[Title will be auto-generated]

FREDENSBORG S L O T O G S L O T S H AV E

FREDENSBORG S l o t o g s l o t s h av e

Ulla KjĂŚr Bente Scavenius Christine Waage Rasmussen

Ga ds F or l ag

Forord Huse kan ligesom mennesker ældes med vekslende grader af ynde. Nogle går i forfald, nogle står som levende vidnesbyrd om en svunden tid, nogle lider ved at være for gammeldags og nogle ved at være for moderne. Men i rigtig mange tilfælde smelter fortid og nutid sammen til gensidig berigelse.

Sjælen bevares og udvikles, og et langt livs erindringer bliver en klangbund for nye oplevelser og nye tider til glæde for nye generationer. Fredensborg Slot er født som en sommerresidens og anlagt som en ubrydelig enhed af hus og have. Med et centrum midt i slottets havesal breder anlægget sig ud i et mægtigt cirkelslag udsparet i en af Sjællands smukkeste skove som et eviggyldigt billede på sammenhængen mellem kultur og natur. Fredensborg er et barn af sin tid, men samtidig et lyslevende eksempel på et hus, der har optaget slægtleds historie i sin sjæl, og som dog fuldt og helt er fulgt med tiden.

Midt i det moderne hjem er de svundne tider så nær, at ”man næsten skulle kunne røre dem, blot ved at strække hånden frem”, skrev daværende kronprinsesse, Hendes Majestæt Dronning Margrethe II i sit forord til Jan Steenbergs bog om Fredensborg i 1969. Disse tider fornemmes, som hun fortsatte, i husets atmosfære, i dets venlighed: ”Mennesker har været lykkelige her, de har præget huset i så høj grad, at der er overskud, som gives videre til hver ny generation, som har taget det i brug”.

Fredensborgs særpræg kan næppe beskrives bedre. Slottet fik sit navn som en markering af afslutningen på Store Nordiske Krig i 1720. Men navnet blev usædvanligt rammende for netop dette sted. Fredensborg er en oase.

Her føler selv den kortvarigt besøgende en afslappende glæde, der ikke kun kan forklares ud fra slottets fysiske fremtræden.

Men Fredensborg Slot og Slotshave er samtidig et enestående arkitekturog havehistorisk mesterværk. Med bidrag fra 1700-tallets bedste danske arkitekter er der opstået en helhed, som tidligt har tiltrukket sig forskernes opmærksomhed, og som i årenes løb er blevet beskrevet i talrige værker. At

4

Fredensborg Slot og Slotshave

der nu udgives endnu en bog om Fredensborg er direkte begrundet i, at der gennem de seneste årtier er gennemført en genopretning af hele det mægtige, men med tiden noget forfaldne haveanlæg. Et moderne orangeri blev indviet i 1995, den unikke Nordmandsdal med de talrige naturtro figurer af norske og færøske bønder og fiskere fra 1700-tallets tredje fjerdedel blev restaureret gennem årtier frem til 2002, og i 2013 sættes kronen på værket med afslutningen på den genskabelse af havens alléer, som blev indledt i 1950’erne. I midteralléen, Brede Allé, er de gamle allétræer blevet skiftet ud, skulpturudsmykningen er blevet sat i stand, og der er med afsæt i planerne fra 1760’erne blevet taget hånd om såvel alléens udspring i form af parterret foran slottet som dens afslutning mod verden uden for haven. I tilgift er der gennemført en genskabelse af et af havens vægtigste delanlæg, den såkaldte Ballonplads, som blev udformet af arkitekten Nicolas-Henri Jardin i samarbejde med billedhuggeren Johannes Wiedewelt til minde om den eksisterende haves bygherre, Frederik V. Det har været en oplevelse at følge genopretningsarbejderne og se, hvordan slottet og dets have derigennem fik gengivet de konturer, som var blevet udvisket, efterhånden som træerne groede til og skulpturerne forfaldt og sygnede hen. Og det har været et privilegium at få lov til at være med i projektet og skrive om det på én gang gamle og evigt unge Fredensborg.

Hele restaureringsprojektet er blevet gennemført takket være en donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, og forfatterne til denne bog vil gerne benytte lejligheden til at rette en varm tak til denne fond. Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme har ønsket arbejdet formidlet og dokumenteret for eftertiden og har givet os en aldrig svigtende opbakning. Endelig var det hele naturligvis aldrig blevet til noget uden Kongehusets helhjertede støtte. Her er der også god grund til at være taknemmelig.

FORORD

5

Indhold Forord

4

Kongens nordsjællandske lysTslot Ulla Kjær

Fredensborg Slot i 1759 – en status

112

117

Klassiske forbilleder

Slotshavens omdannelse

122

125

N.-H. Jardins plan for Fredensborg

Det nye Fredensborgs tilblivelse

134

Wiedewelts skulpturprogram

138

J.G. Grund og Nordmandsdalen

150

Frederik IV’s Fredensborg

16

Til Frederik V’s minde

154

25

167

Den unge enevældes borgerlige barok

Skulpturerne i Brede Allé

Marmorhave, eremitagegrotter Kongens fristed og arkitekten J.C. Krieger

28

Fra udkast til virkeliggørelse

34

Kongens sidste sommer

182

39

En palladiansk plan

og Marskalhus

172

Indvielse af et ufærdigt hus

46

Juliane Maries Fredensborg

186

Slottets gemakker

54

190

Kuppelsal og kirke

60

Orangeri og menageri

70

Frederik IV’s have

73

Anna Sophie og Fredensborg

84

forfald og genrejsning Bente Scavenius

Christian VI’s Fredensborg Frederik V’s Fredensborg

Arkitekten Caspar Frederik Harsdorff

90

98

De onde år

208

215

Store planer – ingen penge

Arkitekterne Laurids de Thurah og Nicolai Eigtved

6

103

Rothe og den romantiske have

Fredensborg Slot og Slotshave

220

Fredensborg under Junigrundloven 228

Fra idé til anlæg 316

230

234

Restaureringens hovedgreb

322

Parterret

322

323

Residensbolig på ny

Fredensborgdagene Klunketid og restaureringer

240

Tiltrængte bekvemmeligheder

248

Dronning Ingrids Fredensborg

Rådgivervalg og rejseaktivitet

Brede Allé

319

”Overraskelsesgrebet”

325

Kabinetterne

326

Skulpturerne

327

Særlige udfordringer

332

Flagermus

334

Destruktive undersøgelser og en flaskepost

335

Water, water everywhere

337

256

Gensyn med barokken 264

kulturarv i evig forvandling

Gamle træer og ny viden

342

Nye træer og gamle proportioner

350

Udviklingsplaner og restaureringer

348

Christine Waage Rasmussen Fredensborg Slotshave i dag

282

Skulpturerne

292

297

Bygværker i haven

Efterord 350 Litteratur og kilder

Målsætninger for bevaringen

352

300 Tak 359

Restaureringsholdninger 304 Register 360 Restaureringen af Brede Allé, parterret og de grønne kabinetter

308

Billeder 365

INDHOLD

7

forfald OG genrejsning A f B e n t e S c av e n i u s

Fra statskuppet i 1784 og frem til de berømte Fredensborgsomre hundrede år senere gennemgik slot og have både onde år med stærkt forfald og gode med restaureringer og genskabelser. Op gennem 1800-tallet blev store dele af haven omlagt i en mere romantisk og landskabelig retning, men dog bestod barokkens grundstruktur gennem alle prøvelser. Under de seneste regentpar har restaureringer og fornyelser atter fremdraget 1700-tallets undertiden udviskede skatte.

KAPITEL 1

201

Ovnniche med klæberstensovn i Den Blå ­Salon udført af C.F. Harsdorff for Juliane Marie, hvis buste ses t.v. Alle Harsdorffs ovne blev nedtaget i 1860’erne og kasseret.

Kun denne ene er kommet tilbage til Fredensborg Slot, hvor den har fundet sin rette plads i Den Blå Salon.

202

E

fter statskuppet den 14. april 1784 havde enkedronning Juliane Marie fået frataget den position, som hun havde indtaget i årene efter Struensees fald, og måtte atter acceptere at spille en yderst tilbagetrukken rolle på Fredensborg Slot. De gennemgribende moderniseringer af interiørerne, som hun havde igangsat efter 1772, ophørte dermed øjeblikkeligt. Harsdorff havde leveret sit sidste spejl i 1783, og fra da af var hans virke på Fredensborg fortid. Også når det gjaldt slotshaven, gik alle større planer i stå, da kongens Partikulærkammer i den grad var lukket i, når det vedrørte Juliane Maries hof. De haveprojekter, som var blevet udtænkt, men ikke påbegyndt under Frederik V, havde enkedronningen ellers forestillet sig blev gennemført.

Efter at kronprinsen, den senere Frederik VI, i 1784 havde opnået indflydelse på Partikulærkammerets udgifter, blev haven kun nødtørftigt vedligeholdt af slotsgartner Claus Hertz. Der blev dog sørget for, at lindetræerne stadig blev studset, og at der blev hæget omhyggeligt om hække og kugler i parterret. Derudover blev også statuerne vedligeholdt af billedhugger J.G. Grund. Efter Frederik V’s død var de ansatte i slotshaven i det hele taget blevet reduceret fra tres mand og tolv lugekoner til fyrre mand og seks lugekoner. Efter enkedronningens død i 1796 blev antallet af havemænd om sommeren yderligere indskrænket til tyve og om vinteren til tolv og dertil seks lugekoner. Og det er ikke meget til at holde et så stort anlæg som det i Fredensborg Slotshave.

Trods det, at enkedronningen – billedligt talt – var kørt ud på et sidespor, kom der stadig mange gæster på Fredensborg, især tilrejsende familiemedlemmer. Fra tid til anden kom også kong Christian VII, der nød at blive kørt rundt i slotshaven. På disse køreture var kongens yndlingssted en lille høj tæt ved Eremitagepavillonerne, der af eftertiden er blevet betegnet Christian VII’s Hvile.

I modsætning til kongen kom kronprinsen uhyre sjældent på Fredensborg Slot. Allerede som dreng brød han sig meget lidt om stedet, da minderne fra barndommen var alt for enerverende for ham. Det fortælles dog, at han som voksen skal have spadseret enkelte gange i slotshaven sammen med sin hofchef Johan Bülow, der søgte at gøre ham interesseret i haveanlæg. Under inspiration af disse ture blev Kronprinsens Plantage anlagt sydøst for slottet.

Ifølge en indgravering på en sten i plantagen blev beplantningen påbegyndt i 1779, da Frederik var tolv. Men kronprinsen kendte sandsynligvis allerede til netop dette område af haven, da han samme år skal have været med til at

F redensborg S l o t og S l o t s h a v e

KAPITEL 1

203

DENNE SIDE En

glas­ plade på dørkarmen ved døren fra Den Kinesiske Stue til køkkenet er sat beskyttende hen over de højdemålinger, Juliane Marie foretog af sine børnebørn, når de var på besøg i huset.

Foto fra 2013.

Plan over Fredensborg Slotshave fra ca. 1770.

På planen ses for enden af Brede Allé markeringen af en triumfbue.

Den var opført i træ og havde tidligere stået på Københavns kaj i anledning af arveprinsens bryllup i 1774.

MODSATTE SIDE

204

bygge den ca. tre m høje Eremitgrotte i kampesten, som stadig findes, da den er blevet vedligeholdt gennem alle årene.

Meget overraskende kom også den svenske kong Gustav III i 1787 på besøg på Fredensborg i et forgæves forsøg på at vinde enkedronningen for sin politik. Ellers nød Juliane Marie ifølge sine breve til svogeren, Friedrich II af Preussen, det stille liv på Fredensborg, hvor hun først og fremmest koncentrerede sig om familien. Netop på enkedronningens tid fandtes der på Fredensborg Slot et stort bibliotek, som blev berømmet af den venezuelanske diplomat Francisco de Miranda, der efter et besøg den 11. marts 1788 noterede i sin dagbog: ”Men det bedste er biblioteket, der er indrettet med megen smag, hvor jeg så en udsøgt samling på 10.000 bind, tilsyneladende af de bedste tyske, franske, italienske og engelske forfattere & c., som ikke syntes at stå ubenyttet hen …”. Så der var absolut ingen grund til at kede sig på Fredensborg Slot.

Nok var dagligdagen blevet meget enkel for enkedronningen, men der fandtes stadig anledning til at afholde små koncerter i slotshaven. Som regel fandt de sted i den ene Eremitagepavillon, og ved sådanne lejligheder kunne det ske, at enkedronningens nære venner, skuespillerne Michael Rosing og Johanne Cathrine Rosing optrådte. Parret havde som en gestus fra Juliane Marie opnået at få fribolig på slottet. Det fortælles, at den nu ikke længere eksisterende Marinelli Allé, som løb tæt ved Hidsepladsen, blev opkaldt efter Michael Rosings rolle i Lessings tragedie Emilia Galotti. Det var en af de

F redensborg S l o t og S l o t s h a v e

berømte roller, som han skal have indstuderet under sine daglige ture i slotshaven.

I 1798 døde billedhugger Grund, som indtil da havde stået for vedligeholdelse af alle statuerne i slotshaven. Han blev efterfulgt af Nicolai Dajon, der var elev af Wiedewelt og i en periode også havde arbejdet i hans værksted.

Dertil var Dajon blevet professor ved Akademiet efter Wiedewelt, så et bedre valg til at varetage skulpturerne i slotshaven var ikke muligt.

Med enkedronning Juliane Maries død den 10. oktober 1796 blev der meget stille i såvel haven som i stuerne på Fredensborg Slot. I fireogfyrre år havde Juliane Marie med sin personlighed præget livet på slottet. Som præsten sagde i sin begravelsestale, så havde hun en ”dyrket Forstand”, og den var ikke mindst kommet til udtryk i den stilbevidste og gode smag, hvormed slottets interiører var blevet renoveret. Så længe dronning Juliane Marie levede, blev den væsentligste del af slotshaven vedligeholdt, men med hendes bortgang, og efter at hoffet helt havde forladt Fredensborg, blegnede interessen for både slot og have, og forfaldet tog yderligere fart.

Fra 1796 gik Fredensborg tilbage til kongen og skulle dermed administreres og vedligeholdes på samme linje som de øvrige kongelige slotte. Dog skulle slotshaven stadig levere frugt og brændsel til hoffet, som der stod i en skrivelse fra Rentekammeret 1798-99 til hofmarskal Adam Wilhelm Hauch: ”Den i Fredensborg Hauge staaende Skov ville Vi have paa den ordenligste og Fordeelagtigste Maade behandlet til Ziir for Haugen og til Indtægt for Vor Forstkasse…”. Det anbefales fra Rentekammeret, at statsminister Reventlow, overforstmester Linstow og hofmarskallen træder sammen for at give en plan til, hvordan skoven udnyttes. Hvert år blev der opført lange lister til Rentekammeret med placeringer, beskrivelser og tilstandsrapporter, hovedsagelig over havens figurer. I 1798 bliver det f.eks. noteret, at parterret var indfattet med grønmalede trærammer, der var rådnede og derfor fjernet og i første omgang erstattet af plantet engelsk græs.

Tiden derefter er med rette blevet betegnet som ”de onde år” på Fredensborg. Alle, der havde været tilknyttet enkedronningens hof, blev sagt op, dog med pension og mulighed for at komme i betragtning til en fribolig i slottets sidelænger. Men den generelle interesse for vedligeholdelsen af stedet forsvandt, og det gav sig også udtryk i haven, som i 1799 af den schweiziske forfatter Carl Victor von Bonstetten blev beskrevet som stiv, sørgelig og ensom.

Eftersom hoffet ikke længere residerede på Fredensborg, forfaldt også slottets interiører hurtigt. I mange tilfælde blev møbler og malerier, bortset

206

F redensborg S l o t og S l o t s h a v e

fra de vigtigste i de officielle, kongelige gemakker, overført til andre slotte, bl.a. Frederiksborg, hvor en del gik til grunde under branden i 1859. På væggene blev malerier erstattet af enten ringere værker eller af engelske og franske kobberstik, tilvejebragt fra andre slotte. I 1826 blev en væsentlig del af de nederlandske malerier overført til det nybyggede Christiansborg Slot. Dog forblev en lang række stilleben og blomsterbilleder tilbage på Fredensborg Slot. Fra fortegnelser over slottets malerier udført dels af Nicolai Abildgaard i 1799-1800 og dels af kunsthistorikeren N.L. Høyen i årene op til 1848 gives et indtryk af omfanget af malerier, ofte med beskrivelse og placering. I 1848 udførte I. Stroe en ny fortegnelse, hvor 738 malerier er katalogiseret, og det er 249 mere end på Abildgaards inventarliste, der indeholder 489 malerier fordelt på ti rum. Ifølge katalogerne var det samtidens meget populære landskabsscener, blomsterstykker og opstillinger med døde fugle, frugter og planter, der prydede væggene i de kongelige gemakker, hvor de ifølge Abildgaards fortegnelse var ophængt i mange rækker og systematisk ordnet omkring døre og kaminer.

forf a l d O G genre j sn i ng

207

Dronning Ingrids Fredensborg Åkander i den stemningsfulde Horsedam, hvis vand sommeren igennem spejler den mangfoldighed af blomstrende buske og planter, som omgiver søen.

256

Efter Christian X’s død i april 1947 flyttede Frederik IX og dronning Ingrid allerede i september samme år ind på Fredensborg Slot. Fra da af blev slottet atter residensbolig i sommerhalvåret. Med sit engagement i slottet og dets interiører og sin ægte interesse for havekunst bragte dronning Ingrid nye tider til Fredensborg. Allerede fra de første dage blev der møbleret om i gemakkerne, og noget af det første, der røg ud og henvist til kældrene, var Harilds halvtreds pompøse mahognistole i Kuppelsalen. Ganske vist var slottet fuldt møbleret, men alt var uhyre gammeldags. Skønt der i den grad trængte ikke blot til ommøblering, men også renovering, så var tiderne ikke til de store ekstravagancer i årene efter Anden Verdenskrig. Men da dronning Ingrid ikke blot havde god smag, men også havde praktisk sans, viste resultaterne til det bedre sig i løbet af kort tid. Hurtigt forsvandt de tunge uldgardiner og de voldsomt draperede kapper på silkegardinerne. Tilbage blev bare de lette, hvide undergardiner, som altid havde hørt med ophængningerne.

I løbet af få år fik dronning Ingrid moderniseret hovedslottet med nye badeværelser. De store gæstesuiter blev forskønnet ved at flytte smukke, gamle møbler sammen, så de periode- og stilmæssigt dannede helheder. Møbler blev ombetrukket – ofte med gamle stoffer, men altid med en sikker sans for, hvordan det oprindelige kunne indgå i et smukt, stilistisk samspil med nutidens æstetik. Først i begyndelsen af 1960’erne kom turen til fløjene i ottekanterne, først østre og siden vestre, hvor de tre prinsesser havde deres værelser.

For begge fløje blev der udtænkt en helt ny plan for såvel stueetagen som overetagen. De nyindrettede gæsteværelser blev grupperet to og to omkring en lille salon. Til hver lille gæstelejlighed kom der indbyggede skabe og dertil nyt bad og toilet. I stedet for de gamle jernovne, som ikke længere var i brug, kom der varmeapparater, som blev placeret i vindueslysningerne, og det gav bedre plads i de mindste af soveværelserne. Alt blev malet i lyse farver, og hver lejlighed fik sit eget præg gennem valg af farver, stoffer og mønstre.

Overalt kom der parketgulve – også i korridorerne, hvorfra de gamle kokos-

F redensborg S l o t og S l o t s h a v e

KAPITEL 1

257

løbere forsvandt. De lange korridorer blev malet i en lys grågrøn tone efter gamle farvespor med dørene i en lidt mørkere og mere markant tone.

Da Frederik IX og dronning Ingrid flyttede ind, brugte de den store lejlighed på første sal mod nordvest i hovedslottet. I lighed med Christian IX og Frederik VIII fik kongen sit arbejdsværelse i kommunikationsbygningen, mens dronning Ingrid brugte Dronningens Kabinet i stueetagens nordvestre hjørne med vinduer til begge sider og udgang til haven. Fra da af blev Den Kinesiske Spisestue brugt til hverdag, hvorimod Kuppelsalen blev anvendt til de store middage og altid til de årlige jagtmiddage. Havesalen blev ofte brugt i dagligdagen som opholdsstue, selv når der ingen gæster var. Med årene blev samtlige stole og sofaer ombetrukket med nye stoffer og placeret, så de smukt blandede sig med såvel gamle rokoko- og Louis Seize-møbler som de tidløse og mere behagelige siddemøbler.

I anledning af kongens 70-årsdag i 1969 blev der samlet ind til en gave, der gjorde det muligt at installere et svømmebassin både på Graasten Slot og et på Fredensborg. Det på Fredensborg blev placeret uden for den vestre ottekant i den vestlige del af Marmorhaven, som ikke var blevet benyttet ved den seneste istandsættelse. Fra ottekantens stueetage blev der etableret en indgang med sauna og omklædningsrum. Om vinteren kunne svømmebassinet overdækkes interimistisk; det blev dog i det lange løb for upraktisk, og derfor lod det nuværende regentpar i 2013 en permanent glasoverdækning opføre, og samtidig blev der udført en ny adgang fra ottekanten samt to nye omklædningsværelser med bad.

Ikke siden Frederik V’s dage havde der været et så nært samarbejde med slotsgartneren, som efter at dronning Ingrid i sommerhalvåret tog aktiv del i de planer, der vedrørte slotshaven. Med sin baggrund i et kongehus med kunstneriske anlæg og stor viden om havebrug og botanik, og som ”en datter af blomsterkongen Carolus von Linneaens land”, havde dronningen de bedste forudsætninger for at skabe noget nyt. Især Den Reserverede Have, som den blev betegnet fra da af, fik dronning Ingrids fulde opmærksomhed og blev omlagt, så den fik karakter af en meget personlig, privat have. I et gammelt orientalsk udsagn hedder det, at havedyrkning er en kongelig profession, og det blev virkelig til sandhed med dronning Ingrids engagement i Den Reserverede Have.

I de første år efter kongeparrets indflytning var det stadig Maag, der havde ansvaret for de ændringer, der blev gennemført, men siden hen blev det slotsgartner Sejr Kristiansen. Helt frem til 1972 samarbejdede han med dron-

258

Fredensborg Slot og Slotshave

ning Ingrid om at udføre alle de beslutninger, der blev taget, med det resultat, at Den Reserverede Have med årene fik karakter af et frodigt og blomsterrigt landskabeligt anlæg. I de gamle væksthuse indførte Sejr Kristiansen moderne dyrkningsteknikker, så alle de forskellige planters krav kunne tilgodeses. Ud fra meget forskellige behandlingsprogrammer blev krysantemum, brændende kærlighed og løvemund drevet frem sammen med ridderspore, gerbera, gardenia, amazonlilje og den sydamerikanske plante Malvastrum.

Noget af det første, der skete, efter at den nye slotsgartner var kommet til, var at fælde i Den Reserverede Have. Mange af bøgetræerne var vokset så meget til, at de var med til at give et noget hemmelighedsfuldt og dystert helhedsindtryk. Det var dronning Ingrids ønske, at linjerne i landskabet skulle komme bedre til deres ret. Mange af de ”sorte” træer, dvs. de store bøge, der måtte lade livet, havde så kraftige stammer og tykke rødder, at de muligvis

F O R F AL D O G G E N R E J S N I N G

Ved det store farverige staudebed ligger lege­ huset, der blev opført, da kongeparret i 1960’erne begyndte at få børnebørn.

259

stammede tilbage til tiden, før Fredensborg Slot blev opført. Også de nåle- og takstræer, der i Rothes tid var blevet plantet ved Rosenøen, nu kaldet Mena­ geriøen, blev fjernet i disse år. Det var nu slut med klunketidens smag, nu skulle der være enklere linjer i haven.

Den del af parterret, som var blevet indlemmet i Den Reserverede Have i Rothes tid, omfattede også resterne af lindealléerne. Det gjaldt også den sidste del af Eremitage Allé, Indre Ring Allé og af Schambachs Allé. Ved Horsedammen, der tidligere var blevet betegnet Svanedammen, stod dele af den gamle Ege Allé tilbage. Også de krogede egetræer var, fra før Fredensborg Slot blev opført, og de er stadig bevaret, hvorimod lindetræerne fra Kriegers parterre er fældet. De var i slutningen af 1940’erne blevet så store, at grenene nåede helt ned til søen, der omgiver Menageriøen. Fjernet blev også hele Maags arrangement med Wiedewelts Gratiesøjle. I første omgang kom søjlen ned i kælderen under Fredensborg Slot, men senere hen i 1980’erne er den blev opstillet på Lille Ballonplads, hvor den retmæssigt hører hjemme.

Det er nærliggende at antage, at dronning Ingrids stærke indflydelse på renoveringen af Den Reserverede Have var inspireret af haven ved Sofiero nord for Helsingborg. Det var dronningens barndomshave, som var blevet skabt af hendes mor, kronprinsesse Margareta, der ikke blot var barnebarn af dronning Victoria, men også særdeles kunstnerisk begavet. Netop den engelske have fra det forrige århundredskifte med sine farverige blomsterbede, anlagt i overensstemmelse med den æstetik, som bevægelsen Arts and Crafts stod for, var inspirationskilden for kronprinsesse Margareta. Ikke mindst havde datidens førende beplantningskunstner, Gertrude Jekyll, haft stor indflydelse på den svenske kronprinsesses smag og havekunst.

Der kan derfor ikke herske tvivl om, at også hendes datter, dronning ­Ingrid, var stærkt inspireret af den frodige, engelske havekunst med dens beplantninger, både store og små, der var udført som rene impressionistiske kompositioner. I Den Reserverede Have udvikledes med årene det ene harmoniske blomsteranlæg efter det andet i kontrastrige farver. Som tilfældet var på Sofiero, blev der plantet et væld af rododendroner og azaleaer, der dels skabte struktur i havens rum og dels i forårsmånederne gav en fin kontrast til alt det grønne. Når dronningens far, den svenske kong Gustav VI Adolf, var på besøg på Fredensborg, udviste også han over for Sejr Kristiansen stor faglig interesse for udplantningen af de mange blomstrende buske, der var blevet placeret i store grupper ud over hele området.

260

Fredensborg Slot og Slotshave

Horsedammen med dele af den gamle Ege Allé i baggrunden og blomstrende astilbe i forgrunden. Foto fra 2013.

Især beplantningen omkring den opgravede og omlagte Horsedam fik karakter af et helt blomstermaleri med sin mangfoldighed af prydbuske og planter, der spejler sig i vandet. Azaleaer i røde og gyldne farver blev dekorativt plantet side om side med paradisæble, løn, bregne, iris og ensian. Selve Horsedammen blev omgivet af stier og trapper belagt med svenske sten, der slynger sig mellem beplantninger af primula og et tidligt flor af stedmorblomster, der gør foråret festligt. Hvert år blev der dengang plantet et stort, nyt sortiment af forskellige arter af primula og andre fugtighedselskende planter sat langs søbredden. Hertil blev der plantet træpæoner, iris og troldnød og meterhøje dagliljer, der tilsammen skabte en stemning af poesi og frodighed.

I overensstemmelse med den engelske havetradition blev Den Reserverede Have i denne periode udlagt med græsplæner i det kuperede område, så de store træer virkelig kunne komme til deres ret. Flere hundrede år gamle hasselbuske blev beskåret og fik nyt lys, og det høje tulipantræ kom pludselig til at brede sig med fornyet styrke. Nye eksotiske træer kom til, såsom endnu et tulipantræ, et ambratræ, en ginkgo, der er et kinesisk tempeltræ, og indtil flere vandgraner, der føjede sig ind blandt de gamle træer, så et helt lille ar-

F O R F AL D O G G E N R E J S N I N G

261

boret blev dannet bag Horsedammen. De eksotiske vandgraner er kommet til Den Reserverede Have som gaver fra Arboretet.

På skrænten fra Marmorhaven ned til Menagerihaven blev der lagt hundredvis af løg fra narcisser, der hvert forår kommer op og danner en symfoni i gult og hvidt. Omtrent vest for det område, hvor den tidligere fasangård lå, blev der i slutningen af 1950’erne anlagt en nu nedlagt, ellipseformet rosenhave med et romersk inspireret mønster i belægningen mellem bedene, der var beplantet med ca. fyrre forskellige rosenarter. Rosenhaven er i dag blevet renoveret i anledning af dronning Margrethes 70-årsdag, således at det intime haverum står nyplantet med roser omgivet af en klippet takshæk med kugler og med en søjle i midten, som oprindelig kommer fra den nu nedrevne Nationalbank fra 1860’erne. Det var prinsgemalens idé dels at lade søjlen opstille, dels at omgive det lille haverum med den figurklippede takshæk med nicher, hvor små hvide statuer og en diabolsk buste af Satyr danner kontrast til det grønne. Rosenhavens autolakerede aluminiumsbænke er udført af billedhuggeren Ingvar Cronhammar.

Området op mod Eremitage Allé blev skærmet af store anlagte staudebede. Hele den frodige og dekorative sammensætning af stauder var dronning Ingrid blevet inspireret til af den engelske havemand Allan Bloom, der var en fremstående ekspert på flerårige planter. Mellem haven og skoven dannede blomstrende buske, særligt vildroser, en naturlig overgang mellem den kultiverede og den mere vilde natur. Op mod de store grupper af rododendronbuske i røde og violette farver blev der for vekselvirkningens skyld plantet høje etageprimula. Det lange perspektiv ned mod Esrum Sø blev iscenesat som en malerisk landskabskomposition fuld af kontraster og rytmiske bevægelser.

Det familieliv, der var kommet på Fredensborg Slot, fik også indflydelse på Den Reserverede Have. Der blev ikke blot anlagt grønne haverum, staudebede og søer, der blev også ændret på den allerede eksisterende tennisbane, så den fik nutidige mål. Senere blev et legehus til børnebørnene opført. Også blomsterhaven og de mange væksthuse kom til at bære præg af, at der var kommet liv på slottet. I en lang årrække havde dronning Ingrid lige inden for lågen til køkkenhaven sit orkidéhus, som hele tiden blev suppleret med sjældne arter fra fjerne lande. Orkidéhuset var en gave fra kongen i anledning af dronningens 50-årsdag. Såvel køkkenhave som frugthave blev sammen med skærehaven i Kielbergs Grusgrav så veludviklet, at der, uanset om det var sommer eller vinter, kunne leveres til den kongelige husholdning.

262

Fredensborg Slot og Slotshave

I slotshavens forfaldsperiode var Dronningens Sneglebakke, der lå i Særhaven med udsigt over Skipper Allé, helt forsvundet, og alle havde glemt dens eksistens. Resterne af den formede sig blot som en forhøjning i landskabet, indtil der blev fundet spor af en spiralformet gang. Derefter blev bakken frilagt og genetableret, så gangene atter løber frem og tilbage i en buksbomklippet labyrint af Trojaborg-typen. Fra toppen af Dronningens Sneglebakke er der en smuk udsigt mod Esrum Sø. Det var en udsigt, som allerede Hirschfeld satte pris på, da han i sin tid vandrede i haven.

Hver generation har sat sit meget personlige præg på Den Reserverede Have. I dag bærer haven stadig præg af den store indsats, som dronning Ingrid gjorde i årene fra 1947 og frem til Frederik IX’s død i 1972. Derefter blev det haven i tilknytning til det gennemrestaurerede og nyindrettede Kancellihus, der optog dronning Ingrid i sommerhalvåret. Efter dronningens død i år 2000 blev Kancellihuset i foråret 2004 nyindrettet til bolig for kronprinsparret, men uden ændringer af husets ruminddeling og hovedstruktur.

F O R F AL D O G G E N R E J S N I N G

Kancellihuset, hvortil dronning Ingrid flyttede i 1972, og som siden 2004 er blevet anvendt af kronprinsparret.

263