97acc23c0986474aba162ffe4490d0f1

­

lektor i ­historie ved Syddansk Universitet. Har tidligere skrevet bl.a. Danske korstog. Krig og mission i Østersøen (s.m. Ane Bysted, Carsten Selch J­ ensen og John Lind, 2004), Det danske ­im­­perium – storhed og fald (s.m. Michael Bregnsbo, 2004) og Politikens bog om kors­ togene (2005).

Knud J.V. Jespersen, f. 1942, dr.phil. og professor i historie ved Syddansk Universitet.

DANMARKS KRIGSHISTORIE fortæller historien om, hvordan krige og mili­ tære kriser har formet menneske, stat og samfund i Danmark i mere end tusind år – fra man begynder at kunne skimte omridset til en dansk statsdannelse til krigen i Afghanistan i dag.

Det er første gang, Danmarks samlede krigshistorie fortælles. Værket fortæller om krigenes årsager og konsekvenser set i et bredt udenrigs- og sikkerheds­ politisk perspektiv, og ikke mindst forklares krigenes gang og afgørende begivenheder ud fra de politiske og militære lederes synsvinkel, ligesom vi møder den menige soldat og de mennesker, hvis liv på godt og ondt påvirkes af krig.

Kgl. ordenshistoriograf. Har tidligere skrevet bl.a. Gyldendals Danmarkshistorie bd. 3 (tiden 1648-1730) (1989), Stat og Nation, 1500-1900.

Det Europæiske Hus bd. 4 (1992), Med hjælp fra England. Special O ­ perations Executive og den

DANMARKS KRIGSHISTORIE er rigt illustreret med kort, malerier og fotos.

Værket henvender sig til alle med bred interesse for historie og er skrevet af seks af landets førende militærhistorikere.

danske modstandskamp 1940-1945, I-II (1998 og 2000), Dansk Udenrigspolitiks Historie, bd. 2 (1648-1814) (s.m. Ole Feldbæk, 2002) og Rytterkongen. Et portræt af Christian 10.

(2007).

Gunner Lind, f. 1953, dr.phil. og professor i ­historie ved Københavns Universitet. Forfatter til bl.a. Hæren og Magten i Danmark (1994) og Dansk Udenrigspolitiks Historie, bd. 1 (s.m.

Kurt Villads Jensen Knud J.V. Jespersen Gunner Lind

ca. 700-1600 1600-1720 1720-1814

Ole L. Frantzen Michael H. Clemmesen Thomas Wegener Friis

1814-1871 1872-1945 1945-2010

Danmarks krigshistorie

Kurt Villads Jensen, f. 1957, ph.d. og

Danmarks krigshistorie 700 -- 2010

Michael H. Clemmesen, f. 1944, tidl. brigade­ general, seniorforsker ved Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet. Forfatter til talrige publikationer om de sidste 150 års danske militær­historie.

Ole L. Frantzen, f. 1947, cand.phil. i historie og direktør for Statens Forsvarshistoriske Museum.

Forfatter til bl.a. Den danske hær i Napoleons­ tiden 1801-1814 (s.m. Hans Christian Wolter m.fl., 1992) og Danmark i krig (s.m. Hans Christian Bjerg, 2005).

»Det er stort tænkt og stærkt udført« – Berlingske Tidende

Thomas Wegener Friis, f. 1975, ph.d. og ­adjunkt i historie ved Syddansk Universitet. Har

»Stort sobert værk« – Jyllands Posten

skrevet bl.a. Den usynlige front. DDR’s militære

»… fremragende oversigtsværk« – Politiken

spionage i Danmark under den kolde krig (2005)

»… et fagligt og sproglig overskud, som aftvinger den dybeste respekt« – Børsen

og Østersø­området fra Anden Verdenskrig til den Kolde Krig (s.m. Robert Bohn og Michael F. Scholtz, 2007).

Ole L. Frantzen og Knud J.V. Jespersen er desuden hovedredaktører på værket.

­Esben Albrechtsen og Karl-Erik Frandsen, 2001).

I S B N 978-87-12-04579-3

9

788712 045793

GADS FORLAG

83126_smd_dk krigs_r2.indd

1

700 2010 GADS FORLAG

GADS FORLAG

5/25/10

12:04 PM

*OEMFEOJOH ,SJH PH TBNGVOE

.*-*5 3)*4503*&/4 (&/,0.45 Gennem det meste af det 20. århundrede ignorerede danske faghistorikere stort set den militære side af den historiske udvikling til skade for en dækkende samlet fortolkning.

Den fremtrædende radikale historiker Erik Arup vandt således udbredt gehør blandt fagfæller for sit principielle standpunkt, som han formulerede i sin danmarkshistorie fra 1920’erne, at middelalderbonden Bjørn, der ryddede skov i Suserup, var vigtigere for samfundets udvikling end nok så mange konger og krige. Det var ifølge hans opfattelse det seje, stilfærdige slid for at forbedre samfundets materielle grundlag, der talte, og ikke tilfældige kongers ofte meningsløse krige. Den rigtige historie blev derved historien om det langsomme, uafvendelige fremskridt og historien om den rationelle stræbens gradvise sejr, hvilket langsomt, men sikkert ville fortrænge mørke, irrationelle kræfter såsom krig og vold.

Prisen for denne stærke fokusering på det rationelle og på fremskridtet var imidlertid en manglende evne til at håndtere fænomener som krig og organiseret voldsanvendelse, der netop i Arups og den radikale historietraditions univers fremstod som irrationelle abnormiteter stridende mod al sund fornuft. I analogi med pressens verden rangerede sådanne fænomener efter denne traditions begreber på linje med værtshusslagsmål og sexskandaler, som den pænere del af pressen i hvert fald før i tiden overlod til de mere letbenede sensationsblade. Det var slet ikke et anliggende for anstændige

10

*OEMFEOJOH ¼ ,3*( 0( 4".'6/%

83126_dk krig_001-371_.indd

10

20/05/10

10:41:19

mennesker at beskæftige sig med sådanne elementære og vulgære livsytringer fra folkedybet.

Det er imidlertid en uafviselig kendsgerning, at sex og vold er en lige så uadskillelig del af den menneskelige udvikling som den såkaldt rationelle adfærd, der af Arup og mange med ham blev udnævnt til det egentlige ledemotiv i historien. Ved bevidst at se bort fra krig og vold som gyldige udviklingsfaktorer afskar disse historikere sig også fra at analysere og indfortolke disse sider af den menneskelige udfoldelse i deres historieskrivning. Fænomener, som er belagt med tabu, kan ifølge sagens natur ikke gøres til genstand for kritisk analyse og fortolkning. Arup kunne således i ovennævnte danmarkshistorie uden videre beskrive Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570 som det meningsløse resultat af to unge kongers personlige magtbegær og mådelige begavelse samt – hvilket forekom ham ubegribeligt – nogle for Danmark ganske uvedkommende forviklinger “helt” ovre i Østbaltikum, som han med betydelig nærsynethed formulerede det. Det lå med andre ord slet ikke i kortene at tillægge sikkerhedspolitiske overvejelser reel betydning, og han var derfor i sin tolkning blind for, at Den Nordiske Syvårskrig og alle de efterfølgende svenskekrige var håndgribelige militærpolitiske udtryk for den lange kamp om herredømmet i østersøregionen, som udløstes af hansevældets sammenbrud tidligere i 1500-tallet, hvilket fik afgørende indflydelse på den langsigtede udvikling i Danmark, Sverige og en række andre lande. En historie, som borttænker et sådant fundamentalt aspekt, er derfor kun en halv historie.

Denne misere hang sammen med den radikale historietraditions prioriteringer. I slutningen af 1800-tallet blev historiestudiet ved Kristian Erslevs og andres indsats professionaliseret og videnskabeliggjort. Erslev og hans fæller tilhørte inderkredsen af københavnske venstreintellektuelle, hvori også indgik Viggo Hørup og brødrene Brandes.

I skyggen af nederlaget i 1864 udviklede der sig i denne kreds en udtalt pacifisme og en stærk overbevisning om, at Danmark ikke længere kunne forsvares med militære midler, hvorfor kredsens grundholdning også blev stærkt antimilitaristisk. Politisk fandt dette udtryk ved dannelsen af Det Radikale Venstre i 1905 og faghistorisk ved afvisningen af at beskæftige sig med militærhistoriske emner. Hele dette aspekt forsvandt derfor fra den historiske fagvifte. Denne side af sagen overlod man i stedet glad og gerne til historieinteresserede officerer – hvis der nu endelig skulle skrives om den slags.

Officerskorpset var imidlertid gledet i den modsatte politiske retning i løbet af provisorietiden. I kampen om Københavns befæstning havde langt de fleste officerer ladet sig spænde for Estrups politiske vogn og blev derved ét med det politiske Højre, fæstningsmodstandernes og det intellektuelle Venstres dødsfjende. Alene af den grund var

,3*( 0( 4".'6/% ¼ *OEMFEOJOH

83126_dk krig_001-371_.indd

11

11

20/05/10

10:41:21

de skrivende historiekyndige officerer afskåret fra at søge samarbejde med de radikale faghistorikere. Militærhistorien endte dermed med nærmest at blive monopoliseret af det militære uddannelsessystem og gjort til en hjælpedisciplin i det krigsvidenskabelige studium uden faghistorisk indblanding.

Hvad galt skulle der så være i det, kunne man spørge – faghistorikerne havde jo i forvejen felter nok at boltre sig på? Det forholder sig imidlertid sådan, at krigsvidenskab er en såkaldt nomotetisk videnskab, som søger efter lovmæssigheder i krigsførelsen med henblik på at gøre det bedre næste gang. Universitetsfaget historie er derimod idiografisk i den forstand, at det ikke spejder efter lovmæssigheder, men tværtimod interesserer sig for forskelligheder og individualiteter. I kraft af sin status som krigsvidenskabelig hjælpedisciplin blev den ”militære” militærhistorie med andre ord nomotetisk i sin tilgang. Den søgte efter ligheder eller såkaldte ”krigshistoriske konstanter”, som kunne indarbejdes i planlægning af fremtidig militær indsats. Krigshistorien blev udpræget anvendelsesorienteret – gode staldtips til næste løb – hvorimod erkendelse af fortidige fænomeners individualitet og forskellighed fra nutiden fortonede sig. Set fra et faghistorisk synspunkt virkede resultaterne ofte amatøragtige og ubrugelige, og officererne havde på deres side vanskeligt ved at forstå faghistorikernes nedvurdering af deres produkter, men tolkede den oftest som udtryk for akademikerhovmod og politiske meningsforskelle. Faghistorikerne fik omvendt bekræftet alle deres fordomme om militærhistorie som noget andenrangs – noget, man gjorde klogt i at holde fingrene fra, hvis man havde karrieren kær.

Sådan var tingenes bedrøvelige tilstand indtil midten af 1970’erne, hvor en gruppe yngre historikere og officerer omsider besluttede sig for at komme på faglig talefod og bringe militærhistorien tilbage på banen. Tidspunktet var heldigt valgt, idet tidsånden viste sig at være med bestræbelserne. Ude i den store verden havde den amerikanske supermagts forsmædelige nederlag i Vietnam understreget behovet for dybe og brede militærhistoriske studier, som kunne bidrage til at forklare og perspektivere dette. Og herhjemme var den radikale historietradition omsider ved at miste sit jerngreb om faghistorien. Resultatet blev, at militærhistorien omsider langsomt gled ind i rækken af accepterede historiske discipliner, og i dag indgår militære fænomener i faghistoriske tolkninger med samme vægt som f.eks. økonomiske og politiske. Nærværende værk er et markant udtryk for denne udvikling.

Det betyder ikke, at vi dermed er tilbage i det, som med et foragteligt skuldertræk benævnes konger og krige-historien. Den moderne militærhistorie, hvoraf dette værk er et produkt, er langt bredere og handler i hovedsagen om sammenhængen mellem mi-

12

*OEMFEOJOH ¼ ,3*( 0( 4".'6/%

83126_dk krig_001-371_.indd

12

20/05/10

10:41:24

litær magtanvendelse og dens organisationsformer på den ene side og den civile samfundsudvikling på den anden. Og det er noget andet end konger og krige, nemlig et forsøg på at opnå en begrundet forståelse af, hvilken indflydelse voldsaspektet i dets organiserede former har haft på de menneskelige samfunds udvikling – altså præcis det aspekt, som den radikale historietradition ikke ville røre med en ildtang og derfor afskar sig selv fra at begribe.

.*-*5 3 0( 4".'6/% Den radikale historietradition var et ægte barn af den oprindelige liberalisme i den forstand, at den troede på fremskridtet og rationaliteten i menneskers adfærd og samtidig hyldede ideen om harmoni forstået som overbevisningen om, at de frie markedskræfter nærmest som en usynlig hånd ville føre frem mod et konfliktfrit samfund med størst mulig velstand og lykke for flest mulige. I en sådan verden måtte brugen af vold og væbnet magt forekomme at være en abnormitet, som ville forsvinde, når bare folk blev kloge nok og de regulerende markedskræfter fik lov til at virke. Denne lyse fremskridtstro er imidlertid på sørgeligste vis blevet dementeret af to ødelæggende verdenskrige i det 20. århundrede, nazisternes bestialske excesser i et af Europas højest civiliserede lande og senere eksjugoslavernes grusomme behandling af hinanden. Sådanne udslag af de irrationelle dybder i menneskers adfærd og tankesæt kunne jo nok ryste troen på fremskridtet, og det er da muligvis også i sidste ende denne rystelse, der kan forklare den radikale traditions forfald.

Modsætningen til dette tankesæt er konfliktsynspunktet, ifølge hvilket menneskehedens historie opfattes som produkt af en endeløs række af konflikter og sammenstød.

Klarest er synspunktet måske formuleret af den marxistiske britiske historiker Rodney Hilton, som i 1973 i et værk om den engelske bondeopstand 1381 generelt formulerede det således: “ … conflict is part of existence and … nothing is gained without struggle.”

Hilton udtrykte på denne måde den almene marxistiske historieopfattelse, som er en konfliktteori med den dialektiske kamp mellem modsætninger – klassekampen – som den historiske udviklings egentlige motor.

Netop af denne grund har marxistiske historikere aldrig lidt af berøringsangst over for militærhistorien. Den officielle historieskrivning i det tidligere kommunistiske Østeuropa var faktisk præget af en meget høj grad af integration mellem militærhistorie og almindelig historisk fortolkning. Og til forskel fra forholdene her til lands havde øst-

,3*( 0( 4".'6/% ¼ *OEMFEOJOH

83126_dk krig_001-371_.indd

13

13

20/05/10

10:41:27

europæiske militærhistorikere højstatus. Marxismen kom som bekendt til at sætte et vist præg også på det danske historiske fagmiljø i 1970’erne, og uanset at de færreste militærhistorisk interesserede historikere kan henføres til marxisternes rækker, er det måske alligevel ikke helt forkert at hævde, at den marxistiske historieopfattelses relative dominans i 1970’erne faktisk medvirkede til at bane vejen for militærhistoriens fornyede rolle som legitim historisk disciplin. Så mærkeligt kan det gå!

Militærhistorien er nu omsider blevet en normal del af den akademiske beskæftigelse med historien, og det er derfor også først inden for de seneste tiår, at vi på dansk grund nogenlunde seriøst og velbegrundet har været i stand til at anstille bredere overvejelser over forholdet mellem militær og samfundsudvikling, som f.eks. spørgsmålet, om skiftende militære formater har haft afgørende indflydelse på samfundsudviklingen i bredere forstand, eller militæret blot afspejler skiftende samfundstyper? I international militærhistorisk forskningssammenhæng står to fremtrædende britiske historikere som hovedeksponenter for to diametralt modsatte svar på dette spørgsmål.

I en banebrydende artikel fra 1957 om “The Military Revolution, 1560-1660” præsenterede historikeren Michael Roberts en stor samlet fortolkning af militærets rolle i den tidlige nytids moderniseringsproces med udgangspunkt i en teknologisk og organisatorisk nyskabelse, nemlig ildhåndvåbnenes erstatning af de blanke våben og fodfolkets fortrængning af det tunge, pansrede rytteri i begyndelsen af 1500-tallet. Deraf afledte han stort set alle væsentlige samfundsforandringer i perioden 1560-1660 – den stærke, centraliserede statsmagt, de store sociale forandringer osv. I Roberts’ optik var den generelle samfundsudvikling med andre ord klart determineret af den militære udvikling.

En anden fremtrædende britisk historiker, Michael Howard, anlagde det stik modsatte synspunkt i sin glimrende lille bog, War in European History (1976). Han opfattede krigens format og militærapparatets organisationsform som funktioner af skiftende samfundstyper og politiske magtstrukturer. Til det middelalderlige feudalsystem svarede ifølge ham således riddernes krig, til renæssancestaten lejetroppernes krig, til absolutismen de professionelles krig, til nationalstaten de værnepligtige massehæres krig osv. Det filosofiske forbillede for denne tolkning var klart nok den tyske militærteoretiker Karl von Clausewitz og dennes grundtese om, at krigen ikke var andet end politikkens fortsættelse med andre midler – politik og samfund først og derefter den militære udvikling som afledt funktion.

14

*OEMFEOJOH ¼ ,3*( 0( 4".'6/%

83126_dk krig_001-371_.indd

14

20/05/10

10:41:29

%&/ &6301 *4,& 3"..& Som vanligt skal man søge sandheden et sted imellem disse to yderstandpunkter, og man kan vel helt generelt hævde, at den militære udvikling altid har været bestemt af tre brede kategorier af faktorer, nemlig den almindelige samfundsudvikling, udviklingen i de militære doktriner og den teknologiske udvikling. Med disse tre kategorier som parametre kan det lade sig gøre at beskrive og konkretisere udviklingen i den europæiske krigshistorie, som så at sige er selve forståelsesrammen omkring den danske krigshistorie, der præsenteres i det følgende.

Historien om Europas mange krige er i mange henseender blodig og forfærdelig, og det er kendetegnende for den europæiske civilisation, at selve krigens format bare voksede og voksede op gennem århundrederne – fra middelalderens ridderdueller til verdenskrigenes altødelæggende kaos. Alligevel endte den europæiske civilisation ikke med at gå under i anarki og kaos, men beherskede ved det 20. århundredes begyndelse tværtimod mere end 80 procent af klodens samlede landområde. Dette bemærkelsesværdige faktum hang formentlig sammen med et andet karakteristisk træk ved civilisationen, nemlig europæernes evne til at udvikle politiske institutioner, der kunne holde de voksende militærapparater i skak, og dermed også i reglen holde krigshandlingerne under politisk kontrol.

Den sidste virkelig ukontrollerede storkrig i Europas historie var Trediveårskrigen 1618-1648, hvor anarkiet lurede lige under overfladen, og hvor krigshandlingerne i lange perioder fulgte krigens egne barske love hinsides politisk kontrol. Man behøver blot at nævne Wallensteins plyndringstogter for at give en idé om forholdene. Den egentlige årsag til dette anarki var det flydende voldsmonopol, den manglende kontrol med den væbnede magt – adelen havde som følge af 1500-tallets militære revolution måttet slippe voldsmonopolet, og renæssancens statsmagter var endnu ikke stærke nok til at overtage det. Dette magtvacuum gav plads for foretagsomme krigsentreprenører som Wallenstein, for hvem krigen var en forretning, der skulle kunne betale sig: Jo mere krig, des bedre for forretningen.

Den helt afgørende bedrift i forbindelse med Den Westfalske Fred i 1648 var, at politikerne og diplomaterne da endelig fik kontrol over krigen og dens instrumenter.

De greb ved den lejlighed det militære magtmonopol for ikke siden at slippe det. Den Westfalske Freds politiske ledere og diplomater havde held til at omskabe Europa til et rationelt sikkerhedspolitisk balancesystem, hvori rationalet var magtbalanceprincippet, og byggestenene var de suveræne verdslige fyrstestater som f.eks. det oldenborgske

,3*( 0( 4".'6/% ¼ *OEMFEOJOH

83126_dk krig_001-371_.indd

15

15

20/05/10

10:41:32

monarki. De hidtil så ustyrlige lejetrophære blev gradvis forvandlet til disciplinerede statshære i uniform, og omvendt skete der en gradvis militarisering af selve statsmagten. The soldier-statesman, statslederen i uniform, blev derefter en almindelig skikkelse i europæisk statsliv, hvilket var et konkret udtryk for, at det militære monopol nu lå fast forankret hos statsmagterne.

Dette politisk kontrollerede balancesystem, hvori krigen med Clausewitz’ ord var et nøje afstemt politisk instrument, forklarer muligvis også den enestående europæiske aggressivitet i forhold til nabocivilisationerne. I selve Europa kunne militær magtanvendelse herefter kun finde sted i kontrolleret omfang efter de vedtagne regler. Hvis de europæiske magter i deres indbyrdes konkurrence ønskede at gå videre, måtte de i stedet udkæmpe deres kampe andetsteds, dvs. i oversøiske egne som Amerika, Afrika og Asien, som ikke var omfattet af magtbalancesystemet, efter devisen: Hvis I vil slås herinde, må I gå udenfor!

Det westfalske system og dets efterfølger, wienerkongressystemet, holdt i realiteten Europa stabilt, lige indtil Ruslands svækkelse og Tysklands samling i midten af 1800tallet afgørende ændrede magtbalancerne og i realiteten knuste systemet. Siden da er kontrollen med militær magtanvendelse gradvis gledet europæerne af hænde og i stedet havnet først hos de to, siden den ene ikke-europæiske supermagt. Om denne udvikling er uigenkaldelig, er uvist.

Den samlede europæiske historie bærer således stærkt præg af det dynamiske og dialektiske forhold mellem krigens voksende format og udviklingen af krigens instrumenter på den ene side og på den anden udviklingen af politiske organisationsformer, som viste sig slagkraftige nok til at fastholde kontrollen med krig og militær. De virkelig farlige situationer opstår – som på Trediveårskrigens tid – såfremt der i en længere periode er ubalance mellem militær og politisk magt, hvis voldsmonopolet flyder. I så fald er der for alvor fare på færde, og så lurer anarki og kaos lige om hjørnet, således som vi så det i al sin tragiske meningsløshed i Eksjugoslavien, og således som vi så det i en periode i Rusland, hvor det politiske systemsammenbrud nærmest efterlod militæret herreløst og ukontrollabelt.

Den her kort skitserede europæiske udvikling viser, at der altid har været et dynamisk dialektisk samspil mellem samfundsudvikling og krigens former og format – udvikling på det ene felt fremkalder forandringer på det andet og omvendt. Dette understreger, at det er nødvendigt at medtænke militærhistorien, såfremt man vil opnå en nogenlunde dækkende forståelse af det samlede historiske forløb – vel at mærke ikke bare den isolerede krigshistorie, men den militærhistorie, som både i bredden, i dybden og

16

*OEMFEOJOH ¼ ,3*( 0( 4".'6/%

83126_dk krig_001-371_.indd

16

20/05/10

10:41:34

i sammenhæng uddyber den generelle forståelse af vor historie som et produkt af fredens såvel som af konfliktens og voldens gerninger. Den mest indsigtsfulde af alle militærfilosoffer, Karl von Clausewitz, bemærkede i sit store værk fra 1820’erne, Vom Kriege, følgende: Krigen er i sit væsen en treenighed, sammensat for det første af oprindelig vildskab, had og fjendtlighed, som kan anskues som en blind naturkraft; for det andet af spillet om chance og sandsynlighed, i hvilket den kreative ånd frit kan udfolde sig; for det tredje af dens karakter som politisk instrument, hvilket gør den til genstand for fornuft og rationel tænkning. Det første af disse tre aspekter vedrører folket, det andet generalen og hans hær, det tredje regeringen …

Disse tre aspekter er som tre helt forskellige regelsæt, dybt forankrede i hver deres forudsætninger og alligevel variable i deres indbyrdes forhold til hinanden. En teori om krigen, som ser bort fra ét af disse aspekter, eller som forsøger at fastsætte en vilkårlig forbindelse mellem dem, vil komme i konflikt med virkeligheden i så høj en grad, at teorien alene af den grund vil være totalt nyttesløs.

Denne tredimensionale opfattelse af krigen og dens væsen må ideelt set være selve udgangspunktet for historikerens beskæftigelse med militærhistorie. Men anskuet så bredt kan militærhistorien til gengæld yde et væsentligt bidrag til den øgede indsigt i vilkårene for de menneskelige samfunds udvikling, som er den historiske forsknings egentlige mål. Dette værk er tænkt som et bidrag til dette.

0. ,3*( 0( ,3*(4' 3&-4& Begrebet krig har gennem tiderne været opfattet forskelligt, alt afhængigt af den situation og udvikling, stater og samfund har befundet sig i. Vold, voldshandlinger, væbnet opgør og kamp har altid været centrale ord til forståelse af krigens væsen, og krig har været forstået som handlinger, der rakte ud over det enkelte menneskes aktivitet. Karl von Clausewitz var den første, der i den vesteuropæiske kulturkreds i nyere tid for alvor beskæftigede sig teoretisk med krigen som begreb. Clausewitz karakteriserede krig som en voldshandling for at påtvinge modstanderen vor vilje og knyttede denne voldshandling til statsbegrebet, hvorved krigen blev set som et væbnet opgør mellem stater. I tiden efter 2. Verdenskrig, hvor den ideologiske krig rasede mellem Vesten og Sovjetunionen

,3*( 0( 4".'6/% ¼ *OEMFEOJOH

83126_dk krig_001-371_.indd

17

17

20/05/10

10:41:37

med allierede, blev krigen, jævnfør den marxistisk-leninistiske krigsteori, også set som et middel, der fandt anvendelse i klassekampen. Som følge heraf blev krigen på dette tidspunkt set som et væbnet opgør mellem to eller flere parter. Med ophøret af den kolde krig og terrorangrebet på USA den 11. september 2001 har krigsbegrebet fået en ny dimension. Vi taler nu om krigen mod terror, hvilket understreger, at krigen og dens væsen er under stadig forandring.

Et tilbageblik på danske og europæiske krige siden middelalderen viser, at mange slags krige har fundet sted, og de kan kategoriseres efter årsag, hensigt og intensitet.

Borgerkrig opstår, når interne konflikter i en stat søges løst ved, at utilfredse grupper griber til våben. Dansk middelalder har talrige eksempler på borgerkrige. Årsagen til krig kan også være begrundet i religiøs overbevisning og ønsket om at påtvinge andre ens egen tro, og da taler man om religiøs krig. Grevens Fejde 1534-1536 var både en borgerkrig og en religiøs krig, og Trediveårskrigen 1618-1648 havde både karakter af religiøs krig og dynastisk krig, dvs. en krig, hvor en eller flere fyrster prøvede at udvide deres magt på andres bekostning. De fleste af de efterfølgende europæiske krige var dynastiske krige.

Efter nationalismens fremkomst i det 19. århundrede blev national rivalisering en hovedårsag til krig, og i disse tilfælde tales om national krig. Den dansk-tyske krig 1864 er en sådan krig. Frihedskrig vil ofte indeholde elementer af andre former for krig, oftest borgerkrig og nationalkrig, fordi den ikke sjældent påbegyndes af en national gruppe, der er forskellig fra den nationalitet, som har magten. Treårskrigen 1848-1851 rummer elementer af flere typer krig – borgerkrig og frihedskrig, for den var både en konflikt mellem dansk- og tysksindede inden for det daværende danske monarki og en strid mellem Danmark og de tyske stater. En revolutionskrig er et opgør mellem en eller flere samfundsklasser og statsmagten på baggrund af ideologisk baserede holdninger. Med konflikterne og krigene i det tidligere Jugoslavien, Kaukasus og Afrika efter den kolde krigs ophør er opstået en ny slags krig, etnisk krig, der betegner en kamp mellem grupperinger, der enten reelt er af forskellig race eller blot har denne opfattelse. Efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 introducerede den amerikanske præsident, George Bush, krigen mod terror. Hvorledes denne nye form for krig helt præcis skal forstås, er et åbent spørgsmål, men der kan være tale om voldshandlinger, planlægning af disse eller deltagelse i aktiviteter med henblik på udførelse af sådanne handlinger, hvilke som oftest er rettet mod sagesløse, udført af grupper eller netværk for at gennemtvinge politiske forandringer eller skabe opmærksomhed om et religiøst eller politisk budskab.

Krig har været ført med forskellig intensitet, hvilket har medført en kategorisering af krig som krig med høj, middel eller lav intensitet. Den højintensive krig er den globa-

18

*OEMFEOJOH ¼ ,3*( 0( 4".'6/%

83126_dk krig_001-371_.indd

18

20/05/10

10:41:40

le eller totale krig, som verden oplevede under 2. Verdenskrig, og som verden levede i skyggen af i 50 år helt frem til begyndelsen af 1990’erne. Under en total krig vil alle moderne våben og alle til rådighed værende midler, som et samfund eller en stat råder over, blive indsat for at overleve og vinde krigen. Atomkrig er at betragte som en sådan type krig. Middelintensiv krig er ligesom de dynastiske krige i Europa i 1700-tallet begrænset med hensyn til mål, omfang og midler. Golfkrigene i 1990-1991 og i 2003 er eksempler på sådanne krige. Lavintensiv krig kan være grænsekonflikter, guerillakrig eller terrorkrig, hvilke føres med små midler. De to sidstnævnte typer er samtidig ukonventionelle krige, fordi de ikke udkæmpes efter de krigskonventioner, som langt de fleste civiliserede stater har tilsluttet sig. Den kolde krig er betegnelsen for den tilstand, der varede fra 1947 til 1989, og som herskede mellem USA og Sovjetunionen med respektive allierede, hvor man med næsten alle andre midler end militære bekæmpede hinanden. Den kolde krig var en symmetrisk krig. Der var tale om en konfrontation mellem blokke af stater og mellem militære styrker, der i høj grad lignede hinanden. Det var de moderne industrialiserede staters krig. Tilsyneladende er denne krig afløst af krigen mod terror, der også kan karakteriseres som asymmetrisk krig, hvilket er en måde, hvorpå den militært underlegne part undgår den traditionelle militære konfrontation. I stedet angriber man med midler og metoder, som modstanderens militære overlegenhed er virkningsløs over for eller har vanskeligt ved at imødegå, f.eks. brug af vejsidebomber. Det er blandt andet denne type krig, som danske soldater oplever i Afghanistan i dag.

Krig eller krigsførelse er en politisk handling, som omfatter voldsmidler for at sætte modstanderen ud af spillet eller svække ham ved at passivisere eller tilintetgøre ham.

For at skabe overblik over krigsførelsens forskellige niveauer skelnes i dag mellem det strategiske, det operative og det taktiske niveau. Det strategiske niveau kan deles i to: det politiske og det militære. Det operative niveau er bindeleddet mellem det strategiske og det taktiske niveau. Strategi drejer sig således om at planlægge og udkæmpe krige; operationer om at gennemføre kampagner eller felttog, og taktik handler om selve kampens udførelse på slagmarken. De tre niveauer er imidlertid ikke skarpt afgrænsede, tværtimod finder der ofte en vis overlapning og et vist sammenfald sted.

Begreberne strategi, operationer og taktik skal ses i en dansk krigshistorisk kontekst, for selv om de kan forekomme universelle, er der stor forskel i måden, disse begreber anvendes på. I den engelsksprogede verden (Storbritannien og USA) tales om grand strategy, strategy og tactics svarende til strategi, operationer og taktik, og i den omsiggribende nationale og internationale managementkultur jongleres atter anderledes med disse begreber, der jo udspringer af studiet af krigshistorien. I Danmark er vi in-

,3*( 0( 4".'6/% ¼ *OEMFEOJOH

83126_dk krig_001-371_.indd

19

19

20/05/10

10:41:42

spireret af Tyskland. Begrebet det operative niveau er i dansk historisk sammenhæng relativt nyt og udtryk for krigens voksende kompleksitet. Det er først for alvor kommet i brug efter 2. Verdenskrig, selv om det har sin oprindelse hos den preussiske generalstabschef Helmuth von Moltke, som vi vil møde under Krigen 1864. Moltke talte om et særligt operativt niveau i et forsøg på at frigøre den operative føring fra politisk indblanding.

Hærstyrker gennemfører kamphandlinger for at fremtvinge en afgørelse eller vinde tid. Afhængigt af hensigten med kampen anvender troppeenheden, dvs. en brigade, en division, et korps eller en hær følgende kampformer: −

angreb

−

forsvarskamp, såfremt en afgørelse skal fremtvinges

−

henholdende kamp, hvis en afgørelse holdes hen.

Inden for rammen af den enkelte kampform gennemfører kampenhederne, f.eks. en infanteribataljon, der indgår i troppeenheden, deres kamp under brug af kampmåderne: angreb, forsvar og udvigende kamp i overensstemmelse med de af troppeføreren stillede opgaver.

Kampformerne angreb, forsvarskamp og henholdende kamp vedrører krigsførelse primært på det operative niveau, hvorimod kampmåderne angreb, forsvar og udvigende kamp er begreber, der anvendes på det taktiske niveau.

'03.a- 4".5 5&."5*4, 0( ,30/0-0(*4, 3"..& Krigshistorie ses i dag som en del af militærhistorien, der er det historiske studium af militæret som en del af samfundet. Målet med militærhistorien er at undersøge alle sociale, politiske og kulturelle forhold vedrørende militæret i en sammenhængende helhed i krig, krise og fred. Krigshistorien er hermed næsten blevet opsuget af militærhistorien, og i dag indgår den som et vigtigt element i både kultur- og samfundshistorisk forskning, for igennem krigen kommer centrale træk i forholdet mellem mennesker, kultur, samfund og stat til udtryk. Krig er som organiseret voldsanvendelse et socialt fænomen, og krigen præges af vekselvirkning mellem økonomiske, mentale, sociale, teknologiske og politiske forhold. Krigshistorien er næsten blevet en slags totalhistorie. Faren herved er imidlertid, at sammenhæng og overblik går tabt.

20

*OEMFEOJOH ¼ ,3*( 0( 4".'6/%

83126_dk krig_001-371_.indd

20

20/05/10

10:41:45

Med udgangspunkt i den moderne opfattelse af krigshistorie er det hensigten med værket Danmarks Krigshistorie at redegøre for krigens årsager og konsekvenser i et udenrigs- og sikkerhedspolitisk perspektiv, herunder de kriser, der var lige ved at føre til krig.

Forløbet af krigene vil blive forklaret, primært ud fra politikernes og de militære føreres synsvinkel. Vi vil derfor som oftest bevæge os på det strategiske og operative niveau, hvorimod det taktiske niveau – begivenhederne på slagmarken – kun i begrænset omfang vil blive omtalt. Det overordnede niveau vil dog af og til blive forladt for at lade krigen blive set med soldaten og civilbefolkningens øjne, så man får indtryk af, hvorledes krigen påvirkede deres liv. Herved indsnævres det krigshistoriske begreb i forhold til den moderne opfattelse af begrebet, men til gengæld fastholdes en rød tråd gennem fremstillingen.

I fremstillinger af Danmarks historie har der været en tendens til, at de seneste generationers historie bliver behandlet på næsten lige så mange sider som de foregående århundreder tilsammen, bl.a. fordi den nære fortid er let genkendelig, og vor viden er stor. Svagheden ved denne tilgang er imidlertid, at den fjerne fortid kommer til at fremstå som stillestående, og nutiden kommer til at fremtræde som endemålet i en lang udvikling, ligesom dens problemstillinger projiceres ned over fortiden. I en dansk krigshistorisk fremstilling ville en sådan kronologisk vægtning være en alvorlig skævvridning, alene af den grund at de afgørende krige i Danmarks historie primært har fundet sted i en fjern fortid med 1600-tallet som det absolutte højdepunkt. Tyngden i fremstillingen vil ligge i de århundreder, hvor krigene rasede og for alvor ændrede danmarkskortet samt påvirkede det danske samfund.

Geografisk vil der blive fortalt om krigsbegivenheder inden for den til enhver tid eksisterende danske stat; desuden vil de krigshandlinger, Danmark har gennemført i udlandet, blive omtalt om end i mindre omfang. Fremstillingen starter på det tidspunkt, hvor man kan ane konturerne af en dansk statsdannelse, dvs. omkring år 700, og føres op til vore dage.

Det har været ambitionen, at dette værk fremstår som en letlæselig fremstilling af vor viden om dansk krigshistorie og ikke som en videnskabelig afhandling. Værket er derfor ikke forsynet med et omfattende noteapparat. På den anden side bør læserne også kunne se forfatterne over skulderen eller hente inspiration til uddybende læsning. Som en del af afslutningen på værket findes derfor en historiografisk oversigt over dansk militærhistorisk forskning og en liste over anvendt litteratur.

,3*( 0( 4".'6/% ¼ *OEMFEOJOH

83126_dk krig_001-371_.indd

21

21

20/05/10

10:41:48