HAN N E S I N DBÆK
TYREN, BJØRNEN OG BANKEN TO MÆND OG EN FÆLLES DRØM OM MILLIARDER
GADS FO RL AG
“Being good in business is the most fascinating kind of art. Making money is art and working is art and good business is the best art.� Andy Warhol
Indhold
Intro: Tyren og bjørnen i banken Stigmatiseringen Alene med far Brødrene Løvehjerte På kant Kim Fournais bliver til Det første jakkesæt En plads i sidegaden Happy go lucky Hvad indad tabes, skal udad vindes Den franske forbindelse En bank at bygge på Hvem er John Galt? En pengemaskine fødes Den store gevinst Saxo Worldwide Kæmp for alt, hvad du har kært Så kører det Det bedste af det bedste og dobbelt op 1 + 1 = 9.300.000.000 kroner Exit: Helt personligt
9 11 19 30 41 52 63 80 94 106 120 132 144 156 167 177 191 205 215 227 240
Intro
Tyren og bjørnen i banken På Saxo Banks trading floor, hvor der hver dag handles for milliarder, står en enorm brun bjørn, der har rejst sig på bagbenene. Ved siden af står en stor, sort angrebslysten tyr. De udstoppede dyr er symbolerne på kapitalmarkedernes yderpunkter. I et bull market regerer optimisterne, kurserne ræser opad, og der bliver råbt køb, køb, køb, og det gør man uden at se til højre eller venstre. I et bear market bliver der tænkt over tingene, og det går langsommere, kurserne stagnerer eller går nedad, og der brummes sælg, sælg, sælg. De to dyr kunne også være symboler på Saxo Banks to stiftere og deres yin yang-agtige forskelligheder. Kim Fournais er den frembrusende handlekraftige, der hovedkuls kaster sig ud i nye aktiviteter, næsten før tanken er tænkt til ende. Lars Seier Christensen er den rolige defensive, som helst vil analysere tingene en ekstra gang, inden han vover sig ud på nye eventyr. Det er lige præcis i deres forskellighed, man skal finde årsagen til, at de sammen har skabt en helt usædvanlig virksomhed og en erhvervsmæssig succes uden sidestykke i Danmark. Det er denne kontrastfyldte historie, jeg har villet skrive. Jeg håber, jeg ikke har skrevet noget forkert, men især håber jeg, at jeg har skrevet noget rigtigt. København september 2009 Hanne Sindbæk
I NTRO: TYR E N OG BJØR N E N I BAN KE N
9
Stigmatiseringen
1996 Lars flyttede blikket fra fjernsynet oppe under loftet og så over på Kim. Han lignede en olm tyr, lige før den går til angreb. Selv havde han mest lyst til at gå i hi og gennemanalysere situationen. Sådan var de så forskellige. Lars tænkte, før han handlede, og nogle gange lige lovlig længe. Kim handlede, indimellem også før han fik tænkt tingene ordentligt igennem. Men de havde gavn af forskellene, og de respekterede hinanden. De havde dybest set de samme holdninger til forretning og til livet. Jens Olaf Jersilds stemme afbrød Lars’ tankerække: “Jeg har en erklæring fra en tidligere Midas-medarbejder ... Mig bekendt har ingen kunder i Midas netto tjent penge. Kundens penge ligger aldrig stille, men handles for at skabe kommissionsindtjening til Midas, også kaldet churning ...” Lars havde en idé om, hvem den tidligere medarbejder var, og han var ikke overrasket. De var i en branche, hvor loyaliteten fulgte pengene, og det var åbenbart ikke Midas, denne tidligere medarbejder skulle tjene penge på, men en anden ... Han var en barsk interviewer, Jens Olaf Jersild. Lars havde troet, han også var sandhedssøgende. Hvis han var det, var det i hvert fald en bestemt version af sandheden, han var ude efter. Men Kim havde klaret sig godt i interviewet. Det syntes Lars, der var glad for, det ikke var ham selv, der havde siddet i den ry-
ST I G M AT I S E R I N G E N
11
gende varme stol. Nå, nu kom der mere skjult kamera fra Bernstein & Co. ... “Kort efter Bernstein fik kendskab til Rapportens afsløringer, valgte ledelsen i går at opgive at få godkendelse som vekselererfirma i Danmark ... Bernstein har også et firma i Schweiz, som man gennem længere tid har overflyttet folk til.” Ja, det kunne ikke komme bag på nogen. Alle i branchen vidste, at den såkaldte børsmæglervirksomhed Bernstein & Co., var et skummelt foretagende. Folk kunne vel nok se forskel på, om man solgte vanvittige investeringer til en stakkels pensionist i kørestol eller forvaltede en dreven forretningsmands penge. Ingen kunne da forveksle Bernstein med deres virksomhed, Midas. Det var Lars sikker på. Der tog Lars Seier Christensen imidlertid grundigt fejl. Utallige gange i årene efter måtte han forklare folk, at det ikke var medarbejdere fra hans virksomhed, der havde råbt i telefonen ad en mand i kørestol og narret penge fra ham. De to selskaber var i offentlighedens bevidsthed to alen ud af et stykke. De var blandet så godt og grundigt sammen, at Berlingske Tidende – dagen efter DR1 havde sendt det undersøgende journalistiske program Rapporten om sidegadevekselerere – skrev: “Et af de omtalte selskaber, Bernstein & Co., valgte forleden at lukke, inden tv-udsendelsen blev bragt. Et andet, Midas, er et af de fire selskaber, Finanstilsynet har godkendt. DR1 dokumenterede bl.a., hvordan Midas, der har flyttet en del af aktiviteterne til Schweiz, kan formøble en millionformue på ganske kort tid ved at gennemføre et stort antal værdipapirhandler, som hver gang kaster et gebyr af sig til selskabet.” Dagen efter den artikel skrev Børsen: “Tv viste et eksempel på, at en millionformue kan formøbles på meget kort tid – ganske enkelt ved at foretage massive handler, der hver gang koster kunden handelsomkostninger. For at komme uden om i hvert fald nogle problemer, har Midas oprettet en afde12
TYR E N, BJØR N E N OG BAN KE N
ling i Schweiz, men kan stadig handle med danske kunder derfra.” For to mænd, der forsøgte at opbygge en troværdig investeringsvirksomhed, var det en meget uheldig forveksling. En ting var at blive udstillet for udygtighed, som de blev, en anden at blive sat i bås med svindlere: de tre chefer fra Bernstein & Co, der senere, i oktober 2000, i byretten blev idømt tre et halvt års fængsel for at have bedraget 299 investorer. En straf, landsretten siden nedsatte til to år og seks måneder. Det blev en hård tid i det fire år gamle Midas, der havde gjort sig stor umage og brugt mange ressourcer på at leve op til den nye børslovs krav, så virksomheden fik Finanstilsynets blå stempel og blev landets første fondsmæglerselskab. Godkendelsen hjalp dem ikke meget efter den famøse tv-udsendelse onsdag den 30. oktober 1996. Det blev svært at skaffe nye kunder. Rigtig svært. Der måtte findes nye veje, og det var netop, hvad Kim Fournais og Lars Seier Christensen gjorde. Udadtil tvivlede de aldrig på, at deres virksomhed ville klare skærene og blive en stor succes. Indadtil tillod ingen af dem sig den tanke, at fiasko var en mulighed. Der var én vej, og det var fremad, om så pressens kugler hvinede om ørerne på dem. Med tiden blev det nærmest en vane og en stil at være kontrær, når de blev skældt ud for deres holdninger og handlinger. Som dengang de blev kritiseret for at fyre 39 ansatte og reagerede med at sætte en helsides annonce i avisen om, at de søgte 1.000 nye kollegaer. Kom ikke her! De blev tykhudede, når det gjaldt kritik, også den, der spandt videre på de forvekslinger, der begyndte i DR’s Rapporten i 1996. Jyllands-Posten skrev for eksempel den 16. december 2000: “Tv-programmet Rapporten har også for nogle år siden med skjult kamera afsløret, hvordan Midas narrede store summer fra private og satte dem over styr, mens selskabet selv tjente stort på kurtage og andre handelsomkostninger.” Og da Nyhedsavisens netudgave i 2007 lavede en længere gennemgang af, hvem Saxo Bank i virkeligheden var, skrev avisen:
ST I G M AT I S E R I N G E N
13
“Så kom Jens Olaf Jersild på banen med sit program Rapporten, og nu blev der gået yderligere til stålet. I et af programmerne lod Jersild således en rødøret Kim Fournais og hans salgschef riste over en sagte ild. Som seer var man ikke i tvivl: Midas (og de øvrige sidegadevekselerere) benyttede inkompetente folk og brugte groft manipulerende og useriøse salgsmetoder.” Kim rasede, som han sad der og så Jersild trampe på deres drømme og idéer. De var allerede nået langt i en branche, hvor de fleste gik efter de hurtige penge. Der skilte de sig ud. Ikke for det ... de ville da gerne have både de hurtige og de mange penge, men de ville først og fremmest bygge en virksomhed. En rigtigt virksomhed, der skulle blive enorm. Og så sad Jersild der med sit selvfede smil. Han skulle have nikket ham den springskalle, han havde haft lyst til. Han kaldte sig journalist, og så havde han ikke engang gidet kigge på dokumenterne. På revisorerklæringen fra Deloitte & Touche, der sagde, at handlerne var foregået efter bogen. Eller på risikoerklæringen, som Karsten Ree med sin revisors billigelse havde skrevet under på. I stedet sad Ree der og fik lov til spille snydt og uskyldig og ævle løs om stop-loss-mekanismer, han tydeligvis intet fattede af. Hvad man kunne forsikre sig om ved at læse punkt 3 i risikoerklæringen. Kim kunne den udenad: “At placere forholdsordrer som stop-loss vil ikke nødvendigvis begrænse tab til det forventede, idet markedsbetingelserne kan gøre det umuligt at udføre sådanne ordrer”. Kim havde aldrig troet, det ville komme så vidt. At nogen kunne få så meget ud af, at en mand som Karsten Ree havde investeret og tabt nogle penge. En journalist måtte kunne mærke, at avismanden var fuldkommen utroværdig. Ree havde netop truet dem med noget som det her, med pressen, hvis ikke han fik de penge tilbage, han havde tabt. Ren afpresning! Og nu? De måtte videre herfra. De måtte finde en vej. 14
TYR E N, BJØR N E N OG BAN KE N
Det burde måske ikke have vakt så megen opsigt, at en rigmand havde tabt et stort beløb efter at have investeret 2,3 millioner kroner gennem en vekselerer, hvis speciale var spekulative og dermed risikable investeringer. Men på tv forstørres alt. For de to nyuddannede journalister på DR’s Rapporten indikerede store tab svindel. De havde aldrig siddet ved et dealerbord og set millionerne futte lige op i den blå luft, og de havde heller ikke set dem rulle ind i uhyrlige mængder, når en valutahandel gik godt. Og i øvrigt havde de brug for en case. Ingen af Midas’ øvrige kunder ville stille op, ikke engang anonymt. Karsten Ree ville gerne. Han havde tabt 900.000 kroner, og han var sur. Mærkværdigvis var han ikke sur på den sælger hos Midas, der havde solgt ham investeringen, og som måtte være den mand, der i givet fald havde lovet ham noget, der lå ud over den skriftlige aftale. Han blev heller ikke gal på den dealer, der i praksis havde tabt hans penge. Han holdt møder med dem begge, og her 13 år senere taler han stadig jævnligt med Shahid Gamal Butt, som var hans kontaktperson hos Midas. I stedet blev han sur på de to ejere af Midas, som han først mødte, efter pengene var tabt. I pressen beskyldte han Lars Seier Christensen og Kim Fournais for henholdsvis at stjæle hans penge, handle dem for meget for at få kommission, samt investere dem i noget andet end det, der var aftalt. Alle tre beskyldninger kunne ikke være rigtige på samme tid. At de faktisk havde investeret pengene og tabt, var ikke en mulighed, han overvejede. Karsten Ree truede med at melde Midas til politiet, bagmandspolitiet, Finanstilsynet og med at anlægge civil erstatningssag, men han gjorde aldrig nogen af delene. Til trods for at han havde brugt mange ressourcer på advokat- og revisorbistand for at få beviser for eller indikationer på ulovligheder eller i det mindste uregelmæssigheder. I stedet fortsatte han med ved hver given lejlighed at fortælle, at Lars Seier Christensen og Kim Fournais var nogle svindlere. Så sent som den 12. oktober 2008 skrev Berlingske Tidende i et portrætinterview med Karsten Ree:
ST I G M AT I S E R I N G E N
15
“Dårlig moral kan gøre ham rødglødende af raseri. Rees forargelse går bl.a. ud over Saxo Bank-stifterne Lars Seier Christensen og Kim Fournais, som han for åben tv-skærm hos journalisten Jens Olaf Jersild tilbage i 1996 beskyldte for at have været skyld i, at han tabte næsten 1 million kroner. Dengang tilhørte de to med deres børsmæglervirksomhed Midas kategorien sidegadevekselerere, og efter tv-programmet annoncerede Karsten Ree efter lidelsesfæller, som også følte sig snydt. “Der kom en 20-30 henvendelser, som jeg har lovet at holde anonyme. Men det lykkedes aldrig Finanstilsynet at komme til bunds i sagen,« siger han og smider to tykke ringbind fyldt med de mange henvendelser på bordet.” Karsten Ree var Rapportens hovedkilde, når det gjaldt Midas, og siden forsøgte han at få journalister til at skrive om Midas/ Saxo Bank med en ihærdighed, så man kunne få den opfattelse, at det var ud fra devisen, at når han ikke kunne få ret, så kunne han da i det mindste få hævn. Der findes ikke mange journalister, som har været i nærheden af stifteren af Den Blå Avis, der ikke har set de to ringbind. Men ingen har hidtil fundet det ulejligheden værd at skrive noget om deres indhold. Tv-udsendelsen den 30. oktober 1996 var en afgørende begivenhed i Lars Seier Christensens og Kim Fournais’ liv. Det var et af den slags øjeblikke, hvor man enten kaster håndklædet i ringen eller tager kampen op med blødende knoer og flækkede øjenbryn, fordi man tror på, man kan vinde den på point. Dengang i 1996 var der ikke mange andre end de to ejere af Midas og en lille sluttet kreds omkring dem, der troede på det. Men da vidste man heller ikke, at det langtfra var første gang, verden gik de to imod. Torben Kaaber havde prøvet lidt af hvert i sit bankliv. Fra elevtiden i SDS Sparekassen til de vilde dage i Lannung Bank. Nu var han hos Midas, fordi det var stedet at være, hvis man var grebet af valutaspekulation og andre potentielle guldgru16
TYR E N, BJØR N E N OG BAN KE N
“
Tv-udsendelsen den 30. oktober 1996 var en afgørende begivenhed i Lars Seier Christensens og Kim Fournais’ liv. Det var et af den slags øjeblikke, hvor man enten kaster håndklædet i ringen eller tager kampen op med blødende knoer og flækkede øjenbryn.
”
ber. Men han havde aldrig forestillet sig, at Midas, som var de pæne drenge blandt de nye vilde vekselerere, skulle sidestilles med forbrydere. Midas var ikke et sted, hvor man fik Rolex-ure og B&Otelefoner for at narre en stakkels invalidepensionist. Ok., de havde gået til den, når de solgte BonusProgrammet. Ingen tvivl om, at de havde skruet lidt for meget op for, hvor sikker en investering det var. Men den pulje havde for pokker haft solide afkast i to år, og ham Jacob Wahlers kunne et eller andet med markedet. De havde næsten troet, han var synsk, så en måned med 38 procents tab var et chok. Og det havde fandeme ikke været morsomt at ringe til sine kunder og fortælle det. De fleste af dem havde taget det pænt og var blevet i programmet i håb om at tjene det tabte ind. Det havde så heller ikke været en god idé. Nu var Jacob Wahlers væk, BonusProgrammet lukket, og de var blevet udstillet på tv som forbrydere. Her dag 1 efter Jersild var der mange af de nyansatte, der ikke var mødt på arbejde. Tøsedrenge! Gav op, bare fordi de fik lidt vind på næsen. Nej, de skulle vise dem, at Midas kunne klare skærene. Kim og Lars havde allerede sendt en pressemeddelelse ud, hvor de forklarede sammenhængene, og de havde holdt et stormøde med alle ansatte, hvor stemningen i begyndelsen var trykket. Hvis Torben Kaaber skulle være helt ærlig, havde han da selv et øjeblik overvejet, om det var nu, han skulle søge nye græsgange. Men efter mødet var det sådan, satme nej. Vi er Midas, og det er vi stolte af, og nu skal vi videre. Hvad var det, Lars og Kim havde sagt, da nogen havde spurgt, hvad de nu skulle gøre? “Ved I, hvad vi gør? Vi griber knoglen og ringer til nogle nye kunder, igen og igen og igen.”
Alene med far
1963-1981 Knud og Kirsten Petry var ved at gøre sig klar til fredagsmiddag hos nogle venner, da det ringede på døren. De to knægte var allerede i det pæne tøj og havde fået strenge ordrer til ikke at grise sig til. Det kunne man ellers nemt komme til, når man boede i en villa lige ned til Nørre Sø. Som regel tog Knud og Kirsten Petry det da heller ikke så tungt, men nu skulle de jo ud. De ventede ingen gæster, og deres overraskelse blev ikke mindre, da de så, at det var Hans. Han var ikke en mand, der normalt kom på uanmeldt besøg. Nu stod han der udenfor sammen med Lars, og i hans ansigt kunne man tydeligt læse, at der var sket noget. Drengen så bestemt heller ikke glad ud, og han var ellers altid i hopla, når han kom på besøg. Selvom han var 11 og dermed to et halvt år ældre end deres Carsten, legede de to godt sammen. Det havde de gjort, siden de var helt små. Og de var såmænd søde til at tage Michael med i legen, selvom han nærmest bare var en stor baby. Hans sagde det lige ud: Berit var rejst. Knud og Kirsten Petry troede ikke deres egne ører. De havde som sædvanligt spillet bridge med dem om tirsdagen og havde ikke bemærket noget usædvanligt. Ja, det skulle da lige være, at Hans havde aet Berit kærligt på hånden, og det var ikke normalt, at han sådan viste følelser. Men nu stod han der og fortalte, hun var
A L E N E M E D FA R
19
rejst! Han var ked af det, det var der ingen tvivl om. Jamen, rejst ... hvordan, hvorfor? Ja, hun var altså rejst til København med den yngste, og Lars, han skulle blive i Løgstrup hos sin far. Ham fik hun ikke. Hans Seier Christensen tilgav aldrig sin kone, og nogen egentlig skilsmisse gik han aldrig med til. Da hun efter års tunge overvejelser besluttede at forlade ham, havde han stillet hende det ultimatum, at hvis hun rejste, blev Lars hos ham, og hun ville aldrig få ham at se igen. Hun kunne tage Peter med, og han ville så aldrig se sin far igen. Helt sådan blev det ikke, men næsten. Lars så sin mor i København i sommerferien, og hans fem år yngre lillebror kom også et par gange på besøg hos faderen i Jylland. Men delebørn var de ikke. Lars var på alle måder fars dreng. Moderen blev ikke nævnt, efter hun var rejst. Hverken for det gode eller dårlige. Lars talte heller ikke om hende, for det lå knivskarpt i luften, at det var et tabuemne med stort T. Der var ingen breve og ingen telefonsamtaler. Faderen lod, som om hun ikke eksisterede. I stedet kastede han al sin kærlighed og opmærksomhed på Lars. Hvordan man skulle være far, var noget, Hans Seier Christensen selv måtte opfinde, for hans rollemodel havde været fraværende det meste af hans barndom. Hans far var kaptajn i ØK og sejlede på verdenshavene, og han døde, da drengen var bare 12 år. Af hvad er usikkert, men en forkærlighed for andre våde varer end havvand har sandsynligvis været medvirkende. Moderen døde af kræft, da Hans gik til studentereksamen. Moster Kis, der var telefonistinde, tog sig lidt af ham, men ellers var det en ung mand på gyngende grund, der selv måtte redde sig en tilværelse. Han flirtede lidt med kommunismen, han blev soldat på Bornholm og endte efter to år som sergent, inden han besluttede sig for at uddanne sig som bankassistent. På bankskolen mødte han Berit, som var elev i Håndværkerbanken. De to høje flotte mennesker fandt sammen ikke mindst om 20
TYR E N, BJØR N E N OG BAN KE N
deres fælles interesse for ornitologi og bridge. De blev gift i Skt. Pauls Kirke ved Nyboder, hvor Berit var vokset op, og de fik en lejlighed i arbejderkvarteret Sydhavnen i København. Hans blev aldrig rigtig glad for arbejdet i banken. Han begyndte i stedet at læse fysik og kemi på universitetet og ville vente med at få børn, til han var færdiguddannet, men Berit syntes, det var for længe, og efter fire års ægteskab fik de Lars. Hun var hovedforsørgeren i de år, og det brød Hans sig ikke om, for hans indstilling til kønsroller var yderst konservativ. Han var i hvert fald ikke sen til at benytte sig af et smuthul, der åbnede sig, da han var færdig med første del af studierne. Gymnasierne manglede lærere, og for at løse det akutte problem gav Undervisningsministeriet et tilbud til studerende, der var færdige med første del. De kunne komme ud og undervise i fire år og derefter komme tilbage og læse færdig i to år med fuld løn. På den måde kunne Hans hurtigere komme til at gøre det, en mand skulle; nemlig forsørge sin familie. Det bragte ham i 1966 til den fornemme Viborg Katedralskole – en af Danmarks ældste gymnasieskoler. Vitam impendere vero, Du skal lade dit liv bero på sandhed, var skolens motto. Det blev taget alvorligt, ikke mindst af dens legendariske rektor, Karl Olsen, der havde opgivet en karriere som konservativt folketingsmedlem i 1953, da drømmejobbet som rektor i Viborg blev en mulighed. Han er blevet beskrevet som politisk konservativ, men holdningsmæssigt liberal. Lige en mand efter Hans Seier Christensens smag. Det kunne der være god brug for, da 1968 foldede sig ud for alvor. Lærerstaben var en særpræget blanding af helt unge, meget dynamiske og friske lærere med moderne pædagogiske principper, og så en gruppe af ældre lærere med kølig distance til eleverne. Hans Seier Christensen fandt man et sted midt imellem. Han var forholdsvis ung, 36 år, da han startede i Viborg, men han var en konservativ lærer. Han stillede krav, var meget bestemt og mere respekteret end egentlig afholdt. Der var en vis fortrolighed og ikke mindst gensidig respekt mel-
A L E N E M E D FA R
21
lem ham og rektor Olsen, men den første og eneste kollega, han knyttede venskab med, var matematiklæreren Kirsten Petry. Hun modtog en naturfagskollega med glæde og gæstfrihed, og da det gik op for dem, at både de selv og deres ægtefæller var passionerede bridgespillere, blev det hurtigt en fast rutine at mødes til en ugentlig kortaften. Kirsten Petry og Hans Seier Christensen delte også holdning til undervisning, og de blev betragtet som dygtige, men kontante lærere, der ikke accepterede slendrian. De gjorde sig store anstrengelser for at få alle med og satte en ære i, at karaktererne 00 g 03 ikke skulle findes blandt deres elever. For Berit virkede idéen om at flytte på landet romantisk og idyllisk. Hun var heller ikke bleg for at prøve noget nyt, så da Hans fik job i Viborg, var hun med på den. Også selvom det var nogenlunde så langt væk fra alle, hun kendte, som det kunne være. De første par år boede de i en lejlighed i Viborg Vestby, og familien blev forøget med lillebror Peter. Siden fik de bygget deres helt eget parcelhus i landsbyen Løgstrup 12 kilometer uden for Viborg, og der blev det for alvor ensomt at være hjemmegående husmor. Oven i købet fra København, hvilket de andre husmødre så skævt til. De troede, at Berit var “fin på den”, fordi hun var fra København, og fordi hendes mand var adjunkt ved den fornemme katedralskole. Ikke noget godt udgangspunkt for at skaffe sig ven- og bekendtskaber her 53 kilometer fra Jantes fødested. Hun fik ikke megen sympati og forståelse fra sin mand. Han var ganske vist højt begavet, men han var også en enspænder, der fik socialt samvær nok på sit arbejde. I fritiden ville han have fred og ro og rigtig meget af det. Lige det modsatte af Berits behov, og det var som altid ham, der fik sin vilje. Han tålte ikke modsigelse ret godt. Hans far havde været kaptajn, og selv var han også kaptajn med uindskrænket magt på sit eget “skib” i Løgstrup – eller Løustrup, som de lokale kaldte det. Bortset fra bridgeaftnerne var der ingen selskabelighed, ingen larm og latter. Selv bassethunden 22
TYR E N, BJØR N E N OG BAN KE N
Duncan var tilsyneladende trykket af stemningen i huset, i hvert fald tissede den på gulvet af glæde, når der endelig skete noget sjovt, nemlig når Knud og Kirsten Petry kom for at spille bridge. Familien spiste kl. 17 præcis – i tavshed, og kl. 19 skulle drengene ligge i deres senge. Det stod ikke til diskussion. At Lars sneg en lommelygte med og lå og læste under dynen, skulle Berit nok vare sig for at fortælle Hans. Livet i Løgstrup blev i stigende grad et glædesløst fængsel for Berit. Hun ville gerne ud at arbejde igen, men det forbød hendes mand. Til sidst indså hun, at hun var nødt til at rejse. Lars var 11 år dengang, og det kom som en overraskelse for ham. Han havde slet ikke mærket forandringer i hjemmet, og der havde ikke været nogen forudgående skænderier. Han var en fornuftig dreng uden de store følelsesudsving. Da hans mor fortalte ham og lillebroderen, at hun måtte rejse, og at Lars skulle blive hos far, var hans reaktion, at det også var mest retfærdigt, at de fik et barn hver. Lars havde glædet sig til det her. Det var ikke hver dag, en kommende folketingsmand besøgte Løgstrup Skole. Men i dag var heller ikke hver dag. Der skulle være valg lige om lidt, og han var sikker på, at dagens gæst, VU’s formand, ville blive valgt. Den lille runde Anker Jørgensen måtte da tabe, og den sunde fornuft vinde og sende Hartling og Venstre tilbage i regeringskontorerne. Han havde diskuteret det indgående med far de seneste uger. De var meget enige om tingene. Socialisme var forkert. Helt forkert. Det var noget, der kunne hidse hans ellers så rolige far op. Han hadede simpelthen de røde. Lars kunne ikke selv mønstre følelser af den kaliber, men syntes med sin fornuft, at socialisme var noget bras. Det havde han også forklaret sin klasselærer mange gange. Felix Pedersen var venstresocialist. Han var meget flink, men et håbløst tilfælde. De kom altid op at diskutere. Man kunne roligt sige, Lars så
A L E N E M E D FA R
23
rødt, hver gang Felix Pedersen åbnede munden for at sige noget om samfundet. Det havde bestemt ikke hjulpet, at klassen havde været på ekskursion til Tvind for at se VERDENS STØRSTE VINDMØLLE. Bah! Den kunne producere maks en megawatt, hvis den da ellers nogen sinde kom i gang. Én. Barsebäck kunne levere mere end 500 bare på den ene reaktor. Der skulle altså 500 møller af Tvindmøllens størrelse til for at nå den samme energiproduktion, som én atomkraftreaktor kunne levere. Gad vidst hvad folk ville sige til at have 500 kæmpevindmøller i baghaven. Desværre prellede den slags fornuftige argumenter af på de mange røde i klassen. Og klasselæreren med for den sags skyld. Han havde ham mistænkt for at give karakterer efter, om han kunne lide synspunkterne i stilene. Lars lå ellers altid i top i alle fag. Bare ham Anders Fogh Rasmussen sagde noget om atomkraft i dag, som kunne sætte de røde til vægs med deres “Hvad skal væk? Barsebäck! Hvad skal ind? Sol og vind!” Far havde fortalt, at kandidaten havde været elev på Katedralskolen, og at alle dér kendte ham, fordi han havde startet noget, der nærmest var en protest mod de rødes protestbevægelse, nemlig Liberal Ungdom. Nå, endelig kom han. Lars havde aldrig set så knaldsort hår, og hold da op en udstråling – her var en mand, der ikke var sådan at bide skeer med. Venstre mistede halvdelen af sine mandater ved det valg, så den unge Anders Fogh Rasmussen kom ikke i Folketinget. Det gjorde han dog året efter, hvor han blev kaldt ind som suppleant, men det er en anden historie. Der var lærere på Løgstrup Skole, der mente, at Lars var den mest begavede elev, skolen nogen sinde havde haft, og han fik gode karakterer i alt. Det glædede helt sikkert hans far, der lagde stor vægt på boglig uddannelse. Noget tyder på, at der blev talt mere i hjemmet, da Lars blev alene med sin far. I hvert fald delte de to mange interesser, og forholdet til faderen udviklede sig til det 24
TYR E N, BJØR N E N OG BAN KE N
første af en række tætte makkerskaber, der kom til at blive omdrejningspunktet i Lars’ liv. De spillede skak og billard – et rigtigt billardbord blev indkøbt, da det blev et rent mandehjem. De samlede på frimærker, og de diskuterede politik. Det vil sige, Hans Seier Christensen holdt enetaler om politik og andre emner, for det holdt han af, og Lars sugede til sig. Det var faderen meget om at gøre at lære Lars alt, der var vigtigt at vide. Opgaverne derhjemme var fordelt, så Lars gjorde rent, støvsugede og vaskede op, mens faderen købte ind og lavede gammeldags dansk mad som hakkebøf og kartofler med brun sovs. En gang imellem samlede Lars også det store elektriske tog, han havde haft sammen med sin lillebror, men efterhånden begyndte fodbold at fylde stadigt mere. Hans far havde været glad for fodbold, men det var sønnen, der for alvor satte skub i den interesse. Lars spillede med drengene ovre i skolen og holdt også af at løbe rundt alene med bolden, når de andre var gået hjem, og forestille sig, at han var mesteren på et af de store engelske hold. Allerhelst Arsenal, som han ved en tilfældighed fik en livslang kærlighed til, da han i tv i 1971 så dem vinde FA Cup-finalen over Liverpool. Dengang var der bare én tv-kanal, DR, og der blev kun sendt fodbold én gang om ugen, så Lars og hans far sad hver lørdag parat til at se engelske liga-kampe i Sportslørdag. Det var ugens absolutte højdepunkt gennem hele vintersæsonen. Langtfra alle Arsenals kampe blev vist, men Lars havde fundet ud af, at BBC World Service transmitterede kampene i radioen, så han sad med øret ind i apparatet og var helt tabt for omverdenen. Han blev så begejstret for de engelske kommentatorer, at når de danske sportsjournalister blev lidt for kedelige og inkompetente med deres kommentarer, så skruede han ned for tv-lyden og op for BBC World Services kommentatorer. Mens kammeraterne læste alt om deres Saturday Night Fever-helt, John Travolta, i Vi Unge, læste Lars Homers oldgræske heksame-
A L E N E M E D FA R
25
triske heltedigt Odysseen om kongen af Ithakas begivenhedsrige og farefulde færd hjem efter at have vundet den trojanske krig. Mens det var livet om at gøre for andre unge at finde ud af, hvor i Viborg man kunne få sådan et lædersmykke, som Kim havde på i den socialrealistiske ungdomsfilm Måske ku’ vi gik Lars op i at følge det neglebidende tætte præsidentvalg i USA, der endte med Jimmy Carters knebne sejr over Gerald Ford. Der blev læst meget hjemme hos Lars. Hans far holdt af at læse aviser, faglitteratur og historie, ikke mindst bøger om Churchill og andre store mænds bedrifter i krigstid. Lars interesserede sig ikke meget for at læse om krig, men om politik, det gamle Rom, det antikke Grækenland, og så voksede han aldrig fra fornøjelsen ved Anders And. Grimbergs Verdenshistorie blev læst fra en ende af, og den bog, som flest mennesker i litteraturenqueterne ville ønske, de havde læst, nemlig James Joyces Ulysses, læste Lars som 12-13årig. Hvor meget han forstod, står hen i det uvisse, men læst blev den, fordi han havde væddet en femmer med sin far om, at han kunne. I ferierne kørte far og søn ofte til Billund og tog derfra et fly til Rom, hvor det både var hovedværkerne fra det antikke Rom som Forum Romanum og Colosseum, der blev studeret, men også “nyere” værker som Vatikanet, Peterskirken og alle andre bygninger og museer, der var vigtige for en ung mands dannelse. En enkelt gang gik ferierejsen til Grækenland, men hovedsageligt var Rom destinationen. Det hændte også, at han besøgte faderens særprægede mostre. Moster Kis, den gamle telefonistinde, som var en damet dame med blåt amerikanerhår. Eller moster Tut, der boede på Dalgas Boulevard i København. Hun havde boet mange år på Sumatra, hvor hendes mand var plantagebestyrer, så hendes lejlighed var et eldorado af eksotiske ting, blandt andet havde hun et tigerskind på gulvet med udstoppet hoved komplet med øjne og tænder i massevis. Lige noget for en nysgerrig dreng. Hun tog ham med i Zoo og lærte ham at spille mahjong. 26
TYR E N, BJØR N E N OG BAN KE N
Om sommeren besøgte han sin mor og resten af familien i København og elskede, når mormor tog ham med i Daells Varehus’ cafeteria, hvor han altid fik en tomatjuice; en drik drengen fandt så eksotisk, at han var sikker på, det var det eneste sted i verden, man kunne få den. Langt hovedparten af barndommen tilbragte Lars dog uden andet selskab end faderens. Konfirmationen, hvor man normalt samler de mennesker, der er tæt på, blev i hans tilfælde fejret hjemme i Løgstrup i selskab med far, Kirsten og Knud Petry og deres to drenge. Der blev ikke holdt nogen taler eller sunget nogen sange. Men der blev spist en god middag, som blev leveret udefra. Lars var en lang og ranglet dreng i kassebukser og ruskindsjakke, da faderen fik konstateret lymfeknudekræft i sommeren 1977. Han havde haft sygdommen før, men var blevet kureret. Nu var den tilbage, og han vidste, at chancerne for helbredelse var dårlige. Han var en usentimental mand. Rektor Karl Olsen beskrev senere i en nekrolog hans “ranke mandige holdning i modgang”. Så Hans Seier Christensen fortalte sin søn ligeud, hvordan sagerne stod. Og med vennerne Kirsten og Knud Petry delte han sin bekymring for, hvad der skulle ske med Lars. De lovede at tage sig af drengen, så da Hans blev indlagt på Viborg Sygehus i august, flyttede Lars ind i villaen ved Nørre Sø, og Duncan kom på hundepension. Når Hans var hjemme på weekend indimellem, flyttede Lars hjem igen. Det skar Kirsten Petry i hjertet, ikke mindst da Hans var hjemme på weekendbesøg i en hospitalsseng, at drengen skulle stå alene med alt det. Men Hans insisterede: Når han var hjemme, skulle Lars også være der. Lars beklagede sig aldrig, og han talte heller aldrig om det. For ham var det bare sådan, det var. Hans var alt for stolt til at bede nogen om hjælp. Han afslog nærmest rasende, da Berit ringede og tilbød at komme over. Det var kun Knud og Kirsten Petry og Lars, der kunne få lov. Kirsten Petry, der havde fuldtidsjob og to sønner at tage sig af, var på et
A L E N E M E D FA R
27
tidspunkt ved at segne under presset. Hans var blevet flyttet til Kommunehospitalet i Århus, og to gange om ugen kørte de en time hver vej, for at Lars kunne besøge sin far. En dag på lærerrådsmøde på Katedralskolen rejste hun sig og spurgte med tårer i øjnene, om der da ikke var nogen, der kunne hjælpe med at besøge deres kollega i Århus og så tage Lars med. Herefter tog fysiklæreren Bjarne Grøn turen indimellem. Også Johannes Thomsen, der underviste i de klassisk-sproglige fag, meldte sig. Han boede i Århus, og Lars overnattede indimellem hos ham for så at køre med tilbage til Viborg om morgenen. Der blev talt en del om antikkens Rom og andre emner, de to havde fælles interesse for, og samtalerne i bilen gav næring til Lars’ lyst til at blive arkæolog. Telefonen ringede, mens Kirsten Petry var på vej op fra kælderen med favnen fuld af vasketøj. Pokkers også, nu havde hun endelig fået sorteret det rene fra det snavsede og samlet op fra gulvet i det, der før var gildesalen, men nu var Lars’ værelse. Ikke at han havde taget noget med hjemmefra, der kunne indikere, at han faktisk var flyttet ind. Der var bare tøjet og skoletingene. Dem kunne han til gengæld få til at fylde hele rummet. Kirsten Petry smilede for sig selv. Det var vel hans måde at vise, han følte sig hjemme. Der var ingen af dem, der havde forestillet sig, at han skulle bo der så lang tid. 10 måneder var det nu. Så var telefonen der igen. Hun lagde tøjet på gulvet i entreen og greb røret. Det var sket. På en måde havde det varet lidt for længe. De sidste par uger, når de sammen med Lars havde været oppe på hospitalet, havde hans far lignet en død. Det var kun, når han talte, man blev klar over, det var Hans. Hovedet fejlede ikke noget. Hvordan skulle hun nu sige det til Lars? Han lå der på køkkengulvet med avisen slået op på sportsresultaterne og studerede dem sammen med drengene. Michael havde været så nysgerrig for at være med i de to store drenges fod28
TYR E N, BJØR N E N OG BAN KE N
boldliv, at det faktisk var lykkedes Lars at lære ham at læse, så han også kunne læse fodboldresultaterne i avisen. “Lars!” Drengen så spørgende på hende og rejste sig op på knæene. Han var så lang, at de næsten var lige høje, når han sad sådan. “Det er slut nu.” Hun tøvede, men slog så armene om ham. Han lod hende gøre det. Han græd ikke, men det gjorde han nu aldrig. Hun vidste godt, hvad hun skulle gøre nu. Hans havde ganske vist presset Knud til at skrive under på, at han ville være værge for Lars, for hans mor skulle ikke have ham. Heller ikke når Hans var død. Men i det stykke var hun og Knud nu enige: Hellere svigte en død mand end en levende dreng. “Kom, nu ringer vi til din mor, Lars.”