520 dage der forandrede Danmark

Den store katastrofe_DK.indd 2

14/02/2017 15.56

KAARE R. SKOU

520 dage der forandrede Danmark Politisk journal over Lars Løkke Rasmussens smalle Venstreregering 2015-16

GADS FORLAG

520 dage.indd 1

27/03/2017 08.32

520 dage der forandrede Danmark Politisk journal over Lars Løkke Rasmussens smalle Venstreregering 2015-16 Af Kaare R. Skou Copyright © 2017 Kaare R. Skou og Gads Forlag A/S ISBN: 978-87-12-05558-7 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Projektledelse: Henrik Sebro Forlagsredaktion: Mette Højbjerg Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Omslagsillustration: Polfoto Sats: Demuth Grafisk Tryk: Scandbook Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

520 dage.indd 2

27/03/2017 08.32

Indhold Forord 7 Blokpolitikkens snarlige død 9 De første dage 1 2 Den vindende taber 12 Lars Løkkes hold 1 7 Overraskelserne 20 Formandsopgøret 22 Det første forlig 2 5 Omprioriteringsbidraget 26

De ubudne 3 0 En hård hund 3 0 Den aktivistiske udenrigspolitik 31 Straksindgrebet 35 Hjælp i nærområderne 38

Et wakeupcall fra virkeligheden 4 2 Jorden kalder statsministeren – hallo! 42 Den velforberedte undtagelsestilstand 48

Ugæstfrit område 53 17 års krise 5 3 Plyndringsparagraffen 54 Søren Pind løber ’en vis procesrisiko’ 59

Omsorg for retssikkerheden? 6 7 De uanmeldte besøg 67 Støjberg agerer lyseslukker 69 Faneeden genoplivet 75 En sprængfarlig kineser 79

3

520 dage.indd 3

27/03/2017 08.32

Nålestiksoperationer 8 2 Lilleholt relancerer et klimapolitisk spøgelse 82 Udsalg af arvesølvet 84 Carl Holsts korte karriere 96

Operation atomisering 1 0 1 Store flyttedag 1 0 1 Det indestængte opgør 107

Et ministerium sejlet i sænk 1 1 2 Lauritzens ruiner 1 12 Det store svindelnummer 114 Redningsplanen 11 6 To skridt frem og to tilbage 118

Hjorts kreative kasseeftersyn 1 2 1 En photoshoppet økonomi 121 Zigzag-løbet om budgettet 123 Tulles første stormvejr 131 Ulandsbistand til Danmark 134

Tilbuddet om en trepattet ko 1 3 8 Falske lodder på vægten 138 Løftet om en parallelaftale 141 Det britiske problem 144

Den historiske kommafejl 1 4 9 Pia Kjærsgaards mavefornemmelse 149 Gakgak 1 5 4 Forsikring eller socialhjælp 157 De manglende 300 millioner 159

Åh nej, ikke et nyt København! 1 6 1 Grøn realisme 1 6 1 Vejen til Paris 1 6 5

Bommene ned 1 7 1 Socialdemokrater værre end asylsøgere 171 4

520 dage.indd 4

27/03/2017 08.32

Det tyrkiske problem 175

Selve regeringens raison d’être 1 7 9 Til last eller gavn 1 79 Kontanthjælpsloft og integrationsydelse 182 Find mig en trædesten 184 Arbejdsgivernes selvskabte hovedpine 188

Opgøret med speltsegmentet 1 9 0 Naturen, det billige skidt 190 Gyllegate 1 9 2 En ministers deroute 196 Løkkes geniale rokade 200 Vands afledning 20 4

Uddannelse for folket eller eliten 2 0 8 Karakterjagten 2 08 Almendannelse eller fagtyranni 211

Gendarmeriet vender tilbage 2 1 4 Politiet bryder sammen 214 Pay back time 2 1 6 Kælderaftalen 2 1 9

Kreér mig en udenrigspolitik 2 2 3 Løkke-doktrinen, der udeblev 223 Washington kalder igen 225 F-35 – et konservativt farvel 227

Ytringsfriheden under pres 2 3 1 Hadprædikanter 2 31 At danse på et skråplan 237

Det smukke land reddet 2 4 0 Planloven overlever 240

På vej til ørkenvandringen 2 4 2 Et andet Danmark 242 5

520 dage.indd 5

27/03/2017 08.32

Problem # 1: PSO-afgiften 244 Problem # 2: Togfonden DK – et levende skelet 247 Problem # 3: Europol – useriøst regeringsarbejde 250

Utåleligt ophold 2 52 Støjbergs interneringsplaner 252 Nødbremsen 2 5 4

Fugle på taget 2 5 6 Den store dag 2 5 6 En ny mellemskat 2 59 Psykopatklubben 261 Regningerne 2 6 5 Den ømme tå 2 6 7 Tulles andet stormvejr 272

Slutspillet 2 7 8 Pause 2 7 8 Den nødvendige finanslov 280 Marienborgrunden 283 Cirkeline – et værdipolitisk problembarn 288

En afsluttende bemærkning 2 9 0 Hvem er hvem 2 9 3

520 dage.indd 6

27/03/2017 08.32

Forord

D

en po li t i sk e hu k o m m el se e r k ort. M e d m e l l e m r um e r d e t gavnligt at stoppe op et øjeblik, trække vejret dybt og gøre status. Gå tilbage i historien og finde de paralleller, der kan forklare det skete, eller omvendt, de forskelligheder, der gjorde Lars Løkke Rasmussen til sin helt egen. Det gør denne bog. Den daglige nyhedsformidling levner ikke plads til det historiske perspektiv. Hvad var det lige, der skete og hvorfor? Hvad fik Lars Løkke Rasmussen og hans smalle regering ud af de 520 dage, der gik, fra dronningen modtog ministrene i tiltrædelsesaudiens den 28. juni 2015, til hun igen sagde farvel til dem den 28. november 2016?

Bogen er tænkt som denne dybe indånding.

Faktisk blev de 520 dage nogle af de mest hæsblæsende i politik i mange år, for i virkeligheden var det ikke så lidt, Lars Løkke Rasmussen fik ud af det. Han forandrede Danmark. Mens Helle Thorning-Schmidt i sin statsministertid i det store og hele blot administrerede det bestående samfund, søgte Lars Løkke Rasmussen hele tiden at lave om på det. Forbavsende meget lykkedes på kun 520 dage, når man trækker vejret og ser tilbage.

Lars Løkke Rasmussens regering byggede på det spinklest mulige flertal i Folketinget. Ét mandat. Bag ham og Venstre stod Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Tre vidt forskellige partier: det nationalkonservative Dansk Folkeparti, det i ideologisk forstand yderliggående liberalistiske Liberal Alliance og det hæderkronede, klassisk konservative Det Konservative Folkeparti, der netop på denne tid kunne fejre hundredåret for sin grundlæggelse.

Der er både fordele og ulemper ved en regering, som kun består af et parti, der ikke i sig selv har flertal i Folketinget. Fordelen er, at statsministeren kan fremlægge regeringens politik rent og purt i lovforslags form for Folketinget. Der skal ikke indgås kompromiser med ministre fra andre partier, ministre, der vil markere sig ved at bruge deres embedsmænd til at så tvivl om detaljers holdbarhed.

Ulempen er, at en etpartiregering som regel må blege eller ligefrem sælge ud af sine principper, når den skal finde et flertal i Folketinget.

Bogen handler om de principper, der blev solgt, og de ideologiske sejre, der blev vundet af en regering, som i sjælden grad formede sine forslag skarpt.

Fra dag ét i Lars Løkke Rasmussens regeringsperiode begyndte Folketingets blokke at forvitre. Man kan ikke aflæse den udvikling i tabeller over afstemningerne 7

520 dage.indd 7

27/03/2017 08.32

i folketingssalen. Den kan heller ikke registreres ved at lytte til ordførertalerne enkeltvis. Men den er der og påvirker stemningen blandt politikerne og de 450 andre mennesker, der daglig færdes på Christiansborg. Hver dag i de 30 år jeg er gået fra parkeringspladsen i Indre Gård og gennem den tunge egetræsdør ind i Forhallen til Folketinget, har allerede betjentenes ”godmorgen” fortalt, om det bare blev en dag på kontoret, eller om der skete noget. De metertykke mure i den gamle borg sitrer og sveder, når der er politisk drama i luften.

Det var der næsten daglig i Lars Løkke Rasmussens 520 dage. Hvornår revnede de to blokke for alvor? Det skete ikke, men sprækkerne blev efterhånden synlige også betragtet af mennesker, der befandt sig uden for de tykke mure. Mette Frederiksen, som mange havde anset for ægte rød, lagde Socialdemokratiets kurs om i en stribe politiske spørgsmål og efterlod SF, Alternativet, Enhedslisten og De Radikale måbende tilbage. I blå blok blev Dansk Folkeparti i stigende grad utilfreds med både de andres værdipolitik og deres økonomiske politik. De to store partier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, kom på glidetur mod hinanden i erkendelse af, at det var de samme vælgere, de repræsenterede. Måske en ny midte på mange områder i dansk politik.

Det forstod Lars Løkke Rasmussen at udnytte som den gedigne parlamentariske håndværker, han er. Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis positioneringskamp gjorde, at de kunne spilles ud mod hinanden og blev det.

Lars Løkke Rasmussens smalle regering efterlader sig et økonomisk stærkt, men kulturelt og folkeligt mere splittet Danmark, end han modtog. Økonomisk stærkt, fordi den konjunkturfremgang, der begyndte under Helle Thorning-Schmidt, blev fastholdt. Men der lå over hele hans politik en opdeling i dem og os: Der er ’de fremmede’ og de ’rigtige danskere’. Der eksisterer et ’Produktionsdanmark’ over for en ’byelite’, og endelig er der ’nationalister’ og ’globalister’, som konstant taler forbi hinanden, og som han ikke søgte at bygge bro imellem.

Lars Løkke Rasmussen efterlader sig også et Danmark, hvis anseelse i udlandet blev svækket i hans smalle regerings tid, og et Danmark, der konstant bevægede sig på kanten af indgåede aftaler med omverdenen. Danmark er efter ham ikke længere den suverænt førende nation politisk og teknologisk, som alle så op til, når det gælder om at håndtere klimaudfordringerne. Med åbne øjne udfordrede han de menneskerettigheder, som vores kulturkreds nedskrev til kommende generationer som erfaringerne fra 2. Verdenskrig. Han gav verdens mest effektive landbrug rum til at producere endnu mere intensivt på miljøets bekostning.

Denne bog er journalen over, hvordan det lod sig gøre for en regering med kun en lille femtedel af vælgerne bag sig.

Lejre, februar 2017 Kaare R. Skou

520 dage.indd 8

27/03/2017 08.32

Blokpolitikkens snarlige død

M

e g et k a n m a n si g e o m L a r s L øk k e R a s m us s e n og h a n s d im inutive Venstreregering fra sommeren 2015, og meget er sagt. Det væsentligste resultat for det politiske liv var dog formentlig, at han mere eller mindre tvungent lagde femten års rigid blokpolitik død. Han genoplivede det samarbejdende folkestyre, hvor der skabes flertal på kryds og tværs. Der fremstilles masser af statistikker over afstemningerne i folketingssalen, men fejlen ved dem er, at de regner alle lovforslag for lige betydningsfulde. Set på den regnearksmåde havde Helle Thorning-Schmidts regering allerede forladt blokpolitikken. Men sådan er virkeligheden ikke. Der er forskel på en lov, som indfører kompenserende marine virkemidler ved etablering eller udvidelse af havbrug, og en lov, der fratager ankommende flygtninge deres smykker.

Det har været Danmarks styrke i det meste af tiden efter 2. Verdenskrig, at nok har vi mange partier, der stritter i alle retninger, men alle har en vilje til kompromis.

Vi har ikke en blok, hvis politik bliver rullet tilbage, når den anden blok kommer til magten. Det lykkedes til en vis grad i den praktiske politik, men nok ikke helt i folks bevidsthed. Før Lars Løkke Rasmussen gik alt – og det var virkelig alt – op i rød blok og blå blok. Sådan var det under Anders Fogh Rasmussen, og sådan var det under Helle Thorning-Schmidt.

Lars Løkke Rasmussen havde nok sit parlamentariske grundlag i blå blok, men han formåede at samle flertal med næsten alle mulige konstellationer – selv Enhedslisten var enkelte gange med – og han fik derved i virkeligheden, trods Venstres ringe styrke som Folketingets kun tredjestørste parti, meget af sin politik igennem ikke alene på det praktiske plan, men også på det ideologiske. Og han havde den fordel, at han ikke skulle blive enig med regeringspartnere, før han kunne fremlægge sin politik for Folketinget. Han kunne tale rent og klart på Venstres vegne. Samfundet i dag er et helt andet end før Lars Løkke Rasmussens 520 dage. Han viste sig usædvanlig parlamentarisk smidig uden nogensinde at tabe sine i øvrigt noget vage liberalistiske mål af syne. Håndværket var der sjældent noget at sige på. Allerede i de første uger af sin regeringstid anvendte han seks forskellige flertalskombinationer.

Da han kørte fast i efteråret 2016 med sin 2025-plan, fandt han også en udvej.

For første gang siden den tyske besættelse af Danmark i 1940 blev der midt i en valgperiode optaget nye partier i en regering. Han fik ikke flertal på den måde, men han vandt tid.

9

520 dage.indd 9

27/03/2017 08.32

Mette Frederiksen som ny socialdemokratisk formand blev ikke det skridt til venstre, som mange havde forventet og håbet på. Som månederne gik, blev hun mere og mere usynlig, og politisk lod hun sig dirigere af det dybblå makkerpar Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov, som i Trine Bramsen havde en efterplaprer, folk accepterede. Selv optrådte de kun nødtvungent offentligt. Specielt på det retspolitiske område viste Mette Frederiksen, at hun og hendes parti var til fals for enhver populistisk strømning uden den store fornemmelse for en retsstats idealer. Retspolitisk havde hun rygrad som en regnorm. Selv var den socialdemokratiske top ikke i stand til at forklare hverken vælgerne i almindelighed eller de socialdemokratiske partimedlemmer i særdeleshed, hvad partiets politik gik ud på. Det blev efterhånden umuligt at skelne Socialdemokratiet fra Dansk Folkeparti, og da Kristian Thulesen Dahl åbenlyst friede til Mette Frederiksen, tog hun imod. Man anede en ny alliance i dansk politik, der endegyldigt ville gøre op med rød blok og blå blok, selv om den ville møde store hurdler på sin vej og nok være længe undervejs.

Enhedslisten sank hurtigt tilbage i rollen som det evige nej-parti – partiet med de sympatiske holdninger og den manglende realitetssans. Og Alternativet var det svært at blive klog på, bortset fra at alle kunne se, at partiet var anderledes. Det syntes rigtig mange godt om i en periode, hvor politikerleden bare voksede og voksede. Trump blev præsident i USA, og briterne underkendte med Brexit-afstemningen premierminister Cameron. Efter det første år med Lars Løkke Rasmussen som statsminister var Alternativet det eneste parti, der havde flyttet sig med mere end to procentpoint i meningsmålingerne. Så kom Dansk Folkepartis deroute med Morten Messerschmidts misbrug af EU-penge, som han havde ansvaret for. Det mistede ved den lejlighed en tredjedel af sine stemmer.

Vi skal i stedet for blå og rød blok vænne os til, at der eksisterer et magtcentrum, der kalder sig de ansvarlige, de regeringsduelige, og som består af Venstre, Socialdemokratiet, De Radikale og måske De Konservative. Uden om dem svæver de øvrige partier, som kan hentes ind af og til for at skabe flertal. SF vil gerne være med i dette magtcentrum, og Pia Olsen Dyhr og nestoren Holger K. Nielsen arbejder ihærdigt på det, men erfaringerne fra Helle Thorning-Schmidts regeringstid, hvor SF forlod regeringen, ligger stadig som en tung dyne over partiet. Dansk Folkeparti vil i begyndelsen stadig ikke tage regeringsansvar, når det kommer til stykket, men på folkemødet på Bornholm i sommeren 2016 erklærer Kristian Thulesen Dahl sig dog parat efter næste valg, hvis to forudsætninger bliver opfyldt. For det første skal Dansk Folkeparti tilnærmelsesvis bevare sin tilslutning i vælgerbefolkningen, og for det andet skal Venstre begynde at betragte Dansk Folkeparti som et ligeværdigt parti. Liberal Alliance optræder i sin helt egen manege og er idelig en sten i skoen for Lars Løkke. Stenen blev til sidst så stor, at der ikke var plads til 10

520 dage.indd 10

27/03/2017 08.32

foden. Men igen overraskede Lars Løkke Rasmussen, udvejsrig som han er. Han knuste stenen.

Mens Helle Thorning-Schmidts indsats som statsminister stort set havde bestået i at administrere det eksisterende samfund, ville Lars Løkke Rasmussen lave det om.

Han fremlagde det ene ideologisk prægede forslag efter det andet, og så måtte det briste eller bære for hans regering. Det bar i overraskende mange tilfælde.

Her kommer fortællingen om, hvordan det gik til.

520 dage.indd 11

27/03/2017 08.32

De første dage Den vindende taber Omkring klokken 23 torsdag den 18. juni 2015 står det klart. Venstres formand Lars Løkke Rasmussen har tabt valget for sit parti, men vundet statsministerposten med den snævrest mulige margin. 90 mandater mod 89, de nordatlantiske medregnet. Der mangler ganske vist endnu et resultat fra et afstemningssted på Nørrebro i København, men det kan ikke rykke ved det endelige resultat – kun være med til at afgøre, om Socialdemokratiet eller Enhedslisten vinder København. Det gør Socialdemokratiet. Enhedslisten bløder til den ene af valgets store overraskelser, Alternativet.

Den anden store overraskelse er, at Dansk Folkeparti er blevet landets næststørste parti – større end Venstre. ”Stakkels Danmark,” sukker en Christiansborgjournalist med årtiers erfaring fra det politiske spil: ”Da vi havde Anders Fogh Rasmussen som statsminister, sad vi med en ideologisk velfunderet leder, der ikke formåede at omsætte sine minimalstatstanker til praktisk politik. Nu får vi en statsminister, der ikke kan den liberalistiske ideologi i detaljer, som ovenikøbet understreger, at han er barn af velfærdsstaten – den stat, som Venstre tidligere kaldte socialstaten eller formynderstaten – men som i praksis kan og vil indføre Venstres minimalstat. Det kommer til at gøre ondt.” Hvor Anders Fogh Rasmussen var liberalist med hud og hår, er Lars Løkke Rasmussen en konservativ socialliberal skifting, der må se i øjnene, at han skal stå i spidsen for en politik, der ligger til højre for ham selv. På visse stræk ret så langt til højre. Da han efter et års tid på posten som statsminister stadig ikke er blevet højreorienteret og nationalchauvinistisk nok, opstår partiet Nye Borgerlige, som tordner direkte ind i meningsmålingerne med en større tilslutning end Det Konservative Folkeparti.

Lars Løkke Rasmussen smider 13 mandater, heriblandt hans nære allierede og partiets finansordfører Peter Christensen i Aabenraa, der kun bliver tredjesuppleant med 5.133 peronlige stemmer mod næsten 13.000 valget før. Han har ikke passet sin kreds, lyder det fra Sønderjylland, der gør Dansk Folkeparti til det største parti i den syddanske storkreds og partiets leder, Kristian Thulesen Dahl, til den suveræne stemmesluger. Peter Christensen – til daglig PC – meddeler kort efter, at han trækker sig helt ud af politik. Blandt de tabte er også den hårdtslående liberalistiske ideolog og berygtede leder af Venstres tæskehold i folketingssalen, Jakob Engel-Schmidt.

12

520 dage.indd 12

27/03/2017 08.32

”Venstre har fået en røvfuld af Dansk Folkeparti, og det har jeg også,” erkender Peter Christensen. Meldingen var måske forhastet. Tre måneder senere udnævner Lars Løkke Rasmussen sin gode ven til ny forsvarsminister i mangel af garanteret driftssikre og erfarne kort i sin folketingsgruppe.

Det er en sjældent ydmyg Lars Løkke Rasmussen, der sent på valgaftenen møder sine supportere på Christiansborg. Han ved godt, at den opgave, der nu står for, ikke bliver nem. Kort før har Helle Thorning-Schmidt ringet til ham for at ønske tillykke og meddele, at hun fredag formiddag tager til Amalienborg for at indgive sin og regeringens afskedsbegæring til dronning Margrethe. Han ved også godt, at Venstres tab skyldes hans person. Han er en fremragende politisk og parlamentarisk tekniker, der snor sig elegant i den politiske heksekedel, men de mange sager gennem hele hans politiske karriere lige fra VU-tiden og frem, et umådeholdent alkoholforbrug i betydningsfulde situationer, taxaboner, dyre flyrejser og underbukser – alle de bilag, han i tidens løb mere eller mindre uberettiget har fået refunderet af offentlige kasser eller af partiet – klæber til ham. Tillidsbarometeret står på lavtryk. Det siges, at en kat har ni liv. Hvis Lars Løkke Rasmussen er en kat, har han med valget taget hul på det syvende eller ottende.

Som en vælger op til valget spørger: ”Jeg er til blå blok, men jeg vil ikke have Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Hvem skal jeg stemme på?”

Denne vælger, der givet repræsenterede mange, havde virkelig et problem.

I det hele taget oplever man som følge heraf en afdæmpet Lars Løkke Rasmussen under hele valgkampen, som han næsten fører som en enmandshær. Faconen klæder ham. Glimtvis ligner han ligefrem en statsmand, mens han det næste øjeblik falder tilbage i sin gamle rolle og bare er Lille Lars fra det nordsjællandske Græsted, selv om han for længst har skiftet Græsted ud med en dyr og mondæn adresse i Nyhavn – Københavns hjerte. Han kan ikke ryste sit image af sig. Han får flere gange i valgkampens løb Helle Thorning-Schmidt til at fremstå som unødig aggressiv. Der var ikke megen støtte at hente for ham i baglandet, end ikke fra de gamle badekammerater, Søren Pind, Peter Christensen og Leif Mikkelsen, i DGI-badet bag Hovedbanegården på Vesterbro. Dér, hvor han tidligere en gang om ugen ordnede verdenssituationen over en fadøl eller en god middag med tilhørende vine sammen med sin politiske inderkreds.

Pind var ugleset af Anders Fogh Rasmussen, der med hele sin regnearkstilgang til tilværelsen afskyede hans improvisationer og provokationer, mens Lars Løkke Rasmussen har kunnet bruge denne finurlige liberalistiske spydspids med sin helt egen fanskare i København, hvor Venstre i øvrigt står svagt. Uhyggeligt svagt. Straks Pind sætter sig i Justitsministeriet, lader han til manges overraskelse og måske også skuf13

520 dage.indd 13

27/03/2017 08.32

felse juristen i sig vinde over provokatøren og sender for det meste afbalancerede, nøgterne og professionelle signaler, der vidner om stor respekt for og viden om de fundamentale retsgrundsætninger og den gode forvaltningsskik i det danske system.

Hvor han før virkede lidt latterlig på sine modstandere i og uden for partiet, kommer han til som ny justitsminister at udstråle en troværdighed, som mange på Lars Løkke Rasmussens ministerhold kun kan misunde. Nogle i Venstre vil sige, at han fra dag ét bliver en del af systemet, andre, at han vokser eksponentielt med opgaven. Hans administrative evner er ikke berømmede efter hans borgmestertid i København, men måske kunne en personlighed som ham endelig genrejse Justitsministeriet efter 1990’ernes Tamilskandale og gøre det magtmæssigt ligeværdigt med Finansministeriet, der i den grad trænger til et modspil.

Den manglende støtte til Lars Løkke Rasmussen fra andre af Venstres kandidater skyldes frygten for at ende på taberholdet. Tabte han valget, ville han definitivt være færdig som partiformand. Og meget pegede i den retning. Lars Løkke Rasmussen havde været foran i meningsmålingerne, lige siden Helle Thorning-Schmidt i 2011 indtog Statsministeriet, men da valgkampen går i gang, står de to statsministerkandidater pludselig helt lige, og det holder sig valgkampens tre uger igennem.

Valgkampen bliver et opgør mellem rød blok – Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet – og blå blok – Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance – orkestreret af medierne, som slet ikke opfanger de bevægelser, der er i gang i vælgerhavet. Det sker først bagefter, da de får tygget på valgresultatet. Mens rød blok holder så meget sammen, som forskellige partier nu engang kan gøre det i en valgkamp, stritter blå blok i alle retninger. De er samspilsramte. Mest tydeligt er det omkring et helt grundlæggende element for samfundsøkonomien, det offentlige forbrug. Vi skal gennem et regnestykke: Økonomerne i Finansministeriet spår, at landet i 2016 vil opleve en vækst i bruttonationalproduktet på 1,9 procent fra 1.943 milliarder kroner til cirka 1.980 milliarder, altså en vækst på 37 milliarder kroner. Det, der statsregnskabsteknisk kaldes det offentlige forbrug, udgør cirka 26,5 procent af bruttonationalproduktet svarende til 515 milliarder kroner. Befolkningsudviklingen med stadig flere ældre tilsiger, at for at opretholde velfærdssamfundet på det eksisterende niveau skal det offentlige forbrug øges med 0,4 procent. Det svarer til 2,1 milliard kroner, så det i alt kommer op på godt 517 milliarder kroner.

De 0,4 procent er under valgkampen rød bloks udgangspunkt. Blå blok har det på sin side mere end vanskeligt med denne helt grundlæggende økonomiske størrelse, selv om det måske i virkeligheden bare er tal og regnedrenges teoretiseren. Venstre taler om nulvækst inden for det offentlige, hvilket reelt vil betyde nedskæringer, da der som sagt ifølge økonomerne er brug for 0,4 procent for at opretholde det niveau, 14

520 dage.indd 14

27/03/2017 08.32

befolkningen er vant til. Det Konservative Folkeparti, der har skattelettelser blandt de rigeste som det evige og stort set eneste mantra, kræver sammen med Liberal Alliance minusvækst inden for det offentlige for at få penge til skattelettelser, mens Dansk Folkeparti, der mere og mere fremstår som velfærdssamfundets egentlige borgerlige beskyttere, kræver en stigning i det offentlige forbrug til 0,8 procent – altså dobbelt så meget som rød blok og en mulighed for ligefrem at øge omfanget af velfærdsstaten.

Hvad det offentlige ikke år for år tager af stigningen i bruttonationalproduktet til det offentlige forbrug og til overførselsindkomster som for eksempel folkepension, får befolkningen ganske enkelt til bedre rødvin, større fladskærme og mere eksotiske ferierejser.

Det lykkes faktisk for politikerne at få dette regnestykke til at blive et centralt omdrejningspunkt i valgkampen. De seneste to-tre valg har næsten udelukkende handlet om de fremmede – indvandrerne og flygtningene – men de kommer kun til at spille en naturlig og proportional rolle i denne valgkamp. Det huer i grunden ikke Lars Løkke Rasmussen, der et par gange undervejs forsøger at trække udlændingekortet, men uden synderlig genklang. Det er, som om befolkningen er blevet bevidst om, at vi må tage vores ansvar i disse tider, hvor flygtningestrømmen fra Afrika mod Europa er den største siden 2. Verdenskrig, og hundredvis af mennesker dagligt må reddes i land på Sicilien og de østgræske øer fra synkende syriske, libyske og tunesiske plimsollere og gummibåde. Libyen er gået i opløsning, og i Syrien terroriserer såvel Islamisk Stat som præsident Assad. Flygtningestrømmen har endnu ikke for alvor ramt Danmark på valgdagen, og end ikke Dansk Folkeparti fører sig hidsigt frem. Helle Thorning-Schmidt og hendes kampagnestab har da også, allerede før valget blev udskrevet, dygtigt demonteret debatten om de fremmede ved at insistere på, at flygtninge skal arbejde for de penge, de får i understøttelse. ”Kommer du til Danmark, skal du arbejde,” hedder det i en stor annoncekampagne. Det kan folk forstå i en tid, hvor de arbejdsløse igen kan gøre sig håb om at finde arbejde, og konjunkturerne mærkbart er for opadgående. Så er det svært for Venstre at argumentere for, at flygtninge skal isoleres og spises af med, hvad der svarer til de studerendes SU. Store danske virksomheder og erhvervsorganisationer undsiger Venstre på dette punkt, og det er heller ikke rart.

Venstre optræder forbløffende fattigt på løfter under valgkampen. Den kontraktpolitik, der var en succes for Anders Fogh Rasmussen i 00’erne, og som han blev inspireret til af den britiske premierminister Tony Blair, hverken kan eller vil Lars Løkke Rasmussen kopiere med den brogede sammensætning, Folketinget har fået.

Kontraktpolitik, hvor man giver vælgerne en liste forud for valget med konkrete løfter, som de kan sætte flueben ud for, når de er gennemført, lader sig i virkeligheden 15

520 dage.indd 15

27/03/2017 08.32

kun gøre i topartisystemer, hvor regeringen har flertal i parlamentet. Når det alligevel dengang lykkedes for Anders Fogh Rasmussen, skyldtes det, at Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti som hans parlamentariske grundlag for det første viste sig stabilt i modsætning til det Fremskridtspartiet, på hvis ruiner det var opstået, og for det andet fordi Pia Kjærsgaard gik med til hvad som helst i den økonomiske politik, blot hun fik nogle stramninger i udlændingepolitikken og en blokering for de fremmedes integration i samfundet til gengæld.

Helle Thorning-Schmidt var grundlæggende også tilhænger af kontraktpolitikken, men for hendes regering blev den en katastrofe. Hun havde ikke et fast og stabilt flertal, og den kontrakt, som hun havde opstillet i 2011 forud for valget sammen med Socialistisk Folkepartis ledere, Villy Søvndal og Ole Sohn, kunne ikke opfyldes, da Det Radikale Venstre efter valget blev en del af regeringen – endda med større mandatmæssig styrke end SF. Margrethe Vestager havde som De Radikales leder en dagsorden, der afveg betydeligt fra Socialdemokratiets og SF’s tjekliste Fair Løsning – titlen på den amerikanske præsident Harry S. Trumans program fra 1947 uden i øvrigt at have ligheder med det.

Straks efter at Helle Thorning-Schmidt indgiver sin afskedsbegæring, indkalder dronningen til en dronningerunde. Det turde være overflødigt med de meldinger, som partierne har afgivet under valgkampen, men formalia skal være i orden, og ganske overraskende skaber Liberal Alliances leder Anders Samuelsen allerede nu om ikke vanskeligheder for Lars Løkke Rasmussen så ganske megen irritation. Han er en politisk håndgranat, hvor sikkerhedssplitten er pillet ud – han kan eksplodere når som helst. Det begynder ikke godt for sammenholdet i blå blok. Lars Løkke Rasmussen skal være kongelig undersøger, men Anders Samuelsen begrænser hans mandat til at undersøge mulighederne for at danne en flertalsregering – underforstået af Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.

Netop flertallets 90 mandater.

Lars Løkke Rasmussen må derfor indkalde samtlige partiledere efter mandatmæssig styrke til møde i Landstingssalen for at søge at løse den opgave, som dronningen har pålagt ham. Det kommer der ikke noget ud af bortset fra en understregning af det, som man vidste i forvejen, at de blå partier stritter i alle mulige retninger.

Med Lars Løkke Rasmussen som statsminister kan politik blive ganske hektisk og underholdende. Formelt er det afgørende for dannelsen af en firepartiregering, at De Konservatives Søren Pape Poulsen og Brian Mikkelsen sammen med Liberal Alliance kræver et løfte om topskattelettelser for at gå med i en regering. Lars Løkke Rasmussen afviser at give et sådant løfte, men reelt har han næppe på noget tidspunkt forestillet sig at danne en regering bestående af de fire blå partier.

16

520 dage.indd 16

27/03/2017 08.32

Lars Løkkes hold En ny tur hos dronningen giver ham det mandat, han vil have. Der skal blot dannes en regering. For skams skyld indkalder han Dansk Folkeparti til endnu en forhandling. Kristian Thulesen Dahl har signaleret, at indførelse af en fysisk grænsekontrol er afgørende for hans parti. Lars Løkke Rasmussen afviser at genoplive den permanente grænsekontrol med rød-hvid-malede grænsebomme, som han selv havde været med til at indføre i 2011, og som Helle Thorning-Schmidts regering afskaffede som en af sine første handlinger. Lars Løkke Rasmussen fremlægger et notat fra Justitsministeriet med tre cirkler, en rød, en gul og en grøn. Hvis man opererer inden for den grønne, stikprøvekontroller, vil det fuldt ud være i overensstemmelse med Schengen-aftalerne. Bevæger man sig over i den gule med en mere effektiv kontrol tæt på grænsen, men uden fysiske forhindringer, befinder man sig i den gule zone, hvor der måske kan forhandles med Schengen-landene, mens den røde cirkel angiver det forbudte. Lars Løkke Rasmussen vil kun operere inden for den grønne cirkel, og det er langtfra tilstrækkeligt for Kristian Thulesen Dahl. Han befinder sig entydigt i den røde. I et sidste forsøg på at nå fælles fodslag foreslår han, at de to partier nøjes med en hensigtserklæring om, at grænsekontrol er en god ting, men heller ikke det vil Lars Løkke Rasmussen være med til, og forhandlingerne bryder definitivt sammen. ”Lars Løkke Rasmussen har vendt bedetæppet mod Angela Merkel. Han tør ikke udfordre hende,” siger Kristian Thulesen Dahl sylespidst.

I al hast sammenfatter Lars Løkke Rasmussen så et regeringsgrundlag, Sammen for Fremtiden, og stykker en ministerliste sammen. Der er ingen større overraskelser på den. Det bliver de trænede kræfter i Venstres gruppe, der skal bære hans regering.

Først som nummer 11 i statsrådsrækkefølgen finder man en debutant, energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt, der i den foregående periode har været en af Lars Løkke Rasmussens mest trofaste støtter. Feinschmeckere bemærker sig, at ministeriet nu hedder Energi- og Klimaministeriet, hvor det før mere mundret hed Klima- og Energiministeriet.

Det siger noget om Lars Løkke Rasmussens prioritering, og der går da heller ikke mange dage, før Lilleholt tager den klimapolitiske debattør Bjørn Lomborg til nåde og lover ham nye millionbevillinger på finansloven, for at han kan fortsætte sin kritik af FN’s klimapanel. Temperaturstigningen på vores jordklode er mere en tilfældighed, end den er menneskeskabt. Vi kunne bruge pengene fornuftigere ved at bekæmpe fattigdom rundtom i verden end ved at satse milliarder på vedvarende energi, prædiker han overalt fra sit selvvalgte eksil i Prag under stor hyldest fra olieselskaberne, den amerikanske kullobby og dens Institute for Energy Research i Washington, som herhjemme ud over at støtte Bjørn Lomborg blandt andet har finansieret den konservativt-liberalistiske tænketank Cepos’ kritik af den danske vindmølleindustri.

17

520 dage.indd 17

27/03/2017 08.32

Institute for Energy Research har en politisk gren, American Energy Alliance, som bruger millioner af dollar på tv-reklamer for at mistænkeliggøre præsident Obamas relativt grønne energipolitik. AEA er finansieret af Koch Industries, som er en stor spiller inden for raffinaderivirksomhed, og som lobbyer heftigt blandt republikanske politikere i Kongressen for at få dem til at gøre investeringer i vindenergi ’så giftige, at de udebliver’. Det er det selskab, Lars Løkke Rasmussen bevidst eller ubevidst bevæger sig i retning af med udnævnelsen af Lars Christian Lilleholt og rehabiliteringen af Bjørn Lomborg.

Et hint mere om, at rigtige Venstremænds hjerte befinder sig i pengekassen og ikke i brystkassen, er Lars Løkke Rasmussens de facto-nedlæggelse af Miljøministeriet. Planlovgivningen med dens regulering af benyttelsen af det åbne land lægger han over i Erhvervsministeriet, og resterne af Miljøministeriet, hvilket især vil sige naturbeskyttelsesloven, lægger han sammen med Fødevareministeriet under ledelse af gårdejerdatteren Eva Kjer Hansen, som også i Anders Fogh Rasmussens tid har været fødevareminister. Ikke underligt, at man jubler på Axelborg og minder om tidligere løfter fra Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti om fjernelse af de dyrkningsfrie zoner langs landets vandløb, tilladelse til at sprøjte mere, til at bruge meget mere gødning på markerne og til en fodslæbende implementering af miljøbestemmelser fra EU i fremtiden.

Regeringen nedsætter ligefrem et centralt ministerudvalg, der skal forhindre, hvad Lars Løkke Rasmussen kalder overimplementering af EU-bestemmelser. Det er aldrig dokumenteret, men i borgerlige kredse har det længe heddet sig, at Danmark ikke alene gennemfører EU’s bestemmelser, men går længere, end det er nødvendigt. Nu skal Danmark i hvert fald ikke længere være en førernation, som man kan se op til, men placere sig i midten af middelmådigheder. Jens Otto Krags og Uffe Ellemann-Jensens visioner om Europa er væk. Men de kendte heller ikke til Dansk Folkeparti. Den kyniske højrenationalistiske rationalisme har sejret over drømmene og visionerne om en bedre verden i et europæisk fællesskab. ”Det er en kurs mod bunden,” siger Forbrugerrådet og Danmarks Naturfredningsforening. Ministerudvalget får erhvervsminister Troels Lund Poulsen som formand. Han mødes med kraftige betænkeligheder fra Udenrigsministeriet, der mener, at Danmarks muligheder for at påvirke udformningen af nye direktiver forringes med ham som bremseklods.

Det første skridt, han tager, er da også et tilbageskridt. Regeringen skifter kurs og opgiver at tage en sag ved EU-Domstolen om retten til børnepenge. I de forgangne år har Venstre udtrykt alle mulige eder og forbandelser over den socialdemokratisk-radikale regering, fordi den har administreret børnechecken efter EU’s regler og ikke efter det optjeningsprincip, som Venstre og De Konservative fik vedtaget i 18

520 dage.indd 18

27/03/2017 08.32

Folketinget i 2011. De to borgerlige partier allierede sig dengang med EU-modstanderne i Dansk Folkeparti og Enhedslisten for med dette alternative flertal at tvinge regeringen til at følge dansk lovgivning og ikke give polske jordbærplukkere i træsko adgang til at hæve en børnecheck ved kasse et, som Lars Løkke Rasmussen udtrykte det. Helle Thorning-Schmidt valgte statsretligt noget betænkeligt at overhøre dem, selv om de udgjorde et flertal i Folketinget. Optjeningsprincippet betød, at EU-borgere skulle have arbejdet i Danmark i to år, før de havde ret til børneydelsen, men der gik ikke lang tid, fra at det var trådt i kraft 1. januar 2012, før EU-Kommissionen skred ind. Det var ikke en polak, der havde klaget, men en tysk arbejder i Sønderjylland, og han blev støttet af regionsformand Carl Holst – manden, Lars Løkke Rasmussen netop har gjort til landets nye forsvarsminister.

Venstre foreslog forskellige alternative måder at udbetale børnechecken på. For eksempel kunne den omlægges til et fradrag i skatten eller blive bestemt efter de leveomkostninger, der er i det land, en given EU-borger med arbejde i Danmark kommer fra, mener partiet. Enhedslisten foreslår at indføre et bopælskrav, så børn skal bo i Danmark for at få børnecheck. Men enten var disse forslag i strid med EU-retten, eller også var de urimelige. Nu har regeringen travlt med at bortforklare sin kovending: ”Vi skal sikre, at vi finder en holdbar løsning, og derfor er vi nødt til at løse disse ting i fællesskab med ligesindede fra de øvrige EU-lande,” siger politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen. ”Vi ved jo, at lande som Storbritannien, Holland og Østrig og Tyskland står med lignende udfordringer,” siger han. ”Hvis vi kunne se, at vi kunne løse det her gennem EU-domstolen, ville vi også gerne gøre det. Det har vi desværre mistet troen på, at vi kan, for der er blevet udtalt så direkte en kritik fra EU-kommissionen af loven, og af de dokumenter, vi har fået adgang til, kan vi se, at vi simpelthen ikke kan løse det den vej igennem,” tilføjer skatteordfører Louise Schack Elholm. Men det har Venstre vidst fra dag ét, smiler juraprofessor Kirsten Ketscher. Intet har været skjult. Hun forklarer kovendingen med, at det altid er lettere at sidde i opposition og råbe op, end det er at skulle løfte et ansvar. Venstre er kommet til fornuft. Hun mener, at Venstre styrer direkte mod et nyt nederlag ved at bilde befolkningen ind, at mange lande er på Danmarks side i sagen: ”Det er stort set kun Danmark og David Cameron fra Storbritannien, der har udtalt sig negativt,” siger hun og peger på, at børnechecken slet ikke er et tema i for eksempel vore nordiske nabolande.

19

520 dage.indd 19

27/03/2017 08.32

Overraskelserne ”Er det en flot cadeau eller en udsøgt giftighed?” spørger folk sig selv, da de opdager, at Venstres næstformand Kristian Jensen er opført på Lars Løkke Rasmussens ministerliste som udenrigsminister og derfor vil være ude af landet store dele af tiden og uden indflydelse på den daglige politik. Og ikke alene bliver han udenrigsminister, men minister for et samlet Udenrigsministerium, hvor den samme minister ikke alene skal passe den generelle udenrigspolitik, men også udviklingsbistanden og udenrigshandelen. Kristian Jensen har aldrig før beskæftiget sig med udenrigspolitik, og Lars Løkke Rasmussen selv er også en amatør på det felt. Endda en håbløst dårlig amatør husker man fra FN’s store klimatopmøde i København. Alt tyder på en nedprioritering af udenrigspolitikken og et Danmark, der er sig selv nok. Og så tyder det på en pacificering af Lars Løkke Rasmussens væsentligste interne kritiker.

Nærmest fra dag ét hiver og slider erhvervsorganisationerne i Kristian Jensen.

Verdens stormagter har netop efter 12 års forhandlinger indgået en aftale med Iran, der forhindrer dette betydelige muslimske land i Mellemøsten i at udvikle atomvåben, mod at de internationale handelssanktioner bliver ophævet. Virksomhederne vil have Kristian Jensen til Teheran i spidsen for en handelsdelegation, og det kan ikke gå hurtigt nok. Tyske og franske ministre er allerede på vej, forlyder det. Han siger ja, men der går et halvt år, før han kommer af sted.

Hans første rejse, dagen efter udnævnelsen, går ikke til Teheran, men til Berlin.

Det er vigtigt for ham at overbevise sin tyske kollega, den erfarne Frank-Walther Steinmeier, om at der ikke vil blive tale om at indføre grænsekontrol i den form, som Dansk Folkeparti forestiller sig. Alt vil blive holdt inden for Schengen-aftalens rammer, og alt vil blive forhandlet med tyskerne. Der skal ikke opstilles rød-hvide grænsebomme.

For det andet kan Kristian Jensen fortælle Steinmeier, at Lars Løkke Rasmussens udtalelser under valgkampen om, at Danmark ubetinget vil støtte Storbritannien i dets genforhandlingskrav af sine medlemsbetingelser over for EU, ikke skal tages for mere, end det var. Valgflæsk. Væk er den periode i danmarkshistorien, hvor det var de venstreorienterede, der så mod Tyskland, og de konservative, der så mod Storbritannien.

Der udvikler sig hurtigt to skoler omkring Kristian Jensens udnævnelse. Den ene siger, at Kristian Jensen er sendt i statsministerlære. I en globaliseret verden og med det antal af topmøder, der efterhånden holdes i EU, skal en statsminister helst have udenrigspolitisk viden og erfaring. Den anden skole siger, at Lars Løkke Rasmussen har kørt Kristian Jensen ud på et sidespor. Det er hans hævn efter Kristian Jensens forgæves forsøg på at vælte ham på underbuksesagen i 2014, hvor Lars Løkke Rasmussen havde ekviperet sig luksuriøst på Venstres regning – en regning, der i sidste 20

520 dage.indd 20

27/03/2017 08.32

ende blev betalt af Dansk Pelsdyravlerforening som sponsor for Venstre, og hvor partiets hovedbestyrelse påtvang ham et uønsket makkerskab med Kristian Jensen.

Det vækker også opsigt, at Lars Løkke Rasmussen ikke finder plads til tidligere forsvarsminister Søren Gade på ministerlisten. Han bliver i stedet gruppeformand for Venstres gruppe i Folketinget – en vigtig post, men alt andet lige ikke en ministerpost. Problemet for Lars Løkke Rasmussen er, at Søren Gade formentlig møder op til sit comeback i Folketinget bogstavelig talt med lig i lasten fra sin tid som forsvarsminister under Irakkrigen. Det er Lars Løkke Rasmussens hensigt at opløse Irakkommissionen nu, hvor den stod for at skulle begynde sine vidneafhøringer, og simpelthen standse alle videre undersøgelser af Anders Fogh Rasmussens krigsførelse.

Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen siger, at sagen er undersøgt til bunds, og at det er en uskik at lade politisk uenighed blive til juridiske spidsfindigheder. De, der ville sende styrkerne til Irak, havde dengang et flertal, og så er historien ifølge ham ikke længere.

Et flertal deler ikke umiddelbart den opfattelse, at de titusindvis af dokumenter – 70.000 sider – som Irakkommissionen allerede har indsamlet, bare skal sendes over i Rigsarkivet, hvor de vil være utilgængelige i mindst tyve år. Det er Liberal Alliances udenrigsordfører Mette Bock, der melder fra og giver Lars Løkke Rasmussen frem til juleaften 2015 til at komme på bedre tanker. Hun vil have de dokumentsammenfatninger, som kommissionen har nået at udarbejde, lagt frem. Flere medier kan bringe historier, som siver fra kommissionens foreløbige arbejde, og som nu står til at forblive lukket land i hvert fald i en generations tid. Således skal statsminister Anders Fogh Rasmussen, allerede et år før Irakkrigen bryder ud, have lovet den amerikanske viceforsvarsminister og hovedarkitekt bag krigen, Paul Wolfowitz, dansk militærstøtte, og under krigen skjuler regeringen for Folketinget, at forsvaret arbejder sammen med det berygtede amerikanske korps af lejesoldater, Blackwater, et samarbejde, som den danske regering til stadighed ønskede tættere, til trods for at Blackwater allerede på det tidspunkt havde gjort sig skyldig i krigsforbrydelser. Søren Gade siger, at han ikke husker detaljer, men dengang ruttede regeringen ikke ligefrem med oplysninger til Folketinget, fortæller han. Mere kan sagtens være skjult.

Liberal Alliance får sit krav om offentlighed opfyldt efter lange forhandlinger med justitsminister Søren Pind, men kun i en totalt udvandet og nærmest ligegyldig form. Et smalt flertal bestående af blå blok og Alternativet vedtager at lade en historiker og en politolog udpeget af udenrigsministeren over to år gennemgå baggrunden for krigene i Kosovo, Afghanistan og Irak ud fra de foreliggende ikke-hemmeligstemplede dokumenter og uden mulighed for at afhøre vidner. Det bliver den første af mange gange, hvor Liberal Alliance højtråbende stiller ultimative krav, men lader sig spise af med håndører. Anders Fogh Rasmussen og Søren Gade slipper for noget, 21

520 dage.indd 21

27/03/2017 08.32

der kunne vise sig at være ret pinligt for dem, men lærerigt for os andre. Stort set alle andre krigsførende lande har været gennem den proces.

Kristian Jensen får tre personer at vælge imellem. Flere har ikke ønsket at stille sig til rådighed for, hvad der på universiteterne opfattes som en gang regeringsdikteret forskning. Af de tre kan Kristian Jensen ikke bruge den ene, professor Bjørn Møller fra Aalborg Universitet, for han har på forhånd udtalt sig kritisk om den danske krigsdeltagelse. De to sidste, professor Anders Wivel og lektor Rasmus Mariager fra Københavns Universitet, bliver sendt til sikkerhedsgodkendelse hos PET. Anders Wivel beroliger med, at hvis myndighederne i urimeligt omfang stiller hindringer i vejen for hans arbejde, dropper han det. ”Forhistorien er ikke køn, og det giver forståeligvis næring til bekymring, at regeringen først nedlægger en undersøgelseskommission med en respekteret landsdommer som formand, for derefter at iværksætte en undersøgelse, der er anderledes, fordi den ikke skal beskæftige sig med de juridiske aspekter,” skriver de to forskere.

Formandsopgøret Med valget af Folketingets nestor, Bertel Haarder, til kultur- og kirkeminister løser Lars Løkke Rasmussen noget, der kunne have udviklet sig til et problem for ham.

Bertel Haarder ville på sine ældre dage have været en naturlig, bredt favnende og samlende formand for tinget, en formand, som ikke alene havde dets tillid, men også befolkningens. Han ville ikke bare have været en administrerende direktør, som forgængerne Thor Pedersen og Mogens Lykketoft nærmest var det, men kunne have udviklet sig til at være vores alle sammens formand for Folketinget, som for eksempel Christian Mejdahl og længe før ham Karl Skytte, Svend Jakobsen og Erling Olsen var det.

Nu er vejen banet for, at Dansk Folkepartis stifter Pia Kjærsgaard kan vælges til formand. En tillidsskabende foranstaltning i forhold til Dansk Folkeparti fra Lars Løkke Rasmussens side, som han ganske givet forventer betalt tilbage på et tidspunkt. Ganske vist stiller Socialdemokratiet med en attraktiv modkandidat i form af tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, men blå blok har et flertal, selv om det kun er på et enkelt mandat, og det må jo i så simpel en sag kunne manifestere sig, mener Lars Løkke Rasmussen.

Men så nemt er det ikke. Intet synes overhovedet at skulle være nemt for Lars Løkke Rasmussen i de første dage. Liberal Alliances nummer to, Simon Emil Ammitzbøll, melder pludselig ud, at LA ikke kan støtte valget af Pia Kjærsgaard, medmindre Dansk Folkeparti giver en eller anden form for garanti for, at topskatten vil blive sænket.

Christiansborg anses af mange for at danne ramme om et utal af studehandler. De 22

520 dage.indd 22

27/03/2017 08.32

skulle efter sigende nærmest være dagligt forekommende. At det er faktisk uretfærdigt og forkert, er en anden sag. Generelt anses studehandler, hvor en part får noget mod at levere den anden part noget andet, der slet ikke har med sagen at gøre, for ufine og i strid med den politiske kultur i Danmark. Studehandler blev først almindelige under Anders Fogh Rasmussen som statsminister, hvor han accepterede Dansk Folkepartis krav om stramninger på udlændingeområdet mod at få flertal på nær sagt et hvilket som helst andet område. Paradoksalt nok er det det parti, der om noget hævder, at det beskytter dansk kultur, der er gået foran med at nedbryde forligskulturen i Folketinget. Nu skal Dansk Folkeparti efter Ammitzbølls mening smage sin egen suppe. I krogene bliver der talt om rockermetoder fra Liberal Alliances side.

Kravet fra Ammitzbøll er fuldstændig uhørt, og Kristian Thulesen Dahl har is nok i maven til tavst at lade tiden gå, mens kritikken hagler ned over Liberal Alliance fra alle andre sider. I længden vil det blive værst for Liberal Alliance selv, hvis Simon Emil Ammitzbøll får held til at hindre Pia Kjærsgaards valg, vurderer Kristian Thulesen Dahl. Han er om nogen mesteren i det politiske magtspil og en dreven strateg.

Gør Liberal Alliance indirekte Helle Thorning-Schmidt til Folketingets formand, vil det faktisk styrke Dansk Folkepartis position, fordi Lars Løkke Rasmussen så bliver tvunget til at se bort fra Liberal Alliances ønsker i mange forhandlinger, hvor de skal sidde side om side med Dansk Folkeparti på et ministerkontor.

Lars Løkke Rasmussen sætter gruppeformand Søren Gade til at rede trådene ud.

Det er hans opgave som gruppeformand for regeringspartiet at få Folketinget konstitueret med formænd og næstformænd for alle nævn og udvalg. I teorien kan blå blok med sit flertal på et enkelt mandat besætte alle disse poster, men der er tradition for i Folketinget, at de fordeles mellem alle partier. Der går 24 timer, så beklager Simon Emil Ammitzbøll. Kravet om topskattelettelser var en lapsus, forklarer han. Men Liberal Alliance opnår så meget ved deres stunt, at Søren Gade må give dem posten som formand for Finansudvalget. Det er inden for skiven. Partiet besætter posten med journalisten Ole Birk Olesen, der har beskæftiget sig meget med økonomi i sin journalistik.

Posten som formand for Finansudvalget er prestigefyldt, men mest af historiske grunde. I dag er han blot en udvalgsformand blandt udvalgsformænd, men har dog eget sekretariat. Dengang, før 1953, hvor Rigsdagen bestod af et Folketing og et Landsting, havde Folketinget retten til at behandle finanslovsforslaget først, og det kunne ændre detaljer i forslaget. Landtinget kunne kun forholde sig til bevillingerne ministerområde for ministerområde. Tilslutning fra Finansudvalget til en bevilling og velvillighed fra Finansudvalgets formand var således altafgørende for en regering.

Udvalgets magt nåede sit højdepunkt omkring år 1900, hvor Venstremanden J.C. Christensen, det moderne Venstres urfader, var udvalgets formand. I Rigsdagen blev 23

520 dage.indd 23

27/03/2017 08.32

han senere kendt som blot I.C. – man skelnede dengang ikke mellem I og J – men som finansudvalgsformand blev han kaldt Christensen-Stadil eller hr. Stadil. Stadil var den landsby ved Ringkøbing, som han stammede fra. På Højres delegeretmøde illustrerede en taler sit partis regerings ydmygede situation ved at berette om en deputation, der havde opsøgt en af ministrene for at få støtte til et projekt, hvorefter ministeren havde svaret: “Hør, sig mig min kære, hvad siger Christensen-Stadil om den sag?” Man måtte opsøge ham på sit kontor eller på Hotel Kronprindsen i Nyhavn 21, hvor han ligesom de øvrige Venstremænd fra provinsen havde en lille pensionatslejlighed, før man henvendte sig til en minister. Det fortaltes, at krigsministeren end ikke selv turde afgøre, hvilke sange soldaterne skulle synge, når de marcherede, men lovede at forelægge spørgsmålet for Finansudvalget. Da indenrigsminister Vilhelm Bardenfleth et år ikke kunne overholde sit budget, satte I.C. ham under så udtrykkelig administration, at han valgte at trække sig. Det samme skete for krigsminister Christian Tuxen, der havde læst i en avis, at det trak op til krig mellem Storbritannien og Rusland over deres sammenstødende interesser i Stillehavet, og straks, uden at spørge Finansudvalget, bestilte en portion højeksplosive granater til Københavns Befæstning fra Krupps fabrikker i Tyskland. Regeringen undskyldte sig med, at det var for en sikkerheds skyld, men J.C. Christensen konstaterede tørt, at der ikke forelå indberetninger fra de danske ambassadører om nogen krigsfare, og dermed var sagen afgjort.

Lars Løkke Rasmussen får andre problemer med konstitueringen end posten som Folketingets formand. Et flertal på 90-89 i Folketinget i det daglige er ikke meget.

Selv om der sjældent sker tekniske uheld ved afstemningerne, så regeringen og dens støttepartier tilfældigvis kommer i mindretal, så stiger risikoen, når forskellen mellem blokkene er så lille. Kan han overtale det nyvalgte grønlandske medlem Aaja Chemnitz Larsen fra det lille venstreorienterede Inuit Ataqatigiit til at lade være med at stemme i alle andre end grønlandske sager, står det 90-88 i Folketinget til daglig. Det er lidt bedre. IA blander sig normalt ikke i rent danske forhold, men han vil gerne have en garanti. Han tilbyder hende til gengæld at blive formand for Folketingets Grønlandsudvalg. Hun siger nej, og han hævner sig ved at gøre det totalt ukendte, nyvalgte Venstremedlem Marcus Knuth til formand. Han er officer af uddannelse og ansat i Udenrigsministeriet som rådgiver i mellemøstlige spørgsmål, og så er han som integrationsordfører manden, der skal stå på mål for integrationsminister Inger Støjbergs politik. Han skal hurtigt vise sig som et meget talentfuldt og driftssikkert nyt medlem af Venstres ellers noget middelmådige folketingsgruppe, men Grønland har han ingen erfaring med eller udtalt interesse for.

24

520 dage.indd 24

27/03/2017 08.32

Det første forlig Faktisk får Lars Løkke Rasmussen sit første forlig hen over midten i Folketinget på plads allerede samme aften, som de nye ministre overtager deres kontorer. Det er finansminister Claus Hjort Frederiksen og den nye skatteminister Karsten Lauritzen, som regnes for både den dygtigste politiker, den mest sympatiske og mest driftssikre af de helt nye ministre, der står bag. Boligjob-ordningen – populært kaldet håndværkerfradraget – bliver genindført med tilbagevirkende kraft fra nytår 2015, som Venstre har lovet det i valgkampen, trods modstand fra Liberal Alliance. Flertallet skabes i stedet med Socialistisk Folkeparti og Alternativet, hvis forhandler, Josephine Fock, end ikke er godkendt som medlem af tinget endnu. Dristigt af Uffe Elbæk og godt gået af hende og af Karsten Lauritzen. I 2015 bliver der tale om det traditionelle håndværkerfradrag, mens det fra 2016 får en mere grøn profil, så det først og fremmest er udgifter til energibesparelser, man kan trække fra i skat.

Boligjob-ordningen er opfundet af den konservative Brian Mikkelsen og har vist sig at være en meget dyr måde at skaffe jobs på. 1,1 milliarder kroner mister staten i skatteindtægter, hvilket betyder, at der bliver smidt næsten to millioner kroner i statstilskud efter hvert nyt job. Karsten Lauritzen anerkender, at der kan være bedre og billigere måder at skabe beskæftigelse på, men ordningen er populær, og Venstre har lovet vælgerne at genindføre den. Gang på gang har Lars Løkke Rasmussen i valgkampen slået på, at den skaber 5.000 nye jobs, men Karsten Lauritzen erkender at tallet, der stammer fra Dansk Byggeri, er langt mindre – kun 600. ”Man kunne have brugt pengene anderledes og bedre og skabt flere jobs, men vi sætter valgløftet over det faktum, at man godt kunne have skabt jobbene billigere,” siger skatteministeren, som med åbne øjne kaster 1,8 millioner nye kroner efter hvert job. Han forsøger sig med et argument om, at ordningen kommer Udkantsdanmark til gode, men det er i strid med statistikkerne, som siger, at den først og fremmest kommer villaejerne langs Øresundskysten i Nordsjælland til gode, og jo rigere man er, des bedre er man til at udnytte den.

Statistikkerne fortæller også, at 69 procent af det arbejde, der bliver udført med tilskud, ville blive udført alligevel – tilskud eller ej. De økonomiske vismænd ryster på hovedet. Boligjob-ordningen har ingen positiv værdi for hverken samfundsøkonomien eller statens økonomi. Den er ren politik – 1,1 milliard kroner af statens penge kastet i grams for en politisk idés skyld. Det ser hverken godt eller fornuftigt ud for en regering, der forsøger at overbevise befolkningen om, at den har overtaget et stort hul i finanskassen.

Enhedslistens Pelle Dragsted, partiets strateg gennem mange år på Christiansborg, som nu er blevet medlem af tinget, ironiserer over, at da man ifølge EU selvfølgelig ikke må favorisere sit eget land, er der 2.100 danskere, der i 2014 har fået 25

520 dage.indd 25

27/03/2017 08.32

håndværkerfradrag for udgifter til vedligeholdelse af deres ejendomme i Frankrig, Spanien og Grækenland – eller hvor de nu måtte have sommerbolig.

Valget viser, at Venstre har problemer med Udkantsdanmark. Derfor Karsten Lauritzens nok ikke særlig holdbare argument. Stemmetallene godtgør, at i de områder, hvor man virkelig føler sig som udkant, har man stemt på Dansk Folkeparti, og der går da også kun få dage efter valget, før Venstre fuldt og helt bekræfter, at det står bag endnu en centraliseringsaftale som så mange før til skade for Udkantsdanmark.

Det er aldrig gået op for Venstre, at slogans som best practice og mest muligt for pengene næsten pr. automatik fører til centralistiske løsninger. Nu har regnedrengene fundet ud af, at det forholdsmæssigt er for dyrt at have døgnapoteker i en række mindre provinsbyer, og lukker dem. Den nye sundhedsminister, Sophie Løhde, bekræfter, at sådan er det. Det koster at holde liv i Udkantsdanmark, men for Venstre er opsparingen til forårets forhandlinger om skattelettelser trods alt vigtigere end det at holde liv i Udkantsdanmark, hvor meget man end taler om det.

Omprioriteringsbidraget Venstre fortæller aldrig under valgkampen, hvor partiet vil finde pengene til at dække dets politiske løfter, bortset fra at man vil spare på ulandsbistanden og på udgifterne til flygtninge og indvandrere, men alt i alt vil det næppe give mere end tre milliarder kroner og knap og nap dække, hvad Venstre lover hospitalssektoren. Det kommer dog hurtigt for en dag, hvor pengene skal hentes. Finansminister Claus Hjort Frederiksen vil køre grønthøsteren hen over de kommunale budgetter for 2016. Han kalder det et omprioriteringsbidrag, og det skal give omkring 2,4 milliarder i kassen. Blandt andet, forklarer han, til gavn for de ældre, som Venstre har lovet. Tørt bemærker formanden for Kommunernes Landsforening, Venstreborgmesteren i Kalundborg Martin Damm, at kommunerne må finde de 2,4 milliarder ved at spare på – de ældre.

I den kommunale administration er der for længst skåret ind til benet, og man kan ikke løbe stærkere, end man allerede gør. Stressniveauet er faretruende højt med en deraf følgende vækst i fejlraten. Regeringen er fra nærmest dag ét begyndt på den gammelkendte strategi at fodre hunden med dens egen hale og lade milliardbeløb svirre rundt i mediehavet.

Hvert år i begyndelsen af juni måned forhandler Finansministeriet og Kommunernes Landsforening om rammen for de kommunale budgetter det kommende år.

På grund af valget er disse forhandlinger allerede to uger forsinket, men Claus Hjort Frederiksen får dem hurtigt til at falde på plads. Sådan da.

Omprioriteringsbidraget er nærmest et diktat. Men til trods for Venstres valgløfter om at holde boligbeskatningen i ro, får kommunerne lov til at øge indtægterne fra grundskylden med 6,6 procent. Kommuneaftalen, som den kaldes, skal godkendes af 26

520 dage.indd 26

27/03/2017 08.32

Folketingets Finansudvalg. Det plejer at være en formssag, men bliver det langtfra på grund af de 6,6 procent. De Konservatives Brian Mikkelsen vil ikke være med, for ifølge ham er der familier, der må gå fra hus og hjem på grund af denne skattestigning. Det lykkes for begge tv-kanaler – formentlig med hjælp fra Det Konservative Folkepartis pressetjeneste – at finde to familier på Frederiksberg med hver to børn, der skal betale 7.500 kroner mere i grundskyld i 2016. Ingen stiller spørgsmål ved, om familier, der bor så dyrt på Frederiksberg, overhovedet i forvejen har råd til at bo dér, hvis ikke de kan tåle en skattestigning på 7.500 kroner om året. Danske Bank kommer frem til, at en gennemsnitsfamilie på Frederiksberg får en skattestigning på 2.676 kroner og en tilsvarende familie i Aarhus en stigning på 955 kroner. Men med Brian Mikkelsens nej og tv’s fokusering på sagen har regeringen ikke sit parlamentariske grundlag på plads, og derfor er det usikkert, om Claus Hjort Frederiksen kan skaffe flertal for kommuneaftalen i Finansudvalget.

Det bliver den radikale Martin Lidegaard, der redder regeringen. I direkte tv siger han, at Claus Hjort Frederiksen er velkommen til at ringe, hvis han mangler nogle mandater, men at der selvfølgelig er en politisk pris, der skal betales. Lidt mindre kontant siger socialdemokraten Benny Engelbrecht det samme. Brian Mikkelsen står fast. På grund af de forsinkede forhandlinger har Claus Hjort Frederiksen kun lidt under et døgn til at skaffe sig parlamentarisk dækning, hvis kommunerne skal kunne overholde fristen for at få budgetterne på plads. Finansudvalget har sagen på dagsordenen klokken 15 dagen efter Brian Mikkelsens definitive nej til de 6,6 procent. Brian Mikkelsen forlanger ikke kommuneforhandlingerne genåbnet, men at regeringen giver grundejerne kompensation for den stigende grundskyd via finansloven. Lidt senere gør Søren Pape Poulsen en fastfrysning af grundskylden til et ufravigeligt konservativt krav forud for finanslovsforhandlingerne. Det vil koste 600 millioner kroner i 2016.

Nu har Brian Mikkelsen aldrig udvist de store strategiske evner i det politiske spil og for så vidt heller ikke de store parlamentariske evner hverken som forhandler eller udvalgspolitiker, men han er populær i partiet. De næste timer skal klæde ham og hans parti fuldstændig af i kommuneforhandlingerne. Han har givetvis regnet med, at Claus Hjort Frederiksen ikke kan finde et flertal uden om Det Konservative Folkeparti, men han tager ikke højde for, at Venstre og Socialdemokratiet har én fælles interesse, som rækker ud over både den daglige politik og de ideologiske forskelligheder. De to partier er landets borgmesterpartier, og de er ikke interesserede i konflikter med deres borgmestre.

Om aftenen før næste dags deadline ringer Claus Hjort Frederiksen til Martin Lidegaard i sommerhuset i Odsherred: Mød op i morgen i Finansministeriet klokken 10.30 og lad os tale om tingene. På papiret ser De Radikales og Socialdemokratiets 27

520 dage.indd 27

27/03/2017 08.32

modkrav små ud, men konsekvenserne er principielle. De to partier vil bære hans kommuneaftale igennem, hvis Venstre lover, at de tre partier, Venstre, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, altid i fremtiden vil stemme for i Finansudvalget til et forhandlingsresultat mellem regeringen og kommunerne. Claus Hjort Frederiksen accepterer uden at blinke. Det er faktisk bare en kodificering af traditionen.

Der er én vinder og tre tabere ved den aftale. Det handler om magtfordelingen i samfundet. Vinderen er Finansministeriet, der tapper magt fra Folketinget. Det står i Folketingets magt at forkaste en kommuneaftale, og selv om det nærmest er teoretisk, at det gør det, så har det magten til det, så Folketinget er en af de tre tabere.

Den anden taber er Kommunernes Landsforening, der mister en appelmulighed til Folketingets Finansudvalg, som den kunne bruge som pression under forhandlingerne med finansministeren.

Den tredje taber er Brian Mikkelsen og hans Konservative Folkeparti. Man taler ofte om landets fire regeringsbærende partier, Socialdemokratiet, Venstre, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti. Claus Hjort Frederiksen sætter spørgsmålstegn ved, om Det Konservative Folkeparti længere kan regnes for regeringsbærende. Han taler om ”det tekniske uheld.” Det er uvist, om udtrykket er møntet på Brian Mikkelsen personligt eller på hans parti som sådan, men givet er det, at Claus Hjort Frederiksen ikke længere regner hverken ham eller partiet for driftssikkert. Brian Mikkelsen ømmer sig og har klogeligt ingen kommentarer.

Uden nogen rigtig lægger mærke til det i første omgang, så har kommuneforhandlingerne også medført en betændt ændring i kommunernes økonomi. ’Ældremilliarden’ er forsvundet efter ønske fra Kommunernes Landsforening. Selve milliarden er ikke forsvundet, men i fremtiden kan kommunerne bruge pegene, som de vil. De bliver en del af det almindelige bloktilskud, hvor kommunerne kommune for kommune før skulle gøre rede for, at pengene vitterlig blev brugt på de ældre. Det gør de næppe længere. De vil blive brugt på alt muligt andet. Historien viser, at Dansk Folkeparti, når det kommer til stykket, accepterer store besparelser på ældreområdet og nye udgifter til bureaukratiet uden at blinke. Under Anders Fogh Rasmussens regering var det blevet til 11,8 procent pr. +65-årig med Dansk Folkepartis accept, mens Helle Thorning-Schmidts regering også havde sparet, dog mindre. Vi skal tilbage til den konservative Poul Schlüters regeringstid i 1980’erne for at finde år, hvor den kommunale service over for de ældre blev øget. Ældremilliarden havde været en tricky del af forhandlingerne om finansloven året før, hvor det var socialdemokraten Bjarne Corydon, der stod for dem. Enhedslisten havde krævet konkrete minimumsrettigheder for de ældre – populært blev det til et bad to gange om ugen – mens Dansk Folkeparti til sidst sluttede op om Corydons forlig med Venstre og De Konservative om en uspecificeret milliard til 28

520 dage.indd 28

27/03/2017 08.32