70bd0fe57327425b98fd0dc08fd4455b

JĂ˜RN VESTERGAARD

(red.)

Forbrydelser OG andre strafbare forholD 2. UDGAVE

Gjellerup / Gads Forlag

Jørn Vestergaard, Anders Dorph, Hanne Rahbæk, Jens Røn & Thomas Rørdam

Forbrydelser og andre strafbare forhold

2. udgave

GJELLERUP

Forord

Bogen indeholder en grundlæggende gennemgang af reglerne om de enkelte lovovertrædelser. Udgangspunktet tages i straffeloven, og stof fra andre love trækkes ind, hvor det er relevant.

Fremstillingen henvender sig til såvel studerende som praktikere og andre interesserede. Den er ajourført frem til maj 2013.

Til illustration af de behandlede emner er der i teksten medtaget mange korte referater af især nyere retspraksis. Med denne fremstillingsmåde tilsigtes det at gøre teksten levende og vedkommende. Det anbefales at læse et udvalg af afgørelser i deres helhed, se nærmere i bogens indledende kapitel om strafferettens kilder.

Bogen indeholder et udførligt sagregister, en paragrafnøgle og et domsregister, der gør den velegnet som opslagsværk. For at gøre teksten læsevenlig er henvisninger fortrinsvis anbragt i fodnoter.

Forfatterne er eller har været undervisere ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet. Værket indeholder bidrag fra sekretariatsleder for Rigspolitiets Direktionssekretariat Politi Anders Dorph, advokat Hanne Rahbæk, statsadvokat ved Rigsadvokaten Jens Røn, højesteretsdommer Thomas Rørdam samt professor i strafferet Jørn Vestergaard. De enkelte bidrag er skrevet af de navngivne forfattere i samarbejde med sidstnævnte som redaktør.

Maj 2013 Jørn Vestergaard Det Juridiske Fakultet http://jura.ku.dk/jv jv@jur.ku.dk

Jørn Vestergaard

Kapitel 1.

De strafbare forhold og strafferettens kilder

De strafbare forhold og strafferettens kilder

Begreberne forbrydelser og andre strafbare forhold Et strafbart forhold er en adfærd, som kan medføre straf efter regler fastsat af lovgivningsmagten. Den således kriminaliserede adfærd kan afhængigt af omstændighederne være en handling eller en undladelse. I dansk ret vil en strafsanktioneret bestemmelse altid indeholde hjemmel til idømmelse af bøde og/eller fængsel, som er de almindelige straffe, jf. strl. § 31. Til ethvert strafbart forhold knytter der sig en strafferamme med angivelse af det spillerum, som retten har til rådighed ved fastsættelsen af straf. Om andre strafferetlige retsfølger kan idømmes i stedet for eller i tillæg til straf, beror på den konkrete sags nærmere beskaffenhed.

Straf kan kun pålægges for et forhold, hvis strafbarhed »er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant«, jf. strl. § 1. Med denne bestemmelse fastslår loven det strafferetlige legalitetsprincip.1 I lyset af dette giver det mening, at et strafbart forhold også betegnes som en lovovertrædelse. Udtrykket forbrydelse anvendes i såvel juridisk sprogbrug som i daglig tale til dels i flæng, men forbindes normalt med et mere alvorligt forhold. En mindre alvorlig lovovertrædelse kan kaldes en forseelse, om end denne betegnelse ikke benyttes i lovgivningen.2 Med en mere fagligt betonet term kan ethvert strafbart forhold kaldes et delikt.

De nævnte udtryk kan anvendes som betegnelser såvel om de beskrivelser, lovgivningen indeholder af forskellige strafbare forhold (deliktsbeskrivelser), som om faktisk virksomhed, der i givne sammenhænge indebærer, at der ved handling eller undladelse begås strafbare lovovertrædelser (realiseres deliktsbeskrivelser).

Retskilder i strafferetten De mest alvorlige og mange af de mest velkendte lovovertrædelser er kriminaliseret i straffeloven af 1930 med senere ændringer, hvor de er samlet i en afsluttende »Særlig del«, der ofte betegnes som Speciel del. I straffelovens »Almindelig del« findes en række grundlæggende regler om de almindelige strafferetlige ansvarsbetingelser og sanktionerne.3 Fuldbyrdelsen af strafferetlige sanktioner er først og fremmest reguleret i straffuldbyrdelses1

Om lovkravet og lovanvendelsen i strafferetten, se Waaben i Ansvarslæren kap. 4 samt i NTfK 1994.130139, Toftegaard Nielsen i Ansvaret I s. 33 ff. samt ad § 1 i Komm. AD. Om det strafferetlige legalitetsprincip, se i øvrigt Peter Blume i Juristen 2008.225-231, anm. af Trine Baumbachs ph.d.-afhandling Det strafferetlige legalitetsprincip – hjemmel og fortolkning.

2 Torp foreslog forgæves at lovgive særskilt om forseelser, se nærmere strl.bet. 1917. Sondringen kendes i norsk ret.

3 I litteraturlisten bagest i bogen er der henvisninger til forskellige udgivelser af straffeloven.

1

De strafbare forhold og strafferettens kilder

Kapitel 1

loven af 2000 med senere ændringer samt et stort antal dertil knyttede bekendtgørelser og andre administrative forskrifter.

Kriminaliseringen af mindre alvorlige lovovertrædelser finder med stor hyppighed sted i andre love end straffeloven samt i bekendtgørelser udstedt med hjemmel i lov. I strafferetlige sammenhænge betegnes den slags love som speciallove eller særlove.4 Blandt flere hundrede sådanne kan fremhæves færdselsloven, våbenloven, markedsføringsloven, miljøloven, arbejdsmiljøloven, skatte-, told- og afgiftslovene, loven om euforiserende stoffer samt den militære straffelov. Nævnes kan også den såkaldte ordensbekendtgørelse, der er udstedt med hjemmel i politiloven af 2004. Bestemmelserne heri anvendes især ved mindre alvorlige krænkelser af den offentlige orden og fred.

Det afgørende for, om en straffebestemmelse på et givet tidspunkt er kommet til at stå i selve straffeloven eller i anden lovgivning, har ud over lovovertrædelsens grovhed været hensynet til sammenhængen mellem lovreglerne. Desuden er kriminaliseringen i straffeloven for det meste kendetegnet ved at være rettet mod folk i almindelighed, mens adressaterne i anden lovgivning ofte indskrænker sig til mere eller mindre afgrænsede persongrupper, f.eks. trafikanter eller erhvervsdrivende. På nogle områder indeholder straffeloven bestemmelser med skærpede strafferammer for særlig grove tilfælde af overtrædelser, der som udgangspunkt er kriminaliseret i anden lovgivning, hvilket f.eks. er tilfældet med hensyn til narkotikakriminalitet (§ 191), skattesvig mv. (§ 289) samt grove overtrædelser af våbenloven (§ 192 a) eller miljøloven (§ 196). I et vist omfang præges fordelingen af lovstoffet dog tillige af historiske tilfældigheder.

Det er af mindre væsentlig betydning, om en straffebestemmelse indsættes i straffeloven eller optages i en anden lov, for i almindelighed gælder reglerne i straffelovens almindelige del på alle strafbare forhold, for så vidt ikke andet er bestemt, jf. strl. § 2. De vigtigste undtagelser er, at ansvar for uagtsomme forhold som udgangspunkt ifaldes ved overtrædelse af bestemmelser i anden lovgivning, selv om dette ikke udtrykkeligt er nævnt i den pågældende lov, mens uagtsomhedsansvar efter straffeloven kræver en særskilt kriminalisering, jf. strl. § 19. Dagbøder kan kun anvendes ved overtrædelse af straffeloven, jf. strl. § 51.

For at afklare, om et forhold er strafbart, kan der som nævnt være behov for en nærmere fortolkning af loven. Der kan i den forbindelse lægges vægt på, hvad der kan udledes af lovens forarbejder om meningen og formålet med reglerne.

4

Om terminologien, se Toftegaard Nielsen i Ansvaret s. 29.

2

Jørn Vestergaard

De strafbare forhold og strafferettens kilder

Foruden de nævnte retskilder har retspraksis særdeles stor betydning inden for strafferetten.

U 1994.520 H (HIV-sagen): En mand, der vidste, at han var hiv-smittet, havde ubeskyttet sex med et antal kvinder. Han blev bl.a. tiltalt for hensynsløs fareforvoldelse efter § 252 i bestemmelsens daværende udformning, men blev frifundet for denne del af tiltalen, da Højesteret i lyset af de meget uklare lovforarbejder ikke fandt tilstrækkelig sikkert grundlag for at henføre forholdet under bestemmelsen. Denne blev efterfølgende ændret, se herom i det følgende kapitel om forbrydelser mod liv og legeme.

Danmarks internationale forpligtelser sætter på mange måder deres præg på strafferetten. Ved ratificering af forskellige konventioner har Danmark således påtaget sig at sikre, at bestemte forhold er strafbare efter dansk ret. Det samme er tilfældet i kraft af et antal rammeafgørelser vedtaget af Rådet i EU. Således har konventioner fastlagt under såvel FN som Europarådet samt en EU-rammeafgørelse givet Danmark anledning til at indføre en række bestemmelser som led i bekæmpelsen af den internationale terrorisme (bl.a. strl. §§ 114 ff.). Forpligtelser i forhold til de nævnte fora har også bevirket indførelse af en selvstændig bestemmelse om menneskehandel (strl. § 262 a). Retsakter udarbejdet i EU, Europarådet og OECD har ført til ændringer i bestemmelserne om bestikkelse (§ 122, § 144 og § 299). Listen kunne gøres meget længere.

I øvrigt har EF-Domstolen i 2005 fastslået, at medlemslandene i kraft af rådsdirektiver kan forpligtes til at fastsætte strafferetlige sanktioner, hvis dette findes nødvendigt for effektivt at håndhæve sektorpolitisk regulering, f.eks. på miljøområdet.5 Med Lissabon-traktaten er der lagt op til, at retsakter som led i det strafferetlige samarbejde kan vedtages efter fællesskabsmetoden, dvs. i overensstemmelse med reglerne om flertalsafgørelser.6 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er inkorporeret i dansk ret, som følgelig skal tolkes i overensstemmelse med konventionens bestemmelser og tilhørende protokoller samt praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. På det strafferetlige område har dette især haft betydning i relation til grundprincippet om ytringsfrihed, som er fastslået i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. EMRK art. 10.

5

Se sag C-176/03 Kommissionen mod Rådet. Justitsministeriet har kommenteret dommen i notat af 13.10.2005. Se tillige Peter Pagh i UfR 2005 B 347-352 og UfR 2008 B 10-13; samme i Festskrift til Vestergaard s. 401-416; Helle Krunke s.st. s. 349-362; Ellen Margrethe Basse i Festskrift til Toftegaard Nielsen s.

55-70; Nina Holst-Christensen i Festskrift til Greve s. 243-253.

6 Om det strafferetlige samarbejde, se Thomas Elholm i Grundlæggende EU-ret, 2. udgave 2011. Om hjemmel til straf for overtrædelse af bestemmelser i forskrifter fastsat af Det Europæiske Fællesskab, se ad § 1 i Vestergaard: Straffeloven med henvisninger.

3

De strafbare forhold og strafferettens kilder

Kapitel 1

Fortolkning af straffebestemmelser og kravet om forudseelighed Til trods for straffelovens krav om lovhjemmel er mange gerningsbeskrivelser ikke særlig klare, og det er ikke altid, at forarbejderne bidrager til at fastlægge det strafbares område særlig præcist. Selv når det gælder den helt centrale bestemmelse om ordinær vold, kan det give anledning til tvivl, hvad der egentlig skal forstås ved vendingen »øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme« (§ 244). I straffelovens bestemmelse om salg af pornografisk materiale til en person under 16 år tales der med et noget gammeldags og uklart udtryk om »utugtige« gengivelser (§ 234). Mange andre eksempler på vage og ubestemte deliktsbeskrivelser kan fremdrages.

I erkendelse af, at en bogstavelig udlægning af lovens udtryk ofte ville være for vidtgående, fremhæves det i mange bestemmelser, at der kan være behov for at anlægge en indskrænkende fortolkning. Dette sker f.eks. ved udtrykkeligt at lade strafansvar bero på, om forholdet er »uberettiget«, se f.eks. straffelovens bestemmelser om bestikkelse (§ 122 og § 144), tavshedspligt (§§ 152 ff.) og fredskrænkelser (§§ 263 ff.). Tilsvarende pådrages ansvar for bedrageri kun, hvis det svigagtige forhold er »retsstridigt«. Med sådanne udtryk kan der også gøres opmærksom på nødvendigheden af at tolke en bestemmelse i lyset af regler, der tillader eller ligefrem påbyder den pågældende virksomhed, f.eks. som et lovligt indgreb eller en afgørelse fra en myndighed.

Selv om lovgiver ikke udtrykkeligt har taget den nævnte slags forbehold vedrørende en given bestemmelses anvendelsesområde, kan det i en konkret sag være mest rimeligt og fornuftigt at anlægge en indskrænkende fortolkning. Der er i den strafferetlige litteratur tradition for at anvende udtrykket materiel atypicitet om tilfælde, hvor et forhold ikke anses som strafbart, selv om det utvivlsomt er dækket af en bestemmelses ordlyd. Tanken er, at sådanne tilfælde er atypiske i forhold til, hvad det i en eller anden forstand har været lovgivers mening at kriminalisere. Begrebet anvendes dog ikke af domstolene.7 U 1963.1029/1 V: En 16-årig dreng havde i spirituspåvirket tilstand uden tilladelse taget sin fars bil og kørt en kammerat hjem. Han blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens dagældende bestemmelse om brugstyveri og for overtrædelse af færdselsloven. Landsretten fandt, at det ikke kunne antages, at bestemmelsen om brugstyveri tilsigtede at gøre et forhold som det foreliggende strafbart, og frifandt følgelig drengen for dette forhold. Han blev dog dømt for overtrædelse af færdselsloven.

I dansk lovgivning har et princip om klarhed i straffebestemmelser ikke nogen særlig solid forankring. Grundloven er helt tavs om det strafferetlige 7 For en tankevækkende drøftelse af atypiske tilfælde, se Peter Garde i Festskrift til Toftegaard Nielsen s. 149-164; se tillige Lasse Lund Madsen s.st. s. 239-254; Annette Nørby Møller-Sørensen i Festskrift til Vestergaard s. 363-373.

4

Jørn Vestergaard

De strafbare forhold og strafferettens kilder

legalitetsprincip. Danske domstole kan formentlig forventes alene at ville forholde sig til, om der er tilstrækkelig solid hjemmel til at fastslå strafansvar. Af hjemmelskravet i strl. § 1 kan der kun med sikkerhed udledes en forudsætning om støtte i en udtrykkelig lovbestemmelse. Som styrende ideal for lovarbejdet tillægges klarhedsprincippet dog væsentlig betydning.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder en bestemmelse, der i sit sproglige udgangspunkt rummer et forbud mod straffelove med tilbagevirkende kraft, jf. EMRK artikel 7. Menneskerettighedsdomstolen har utvetydigt fastslået, at nævnte artikel også indeholder et forbud mod ubestemte straffebestemmelser – eller med andre ord et krav om en rimelig grad af præcision: »an offence must be clearly defined in law«, jf. den ledende afgørelse fra 1993, Kokkinakis v. Greece.8 Denne fortolkning af artikel 7 er i god overensstemmelse med ordlyden af overskriften til bestemmelsen (»no punishment without law«)9 samt med det forhold, at EMRK gennemgående fordrer en rimelig grad af tilgængelighed og forudseelighed.

I den nævnte afgørelse blev det i øvrigt fastslået, at borgerne ud fra loven bør have mulighed for at afklare, om et givet forhold er strafbart, og at domstolenes tolkning af loven må holdes inden for det nogenlunde forudseelige: »the criminal law must not be extensively construed to an accused’s detriment, for instance by analogy«. Om vage bestemmelser tilkendegav Domstolen dog i almenhed, at »the wording of many statutes is not absolutely precise. The need to avoid excessive rigidity and to keep pace with changing circumstances means that many laws are inevitably couched in terms which, to a greater or lesser extent, are vague… The interpretation and application of such enactments depend on practice«. I relation til et strafferetligt klarhedsprincip gav Domstolen mere specifikt udtryk for, at dette vil være tilfredsstillende imødekommet »where the individual can know from the wording of the relevant provision and, if need be, with the assistance of the courts’ interpretation of it, what acts and omissions will make him liable«.

Inddeling af strafbare forhold efter deliktstyper Lovens beskrivelser af strafbare forhold er præget af stor variation, og mange stilistiske blandingsformer forekommer. En fuldstændigt dækkende taksonomi lader sig ikke opstille, men med udgangspunkt i nogle gennemgående træk kan der opstilles nogle hovedbegreber, som er velkendte i den strafferetlige doktrin.10 Disse vil blive anvendt i den følgende fremstilling.

Den enkleste måde at fastlægge et strafbart forhold på er at beskrive en vis form for adfærd, f.eks. »afgiver falsk forklaring for retten« (§ 158), eller »overdrager euforiserende stoffer« (§ 191) eller »har samleje med et barn under 15 år« (§ 222). Et sådant adfærdsdelikt er realiseret, når en person har 8

For henvisninger til retspraksis, se EMRK-kommentar s. 631 ff.

I den danske tekst hedder det »Ingen straf uden retsregel«. Den klassiske vending på latin er nulla poena sine lege.

10 For en mere udførlig fremstilling vedrørende deliktstyper, se Waaben: AD kap. 3.

9

5

De strafbare forhold og strafferettens kilder

Kapitel 1

udvist den pågældende adfærd, og strafansvar forudsætter ikke, at nogen bestemt følgevirkning af adfærden er indtrådt. Nogle bestemmelser vedrører i øvrigt adfærdsdelikter, selv om deres ordlyd kunne tyde på, at en vis følge hører med til det strafbare forhold. Dette er bl.a. tilfældet med hensyn til blufærdighedskrænkelse (§ 232) og ærekrænkelse (§ 267). Det afgørende er her, om den udviste adfærd ud fra en objektiv målestof er egnet til at forvolde den i bestemmelsen beskrevne følge, ikke om denne faktisk er indtrådt.

Et strafbart forhold kan også være beskrevet på den måde, at der ved en persons adfærd forvoldes en vis følgevirkning, som skal være indtrådt, for at der kan blive tale om ansvar for en fuldbyrdet overtrædelse. I så fald anvendes betegnelsen forårsagelsesdelikt. Det mest oplagte eksempel herpå er straffelovens bestemmelse om forsætligt drab, der kort og fyndigt retter sig mod den, der »dræber en anden« (§ 237). Bestemmelsen om hærværk handler om den, der »ødelægger, beskadiger eller bortskaffer ting, der tilhører en anden« (§ 291). Ulovlig tvang består i at tvinge nogen til at »gøre, tåle eller undlade noget« (§ 260). Nogle forårsagelsesdelikter handler om forvoldelse af skade, mens det i forbindelse med andre er tilstrækkeligt, at der er opstået en vis fare.

Et skadedelikt er et forårsagelsesdelikt, der i sin fuldbyrdede form forudsætter, at en vis skadevirkning af en adfærd er indtrådt. Som eksempler kan her nævnes såvel forsætligt drab (§ 237) som uagtsomt drab (§ 241). Også forvoldelse af »betydelig skade på legeme eller helbred« er kriminaliseret i såvel forsætlig som uagtsom form (§ 245, smh. § 249).

Et faredelikt er et forårsagelsesdelikt, der i fuldbyrdet form forudsætter, at en vis fare er forvoldt. Der sondres her mellem to undergrupper. Et konkret faredelikt er således kun realiseret, hvis der i den konkrete sammenhæng rent faktisk er opstået en fare som den, der er omtalt i den pågældende bestemmelse. Således ifaldes strafansvar af den, der på hensynsløs måde »volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed« (§ 252). Her er det strafbare forhold kun fuldbyrdet, hvis den beskrevne fare konkret har været til stede i situationen. Tilregnelseskravet er forsæt, hvilket indebærer en forudsætning om, at gerningspersonen har indset risikoen for at forårsage faren. Derimod er der ikke noget krav om forsæt til, at faren udvikler sig til en skadevirkning, f.eks. at nogen dør eller invalideres.

Ansvar for overtrædelse af et abstrakt faredelikt forudsætter ikke, at der i den konkrete sammenhæng er opstået fare. Det er tilstrækkeligt, at der er udvist en kriminaliseret adfærd, som i almindelighed er egnet til at bevirke en vis fare. Et nærliggende eksempel på et sådant delikt er færdselslovens forbud mod spirituskørsel (fl. § 53). Det kan i visse tilfælde være lidt af en smagssag, om et delikt betegnes som et adfærdsdelikt eller et abstrakt faredelikt. Også udtrykket præventive forskrifter anvendes af og til om bestem6

Jørn Vestergaard

De strafbare forhold og strafferettens kilder

melser, der foreskriver sikkerhedsforanstaltninger til forebyggelse af uheld og ulykker, f.eks. på færdselslovens, arbejdsmiljølovens eller miljølovgivningens område.

En mere kompliceret form for deliktsbeskrivelse er anvendt i adskillige bestemmelser, der adskiller spørgsmålet vedrørende fuldbyrdelsen af den strafbare adfærd fra spørgsmålet om kravet til rækkevidden af gerningspersonens forsæt. Sådanne straffebestemmelser er formuleret på den måde, at ansvar forudsætter et såkaldt subjektivt overskud i den forstand, at det strafbare forhold er fuldbyrdet ved udøvelse af den i bestemmelsen beskrevne adfærd, men kun under forudsætning af at gerningspersonen har forsæt til herved at forårsage en vis følgevirkning. Traditionelt har dette også været udtrykt på den måde, at der så foreligger et delikt med fremrykket fuldbyrdelsesmoment.11 Som eksempel på et sådant kan nævnes afpresning, der er fuldbyrdet, når gerningspersonen »for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding« truer nogen med et af de tvangsmidler, der er opregnet i den første forgrening af lovens bestemmelse (§ 281, nr. 1). Ansvar ifaldes med andre ord kun, hvis gerningspersonen har haft forsæt til at opnå vinding gennem tvang, men forholdet er fuldbyrdet allerede ved fremsættelsen af en trussel med dette formål. Et andet eksempel er bestemmelsen om pengefalsk, der bl.a. er rettet mod den, der »eftergør eller forfalsker penge for at bringe dem i omsætning som ægte« (§ 166). I færdselslovens bestemmelse om spirituskørsel tales der om den, som med en promille på over 0,50 »fører eller forsøger at føre et motordrevet køretøj« (fl. § 53). Retsvirkningen af at fremrykke fuldbyrdelsesmomentet på den omtalte måde er, at muligheden for straffrihed som følge af frivillig tilbagetræden fra forsøg afskæres fra og med det tidspunkt, hvor den kriminaliserede adfærd er udvist, også selv om den tilsigtede følge ikke er indtrådt. Ved at fremskyde det strafferetlige værn bliver det principielt muligt at straffe forhold som fuldbyrdede overtrædelser og ikke kun som forsøgshandlinger, selv om det ikke er lykkedes gerningspersonen at realisere sit forehavende.

Informationssøgning og ressourcer Dansk retspraksis er i et vist omfang alment tilgængelig i Ugeskrift for Retsvæsen (U eller UfR). I dette værk optages nu alle højesteretsdomme, en del landsretsdomme og enkelte domme fra byretterne. På det strafferetlige område optages de samme afgørelser i det månedlige Tidsskrift for Kriminalret (TfK). Udgivelsestidspunktet for sidstnævnte er en kende fremskudt i forhold til UfR, og der refereres flere sager i TfK, herunder også afgørelser 11

For en oversigt over bestemmelser med krav om subjektivt overskud (fremrykket fuldbyrdelsesmoment), se ad § 21 i Vestergaard: Straffeloven med henvisninger.

7

De strafbare forhold og strafferettens kilder

Kapitel 1

fra Den særlige Klageret. De afgørelser, som gengives i TfK, samles i bogen Systematisk oversigt over domme i kriminelle sager, der nu udkommer årligt.12 Det kan anbefales at benytte de relevante elektroniske ressourcer. Således vil abonnenter hos Karnov Group med fordel kunne søge online såvel i UfR og TfK som i kommentarerne til de enkelte lovbestemmelser i Karnovs Lovsamling. For studerende vil denne mulighed være til stede ved udnyttelse af uddannelsesstedernes licenser, f.eks. fra brugerrummene på Det Juridiske Fakultet. En del af materialet er tillige tilgængeligt på studieskiven fra Karnov Group Jura.

Ved søgning efter dansk retspraksis er der flere nyttige indgange, herunder adgang til at søge ved hjælp af fritekst. En god måde at orientere sig om praksis i relation til en given bestemmelse er at anvende UfR som indgang for herefter at kalde den pågældende lov frem og inden for denne søge på bestemmelser af interesse. Denne metode giver samtidig en indgang til afgørelser refereret i TfK. Nye afgørelser foreligger i øvrigt tidligere i den elektroniske form end i de trykte tidsskrifter.

Af nyere dansk litteratur fremhæves de almindelige fremstillinger og øvrige værker, som er anført bagest i bogen. Nogle af de nævnte bøger indeholder flere enkeltheder end fremstillingen i det følgende. Dette gælder ikke mindst Kommenteret straffelov – speciel del (Komm. SpD), der anbefales læsere med ønske om yderligere fordybning i stoffet. Om strafferetlige emner er der selvsagt også andre bøger og et stort antal artikler, der kan opspores ved søgning i de bibliografier og databaser, som er nævnt bagest i bogen.

Ved henvisning til litterære artikler i Ugeskrift for Retsvæsen anvendes i det følgende forkortelsen UfR med tilføjelse af bogstavet B foran sidenummer. Tilsvarende anvendes forkortelsen TfK ved henvisning til artikler i Tidsskrift for Kriminalret.

Som samlet indgang til diverse elektroniske ressourcer henvises der til http:// libguides.culis.kb.dk/dansk_ret.

Der henvises i øvrigt til de websteder, som en del relevante myndigheder og institutioner har oprettet, se oversigten bagest i bogen over et udvalg af disse.

12 Foruden referater af afgørelser fra Ugeskrift for Retsvæsen og Tidsskrift for Kriminalret indeholder de systematiske oversigter referater af afgørelser afsagt af Den særlige Klageret samt afgørelser, der har været refereret i Meddelelser fra Landsforeningen af beskikkede advokater.

8