36885a7579494ba888b3cf3e28fea301

E R E M I TA G E SLOTTET

Bogen er udgivet i samarbejde med Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme

E R E M I TA G E SLOTTET Poul Grinder-Hansen Ulla Kjær Claus M. Smidt Line Bregnhøi Johan Fogh Annette Straagaard ROBERTO FORTUNA / FOTOGRAF

G a d s F orlag

Forord Der er næppe nogen bygning fra enevældens tid, der er mere kendt og elsket end Eremitageslottet. Med sin delikate arkitektur og smukke placering udgør den apoteosen på det galante århundredes samfundsorden. Ingen kan være i tvivl om jagtslottets symbolværdi. Kongernes ædleste idræt var alle dage jagten. Jægersborg Dyrehave ligger stadig som et minde herom, og slottet er kronen på værket. I over halvandet hundrede år har Dyrehaven tillige været mål for københavnernes søndagstur i det grønne. Endemålet og dermed højdepunktet for turen var og er som oftest det yndefulde slot. Til trods for at den oprindelige indretning med eremitagebordet, der gjorde det muligt for de kongelige herskaber at spise uden tjenerskab, har været væk i mere end 250 år, har erindringen om ”det opfarende bord” fortsat været levende. Endnu møder man folk, der spørger, om bordet stadig fungerer!

Eremitageslottet står i dag i sin mest blomstrende skikkelse. Efter at bygningens bastion i mere end to hundrede år har været væk eller kun delvist genskabt, er den nu ført tilbage til sin oprindelige skikkelse, som den var tænkt af slottets skaber, hofbygmester Laurids de Thurah. Dermed løftes det lille jagtslot op på sin ”præsentérbakke” og behersker med overlegen sikkerhed den smukke, omgivende natur. Med sine indlysende arkitektoniske kvaliteter forlener bygningen det dejlige natursceneri med en accent, der giver helheden noget af den air, man fornemmer, når man besøger de mest storladne kulturlandskaber iblandt den europæiske arkitekturarv. Her tænkes på steder som Versailles og ”Capability” Brown’s store landskabshaver ved engelske herresæder – alle forskelle i skala til trods.

Eremitageslottet viser os i dag de bedste sider af det 18. århundredes bygningskunst. Indenfor har en nænsom restaurering kombineret med en retablering af visse af slottets kinesisk inspirerede interiører givet helheden et løft, så publikum får et enestående indblik i dansk indretningskunst, når den er på højde med det bedste i sin tid. Restaureringsprojektet er, ligesom denne bog,

4

E r e m i ta g e s l o t t e t

blevet gennemført takket være en donation fra Augustinusfonden, og forfatterne af denne bog vil gerne rette en stor tak til fonden. Der er ligeledes grund til at være taknemmelig for Kongehusets støtte, uden hvilken projektet ikke havde kunnet lade sig gøre.

FORORD

5

Indhold Forord 4

Christian VI’s jagtslot Claus M. Smidt

Kongejagt og lystslotte Poul Grinder-Hansen

Den nye Eremitage

70

79

Sammenflikket mesterværk

Jagt og kongelige jægere

10

Sal og eremitagebord

Kongelige lystslotte

15

Den ældste Eremitage

21

Christian VI og bygningskunsten Ulla Kjær

”En konstig Machine”

102

Slottets øvrige interiører

108

Kabinetternes indretning

122

136

Eremitagen i arkitekturhistorien

Frelst i ellevte time

Forsvundne pragtværker

32

Claus M. Smidt Nedgangstider 150

Laurids de Thurah Claus M. Smidt

Slottets redningsmand C.F.E. Rantzow

158

Nødtørftig istandsættelse

168

178

Populært udflugtsmål

Barokarkitekt og adelsmand

46

Den travle bygmester

53

Konkurrencen fra Eigtved

61

Ferdinand Meldahl

Giftermål og adelspatent

64

Claus M. Smidt

6

94

E r e m i ta g e s l o t t e t

Eremitagens anden arkitekt

190

Genskabelsen af slottets ydre

198

Thurah eller Meldahl?

242

Restaureringsprocessen 246

Slottet i 1900-tallet Claus M. Smidt Bevarende fornyelse

210

Den nye restaurering

Chipolin-teknikken

251

”Skildrede” kinesiske silketapeter

252

Stueetage og kælder

256

Den ufuldendte bastion

258

Hvorfor nu denne forskel?

259

Færdigt arbejde

262

Litteratur og kilder

266

Line Bregnhøi, Johan Fogh og Annette Straagaard Et barokslot genopstår

224

Slottets tilstand

224

Hvad der gemte sig under overfladen

229

Register 270 Billeder 277

Kildernes hemmeligheder

236

Eremitagebordet

236

Gulvene

239

Silketapeterne

239

Medvirkende ved restaureringen 2009-2013

278

Om forfatterne

279

I ND H O L D

7

KONGEJAGT og LYSTSLOTTE Af Poul Grinder-Hansen

Kong Christian V gik i sine forfædres spor som ivrig jæger, og Jægersborg Dyrehave er indrettet af ham som skueplads for jagt på hjortevildt. Her genlød luften af hundeglam, jagthorn og galopperende hestehove, når den kongelige jæger forfulgte en kronhjort, til den styrtede. Men her fandt også festlige sammenkomster sted i et lysthus bygget til formålet og forsynet med en indretning, der sikrede det royale privatliv: et eremitagebord.

K A P ITEL I

XXXXX

JAGT og kongelige jægere Frederik II på vildsvinejagt. Et af de vævede vægtæpper, som blev skabt til Frederik II’s nye pragtslot Kronborg i årene 1581-85, og som nu er udstillet på Nationalmuseet.

10

En konge skal elske jagt. Forfølgelsen og drabet af dyr, især storvildt, udtrykker jægerens styrke, våbenevner, mod og mandshjerte – nogle af de egenskaber, alle fra gammel tid har forventet af en sand fyrste. I dansk sammenhæng har særligt to konger skilt sig ud som ivrige jægere: Christian V, grundlæggeren af Jægersborg Dyrehave, og hans oldefar renæssancekongen Frederik II, som tog de afgørende skridt til at skabe store, sammenhængende jagtdistrikter til de danske kongers eksklusive brug. Begges indsats udgør en væsentlig forudsætning for at forstå Eremitagen i Jægersborg Dyrehave.

I senmiddelalderens Danmark havde kongen eneret til at jage hjorte og andet storvildt, idet de andre store jordejere – herremænd og kirkelige institutioner – dog beholdt jagtretten på egne besiddelser. Ved reformationen i 1536 beslaglagde kong Christian III størstedelen af den katolske kirkes omfattende jordejendom, så kongen med et slag blev landets ubestridt største jordbesidder. Men de kongelige ejendomme lå spredt ud over hele riget, og det var svært at hævde de kongelige jagtrettigheder, når landskabet var som et kludetæppe af kongelige og adelige besiddelser spredt mellem hinanden.

Reformationskongens søn Frederik II gjorde en målrettet indsats for at løse problemerne ved at samle de kongelige besiddelser i store, sammenhængende områder. Han gennemførte talrige mageskifter, hvor han byttede jordegods med adelige, så begge parter fik samlet deres besiddelser på en mere hensigtsmæssig måde. Det gav muligheder for landbrugsmæssig stordrift, men for kongen var det samtidig et ønske at skabe klart afgrænsede distrikter, hvor jagten var forbeholdt kongen selv, og hvor ingen andre havde ret til at forgribe sig på vildtet. Disse rent kongelige jagtdistrikter blev på Frederik II’s tid kaldt fredejagter til forskel fra de områder, hvor også adelen kunne få adgang til jagt, og som blev kaldt vildtbaner. Efterhånden som fredejagterne bredte sig i 1600-tallet, gik ordet fredejagt dog i glemmebogen, og man gik over til at kalde alle kongelige jagtarealer for kongens vildtbaner.

E r e m i ta g e s l o t t e t

Et anonymt skovkort over Jægersborg Dyrehave fra 1764 med motiver fra parforcejagt nederst. Til højre opspores hjorten med hund, og til venstre er det udmattede dyr segnet. Rigsarkivet.

12

Frederik II residerede kun sjældent i København, der havde ry som en tæt befolket og sygdomstruet by, men foretrak de andre slotte rundtom i riget, hvorfra han let kunne drage ud på daglange jagtudflugter: Haderslevhus, Koldinghus, Skanderborg, Antvorskov og i Nordsjælland Frederiksborg og Kronborg. Omkring alle disse slotte bredte de kongelige fredejagter og vildtbaner sig. En af de egne, der blev særligt præget af kongelig godssamling, var hele den nordøstlige del af Sjælland, som eftertiden på baggrund af Frederik II’s initiativer med god ret har kunnet benævne ”Kongernes Nordsjælland”.

Frederik II drev mange former for jagt. Mest udbytterige og prestigefyldte var de store kongejagter, der krævede et omfattende udstyr og mange medvirkende. Det var en blanding af hundejagt og klapjagt, hvor indkaldte bønder drog larmende gennem mark og skov og skræmte dyrene op. Sammen­ drivningen kunne let vare tre-fire dage. Ved hjælp af udspændte jagtduge, som hver var 150 meter lange, men kunne samles i længder på mere end en halv kilometer, blev det område, hvor vildtet opholdt sig, afgrænset og afspærret. Til sidst var der samlet store mængder af vildt på et meget begrænset område. Et sådant afspærret område kaldtes et pandsted (af latin panthera, jagtgarn), og dets placering og udformning blev typisk bestemt af eksperter, de såkaldte pandmestre. Drabene på dyrene kunne her ske både med skud og med blankvåben. En variant af jagten benyttede udspændte net mellem skovens træer i stedet for jagtdugene. Her var nettene også et fangstredskab, idet de flygtende dyr kunne vikle sig ind i netmaskerne og blive fastholdt, til jægeren ankom og kunne give det fangne dyr nådestødet, ”fangst”, med et spyd eller en jagtkårde.

De store kongejagter betød en del besvær for de lokale kongelige bønder.

For det første risikerede de at skulle være klappere, men dertil kom, at både vildtet og jægerne kunne gøre skade på bøndernes marker og afgrøder. Frederik II gav jævnligt erstatninger eller skattelettelser som kompensation til bønder for markskader efter kongejagter.

Christian IV videreførte jagten næsten på faderens niveau og havde som faderen den fysiske styrke og våbenfærdighed, der skulle til. Hvis dyrene på en fredejagt havde haft ro i nogle år, kunne en kongejagt give vældigt udbytte. En kongejagt ved Skanderborg i 1593, hvor den sekstenårige Christian dog ikke selv kunne deltage, gav et jagtbytte på mere end 1.600 hjorte. Mængden var usædvanlig, men der var gerne mange dyr på de kongelige enemærker.

Den 11. august 1617 noterede Christian IV, ”drog jeg fra København til Hørsholm og skød på vejen 12 hjorte”.

E r e m i ta g e s l o t t e t

XXXXX

13

I Frederik III’s regeringstid blev der gjort voldsomt indhug i vildtbestanden på de kongelige vildtbaner under svenskekrigene 1657-60, da det meste af landet var besat af tropper, som forsynede sig lystigt med alt det vildt, de kunne få tag på. Det betød et afbræk i vildtleverancerne til hoffets brug, men kongen personligt var næppe så berørt af manglen på storvildt, eftersom han ikke var nogen ivrig jæger. Den jagt, som Frederik III og hans dronning, Sophie Amalie, bedrev, var oftest en tilrettelagt underholdning, hvor byttedyrene var indfanget på forhånd og blev sluppet ud på steder, hvor herskabet under bekvemme forhold kunne forlyste sig med f.eks. at skyde til måls efter indfangede sælhunde i et bassin eller efter svaner, der blev jaget fra både på den årstid, hvor de fældede og ikke kunne flyve bort.

Frederik III’s søn Christian lignede mere sin farfar og sin oldefar, hvad trangen til fysisk udfoldelse angik. Det var en åbenbaring for den syttenårige tronfølger, da han på sin dannelsesrejse i 1662-63 kom til Solkongen Ludvig XIV’s hof og dér deltog i en ny jagtform, der i sin voldsomhed og kraftudfoldelse måtte appellere til ham. Det var parforcejagten (par force, dvs. med vold), som gik ud på i timevis at forfølge en enkelt, udvalgt hjort med et stort kobbel jagthunde, indtil hjorten blev så udmattet, at den var ude af stand til at løbe længere. Undervejs på jagten klang valdhornsignalerne fra de jagtbetjente, som på hesteryg fulgte flokken af hunde. Når den dødsangste og udmattede hjort var ”stillet”, som det hed, var det op til jagtherren at støde den ned med den dertil beregnede kårde, en ”hirschfænger”.

Jagten havde stresset dyret så meget, at kødet var uegnet til menneskeføde, men geviret kunne indsamles og ophænges som trofæ. Derfor var det altid de store hanner med flotte gevirer, som parforcejagten gjaldt. Den danske tronfølger var en fremragende rytter, som gjorde et godt indtryk på franskmændene, og selv blev han begejstret for denne jagtform, som hidtil havde været ukendt i Danmark, og som han gerne ville indføre.

Parforcejagt krævede meget store, sammenhængende og helst forsvarligt indhegnede jagtrevirer, så hjortene ikke undslap. Det varede ikke mange måneder efter Christian V’s tronbestigelse i februar 1670, før den nye konge gav befaling om indretning af en stor, indhegnet dyrehave i nærheden af det kongelige lystslot Jægersborg nord for København. Anlægget af Jægersborg Dyrehave medførte blandt andet, at landsbyen Stokkerup blev nedlagt. Stokkerups bønder måtte slå sig ned i de omliggende landsbyer og overtage nogle af de gårde, der stadig stod tomme efter svenskekrigenes hærgen. Stokkerups huse og gårde blev fjernet, og kun landsbyens gadekær og de svage spor af landsbyens

14

E r e m i ta g e s l o t t e t

lange marker lå tilbage i det nye, kongelige jagtterræn. Bønder fra hele Nordsjælland blev indkaldt til at lave hegn om haven, og i skoven blev der udhugget snorlige jagtveje som sigtelinjer, så kongen og hans mænd fra et centralt punkt kunne holde øje med hjortens flugt. Udenlandske eksperter blev indkaldt, og kobler af jagthunde blev anskaffet. Også andre skove i Frederik II’s store nordsjællandske jagtrevir fik udhugget stjerneformede vejanlæg og sigtelinjer. Endelig kunne Christian V dyrke parforcejagten på dansk grund.

På et luftfoto aftegner jagtvejene gennem Jægersborg Dyrehave sig tydeligt.

Kongelige lystslotte Den anden afgørende forudsætning for Eremitagen ved siden af de kongelige jagter er idéen om kongelige lystslotte. Også på dette punkt spiller Frederik II

K O N G E J A G T & LY S T S L O T T E

15

Lystslottet Badstuen ved Frederiksborg, opført af Frederik II i 1580.

16

en væsentlig rolle. Der eksisterede på hans tid ikke egentlige jagtslotte. Når Frederik II var på jagt, levede han enkelt. Han drak dansk øl og spiste smørrebrød, og han overnattede i landsbyer hos bønder, hvis stuehus i den ene ende rummede lokaler til de kongelige. Ofte var kongens vært herredsfoged, altså en af egnens mest indflydelsesrige bønder. Det var f.eks. tilfældet i jagthuset Ibstrup, forgængeren for Jægersborg Slot. Jagthusene var af bindingsværk i et enkelt stokværk, oftest tækkede med tegl, så de var lidt finere end almindelige bondegårde, og de havde også store stalde med plads til op til halvtreds heste. Men det var ikke ligefrem slotte, og de lå ikke fornemt afsondret. Det er sigende, at lensmand Falk Gøye den 30. august 1587 af Frederik II fik besked på at opsætte et plankeværk omkring det jagthus, han havde bygget i Stadsgård, ”for at ikke enhver skal have adgang til vinduerne”.

Frederik II’s jagthuse var altså enkle og funktionelle bygninger, indrettet til overnatning for ham selv, dronningen og deres følge. Af en ganske anden type var de mange lysthuse, som Frederik II lod bygge. Han var den første danske konge, der for alvor indførte brugen af lysthuse ved det danske hof, sådan som det var elsket i andre europæiske stater i renæssancen. Disse huse lå ved et eksisterende slot som en slags appendiks, beregnet til kongens private brug, enten i slottets anlagte have eller, som ved Frederiksborg, i den tilstødende, indhegnede dyrehave. På nogle slotte havde kongen en hemmelig gang, der førte fra slottets gemakker til haven og dermed til et lysthus.

Kongen kaldte i øvrigt flere af sine lysthuse for Sparepenge. Navnet sigtede til, at kongen her kunne holde små, private sammenkomster med udvalgte gæster og derved spare på udgifter både til fortæringen og til tjenestefolk. I Skanderborg omtaltes lysthuset som ”det grønne hus”, og den grønne farve gik konsekvent igen i indretningen af Frederik II’s lysthuse, formentlig fordi lysthusene på deres egen måde bragte herskabet ”ud i det grønne”. Her kunne kongen være privat og tættere på naturen end på selve slottene. Flere af lysthusene lå ved siden af stalde, hvor kongen og hans nærmeste kunne sadle af, når de vendte tilbage fra jagtudflugter.

En anden type lysthuse, som kongen elskede, var badstuer. De var indrettet med et tinbeklædt badeværelse, men desuden indeholdt de oftest samlingsstuer og gemakker, hvor det var muligt at overnatte. Det eneste af Frederik II’s mange lysthuse, der er nogenlunde bevaret, er Badstuen ved Frederiksborg. Det lille lystslot indeholdt et køkken i kælderen, så der var mulighed for uformelle måltider efter badet. Slottet blev også brugt af de senere konger. Af inventariet for Badstuen 1737 fremgår, at de fleste af bille-

E r e m i ta g e s l o t t e t

Christian IV’s lystslot Ibstrup, som i 160920 afløste et mindre jagthus fra Frederik II’s tid. Tegning lavet til Resens upublicerede atlas i anden halvdel af 1600-tallet. Efter Nystrøm, 1938.

18

derne i spisesalen viste mere eller mindre nøgne mennesker: f.eks. Batseba i badet og Venus, der trækker Mars rundt ved næsen, begge nøgne, bortset fra Mars’ fjerprydede hjelm. Billederne skulle svare til husets formål og til den lette atmosfære, der var over sammenkomster i lystslottet.

Arkitektonisk fremstod Badstuen ligesom flere af Frederik II’s andre lysthuse som et miniatureslot. Det havde to etager, trappetårn midt på den ene langside og tre korte fløje med karnapper på den anden langside, samt på taget en udsigtsbalkon af træ. Bygmester og håndværkere hentede kongen fra det store slotsbyggeri på Kronborg. Lystslottets røde mure med sandstensbånd og sandstensindfattede vinduer var tidens foretrukne nederlandske byggestil. Kongens smalle, tre-etagers lysthus Lundehave ved Helsingør, det senere Marienlyst, blev opført 1587 med italiensk inspiration (som dog ganske vist også kan være kommet via Nederlandene) med åben loggia i sydlandsk stil og med en balustrade omkring udsigtsplatformen på det – næsten – flade tag.

Christian IV videreførte på dette som på så mange andre områder sin fars initiativer.

Et af hans første nybyggede lysthuse var en ny udgave af Sparepenge ved Frederiksborg, der blev bygget 1598-1601 som en villa med tydelig inspiration fra Lundehave, om end i større skala. Den lå dør om dør med staldene.

Senere tog han fra 1606 fat på at opføre et lille lystslot i sin nyerhvervede have uden for København. ”Det store, nye hus i Kongens Lysthave” var i sin ældste skikkelse tydeligt inspireret af Badstuen ved Frederiksborg, men bygningen udviklede sig gennem årene ved tilbygninger og ombygninger, så den i 1624 under navnet Rosenborg fremstod som et præsentabelt residensslot, omgivet af volde og grave. I takt med udbygningen fik slottet selv sine egne, mindre lysthuse, der blev anlagt rundtom i Kongens Have.

Også Christian IV’s dronning, Anna Cathrine, var tiltænkt sit eget lystslot.

Valget faldt på Ibstrup, hvor det gamle jagthus fra Frederik II’s tid blev suppleret med en slotsbygning efter samme model som Badstuen, men i en større skala. Ligesom Rosenborg blev slottet omgivet med volde og grave. Byggeriet begyndte i 1609, men trak ud indtil omkring 1620. I mellemtiden var dronningen død, og kongen overtog selv slottet, som han af og til besøgte på rejser mellem København og Frederiksborg, men aldrig boede på i længere tid.

Ibstrup Slot blev desuden brugt ved enkelte officielle lejligheder, når møder med udenlandske gesandter skulle gennemføres uden alt for megen opmærksomhed.

E r e m i ta g e s l o t t e t

XXXXX

20

E r e m i ta g e s l o t t e t

Christian IV’s efterfølger, Frederik III, overlod Ibstrup til sin pragtglade hustru, Sophie Amalie, som i 1650’erne ved flere lejligheder holdt farverige hoffester på slottet. Den spanske gesandt Bernardino de Rebolledo beskrev en fest i 1655, hvor de kongelige skød til måls efter bevægelige dyrefigurer i et teater i slotshaven, iført fantasifulde jagtdragter, og hvor der om aftenen var bal under krystallysekronerne i slottets store sal. Dronningen forstod sig på, hvad et lystslot kunne bruges til.

Men krigene mod Sverige 1657-60 satte en stopper for festlighederne. Efter krigen var slottet nærmest en ruin, og dronningen overlod stedet til sin gemal mod til gengæld at få overdraget et område ved Furesøen, hvor hun lod opføre landstedet Dronninggård. Frederik III satsede i stedet på sit jagthus ved Frederiksdal, hvor han lod indhegne en dyrehave. Ingen af stederne var der tale om andet end enkle bindingsværkshuse. Ibstrup var han ret ligeglad med, og han overlod villigt det forfaldne slot til tronfølgeren, den senere Christian V, der så mulighederne for at gøre slottet til centrum for de kongejagter, han drømte om at realisere.

Da Frederik III var død i 1670, gik der ikke længe, før planerne om jagtslot og jagtterræn ved Ibstrup tog form. Endnu i foråret 1671 blev jagtslottet kaldt Ibstrup, men i juni optrådte det under sit nye navn, der signalerede kongens prioriteringer: Jægersborg. Med base i dette slot og dets udbygninger og stalde skulle parforcejagten i den nyindhegnede dyrehave drives.

En serie malerier på Rosenborg Slot viser Christian V’s ride­ færdigheder. Her ses han i fantasikostume med ringriderlanse.

Den ældste Eremitage Selv om der ikke var langt fra Jægersborg Slot til Dyrehaven, følte Christian V efter nogle år et behov for at få bygget et lysthus inde i selve dyrehaven.

Resultatet blev det nye jagthus, som stod fuldført i 1694. Det markerede sig ved sin placering på en kunstig forhøjning i landskabet, som hævede huset omkring seks meter op over det omliggende terræn, men med en jævn stigning, så det var muligt at køre med vogn helt op til hoveddøren. I øvrigt var det en ganske enkel, skalmuret bygning på ni fag af bindingsværk med murede tavl, tolv en halv meter lang og syv meter og tyve cm bred, i alt halvfems kvadratmeter over en kælder af samme størrelse. Adgangen til de kongelige rum skete via en udvendig hovedtrappe.

Inden for døren var en forhal med fire vinduer og dør videre ind til den centrale spisesal, kaldet kongens gemak, med seks vinduer. Vægge og loft i sal­en var dækket med malerier, og på vægpillerne hang desuden fire lysepla-

K O N G E J A G T & LY S T S L O T T E

21

Hjortene flokkes endnu i Jægersborg Dyrehave.

22

der og fire spejle, som hver målte knap tres cm i højden og knap femoghalvfjerds cm i bredden. En jernkamin sørgede for opvarmningsmulighed. Desuden indeholdt etagen to små kabinetter med hvert to vinduer. Det ene, som betegnedes kongens kabinet, indeholdt en løjbænk betrukket med rødt fløjl og med en tilhørende hovedpølle i samme farve samt et simpelt bord. Det andet kabinet havde ifølge inventariet fra 1717 som hovedmøbel ”et Natskrin med grøn Fløjel betrukt og en Kaaber-Hat”, det vil sige en toiletstol med kobberlåg for bækkenet, forklædt som et almindeligt møbel. Her var der i 1697 også ”en opstander, som kikkerten ligger på”. En kikkert kunne være nyttig, når kongen skulle holde øje med, hvordan en parforcejagt udviklede sig. Den 14. oktober 1696 måtte kongen således notere i sin dagbog, at han ikke jagede med, fordi vejret var for koldt, men at han så til ”paa Heremitagen udi Dyrehaffuen”. Kælderen indeholdt en stue, et køkken ved skorstenen samt to smårum. Arkitekten for den beskedne bygning var Hans van Steenwinckel, tredje generation af den berømte arkitektfamilie, der var kommet til Danmark under Frederik II. I regnskaberne for byggeriet optræder store beløb til den danske naturvidenskabsmand Ole Rømer, hvis medvirken ikke kan have vedrørt det praktiske byggeri, men derimod snarere konstruktionen af det spektakulære maskineri, der gemte sig inde i det beskedne jagthus, og som skulle komme til at give bygningen sit navn: Eremitagen. Begrebet eremit dækkede oprindelig en eneboer. Men ordet blev overført som betegnelse på lysthuse, hvor det var muligt for herskaberne at indtage deres måltider med en lille udvalgt kreds under private former og uden medvirken af mere eller mindre diskrete tjenestefolk.

Ideen var den samme, som Frederik II og Christian IV havde tilstræbt på deres slotte med navnet Sparepenge, men Ole Rømers nye mekaniske opfindelse sikrede de kongeliges privatsfære bedre, end det før havde været muligt.

Opfindelsen, som de samtidige kilder nogle gange blot betegner som en eremitage, andre gange som et eremitagebord eller en maskine, var en form for elevatorbord. Princippet var, at der i spisesalen stod et fast bord med en udskæring midt på bordpladen. I dette hul passede en sølvbordplade, som kunne hejses op og ned ved hjælp af et maskineri med stænger, lodder og trisser, som var gemt i rummet nedenunder. Tjenerne kunne anrette drikkevarer og mad fra køkkenet på sølvpladen, kaldet ”postillonen”, som derefter blev hejst op, så den dukkede op midt i herskabets spisebord. I inventariet over Eremitagen fra 1717 beskrives maskineriet i spisesalen som ”et rundt bord, derudi en postilion med en plade og tre hjortegevirer af sølv. Bordet neden

E r e m i ta g e s l o t t e t

omkring behængt med en bred kappe af hvidstribet bast med hvide kvaster”.

Rundt om bordet var ti røde læderbetrukne stole og fire lave taburetter, som de kongelige gæster kunne placere deres fødder på.

Der var ingen indvendig trappeforbindelse mellem kælder og stueplan i jagthuset i Jægersborg Dyrehave, så serveringen ved hjælp af et eremitagebord var en integreret del af byggeriet. Den 6. september 1694 drog kong Christian V om formiddagen til Dyrehaven og beså ”det nye hus ved Stokkerup”, hvor han indtog sin middag. I sin dagbog noterede kongen, at han afprøvede maskinen med bordet i det nye hus, som kaldes Eremitagen. Kongens begejstring var så stor, at han to dage efter måtte demonstrere den nye indretning for dronningen og sine børn. I de resterende fire år af sit liv anvendte Christian V lysthuset yderligere treogtredive gange.

Eremitagen i Dyrehaven dannede skole, og i den følgende tid dukkede eremitageborde op ved flere andre slotte i Danmark. Tidligst skete det i det røde lysthus i Kongens Have, som stammede tilbage fra Christian IV’s tid, men som sidst i 1690’erne blev moderniseret med et eremitagebord efter den model, som Rømer kan tilskrives æren for at have opfundet. Bygningen, der i øvrigt i ombygget form eksisterer endnu som ”Herkulespavillonen”, skiftede navn til Eremitagen i Kongens Have. Øverste etage indeholdt en spisestue med eremitagebordet, et kabinet til kongen og et kabinet ”ved kongens stol”, dvs. ved den elevator i form af en lænestol, hvori kongen siddende kunne hejses op fra underetagen. Christian V var i sine senere år meget dårligt gående og måtte ofte lade sig transportere i en kørestol.

Flere slotte fik en sådan privat elevator, heriblandt det eksemplar, der endnu er bevaret i audienshuset på Frederiksborg Slot. En inventarieliste fra 1718 omtaler maskineriet til elevatorstolen i lysthusets kælder, hvis største rum var et hollandsk køkken, dvs. et rum beklædt med kakler i hollandsk stil.

Her havde maskineriet til eremitagebordet sin plads. I Christian IV’s gamle lysthus Sparepenge ved Frederiksborg Slot var der også i 1705 et eremitagebord, som kom til engang efter optagelsen af det foregående inventarium fra 1686. Da der i Sparepenge også var en indbygget elevatorstol til den handicappede Christian V, er det sandsynligt, at eremitagebordet her skyldes ham.

Sparepenge blev revet ned i 1719, for at byggematerialerne kunne genbruges til Frederik IV’s nye lystslot Fredensborg. Eremitagebordets læderbetrukne plade blev opbevaret i Badstuen, indtil den blev kasseret i 1739-40, mens sølvdelene, der ligesom på Eremitagen i Dyrehaven havde en krans af sølvgevirer, blev sendt til Fredensborg for at blive genbrugt i et eremitagebord, som

K O N G E J A G T & LY S T S L O T T E

Lysthuset i Kongens Have, der rummede et eremitagebord og derfor på denne tid kaldtes Eremitagen.

Maleri signeret I. Rach & H.H. Eegberg (Johannes Rach og Hans Heinrich Eegberg) fra midten af 1700-tallet.

Nationalmuseet.

25

kongen i 1724 lod opsætte i dronningens forgemak. Herfra stammer også en beskrivelse fra 1745, der gør det muligt at forstå, hvordan sølvgevirerne på sølvpostillonen skulle forstås, ikke blot her, men også på eremitagebordet i Dyrehavens Eremitage: Gevirerne var fastgjort til postillonens sølvbordplade og havde hver syv takker, hvorpå serveringsfade og tallerkener kunne stilles.

26

E r e m i ta g e s l o t t e t

Frederik IV videreførte sin fars interesse for eremitageborde. Det lysthus, som han byggede til sig selv på Valby Bakke i 1701-03, og som snart skulle udvikle sig til Frederiksberg Slot, indeholdt et eremitagebord med bevægelig sølvbordplade. Også på Københavns Slot og i det tilstødende palæ, hvor kongens elskerinde, Charlotte Helene v. Schindel, residerede, lod han i årene omkring 1710 indrette en ”eremitage”. Ved Fredensborg lod han i 1723 arkitekten J.C. Krieger opføre et lille ottekantet lysthus på en bro ude i Esrum Sø. Pavillonen bestod af et enkelt rum med plads til seks spisende, men bygningen havde en underetage og et eremitagebord. I bypalæet Charlottenborg indrettede også Frederik IV’s søskende Carl og Sophie Hedevig sig med et eremitagebord i kuppelsalen. Frederiks søn, Christian VI, lod et eremitagebord opsætte i sin nybyggede residens Christiansborg som en slags videreførelse af det bord, der havde været på Københavns Slot, og da han valgte at nedrive Christian V’s Eremitage i Dyrehaven, blev der også opsat et eremitagebord i det nye lystslot, så det stadig levede op til navnet Eremitagen.

Udenlandske gæster, der besøgte Christian V’s lystslot i Dyrehaven, undrede sig over det bevægelige bord, som de tydeligvis ikke kendte mage til hjemmefra. Lacombe de Vrigny, der var sekretær for den engelske gesandt James Vernon under dennes besøg i Danmark i 1702, deltog uden den store entusiasme i en jagt i Dyrehaven. Han og en ligesindet absenterede sig fra jagten og red op til Eremitagehuset, hvorfra de havde en god udsigt. Også huset vakte hans interesse: ”Man har – som det blev mig fortalt – indrettet en åbning i gulvet, gennem hvilket alle retterne bringes op på en maskine, der er afbalanceret ved kontravægte – hvis maden skulle bæres op, ville den blive kold. På samme måde føres drikkevarerne op fra kælderen for nemheds skyld; det er ikke dårligt fundet på, synes jeg.”

K O N G E J A G T & LY S T S L O T T E

MODSATTE SIDE

Arkiverne i Sachsen rummer denne tegning fra 1713 af et kongeligt dansk eremitagebord af den type, der blev opfundet til Eremitage­ slottet i Jægersborg Dyrehave. Efter Bencard 2010.

DENNE SIDE

To pragt­

fulde flintelåsrifler, ­dekoreret med billed­ er og indskrifter fra Christian V’s rejse til Norge 1685. De Danske Kongers Kronologiske Samling, Rosenborg.

27

Geviret af den hjort, som under en parforce­jagt i Jægersborg Dyrehave i 1698 sårede Christian V, opbevares endnu på Rosenborg Slot.

Frederik IV sørgede for at sprede kendskabet til den danske opfindelse i Europa. En inspirationskilde for kurfyrst August der Starke af Sachsen, som også anlagde eremitageborde i nogle af sine slotte, kan have været en teknisk tegning af et dansk eremitagebord, som i dag befinder sig i arkiverne i Sachsen, dateret den 12. december 1713 og betegnet på tysk ”maskinen i den kongelige Eremitage i København”. Tegningen, som første gang er publiceret af

28

E r e m i ta g e s l o t t e t

kunsthistorikeren Mogens Bencard i 2006, viser angiveligt et bord fra København, men den giver efter alt at dømme et godt indtryk også af det bord, der stod i Eremitagen i Dyrehaven, idet de danske borde alle synes at have været konstrueret på samme måde. August der Starke indrettede efterfølgende flere af sine slotte med eremitageborde.

Den russiske zar Peter I den Store var i 1716 på jagt i Dyrehaven, hvor den gigantiske to meter høje zar personligt aflivede et par råbukke ved halshugning, inden han spiste i Eremitagen og kunne studere bordet. Nogle år senere indrettede han 1721-25 ved Petershof et lysthus, komplet med eremitagebord og elevatorstol. Også andre steder i Europa dukkede eremitageborde op i løbet af 1700-tallets første halvdel, men alle er yngre end de tidligste danske eksempler. Det lader dermed til, at det eremitagebord, der blev opsat i Eremitagen i Dyrehaven i 1694, opfundet og konstrueret af Ole Rømer, var det ældste i Europa og udgangspunktet for alle de eremitageborde, der siden dukkede op i Danmark og i andre europæiske lande.

Det gamle Eremitagehus, som havde været en stolthed og fornøjelse for Christian V, kom til at indgå i en fatal episode i kongens liv. Den 19. oktober 1698 var kongen på en parforcejagt, der trak så meget ud, at han valgte at køre til Eremitagen og indtage et måltid dér. Tilfældet ville, at hjortens flugt endte ganske tæt ved Eremitagen, så kongen forlod måltidet og lod sig køre hen til dyret for at give det fangst. Men hans nådestød med hirschfængeren ramte forkert, så hjorten kun blev såret og under sin dødskamp væltede kongen omkuld og ramte ham med et hårdt spark. Kongen måtte køres i sin jagtvogn fra stedet til Jægersborg, hvor han blev undersøgt af lægen, og siden videre til Københavns Slot. Den i forvejen svækkede konge kom sig aldrig rigtig efter ulykken og døde den 25. august næste år uden nogen sinde mere at komme på jagt.

Jagthuset i Dyrehaven blev løbende benyttet af Frederik IV, og Christian VI lod den eksisterende bygning reparere i 1731 og planlagde i 1734 en yderligere, gennemgribende istandsættelse under ledelse af hofbygmester Laurids de Thurah. Thurah fandt håndværkere og satte arbejdet i gang i sommeren 1734, men det viste sig, at bindingsværksmurene var i meget dårligere stand ”bag stenene”, dvs. bag skalmuringen, end det havde været kalkuleret, og på den baggrund anbefalede Thurah den 17. juni, at det ville være bedre at ”lade bemeldte Pavillon forflytte paa et bedre og belejligere Sted der i Nærheden”.

Det blev signalet til byggeriet af det Eremitageslot, som står i dag.

K O N G E J A G T & LY S T S L O T T E

29