Åleevangeliet

o

PATRIK SVENSSON

Aleevangeliet HISTORIEN OM VERDENS MEST GÅDEFULDE FISK

På dansk ved Søren Vinterberg

Åleevangeliet_indhold.indd 3

24/06/2019 12.57

Later in the same fields He stood at night when eels Moved through the grass like hatched fears seamus heaney

AĚŠleevangeliet_indhold.indd 5

24/06/2019 12.57

AĚŠleevangeliet_indhold.indd 6

24/06/2019 12.57

Indhold

Ålen – 9 Ved åen – 15 Aristoteles og ålen der opstod af dyndet – 22 At se en ål i øjnene – 37 Sigmund Freud og ålene i Trieste – 43 At fiske ulovligt – 57 Danskeren der fandt ålens yngleplads – 61 At svømme mod strømmen – 78 Mennesker der fisker ål – 84 At overliste ålen – 97 Den uhyggelige ål – 102 At dræbe dyr – 122 Livet under overfladen – 131 At sætte en ruse – 158 Den lange rejse hjem – 167 At blive en dåre – 188 Ålen dør fra os – 198 I Sargassohavet – 224 Tak – 238 Kilder – 239

Åleevangeliet_indhold.indd 7

24/06/2019 12.57

AĚŠleevangeliet_indhold.indd 8

24/06/2019 12.57

Ålen

Med ålens fødsel går det sådan til: Den indtræffer i den nordvestlige del af Atlanten, som kaldes Sargassohavet, et sted som på alle måder egner sig til netop ålens tilblivelse. Sargassohavet er nemlig et hav, som snarere end et tydeligt defineret vandområde er et hav i havet. Hvor det begynder, og hvor det slutter, er ikke helt let at sige, eftersom det ikke lader sig indfange af den almindelige opmåling af verden. Det ligger et stykke nordøst for Cuba og Bahamas, øst for den nordamerikanske kyst, men det er samtidig et sted i bevægelse. Med Sargassohavet er det som med drømmen, du kan sjældent helt sikkert sige, præcis hvornår du træder ind eller ud, du kan bare vide, at du har været der.

Denne flygtighed beror på, at Sargassohavet er et hav uden landegrænser, afgrænset kun af fire mægtige strømme. Mod vest den livgivende Golfstrøm, mod nord den forgrening, som kaldes Den Nordatlantiske Strøm, mod øst Kanariestrømmen og mod syd Den Nordatlantiske Ækvatorialstrøm. Fem millioner kvadratkilometer stort bevæger Sargassohavet sig som en varm og langsom hvirvel inden for denne lukkede cirkel af strømme. Det, som kommer ind her, kommer ikke altid så let ud igen.

Vandet er dybblåt og klart, sine steder ned til syv tusind meter dybt, og på overfladen flyder vældige tæp9

Åleevangeliet_indhold.indd 9

24/06/2019 12.57

per af klæbrige brunalger. De kaldes Sargassum eller sargassotang og har givet havet dets navn. Op til flere tusind meter lange måtter af grove tangranker dækker vandoverfladen og giver liv og ly til mængder af væsener: små rygradsløse dyr, fisk og gopler, skildpadder, rejer og krabber. Længere nede i dybet trives andre arter af søgræs og vækster. Et myldrende liv i mørke, som en skov om natten.

Det er her, den europæiske ål, Anguilla anguilla, fødes. Her leger de kønsmodne ål om foråret, og her lægger og befrugter de deres æg. Her opstår i ly af det dybe mørke et lille larvelignende væsen med et flovt lille hoved og dårligt udviklede øjne. Den kaldes leptocephalus-larven og har en krop som et af piletræets blade, flad og stort set gennemsigtig, kun nogle millimeter lang. Dette er ålens første stadie.

Det gennemsigtige pileblad indleder øjeblikkelig sin rejse. Ledsaget af Golfstrømmen driver det de flere tusind kilometer over Atlanten mod de europæiske kyster. Det er en rejse, der kan tage så lang tid som tre år, og imens vokser larven langsomt, millimeter for millimeter, som en langsomt hævende blære, og når den efter al den tid når Europas kyster, gennemgår den sin første metamorfose og lader sig forvandle til en glasål. Dette er ålens andet stadie.

Glasålene er ligesom deres pilebladlignende tidligere jeg næsten helt gennemsigtige væsener, seks eller syv centimeter lange, smalle og bugtede, transparente som om hverken farve eller synd endnu har fået plads i deres kroppe. De ser ud, skrev marinbiologen og forfatteren Rachel Carson, som ”spinkle glasstænger, kortere end en finger”. De er skrøbelige og tilsyneladende ubeskyttede og betragtes som en delikatesse af for eksempel baskerne.

10

Åleevangeliet_indhold.indd 10

24/06/2019 12.57

Når glasålene når de europæiske kyster, vandrer de fleste af dem op i vandløbene og tilpasser sig så godt som øjeblikkeligt til et liv i ferskvand. Det er her, ålen gennemgår endnu en metamorfose og forvandles til gulål.

Kroppen vokser sig slangelignende og muskuløs. Øjnene er små med distinkt mørkt centrum. Kæberne bliver brede og kraftige. Gælleåbningerne er små og næsten helt skjulte. Smalle, bløde finner strækker sig langs hele over- og undersiden. Huden pigmenteres, farvelægges i nuancer af brunt, gult og gråt og dækkes af skæl, der er så små og bløde, at de hverken kan ses eller mærkes, som en indbildt rustning. Hvor glasålen var sårbar og skrøbelig, er gulålen stærk og modstandsdygtig. Dette er ålens tredje stadie.

Gulålen vandrer op i åer, floder og bække og kan bevæge sig gennem de mest lavvandede og tætbevoksede vandløb såvel som de strideste strømme. Den kan svømme gennem plumrede søer og stilfærdige åer, gennem vilde floder og varme små damme. Den kan om nødvendigt kæmpe sig gennem sumpe og grøfter. Den lader sig ikke hindre af ydre betingelser, og når alle andre alternativer er opbrugt, kan den tilmed vandre på land, sno sig frem gennem fugtigt småkrat og græs under timelange overgange til nye vande. Ålen er på den måde en fisk, der overskrider selve fiskens forudsætninger. Måske ved den ikke engang, at den er en fisk.

Den kan vandre tusindvis af kilometer, utrættelig og under alle slags omstændigheder, indtil den pludselig bestemmer sig til, at den har fundet hjem. Den kræver ikke særlig meget af dette hjem, dens bolig er et miljø at tilpasse sig til, at holde ud og lære at kende – en å eller indsø med dyndet bund, gerne lidt sten og huller at gemme sig i, tilstrækkeligt med mad – men når den har 11

Åleevangeliet_indhold.indd 11

24/06/2019 12.57

fundet sit hjem, bliver den der, år efter år, og bevæger sig normalt kun inden for en radius af et par hundrede meter. Skulle den af ydre kræfter blive flyttet til noget andet sted, vender den tilbage til sin valgte bolig så hurtigt, den kan. Ål, som ved eksperimenter er blevet fanget, forsynet med radiosendere og sluppet fri flere kilometer fra fangstpladsen, vendte indenfor en uges tid tilbage til nøjagtigt samme sted, hvor de først var blevet fanget. Ingen ved rigtig, hvordan de finder det.

Gulålen er solitær. Den lever sædvanligvis sit aktive liv alene og lader aktiviteterne styres af årstiderne. Men er det koldt, kan den i længere tid ligge helt stille i dyndet på bunden, fuldstændig passiv, og undertiden omslynget af andre ål som i et hastigt sammenfiltret garnnøgle.

Den jager fortrinsvis om natten. I skumringen søger den op fra bundsedimentet og begynder at lede efter føde, og den æder hvad den nu falder over. Orme, larver, frøer, snegle, insekter, krebs, fisk; hvis lejlighed byder sig også små mus og fugleunger. Den er sågar ådselæder.

Sådan lever ålen størstedelen af sit liv i sin gulbrune skikkelse, i skiftevis aktivitet og passivitet. Uden nogen særlig målbevidsthed ud over den daglige søgen efter mad eller ly. Som om livet først og fremmest var en venten, og som om meningen indfinder sig i mellemrummene eller i en abstrakt fremtid, der ikke kan fremskyndes med andet end tålmodighed.

Og det er et langt liv. En ål, der har held til at undgå sygdom og ulykke, kan leve op til halvtreds år på ét og samme sted. Der findes svenske ål, som i fangenskab bevisligt er blevet over firs år gamle. Der findes myter og sagn om ål, som er blevet langt over hundrede. Når ålen afskæres fra det forude liggende mål for sin eksistens, det vil sige forplantningen, lader den til at kunne blive 12

Åleevangeliet_indhold.indd 12

24/06/2019 12.57

næsten så gammel som helst. Som om den kunne vente for evigt.

Men på et tidspunkt i sit liv, sædvanligvis efter femten til tredive år, bestemmer den ål, der befinder sig ude i naturen, sig for at forplante sig. Hvor denne beslutning kommer fra, kan vi vel ikke vide, men når den først er truffet, får ålens afventende eksistens en brat ende, og dens liv en helt anden karakter. Den begynder at vandre ud mod havet og gennemgår samtidig sin sidste metamorfose. Det mudrede og ubestemmeligt gulbrune i dens dragt forsvinder, nuancerne skærpes og bliver klarere, dens ryg bliver sort, og siderne sølvblanke med tydelige linjer, som om hele dens væsen mærkes af den pludselige målbevidsthed.

Gulålen bliver en blankål. Dette er ålens fjerde stadie.

Når efteråret kommer med sit beskyttende mørke, vandrer blankålen ud i Atlanten og videre mod Sargassohavet. Og ligesom ved en bevidst handling tilpasses dens krop helt og holdent til rejsens forudsætninger. Først nu udvikles ålens forplantningsorgan, finnerne bliver længere og kraftigere, så den kan svømme hurtigere, øjnene bliver større og farves blå, så den kan se bedre i havets mørke dyb, fordøjelsessystemet ophører helt med at fungere, mavesækken opløses, og al den energi, den behøver, tages fra fedtreserverne, kroppen fyldes med rogn eller mælke. Intet i ålens tilstand får lov at distrahere den fra det givne mål.

Den svømmer så langt som halvtreds kilometer om dagen, sommetider så dybt nede som tusind meter under havets overflade, og det er en rejse, som mennesket stadig ved meget lidt om. Måske tager den et halvt år, måske standser den og overvintrer på vejen. Man har konstateret, at en blankål i fangenskab kan leve så længe som fire år uden overhovedet at æde.

13

Åleevangeliet_indhold.indd 13

24/06/2019 12.57

Det er en lang og asketisk rejse, navigeret med en eksistentiel målbevidsthed, der ikke lader sig forklare. Men nået frem til Sargassohavet har ålen endnu en gang fundet hjem. Under hvirvlende tæpper af søgræs og tang befrugtes æggene. Dermed er ålen færdig, dens historie fuldbyrdet, og den dør.

Åleevangeliet_indhold.indd 14

24/06/2019 12.57

Ved åen

Det var min far, der lærte mig at fiske ål. I den å, der løb langs med markerne ved det, der engang havde været hans barndomshjem. Vi kom kørende i augustskumringen, svingede til venstre fra landevejen, der krydsede åen, og ned ad en lille vej, der stort set kun var to traktorspor i jorden, ned ad en stejl bakke og derpå fremad parallelt med vandet. Til venstre lå kornmarkerne, den modne hvede, der med en kradsende lyd fejede mod bilen, til højre det høje og sagte susende græs. Bag græsset lå vandet, en omtrent seks meter bred, roligt strømmende å, der snoede sig frem gennem vegetationen som en sølvkæde i det sidste sollys.

Vi kørte langsomt frem ad vejen langs med det lave vandfald, hvor vandet strømmede opskræmt omkring stenene, og forbi det skæve gamle piletræ. Jeg var syv år og havde allerede kørt den samme vej mange gange før.

Da hjulsporene slap op, og en mur af uigennemtrængelig bevoksning lå foran os, slukkede far for motoren, og der blev mørkt og helt stille bortset fra den sagtmodige brusen fra vandet. Vi var begge iført gummistøvler og olieoveralls, mine gule og hans brandgule, og vi tog to sorte spande med fiskegrej ud af bagagerummet, en lommelygte og en dåse orm, og begav os afsted.

Langs med åen var græsset vådt og modstræbende og 15

Åleevangeliet_indhold.indd 15

24/06/2019 12.57

nåede mig op over hovedet. Far gik forrest og trådte en sti, og bevoksningen lukkede sig som en hvælving over mig, når jeg fulgte efter. Flagermus fløj ude over åen, lydløse som sorte skrifttegn mod himlen.

Efter måske fyrre meter standsede far op og så sig omkring. ”Her er det vist godt,” sagde han.

En stejl og leret brink førte ned til åen. Trådte man forkert, kunne man falde omkuld og glide lige ud i vandet. Det var allerede begyndt at skumre.

Far holdt græsset til side med en hånd, trådte forsigtigt sidelæns nedad og vendte sig så om og rakte en hånd op mod mig. Jeg greb den og fulgte efter med samme ind­ øvede forsigtighed. Nede ved vandet trampede vi sammen en lille afsats frem langs vandkanten og satte vores spande fra os.

Jeg efterlignede far, mens han stod tavs en stund og inspicerede vandet, fulgte hans blik og bildte mig ind, at det, han så, også var det, jeg så. Der var selvfølgelig ingen mulighed for at vide med sikkerhed, om vi befandt os på et godt sted. Vandet var mørkt, her og der vajede nogle totter siv truende, men alt under overfladen var skjult for os. Vi kunne intet vide, men vi valgte at tro, som man undertiden er nødt til at gøre. At fiske handler vel ofte om netop det. ”Jo, her er det godt,” gentog far og vendte sig om mod mig, og jeg tog en krogline op af spanden og rakte den til ham. Han trykkede skaftet ned i jorden, snurrede hurtigt linen ind, tog krogen i hånden og fiskede omhyggeligt en tyk regnorm op af dåsen. Han bed sig i læben og besigtigede ormen i lyset fra lommelygten, og da han havde stukket krogen igennem den, holdt han den op foran ansigtet og lod som om han spyttede og sagde ”tvi, tvi”, altid to gange, før han med en fejende bevægelse slyngede 16

Åleevangeliet_indhold.indd 16

24/06/2019 12.57

den ud i vandet. Han bøjede sig ned og mærkede lidt på linen, sørgede for, at den var spændt og ikke blev trukket for langt bort med strømmen. Derpå rettede han sig op og sagde ”Seså”, og vi klatrede op ad brinken igen.

Det, vi kaldte krogliner, var vel egentlig noget andet.

Ved en krogline forstås som oftest en line med mange kroge og synk indimellem. Vores variant var en mere primitiv slags. Far fremstillede dem ved at tage en stump bræt, som han med en økse spidsede til i den ene ende.

Han skar et stykke tyk nylonline af, fire-fem meter langt, og bandt den ene ende fast i træstumpen. Synkene lavede han ved at hælde smeltet bly i et stålrør og lade det størkne for derpå at save røret i et par centimeter tykke stykker og bore et hul igennem. Synket sad nogle decimeter oppe ad linen, og længst nede en stor enkelkrog. Træstumpen blev banket ned i jorden, krogen med ormen lå på åens bund.

Vi plejede at have ti eller tolv krogliner, og vi satte agn på dem og kastede dem ud en efter en, med ti meters mellemrum. Op og ned ad den stejle brink, samme omstændelige procedure hver eneste gang, og samme velrepeterede håndsrækning, samme gestus og samme ”tvi, tvi”.

Da den sidste krogline var forsynet med agn og lagt ud, gik vi samme vej tilbage, op og ned ad brinken, og kontrollerede dem alle en gang til. Tog et forsigtigt tag i linen for at forvisse os om, at der ikke allerede var bid, og stod derpå tavse og mærkede efter, lod instinktet overbevise os om, at her var det vist godt, her vil der ske noget, bare vi giver det lidt tid. Og da den sidste var kontrolleret, var det næsten helt mørkt, og de lydløse flagermus var kun synlige, når de hurtigt fejede gennem måneskinnet, og vi klatrede op ad brinken og gik tilbage til bilen og kørte hjem.

17

Åleevangeliet_indhold.indd 17

24/06/2019 12.57

Jeg mindes ikke, at vi nogensinde, når vi var nede ved åen, talte om andet end ål, og hvordan man bedst fanger dem. Jeg mindes egentlig ikke, at vi talte overhovedet.

Det kan skyldes, at vi ikke gjorde det. Fordi vi befandt os på et sted, hvor behovet for at tale var begrænset, et sted hvis karakter tværtimod kom bedst til sin ret i tavshed. Måneskinnets spejlinger, det susende græs, skyggerne fra træerne, den monotone lyd af åens strømmen og flagermusene som svævende asterisker over det alt sammen. For at gøre sig selv til en del af den helhed var man nødt til at tage sig i agt.

Det kan naturligvis også skyldes, at jeg husker det hele forkert. Fordi erindringen er bedragerisk og sorterer og vælger fra. Når vi søger en scene fra fortiden, er det slet ikke sikkert, at vi husker det vigtigste eller mest relevante, men vi husker det, der passer bedst ind i billedet. Erindringen maler et tableau, hvor de forskellige detaljer skal komplettere hinanden. Erindringen tillader ingen farver, som skurrer imod baggrunden. Lad os altså sige, at vi var tavse. Jeg ved jo heller ikke, hvad vi ellers skulle have talt om.

Vi boede kun et par kilometer fra åen, og når vi kom hjem sent på aftenen, tog vi støvlerne og oliebukserne af ude på trappen, og jeg gik ind i seng med det samme. Jeg faldt hurtigt i søvn, og lidt over fem om morgenen vækkede far mig igen. Han behøvede ikke sige så meget. Jeg stod direkte ud af sengen og trak i tøjet, og bare nogle minutter senere sad vi i bilen.

18

Åleevangeliet_indhold.indd 18

24/06/2019 12.57

Ved åen var solen netop på vej til at stå op. Daggryet farvede himlens underste kant dybt orange, og vandet syntes at strømme med en anden lyd, klarere og lysere, som om det lige var vågnet af en blød søvn. Andre lyde hørtes rundt om os. En solsort der stemte i, en gråand der med et klodset plask landede i vandet. En hejre fløj lydløst og spejdende over åen med det store næb som en løftet dolk foran sig.

Vi gik gennem det fugtige græs og stampede atter sidelæns ned ad brinken til den første line. Far ventede på mig, og vi stod stille og studerede, hvordan linen var spændt, søgte efter bevægelser og tegn på aktivitet under overfladen. Far bøjede sig ned og lagde en hånd på linen.

Så rettede han sig op og rystede på hovedet. Han halede linen hjem og holdt krogen hen foran mig. Den var skrabet ren for orm, formodentlig af durkdrevne skaller.

Vi gik videre til næste line, som også var tom. Den tredje ligeså. Ved den fjerde kunne vi se, hvordan linen var strakt til siden ind i en tot siv, og da far trak i den, sad den fast. Han mumlede noget uhørligt. Greb om linen med begge hænder og trak lidt hårdere til, uden at den gav sig så meget som en centimeter. Det kunne være strømmen, der havde slæbt krogen og synket med ind i sivene. Men det kunne også være en ål, der havde slugt krogen og linen og snøret sig selv og linen ind i bevoksningen og nu lå der og afventede udviklingen. Hvis man holdt linen spændt i hånden, kunne man nu og da mærke små bevægelser, som om den sad fast dernede under overfladen, i den anden ende af linen, ligesom stålsatte sig.

Far lirkede og trak, bed sig i læben og bandede afmægtigt. Han vidste, at der kun fandtes to måder at komme ud af situationen på, og at de begge havde deres 19

Åleevangeliet_indhold.indd 19

24/06/2019 12.57

taber. Enten fik han ålen fri og kunne hale den op, eller også rev han linen af og lod ålen blive liggende der nede på bunden, snøret ind i sivene, med krogen og det tunge synk som en nysmedet bøje.

Denne gang lod der ikke til at være nogen redning.

Han tog nogle skridt til siden og søgte en anden vinkel, trak hårdt til, så nylonet blev spændt og strakt ud som en violinstreng. Intet hjalp. ”Nej, det går ikke,” sagde han til sidst og gav et ryk af alle kræfter, så linen blev revet af med et højt smæld. ”Vi må håbe, den klarer sig,” sagde han, og vi gik videre op og ned ad brinken.

Ved den femte line bukkede far sig ned og følte diskret på linen med fingerspidserne. Så rettede han sig op og tog et skridt til siden. ”Er det dig, der tager den?” sagde han.

Jeg tog linen i hånden og trak blødt i den og mærkede straks den kraft, der svarede. Samme kraft, som far havde mærket med fingrene alene. Jeg nåede at tænke, at følelsen var velkendt, og jeg trak lidt hårdere til, og fisken begyndte at røre på sig. ”Der er ål,” sagde jeg højt.

En ål prøver ikke at fare afsted, som en gedde for eksempel kan gøre, men den vrider sig i sidelæns bevægelser, hvilket skaber en slags sugende modstand. Den er forbløffende stærk af sin størrelse at være og en god svømmer trods de små finner.

Jeg halede hjem så langsomt, jeg kunne, uden at give efter for modstanden, ligesom for at forlænge øjeblikket.

Men linen var kort, og der var ingen sivtotter, ålen kunne tage sin tilflugt til, og snart løftede jeg den op over vandoverfladen og så den gulbrune, blinkende krop vride sig i daggryets lys. Jeg prøvede at få fat om den bag ved hovedet, men den var næsten umulig at holde fast.

Den snoede sig som en slange om min underarm, op over 20

Åleevangeliet_indhold.indd 20

24/06/2019 12.57

albuen, og jeg mærkede styrken som en statisk kraft snarere end som en bevægelse. Tabte jeg den nu, ville den tage flugten gennem græsset og ned i vandet igen, før det lykkedes mig at få fat i den.

Til sidst fik vi krogen gjort fri, og far fyldte spanden med vand fra åen. Jeg lempede ålen derned, og ligesom i en indøvet bevægelse begyndte den straks at svømme rundt langs kanten, og far lagde en hånd på min skulder og sagde, at den var fin. Og vi gik videre mod næste line, med lette skridt op og ned ad brinken. Og jeg fik lov at bære spanden.

Åleevangeliet_indhold.indd 21

24/06/2019 12.57