AMAGER
BØNDER, SØFOLK, EGNSDRAGT
AMAGER
BØNDER, SØFOLK, EGNSDRAGT
REDIGERET AF SØREN MENTZ
Næste opslag: C. Wentorfs maleri Dragørkoner på hjørnet af Sladregaden er ikke kun ren idyl. Billedet viser også en by, hvor mændene er på havet det meste af året. Dragør Kommune.
Forord
I kølvandet på dragørskipper Knud Hansen Walløe
Erik Gøbel
En dragørkvinde i holocaustformidlingen
Therkel Stræde
Modernismens friluftsideal. Arne Jacobsens hvide by ved Dragør
Søren Mentz
Teatermaleren Helge Norél og Røde Kro Teater
Mikael Kristian Hansen
Alt på ét bræt
På sporet af en soldat på Amager under 1. Verdenskrig
Christian Aagaard
No Hard Feelings
Mod fælleskommunen, Dragør og Store Magleby imellem
Mikkel Bang Maesen
Da folkelivet blev populært i kunsten
Om Amager, Julius Exner og Elisabeth Jerichau Baumann
Sine Krogh
Amagerdragten – idealer og nye perspektiver
Camilla Cziffery Nielsen
Middelalderarkæologi i Stettinstræde og et fund fra bronzealderen
Bo Jensen
FORORD
Amager har gennemgået store forandringer de seneste par generationer. Den lille ø tæt på København er blevet moderne. Amager er ikke længere et landbrugssamfund, der forsyner hovedstaden med grøntsager, men en mainstream forstad med en international lufthavn som den største arbejdsplads. De traditionelle lokalsamfund, hvor slægt efter slægt levede på familiens gård, hører til sjældenhederne. Alligevel har indbyggerne på Amager holdt fast i en stærk lokal identitet, der gør øen helt særlig i kulturhistorisk sammenhæng. Vi kan nemlig undersøge og belyse, hvordan lokalsamfundet fungerede før industrialiseringen, og hvordan urbaniseringen ændrer og stadig forandrer nærmiljøet.
Danmarkshistorie fortælles ofte ”ovenfra og ned” og reducerer lokalsamfund til passive modtagere af forandringer udefra. Med Amager som prisme vender Amager perspektivet og bruger lokalhistorien som katalysator for de større fortællinger. Bogen er skrevet til alle, der interesserer sig for det levede liv og for, hvordan nærmiljøet indgår i nationale og internationale fortællinger. Forfatterne trækker på et righoldigt kildemateriale, som lokalsamfundet har bevaret.
Slægt, lokalidentitet og historie former mennesker. I 2016 arvede Museum Amager boet efter Leise Blaes Schmidt, hvis familie stammede fra Dragør. Leises store ønske var, at museet skulle formidle lokalhistorien, så kommunens borgere aldrig glemte fortiden. I 2024 testamenterede Jan Dirch Zibrandtsen ligeledes en del af sin formue til museet. Jan voksede op på en gård i Tømmerup, og selvom han flyttede fra Amager, glemte han aldrig sit slægtskab med de hollandske bønder, som slog sig ned i Store Magleby i 1521. Jan ønskede, at hans donation skulle styrke museets forskning og formidling. Takket være de generøse midler fra Leise og Jan kan Museum Amager udføre dette arbejde. Denne bog er en del af formidlingsindsatsen og er blevet til i samarbejde med dygtige forskere og skribenter. Vi håber, at den vil inspirere læsere til at tænke over de små historiers rolle i de store fortællinger.
Søren Mentz Museumsleder
Venstre side: Familien Zibrandtsen i 1952. Jan står yderst til venstre. Foto i privateje. Denne side: Leise ved huset i Dragør. Museum Amager.
Erik Gøbel
I KØLVANDET PÅ DRAGØRSKIPPER KNUD HANSEN WALLØE
Dragørs søfart i 1800 tallet er mest kendt for indenlandsk fart med små fartøjer som jagter og galeaser, som især sejlede med brænde til hovedstadens forslugne kakkelovne og til erhvervsdrivende som bagere og smede. Under min udforskning af øresundstoldens generelle historie blev jeg imidlertid opmærksom på de ganske mange rejser, som dragørskippere foretog på Vesteuropa og langt ind i Østersøen.1 Blandt byens flittigste skippere i udenrigsfart var Knud Hansen Walløe, der levede fra 1813 til 1894. Han var et tidstypisk eksempel på en dragørsk sømand, der sejlede næsten hele sit liv og endte som reder.
DRAGØRSKIPPERE I ØRESUNDSTOLDENS REGNSKABER
Når man arbejder med øresundstoldregnskaberne, lægger man uvægerligt mærke til, at mange dragørskippere passerede Helsingør i tidens løb enten på vej nordpå eller for sydgående. I alt opregner regnskaberne næsten 3.000 passager af fartøjer under kommando af en skipper, som var hjemmehørende i Dragør;2 langt hovedparten er fra midten af 1700-tallet til 1857, hvor sundtolden blev afskaffet.
Den allerældste af disse indførsler i toldernes protokoller er fra den 17. april 1640.3 Den dag kom skipper Jacob Hansen fra sin hjemhavn i Dragør med en ladning byg og malt, som alt sammen var dansk gods, og som der derfor ikke skulle betales varetold af, men han måtte betale ½ daler 6 skilling i diverse afgifter til farvandsafmærkning m.v. En
Knud Hansen Walløe (1813 18 94) fotograferet i 1860’erne som midaldrende skibsreder og skibsfører. På billedet er han trukket i stadstøjet og bærer ring i øret som en rigtig sømand. Billedet er taget hos fotograf August W. Birch i København. Historisk Arkiv Dragør.
af disse småafgifter var de såkaldte tøndepenge, som blandt andet finansierede søtønderne i farvandet ud for Dragør.4 Hvor Jacob Hansen agtede sig hen med varerne, er ikke noteret i sundtoldens regnskaber på dette tidlige tidspunkt – oplysning om destinationshavn blev først indskrevet fra 1669 – men der kunne meget vel være tale om kornvarer til Norge. Sundtoldregnskabernes yngste indførsel vedrørende en dragørskipper er fra den allersidste dag, hvor sundtold blev opkrævet i Helsingør, nemlig den 31. marts 1857. Netop den dag meldte skipper Knud Hansen Walløe sig på Øresunds Toldbod for at betale sundtold af en ladning bestående af blandt andet 1.365 kister appelsiner og 800 pund citroner, som han kom med fra Sicilien på vej til Baltisport (Paldiski) nær Reval (Tallinn) i Estland eller eventuelt helt til Sankt Petersborg i Rusland inderst i Den Finske Bugt.5 Vi skal som sagt se nærmere på Knud Hansen Walløe og hans sømandsliv nedenfor. Øresundstoldens regnskaber er en formidabel kilde navnlig til den internationale skibsfart og varetransport gennem Øresund fra 1497 til 1857.6 De bevarede regnskaber omfatter 1,8 millioner skibspassager ad en af den vestlige verdens vigtigste handelsruter i tidlig moderne tid, nemlig den rute, som forbandt østersøregionen med den øvrige verden. I de ældste regnskaber er oplysningerne om de enkelte skibspassager ret sparsomme, men efterhånden nedfældede tolderne i Helsingør flere og flere informationer i forbindelse med opkrævningen af øresundstolden. Fra 1660’erne og fremefter kan vi finde følgende data om hver enkelt passage: dato, skippers navn og hjemsted, afsejlingshavn og destination samt ladning og betalt beløb. Derimod er ejeren eller skibets navn stort set aldrig nævnt. Mens sundtoldregnskaberne er en glimrende kilde til selve sejladserne gennem Øresund, er regnskaberne paradoksalt nok ikke nogen særlig god kilde til varetransporten under Dannebrog, da man først og fremmest skulle betale told af udenlandsk ejede varer, som skibet fragtede fra et sted til et andet. Alligevel er passagen af alle danske (og indtil 1814 også norske) skibe, bortset fra de allermindste, noteret i øresundstoldregnskaberne, da også kongens egne undersåtter skulle betale en beskeden afgift til opretholdelse af fyr og farvandsafmærkning, og hvis de sejlede med fremmede varer i lasten, er disse opregnet. Netop dette var tilfældet for Knud Hansen Walløe, der som regel passerede gennem Øresund på vej i fragtfart fra en udenlandsk havn til en anden. Men fra 1857 tørrer denne kilde altså ud.
Når man søger i øresundstoldregnskabernes mange oplysninger, er der kun registreret ganske få sejladser til og fra havnen i Dragør. Det drejer sig alene om 30 sejladser nordpå gennem Øresund, som i perioden 1640 18 46 var stået ud fra Dragør, og alle var de ført af skippere, der var hjemmehørende hér. Af sejladserne gik 20 til norske havne, næsten alle gik dertil først på året og i ballast, dvs. uden fragt. Heller ikke som destinationshavn forekommer Dragør ret ofte i sundtoldens regnskaber, kun 22 af sejladserne til Dragør var under kommando af en dragørsk skipper. Af disse var 12 hjemrejser fra Norge med trælast og fisk, mens fem skippere vendte hjem fra britiske havne med kul og to fra Nederlandene med mere blandede laster af kolonialvarer.
Af de mange dragørskippere, der passerede Kronborg for nordgående, kom næsten alle fra en fremmed havn i Østersøen. De vigtigste pladser var Danzig (Gdansk) i Polen med 139 afsejlinger, Königsberg (Kaliningrad) i Østprøjsen med 120 afsejlinger og Riga i Letland med 65 afsejlinger. Fra disse havne udskibedes først og fremmest grovvarer som korn, hør og hamp, der ofte blev sejlet til norske havne, og desuden var trælast en vigtig eksportvare. En anden betydende udskibningshavn var Sankt Petersborg, hvorfra ladningerne var mere varierede, som da dragørskipper Cornelius Bertelsen i sommeren 1798 fragtede en last af hamp, hør, blår, sæbe, tobak, linolie, sejldug, lærred og forskellige uspecificerede købmandsvarer til Bergen.7
Skippere fra Dragør varetog imidlertid også en transport fra øst og sydsjællandske byer af lokale varer, som var livsvigtige for Norge. Det gjaldt især Præstø og Stege og i mindre grad Vordingborg, Stubbekøbing og Næstved; men vigtigst i så henseende var dog Køge. Fra denne by passerede 66 rejser Kronborg, alle med korn og malt, halvdelen til Bergen og resten til enkelte øvrige norske byer så langt nordpå som Trondhjem. Af disse var de vigtigste Kristiania (Oslo), Frederikshald (Halden) og navnlig Drammen, hvorfra der udskibedes trælast og jern, mens Bergen typisk leverede fiskevarer som sild og tørfisk. Men også rejser fra Køge til engelske havne spillede en vis rolle for dragørerne. En pæn del af norgesfarterne i 1800 tallet returnerede til Danmark eller østersølandene via England eller Skotland med kul. I det hele taget fragtede dragørerne mange rene kulladninger til København, den allerførste var Dirch Hansen Præst i foråret 1825 med ”en ladning stenkul” fra Newcastle.8
Blandt de sejladser, som passerede Kronborg for sydgående, var knap et par hundrede afsejlet fra engelsk eller skotsk havn, halvdelen fra Newcastle med kul. Fra Nederlandene kom godt hundrede sejladser, næsten alle med kurs mod København og medbringende meget sammensatte ladninger, typisk på en snes forskellige varesorter som sukker, tobak og andre kolonialvarer, fine tekstiler, rosiner, ris, papir, vin, ingefær, søm, bomuld og ost.
Endelig fragtede dragørskippere en del ladninger fra Aalborg til østersøhavne. Især drejede det sig om gode saltede sild, som da Jacob Andersen i maj 1696 passerede Helsingør på vej til Danzig med 16 læster og 8 tønder limfjordssild.9 Fra den nordjyske by sejlede man dog også med en hel del havre og sukkertoppe til havne i Østersøen. Som nævnt blev opkrævning af øresundstold stoppet den 31. marts 1857. Netop denne allersidste dag passerede Knud Hansen Walløe Helsingør for sydgående på skonnerten ”Waldemar” med en ladning sydfrugter. Under det korte ophold med betaling af øresundstold benyttede han lejligheden til at få lidt frisk proviant ombord, inden rejsen gik videre mod Østersøen.10 Men lad os se nærmere på Walløes liv og levned.
KNUD HANSEN WALLØES LÆREÅR
Knud Hansen Walløe blev født i Dragør den 4. oktober 1813 i Sønderstræde 6.11 Forældrene var den 30 årige skipper Hans Christophersen Walløe og hustru Trein Knud Christensdatter på 24 år, som begge var indfødte dragørere.
Familien Walløe var en gammel sømandsfamilie, som det for eksempel kan ses af øresundstoldregnskaberne. Heri finder man Christopher Andersen Walløe (Knud Hansen Walløes farfar) og Ole Andersen Walløe som skippere på skibe, der i 1790’erne sejlede fra Dragør på Norge, Amsterdam, Bilbao og Østersøen helt til Sankt Petersborg.12 De var indvandret fra øen Hvaløy – på dansk kaldet Vallø – i Oslofjorden for at blive en del af det energiske sø fartsmiljø i Dragør. Ole Andersen Walløe fik borgerskab som skipper i 1782, blev fører af en galease og bosatte sig i Sønderstræde 3, mens Christopher Andersen Walløe boede på Badstuevælen 12.13
Med sin baggrund i dette miljø finder vi Knud Hansen Walløe som 16-årig såkaldt bådsformand på den lille slup ”Henriette”, der var ejet af hans fader. En slup var et enmastet fartøj, som lignede en jagt, men var en anelse mindre. Gennem 1830’erne sejlede den unge mand derefter som halvbefaren jungmand og senere som fuldbefaren matros på forskellige af Dragørs fartøjer.
Som eksempel på et af de fartøjer, han sejlede med, kan nævnes ”Adventure”, som unge Walløe var matros på i 1830. Den var på 35 (senere ombygget til 45) kommercelæster (à ca. 2,6 nettotons i vore dages mål) og var både ejet og ført af Hans Olsen Brodersen. Fartøjet var bygget i Nederlandene i 1809 og indflaget til Danmark i 1814. Skibstypen var en kuf, dvs. den havde et fyldigt skrog, en rund agterende, to master og ofte med såkaldte sværd på siden, der kunne fungere som sænkekøle på lavt vand. Besætningen var på syv mand inklusive skipperen selv, og skibet lå i fast kulfart på England.14 Et andet eksempel var galeasen ”Emanuel” på 44½ kommercelæster, ført og ejet af Carl Theis Bertelsen og med en besætning også på syv mand. Til en rejse ”til Svendborg og videre” blev Knud Hansen Walløe den 20. januar 1834 forhyret som matros med en betaling på 12 rigsbankdaler om måneden. Besætningen bestod af skipperen, tre matroser, en kok og en skibsdreng. Hyren ombord varierede fra skippers 16 til drengens 2 daler om måneden. Alle mand ombord var født i Dragør, hvad der var ganske almindeligt for besætningsmedlemmerne på byens skibe.15 De afsejlede den 2. marts og gik to gange til London fra danske havne, inden mandskabet blev afmønstret den 10. september 1835 i København efter afsluttet rejse.16 Dagen efter skrev kaptajn Bertelsen en anbefaling af Walløe, hvori han attesterede, at den unge matros ”anbefales på det bedste såvel for hans duelighed som gode opførsel”.17
Under tilsvarende forhold med den mindre jagt ”De jonge Jan”, ført af Dierk C. Jans, var Walløe i 1835 matros på en rejse til England. Og på galeasen ”Trine” på 40½ kommercelæster, ført af Ole O. Wass og med en besætning på seks mand, alle født i Dragør, blev han i 1837 forhyret som matros til endnu en englandsrejse.
I 1830 var Knud Hansen Walløe forhyret på ”Adventure”, som var en kuf både ejet og ført af Hans Olsen Brodersen og hjemskrevet i Dragør. Denne nederlandske skibstype havde et rummeligt skrog, som kunne tage en forholdsvis stor mængde gods. Marinemaleren Jacob Petersen har afbildet kuffen, rigget som topsejlsskonnert, set både mod styrbords side og agtenfra. M/S Museet for Søfart.
I april 1836 aflagde Knud Hansen Walløe styrmandseksamen blot 22 år gammel.18 Året efter var han forhyret på den større brig ”Chonqua” på 76 kommercelæster, ført af den erfarne kaptajn Gerhard Jürgen Jensen og ejet af det store københavnske rederi Broberg & Søn.19 Walløe har sandsynligvis været styrmand ombord på det store skib, som blandt andet gik i middelhavsfart efter frugt, for eksempel hjemkom det i februar 1837 fra Messina på Sicilien med 3.340 kasser i lasten, nok helt overvejende citroner og appelsiner. 20 På
denne årstid oplevede man ofte et veritabelt kapløb om at nå frem med sæsonens første dyre sydfrugter fra Middelhavet til det russiske kejserhof og aristokrati i Sankt Petersborg, som til gengæld begavede den først ankommende med sølvtøj til skipper og penge til resten af besætningen. Netop flere af Christian Brobergs skibe var aktive i denne specielle fart. 21
Endnu i 1840 var Knud Hansen Walløe ugift og havde stadig bopæl hos sine forældre i Sønderstræde 6, når han ikke var på farten. Men i november 1844 blev han gift med den 22årige Grith Adriansen, 22 hvorpå det unge par flyttede ind på E.C. Hammersvej 5 som lejere hos hendes forældre, kongelig lods Adrian Johnsen og hustru Ehm. Hermed sluttede den periode, som man kan kalde Walløes læreår, og som var temmelig typiske for en ung og ambitiøs dragørsømand.
KNUD HANSEN WALLØE BLIVER SKIBSFØRER
Fra 1843 er Knud Hansen Walløe at finde i øresundstoldregnskaberne som skibsfører af galeasen ”Anna”, der havde en drægtighed på 29½ kommercelæster. 23 ”Anna” blev udrustet og provianteret i København i april 1843, og Walløe passerede Helsingør som skipper den 28. april, hvor han var på vej med en ladning af 86 tons indenlandsk patentgødning, som skulle fra København til Stockton på østkysten af Midtengland. Derfra returnerede han forbi Kronborg en måned senere destineret til København med 76 tons kul.
”Anna” ejedes af et partrederi af fire personer, hvoraf Walløe selv havde indskudt 5/16 af kapitalen. Økonomien i rejsen til Stockton var i store træk som følger. Inden afsejlingen var der udgifter på 186 rigsbankdaler først og fremmest til proviant og reservedele, og i Stockton havde man udgifter på 28 daler, blandt andet til lods, kullempning og bugserdamper. Ved hjemkomsten skulle der i Helsingør betales for frisk proviant og ekspedition på Øresunds Toldkammer samt i København told af de 560 tønder kul og hyre til mandskabet, som i alt beløb sig til 320 daler. Fragtindtægterne og salget af kullene betød, at udbyttet på rejsen blev på 263 rigsbankdaler. Nu var det imidlertid nødvendigt at vedligeholde fartøjet for 132 daler, så det endelige overskud på denne englandsrejse blev på 129 daler. Af dette overskud modtog Knud Hansen Walløe 40 rigsbankdaler for sin 5/16 part. Hertil kom naturligvis også hans hyre for turen – samt mindre beløb i såkaldt kaplak (en personlig godtgørelse til skipperen for at varetage ladningsejerens interesser) og føring (personlig bonus ved korrekt betaling af øresundstold).
I oktober samme år sejlede han ”Anna” i ballast fra hovedstaden via Holbæk og videre med fragt derfra til Antwerpen i Belgien, hvorpå han sidst i december vendte hjem fra Hartlepool på den engelske østkyst med 71½ tons kul, en halv tønde hvedemel og en smule fine lys, bestemt til København. Det temmelig skuffende resultat af denne rejse blev, at der kun var 16 rigsbankdaler i overskud til deling blandt de fire partredere.
Den følgende vinter, hvor ”Anna” som sædvanlig lå i vinterleje, forberedte Walløe sig til eksamen som navigatør, og den bestod han hos Københavns Skipperlav i april 1844. 24 Samme måned afsejlede han atter på ”Anna” med en last indenlandsk hvede til England (og med en passager, der betalte 14 rigsbankdaler for overfarten), og to måneder senere hjemkom Walløe til København igen med en blandet last fra London af 42 tons råsukker, 9 tønder øl og for 720 daler uspecificerede købmandsvarer. Allerede et par uger efter passerede ”Anna” på ny Helsingør, denne gang med 209 tønder ærter via Holbæk og atter videre derfra til Hull og Hartlepool efter kul. Sidst på året nåede Walløe med galeasen en hurtig indenrigsrejse med 945 tønder rug til Aarhus og Vejle, hvilket gav et overskud på 45 rigsbankdaler.
Atter i 1845 sejlede Walløe på ”Anna” via Holbæk og Antwerpen til Hartlepool, og samme år nåede han desuden både en sviptur til Karrebæksminde efter 950 tønder byg til hovedstaden og endelig en tur til Lyngør i Norge, så årets resultat blev 239 daler. Den følgende vinter sejlede han til Amsterdam og hentede en helt anderledes ladning, bestående blandt andet af 19 tons raffineret sukker, 4 tons kaffe, 1 ton tobak samt mindre kvanta sild, ost, linser og hvide bønner.
Sejlsæsonen 1846 startede ”Anna” i marts med at gå til Frederikshavn og bjærge en engelsk skonnert, der var sunket i Ålbæk Bugt. Når et dragørskib gik helt til Frederikshavn for at udføre bjærgningsarbejde, kan årsagen være, at netop folk fra Dragør havde stor erfaring med dette specialiserede arbejde. I århundreder havde bjærgning og hjælp til havarister, især i Flinterenden og Drogden, været en vigtig indtægtskilde for byen25 –sammen med lodseri, 26 handel med forbipasserende skibe i Øresund, 27 noget fiskeri og skibsfart i det hele taget. Hertil kom kvindernes hjemmevævning, der spillede en vigtig rolle for byens økonomi. 28
I Frederikshavn var man så heldig at få en ordre på at fragte en ladning blandet gods til Swinemünde og Stettin, hvorfra man fragtede en ladning træ til Aarhus. I oktober samme år hjalp det godt på regnskabet, at Walløe solgte en ladning på 55 favne brænde for 603 rigsbankdaler, da brændet var indkøbt for kun 449 daler. Udbyttet til rederne for bjærgning, rejse og brænde blev på 122 rigsbankdaler.
Og på samme vis fortsatte sejladserne. Indtil 1849 lå ”Anna” i den sædvanlige trampfart, bestemt af hvor der var fragter at få, blandt andet til forskellige engelske havne, til Norge og ind i Østersøen – dette til forskel fra linjefart efter en fastlagt ruteplan. En rejse til Sankt Petersborg i Rusland gav i 1848 et overskud på hele 532 rigsbankdaler til rederne, som nu var Knud Hansen Walløe og hans storebroder Jan Hansen Walløe med hver 3/8 samt Adrian Johns enke, Walløes svigermoder, med 1/4. I 1849 solgte rederne den efterhånden veltjente ”Anna”, vist nok til en udenlandsk køber. 29
Kosten ombord på ”Anna” og andre småfartøjer var som regel ikke noget at prale af. Kokken ombord var oftest en stor dreng eller ganske ung mand, som ikke altid var ret meget bevendt i kabyssen, og desuden ønskede rederne ikke at spendere flere penge på proviant end strengt nødvendigt. Eksempelvis blev ”Anna” i april 1843 inden afsejlingen
fra København provianteret med vand, flæsk, kød, smør, salt, øl, brød og mel, brændevin og rom, og umiddelbart inden afsejling tillige med kartofler og fersk fisk. I Stockton supplerede man med frisk drikkevand, kød, grønt og løg, og under hjemturens korte ophold ved Helsingør fik skibet en portion blødt brød leveret ombord.30 Til søs har kosten været ensformig og tit grundigt saltet, så skipper har sørget for frisk vand og ny proviant, når chancen viste sig, men bestemt uden at forkæle mandskabet.
Alt i alt var ”Anna” en karakteristisk repræsentant for Dragørs søfart i 1840’erne.31 Galeaser var – sammen med jagter – stadig den helt dominerende skibstype i byens flåde, hvor deres farter til England efter kul blev mere og mere vigtig, selvom indenrigsfart stadig dominerede. Jagten var indtil midten af 1800 tallet den dominerende fartøjstype i den danske provinsflåde.32 Typen var enmastet og som regel med en lasteevne på en snes kommercelæster. Det typisk ca. 15 meter lange skrog var forholdsvis højt for og agter, og det var ret fyldigt. Galeasen var lidt større, idet denne type havde halvanden mast, nemlig en stormast midtskibs og en lille mesanmast agter.33 Dens gennemsnitlige drægtighed var omkring 30 kommercelæster og længden op mod 20 meter. I Dragør holdt man længe fast ved disse to gamle og velkendte skibstyper, mens den øvrige danske provins netop ved midten af 1800-tallet i høj grad var gået over til i stedet at anskaffe større og mere moderne skonnerter.
Et andet karakteristisk træk ved Dragør var, at man her oftest betjente sig af partrederier omfattende kun et enkelt skib og ofte bestående af en lokal personkreds, tit helt eller delvis udgjort af familiemedlemmer. 34 Således var de 12 af byens i alt 23 hjemmehørende skibe i 1843 ejet af partrederier, hvor ejerandelene typisk var på en halvdel, en tredjedel, en sjettedel, en ottendedel eller lignende, men hvor man til tider også opererede med usædvanlige andele som 8/54 og 52/162. Disse sidste var sandsynligvis fremkommet ved gentagne arvedelinger.
På denne tid gik det tilsyneladende godt i familien Walløe. Den var nu blevet udvidet med to børn: Trine på 4 år og Adrian på 2 år. Desuden var familien flyttet til Fogdens Plads 2, et af de såkaldte skipperhuse, som man havde købt for 1.500 rigsbankdaler, og hvor der var bedre plads til den voksende familie – ti år senere var der seks hjemmeboende børn. 35
Dragør Havn set fra Kongevejen, som Christoffer Wilhelm Eckersberg malede motivet i 1830. Til venstre ses Dragør Kro, og i den lille havn ligger nogle mindre enmastede fartøjer, der var typiske for byens flåde af små gammeldags skuder. Museum Amager.
