Aldrig uden dig

HAR R IE T L A NE

ÂťKnivskarp social satire, isnende psykodrama, fantastisk velskrevet.ÂŤ The Independent

r oma n

harriet lane

aldrig uden dig p책 dansk ved vibeke houstrup

gads forlag

Det er søndag aften kort efter klokken seks. Jeg er sikker på tidspunktet, fordi jeg lige har hørt nyhedsoversigten i radioen.

Regn og slud rammer forruden. Jeg kører i et lavtliggende landområde og følger de lejlighedsvise vejskilte til hovedvej A og London. Forlygterne skærer sig gennem støvregnen, og det sølvhvide lys glider hen over led og lader og levende hegn, “lukket”-skiltene i landsbybutikkernes vinduer, de ugæstfrie, formummede huse, afsondrede fra vinteraftenen. Man møder kun få biler. Folk er hjemme, ser fjernsyn, laver aftensmad, læser de sidste lektier inden skoledagen i morgen.

Jeg har taget vejen til højre efter Imberley, hvor den deler sig, forbi den hvide præstegård med stenten. Et kort stykke går den mellem vidtstrakte, åbne marker, inden den fortsætter ind i skoven. Om sommeren holder jeg altid af denne del af turen, den bratte, næsten vandagtige kølighed i den grønne tunnel, fornemmelsen af skygge og stilhed. Jeg kommer til at tænke på Miltons vandnymfe, der kæmmer sit hår under den spejlblanke, kølige, nærmest gennemsigtige bølge. Men på denne årstid, på denne tid af dagen, er det blot endnu en form for mørke. Træstammer suser forbi i ensformige rækker.

Dækkene skrider en anelse ud på vejen, så jeg sætter hastigheden helt ned og kaster et blik på instrumentbrættet, de lysende røde, grønne og gyldne skiver, der viser, at 9

alt er i orden; og så ser jeg op igen, og i ét nu får jeg øje på den i lyskeglen.

Det er ingenting, men det er noget. Et omrids mellem træerne, en besynderlig form for belysning længere fremme til venstre, et lille stykke fra vejen.

Jeg forstår øjeblikkeligt, at det ikke er i orden. Det er rent instinktivt ligesom visheden om, at nogen et sted umiddelbart ude af syne holder øje med én.

Indskydelsen er så stærk, at jeg har bremset op, endnu inden jeg egentlig har mærket en prikkende fornemmelse af ængstelse. Jeg kører bilen ind til siden, en opkørt, mudret rabat, og prøver at styre lygterne i den rigtige retning. Jeg åbner bildøren, tager mig i det og bøjer mig frem og slukker for radioen. Musikken holder op. Det eneste, jeg kan høre, er vindens sukken i træerne, de uregelmæssige dryp af vand på motorhjelmen, den taktfaste lyd af katastrofeblinket.

Jeg lukker døren bag mig, og jeg begynder at gå, temmelig hurtigt, følger lyset fra forlygterne gennem bundvegetationens fugtige morads, ind i skoven. Min skygge danser af sted mellem træerne og bliver større, vildere, for hvert skridt. Min ånde svulmer op foran mig, en varm, hvid sky.

I det øjeblik tænker jeg faktisk ikke på noget. Jeg er ikke engang rigtig bange.

Det er en bil, en stor, mørk bil, og den ligger skråt på siden, som om den er ved at bore sig ned i den kolde jord, er ved at grave sig ned. Det underlige omrids, jeg så fra vejen, er lyset fra den ene fungerende forlygte, der skinner på en mur af brune bregner og knækkede, unge træer. I sekunderne efter, da jeg er nået helt hen til bilen, lægger 10

jeg mærke til flere forskellige ting: den skinnende lak med de perlende regndråber, det lyse læderindtræk, at forruden ikke er faldet ud, men er så krakeleret, at den er blevet matteret, uigennemsigtig. Tænker jeg på den, eller dem, der er derinde? Det er jeg ikke sikker på, jeg gør i det øjeblik.

Synet er så fremmed og så stærkt, at jeg faktisk ikke kan tænke på noget andet.

Og så hører jeg en stemme, der kommer inde fra bilen.

Der er en, der taler i en lavmælt, konverserende tone. En slags mumlen. Jeg kan ikke høre, hvad der bliver sagt, men jeg ved, det er en kvinde.

“Halløj – er De okay?” kalder jeg og går rundt om bilen, fra forlygtens blændende lys ind i et sort mørke i forsøget på at finde hende. “Er De okay?” Jeg bukker mig ned for at kigge ind ad vinduerne, men der er for mørkt til, at jeg kan se ind. Samtidig med hendes stemme – der mumler og holder inde og derefter begynder igen uden at svare på mit spørgsmål – kan jeg høre, at den tikkende lyd fra motoren bliver svagere, som om den er ved at dø hen. Et øjeblik spekulerer jeg på, om bilen mon vil bryde i brand, ligesom det sker på film, men jeg kan ikke lugte nogen benzin. Gud, selvfølgelig. Jeg må ringe efter en ambulance, politiet.

Jeg klapper mig panisk på lommerne, finder min mobil og trykker, men rammer tasterne så klodset, at jeg må ringe op igen. Svaret fra omstillingsdamen kommer som en overvældende, næsten fysisk lettelse. Jeg opgiver mit navn og telefonnummer, og så, efterhånden som hun leder mig gennem de obligatoriske spørgsmål, fortæller jeg alt, hvad jeg ved, mens jeg anstrenger mig for at lyde stille og rolig, 11

som et menneske med styr på tingene i en krise. “Der er sket en ulykke. Én bil. Det ser ud, som om den er kørt af vejen og væltet. Der er en kvinde i den, hun er ved bevidsthed; måske er der andre derinde, jeg ved det ikke, jeg kan ikke se ind. Wistleborough Wood, lige uden for Imberley, cirka en lille kilometer efter Forestry Commission-skiltet – fremme til venstre, I kan se min bil på vejen, det er en rød Fiat.”

Hun siger, hjælpen er på vej, og jeg afbryder. Der er stille igen; træernes knagen, vinden, motoren, der er ved at blive kold. Jeg sætter mig på hug. Nu da mine øjne har vænnet sig til mørket, kan jeg lige skelne en arm, der ligger op ad sideruden, men lyset er så svagt, at jeg ikke kan se stoffet på ærmet. Så begynder hun at tale til mig, som om hun er vågnet op, vakt til live af min tilstedeværelse.

“Er De der?” spørger hun. Hun lyder helt anderledes nu. Der er angst i hendes stemme. “Jeg vil ikke være alene.

Hvem dér? De må ikke gå.” Og jeg lægger mig hurtigt på knæ, og jeg siger: “Ja. Jeg er her.”

“Det tænkte jeg nok,” siger hun. “De går ikke fra mig, vel?”

“Nej,” siger jeg. “Jeg går ikke fra Dem. Der er en ambulance på vej. Vær bare rolig. Prøv at ligge stille.”

“Det er meget venligt af Dem,” siger hun. Det er en eksklusiv, kultiveret stemme, der passer til Audien, og jeg ved – da jeg hører denne særlige stemme komme med denne særlige bemærkning – at det er noget, hun siger mange gange hver dag uden overhovedet at tænke over det, når folk har været høflige eller hensynsfulde i gårdbutikken eller hos slagteren.

“Jeg er kommet i lidt af en knibe,” siger hun og forsøger 12

at le. Armen bevæger sig en anelse, som om hun lige vil kontrollere den, og ligger så stille igen. “Min mand bliver rigtig sur nu. Han fik bilen vasket i fredags.”

“Jeg er sikker på, han vil forstå det,” siger jeg. “Han vil bare gerne vide, De er okay. Er De kommet til skade?”

“Jeg ved det faktisk ikke. Jeg tror det ikke. Jeg tror, jeg har slået hovedet, og jeg tror ikke, mine ben har det alt for godt,” siger hun. “Det er irriterende. Jeg havde vel for meget fart på, og der må have været noget is … Jeg syntes, jeg så en ræv på vejen. Åh ja.”

Vi venter et øjeblik i tavshed. Jeg begynder at få ondt i lårene, og knæene på mine cowboybukser, der er maset ned i de våde bregner, er stive af kulde og vand. Jeg skifter stilling og spekulerer på, hvor lang tid det mon vil tage for ambulancen at komme hertil fra Fulbury Norton. Ti minutter? Tyve? Det lyder ikke, som om hun er hårdt kvæstet. Jeg ved, det ikke er nogen god idé at begynde at gøre noget, når det drejer sig om en trafikulykke, men måske burde jeg prøve at hjælpe hende ud på en eller anden måde. Men på den anden side, hvis hun har brækket benet … og under alle omstændigheder er det umuligt at åbne bildøren, der er krøllet sammen, nærmest foldet sammen mellem os som et stykke pap.

Jeg huler hænderne og puster ned i dem. Gad vide, hvor kold hun er.

“Hvad hedder De?” spørger hun.

“Frances,” siger jeg. “Hvad hedder De?” “Alice,” siger hun. Måske er det noget, jeg bilder mig ind, men jeg synes, hendes stemme lyder lidt svagere. Så spørger hun: “Bor De her i nærheden?”

13

“Ikke mere. Jeg bor i London. Jeg har været på besøg hos mine forældre. De bor omkring tyve minutter væk – i nærheden af Frynborough.”

“Et dejligt sted. Vi har et hus i Biddenbrooke. Åh nej, han vil spekulere på, hvor i alverden jeg er henne. Jeg sagde, jeg ville ringe, når jeg kom hjem.”

Jeg er ikke helt sikker på, hvad hun mener, og jeg bliver pludselig bange for, at hun vil bede mig om at ringe til sin mand. Hvor bliver ambulancen af? Hvor er politiet? Hvor lang tid tager det, for pokker? “Fryser De?” spørger jeg og stikker hænderne i jakkelommerne. “Jeg ville ønske, jeg kunne gøre det mere behageligt for Dem. Men jeg tror ikke, jeg skal prøve at flytte Dem.” “Nej, vi må hellere vente,” medgiver hun i et let tonefald, som om vi står ved et busstoppested, og hun kun er en anelse besværet, som om det blot er, hvad der kan ske.

“Jeg er sikker på, de er på vej.” Og så kommer hun med en lyd, der skræmmer mig, en brat snappen efter vejret, et grådkvalt hikst, og så holder hun op med at tale, og da jeg siger: “Alice? Alice?” svarer hun ikke, men kommer med den samme lyd igen, og det er en lillebitte lyd, så håbløs på en måde; og da jeg hører den, ved jeg, at det alligevel er meget alvorligt.

Så føler jeg mig frygtelig alene og overflødig, alene i den mørke skov med regnen og gråden. Og jeg ser mig tilbage over skulderen på min bil, på forlygternes skarpe lys, og bagved er der kun mørket, og jeg bliver ved med at kigge og tale – selvom hun ikke længere reagerer – og endelig får jeg øje på lysene, blå og hvide blinklys, og jeg siger: “Alice, 14

de er her, de kommer, jeg kan se dem, det skal nok ordne sig, bare hold ud. De kommer.”

Jeg sidder på forsædet af en politibil og afgiver vidneforklaring til en betjent, der hedder Wren. Regnen strømmer i bække ned over forruden, og den trommer højt og ubønhørligt på taget, og det betyder, at hun tit må bede mig om at gentage det, jeg lige har sagt. Jeg spekulerer hele tiden på, hvad der mon foregår derude med projektørlysene og det tunge skæreudstyr og liftene. Jeg kan ikke se ret meget gennem den duggede rude. Jeg laver et kighul med opslaget på mit ærme og får øje på en redder i den åbne ambulancedør, han ser på sit ur og skænker noget op af en termoflaske.

Nogle af hans kolleger må vel være inde i skoven. Måske slog de plat eller krone, og han vandt. Det tjener ikke noget formål, at vi alle sammen får lungebetændelse.

Wren lukker notesbogen. “Det var alt for nu,” siger hun.

“Tak for din hjælp. Du vil blive kontaktet inden for de næste par dage, bare så vi kan få bundet de løse ender.”

“Vil hun klare det?” spørger jeg. Jeg ved, det er et tåbeligt spørgsmål, men det er det eneste, jeg kan komme i tanker om.

“Vi gør vores bedste. Mine kolleger vil kunne opdatere dig i løbet af et par dage. Det står dig frit for at gå nu. Kan du selv klare at køre til London? Det vil måske være fornuftigt at tage tilbage til dine forældre og overnatte dér i stedet.”

“Jeg skal på arbejde i morgen. Jeg skal nok klare mig,” siger jeg. Jeg rækker ud efter dørhåndtaget, men betjenten lægger hånden på min arm og giver den et klem. “Det er 15

svært,” siger hun. Der er ægte bekymring i hendes stemme, og den uventede venlighed får tårerne frem i øjnene på mig.

“Du har gjort alt, hvad du kunne. Husk det.”

“Jeg har ikke gjort noget. Jeg kunne ikke gøre noget. Jeg håber, hun er okay,” siger jeg. Så åbner jeg døren og står ud.

Rammes i det samme, uden varsel, af den piskende regn og blæsten. I skoven, der før var så stille, er der nu en øredøvende larm: maskiner i kamp mod en voldsom, pludselig vinterstorm. I et enormt, kunstigt lysskær klumper en flok mennesker i våde selvlysende jakker sig tæt sammen og danner en beskyttende ring omkring bilen.

Jeg løber hen ad vejen tilbage til min bil og sætter mig ind, og i den pludselige stilhed lytter jeg til min egen vejrtrækning. Så starter jeg motoren og kører af sted. Skoven fortoner sig bag bilen, som når noget giver slip, og så er der ikke meget at se; glimt af reflekser og hvide pile og hajtænder, mens forstadsbebyggelserne gradvis dukker op mellem mørke indkøbscentre og rundkørsler.

Da jeg er hjemme i lejligheden og har fået det våde tøj af og taget et varmt bad, ved jeg ikke helt, hvad jeg skal stille op med mig selv. Det er sent, klokken er næsten elleve, og jeg er ikke træt, og jeg er ikke sulten, men jeg rister alligevel noget brød og laver en kop te og tager tæppet fra sengen og svøber det om mig. Så sidder jeg et stykke tid foran fjernsynet og tænker på Alice, stemmen i mørket; og mere åndsfraværende på hendes mand. Han må vide besked nu.

Måske er han hos hende på hospitalet. Deres liv er blevet kastet rundt som en håndfuld terninger og skal nu finde sig til rette i en ny, farlig konstellation, alt sammen på grund 16

af en iset vejstrækning og måske et glimt af en ræv. Tanken om dette, et ganske almindeligt livs vilkårlige held og uheld, skræmmer mig mere end alt andet i aften.

For en gangs skyld er jeg glad for at være på kontoret. Jeg møder tidligt og sidder ved mit skrivebord og nipper til den cappuccino, jeg har købt i sandwichbaren på hjørnet.

Bægrene er mindre end dem, man får hos Starbucks, men kaffen er stærkere, og i dag, efter en nat, hvor jeg har sovet dårligt, er det det, jeg har brug for. Jeg kigger på mine mails og tjekker køen. Nogle få har sendt artikler ind i løbet af weekenden, men ikke så mange som lovet.

Man skulle tro, det var en ren svir at arbejde med bogstoffet i The Questioner, og at den afdeling mere eller mindre ville køre af sig selv; men hver uge falder det i min lod at redde en eller anden kendisprofessor eller et litterært vidunderbarn fra overhængende participiums- og apostrofkatastrofer. Jeg er en blæksprutte, en slags underredaktør, en usynlig produktionsdrone, altid ude i kulissen, hvor jeg venter på at frelse folk fra deres fejl. Hvis jeg kludrer i det, skal jeg nok få det at vide af Mary Pym, den litterære redaktør. Mary er bedst i telefonen, når hun smører sine berømte kontakter, eller på J. Sheekey, hvor hun inviterer sine yndlingsbidragsydere hen for at opveje den skuffende lave ordtakst på The Questioner.

En dag, må man gå ud fra, bliver det nødvendigt at sætte grænser for Marys udgifter (taxaerne, togbilletterne på første klasse, de små, eksklusive luksushoteller, hun tjekker ind på i litteraturfestivalsæsonen), ligesom det er sket 17

for cheferne i de øvrige afdelinger. Men lige nu sejler hun bare derudad, fuldstændig uden hensyn til følgerne. Der er stadig stjerner, der gerne vil skrive for Mary trods vores svindende oplag og den stadig større fornemmelse af, at det alt sammen sker andre steder, på nettet.

Endnu intet spor af Mary, men Tom fra Rejser er kommet, og vi siger hej. Mandag er en stille dag på kontoret. Der er tomt og fredeligt i nyhedsredaktionen i bygningens vestfløj til et godt stykke ud på tirsdagen. På det tidspunkt, hvor min weekend begynder, når jeg har sendt bogstoffet i trykken torsdag eftermiddag, er der så småt ved at komme liv i nyhedsredaktionen, som varmer op til den svedige slutspurt frem til deadline ud på de små timer søndag morgen. Jeg har et par gange taget en lørdagstørn i nyhedsredaktionen, og det falder ikke i min smag. Banden og svovlen og sammenstød, historier, der går i vasken i sidste øjeblik, opringningerne i elvte time fra ministre, der forsøger at lave om på en tophistorie. Jeg forbinder altid deadlines med den sure lugt af eddikeindsovsede pomfritter, spist direkte af flamingoemballagen, en lugt, der i en evighed cirkulerer i airconditionanlægget, så den stadig lige anes her til morgen.

Mary ankommer med frakken over armen og den enorme taske åben, så hun kan blære sig med den gigantiske, turkisfarvede Smythson-kalender, hvor hun gemmer alle sine hemmeligheder. Hun er på mobilen og salvelsesfuldt opmærksom på en eller andens ego. “Jeg sender den af sted med cykelbud med det samme,” siger hun. “Medmindre du hellere vil have den med kurér?” Hun lægger hovedet på skrå, bakser kalenderen op på mit skrivebord og gør et 18

notat med sin udsøgte skønskrift. “Bestemt!” siger hun og nikker og skriver. “Så fantastisk, at du kan gøre det. Der er en vis bekymring for, at han nok er på vej ned. Jeg er sikker på, du kan få mening i det for os.”

Hun afbryder og går hen til sit skrivebord uden at hilse på mig. “Ambrose Pritchett tager den nye Paul Crewe,” mumler hun et øjeblik efter uden at se rundt, mens hendes computer vågner op med et pling. “Sender på torsdag om en uge. Kan du få bogen ud til ham, inden han tager til lufthavnen ti femogfyrre? Han vil gerne begynde på den i flyet.”

Jeg ser på uret. Klokken er allerede næsten ti. Jeg aner ikke, hvor anmeldereksemplaret er, og jeg ved, jeg ikke kan spørge Mary. Den slags driver hende til vanvid. (“Ligner jeg en skide bibliotekar, skat?”) Så jeg ringer til kurértjenesten og bestiller et ekspresbud, og så begynder jeg at lede hylderne med anmeldereksemplarer igennem. Jeg forsøger at ordne bøger alfabetisk efter genre, men da hverken Mary eller hendes treogtyveårige assistent, Oliver Culpeper (lige så højrøvet, som han har forbindelserne i orden), gider gøre sig ulejlighed med at bruge det system, er det ikke ligefrem idiotsikret. Endelig finder jeg bogen inde bag ved Helen Simpson og en kokainsniffende standupkomikers bekendelser, en, Mary optrådte sammen med i Hay sidste sommer.

Da jeg har fået skrevet en følgeseddel og stoppet Crewe i en foret kuvert og taget den med ned til kurértjenesten, er klokken kvart over. Jeg står i forhallen ved elevatorerne og betragter mit spejlbillede i de rustfri ståldøre, da min mobil ringer. Jeg kender ikke nummeret.

“Frances Thorpe?”

19

“Det er mig,” siger jeg. På en eller anden måde ved jeg, det er politiet. Det hele vender tilbage, fornemmelsen fra aftenen før; mørket, regnen, håbløsheden. Jeg synker besværligt. Jeg er tør i halsen. I dørene ser jeg en beklemt, nervøs pige med mørke skygger under øjnene, en farveløs, uanselig person.

“Det er politiassistent O’Driscoll fra Brewster Street politistation. Mine kolleger i Fulbury Norton har videresendt din vidneforklaring. Det er vedrørende trafikulykken i aftes.” “Åh,” siger jeg, da elevatordørene går op. Trafikulykke.

Hvorfor siger de sådan? Hvilken anden slags ulykke kan der være tale om? “Jeg har tænkt på hende. Alice, mener jeg.

Er der noget nyt? Hvordan har hun det?”

“Vi håbede, du kunne komme hen på stationen, så vi kunne gennemgå vidneforklaringen med dig,” siger han.

“Bare for at sikre os, at du er tilfreds med den. Bare for det tilfælde, at du er kommet i tanker om noget andet i mellemtiden.”

“Jamen, jo, det kan jeg godt. Jeg har ikke mere at sige.

Jeg har fortalt det hele. Men hvis det vil hjælpe … Hvordan har hun det?” spørger jeg igen.

Der er en lille pause. “Det gør mig ondt at måtte sige det, men hun blev meget hårdt kvæstet ved ulykken. Hun døde på ulykkesstedet.” “Åh,” siger jeg. Og så: “Hvor forfærdeligt.”

Elevatordørene glider op på femte sal, og jeg går tilbage til mit bord og skriver de nærmere detaljer ned på en postit-lap.

I frokostpausen går jeg fra kontoret, vikler mit røde og lilla halstørklæde stramt om halsen, trækker det op over munden 20

mod den isnende kulde og begiver mig af sted rundt om banegården med dens mangeartede indkøbsmuligheder, forbi det gamle gasværk og det nye bibliotek, skrår ned gennem flere gader med georgianske rækkehuse og krydser kanalen med dens ubevægelige hinde af affald. Med jævne mellemrum kommer jeg forbi en café eller en billig restaurant med tilduggede vinduer og kan høre lyden af kaffemaskiner og bestik, når nogen kommer eller går, og så svinger døren i, og lydene forsvinder.

Da jeg først kommer væk fra de store gader, er der ikke mange mennesker ude. Det er en trøstesløs, hvid vinterdag.

Træerne står nøgne, anlæggene med det kommunale græs er nedslidte og afpatruljeres af de mere desperate duearter.

Nu og da tynder det så meget ud i skyerne, at man kan ane solen, en lav, spøgelsesagtig kugle bag de sociale boligblokke.

I forkontoret i Brewster Street, et tomt lokale uden vinduer, sidder der ingen bag den sikrede luge. Jeg venter et øjeblik, og så går jeg hen og banker på en dør, og en surt-udseende kvinde kommer hen til gitteret og siger, at politiassistent O’Driscoll har frokostpause og skulle være tilbage igen snart. Jeg tager irriteret plads på en formstøbt plasticstol, og i det kunstige lys fra et hvæsende lysstofrør, der udsender små smæld, arbejder jeg mig gennem de fedtede sider i et gammelt Closer.

Noget senere hører jeg døre gå op og i og en summen, da en sikkerhedslås bliver slået fra, og så kommer O’Driscoll ud efter mig, stadig i færd med at slikke fingre og tygge af munden efter frokosten. Han er ung, ligesom Wren i aftes, måske midt eller sidst i tyverne. Yngre end mig, med masser 21

af voks i håret, uren hud og bumser på halsen. Han tager mig med ind i et mindre rum og skubber nogle papirer hen over bordet; Wrens notater fra aftenen før, renskrevet, sendt gennem en stavekontrol og mailet tværs gennem landet på brøkdelen af et sekund. Jeg læser dem omhyggeligt igennem, mens O’Driscoll slår en kuglepen let mod fortænderne, og selvom hun selvfølgelig ikke har fanget tonefaldet eller måden, jeg udtrykte mig på, er alle fakta korrekte og ubestridelige. “Jeg har intet at tilføje,” siger jeg og lægger hånden på rapporten.

“Det virker alt sammen temmelig lige ud ad landevejen,” siger O’Driscoll og rækker mig kuglepennen sammen med strejfet af falafel. “Hvis du lige vil skrive under – dér.

Rapporterne er selvfølgelig kun foreløbige på det her tidspunkt, men alt bevismateriale på ulykkesstedet bekræfter din gengivelse af, hvad hun fortalte dig. Føreren prøvede at undgå noget på vejen, og den sorte is gjorde uheldigvis resten. Og selvfølgelig, hvis hun kørte hurtigt …”

Han lader ordene hænge i luften, mens jeg kradser mit navn ned på linjen.

“Der bliver et ligsyn, men det er blot en formalitet. Jeg tvivler på, der bliver brug for dig,” siger han og trækker papirerne hen til sig, banker dem overdrevent ivrigt ned i formicapladen, så de samles i en stak, hvorefter han rejser sig. “Nå, men tak for din hjælp. Kontakt os, hvis du ellers kommer i tanker om noget.” Han træder tilbage og holder døren for mig. “For resten, der er en ting mere, jeg bør nævne,” tilføjer han, da jeg snor tørklædet om halsen og lirker rygsækken på. “Der er en mulighed for, at familien 22

vil sætte sig i forbindelse med dig. Det kan være nyttigt for – du ved – at få det afsluttet.” Jeg kan se, han har lyst til at markere ordet med ironiske fingercitationstegn, men ved, det ikke vil være passende. “En del af sorgprocessen.

Som jeg opfatter det, var du trods alt det sidste menneske, der havde en, øh, samtale med hende. Ville det være et problem for dig?”

“Nej, det … det tror jeg ikke,” siger jeg, slet ikke sikker på, hvordan jeg egentlig har det med det.

“Alle tiders. Nå, men hvis familien vil i forbindelse med dig, bliver det gennem SB’en.”

“Hvad?”

“Gennem vores sagsbehandler. Nå, men det vil de måske ikke have behov for. Vi tager det, som det kommer,” siger han og stikker kuglepennen i lommen igen. “Det her kan meget vel være enden på sagen.”

Jeg standser op i døren. “Hvem var hun?” spørger jeg ved tanken om, hvor lidt jeg ved om hende, dette menneske, der sagde sine sidste ord kun med mig som tilhører. “Hvad kan du fortælle om hende?”

Han udstøder et lille suk, tænker sikkert på den kop kaffe, der står og bliver kold på hans skrivebord, og blader tilbage i rapporten. “Altså, Alice Kite,” siger han og lader fingeren løbe ned over teksten. “Midt i halvtredserne. Hus i London og en fritidsbolig, lader det til, i nærheden af Biddenbrooke.

Gift, to voksne børn.” Så giver han mig hånden og siger farvel, og jeg er ude i kulden igen, hvor jeg går samme vej tilbage til kontoret.

Undervejs hører jeg hende igen sige: “Det er meget ven23

ligt af Dem”. Det lød så nemt på det tidspunkt, men nu er jeg klar over, hvor meget det må have krævet af hende.

Det virker mærkeligt, at jeg ikke ved mere om hende end de associationer, man automatisk får ved en bestemt stemme og talemåde og bilmærket.

Måske bliver det her enden på sagen, som O’Driscoll sagde. “Åh nej, stakkels dig!” siger Hester. Hun er den første, jeg har betroet mig til. Jeg har ingen specielt fortrolige veninder på arbejdet, og jeg havde ikke lyst til at ringe til nogen andre, bare for at jeg kunne lade et ord falde i løbet af samtalen, men jeg føler mig faktisk lettet, mindre anspændt, nu da jeg endelig har fået sat ord på.

“Du var altså på vej hjem fra mor og far, og så så du bare bilvraget på vejen?”

“Ja, nærmest.”

“Hold da op,” siger hun. “Var det, du ved, traumatisk?

Kunne du se det hele? Var hun helt fra den?”

Jeg ved, at det, Hester egentlig spørger om, er: Var hun smurt ind i blod? Skreg hun? Hun lyder næsten skuffet, da jeg beskriver scenen for hende, den besynderligt formelle samtale med Alice, som under alle andre omstændigheder måske kunne virke komisk. “Hvordan har du det egentlig?” spørger hun og sænker stemmen, opfordrer til større fortrolighed.

“Jamen, ikke så dårligt endda,” siger jeg. Jeg skifter stilling på sofaen og flytter telefonen til det andet øre. Jeg spekulerer på, om jeg mon skal fortælle hende om de gange 24

i løbet af de seneste par dage, hvor jeg har grebet mig selv i at være tilbage, liggende på knæ i de våde bregner, mens jeg fortvivlet spejder efter udrykningsblinkene i det fjerne og af al magt ønsker, de vil dukke op. Disse erindringer står nøjagtigt lige så skarpe og chokerende – lige så panikfyldte og håbløse – som i virkelighedens verden. Jeg har en fornemmelse af, at oplevelsen tegner sig stadig klarere i erindringen, efterhånden som dagene går, og det havde jeg ikke forventet.

Også lyden af gråden er begyndt at plage mig på uønskede tidspunkter, tidspunkter, der burde være tanketomme, når jeg er allermest sårbar. Sent om aftenen, når jeg ligger i sengen, trygt begravet under dynen, på nippet til at glide ind i søvnen. Eller tidligt om morgenen, længe inden det grå daggry. Jeg er begyndt at vågne meget tidligt, og nogle gange kan jeg ikke være sikker på, om det er Alice, jeg hører, eller rævene i parken.

“Vil du være sød at lægge den tilbage, skat. Nej, sagde jeg, læg den tilbage,” siger Hester, og øjeblikket forpasses.

Hun kommer tilbage til telefonen. “Jeg skal have dem i bad,” siger hun. “Hvordan havde mor og far det for resten?” “Åh, du ved,” siger jeg. “Det sædvanlige.”

Vi griner sammen, nu på mere fast grund, og hun inviterer mig til frokost lørdag. Jeg ved, det forventes, at jeg tilbyder at passe ungerne om aftenen, når bare jeg ikke har andre planer; men hvis jeg skal være ærlig, lyder et par timer med Playmobil og en færdigret fra M&S foran Charlies ekstravagante udvalg af tv-kanaler rigtig godt lige nu. Der er værre måder at tilbringe en lørdag aften på. Det burde jeg vide.

Da vi har snakket færdig, sætter jeg en kasserolle med 25

vand over. Jeg hakker tomater til sovsen, mens løg og hvidløg simrer, og radioen går, og jeg tager et glas vin, og der er rart i lejligheden, hvor alt er på sin plads, og lampen over bordet i køkkenet kaster et hyggeligt skær over påskeliljerne i den blå kande. De er lige begyndt at skubbe sig fri af deres pergamentagtige svøb i det lune køkken.

Det er ikke så dårligt, tænker jeg. Du har det da egentlig meget godt, ikke?

En bevægelse uden for køkkenvinduet fanger mit blik, og jeg holder inde og læner mig ind over vasken og kigger ud, ned på gaden, og i gadelygternes lyskegler kan jeg se, at det stille og roligt er begyndt at sne.

Det bliver ved og ved, i dagevis. Et stykke tid er det, som om snevejret er det eneste, der sker i verden. Det kommer bag på London. Busser efterlades på vejene. Skoler lukker.

Kommuner løber tør for vejsalt. Og når jeg vågner om morgenen, er det ikke Alice, jeg først og fremmest tænker på; i stedet håber jeg, at sneen stadig er derude, stadig udøver sin undergravende, betagende trolddom.

På min fridag går jeg over The Heath nærmest i en snestorm. Alle de sædvanlige kendemærker – stierne, de små søer, legepladserne, løbebanen – ligger dybt begravet under de mest overdådige driver. Under en blygrå himmel er Parliament Hill glaseret med is. Blændet af hvirvlende snefnug kælker folk ned ad den på skraldebøttelåg, bæreposer, bakker hugget i cafeteriet i nærheden af musiktribunen. Hvinene og råbene fortoner sig hurtigt i isoleret stilhed, da jeg går hen mod træerne med deres slørede omrids af tunge, hvide 26

grene. Snart er de eneste lyde den knirkende pulversne under mine støvler og min stakåndede vejrtrækning.

Da jeg når frem til Hampstead, falder fnuggene knap så hidsigt; nu tindrer de på vejen ned, pænt og pynteligt.

Jeg trasker op ad Christchurch Hill og Flask Walk og kigger ind ad vinduerne, som altid er renere – blankere, mere gennemsigtige – end vinduerne i min bydel. Jeg ser lerskåle med klementiner, bøger efterladt med ryggen opad på grønne veloursofaer, en gyngehest – en gråskimmel – i et karnapvindue. En gyldenbrun kat sidder ved siden af en vase med gæslingepil, de kolde, gule øjne følger mig uden særlig interesse. Jeg går lidt videre og kigger ned i et kælderkøkken, da vedkommende, der går rundt foran komfuret, får øje på mig og går hen til vinduet og vipper persiennerne, så jeg ikke kan se ned.

På hovedgaden går jeg ind på et dyrt konditori, snupper et ledigt bord ved vinduet og bestiller en kop varm chokolade og en pistaciemakron. En ældre mand med et flot halstørklæde sidder ved nabobordet og arbejder sig gennem en avis fuld af vejrhistorier: aflyste fly, skøjteløb i The Fens, den vanskelige situation for walisiske bjergbønder. Udenfor rutsjer fremmede mennesker rundt, klamrer sig leende til hinanden for at holde balancen. Der hersker en besynderlig feststemning; de gængse regler gælder ikke.

Jeg drikker min varme chokolade og tager min bog op af lommen og giver mig til at læse, lukker alt ude, nyder fornemmelsen af at være en del af noget og alligevel en armslængde væk. Jeg læser bedst i caféer. Jeg synes, det er svært at læse hjemme, hvor der er fuldkommen stille.

27

“Er den her plads optaget?” spørger en. Jeg ser modvilligt op. Det er en ung kvinde med et lille barn i flyverdragt med kinder, der er ildrøde af kulde.

“Jeg skulle lige til at gå,” siger jeg og sluger den sidste mundfuld af den mørke, klæbrige drik. Så overlader jeg hende min plads.

Jeg er næsten hjemme, da min telefon ringer. Det er en, der præsenterer sig som politiassistent Kate Wiggins. Hun siger, hun er blevet udpeget som sagsbehandler for Alice Kites familie for at hjælpe dem gennem “denne meget smertefulde tid”. Mens jeg lytter, kommer de uønskede fornemmelser igen: den prikkende følelse af panik, af hjælpeløshed. Fornemmelser, der i løbet af de sidste par dage er begyndt at aftage lidt.

Jeg ved, hvad hun vil sige, inden hun siger det.

“Jeg tror ikke, jeg kan,” siger jeg hurtigt uden at behøve at tænke over det. Og idet jeg siger ordene, mærker jeg, at frygten mister sit greb, bare en anelse.

Kate Wiggins gør en pause. “Jeg ved, det må være svært for dig,” siger hun forstående. “Du har haft en meget traumatisk oplevelse. Nogle gange opdager vidner, at det faktisk kan være en hjælp at møde familien personligt.”

“Jeg har ikke lyst. Jeg har fortalt politiet alt, hvad der skete. Jeg kan ikke se, hvad et møde skal gøre godt for. Det vil bare vække det hele til live igen.”

“Det hjælper selvfølgelig ikke at generalisere, men tit og ofte under omstændigheder som den her er det ikke svar, familien er ude efter. De vil bare gerne hilse på det menneske, der var der. For at sige tak, faktisk. Jeg ved for 28

eksempel, at mrs. Kites familie, hendes mand, hendes søn og datter, er lettede over, at hun ikke var alene til sidst. Jeg tror, de er taknemmelige, og det vil betyde meget, hvis de kunne mødes med dig og selv sige det.”

“Nå, men – jeg har selv en del at tænke på,” siger jeg, desperat efter at afslutte samtalen. “Det er faktisk ikke noget, jeg har mod på lige nu.”

“Helt i orden. Tag dig bare tid,” siger Kate Wiggins storsindet og griber den lillebitte chance, jeg så klodset har givet hende. “Det haster ikke. Lad mig vide, hvornår du mener, du er parat.”

“Fint,” siger jeg og lader, som om jeg skriver hendes nummer ned. “Ja, selvfølgelig.” Så går jeg hjem og gør mit bedste for at glemme alt om det.

Oliver ordner posten, flår bølgepappakker fra hinanden og åbenbarer nyheder som håndbøger i golf og lyserøde billigbøger med stregtegninger af højhælede sko og cupcakes på omslagene og smider de fleste ned i en stor papkasse til Oxfam, eller (hvis han gider, hvad han sædvanligvis ikke gør), eBay. Der er noget afsindig tyrannisk over de forsendelser, der ender i bogafdelingen, bølge efter bølge af kendiserindringer nedskrevet af journalister og store, dyre, retrospektive fotobøger og brugervejledninger i øko-livsstil, der ikke så meget som nærmer sig The Questioner’s målgruppe. Måske lægges én bog ud af ti til side for at vente på at blive overdraget til en anmelder.

Jeg gør mit bedste for at undgå Oliver, søn af en af vores mere berømte, adlede skuespillere, men hans stemme – lige 29

så velklingende og vidtspændende som farens – gør det svært. “Åh, her er noget interessant,” siger han til Mary og vifter med en indbunden bog. “Vi burde gøre noget stort, ikke?”

Mary trækker brillerne ned på næsetippen og inspicerer omslaget. “Jamen, bestemt – bed om et interview, hvis han ellers giver nogen. Det overrasker mig, at de ikke har udskudt udgivelsen. Måske var det for sent.”

Oliver finder pressemeddelelsen, der er stukket ind bag titelbladet, og griber telefonen. Jeg hører ham flirte med PR-repræsentanten på skoledrengemanér. Der er lidt fagsnak om en boglancering, de begge har været med til tidligere på ugen, og så siger han: “Den nye Lawrence Kyte … vi vil rigtig gerne lave et interview.” Han lytter, lægger hovedet på skrå og sætter for sjov et trist ansigt op for Marys skyld – rynket pande, bred underlæbe – selvom hun er ved at løbe et layout igennem på skærmen, og hans anstrengelser er spildt. “Nå, det var en skam,” siger han til sidst. “Men selvfølgelig, omstændighederne taget i betragtning … Så forfærdeligt, at det skulle ske. Nå, men hvis han skifter mening … Eller måske kan vi gøre noget, når billigbogsudgaven kommer? Ja – i lige måde. Pas på dig selv, søde.”

“Der bliver ingen publicity. Hun lyder skidesur,” tilføjer han og svinger fødderne ned fra papirkurven. “Skal vi få Berenice til at anmelde den? Eller Simon?”

“Simon,” siger Mary uden at se op.

Oliver lægger bogen på reolen, klar til at blive ekspederet af sted.

30

Senere, da de begge er til morgenmøde, går jeg hen og tager den. Det er en roman, der hedder Hjemsøgelse. Et ret enkelt omslag, en tegning af en mands skygge på et storbyfortov; vandpytter, et cigaretskod, lidt affald. Jeg vender den om. Der er et lille fotografi af forfatteren bag på omslaget, ikke noget prangende, selvom det er nydeligt arrangeret.

Han står foran en høj, mørk hæk med hånden på et solur, overgroet med lav. Ansigtet er naturligvis bekendt. Laurence Kyte. Selvfølgelig. Gad vide, hvorfor jeg ikke har tænkt over forbindelsen. Jeg anede ikke, han havde et hus i nærheden af Biddenbrooke. Under billedet står der med små typer i kursiv: “Forfatterfoto: Alys Kyte”.

Omtalen af forfatteren består af blot to korte sætninger, som det gerne er tilfældet med bestsellerforfattere: “Laurence Kyte er født i Stepney i 1951. Han bor i London”. Altså ingen omtale af Booker-prisen, selvom han fik den for fem år siden, eller er det seks? Ingen omtale af den rædselsfulde film, Hollywood fik vredet ud af Ampersand heller ingen omtale af den lidt mere heldige bearbejdelse – han lavede selv manuskriptet, mener jeg at kunne huske – af Det forsænkede gærde, som skaffede Daniel Day-Lewis en Oscar.

Jeg blader i den. Jeg har ikke læst noget af Kyte, men jeg kender hans interessefelt: politik, sex, døden, den vestlige civilisations sidste krampetrækninger. I Kytes bøger kæmper midaldrende, borgerlige mænd – arkitekter og antropologer, ingeniører og hæmatologer – med det fysiske forfald, et forfald, der afspejler den omgivende kultur. Kytes prosa er berømt for at være “udfordrende”, “opfindsom” og “stærk”; sædvanligvis er den også “kompromisløs”. Ikke ord, der siger 31

mig noget særligt. Jeg læser de første par sider. Det er alt sammen meget begavet. Så læser jeg dedikationen. “Til Alys. For evigt”.

Jeg gemte ikke Kate Wiggins’ nummer, men det ligger under alle omstændigheder på min telefon.

“Hej, det er Frances Thorpe,” siger jeg, da hun svarer. “Du ringede til mig forleden om Alys Kytes ulykke? Jeg har fået lidt hold på mig selv. Hvis du virkelig tror, det vil hjælpe, har jeg nok mod på at mødes med familien nu.”

Highgate-huset ligger ret fornemt tilbagetrukket fra gaden, grussti, lågestolper, omridset af en buskbeplantning. Der ligger en snavset dynge sne i læ af havemuren, åbenbart uden for vintersolens rækkevidde, når den ved sjældne anledninger finder på at vise sig; ellers er der kun få spor af den i forhaven, og den brede trappe op til døren er skrabet fri for is. Bortset fra lyset i glasmosaikken i det halvrunde vindue over døren – matte, blårøde druer, der vælter ud af et gyldent horn – henligger selve huset i mørke. Klokken er fem, tetid, men det kunne lige så godt være midnat.

Et overvågningslys tændes med et klik, da jeg går op ad trappen og ringer på, men jeg hører ingenting, ingen klokke, ingen lyd af skridt. Jeg har været nervøs nok for det her møde til at begynde med, og nu, endnu inden jeg er kommet ind, føler jeg mig fanget, overrumplet.

Måske trykkede jeg ikke hårdt nok? Måske er klokken i stykker?

Jeg venter et par sekunder mere, bare for at se, om der kommer nogen, og så ringer jeg på igen, trykker hårdere 32

denne gang, men med samme resultat. Der går et øjeblik, og så hører jeg lyden af lette trin, efterfulgt af klikket fra låsen. En slank, ung kvinde i en fleecetrøje og knælang fløjlsnederdel lukker op.

“Frances,” siger hun, griber min hånd og ser mig lige ind i øjnene i et stormløb af oprigtighed. “Jeg hedder Kate Wiggins. Familien er nedenunder.”

I hallen tager jeg tørklæde og jakke af. På gulvet ligger der en slidt, højrød løber, tyrkisk, efter udseendet at dømme.

En høj krukke med paraplyer og cricketbats. Et stativ med gummistøvler og sko og vandrestøvler. En mur af frakker som ludende rygge.

Luften er fuld af duftene fra blomster, en rig og sødmefyldt vellugt. Der står en skål med hyacinter på bordet i hallen ved siden af dyngen af uåbnet post, og da vi går gennem gangen, kigger jeg ind i de mørke rum på hver side og ser vaser og krukker fyldt med roser, liljer, irisser og fresier, hovedsageligt hvide og stadig indsvøbt i overdådige mængder cellofan med bånd og sløjfer.

Den svungne trappe for enden af hallen fører ned i det åbne køkken med en skønsom blanding af arv (fliser, en stor porcelænsvask, et Aga-komfur, et skab med tallerkenrækker fyldt med lertøj fra Cornwall) og nutidige ting (LED-spots, et køleskab i rustfrit stål på størrelse med et victoriansk klædeskab). Flere blomster er proppet ned i glas og kander på reolerne og i vindueskarmene og på det store spisebord af massiv eg, som der sidder tre personer ved. En fjerde skikkelse, en pige, står henne ved de franske døre, mens en kat snor sig om anklerne på hende. Idet jeg 33

kommer ned ad trappen, ser pigen væk fra baghaven, hvor lyset falder i gyldne firkanter på de tilbageblevne sneklatter, og fæstner sine lyse øjne på mig. Det er en bundfortvivlet gransken. Den gør mig endnu mere forlegen. Jeg sænker omhyggeligt blikket og følger med øjnene mine fødder de sidste trin ned.

“Laurence Kyte,” siger han og rejser sig fra bordet og går hen mod mig. “Tak, fordi du er gået med til at møde os.

Må jeg kalde dig Frances?”

Jeg tager hans hånd. “Det gør mig så ondt med jeres tab,” siger jeg.

Han synker en gang. Den billige bemærkning er nærgående, stadig så uvant for ham. Ved synet af hans sårbarhed mærker jeg en besynderlig, gysende spænding. Denne mand kender jeg fra halvsidesanmeldelserne og navnesiderne og gæsteindslagene på Newsnight med hans myndighed og skånselsløse domme, og nu står han her foran mig, nedbøjet under byrden af sin sorg. Jeg har noget, han gerne vil have, tænker jeg, mens mulighederne prikker i mig. Gad vide, om jeg kan give ham det. “Tak,” siger han. “Det her er mine børn, Edward og Polly.”

Edward er midt i tyverne, høj, lys og spinkel, og han hilser forbeholdent, høfligt, men upersonligt. Polly er et par år yngre; hun går væk fra de franske døre og hen til mig, og da vi giver hånd, kniber hun læberne sammen for ikke at græde. Det smalle, ligblege ansigt er skjoldet af gråd. Hun ligner en lille mus, tænker jeg. Jeg klemmer hendes hånd.

“Jeg hedder Frances,” siger jeg.

“Og det her er Charlotte Black,” siger Laurence Kyte og 34

viser hen mod den tredje person ved bordet, en kvinde i halvtredserne. Enkelt sort tøj af den slags, der koster rigtig mange penge, et tungt sølvarmbånd om håndleddet. “En ven af familien.”

Selvfølgelig kender jeg Charlotte Black, Kytes agent.

Hun har et vist ry.

Kate Wiggins har holdt sig tilbage og overladt det til os selv. Nu tilbyder hun mig i sin støttende, administrative rolle en kop te eller kaffe. Jeg er alt for nervøs til at kunne vælge. “Det er fint med vand,” siger jeg.

“Nå, men jeg skal have mig et glas vin,” siger Laurence.

“Jeg tror nok, vi alle sammen kan være enige om, at situationen her kræver noget stærkere.”

Han udvælger en flaske rødvin i reolen under køkkenbordet, henter glas og sætter dem på bordet. Imens tager børnene plads, side om side, uden at se på hinanden. De gruer for det her, tænker jeg. De vil gerne vide det, men de er bange for, hvad jeg måske kan fortælle dem.

Charlotte for bordenden smiler beroligende til mig. “Kate sagde, at du ikke bor så langt væk?”

“Lidt længere nede,” siger jeg. “Nej, ikke særlig langt væk.” Selvfølgelig står mit kvarter i det nordlige London i skærende kontrast til det her, med sine hovedfærdselsårer, spillelokaler og tomme fem-seksetagers kontorbygninger, som ingen lejere kan overtales til at flytte ind i. Familien Kyte bor i et helt andet London. Deres nabolag består af en række fashionable, brede alléer mellem grønne områder – forskellige træbevoksede anlæg og parker, The Heath – og det, de lokale kalder “landsbyen”, en hovedgade fuld af 35

caféer, ejendomsmæglere og modebutikker, der sælger økologisk ansigtscreme og fransk børnetøj.

Laurence åbner flasken og skænker op. Kate Wiggins ryster på hovedet, da han kigger på hende, men de øvrige siger ja tak til et glas. Endelig sidder vi alle bænket om bordet, parate. Jeg har glasset i hånden. Det er et enkelt, gedigent glas med fod. Dansk, formoder jeg. Da jeg smager på vinen, forsøger jeg at koncentrere mig om den, men jeg er faktisk lidt for nervøs, mens jeg venter på at se, hvad familien Kyte vil gøre.

Lad dem slå tonen an, havde Wiggins foreslået. De skal nok fortælle, hvad de har brug for at vide. Og hvis du ikke kan besvare deres spørgsmål, så sig det bare. Jeg sætter glasset fra mig og folder hænderne i skødet. Bordet dirrer let. Edward vipper med foden og røber derved, hvor nervøs han er. Til min store overraskelse er han den første, der siger noget.

“Vi ville gerne mødes med dig, så vi kunne sige, hvor taknemmelige vi er,” begynder han, som om han endelig holder en tale, han har øvet sig på mange gange i smug.

“Vi har fået gennemgået dit vidneudsagn, og det har været en stor trøst at vide, at mor ikke var alene til sidst. At hun havde en at tale med … en, der kunne tale med hende.”

Polly ser op med et sløret blik, og det buser ud af hende: “Hvad sagde hun? Vi ved, hvad du har sagt til politiet, men … lød hun som sig selv?”

Kate Wiggins siger: “Polly, jeg er ikke sikker på, at Frances kan …” og så afbryder jeg hende med en fasthed, jeg ikke selv kan mærke, og siger: “Vi talte sammen. Hun havde helt … styr på tingene. Hun var ikke ked af det, eller hvis 36

hun var, beherskede hun sig i det mindste. I ved godt, jeg ikke kunne se hende, ikke?”

Af en eller anden grund vil jeg have, de bliver mindet om dette. Polly nikker med de lyse øjne fæstnet på mig.

Jeg ser rundt langs bordet. Det er, som om alle venter på noget … på, at jeg skal fortsætte, bliver jeg klar over. Jeg har deres fulde opmærksomhed. Det er en skræmmende fornemmelse, men ikke decideret ubehagelig.

“Det var meget mørkt,” siger jeg, og min stemme lyder lille i det kæmpestore, hvide rum. “Og derfor, og fordi bilen lå, som den gjorde, kunne jeg ikke se, hvor hårdt kvæstet hun var. Jeg vidste det ikke. Hun sagde, hun måske var kommet til skade med benene, men ellers virkede hun okay. Hun havde tilsyneladende ingen smerter. Hun sagde, hun var kørt af vejen for at undgå en ræv. Hun talte om, at hun boede i nærheden, hun nævnte, at bilen lige var blevet vasket.”

Ud ad øjenkrogen ser jeg, at Laurence brat bøjer hovedet og stirrer ned på sine hænder, mens han fordøjer denne påmindelse om et tidligere liv.

“Ja,” siger jeg, som om det hele vender tilbage, “hun spøgte ligesom med, at hendes mand – du – lige havde fået bilen vasket.”

På det tidspunkt kommer Polly med en halvkvalt lyd, en mellemting mellem latter og gråd. Charlotte Black skubber æsken med papirlommetørklæder over bordet, rækker hånden frem og holder om Pollys fingre. Hendes armbånd skinner i lyset.

“Hun takkede mig, fordi jeg holdt hende med selskab.

Jeg kan huske, jeg tænkte, at hun virkede som et meget 37

værdigt menneske.” Faktisk havde den tanke først strejfet mig senere, da jeg læste mit vidneudsagn igennem hos O’Driscoll, men det er den slags, jeg forestiller mig, at de gerne vil høre – i virkeligheden har brug for at høre.

Nu græder Polly rigtigt ned i en håndfuld Kleenex. Edward sidder meget stille. Jeg holder en lille pause, bare et lille øjeblik, og så siger jeg, fordi det er umuligt at lade være: “Og så selvfølgelig, da jeg sagde, jeg kunne se ambulancen, sagde hun: ‘Sig til dem, jeg elsker dem.’”

Idet jeg siger det, kan jeg mærke, at Wiggins rører let på sig ved siden af mig. Det her var ikke med i vidneudsagnet.

“Bare det,” siger jeg. “‘Sig til dem, jeg elsker dem.’ Det var det sidste, hun sagde.”

Jeg ser op, ind i Laurences ansigt, orkanens øje, og jeg ser ham ånde ud, og da han gør det, er det, som om al energi samtidig siver ud af ham. Han ligner mere en gammel mand nu, træt og svag, indfalden af udmattelse. Da han løfter glasset op til munden, ryster han på hånden. Charlotte Black presser knoerne mod øjnene. Jeg får fornemmelsen af, at hun er forskrækket og forlegen over sin reaktion. Edward stirrer ned i bordet. Den eneste lyd kommer fra Polly, der græder.

“Jeg kan faktisk ikke fortælle mere,” siger jeg. “Jeg er ked af det, det virker ligesom ikke som ret meget.”

“Ja,” siger Laurence endelig. “Jeg har ingen spørgsmål.

Du har været meget venlig, Frances. Meget forstående. Det skal du have tak for, så vel som …” Hans stemme dør hen.

Så ser han sig om, fatter sig, ser spørgende på sine børn, rømmer sig. “Er der andre, der vil spørge om noget?”

Der er stille i rummet.

38

“Jeg ville bare ønske, jeg kunne have gjort mere,” siger jeg. Så tager jeg en slurk til af vinen. Den har en kraftig, mørkerød farve, og den afsætter kortvarigt røde pletter i glasset, når man holder det skråt. Hvis jeg havde haft mere forstand på det, ville den måske smage som de vine, jeg læser om i romaner og anmeldelser af restauranter, der tilsyneladende altid smager af blommer og kirsebær og kanel.

Jeg har lyst til at drikke ud, men det kunne måske virke upassende, grådigt, så jeg skubber glasset væk med et lille suk. Kate Wiggins giver mig et diskret nik og gør anstalter til at skubbe stolen ud fra bordet. Jeg kan gå.

“Jeg burde se at komme af sted,” siger jeg. “Men hvis I har flere spørgsmål, hvis der er noget, jeg kan gøre …”

“Vil du ikke drikke ud? Blive og spise med?” siger Polly, mens hun knuger de fugtige papirlommetørklæder – det er omsider lykkedes hende at fatte sig – men jeg kan se, at resten af familien er overrasket og lettere foruroliget over hendes tilbud. Jeg ryster på hovedet og rejser mig.

Charlotte Black siger, hun vil følge mig ud, og efter en pause sender Kate Wiggins mig et smil til tak, og så siger jeg farvel til dem alle sammen, en efter en. Da jeg kommer til Polly, lægger jeg hånden på hendes arm og giver den et lille klem, og jeg sikrer mig, at vores blikke mødes, da jeg siger: “Pas på dig selv, ikke?” Og så følger jeg efter Charlotte op ad trappen igen.

“Sikke nogle fantastiske blomster,” siger jeg, da vi går hen ad gangen tilbage til hoveddøren.

“De bliver ved med at komme – selv så længe efter begravelsen,” siger Charlotte. “Folk er så utrolig venlige, men 39

det er næsten for meget, der er ikke flere vaser, vi har måttet sætte dem i vinkølere, og alle håndvaskene er fulde. Alys elskede blomster. De kender hendes have i Biddenbrooke?

Jamen, den er ret berømt. De skulle se den i juni. Lutter hvide blomster naturligvis.”

Hun ser til, mens jeg tager jakke og tørklæde på. “Vent lige,” siger hun. Så går hun ind i en af stuerne, og da hun kommer ud igen, har hun en stor, håndbundet buket i favnen – flødefarvede roser og ranunkler i flere lag rødviolet og afdæmpet duegråt silkepapir.

“De vil ikke savne dem,” siger hun. “Tag dem endelig.

Alys ville have hadet, at de blomster bare skulle stå der i en mørk stue, uden at nogen så dem. Helt ærligt, det er fint, ingen vil tage sig af det. Tag dem.”

Jeg går hjem ad de glatte gader med blomsterne; de hvide kronblade er kølige og faste, når de strejfer min kind; og selvom jeg snart er følelsesløs i hænderne af kulde fra de våde stilke, tager jeg mig i at nyde mit iøjnefaldende smukke trofæ, de blikke, det tiltrækker, og det helt anderledes liv, det ligesom antyder.

I lejligheden fjerner jeg silkepapiret og cellofanen og finder det lille kort indeni, som jeg bliver klar over er fra direktøren på Radio 4 og hendes mand (“Til Laurence, Teddy og Pol. Vores dybe medfølelse og kærligste hilsener”), og så klipper jeg stilkene til og sætter buketten ind i soveværelset, så jeg kan svæve ind og ud af duften, mens jeg sover.

En uges tid senere, da kronbladene begynder at falde af i mælkehvide klumper, finder jeg en konvolut i postkassen, da jeg kommer hjem fra arbejde. Et stift, hvidt kort indeni, 40

skrevet med fyldepen og blåsort blæk. Det er fra Polly, der inviterer mig med til mindegudstjenesten om en måneds tid. “Vi vil være rigtig glade for at se dig, hvis du vil komme,” skriver hun. Neden under hendes navn tre hurtige automatiske kys: “XXX”. Jeg sætter kortet på kaminhylden, og da jeg nævner det for Hester, siger jeg, at jeg ikke har besluttet mig for, om jeg vil gå med eller ej. Det er selvfølgelig ikke helt sandt.

Jeg sidder nede bagerst i kirken, som er imponerende fuld.

Det er en dyr forsamling, masser af kendte ansigter bag de overdimensionerede solbriller. Jeg kan se Mary Pym flere rækker foran; hun læner sig frem og hilser på en skuespilforfatter; en hel række er besat af overordnede medarbejdere fra McCaskill, Laurence Kytes forlag. Ud over nogle anerkendte skuespillere og akademikere og et par fremtrædende ministre er der et massivt opbud af hans gamle Soho-gruppe, digterne og de bohemeagtige, litterære journalister, han hang ud med efter Oxford (han spiller stadig tennis med Malcolm Azaria og Nikolai Titov i weekenden ifølge de oplysninger, jeg har fået ved at søge på nettet).

Kate Wiggins, i en nydelig jakke og skinnende, højhælede sko, kommer hen og hilser dæmpet, inden gudstjenesten begynder. “Jeg tænkte på, om du mon var her,” siger hun.

“Polly bad om din adresse, jeg håber, det var i orden at give hende den.”

Selvfølgelig, siger jeg. Hun er på nippet til at sige noget mere – måske en hentydning til den lille tilføjelse, jeg kom med i familien Kytes køkken? Højst sandsynligt har hun 41