68526f74b5ab46d193f7a5cfc977767e

Læseprøve.indd 2

26/03/12 21.26

Wienerbørn Barndom i krigens skygge

Susanne H. Knudsen

Gads Forlag

Wienerbørn_korrekturrettet_9.indd 3

19-03-2012 09:29:19

Indhold

Forord I del: Danskerne lærer et nyt ord En prik i horisonten Europas vej i krig Sulten blev en fast følgesvend Om tre måneder skal jeg hjem Tiggerbrevene strømmede ind Savnet gnavede Døren lukkes II del: Wienerbørnene vender tilbage Kvinden i bilen Dukken overlevede På flugt fra krigen Mad var en mangelvare Katastrofen lurede Tre måneders isolation Den salte smag af hav Et nyt navn og et nyt liv Andre sider af Danmark Østrig bad om hjælp Til søs med skoleskibet

Wienerbørn_korrekturrettet_9.indd 4

6

10 12 21 29 37 43 49

58 60 72 77 86 89 94 104 113 117 129

19-03-2012 09:29:19

Mere dansk end østrigsk Private tog over Et knust hjerte

135 141 145

III del: Fjendens børn flytter ind Danskerne havde ingen følelser i klemme Hadet til tyskerne eksploderede De menneskelige konsekvenser

153 161 174

IV del: Sidenhen Når livet tager en ny drejning Kun navnet på facaden stod tilbage Med et ben i begge lande Fra wienerbarn til præsident

182 188 196 201

Cirklen er sluttet

207

Tak

209

Litteraturliste

211

Wienerbørn_korrekturrettet_9.indd 5

19-03-2012 09:29:19

Forord

I foråret 2009 traf jeg Hilde og Elisabeth, to charmerende og livsbekræftende kvinder på henholdsvis 97 og 95 år. Jeg arbejdede dengang på en avisartikel om de såkaldte wienerbørn, der kom til Danmark efter første og anden verdenskrig, for den 16. september 2009 var det præcis 90 år siden, at det første tog med underernærede østrigske børn rullede ind på Københavns Hovedbanegård.

Men Hilde og Elisabeth fortalte mig ikke kun om en aktion, der for mig var et stykke næsten ukendt danmarkshistorie, de gav mig også et indblik i deres begivenhedsrige liv og i de oplevelser, de havde haft, siden de som børn forlod Østrig. Ganske vist havde livet ikke været uden modgang, og Hilde bar for altid med sig den følelsesmæssigt tunge bagage, det var, at hun aldrig genså sin mor eller sine søstre, efter hun satte sig på et tog mod Danmark i 1922.

I dag virker det da også i bedste fald hovedrystende naivt at tro, at man uden konsekvenser kunne fjerne en 10-årig pige fra hendes familie og sende hende 1.000 kilometer væk til et fremmed land, hvor hun hverken talte sproget eller havde nogen forbindelse til de mennesker, hun havnede hos.

6

Wienerbørn_korrekturrettet_9.indd 6

19-03-2012 09:29:19

Alligevel overskyggede taknemmeligheden hos begge kvinder de mørke kapitler i deres liv. Havde det ikke været for de danske plejefamilier, som åbnede deres døre for dem efter første verdenskrig og sørgede for, at de fik både tøj og mad, ville begge kvinder sandsynligvis være døde af sult eller sygdom.

Deres historier vakte derfor min nysgerrighed, og siden har jeg talt med flere wienerbørn – både enkelte af dem, der kom efter første verdenskrig, og nogle af dem, der kom efter anden verdenskrig – samt med repræsentanter for enkelte af de danske familier, der tog imod børnene.

Det har inspireret mig til at skrive denne bog, for det er gået op for mig, at mens mange danskere i den ældre generation stadig husker de børn, der blev modtaget på danske banegårde efter anden verdenskrig, kender den yngre generation overhovedet ikke ordet wienerbørn.

Så inden ordet igen forsvinder fra det danske sprog, vil jeg gerne fortælle om et unikt hjælpearbejde, som måske ikke har sat de store aftryk i danmarkshistorien, men som gjorde en kæmpe forskel for de børn, der fik en pause fra efterkrigstidens sult og nød.

Bogen bygger på interview med fem tidligere wiener7

Wienerbørn_korrekturrettet_9.indd 7

19-03-2012 09:29:19

børn, Elisabeth, Hilde, Kurt, Inge og Franz, der kom til Danmark efter henholdsvis første og anden verdenskrig; det er deres personlige beretninger om at være wienerbørn i Danmark, og hvordan det siden prægede deres liv.

Derudover har det været mit sigte med denne bog at skabe et overblik over de hjælpeaktioner, der fandt sted efter både første og anden verdenskrig, for der var aldrig tale om et officielt projekt i Danmark, men udelukkende om private initiativer. Bogen er derfor også en anerkendelse af de danskere, der dengang ikke lukkede øjnene for børn i nød, men inviterede dem ind i deres egne hjem – selvom det var en beslutning, der på godt og ondt vendte op og ned på deres hverdag.

Susanne H. Knudsen, foråret 2012

8

Wienerbørn_korrekturrettet_9.indd 8

19-03-2012 09:29:19

Den danske hjælpeaktion for østrigske børn begyndte i september 1919. Hver måned de følgende tre år forlod flere tog med forventningsfulde børn Franz-Josefs-banegården i Wien, uden at deres forældre vidste meget om det land og de plejeforældre, der tog imod dem.

28

Wienerbørn_korrekturrettet_9.indd 28

19-03-2012 09:29:21

Kvinden i bilen

Kurt kiggede ud ad vinduet og så en bil køre op foran døren. I hans barndomsby fandtes kun tre biler, men hverken lægen, præsten eller dyrlægen havde en bil som denne elfenbensfarvede, amerikanske firedørs cabriolet.

Bag rattet i den store bil fik han øje på en lillebitte dame, som knap kunne se ud, og på sædet bag hende sad en ældre kvinde. ”Kurti, nu skal jeg ind til København, hvor jeg bor om vinteren, og det er ikke et sted for dig. Men jeg har fundet en kvinde, som har haft to wienerbørn heroppe i sommerferien, og de er taget tilbage nu. Jeg har spurgt, om hun vil tage en lille efternøler, og det har hun sagt ja til.”

I en måned havde Kurt nu boet hos gamle fru Kunwald ved Arresø. Hendes sommerhus lå helt ud til vandet og bestod ikke af et, men syv huse, som var bygget i en bue omkring et gammelt egetræ. Om dagen fiskede han eller roede ud på søen i fru Kunwalds lille robåd, mens han hver aften trygt faldt i søvn med en af familiens syv puddelhunde sovende i fodenden. Nu skulle han så flytte igen, men tante Ingeborg og Grossmutter, som han fik at vide, at han skulle kalde de to fremmede kvinder, var søde og smilende.

58

Wienerbørn_korrekturrettet_9.indd 58

19-03-2012 09:29:23

”Du må bestemme, hvilken vej vi skal køre. Hvis du siger, at vi skal til venstre, drejer jeg til venstre,” sagde Ingeborg på gebrokkent tysk, da han satte sig ind på forsædet. Men hver gang han sagde, at de skulle dreje til venstre, drejede hun til højre. ”Den dame får jeg problemer med,” tænkte Kurt.

Første gang, Kurt så sin plejemor, var bag rattet i hendes imponerende Packard. Bilen havde hendes mand, Christen Daell, købt af den amerikanske ambassadør i Danmark, da han forlod landet op til begyndelsen på anden verdenskrig. Her sidder Ingeborg Daell dog i en af familiens mindre biler – en Ford Prefect fra 1939 – som blev brugt til kortere køreture.

59

Wienerbørn_korrekturrettet_9.indd 59

19-03-2012 09:29:24