Peter Ingemann
Ingemanns land E t Fa m i l i e d r a m a
Ingemanland.indd 12
07/07/10 10.35
Peter Ingemann i samarbejde med Anette Vestergaard
Ingemanns land – et familiedrama
Gads Forlag
Denne bog er til min dejlige storesøster.
KÌre Lene, vi klarede den – vi klarede den sgu!
Kapellet – juni 2002 Jeg går, nærmest som i en drøm, ned ad trappen i kapellet. Den søde, fugtige duft af friske blomster blandet med lugten af tændte stearinlys rammer mig. Lyden af mine fødder på trappen i den kolde bygning runger. Det er uhyggeligt, det er frygtelig uhyggeligt. Jeg kommer ned i en gang, hvor jeg kan se en dør stå åben. Der er kun få meter derhen. Jeg har mest lyst til at skrige, løbe min vej, ringe til min far. Men han ligger i en kiste omgivet af fire lys. Min søster har fundet et pænt sæt tøj til ham. Jeg er bange for at komme tæt på ham, og samtidig afsøger jeg hans ansigt for skader – jeg ved, at kuglen stadig sidder inde i hovedet. Det er kvælende. Han ser ikke ud, som om han sover, han ser død ud. Jeg går helt tæt på kisten, hans negle er lange, og hans hud voksagtig. Jeg rører ved hans højre kind med mine fingre, det er ligesom at få stød. Ømhed og medlidenhed skyller ind over mig: “Hvad har de dog gjort ved dig, hvad har de dog gjort?”.
Indhold
Prolog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1: 2: 3: 4: 5: 6: 7: 8: 9: 10: 11: 12: 13: 14: 15: 16: 17: 18: 19: 20:
De hellige . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Syndens by . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Tre på række . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Landlig idyl ... . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . På flugt fra politiet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . På røven kørt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ingenmandsland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Byggekongen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Originalerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Sækken fyldt op . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Rejsen til Amerika . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Druk og damer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Danmarks dyreste brandert . . . . . . . . . . . . . . . . Far i fængsel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Vodka med skummetmælk . . . . . . . . . . . . . . . . D-dag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Farvel til Baltzer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Opgøret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kapellet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Et bryllup og en urne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
11 15 21 39 47 59 67 75 87 93 109 115 121 135 143 155 161 169 181 199 205
Epilog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 213
Prolog
Jeg har altid fået at vide, at jeg ligner min far. Det synes jeg også selv. Indtil for nylig, hvor jeg kom til at tænke på, at jeg også ligner min morfar en hel del. De to var vidt forskellige, men de respekterede hinanden. Min morfar var nøjsom, lun, ordholdende og ansvarsbevidst. Han drev sit landbrug på heden, fik ti børn og blev langsomt en holden mand. Min far var visionær, generøs, jovial, temperamentsfuld, rummelig og stor i slaget. Han blev uddannet smed, men levede hele sit liv af at bygge og handle og udvikle stort anlagte projekter. De var som nat og dag. Min morfar døde som 87-årig, slidt af mange års hårdt arbejde, men tilfreds med det liv, han havde levet, og de resultater, han havde skabt. Jeg tror ikke, han gik rundt og satte spørgsmålstegn ved sig selv og sin levevis, for han havde levet et liv i pagt med både Vorherre og sig selv. Min far var et kreativt energibundt, en gudbenådet sælger og altid – altid – festens centrum. Han var sin egen herre, der var ingen hverken over eller under ham, heller ingen Gud. Men inde i ham foregik der en krig, som ikke kunne vindes. Vi kaldte det hans indre dæmoner, min søster og jeg. Det handlede om, at han aldrig følte, at han gjorde det godt nok. Lige meget, hvor mange skulderklap han fik, og hvor mange millioner han havde i banken, så var det aldrig 11
godt nok. Hans mor bar en stor del af skylden for, at han havde det så psykisk dårligt. Hen imod slutningen af sit liv drak han så tæt, at det nærmede sig sindssyge. Da han tog sit eget liv som 57-årig, var han tæret op af alkohol og skyldfølelse; udmattet af nederlag. Både min morfar og min far havde et stort potentiale. Min morfar forløste sit på sin egen stilfærdige måde, i Guds nåde og gennem dagligt slid. Hans liv var stabilt som et bornholmerur. Min fars op- og nedture fik en rutsjebane med loop til at ligne et veterantog i en forlystelsespark. Han eksploderede som nytårsraketter, men endte som en fuser, alene, i en kælder. Hvordan kunne det ske? Det spørger jeg ofte mig selv om. Hvordan kunne det ende så galt for en mand, der som udgangspunkt kunne gå på vandet? Som andre kunne se så mange muligheder i. Som kvinderne tilbad. Og som jeg så op til som en konge. Jeg ved, at min far var med i min morfars aftenbøn. Men det hjalp ham ikke. Han endte som en dybt ulykkelig, ensom mand. Jeg spejler mig i de to mænd og synes, jeg kan genkende mig selv i dem begge. Jeg har min morfars ansvarsfølelse. Jeg er en småkedelig familiefar, der ser det som min vigtigste opgave at forsørge min familie. Jeg er ordholdende. Jeg går sjældent i byen, fordi jeg hellere vil være sammen med min kone og vores to døtre, når jeg endelig er hjemme fra tvoptagelser med Hammerslag. Men jeg savner af og til det vilde liv, de gale indfald, den vanvittige humor og de skæve eksistenser, som min far omgav sig med. Også jeg har et potentiale, som jeg gerne vil forløse. Og der ligner jeg min far, for selv om jeg er vært for et af landets mest populære livsstilsprogrammer, er jeg aldrig tilfreds – det bliver aldrig godt nok. Den følelse vil ikke slippe mig. Indimellem har jeg også følt mig tøjret i båsen 12
som “ham den pæne, hyggelige tv-vært” – alle tror, de ved, hvem jeg er. Det gør de ikke. Dette er min personlige historie. En historie om en knægt, der blev voksen – og om den mand og de mennesker, der har præget mig og gjort mig til den, jeg er. Det handler om et far og søn-forhold – på godt og ondt. Når det gik godt, var det helt unikt. Når det gik skidt, var det virkelig slemt. Rigtig mange er, som jeg, vokset op med en alkoholiseret forælder. Jeg håber, de kan få udbytte af min historie. For lige meget, hvor svært det kan være undervejs, behøver det ikke ødelægge resten af ens liv. Det afgørende er, at man har nogle øer af luft, hvor man kan trække vejret helt ned i maven. Hvor det gode, sjove og positive bor. Lige så vigtigt er det, at man har – eller finder – nogle mennesker, der kan give en den tryghed og stabilitet, man mangler, når man lever sammen med en alkoholiker. I mit tilfælde var min mor det kærlige og stabile holdepunkt. Selv har jeg prøvet at bruge mine erfaringer konstruktivt. Humoren og et lidt skævt livssyn har også hjulpet mig til at overleve. Min søster og jeg har altid kunnet se det groteske og morsomme i vores oplevelser, og det har været uvurderligt for mig, at jeg havde hende at dele det hele med. Drama savner jeg ikke. Det har der været nok af. Jeg går ikke rundt og tørster efter flere afsporede tog, vildfarne riffelskud, slåskampe på gårdspladsen, vodka med mælk til morgenmad, opslidende retssager og dødskørsler med mig og min søster på bagsædet. Men folkelivet i Silkeborg, timerne i selskab med Børge Slagter og Lars Jyde og ikke mindst: Min far, når han var ædru ... alt det savner jeg.