70a1b6892d7a452698c510ca2e53fd48

NORMAN DAVIES

EUROPA I KRIG 1939-1945 Ingen simpel sejr P책 dansk ved Lena Fluger

GADS FORLAG

Europa i krig 1939-1945 er oversat fra engelsk af Lena Fluger efter “Europe at War 1939-1945 – no simple victory”, MacMillan Publishers, Copyright © Norman Davies 2006.

Published by agreement with MacMillan Publishers.

Dansk udgave: © 2009 Gads Forlag Forlagsredaktion: Gitte Lyngs Oversættelse: Lena Fluger Konsulent på oversættelsen: Niels Bo Poulsen Projektledelse: Marianne Moring Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Omslagsfoto: Corbis Images Illustrationer: se billedliste side 509-511 Prepress: Lymi DTP-Service Tryk: Narayana Press, Gylling

ISBN 978-87-12-04415-4 1. udgave, 1. oplag

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www.gads-forlag.dk

INDHOLD

Liste over skemaer og tabeller 7 Indledning 15 Kapitel 1 • FORTOLKNING • Fem faktorer 25 Kapitel 2 • KRIGSFØRELSE • Militæraktioner i Europa 1939-1945 87 Kapitel 3 • POLITIK • Før, under og efter krigen 142 Kapitel 4 • SOLDATER • Fra indrullering til krigsgrav 212 Kapitel 5 • CIVILE • Liv og død i krigstid 285 Kapitel 6 • PORTRÆTTERINGER • Anden Verdenskrig i billeder, litteratur og historieskrivning 425 Kapitel 7 • INGEN ENDELIGE KONKLUSIONER 474 Noter 489 Illustrationsliste 509 Supplerende læsning 512 Register 515

Indhold

15

INDLEDNING

Der er gået mere end 60 år siden Anden Verdenskrigs afslutning. Og de fleste mennesker går sikkert ud fra, at der for længst er udarbejdet en samlet fremstilling af denne forfærdelige krig. Der er udkommet utallige bøger om emnet. Tusindvis af film er gledet over lærredet, og hvert et aspekt af de militære begivenheder og de civile prøvelser er beskrevet. Man har indsamlet utallige optegnelser og erindringer fra de mennesker, som deltog – både små og store. Der er blevet opstillet hundredvis af flotte monumenter, og snesevis af museer er blevet indrettet med det formål at holde mindet om krigen levende. Man kunne næsten mene, at der ikke er noget nyt at tilføje. Det er man i det mindste fristet til at mene, lige indtil man begynder at undersøge, hvad der faktisk siges, og hvad der ikke siges.

I 2005 mindedes man 60-års-dagen for krigens afslutning på mange forskellige måder. I USA blev der f.eks. forud for årsdagen opført et imponerende nyt mindesmærke for Anden Verdenskrig i Washington, DC. Det har form af to indbyrdes forbundne ovale bassiner udsmykket med hver sit springvand, hvoraf det ene repræsenterer krigsskuepladserne i Stillehavsområdet og det andet krigen på den anden side af Atlanterhavet. Det er placeret i det kønne grønne område tæt på Washingtonmonumentets obelisk og over for National Holocaust Museum. Og de besøgende tilskyndes til at spadsere en tur rundt om springvandene og dvæle ved de mange inskriptioner og ædle sentenser, der pryder søjlerne rundt om bassinerne. Over indgangsportalen i den ene ende kan man læse ordet “PACIFIC”, og over portalen i den anden ende står der “ATLANTIC”. Og hovedinskriptionen lyder “WORLD WAR TWO, 1941-45”.

Hvis ikke før, så begynder man i hvert fald nu at mistænke, at mindesmærket ikke er dedikeret til Anden Verdenskrig som helhed, men derimod til det amerikanske engagement i krigen. Næsten enhver europæer vil kunne fortælle én, at krigen ikke begyndte i 1941. Men det er netop, hvad man har ladet millioner af amerikanere forstå. Det uskrevne budskab handler om, at

Indledning

16

USA stred den gode strid og sejrede. På intet tidspunkt fortælles der om USA’s allierede eller våbenfæller. Man kan godt tilgive den intetanende besøgende, hvis han eller hun får den idé, at USA havde vundet krigen helt alene.

60-års-jubilæet i 2005 indledtes med en imponerende ceremoni i Polen til minde om Auschwitz’ befrielse den 27. januar 1945. Eftersom den berygtede tyske koncentrationslejr var blevet bygget på tysk besat polsk territorium, var det Polens præsident Aleksander Kwaśniewski, der stod i spidsen for ceremonien. Og eftersom lejren var blevet befriet af den sejrrige Røde Hær, var præsidenten for Den Russiske Føderation, Vladimir Putin, æresgæsten blandt de udenlandske deltagere. Blandt de tilstedeværende var Israels præsident, Tysklands præsident, Frankrigs præsident og formanden for Romaernes Internationale Sammenslutning. Som det vigtigste deltog en blandet forsamling af tidligere fanger som repræsentanter for adskillige folkeslag, mange af dem iført deres pyjamasagtige fangedragter. De forsamlede gæster opholdt sig tappert udendørs og affandt sig med den centraleuropæiske vinters frostgrader. De, der holdt tale, fandt sig i snefoget og brugte mange flotte ord som f.eks. “befrielse”, “sejr over ondskaben” og “aldrig mere”. Der hørtes mange hyldestord til minde om de over en million døde, hvoraf flertallet var jøder.

Og dog var der på intet tidspunkt nogen, der bekymrede sig om at fortælle, hvordan virkeligheden faktisk så ud i januar 1945. Ingen af talerne kom ind på den kendsgerning, at mens Auschwitz blev befriet, så blev andre af de tidligere nazistiske koncentrationslejre brugt af de sovjetiske sikkerhedsstyrker til at spærre en ny bølge af fanger inde. Overvældede af det hjertevarmende begreb “befrielse” undgik næsten alle de tilstedeværende journalister det pinlige emne, nemlig hvor begrænset omfanget af de forskellige befrielser i 1945 egentlig var. Der var ingen, som forstyrrede freden ved at sige, at det nazistiske SS ikke var den eneste organisation, der havde oprettet koncentrationslejre under Anden Verdenskrig. Og der var heller ikke nogen, som havde lyst til at kaste sig over det prekære spørgsmål, der gik ud på at definere, hvad det universelt fordømte “onde” rent faktisk bestod i.

Den 9. maj 2005 blev begivenheden fejret ved omfattende arrangementer i Moskva. Præsident Putin var vært for omkring 50 statsoverhoveder, bl.a. præsident George W. Bush, og han præsiderede over en storslået militærparade. Som den første, der priste de sovjetiske hæres fantastiske indsats i deres triumf over fascismen, erklærede han, at V-dagen markerede en “hellig dato”, “den dag som frelste verden”. Dernæst gav han, stående på det sted, hvor Josef Stalin havde præsideret over sejrsparaden på Den Røde Plads 60 år tidligere, signalet til, at ceremonierne kunne begynde. Tusindvis af soldater iført Den Røde Hærs historiske uniformer marcherede eller kørte forbi. Fra højtalerne drønede militærmarcherne fra krigens tid. Og lastbiler fulde af me-

Europa i krig

daljebehængte veteraner fra “Den Store Fædrelandskrig”, ældre mænd og kvinder bærende på blomsteromkransede portrætter af “den store Stalin”, gjorde honnør op mod tribunerne. Det hele blev gjort på en sådan måde, at man måtte tro, tiden var gået i stå.

Ingen med hjertet på rette sted kunne have noget at indvende mod dette øjeblik, hvor veteranerne fik deres velfortjente anerkendelse. Men kun ganske få af de udenlandske gæster lagde mærke til det kunststykke, der her blev præsteret. Præsident Bush havde udtrykt sig på en yderst sigende måde, da han kort før sin rejse til Moskva aflagde et kort besøg i Letland, en af de tre baltiske stater som i 1940 var blevet angrebet og annekteret af Stalin, og hvis nuværende præsidenter ikke følte, at de kunne deltage i festlighederne i Moskva. Men alt i alt var der ikke mange kommentatorer, som satte spørgsmålstegn ved den tvivlsomme historiske hypotese, der dannede ramme om begivenheden. Helt uberettiget antog de, at “Den Store Fædrelandskrig” blot var det russiske navn for Anden Verdenskrig, og af samme grund følte de sig ikke foranlediget til at spørge om, hvad Sovjetunionen egentlig havde foretaget sig i årene forud for Den Store Fædrelandskrigs udbrud. De borede ikke dybere i Stalins metoder eller Stalins formål med krigen. Og frem for alt havde de intet at indvende mod, at 15 sovjetrepublikker fra 1945, da vore dages Russiske Føderation blev oprettet, ikke længere var med i den.

Præsident Jusjenko fra Ukraine, lederen af den sidste tidligere sovjetrepublik, der var sluppet ud af Moskvas kløer, deltog i Putins festligheder. Men folk fra den vestlige verden var stadigvæk så vant til at opfatte Ukraine som en del af “Rusland”, at de ikke så nogen grund til at interessere sig særligt for Ukraines skæbne i perioden 1939-45 som noget, der adskilte sig fra Ruslands eller hele USSR’s skæbne. Præsident Jusjenko var beskeden nok til ikke at gøre et stort nummer ud af, at hans egen far, der havde været landsbyskolelærer, var en af dem, der havde overlevet Auschwitz (fange nr. 11369).

I Storbritannien fandt højtideligholdelsen af 60-års-jubilæet sted den 8.9. juli 2005. Den 8. juli afslørede dronning Elizabeth II et monument i Whitehall for “Den Anden Verdenskrigs Kvinder”, og den 9. deltog hun og premierminister Tony Blair i en “mindeforestilling” på Horse Guards Parade.

Denne sidstnævnte nostalgiske begivenhed siger en hel del om den meget snævre indfaldsvinkel, der er blevet dagens orden i London i lige så høj grad som andre steder. Forestillingen havde form af en række musikalske og komiske indslag fra diverse krigstidsrepertoirer bundet sammen af en historisk beretning. Denne blev læst op af skuespilleren Simon Callow og blev afbrudt af udvalgte afsnit af Churchills taler med Timothy West, som på fremragende vis optrådte som Storbritanniens leder under krigen. Derfor kunne man altså skiftevis lytte til “Bluebirds over the White Cliffs of Dover” og talen om “We

Indledning

17

18

shall fight on the beaches!” samt Flanagan- og Allen-numre, der blev efterfulgt af filmmusikken fra Schindlers liste, af “A Nightingale Sang in Berkeley Square” og i den store finale af “We’ll meet again, don’t know where, don’t know when”.

Som underholdning var “mindeforestillingen” en succes. Men som historieundervisning betragtet var den behæftet med alvorlige fejl. For den så helt bort fra den væsentlige forskel mellem “dengang” og “nu”. Bortset fra nogle indiske trompetere og en dansetrup iført amerikanske uniformer, forsøgte man ikke at genkalde sig, hvem der havde været Storbritanniens allierede eller på at fremmane en erindring om “Den Store Alliance”, der havde stået i spidsen for den allierede sag. Og i forestillingen gik man meget let hen over, at det ikke kun var Storbritannien, der havde stået for krigsindsatsen i perioden 1939-45, men også Det Britiske Imperium. Desværre var der intet spor af canadierne, australierne, newzealænderne, sydafrikanerne eller de mange andre, hvis deltagelse havde været af afgørende betydning.

Storbritanniens vigtigste militærmuseum, Imperial War Museum i Lambeth, afholdt en række supplerende arrangementer under overskriften “60 år senere”. Blandt disse var der en uge viet til veteranerne, et “Levende museum” i St James‘s Park og en udstilling med titlen “Fanget” om de britiske krigsfanger i Det Fjerne Østen. Disse arrangementer kørte sideløbende med museets strålende udstilling af våben, effekter, billeder og malerier fra krigens tid, den faste holocaustudstilling om “forfølgelsen af jøderne og andre folkeslag” og særudstillinger om “Børnenes krig” og “De store fangeflugter” – ikke at forglemme museets underafdelinger som f.eks. kabinettets krigsværelse i Whitehall, Duxford Air Museum i Cambridgeshire og det nye Imperial War Museum (IWM) North i Manchester. Set fra historikerens synspunkt giver disse udstillinger anledning til både ros og kommentarer. Men langt det mærkværdigste, man støder på, er inskriptionen på mindesmærket uden for IWM til minde om “de 27 millioner sovjetiske borgere og soldater i de væbnede styrker”, der angiveligt faldt i krigen for den “allierede sejr”. Det ville være en god test af de museumsbesøgendes viden om krigen, hvis man spurgte dem, hvad der er galt med denne formulering.

Selvfølgelig var Storbritannien, USA og Rusland ikke de eneste stater, som markerede denne 60-års-dag. Og det ville være forkert at bedømme erindringens kraft alene ud fra begivenhederne i London, Washington og Moskva.

Men “De Tre Store” fra 1945 var utvivlsomt de førende allierede magter. Og hvis den fremstilling, man gav krigen i deres hovedstæder, bygger på fejlopfattelser, vil den næppe være mere præcis eller omfattende andetsteds.

De samme indvendinger kan gøres gældende for historieskrivningens vedkommende. Det er i hvert fald sikkert, at ingen historiker, der har beskæf-

Europa i krig

tiget sig med den europæiske krigs historie, hidtil har kunnet forlige de indbyrdes modstridende synsvinkler. Der findes en “vestlig opfattelse”, som har sin rod i erfaringerne på vestfronten; og der findes en “sovjetisk opfattelse”, der henter inspiration i begivenhederne på østfronten. De vestlige skribenter, som udtrykker sig i kølvandet på Churchills Den Anden Verdenskrig, anerkender alle Den Røde Hærs kraft og styrke. Men de kan ikke rigtig få sig selv til at sammenligne Den Røde Hærs indsats med deres egne væbnede styrkers.

Tilsvarende er de sovjetiske og post-sovjetiske apologeter, der er sig Stalin-regimets fantastiske militære indsats fuldt bevidst, ikke rigtig til sinds at fortælle om dette regimes forbryderiske aktiviteter. Som resultat af dette har ingen historisk skribent med rod i den sovjetiske skole opnået almindelig anerkendelse. Selvfølgelig er der skrevet mange glimrende bøger om krigen såvel inden for den historiske forskning som inden for skønlitteraturen. Men med få undtagelser tenderer de mod kun at beskæftige sig med delaspekter eller særlig iøjnefaldende præstationer. Det vrimler ikke med forsøg på at give en overordnet fremstilling; og de forsøg, som er gjort, adskiller sig ikke meget fra hinanden. Det sidste mere omfattende forsøg i så henseende, forfattet af en tysker, der er blevet amerikansk statsborger, kan ikke regnes for andet og mere end et hæderligt resumé af det vestlige syn. Udgangspunktet for fremstillingen er det konventionelt antifascistiske, og værket undlader derfor at beskæftige sig med de tungtvejende politiske og moralske hovedbrud, som ligger indbygget.1 Tysklands hovedbidrag til jubilæet bestod i et kontroversielt monument over Europas myrdede jøder, som blev afsløret i Berlins centrum i maj 2005.

Monumentet, der var skabt af den amerikanske arkitekt Peter Eisenman, viste sig at være kontroversielt af flere grunde, hvoraf ikke alle var af æstetisk karakter. Den store labyrint af mørke, gravkammerlignende granitblokke dækker et stort areal og virker ifølge sine kritikere anmassende. Samtidig er det klart, at det måtte fremkalde stærke reaktioner, i og med at det slet ikke refererer til nazisternes millioner af ikke-jødiske ofre eller til krigens ofre i al almindelighed.

Der er nemlig mange grupper, som efterhånden er ved at blive utålmodige efter at se deres egen tragedie anerkendt. En af dem er Bund der Vertriebenen (“De Fordrevnes Forbund”) i Tyskland, som længe har ført en kampagne for at få deres eget mindecenter i Berlin. Forbundets argumentation passer ikke sammen med det traditionelle billede af Tyskland som den angribende part, men den er bestemt ikke uden substans. Store nationer kan sagtens omfatte såvel krigsmagere som krigsofre. I 1944-45 fandtes der over 10 millioner civile, som havde levet i Tysklands østlige egne, og som enten flyg-

Indledning

19

20

tede for eller blev fordrevet af den fremrykkende Røde Hær, eller også blev fordrevet med magt i tiden derefter. Og omkring to millioner af dem mistede livet. Permanent fordrivelse af disse mennesker var den straf, som “De Tre Store” havde godkendt på konferencen i Potsdam, og den var af tvivlsom legitimitet. Ikke desto mindre bygger hovedargumentet mod den nuværende kampagne på det forhold, at organisatorerne bag den kun har de tyske fordrevne i tankerne og ikke alle de mennesker, der blev fordrevet under krigen.

Beslutningen i Potsdam blev jo, når det kommer til stykket, truffet for at lette tilstrømningen for adskillige millioner polske flygtninge, der i samme periode blev fordrevet fra de områder, som Sovjetunionen havde tilranet sig.

Som optakt til forskellige taler og forelæsninger om Anden Verdenskrig har jeg derfor ofte valgt at rejse nogle af disse problemer ved at stille tilhørerne fire, fem enkle spørgsmål:

• Kan De nævne de fem største slag under Anden Verdenskrig i Europa?

• • • •

Eller endnu bedre de 10 største slag?

Kan De nævne de væsentligste politiske ideologier, der kæmpede om dominansen under krigen i Europa?’

Kan De nævne den største koncentrationslejr, der var i brug i Europa i perioden 1939-45?

Kan De nævne det europæiske folk (eller etniske gruppe), der mistede det største antal civile under krigen?

Kan De nævne det fartøj, der blev sænket med det største antal dødsfald til følge i krigens største katastrofe til søs?

Normalt er jeg blevet mødt med en rungende tavshed, og derefter en summen af gætterier og spørgsmål. For at få genoprettet roen plejer jeg at give udtryk for følgende synspunkt over for tilhørerne: “Før vi har fastslået det korrekte svar på de grundlæggende faktuelle spørgsmål,” siger jeg, “er vi ikke i stand til at dømme om de brede problemstillinger.”

Alt sammen peger det i retning af erindringernes tiltagende fragmentering og af, at krigshistorien bliver brugt til politiske formål, og at historien er domineret af nationale eller andre særinteresser. Der er derfor efter min mening i høj grad brug for en revision af de principper, som skal danne rammen om Den Anden Verdenskrigs definitive og fyldestgørende historie, når den en skønne dag skal fortælles. Målet med denne bog er at gennemgå disse principper og løseligt skitsere den deraf resulterende begrebsramme.

En af de oplevelser, der blev bestemmende for min egen intellektuelle rejse, fandt sted, da jeg som en af flere konsulenter deltog i udarbejdelsen af opslagsværket Oxford Companion to the Second World War, som udkom i

Europa i krig

1995.2 Bogens hovedredaktører var meget interesserede i at give østfronten den plads i historien, den fortjente, samt at yde de seneste fremskridt inden for forskningen på området behørig anerkendelse. Derfor blev jeg udpeget som rådgivende redaktør, for så vidt angik Central- og Østeuropa. Det stod mig imidlertid hurtigt klart, at sovjetiske studier udgjorde et helt særskilt vidensområde for redaktørerne såvel som for de bidragende forskere, der dominerede området. Det lykkedes mig at få en førsteklasses tysk specialist på området, professor Heinz-Dietrich Löwe, inddraget i arbejdet, og han skrev hovedopslaget om USSR. Men det var fortsat overordentlig vanskeligt at integrere de sovjetiske forhold i de overordnede kategorier. Hovedredaktørerne ville f.eks. gerne acceptere et selvstændigt opslag om GULag under krigen, men de ville ikke have det med ind under hovedoverskriften “Koncentrationslejre”. På samme måde accepteredes et opslag om Katynmassakren, men ikke under overskriften “Krigsforbrydelser”. Opslag om sovjetiske marskaler eller om slag ved østfronten blev altid skrevet af “sovjetspecialister” og aldrig af de samme personer, som skrev om Eisenhower eller Montgomery.

Ydermere stod det hurtigt klart, at det slet ikke ville kunne lade sig gøre på anden måde. De “vestlige eksperter” havde kun de vageste forestillinger om hændelserne i Østeuropa. Historieuddannelsen er opdelt i båse i lige så høj grad som de historiske udgivelser. En førende amerikansk ekspert i Anden Verdenskrig havde f.eks. aldrig hørt om de tab, som de østeuropæiske nationer, ud over “russerne”, havde lidt under krigen. Denne ensporede indstilling er en del af baggrunden for det, en britisk historiker med rette har kaldt “det fastfrosne perspektiv i sejrherrernes historieskrivning”3, og som i én uendelighed føres videre af de vestlige kommentatorer, som i 2000 stadig skrev det samme, som de havde skrevet i 1950.

Et af hovedformålene med denne bog er derfor ikke at fremlægge nye, opsigtsvækkende fakta, men snarere at reorganisere, modstille og reintegrere velunderbyggede fakta, som hidtil er blevet holdt strengt adskilt.

Med dette formål for øje forekommer det meningsløst at forsyne hver anden sætning med fodnoter til verifikation af indholdet. I hovedsagen er slutnoterne forbeholdt nogle specifikke formål. Kendsgerninger og udsagn, som forekommer i de almindelige kilder og referenceværker, navnlig i Oxford Companion, bliver ikke annoteret. Slutnoterne bruges i hovedsagen i forbindelse med direkte citater, omtale af mindre kendte kilder, ligesom de indeholder henvisninger til yderligere læsestof.

Endelig bør jeg nok nævne, at jeg bevidst har holdt mine kommentarer til mindre vigtige spørgsmål på et minimum for at sikre, at hovedargumentationen fremstår klar og overbevisende. Jeg er ganske klar over, at der kunne være skrevet langt mere om den rolle, lande som Frankrig, Polen eller Jugo-

Indledning

21

22

slavien spillede, lande som langtfra var uvæsentlige. På den anden side har det været mit ønske at henlede opmærksomheden på, hvem hovedaktørerne i Europa var, og på hvad de foretog sig – Det Tredje Rige, Sovjetunionen, USA og Storbritannien. Jeg har selv tidligere protesteret mod den måde, hvorpå europæisk historie ofte opfattes, nemlig at der udelukkende refereres til stormagterne. Men denne gang har jeg ment, at opgaven med at omdefinere konfliktens struktur og dimensionerne i dens hovedelementer skulle have førsteprioritet.

Som altid er der en række samarbejdspartnere og kolleger samt støtter i min familie, der fortjener min tak. Min hustrus ejegode overbærenhed med sin skrivende mands særheder er på mirakuløs vis endnu ikke aftaget. Og endnu en gang har Roger Moorhouse, selv om han nu arbejder som selvstændig forsker, været villig til at fungere som min vigtigste hjælper. Jeg er min agent David Godwin meget taknemmelig for hans moralske såvel som hans faglige bistand; min forlagsredaktør, Georgina Morley, skylder jeg tak for hendes højt værdsatte opmuntringer, og det samme gælder Krzysztof Mościcki for hans støtte i logistisk og administrativ henseende.

Ved denne lejlighed vil jeg imidlertid gerne give udtryk for følelsen af at stå i særlig gæld til en udvalgt gruppe af historikere, for hvem det inden for de seneste fem år er lykkedes at løse den sovjetiske gåde. Vestens syn på begivenhederne fra 1939 til 1945 blev formet i de tidlige efterkrigsår, da oplysningerne om den største af de krigsførende magter, Sovjetunionen, var sparsomme og meget ofte spekulative. De årtier den kolde krig varede, var en periode med rigtig mange politiske stridsspørgsmål, og her blev det beundringsværdige arbejde, som udførtes af pionerer som Robert Conquest, ofte syltet ind i partipolitisk prægede skænderier og slagsmål. Som følge heraf holdt den offentlige opinion sig normalt på god afstand, og krigshistorikerne var ofte uvillige til at genoverveje deres fortolkninger. Det er først efter USSR’s sammenbrud, at det er blevet muligt at sætte en stopper for forvirringen. I dag er der ikke længere nogen tvivl om, at Stalins regime var et massemyrdende monster, og at det konventionelle billede af dets rolle i nedkæmpelsen af Det Tredje Rige bør undergå omfattende justeringer. En stor del af denne nye viden kan vi takke de historikere for, som i de senere år har leveret de håndfaste beviser. Og mange afsnit i denne bog er inspireret af et påtrængende behov for at indarbejde deres resultater i den mere veletablerede viden om andre emner. Jeg føler faktisk, at det, som jeg på baggrund af studier inden for tilgrænsende områder gennem længere tid instinktivt har følt, nu har antaget en mere facetteret og stærkere form. Ja, faktisk ville jeg aldrig have haft mod på at forsøge at tegne et nyt overordnet billede af kri-

Europa i krig

gen, hvis det ikke var, fordi jeg vidste, at jeg ikke var helt alene. Jeg retter derfor en særlig tak til de kolleger, der har sat krigens stalinistiske virkelighed ind i en sammenhæng, som er hævet over enhver rimelig tvivl. I den forbindelse vil jeg nævne Anne Applebaum, Antony Beevor, Geoffrey Hosking, Simon Sebag-Montefiore og Robert Service.

NORMAN DAVIES Kołbrzeg/Kolberg

Indledning

23