Jacob, Nicolai, Mina og mig, der er familien. Aftenen før vi skal af sted, har vi været ude hos Jacobs bror, Jan, og hans kæreste til middag, og Jacob bliver fuld. I sjov og lidt alvor slås han med sin gode ven Hans Krull 61
og ender med at komme hjem med en forstuvet arm. Som sædvanligt langt over grænsen. Det går altid over gevind med ham. Jacob plages af grumme tømmermænd, da vi sætter os ind i bussen fyldt med kommende terapeuter og deres familier. Så det er en festlig fyr at have med. Vi er ikke kommet mere end til det første stop efter den dansk-tyske grænse, før Jacob går amok i grænsebutikken og stiger belæsset med øl og vin ind i bussen igen. Jeg prøver at få ham til at stoppe, men det kan jeg selvfølgelig ikke. Godt placeret i bussædet begynder Jacob helt systematisk at tømme ølflaskerne. Og da vi når Holland, har han drukket tæt det meste af vejen. Vi bor i en teltlejr, og næste morgen kl. 10 skal vi samles i Kemplers store dagligstue, der lige nøjagtig kan rumme alle mand – 64 store og små personer. Alle skal så fremføre de problemer, de gerne vil have belyst og måske løst hos den store mester, Walter Kempler. Vi er alle nye for hinanden, ikke mindst fordi vi har vores familier med. Så der er ingen, der siger noget. Kempler er en kontant mand, han understreger: “Hvis der ikke er nogen, der har noget på hjerte, så går jeg, og så kan vi mødes igen klokken 14”. Vi må selv bidrage, hvis vi vil have noget ud af det, ellers spilder vi både vores tid og penge. Det koster naturligvis at være der. Vi går alle, og jeg tænker, at Kempler godt kunne fortælle os noget teoretisk, men det gør han ikke. Da vi mødes igen klokken 14, spørger Kempler igen, om der er nogen, der har problemer eller emner, de gerne vil have vendt i forhold til familien. Igen er der dyb stilhed. Så siger Jacob: “Jeg har en ting, jeg gerne vil have vendt.
62
Jeg er ved at ødelægge mig selv og min familie med mit drikkeri”. Det har jeg på ingen måde forventet at høre fra ham og har nær tabt både næse og mund. “Ja”, siger Kempler, “det har du ret i. Vil du dø af det, eller vil du holde op?” “Jaaa, jeg vil da i hvert fald ikke dø af det”, siger Jacob lidt tøvende. “Så må du holde op”, siger Kempler. Jacob vil så holde op dagen efter. Han vil dog lige have lov til at konsumere resten af alkoholen fra sit store grænseindkøb. Når det er drukket, er han klar. “Enten holder du op med det samme, eller også holder du ikke op”, siger Kempler. “Det er et valg, du tager, og jeg synes da, du skal spørge din familie, hvad de siger til det”. Så spørger Jacob, hvad jeg siger til det, og jeg synes selvfølgelig, det er en ganske udmærket idé, “men ...”, får jeg sagt, og bliver stoppet af mesteren, der pointerer, at der ikke er nogen men’er, det er ja eller nej. Jeg har stadig en masse men’er – blandt andet, at det skal gælde for altid og ikke kun for et par måneder, indtil han næste gang falder i. Jeg har en masse indestængt frustration over Jacobs drikkeri, der gør det svært for mig at tro på det. Men selvfølgelig er det en god idé. Det er sommeren 1981, Jacob stopper med at drikke. Selv om Jacob holder op med at drikke, så ryger han sta digvæk den fede om aftenen, når børnene er lagt i seng. Hash holder på en eller anden måde Jacob i ave, sådan vil jeg beskrive det. Når han ryger fede, bliver han ind-
63
advendt og øver på musikken morgen, middag og aften. Han bliver ikke udadvendt og grænseoverskridende, som han bliver af spiritussen, og hvor festen skal foregå ude i byen. Selv om Jacob holder sig fri af alkohol, er han stadig påvirket, og jeg er selvfølgelig om mig og emsig som altid, og jeg synes jo, at han skal stoppe med at ryge tjald. Jeg begynder at sætte prikker i lommebogen, når han ryger. Det er nærmest dagligt, måske er det kun to dage på en måned, at han ikke ryger. Han sover længe, for alt det tjald gør ham træt. Han er også et typisk B-menneske, der kan øve hele natten, og så sover han selvfølgelig til langt op ad dagen. Det gør det stadig svært i det daglige familieliv, fordi børnene skal op i skole. Jeg skal passe min seng om aftenen for at klare dagligdagen. Vi kører med hver sin rytme. Jeg står op og sørger for børnene, og han kører for det meste sit eget trip. Det betyder også, at Jacob som sædvanligt ikke deltager meget i det praktiske derhjemme. Men han er der, og han er glad. Og vi har det godt med hinanden, selv om jeg får ondt af mig selv, fordi jeg føler mig tilsidesat. Han er så optaget af sit eget, og hver aften er han i en hashrus. Jeg savner noget mere fælles og en større deltagelse i mit og børnenes liv.