Alle blomster i paris_TRYK.indd 2
11/10/2019 10.49
SARAH JIO
På dansk ved Lærke Pade
GADS FORLAG
Alle blomster i paris_TRYK.indd 3
11/10/2019 10.49
Alle blomsterne i Paris er oversat fra amerikansk efter All the Flowers in Paris Copyright © 2010 by Sarah Jio All rights reserved Dansk udgave: Copyright © 2019 by Gads Forlag 1. udgave, 1. oplag Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Omslagsfotos: Getty Images, Shutterstock Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk ISBN 978‑87‑12‑05950‑9 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.
Alle blomster i paris_TRYK.indd 4
11/10/2019 10.49
Til Evangeline og Petra
Alle blomster i paris_TRYK.indd 5
11/10/2019 10.49
Alle blomster i paris_TRYK.indd 6
11/10/2019 10.49
F O R FAT T E R E N S F O R O R D
SEATTLE , DECEMBER 2017
Kære læser Dette er min tiende roman. I alle de år, hvor jeg har skrevet og rejst, har jeg altid følt mig draget af Paris. De praktiske omstændigheder har aldrig givet plads til, at jeg kunne flytte dertil – hvilket jeg har drømt om siden college – men jeg har altid vidst, at jeg en dag ville skrive en historie, der foregik i Paris. I mine tidligere romaner har der været smutture til byernes by, men jeg har aldrig før ladet mine hovedpersoner bo der for alvor, som jeg har i denne bog – hvilket i sig selv var en stærkt opmuntrende del af processen. Til hverdag passede jeg mine tre små sønner i Seattle, mens jeg som forfatter besøgte charmerende bistroer og smukke balkoner og Paris’ yndige seværdigheder sammen med mine hovedpersoner. Rejsen var uforglemmelig: at gå op ad trappen til Montmartre, at beundre de farverige boder i Rue Cler, nippe til espresso på hemmelige caféer i små sidegader. Men denne fortælling rummer andet og mere end cho‑ koladecroissanter og Eiffeltårnet en forårsdag. Den handler i 7
Alle blomster i paris_TRYK.indd 7
11/10/2019 10.49
høj grad om hjertesorg og traumer, både i det krigshærgede Paris i 1940’erne og i vore dage, med hovedpersoner, der er i stand – og ude af stand – til at modstå, tilgive og elske. Denne bog er min kærlighedserklæring til Paris, og måske kommer der en ny en dag. Indtil da håber jeg, du vil nyde denne lille fortælling, jeg har manet frem, dens personer og hele Paris, ned til det allermindste kronblad. Knus, Sarah
Alle blomster i paris_TRYK.indd 8
11/10/2019 10.49
KAPITEL 1
•
CAROLINE
4 . SEPTEMBER 2009 PARIS
H
vor kunne han? Mine kinder gløder, da jeg sætter mig op på min cykel og tramper hen ad Rue Cler, forbi gadesælgerne med boder fulde af skinnende auberginer og blomsterbuketter, lyserøde pæoner og gyldne solsikker, der står ret i nydelige spande, forbi Café du Monde, hvor jeg nogle gange får en kop kaffe, når jeg er for træt til at gå hen på Bistro Jeanty, og forbi en ældre kvinde, der kommer gående med sin lillebitte hvide puddel. Trods det strålende solskin klamrer hun sig pessimistisk til en sammenklappet paraply, som om himlen kan åbne sig hvert øjeblik og udløse sin vrede over hende. Raseri er den følelse, der fylder mig. Jeg er rasende. Han var den sidste i hele verden, jeg havde regnet med at se her til morgen. Efter alt det, der er sket, har han ovenikøbet den frækhed at undlade at respektere mine ønsker. Jeg har sagt til ham, jeg aldrig nogensinde vil se ham for mine øjne igen. 9
Alle blomster i paris_TRYK.indd 9
11/10/2019 10.49
Og alligevel dukker han op, på Café du Monde af alle steder, og smiler til mig, som om intet var hændt, som om … Jeg blinker tårerne væk, gør mig umage for ikke at miste besindelsen, som jeg gjorde i går aftes, da jeg smed serviet‑ ten fra mig, råbte ad ham og skred. En parisisk kvinde ville aldrig gå amok på den måde. Jeg har meget at lære, hvad dét angår, selvom jeg sagtens kunne gå for at være fransk, i hvert fald på afstand. Jeg ser nogenlunde rigtig ud. Tørklæde bundet løst under hagen. På cykel, i kjole. Lyst hår sat skødesløst op i en høj knold. Ingen hjelm – selvfølgelig ikke. Det har taget tre år at lære fransk til husbehov, men det kan tage et helt liv at blive flydende i fransk elegance. Men nu kan det alt sammen være lige meget. I tidens løb er Paris blevet mit skjulested, min puppe, min flugt fra fortidens smerte. Jeg kæmper med tårerne. Og nu? Tror han virkelig, han bare kan komme anstigende, og at jeg ville opføre mig, som om alt var ved det gamle? Som om alting bare på magisk vis kunne blive som før? Jeg gyser og kigger mig over skulderen for at være sikker på, han ikke følger efter mig. Det gør han ikke, så vidt jeg kan se, og jeg træder hurtigere i pedalerne for at komme rundt om det næste hjørne, hvor en mand i læderjakke fanger mit blik og smiler, som om vi har mødt hinanden før. Det har vi ikke. Det ville være en underdrivelse af rang, hvis man sagde, at franske mænd er notorisk pågående. De mener stort set, at verden og alle dens kvinder burde prise sig lykkelige over lige netop deres gode udseende, charme og begavelse. 10
Alle blomster i paris_TRYK.indd 10
11/10/2019 10.49
Jeg er nybegynder i det franske datingliv, og det har ikke været nogen storslået oplevelse. Jeg har været ude at spise med en frisør, der hele tiden så sig i spejlet bag mig. Jeg har været ude at spise med en kunstner, der foreslog, vi gik hjem i hans lejlighed og diskuterede hans seneste maleri, som i øvrigt hang over hans seng. Og så var der den lektor, der inviterede mig ud i sidste uge … og som jeg alligevel ikke kunne få mig selv til at ringe tilbage til. Jeg sukker og cykler videre. Jeg er hverken amerikaner eller pariser. For tiden føles det faktisk, som om jeg ikke er noget som helst. Jeg tilhører ikke noget land eller menneske. Jeg er blot et spøgelse uden forankring, der driver gennem livet uden mål og med. Jeg kommer forbi Rue de Seine, cykler i zigzag ned ad en bakke med gadelamper, med den prægtige by bag mig, imens min dueblå sommerkjole flagrer i vinden, og jeg får tårer i øjnene igen, så jeg knap kan se de smalle gader. Jeg blinker nogle gange, tørrer en tåre væk, så brostenene kom‑ mer i fokus igen. Mit blik fæstner sig ved et ældre par, der kommer gående på fortovet lidt længere fremme. De ligner et helt almindeligt, ældre fransk ægtepar, nuttede på den typiske måde, de aldrig selv vil kunne se. Han har blazer på trods den fugtige hede, og hun er iført en kjole af ternet bomulds‑ stof, som måske har hængt i hendes skab, siden hun så den i vinduet i en tøjbutik på Champs-Élysées i 1953. Hun har en kurv med indkøb fra markedet på armen. Jeg lægger mærke til squashen. Han bærer en baguette, ikke andet, og holder den, som om det var en riffel under Anden Verdenskrig, 11
Alle blomster i paris_TRYK.indd 11
11/10/2019 10.49
pligtskyldigt, men også med en knap nok synlig, men sært charmerende snert af irritation. I tankerne vender jeg tilbage til caféen og bliver rasende igen. Jeg hører hans stemme for mit indre øre, blød og bedende. Var jeg for hård ved ham? Nej. Nej. Måske? Nej! I et andet liv ville vi måske have brugt aftenen ved et hjørnebord på en café, hvor vi ville have drukket god bordeaux og lyttet til Chet Baker og fantaseret om ferier på græske øer eller et drivhus i baggården, hvor vi kunne plante et citrontræ – eller et avocadotræ? – og sidde under en bougainvillea, ligesom den, min mor plantede, da jeg var elleve, før min far forlod os. Jazz. Santorini. Citrontræer. Smukke, kærlige detaljer, men de betyder ingenting nu. I hvert fald ikke i dette liv. Det kapitel er slut. Hele bogen er slut. Hvordan skulle jeg kunne tilgive ham? Hvordan skulle jeg nogensinde kunne tilgive ham? “Tilgivelse er en gave,” sagde den psykolog, jeg var hos et par gange. “Både til giveren og tageren. Men man kan ikke give en gave, som man ikke er parat til at forære væk.” Jeg lukker øjnene et øjeblik, så åbner jeg dem resolut. Jeg er ikke parat endnu, og jeg bliver det nok heller aldrig. Jeg tramper videre i pedalerne, fast besluttet. Fortidens smerte står pludselig tydeligt for mig, skarp og bitter. Den svier som en citronskive presset imod et sår. Da jeg tørrer endnu en tåre væk, kommer der pludselig en lastbil imod mig ud af det blå. Adrenalinen bølger op, som den gør, når man kommer til at tænke på noget andet, imens man kører bil, og lige pludselig kun med nød og næppe 12
Alle blomster i paris_TRYK.indd 12
11/10/2019 10.49
undgår at ramme en modkørende eller en gadelampe eller en mand, der går tur med sin hund. Jeg svinger til højre med cyklen og gør mig umage for ikke at køre ind i en mor, der kommer gående med sin lille datter til venstre for mig. Pigen er måske to år gammel. Mit hjerte svulmer. Solen er skarp og spiller i hendes gyldne hår. Jeg kniber øjnene sammen for at orientere mig på den smalle gade. Mit hjerte hamrer. Lastbilens chauffør har ikke set mig. “Stop!” råber jeg. “Arrêtez!” Jeg klemmer hårdt om styret, slår bremserne i, men de lader ikke til at virke. Gaden er stejl og smal, for smal, og nu er jeg i fuld fart på vej ned ad bakken. Lastbilchaufføren fumler med en cigaret, vender og drejer den, samtidig med at han svinger lastbilen hen over de brostensbelagte gader. Jeg skriger til ham igen, men han hører mig ikke. Panikken skyller ind over mig, overvælder mig. Jeg har to muligheder: dreje til venstre og køre direkte ind i moren med den lille pige eller dreje til højre og køre direkte ind i lastbilen. Jeg drejer til højre.
Alle blomster i paris_TRYK.indd 13
11/10/2019 10.49