59e26238af3541c193a609af3f326d88

Joakim Garff

Historien om Kierkegaards forlovede og Schlegels hustru

Regines Gaade.indd 2

13/03/13 11.43

J oa k i m G a r f f

Historien om Kierkegaards forlovede og Schlegels hustru GADS FORLAG

Regines Gaade.indd 3

13/03/13 11.43

Regines Gaade.indd 2

13/03/13 11.43

Forord Gik man ud ad Nørrebro, laa dér et Hus, paa hvis første Sal man var velkommen (...). Husets Herre var en slank og stille Mand, der altid tog sig ud og altid var værdig; han havde beklædt en høj Embedsstilling med Ære. Fruen havde i sin Ungdom været meget indtagende, var endnu som ganske ung bleven hvidhaaret, og var nu smuk med snehvide Lokker til det friske Ansigt. Hun var for mig som usynligt mærket; thi hun havde som pur ung været elsket af en stor Mand.

Hun viste sand Velvilje, hjertelig Imødekommen. Men Udbyttet ved at kende hende var ikke stort; dertil var hun altfor selskabeligt urolig. Naar Huset havde Modtagelsesaften, blev hun ikke længe nok staaende ved nogen Gruppe til ordentlig at opfatte, hvorom der blev talt. Efter et Minuts Forløb ilte hun hen i Salens andet Hjørne, sagde dér et Par Ord, hørte med et halvt Øre Samtalens Genstand, og gik videre med at sørge for Theen.

Således skriver Georg Brandes i et tilbageblik på nogle uforglemmelige sammenkomster hos ægteparret Schlegel i deres hjem på Nørrebrogade 8. Brandes var dengang bare 25, men havde alle dage øjnene med sig og har da også hin aften i de schlegelske stuer indfanget nogle karakteristiske træk ved værtsparret – set udefra. Johan Frederik Schlegel er den diskrete, afdæmpede og korrekte vært, der bevarer overblikket, roen. Hans hustru, Regine Schlegel, er anderledes tvetydig, der er ligesom noget sfinksagtigt over hende, men tillige noget dragende og fristende, for hun har været genstand for Kierke9

Regines Gaade.indd 9

13/03/13 11.43

gaards kærlighed og er derfor, hvad Brandes kalder usynligt mærket.

Formuleringen, usynligt mærket, er velvalgt, men angiver også i al sin modsætningsfyldthed, at Brandes havde ventet at møde Kier­ ke­gaards yndige ungdomskæreste, men i stedet blev modtaget af Schlegels lovformelige hustru, der med snehvide lokker gik belevent omkring og skænkede te. Som så mange før og siden har Brandes sikkert håbet, at Regine ville åbne en dør bare lidt på klem ind til sin spektakulære fortid, så Brandes derigennem kunne komme den røde tråd i den kierkegaardske labyrint noget nærmere. Men han skuffes, Brandes, mærkbart endda, fordi den kvinde, som ligger inde med uvurderlig viden om mennesket bag geniet, minsandten selv er en gåde, en flygtig og uindfangelig figur, der ikke under sig den fornødne ro til at lytte eller samtale, men uden videre varsel bryder ud af sin gruppe, fordi hun åbenbart har travlt med at være alle mulige andre steder end lige netop dér, hvor Brandes står og tripper med sine brændende spørgsmål.

Hvad den videbegærlige Brandes bragte med sig hjem fra sammenkomsterne i hjørnehuset derude på Nørrebro, ved vi ikke; heller ikke ved vi, om han har betroet Regine, at han i længere tid havde beskæftiget sig indgående med Kierkegaards skrifter og gik med planer om at forfatte en biografi om manden og derved umuligt kunne undgå at komme ind på det højspændte drama, som deres passion for hinanden ikke bare udviklede sig til, men ret beset vedblev at være.

Hvor unge Brandes forgæves forsøgte at fange fru Schlegels opmærksomhed, kom jeg for alvor i berøring med Regine som følge af en række tildragelser, der var så lykkelige, at nemesis formentlig før eller siden begynder at røre på sig: En sensommeraften i 1996 befandt jeg mig i den lille lollandske by Søllested, hvor jeg havde holdt foredrag om Kierkegaard for højskolens elever og de interesserede i lokalområdet. Ved det efterfølgende kaffebord blev jeg anbragt over for et velbevaret ældre ægtepar, hun med en sirligt arrangeret frisure, der indrammede et par livfulde øjne, han stilfærdigt 10

Regines Gaade.indd 10

13/03/13 11.43

smilende og ulasteligt iført butterfly og en dybblå, nypresset blazer med blanke messingknapper. Kvinden viste sig at være et barnebarn af Regines storesøster Cornelia og fremsatte uden videre varsel et tilbud, der fik mig til at forstumme og mærke en slags ildtunger ved tindingerne: Hvis det kunne have min interesse, var jeg mere end velkommen til at læse de mere end hundrede breve, som Regine havde vekslet med Cornelia under sit ophold i Dansk Vestindien, hvor hendes mand havde beklædt stillingen som guvernør i en femårig periode. Om jeg var interesseret?

En uges tid senere havde manden med butterfly og blå blazer været forbi mit kontor og på skrivebordet anbragt en prunkløs papkasse, hvori der engang havde været varer, som ifølge de mørkegrønne typer på kassens låg burde opbevares ved minus 18 grader, men nu rummede de breve, som Regine havde siddet og skrevet til sin yndlingssøster i sitrende tropevarme på den anden side af kloden. Papkassen bekræftede således på det snurrigste den mistanke, som Kierkegaard forelægger sin læser i forordet til Enten–Eller: At det indvortes ikke altid er det udvortes og det udvortes derfor heller ikke altid det indvortes.

I kassen befandt sig en mængde nyere C5-kuverter forsynet med årstalsangivelser, der strakte sig fra 1855 til 1878. Nede i kuverterne gemte sig nogle små konvolutter, som med sirlig hånd var stilet til »Regina Schlegel. Sankt Croix«. De frimærker, der skulle bringe brevene vidt ud i verden, var alle blevet klippet bort, formentlig af en lidt for entusiastisk filatelist. I de fleste tilfælde manglede dog også konvolutterne, hvorfor brevene blot var holdt sammen af et stykke kvadreret, træholdigt papir, som man kender det fra skoletidens billige kollegiehæfter. Brevene var skrevet på det tyndeste tynde papir, gerne gråligt eller let blåligt, og bar tydelige spor af at være foldet et par gange, før det af de skrivetrætte fingre var blevet fiflet ned i konvolutten.

Efterhånden som jeg fik stunder til at sysle med de skrøbelige dokumenter, der i de ledige aftentimer ét for ét kom op af kassen, begyndte Regine og Cornelia at genopstå fra brevenes tyste rige sammen med de mennesker og miljøer, der omgav dem. Regine efter­ 11

Regines Gaade.indd 11

13/03/13 11.43

lod sig ingen dagbog, så ville man vide, hvem hun var, har man enten måttet forlade sig på Kierkegaards karakteristikker eller forsøge at sammenstykke et portræt på baggrund af de bemærkninger, som hun fremsatte efter sin ægtefælles bortgang i 1896, hvor hun alias »Geheimeraadinde Schlegel« udtalte sig et par gange om sin for­lovelse med Kierkegaard, men diplomatisk indskrænkede sig til at repetere den officielle version af historien. Mellem den purunge Regine Olsen og den aldrende »Geheimeraadinde Schlegel« ligger rundt regnet seks årtier. Det var dem, disse ukendte årtier, jeg nu havde fået adgang til.

Den verden, som Regine trak med sig ind på mit skrivebord, var i flere henseender fremmedartet, måske ikke mindst geografisk.

Dansk Vestindien var for mig et terra incognita, et ukendt land, som jeg betrådte med eventyrerens uforbederlige nysgerrighed, men absolut også med den periodiske svimmelhed, som fornemmelsen af tabt orientering og gyngende grund under fødderne kan afstedkomme.

De tre små øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix, der var i dansk besiddelse frem til 1917, indgår i en lige så dramatisk som problematisk kolonihistorie, hvor slavehandel, pirateri, korruption, giftmord og dødelige sygdomme som gul feber og kolera hørte til dagens uorden. At øerne alt dette til trods kaldes for noget så uskyldigt som Jomfruøerne, kan virke ironisk, men skyldes først og fremmest deres paradisiske uberørthed, som også fortryllede Regine, når hun fra en kridhvid strand badede i en lille bugt eller fra en hesteryg beundrede øens eruptive frodighed i de medgørlige morgentimer, før tropevarmen for alvor satte ind, eller et uvejr pludselig lod sig ane i det fjerne ude over den azurblå flade.

Regines møde med den vestindiske virkelighed blev lige dele naturchok og kulturchok, men nok især det sidste, fordi hun skulle optræde i rollen som koloniernes førstedame og reelt rangerede lige under Danmarks dronning med de materielle velsignelser og selskabelige forbandelser, det nu engang indebar. Ikke mindre kompliceret var den daglighed, der ventede guvernør Johan Frederik ­Schlegel, som ikke bare overtog Peter von Scholtens imposante palæ, 12

Regines Gaade.indd 12

13/03/13 11.43

men også ansvaret for den vestindiske administration, der efter von Scholtens proklamation af slavernes frihed i 1848 var mere kompliceret end nogensinde tidligere, mærket som den var af økonomisk krise og reformer inden for retspleje, fattigkasse og skolevæsen.

Hovedpersonen i denne bog er lige så meget den pige, der et års tid var forlovet med Søren Kierkegaard, som det er den kvinde, der i mere end en menneskealder var gift med Johan Frederik Schlegel.

Bogen handler derfor – også – om det liv, der ventede Regine på den anden side af Kierkegaard, den følger hendes gøren og laden, indkredser stemninger og tilstande og fortæller derigennem hverdagshistorier fra en svunden tid. Som det tit er i en scene fra dagligdagen, at et menneskes livssyn manifesterer sig, således aftegner individets karakter sig undertiden tydeligst i relationen til andre. Regines verden er en sådan relationel verden, fyldt med venner og bekendte og elskede og savnede og ilde lidte. Men først og sidst er det en verden, der opretholdes af forholdet til familien, søstrene og brødrene og disses ægtefæller, som Regine på det livligste korresponderer med, og var denne bog en roman, hvad den ingenlunde er, kunne man måske lige­frem overveje at kalde den for en slægtsroman.

Stillet over for et så righoldigt materiale nødsages man naturligvis til at være selektiv, hvad jeg føler mig overbevist om, at Regine ville have bifaldet. Ikke alt i et brev kan være lige interessant, og jeg har ladet det i mine øjne mindre vedkommende ligge. Efter bedste evne har jeg forsøgt at repræsentere Regine og altså bestræbt mig på at finde og fremstille så mange sider af hendes væsen som muligt, så hun ikke bare – nok en gang – bliver en dekorativ porcelænsfigur uden noget indeni, men den kvinde af kød og blod og meninger og begæringer, som hun var i virkeligheden. Jeg er mig fuldt bevidst, at det er mig, der i adskil­lige sammenhænge fungerer som scenograf, og som fra tid til anden har anbragt kulisserne, så Regine kan agere og begribes på en meningsgivende baggrund, men en sufflør, der tilhviskede hende alternative replikker, har jeg ikke været. Jeg har med andre ord aldrig digtet hen over kendsgerningerne, endsige imod 13

Regines Gaade.indd 13

13/03/13 11.43

dem, men respekteret, at det foreliggende materiale nu engang var, som det var, at det talte, når det talte, men også tav, når det tav.

Regine skriver med det, man i fagkredse kalder ‘latinsk hånd’, hvilket vil sige, at hendes håndskrift minder meget om vores og derfor er relativt let at læse. Befordrende for læsbarheden er det også, at brevene rummer påfaldende få rettelser, tilskrivninger eller udblækkede linjer. Kun i særlige tilfælde har jeg indsat et manglende ord eller et tegn for at lette læsningen, ligesom jeg enkelte steder har bragt en forklarende kommentar til dette eller hint. Tilføjelser af den art figurerer inden for en skarp parentes og er med tegnet ɔ: markeret.

Understregninger i brevene er gengivet ved kursiv. Jeg har bevaret den enkelte brevskrivers bogstavering og tegnsætning og kun i helt evidente tilfælde foretaget stiltiende rettelser.

Cornelias håndskrift er anderledes vanskelig end Regines, ikke blot fordi den er gotisk eller det, vi kalder ‘krøllet’, men blækket er desuden visse steder så bleget, at ordene nærmest er blevet borte og derved konfronterer eftertidens læsere med regulære betydningshuller i teksten. Af helt uvurderlig betydning var det derfor, at cand. phil. og ph.d. Anne Mette Hansen tilbød at transskribere Cornelias breve, hvad hun ikke bare har gjort kyndigt og samvittighedsfuldt, men også med en indlevelse, der animerede mig til at fortsætte det i perioder noget uoverskuelige arbejde.

Det er næppe nødvendigt at nævne, at jeg ikke på nogen måde er ekspert i vestindiske forhold og derfor står i stor og dyb gæld til den litteratur, der i tidens løb er skrevet om øerne. At jeg selv fik mulighed for at besøge de gamle kolonier, skyldes en velvillig bevilling fra Gads Fond, hvad jeg gerne her på det hjerteligste vil takke fonden for. Besøgets ekstraordinære vellykkethed skyldtes navnlig forfatteren Nina York, der ikke bare veloplagt viste mig rundt på Sankt Croix og generøst delagtiggjorde mig i sin vidtstrakte viden om øernes historie, men også introducerede mig til en række personer, hvis faglige kompetencer på forskellig vis er kommet bogen til gode. Jeg vil således gerne takke historikeren Michael Sheen og hans hustru 14

Regines Gaade.indd 14

13/03/13 11.43

Jane, der åbnede deres hjem for mig og viste mig deres enestående samling af stereoskopiske billeder eller stereographs, hvoraf flere bliver gengivet i det følgende. Tak skylder jeg også historikeren George Tyson og hans danske hustru Camilla, der en mild majdag modtog mig i deres hus i Cane Garden, hvor de dels gav mig indblik i deres registrant af de sortes historie, dels fik udvirket, at jeg kunne komme indenfor i Schlegels imposante sommerresidens, der i dag ejes af Richard H. Jenrette, hvis imødekommenhed jeg sent skal glemme.

Tilsvarende uforglemmeligt blev besøget hos Arnold R. Highfield og hans hustru Shirley, der over en frokost besvarede en række af mine spørgsmål. Tak til Myron Jackson og Ronald Lockhart på Sankt Thomas og til David Knight og Eleanor Gibney på Sankt Jan. Hver især og sammen har de bekræftet, at den legendariske vestindiske gæstfrihed lever i bedste velgående.

Jeg vil endvidere gerne rette en hjertelig tak til Agnete og Torben Tryde, ægteparret fra Søllested, fordi de dengang så suverænt tillidsfuldt betroede mig brevvekslingen mellem Regine og Cornelia.

Efter ægteparrets død har jeg bevaret forbindelsen til deres døtre, Ingeborg Tryde og Eva Toussieng Tryde, der med interesse og velgørende langmodighed har fulgt bogens tilblivelse. Tak til Poul Erik Olsen, chefkonsulent ved Rigsarkivet, og til Anne Walbom, formand for Dansk Vestindisk Selskab, for deres kritiske og kompetente gennemlæsning af manuskriptet. Tak til cand.mag. Signe Haubroe Flygare for hjælp med arkivstudier. Flere af mine venner og bekendte og andre kompetente, der i tidens løb har gennemlæst større eller mindre partier af manuskriptet, vil jeg gerne takke for værdifulde råd og vink. Jeg vil blot nævne dem ved deres navn, idet vi så sjældent benytter vores akademiske titler, når vi mødes: Peter Alberg Jensen, Jesper Brandt Andersen, Håkon Harket, Thor Arvid Dyrerud, Steen Tullberg og Ulrik Høy. En særlig tak skylder jeg Gads Forlag. Tak til projektleder Henrik Sebro, som med sikker hånd har holdt mig til ilden og i ørerne, og til Ulrik Hvilshøj, der som bogens redaktør har lagt velgørende lystighed for dagen og udvist et beundringsværdigt overblik. Tak til Erhard Bruun, fordi han så beredvilligt lod mig affotografere sit miniaturemaleri af Regine, samt til Hans Fonsbøll og 15

Regines Gaade.indd 15

13/03/13 11.43

Erik Fonsbøll for deres store hjælpsomhed og lånet af Emil Bærentzens Regine-tegning. Tak til min søn Adam Garff for hans fine affotografering af manuskripter og billeder til bogen. »Gud har givet mig Kraft til at kunne existere som en Gaade«, bemærker Kierkegaard i sin dagbog fra 1849 og får dermed tilkendegivet, at gåder ikke bare er til for at blive gættet, men i visse tilfælde skal forblive gåder og netop henter deres »Kraft« fra denne vedvarende ugættelighed. Regines gåde hedder denne bog, blandt andet fordi dens kvindelige hovedperson angiveligt ikke kommer til nogen endegyldig forståelse af den »Kraft«, der udgik fra hendes ungdoms kærlighed, men tværtimod med tiden drages mere og mere i dens retning. Og det er mere arten og omfanget af denne dragning end gådens løsning, der ligger mig på sinde, ikke den definitive diagnose, men snarere de symptomer på en langvarig amourøs feber, der prægede forholdet.

Det er med lige dele lettelse og vemod, at jeg afslutter det foreliggende arbejde. »Nulla dies sine linea«, skriver Kierkegaard et sted, ingen dag uden en linje. Jeg har i lange tider kunnet sige: »Nulla dies sine Regina«, ingen dag uden Regine. Min hustru Synne har tålmodigt affundet sig med min årelange passion og set igennem fingrene med mit evindelige natteroderi, hun har lagt øre til mine mange monologer, læst adskillige versioner af manuskriptet og bidraget til talløse forbedringer samt ikke færre forkortelser. Denne vedholdenhed er jeg hende – også – dybt taknemmelig for. Hvad der må have forputtet sig af fejl og ufuldstændigheder, påtager jeg mig naturligvis det fulde ansvar for.

Regines Gaade.indd 16

13/03/13 11.43