Danmarks største søhelte Thomas Lyngby Søren Mentz Søren Nørby Jakob Seerup
Gads Forlag
Indhold
Oversigtskort Indledning
6
7
1500-tallets søhelte – Krigere og adelsmænd Søren Norby – Den kongetro
26
27
Peder Skram – Danmarks vovehals Herluf Trolle – Den lærde søhelt
40 49
Flåden i 1600-tallet – Sejre og ærefulde nederlag Christian 4. – Søheltekongen
53
56
Peter Bredal – Helten ved Nyborg
68
Cort Adeler – En dansk søhelt i venetiansk tjeneste Niels Juel – Den loyale søhelt
74
88
Markor Rodsteen – I skyggen af Niels Juel Store Nordiske Krig – Vovemodets krig Peter Tordenskiold – Eneren
105
108
112
Iver Huitfeldt – Søhelten, der ofrede sit skib for flåden Just Juel – Flagets forsvarer
155
Michael Christian Tønder – Søhelten, der fik skudt det samme ben af to gange!
162
Christian Carl Gabel – Sejrherren ved Femern
167
141
Englandskrigene – Modet værger
174
De mange helte – De svære kampe
177
Olfert Fischer – Sømand og søhelt
186
Peter Willemoes – Tapperhed ærer, og fejhed vanærer Kanonbådskrigen – Den hårdeste pligt
214
Steen Bille – Frederik 6.s yndlingsofficer De slesvigske krige – De sidste søslag Edouard Suenson – Helten fra 1864 Flådens sænkning den 29. august 1943 – Den kollektive heltegerning Billedhenvisninger Litteratur
272
Om forfatterne Register Tak
279
271
275
274
247
225 229
217
198
16
18 17
3 4
5
11 21 19, 20, 23 14 12
9 8
13
1 2 10
7
6 15 22
1. Bornholm 1511 2. Bornholm 1535 3. Øland 1566 4. Øland 1564 5. Kalmar 1611 6. Kolberger Heide 1644 7. Femern 1644 8. Listerdyb 1644 9. Nyborg 1658 10. Bornholm 1676 11. Øland 1676 12. Køge bugt 1677
13. Møn 1677 14. Køge Bugt 1710 15. Rügen 1715 16. Dynekilen 1716 17. Göteborg 1719 18. Marstrand 1719 19. København 1801 20. København 1807 21. Sjællands Odde 1808 22. Helgoland 1864 23. København 1943
Indledning
De sidste 400 års danske militærhistorie rummer mange store nederlag. Nederlagene er blevet fulgt op af fredsslutninger, hvor Danmark har måttet opgive det ene territorium efter det andet. Med Roskildefreden i 1658 blev Skåne, Halland og Blekinge tabt til Sverige, i 1814 fulgte Norge, og som et resultat af krigen i 1864 endte Slesvig og Holsten med at komme under preussisk styre. Det er symptomatisk, at det ikke var dansk sejr, men det tyske nederlag i Første Verdenskrig og en efterfølgende folkeafstemning, der i 1920 gjorde, at det nordlige Slesvig, Sønderjylland, blev indlemmet i kongeriget Danmark. Danmark er gradvist blevet reduceret fra en betydningsfuld europæisk magtfaktor til en lilleputstat. Når landet overhovedet har overlevet, hænger det ikke mindst sammen med, at flåden har været i stand til at hævde sit herredømme i Sund og Bælt, og at sejrene til søs har været med til at mobilisere en national stolthed, der har kunnet holde undergangsstemningen i skak. I flæng kan nævnes, hvordan den aldrende Christian 4. satte liv og helbred ind på at redde fædrelandet under slaget på Kolberger Heide i 1644, og Niels Juels sejr i Køge Bugt 1677, der var en oprejsning efter hærens store nederlag ved Lund året før. Drømmen om at vinde Skåne tilbage blev holdt i live, og Juels bedrifter har skænket trøst til generationer af danskere i forestillingen om, at hvis blot en smule var gået anderledes, kunne facit have været et helt andet. Den danske deroute er skabt af omstændigheder, ikke noget naturgivent. Det viser også Tordenskiolds fantastiske vovemod under Store Nordiske
INDLEDNING
7
Krigs søkampe. Hvad ville han have kunnet drive det til, hvis han havde fået flere muligheder? Flåden var en garant for den blomstrende danske handel i 1700-årene. Kampen på Københavns Red den 2. april 1801 mod den engelske flåde var nok håbløs, men alligevel en kraftpræstation, og det var Europas femtestærkeste flåde, som englænderne erobrede i 1807. Kun England, Frankrig, Spanien og Rusland havde været stærkere til søs. På personelsiden havde man ikke mindst nydt godt af de mange dygtige norske matroser, og også blandt søheltene var ganske mange født i Norge. Dette forandrede sig efter 1814, hvor tvillingerigerne Danmark og Norge blev splittet. Men også efter dette fortsatte flåden med at lyse op. Den dystre række af nederlag i 1864 brydes af den danske flådes sejr ved Helgoland. Og hvor kapitulationen til Tyskland den 9. april 1940 måske var fornuftig og rationel, så rummede den ikke megen ære – det gjorde imidlertid flådens indsats den 29. august 1943, da man sænkede egne skibe og forhindrede tysk beslaglæggelse. Endnu i dag hævder flåden sine stolte traditioner i nationale og internationale farvande. De seneste par år har støtteskibet Absalon været med til at bekæmpe pirater ved Afrikas Horn. Alle disse præstationer kunne ikke have været uden tusindvis af tapre menige, men vi forbinder dem ikke mindst med dem, der stod i spidsen og traf de afgørende beslutninger. De søhelte, som flådens heroiske indsats har skabt, er alle officerer. Og det er historierne om disse danske søhelte, som har været med til at holde liv i nationens håb og drømme gennem de mange nederlag. At denne historieopfattelse i nogen grad har skygget for mange modige meniges blod, sved og tårer, er en helt anden sag. Hvor vigtige søheltene har været i vores selvopfattelse, kan man eksempel-
Foregående opslag: Denne skitse forelagde Otto Bache i 1882 bestyrelsen for Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Med udgangspunkt i Christian Winthers digt Ved Toldboden steg en Matros i Land, hvor en gammel matros i fantasien møder danmarkshistoriens søhelte, havde Bache fremstillet et skibsdæk, hvorpå stod et opbud af forskellige tiders navnkundige søkrigere. Fra venstre er det Peter Willemoes med højre ben på en kanonrapert. Dernæst følger Olfert Fischer, Niels Juel i rustning med elefantordenens blå bånd, Iver Huitfelt, Cort Adeler, Herluf Trolle, Peder Skram med højre hånd støttet til en stol, hvorpå Christian 4. sidder. Absalon optræder i bispeklæder og med stav. Dernæst følger Otte Rud, Carl Wilhelm Jessen, Peter Tordenskiold og Steen Bille. Sejrsgudinden Victoria har taget roret. Bestyrelsen takkede nej til at få udført et stort maleri på baggrund af skitsen. Man mente, at det dengang nye museum fortrinsvis skulle rumme portrætter og fremstillinger af konkrete historiske begivenheder. (Frederiksborg)
10
INDLEDNING
vis få et indtryk af, når man følger tilblivelsen af Mindelunden i Jægerspris, hvor Johannes Wiedewelt i 1770’erne og 80’erne skabte mindestøtter for fædrelandets mest fortjente indbyggere. De første seks navne, som stats- og gehejmekabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg bad Wiedewelt udføre mindesmærker for, var Johan Rantzau, Niels Juel, Peter Tordenskiold, Tyge Brahe, Ludvig Holberg og Mogens Gøye. To søhelte var således i første række – Niels Juel og Tordenskiold – og således blandt de allervigtigste at erindre. Flere danmarkshistoriske skikkelser skulle følge i Mindelundens storslåede program, blandt disse også andre søhelte. Inspirationen til mindesmærkernes udformning hentede Wiedewelt i Ove Mallings læsebog for latinskolerne Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere, der udkom i 1777, også et projekt, der havde Høegh-Guldberg som ankermand. Bogen var disponeret efter 18 dyder, der var nyttige for eleverne at lære om, så de senere selv kunne efterligne dem i dåd. Eksemplerne blev hentet fra den fælles dansk-norsk-slesvig-holstenske historie, og her var der mange søhelte at spejle sig i. Mallings bog var med til at cementere søhelte som en central del af befolkningens fælles referenceramme, en position, de har bibeholdt i mange senere populære danmarkshistoriske fremstillinger.
Støtteskibet Absalon er med sine 6.300 tons det største orlogsskib, som den danske flåde nogensinde har haft under kommando. Bygget til internationale operationer langt fra hjemlige farvande er skibet i offentligheden bedst kendt for indsatsen mod pirateri ud for Afrikas Horn. (Søværnet)
INDLEDNING
11
Peder Skrams mindestøtte i Jægerspris blev rejst i norsk marmor fra Gjellebæk i 1780. Støtten er udsmykket med sværd, laurbærkrans og kanonkugler. Akvarel udført af Søren Læssøe Lange 1799. (Frederiksborg)
12
INDLEDNING
At søheltene udgjorde en vigtig del af 1800-årenes og de tidlige 1900-års nationale selvforståelse, vidner en stor del af illustrationsmaterialet til denne bog om. Blandt de mange historiemalerier, der blev udført for at visualisere tidens opfattelse af danskhedens historiske fundament, var nemlig en del med historiske søslag som motiv. Via historiebøger er de fængende historiemalerier blevet en væsentlig del af vores måde at huske begivenhederne på. Også i dag vil mange stadig nikke genkendende til disse fremstillinger, der ofte er udført med den hensigt så vidt muligt at rekonstruere, hvad der skete, ved hjælp af konkret historisk viden og kunstnerisk fantasi. Alle malerierne rummer et element af den tid, de blev til i – 18- og 1900-årenes vurdering af historien og dens betydning for dansk identitet. Danskheden er andet og mere end selvironiens og håbløshedens bitre fortællinger om nederlag. Det er lige så meget på sin plads at undersøge historierne og myterne om de søhelte, som generationer af danskere har set op til og været stolte af. Hvad er det for bedrifter, de udførte? Hvorfor har man husket dem? Hvad har historierne om søheltene kunnet bruges til i skabelsen af vores nationale selvforståelse? Det er spørgsmål som disse, som bogens afsnit om de enkelte søhelte giver bud på. Når bogen påtager sig denne opgave, er det ikke kun for at gøre os danskere stolte og stive os af i den globaliserede verden, hvor man så let kan drukne i den stadig voksende skare af nationer. Bogen kan forhåbentlig bidrage til at gøre os klogere på, hvad det er for et spejl, der er blevet holdt op for øjnene af danskere gennem århundreder – et spejl, der har skabt vores nationale identitet i lige så høj grad som de virkelige begivenheder. Det er denne identitet, vi bærer med os, hvad enten vi vil være os det bevidst eller ej – den identitet, som er vores udgangspunkt for at agere i den store verden, og som også kan gøre os i stand til at forstå de andre. De andre har jo også deres helte og idealer, som sætter kulør på selvforståelsen.
Noget om helte Heltebillederne er præget af stereotyper, som man kan genfinde på tværs af de nationale skel. Men hvad vil det egentlig sige at være en helt? Det vil nærmere blive indkredset i det følgende. Helte står mellem guder og mennesker. De er på én gang fiktion og virke-
INDLEDNING
13
Maleren Jens Erik Carl Rasmussen gav i 1879 denne fortolkning af Absalons sejr under slaget ved Rügen i 1184. På et oprørt hav ses en mængde skibe fyldt med krigere. De danske skibe har kors på sejlene, mens modparten, de hedenske vendere, fører en djævlelignende afgud. I forgrunden svømmer vendere fra et sunket skib. (Frederiksborg)
lighed. Helte er mindre egensindige og befriet for en del af de såkaldte menneskelige svagheder, der forleder os til ikke altid at gøre det, der er “det rigtige”. Alligevel finder helte også næring i den menneskelige verden. De vokser ud af drømme om, hvordan verden burde hænge sammen. Vores idealer om at være modige, ufortøvede, tapre, vise hensyn og handle uselvisk og opofrende er med til at skabe vores heltebilleder. Og heltemod findes ikke kun som svært realiserbare idealer. Historien og dagligdagen er fyldt med det – i det store som i det små, fra Peter Willemoes’ forsvar på Københavns Red den 2. april 1801 til den skolepatrulje, der redder et barn i trafikken. Helten træder med sine tapre og modige handlinger i en højere sags tjeneste ud af mængden og bliver et individ af en ganske særlig støbning. Men han opnår kun sin heltestatus via andres anerkendelse og beundring. Heltestatus
14
INDLEDNING
er beslægtet med ære – og at blive betragtet som en helt er en enorm æresbevisning for et individ. Men helten vinder ofte sin ære ved en indsats for andres, for eksempel nationens, ære. Hvor der er helte, er der vidner, som kan fortælle historier. Helte er nok superindivider, men de er mere vores fælles ejendom end deres egen. Ved at fortælle heltehistorier og identificere os med heltenes handlinger bliver vi også selv en lille smule helte eller fyldes med ærefrygt. Det heltemodige er særligt forbundet med ekstreme situationer som krig og katastrofer, hvor ekstreme handlinger er påkrævet. For at være en helt kræves som hovedregel energi, risikovillighed og urokkelig fasthed. Helten sætter hele sin viljestyrke ind på en sag. Heltens liv og virke er nemlig underordnet en højere sag, og helten ser med dødsforagt faren i øjnene. Faktisk er chancen for at blive anset for en helt væsentligt større, hvis man ikke overlever den påkrævede gerning. Den ultimative selvopofrelse er et centralt element. Heltegerninger er dog ikke kun forbundet med krig og vold; herom vidner Mahatma Gandhis eksempel. Hos helten går styrke og visdom ofte op i en højere enhed. Også udseendet har betydning – heltenes billeder indgår i heltedyrkelsen. Fra det antikke Grækenland til i dag har det at udføre helteportrætter været et væsentligt aspekt af kunstens æstetik og mening. Forskellige tider har forskellige helte. Nye helte kommer til, nogle glemmes, andre kommer igen frem fra glemslen, og enkelte lever videre fra århundrede til århundrede. Tordenskiold har således kunnet fastholde generationers beundring. Synet på de udødelige helte skifter med tidsånden, men de bliver ikke nødvendigvis mindre helte af den grund. At turde se døden i øjnene er første skridt på vej til at komme hinsides den dødelige, jordiske verden, og den ultimative belønning for heltemod er udødelighed. Her nærmer helten sig gudernes verden. I det antikke Grækenland dyrkede man sine helte, og man kunne ofre til en død heros, hvor han var gravsat. Relikvier fra helte og afbildninger kunne også have kultisk betydning. Gudernes særlige yndlinge kunne endog overvinde døden og leve videre på de saliges øer, Elysium, mens almindelige dødeliges lod var at træde ind i skyggernes verden. En tydelig parallel er forestillingen om, at de gamle nordboere, der faldt på slagmarken, kom til evigt gilde i gudernes Valhal.
INDLEDNING
15
Valdemar den Store og biskop Absalon indtager Arkona i 1169. Maleri af Laurits Tuxen, 1894. De hedenske vendiske sørøvere generede den danske søfart og havnebyer, og derfor førte man korstog mod dem. Det kulminerede i 1169 med indtagelsen af vendernes hovedborg, Arkona, på Rügen. På maleriet gengives, hvordan vendernes gudestatue af Svantevit med fire hoveder bliver væltet.
16
INDLEDNING
Sammenkædningen mellem kristendom og heltegerninger var ikke kontroversiel i slutningen af 1800-tallet, da Tuxen malede sit imponerende maleri. Absalon har derfor siden 1862 lagt navn til hele seks af Søværnets skibe. Det sidste af navnet, det fleksible støtteskib Absalon, blev navngivet i 2004 af dronning Margrethe 2. Skibet har i flere omgange været kommandoskib i FN’s antipiratstyrke ud for Afrikas Horn. Der har ikke været nogen politiske indvendinger mod at sende et skib af dette navn ud for at bekæmpe muslimske sørøvere, selvom man godt kunne se en kontroversiel parallel til korstoget mod venderne. (Frederiksborg)
INDLEDNING
17
Skuespiller H.C. Knudsen opførte gennem Englandskrigene talrige tableauer, hvor de tilstedeværende i fællesskab kunne mindes samtidens døde helte og herigennem bekræfte tilhørsforhold og kærlighed til det fælles fædreland. Samtidig blev der samlet penge ind til de sårede søkrigere og de faldnes efterladte. I 1813 var han eksempelvis på turne i Norge. Dette stik viser Knudsens tableau Fædrenelandsk Kierkegaard, der blev opført på Det Kongelige Teater den
12. marts 1814. Knudsen står til højre og præsenterer tableauet med mindesmærker, hvorpå er skrevet navnene på krigens døde helte. Fjorten hvidklædte kvinder står med kranse i hænderne omkring et opstillet fædrelandsalter. Kobberstik udført af Johannes Senn og Gerhard Ludvig Lahde 1815. (Frederiksborg)
Da man i 1776 byggede det elegante kongeskib Ørnen, udstyrede man det med en spisesalon midtskibs. Panelerne i hver ende af salonen var prydet med medaljoner forestillende danske søhelte. I tidens “antikiserende” stil var de alle fremstillet som romere, så det var godt, at navnene var skrevet under hver enkelt. På væggen mod agterenden af skibet fandtes dette panel, hvor Christian 4. var anbragt som den fornemste af søheltene, omgivet af bl.a. Niels Juel og Herluf Trolle. Konstruktionstegning, 1776. (Rigsarkivet)
Revolutionstidens bestræbelser på at fremme en borgerkult omkring fædrelandet og dets symboler førte i 1791 til, at Sainte-Geneviève-kirken i Paris blev indrettet til et tempel for alle nationens guder og halvguder, et såkaldt panteon. De jordiske rester af fædrelandets store mænd, som man havde erklæret værdige til udødelighed, blev ført hertil. Denne ide var ikke forbeholdt Frankrig. Efter Slaget på Reden drog skuespilleren H.C. Knudsen rundt i Danmark for at ære de døde og sårede søkrigeres minde ved højtideligheder i kirker og lignende steder. De overlevende skyldte de døde og sårede deres frelse – og tanken var, at søheltenes kække mod skulle gøre dem til dydsmønstre for de mange tusinde mennesker, der samledes til mindehøjtidelighederne. Som det hed i en af de mange lejlighedssange, der fremkom under indtryk af konfrontationen: “Dem Tordenskiold lærte at vove,/Af Juuler de lærte at slaae.” Fortidige heltes udødelige handlinger kunne tjene som eksempel til efterlevelse i den kritiske situation – og det hele kunne tjene til lære for den ungdom, der skulle tage over i fremtiden.
20
INDLEDNING
Den britiske admiral lord Horatio Nelson (1758-1805) er vel alle tiders største søhelt. Den karismatiske, tynde mand med tendens til søsyge kunne motivere sine mandskaber, men var også berygtet for sin uberegnelighed, der ofte førte til lydighedsnægtelse. Hans sejre er legendariske og tæller blandt andet den på Københavns Red 2. april 1801. Han blev et samlingspunkt i Storbritanniens overlevelseskrig mod Frankrig, og hans eksempel medvirkede til at svejse englændere, walisere, skotter og irere sammen i fælles stolthed. Nelson døde på berømmelsens tinde i Slaget ved Trafalgar 1805. Koloreret kobberstik efter maleri af L.F. Abbott. (Frederiksborg)
Ofte er det heltemodige ikke entydigt og ublandet. Det, der ved første øjekast synes uselvisk, kan ofte på et andet niveau analyseres som udspekuleret og beregnende egoisme. Heltenes motiver kan være så blandede og uklare, at entydighed bliver til flertydighed. Hvad der den ene dag synes rigtigt, er den næste dag forkert – det heltemodige bliver blot et motiv, der lejlighedsvis anes i et fikserbillede, synligt til nogle tider, usynligt til andre. Det heltemodige bliver til en følelse, som det er svært at fastholde – navnlig når refleksion og analyse sætter ind. I grelle tilfælde kan den samme person den ene dag blive set som menneskehedens befrier for den næste at blive betragtet som en skruppelløs massemorder, der tilranede sig privilegier på andres bekostning. Ny viden kan få os til at revurdere heltene, men nye vurderinger kan også være et resultat af skift i ideologi og tidsånd.
INDLEDNING
21
En af søværnets nutidige, men i offentligheden ukendte helte – en minerydder i færd med at desarmere en ilanddrevet tysk mine. Et farligt arbejde, der i tidens løb har kostet adskillige mineryddere livet. (MAB)
Flertydighed og relativisme kan udrydde heltene fra den virkelige verden. En stor del af den intense forskning, der i de senere år har været lagt for dagen, når det gælder Anden Verdenskrig, har nuanceret, måske ligefrem dekonstrueret vore forestillinger om krigens helte og skurke. Danske modstandsfolk bliver af nogle forfattere forvandlet til desperadoer, der levede livet i overhalingsbanen på jagt efter spænding i tilværelsen som så mange andre unge, utilpassede mænd før og siden. Koncentrationslejrenes bødler bliver til mennesker, der havde familier, spillede Haydn-sonater og passede deres arbejde uden at udvise særlig iver i tjenesten – eller særlig dovenskab for den sags skyld. Men flertydighed behøver ikke at dræbe alle helte. Ja, eksistensen af menneskelige svagheder kan i nogle tilfælde også være en styrke. Det passede godt med romantikkens idealer, at Horatio Nelson måtte give efter for Emma Hamiltons
22
INDLEDNING
charme. Nok et fejltrin, der ikke stemte med andre af tidens idealer om ægteskab og kærlighed, men alligevel med til at sætte kolorit på billedet af Nelson. Hans opførsel gør ham menneskelig og er med til at sandsynliggøre helten som en virkelig person af kød og blod. For så vidt kan det menneskelige være med til at opretholde myten, og i skønlitteraturen har forfattere da også travlt med at sandsynliggøre deres “helte” ved at give dem svage sider.
Traditionen i dag Der er i søværnet stor bevidsthed om den arv, man forvalter. Årgangene på Søværnets Officersskole er opkaldt efter hver sin søhelt, og søheltene er på pensum i faget søkrigshistorie. Der har også altid været tradition for at opkalde en del af flådens fartøjer efter nationens søhelte. Der er noget at leve op til. Tanken med denne bog er hverken at kanonisere eller dekonstruere søhelte. Bogen præsenterer et udvalg af de søhelte, der har spillet en rolle i danmarkshistorien – ikke kun i deres samtid, men også i eftertiden, hvor deres historier er blevet ført videre og korrigeret i takt med skiftende tiders idealer og behov for forbilleder. I bogen kan man læse de basalt spændende historier, der lagde grunden til heltenes ry. Men man kan også læse om, hvordan søheltene har været brugt i samtiden og i en senere tid som ikoner for skiftende værdier. Det er forfatternes håb, at bogen på én gang kan formidle spændende historier og refleksion over, hvad helte kan bruges til. Det er ikke kun heltene, men også historierne om dem, der kan stå i en højere sags tjeneste. Hvordan du vil læse bogen, er op til dig. Historierne om søheltene kan læses i sammenhæng, men de kan også læses hver for sig. Du kan begynde med de søhelte, du er mest optaget af, eller for den sags skyld dem, du synes er mest malplacerede. I udvalget har vi søgt at favne bredt, så store og små helte er blandet med hinanden. Det har givet mulighed for at udfolde flere aspekter af, hvad det egentlig vil sige at være en helt eller en søhelt. Der er sikkert nogle, der vil savne en enkelt søhelt eller flere. Sådan er det at vælge.
INDLEDNING
23
Absalon
Søren Norby
Peder Skram
Herluf Trolle
Peter Bredal
Cort Adeler
Niels Juel
Tordenskiold
Iver Huitfeldt
Christian Carl Gabel
Olfert Fischer
Edouard Suenson
Just Juels dødsmetal
Våbenskjolde ophængt i aulaen på Søværnets Officersskole på Holmen. Disse skjolde er malet i slutningen af 1800-tallet og har skullet tjene som inspiration for søkadetterne. Det var først i 1959, at søværnet efter britisk inspiration indførte våbenskjolde til skibe og landetablissementer. Hvis skibene var opkaldt efter søhelte, der allerede havde et våbenskjold, fik skibet dette våbenskjold. Hvis de ikke havde haft et, udformede ”Søværnets Heraldiske Arbejdsgruppe” et på baggrund af heltens gerninger. De ældre skjolde, der ses her på siden, er udformet efter de klassiske heraldiske grundregler. Man anvender f.eks. kun seks farver: Blå, rød, sort, grøn, gul (guld) og hvid (sølv). Over skjoldene var der anbragt hjelme med forskellige symboler og flag. I søværnets moderne udgaver er hjelmene erstattet af en kongekrone, og alle skjolde anbragt oven på et anker. Skjoldenes symboler relaterer ofte til personens navn eller gerninger. Absalon har eksempelvis en bispehue i stedet for en hjelm. Christian Carl Gabel har et par korslagte gafler i det midterste, røde felt, stukket igennem en åben grevekrone – så kunne man tyde både navn og titel (Gabel = gaffel på tysk). Cort Adelers våben var rigt på referencer til hans tjeneste i Middelhavet bl.a. med en mængde flag med tyrkiske halvmåner på. I øverste højre felt ses sågar den tyrkiske Ibrahim Pashas afhuggede hoved spiddet på et sværd! Herluf Trolle har Trolle-familiens våben, en rød trold med hovedet på maven, og Tordenskiold har en hel lille rebus, der hentyder til hans baggrund og sejre (se teksten s. 125). Iver Huitfeldt har som repræsentant for ur-adelen et meget enkelt skjold med kun to farver og en klassisk komposition med en rød skråbjælke på hvid grund. Selvom det kan tage sig lidt kedeligt ud, er det faktisk det heraldisk set mest ideelle af samtlige de viste skjolde. (FMC/Søofficersskolen) Under våbenskjoldene gengives en kanonkugle. Kuglen hænger under admiral Just Juels gravmæle i Roskilde Domkirke og siges at være den samme 12-pundige svenske kugle, der traf ham over højre hofte og næsten flåede ham midt over ved slaget ved Rügen den 8. august 1715. Kuglen er et klassisk “memento mori”, en påmindelse om døden. At man har opsat den ved gravmælet, er også udtryk for, at den krigskult, der omgav søheltene, ikke idylliserede skæbnen eller krigen. (Henriette Westh)