M a h to b M a h m o o dy
Forfulgt En datters gribende historie om had, vold, frygt – og kÌrlighed
Forfulgt.indd 2
20/08/13 14.50
MAHTOB MAHMOODY
FORFULGT EN DATTERS GRIBENDE HISTORIE OM HAD, VOLD, FRYGT – OG KÆRLIGHED
På dansk ved Lærke Pade
GADS FORLAG
Forfulgt.indd 3
20/08/13 14.50
Forfulgt.indd 2
20/08/13 14.50
KAPITEL 1 Jeg er flyttet 32 gange i løbet af mine 32 år. Den seneste flytning har nok været den, jeg har glædet mig mest over. For første gang ejer jeg selv mit hjem. Jeg har slået rødder og er fast besluttet på at blive ... i hvert fald lidt længere end normalt ... håber jeg. Jeg sidder i min udestue og nyder solens stråler, der strømmer ind gennem vinduet. En dampende kop med min yndlingskaffe fra Berres Brothers med mælk varmer mine hænder, og jeg tænker: Hvordan kan det dog være, jeg skal have det så godt? Mit liv har været mere hektisk end normalt de sidste par måneder. Til tider føles både mit arbejde og mit liv, som om det snurrer rundt i så rasende et tempo, at jeg bliver helt svimmel af at prøve at følge med. Så er det, at de mareridt, som jeg ellers ikke har haft længe, dukker op til overfladen igen om natten. Den ræv, der jagtede mig i min barndom, er forsvundet, men den velkendte fornemmelse af truende fare kan stadig hjemsøge mig om natten. Men lige nu er jeg i ro. Udenfor synger fuglene deres tak for de foderkugler, jeg lige har hængt op. Forår i Michigan er et vidunderligt syn. Sneen har trukket sig tilbage og afsløret et tæppe af mat, brun jord med pletter af gulgrønt. Ved siden af mig står et lille bord med små dekorative symboler på No-ruz, den persiske nytårsfest. Haft sin, som betyder “de syv S’er”, er et kort over ældgammel visdom, som skal lede en igennem overgangen fra det ene år til det næste. Bordet illustrerer dette kort. En vigtig del af No-ruz er renselse. Man skal rense sine tanker for negativitet, udrense sin krop og sågar gøre rent i sit hjem. 11
Forfulgt.indd 11
20/08/13 14.50
Jeg nipper til kaffen og får pludselig en masse store planer. Jeg ved ikke, om det er synet af mit haft sin-bord, der inspirerer mig, men jeg beslutter, at jeg i dag vil gennemgå de sidste kasser i kælderen. Dem, der står “Diverse” på. Jeg har ignoreret det skjulte rod i tre måneder; det må være nok. Jeg går ned ad trappen til kælderen og er lidt stolt over, at disse tæppebeklædte trin faktisk tilhører mig. Jeg står lidt ved skydedørene af glas ind til det tomme værelse, der en dag skal være hyggestue, mens jeg inspicerer det tomme felt med jord foran min terrasse. De første spæde tulipaner og påskeliljer er på vej op ad den halvfrosne jord. Syrenbuskene er stadig nøgne. Jeg ser frem til at fylde op med blomster og urter, måske endda nogle tomatplanter. Men det må blive en anden dag. Bagerst i kælderen, bag en dør, som er alt for nem at lukke og ignorere, er der en ufærdig del, det perfekte gemmested for rod. Der undslipper mig et suk, endnu før jeg har åbnet døren. Der er ikke mange kasser tilbage, siger jeg til mig selv, da jeg går indenfor. Det bliver rart at få det gjort. Arbejdet ligger ligefor. Der står endda en kasse på et bord, parat til at blive åbnet. Jeg griber den kniv, der ligger ved siden af, og går i krig. Jeg nyder lyden og fornemmelsen af kniven, der skærer igennem gaffatapen. Så er kniven nået hele vejen, og flapperne springer op med et dumpt plop. Øverst ligger et beskyttende lag af sammenkrøllet avispapir. Instinktivt tjekker jeg, om der er nogle uløste krydsord. Det er der ikke, så jeg smider aviserne ned i papirkurven under bordet. Okay, lad os se. Hvad har vi her? “Diverse” er en passende betegnelse – breve, avisudklip, billeder, billetter, den røde nøglering, jeg vandt i en talentkonkurrence i gymnasiet ... ting, der kun har affektionsværdien tilbage. Det er derfor, det er så svært at pakke kasserne ud. De rummer levn fra min fortid, som ikke rigtig passer ind i min nutid, men som jeg alligevel ikke kan få mig selv til at sige farvel til. Jeg graver mig vej gennem lagene og får øje på minder, der går meget langt 12
Forfulgt.indd 12
20/08/13 14.50
tilbage i mit liv. Det går op for mig, at jeg ikke kan få det her overstået på et øjeblik. Det kommer til at kræve en behagelig stol og en kop kaffe mere. Med kassen balancerende på armen slukker jeg lyset, lukker døren og går op i udestuen igen. Det første, der fanger min opmærksomhed, er et fotoalbum. Omslaget er mørkeblåt og dekoreret med stjerner og en gul halvmåne. “Mahtob betyder måneskin” – jeg smiler for mig selv ved tanken om dengang, mine venner drillede mig, fordi jeg altid sagde det. For mange år siden gav min mor mig det her album for sjov. Da jeg tager albummet op, falder der en konvolut ud, og jeg kommer til at tænke tilbage på dengang for længe siden, hvor jeg gjorde mit sidste forsøg på at gøre albummet færdigt. Jeg arbejdede i en interesseorganisation for psykisk syge i Michigan. Jeg var ansvarlig for organisationens kontakt til lokalsamfundet. Jeg elskede mit arbejde, mine kollegaer, min by, mine skøre og meget forskellige venner. Livet var dejligt, men meget travlt. Man kunne også få for meget af det gode, hvilket jeg så småt var ved at finde ud af. Da jeg fik tilbud om at rejse væk på forlænget weekend, tog jeg spontant imod invitationen. Mens jeg pakkede, kastede jeg albummet ned i min taske sammen med en kuvert med en masse billeder i. I flyet fik jeg tiden til at gå med at sætte billederne ind i albummet. Samtidig tænkte jeg på, hvorfor det mon aldrig lykkedes mig at finde tid til den slags små ting normalt. Hvorfor kunne jeg ikke få sat billeder i et album, før jeg var på vej tværs over USA? Var det virkelig nødvendigt at have så travl en hverdag? Jeg tjekkede uvilkårligt bagsiden af billederne, mens jeg stak dem ind i albummets plasticlommer. Ræven var ikke dukket op i mine voksne drømme, men jeg var altid på vagt over for, om han ville vende tilbage. Det var lige så instinktivt som at trække vejret. En ubevidst vane, der skyldtes et liv, hvor jeg altid har skullet være årvågen. Min mor, som er bundsentimental, havde allerede givet adskillige arvestykker videre til mig. Hver gang hun besøgte mig, var bilen fyldt med skatte fra fortiden – hendes bedstemors gyngestol, de persiske 13
Forfulgt.indd 13
20/08/13 14.50
tæpper, der lå i mine barndomshjem, et oliemaleri, som havde tilhørt min far, det skrøbelige iranske testel med guldkanter, som vi havde brugt hvert år til at holde de symbolske syv S’er på vores haft sin-bord, æsker fyldt med billeder fra et helt liv ... Bag på de billeder, som er taget i de første måneder af mit liv, er et pralende stempel med omridset af en ræv – ræven fra mine drømme. Det er bare et omrids, tegnet med rødt, men det er ikke til at tage fejl af. Han springer gennem luften med poterne fremme, ørerne tilbage, halen strakt bag sig, tydeligvis på vej mod sit bytte. Under ham står der med store bogstaver “FOX PHOTO”. De billeder, jeg sad med nu, var af nyere dato. De var ikke blevet fremkaldt hos Fox Photo. Der kunne ikke være nogen ræv på bagsiden, men jeg tjekkede det alligevel uden at tænke over det. Det er ikke tilfældigt, at min barnehjerne gjorde den ræv til symbolet på min far. Han var trods alt familiens fotograf, og jeg var hans yndlingsmotiv. De kasser og album, der nu står hjemme hos mig, afspejler tusindvis af øjeblikke, som hans kameralinse forevigede for eftertiden. Mit liv kunne nemt være blevet meget anderledes, end det er blevet. Jeg spekulerer på, hvem jeg var blevet, hvis alting var gået, som min far havde planlagt. Lyden af flyets motor lullede mig langt væk i minder, indtil en kvinde ved siden af mig lænede sig ind mod mig og indledte en samtale. Jeg havde lagt mærke til hende med det samme, da hun steg om bord på flyet. Hun var meget karismatisk, klædt helt i sort, bortset fra stiletterne, som var leopardmønstrede. Hun havde en stor skuldertaske og trendy stråhat. Hendes korte, lyse hår blev holdt væk fra ansigtet af et par gigantiske designersolbriller. Samtalen kom hurtigt til at handle om bøger. Det gør mine samtaler tit. Før jeg vidste af det, var jeg i gang med at kradse hendes boganbefalinger ned på det hæfte med krydsogtværser fra New York Times, som jeg også havde taget med til turen. Guernsey Literary and Sweet Potato Peel Pie Society, Niceville og Damernes Detektivbureau Nr. 1. Inden længe havde jeg opgivet at gøre albummet færdigt. Jeg put14
Forfulgt.indd 14
20/08/13 14.50
tede resten af billederne tilbage i konvolutten og lukkede albummet. Det måtte vente til en anden dag. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg oplever tit, at fremmede mennesker betror sig til mig. Sådan har det ikke altid været, men det har været en del af mit liv, siden jeg gik i anden klasse. Mine klassekammerater plejede at stå i kø på legepladsen for at skiftes til at sidde på gyngen ved siden af min og “bearbejde deres følelser”, som vi siger på mit arbejde. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, der hang en boble over mit hoved med ordene “Psykiatrisk hjælp 25 øre”, ligesom hos Trine fra Radiserne. En fremmed er et menneske, der ikke har betroet sig til mig endnu. Vi talte sammen uafbrudt resten af turen. Hun var en skøn kvinde med et varmt smil og venlige øjne. Det viste sig, hun var ejendomsmægler i en by på landet ikke så langt fra, hvor jeg boede. Hun fortalte mig, at hun og hendes mand boede i rolige, landlige omgivelser, og hun inviterede mig til at komme på besøg, hvis jeg nogensinde fik brug for at hvile ud. Da vi landede, havde vi også nået at tale om Glasslottet, Vand til elefanterne og The Secret Life of Bees, som om vi havde været venner i 100 år. “Hvor lang tid er der til dit næste fly?” spurgte hun, mens vi stod i den sædvanlige rastløse kø mod udgangen. “Cirka to timer.” “Så har vi tid til frokost.” Det var ikke et spørgsmål. Jeg prøvede at protestere, men hun insisterede. Vi banede os vej til en fiskerestaurant, hvor vi fortsatte samtalen om bøger over et glas vin og delte en portion blæksprutteringe. Det ene emne tog det andet, som det så ofte sker i den slags samtaler. Snart var denne smukke kvinde i færd med at fortælle mig om noget meget smertefuldt, hun havde oplevet. I mange år havde hun båret sin byrde i tavshed og havde ikke engang delt den med sine nærmeste venner. Hun fik tårer i øjnene, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på den flossede sorte ramme, der stod på mit skrivebord på arbejdet. Jeg havde printet Væverens digt ud på et stykke flødefarvet brevpapir. Ordene stod præcis, som min kære veninde Hannah havde citeret dem for mig, 15
Forfulgt.indd 15
20/08/13 14.50
den dag vi blev studenter. Jeg var 18 år, og det havde været en af de sørgeligste dage i mit liv. Væverens digt Mit liv er et vævet tæppe Som Herren og jeg væver på. Farverne vælger jeg ikke selv Men væven står aldrig stille. Ofte væver Gud sorg ind Og ofte glemmer jeg dumt At Han ser oversiden Mens jeg ser tæppets bund. Først når tæppet er færdigt Og væven er tavs Breder Gud hele tæppet ud Og viser hvorfor. For i den dygtige vævers hånd Er de mørke tråde lige så nødvendige Som trådene af guld og sølv I det mønster, han har udtænkt. Benjamin Malachi Franklin (1882–1965)
Det var vitterlig mørke tråde, som min nye veninde fortalte mig om. Og som med alle mørke tråde var jeg overbevist om, at de indeholdt en velsignelse et sted, uanset om man kunne se det eller ej. Jeg spekulerede på, om hun forstod det. “Jeg fatter slet ikke, jeg sidder og fortæller dig alt det her,” snøftede hun. “Det er mærkeligt, men jeg har det, som om jeg har kendt dig i årevis. Og så ved jeg ikke engang, hvad du hedder!” 16
Forfulgt.indd 16
20/08/13 14.50
“Jeg hedder Mahtob,” sagde jeg med et smil og rakte hen over bordet for at trykke hendes hånd. “Mahtob. Sikke et smukt navn. Hvor stammer det fra?” “Det er persisk.” “Persisk – altså iransk?” “Mmm,” sagde jeg og tog en mundfuld Riesling. “Min far var fra Iran.” “For mange år siden læste jeg en virkelig spændende bog,” begyndte hun, og jeg vidste straks, hvor det bar hen. “Den handlede faktisk om en kvinde fra Michigan. Hun giftede sig med en mand fra Iran. Han tog hende og deres lille datter med til Iran, så de kunne besøge hans familie, og så holdt han dem fanget. For at det ikke skal være løgn, var der samtidig krig, og byen blev bombet. Det er en sand historie. Kan du forestille dig det? Kvinden prøvede at flygte med sin lille pige mange gange, og til sidst lykkedes det. Det er en helt utrolig historie. Der blev lavet en film om det. Hvad var det nu, den hed?” “Ikke uden min datter.” “Ja, Ikke uden min datter, det er rigtigt. Har du læst den?” “Nej,” klukkede jeg. “Jeg har levet den!”
Forfulgt.indd 17
20/08/13 14.50
Forfulgt.indd 2
20/08/13 14.50
Kapitel 28 En aften sad jeg og læste på universitetets bibliotek. Der var meget tomt resten af året, men nu var der helt proppet, fordi det var eksamenstid. Jeg sad ved et lille bord, omgivet af en masse andre studerende. Ved siden af mig sad en dreng, der også var alene. Han sad ved et lille bord, der var fyldt med bøger og papirer ligesom mit. Han så ud til at være af asiatisk afstamning. Jeg spekulerede på, hvad hans historie var. Var han en blanding af to kulturer ligesom mig? Til venstre for mig sad en gruppe kvindelige studerende og skiftedes til at stille hinanden spørgsmål i pensum, mens de flirtede til højre og venstre. En lind strøm af sultne, koffeinhungrende studerende sivede gennem køen ved caféen lige bag mig. Jeg foretrak at sidde langs væggen. Ikke bare fordi det var nemmere at føle sig usynlig, men også fordi det så var nemmere at holde øje med resten af lokalet – det var sikrere. I mine fire år på MSU var jeg kommet til at lære biblioteket godt at kende og kunne nemt og uset finde vej til forskellige udgange derfra. Den tankegang var fuldstændig indgroet i mig. Jeg lagde ikke engang mærke til, at jeg altid registrerede den slags. Når jeg kom ind et sted, tjekkede jeg automatisk, hvor udgangene var. Når jeg skulle finde et sted at sidde, kiggede jeg altid efter en plads, som der var færrest mulige veje hen til. Jeg havde altid min mobiltelefon inden for rækkevidde, samt en dåse tåregas og et enormt nøglebundt med karabinkæde, ekstra nøgleringe og en fløjte. Hvis ingen hørte mig blæse i fløjten, kunne jeg bruge tåregassen og metallænken til at forsvare mig med. 267
Forfulgt.indd 267
20/08/13 14.50
I efteråret, da jeg var begyndt på sidste år, var jeg flyttet ind i en lejlighed sammen med Trish og Brian. Mor havde indvilliget i at lade mig flytte tilbage til East Lansing, hvis der også boede en mand i lejligheden, og Brian havde været en trofast ven siden min første dag på universitetet. Situationen med min far var faldet lidt til ro, men han var ikke forsvundet helt, og vi var stadig i alarmberedskab. Kort efter at jeg havde kastet mig over bøgerne, registrerede jeg nogle bevægelser ud ad øjenkrogen. Uden at løfte hovedet så jeg tre asiatiske teenagere nærme sig drengen ved bordet ved siden af mig. Jeg lyttede ikke til, hvad de hviskede til hinanden. Min hjerne var tilbage ved mine noter, da jeg hørte det. Lyden skar igennem kakofonien og gjorde mig med ét skræmt og opmærksom. Hvor mange år var det, siden jeg havde hørt den grufulde lyd? Senere regnede jeg det ud: 2002 minus 1986 = 16 år. Jeg havde været seks år gammel. Hvor havde jeg dog reageret anderledes som barn. Jeg havde åbenbart mistet modet siden dengang. Gad vide hvordan. Nu var jeg 22, og lyden af en vred knytnæve, der ramte et andet menneske, gjorde mig stiv af rædsel. Hvis knytnæven havde ramt et bord, ville tallerkenerne have hoppet af skræk, bestikket ville rasle, vandet ville skvulpe i glassene. Men en krop tager imod stødet, så det lyder som et grotesk, blødt dunk. Optrinnet udspillede sig i slowmotion foran mig. Drengen ved nabobordet var én mod tre. Han havde ikke en chance. Jeg så til i tavshed, mens de tre bøller tævede ham. De væltede ham ned fra stolen, slog til ham, sparkede ham, bandede ad ham. Jeg så rundt på alle de andre studerende og tiggede dem med øjnene om at gøre noget for at beskytte denne dreng, der ikke kunne beskytte sig selv. Ingen rørte sig. Indvendig skreg jeg efter nogen, hvem som helst, der kunne få det til at holde op. Hvordan kunne det være, at der i dette hav af studerende ikke var en eneste, der ville handle? Hvordan kunne jeg af alle mennesker være en af dem? Pludselig flygtede de tre, lige så hurtigt som de var kommet. Drengen var alene og lå på gulvet og hev efter vejret. Han vred sig i smerte. 268
Forfulgt.indd 268
20/08/13 14.50
Min skræk blev til pinsel. Jeg ville gerne græde, men jeg kunne ikke. Jeg havde så ondt af drengen, der kæmpede for at komme op på alle fire og dernæst op at stå. Jeg ville gå hen til ham, hjælpe ham op, trøste ham, men jeg var stadig lammet. Hele lokalet var fyldt af en trykkende stilhed ... den hvæsende espressomaskine ... de studerendes lavmælte samtale ... stoleben, der skrabede hen ad gulvet ... bøger, der landede på borde ... lærredssko mod linoleum ... det var alt sammen standset med ét, da en knytnæve blev hamret ind i en krop. Det er svært at skjule skam. Den afslører sig i vores udtryk, vores kropssprog. Skam får øjnene til at se væk, får hovedet til at bøje sig og skuldrene til at hænge. Jeg kendte den følelse. Det var med skam, at drengen samlede sine ting sammen. Hans lyde gav genlyd i det stille lokale. Han samlede sine papirer i en stak og kantede stakken mod bordet for at gøre den lige. Han lagde sine bøger i en stabel og puttede dem ned i sin rygsæk. Lynede. Lyden af rygsækken mod hans jakke efterfulgtes af et lavmælt støn, da rygsækken landede på hans ryg. Det var med skam, jeg hørte hans humpende skridt hen mod døren. Lyden af næver mod hud havde ført mig tilbage til Iran. Jeg var fem år gammel, og det var en af de værste omgange, jeg havde været vidne til. Jeg ved ikke, hvad det var, der havde trigget min far denne gang. Han skreg, mens hans knyttede næver hamrede løs på min mor og kaldte hende saag, hund – det mest foragtede og beskidte væsen i den persiske kultur. “Jeg slår dig ihjel,” rasede han. “Forstår du, hvad jeg siger? Jeg slår dig ihjel, og du får aldrig Mahtob at se igen.” Hun holdt armene op foran hovedet for at prøve at afværge hans slag, hvilket selvfølgelig var umuligt. Jeg løb hen til hende og kilede min krop ind imellem deres, tryglede min far om at holde op med at slå, mens jeg prøvede at skubbe ham væk. Han fejede mig til side. Jeg kastede mig uden tøven ind i kampen igen. Denne gang tog han mig op og kylede mig tværs gennem lokalet. Jeg ramte væggen og faldt ned på gulvet. Men jeg gav ikke op. Jeg begyndte at skrige: “Jeg skal på toilettet! Jeg skal på toilettet!” Det havde virket før. Han vidste, jeg var bange for badeværelset. Jeg gik aldrig derud alene. Mor gik altid 269
Forfulgt.indd 269
20/08/13 14.50
med. Det var vores helle, hvor vi hviskede vores bønner, men det vidste han ikke. Det var vores hemmelighed. Men den aften kunne ikke engang badeværelset redde os. Ud ad øjenkrogen greb han mig i at stikke en finger i halsen for at komme til at kaste op, præcis som mor og jeg havde øvet. Det var vores sidste udvej, som kun måtte bruges i yderste nødstilfælde. Han vendte sig for at komme efter mig, og mor råbte, jeg skulle løbe efter hjælp. Jeg ville ikke forlade hende. Hun tryglede mig. “Mahtob, løb! Løb efter hjælp. Gem dig. Han må ikke finde dig. Jeg skal nok klare mig. LØB!” Jeg adlød. Jeg løb ned ad trapperne til Reza og Essies lejlighed. Desperat hamrede jeg på deres dør. “Hjælp! Vil I ikke nok hjælpe!” skreg jeg, men jeg er ikke sikker på, at ordene kom ud. Ingen svarede. Jeg kunne høre min far komme efter mig. Mor tiggede: “Nej, Moody, hold nu op. Du må ikke gøre det.” Han smækkede døren i hovedet på hendes indsigelser. “Du ser aldrig Mahtob igen,” snerrede han. Jeg blev ved med at banke på døren. Stadig ingen reaktion. Mit hjerte hamrede. Jeg hørte min far låse døren. Min mor var fanget inde i vores lejlighed. Var hun okay? Gemmested, tænkte jeg, jeg er nødt til at finde et gemmested. De frygtede fodtrin nærmede sig. De blev højere for hvert skridt, han trampede ned ad trappen. De gav genlyd i opgangen. Jeg løb rundt om hjørnet. Der stod en barnevogn i opgangen. Jeg kravlede ned bag den og bad til, han ikke ville finde mig. Men selvfølgelig fandt han mig – han var voksen, og jeg var fem år gammel og gemte mig forudsigelige steder. De næste to uger står hen i en tåge. Han fjernede mig fra mor og sagde, jeg aldrig ville få hende at se igen. Hver aften stirrede jeg op på månen og vidste, at uanset hvad, kiggede mor og jeg på den samme måne og tænkte på hinanden. Det havde hun lovet mig. Hun havde forberedt mig på, at vi kunne blive skilt ad. Hun havde hjulpet mig til at kunne klare det og lært mig sange, jeg kunne synge. De var vores hemmelige kode. Det var hendes måde at trøste mig på, når hun ikke selv kunne være der. 270
Forfulgt.indd 270
20/08/13 14.50
Man siger, at kroppen angriber sig selv der, hvor den er svagest. Hvis det passer, var mit svageste led min mave. I de to uger havde jeg en voldsom diarré. Heldigvis havde den lejlighed, hvor jeg var fanget, et toilet i stedet for det typiske hul i gulvet. Dag efter dag sad jeg på toilettet i en evighed, mens min far gik frem og tilbage og krydsforhørte mig. “Mahtob, fortæl mig, hvad du og din mor er ude på,” forlangte han at vide. “Hvem taler I med? Hvor var I henne, siden I kom for sent i skole?” “Vi er ikke ude på noget. Vi taler ikke med nogen. Vi for vild.” “I for ikke vild. I kender vejen til skolen.” “Jo, vi gjorde. Vi for vild.” Mor havde indprentet mig, at det var det, jeg skulle sige, hvis han spurgte. “Du lyver.” Nogle gange sad hans nevø på gulvet imellem os og prøvede at berolige ham. Både han og min far var lige vedholdende i deres respektive anstrengelser, men for begges vedkommende var det forgæves. “Hvad har din mor gang i? Hvor går I hen? Hvem ser I?” Spørgsmålene blev ved og ved, men jeg var også stædig. Nogle gange svarede jeg slet ikke. Jeg stirrede bare på gulvet og sang inde i hovedet. “Gud er så goood. God er så goood ...” Nogle gange sang jeg: “I morgen skinner solen (træk vejret ind). Jeg tør vædde med, den gør (pust ud). Når dagen er trist og grå (gisp), stikker jeg hagen frem og spø’r ...” “Svar mig,” brølede han. “Hvor går I hen?” Tavshed. “Ååååh, solen den vil skinne (træk vejret ind) i morgen ...” Hvor jeg dog hadede ham! Hvis jeg havde vidst, at min far ville tage mig med tilbage til min mor efter to uger, ville adskillelsen have været meget lettere at bære. Jeg troede virkelig på ham, når han sagde, jeg aldrig ville få hende at se igen. Der boede andre børn i den lejlighed. Jeg kan ikke huske dem, men der må have været nogle, for der var et værelse fyldt med legetøj. En dag sad jeg på gulvet og fik øje på et velkendt glimt af gult, der 271
Forfulgt.indd 271
20/08/13 14.50
stak ud nederst i en bunke. Jeg skubbede det andet legetøj væk og gravede mig frem til et mirakuløst objekt, der mindede mig om mit hjem – mit rigtige hjem, det i Michigan. Det var en lille dukke med et tøjhoved fyldt med skumkugler. Dens gule tøj var syet på, og en gul hat med hvid blondekant var rimpet fast til dens hoved. Det smilende ansigt var af plastic, og der hvor hatten og ansigtet mødtes, stak et par små dukkekrøller frem. Krøllerne var matte og filtrede, præcis som mine egne. Jeg lukkede øjnene og inhalerede dybt. Åh, hjem. Jeg kunne næsten bilde mig selv ind, at dukken duftede som mit hjem. Jeg tog den med mig overalt, hvor jeg gik, og fandt en hemmelig trøst i dens velkendthed. På det tidspunkt var luftbombardementerne endnu værre end min fars raserianfald. Jeg var utrøstelig, mens de stod på. Jeg kunne ikke bære tanken om, at mor var alene, låst inde i lejligheden, mens bomberne faldt. Hun var ikke i sikkerhed i lejligheden. Hun var nødt til at komme ud i opgangen og søge dækning sammen med de andre beboere. Hvad nu hvis bomberne ramte hende, uden at jeg var der? Jeg vidste, at hun også ville være bekymret for mig, og tanken om at volde hende bekymring var lige så pinefuld som min bekymring for hendes sikkerhed. Jeg ville have, hun skulle vide, at jeg var i sikkerhed, så hun selv kunne være rolig. Det var under et bombardement, at min far til sidst opgav og kørte mig tilbage. Han var brutal, men han elskede mig trods alt. Han kunne ikke bære at se mig så fortvivlet, og det kunne hans familie heller ikke. Ameh Bozorg gjorde sin indflydelse gældende. “Kan du ikke se det?” skosede hun min far. “Barnet ved ingenting. Før hende tilbage til sin mor.” På hendes opfordring gav han efter. I årenes løb var jeg gentagne gange blevet tvunget til at komme overens med min fortid, men episoden i biblioteket og især min reak tion på den gjorde mig forvirret. I psykologitimerne havde jeg lært, at mennesker er vanedyr. Vi udvikler mentale brugsvejledninger for, hvordan vi håndterer bestemte følelser og oplevelser, og vi følger 272
Forfulgt.indd 272
20/08/13 14.50
generelt disse vejledninger. Med andre ord plejer vi at reagere på en situation på samme måde, som vi har reageret på lignende situationer før. Men hvorfor greb jeg så ikke ind, da den dreng blev tævet? Var mit manuskript ved at blive omskrevet? Hvad betød min reaktion? Var jeg ved at miste min modstandskraft? Var jeg ved at blive knækket, eller huskede jeg forkert? Havde jeg bare overbevist mig selv om, at jeg var et magert lille barn, der ikke var bange for at lægge sig imellem? Da jeg havde kæmpet med de spørgsmål i adskillige dage, ringede jeg til min mor og fortalte hende, hvad der var sket, og hvordan jeg havde reageret. Jeg spurgte hende, hvordan jeg plejede at reagere, når min far slog hende. Mor besvarede mit spørgsmål med et andet spørgsmål: “Hvad husker du selv?” “Jeg var frygtløs,” sagde jeg. “Jeg stod ikke bare og ventede, til det var overstået. Jeg sprang ind foran ham, jeg skubbede ham, jeg råbte til ham, jeg fandt på distraktioner og tryglede andre om hjælp.” “Mahtob, du har altid haft en virkelig god hukommelse,” forsikrede hun mig. “Kan du huske, da vi var i Texas for at besøge Barton-familien, kort efter at vi kom tilbage fra Iran? Vi gik ind på en restaurant, og straks fortalte du mig, at vi havde været der tre år forinden, da du kun var fire år. Du viste mig bordet, hvor vi havde siddet og spist, og pegede endda på hver enkelt stol og sagde: “Her sad jeg, og her sad du, og her sad far.” Du fortalte mig sågar, hvad vi hver især havde bestilt. Du har altid haft en utrolig hukommelse.” Så var det sandt. Det var ikke min hukommelse, der svigtede, det var min modstandskraft. Hvilket var langt mere skræmmende.
Forfulgt.indd 273
20/08/13 14.50