Angst og engle Copyright © 2018 Hans Trier og Gads Forlag ISBN: 978-87-12-05682-9 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Forlagsredaktion: Anne Mette Palm Projektledelse: Martin Gylling Fotos: Se billedtekster Repro: Narayana Press Forsidefotos: Københavns Museum og Scanpix Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tryk: Scandbook For enkelte illustrationers vedkommende har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
107718_Angst og engle_.indd 4
24/01/18 10:51
ANGST OG ENGLE DEN SPANSKE SYGE I DANMARK
Hans Trier
107718_Angst og engle_.indd 3
24/01/18 10:51
107718_Angst og engle_.indd 6
24/01/18 10:51
Indhold
Forord – 7 Kapitel 1. Influenzaen – 11 Kapitel 2. På hospitalet – 25 Kapitel 3. Soldaterne – 53 Kapitel 4. Døden og angsten – 85 Kapitel 5. Sygebesøgene – 107 Kapitel 6. Kaldet – 127 Kapitel 7. Smittefaren – 145 Kapitel 8. Isolation – 169 Kapitel 9. Englene – 193 Kapitel 10. Arrene – 214 Kapitel 11. Paradokset – 225 Kapitel 12. Betydningen – 236 Kilder – 248 Litteratur – 251 Tak – 258 Noter – 259
107718_Angst og engle_.indd 5
24/01/18 10:51
107718_Angst og engle_.indd 6
24/01/18 10:51
Forord
Det er 100 år siden, at den spanske syge ramte Danmark. Gennem to år, fra sommeren 1918 til foråret 1920, hærgede denne globale influenzaepidemi landet. Den dræbte på verdensplan ca. 50 millioner mennesker og havde med sine 15.000-18.000 døde også herhjemme voldsomme konsekvenser for enkeltpersoner, familier og samfundet. Historien om den spanske syge rummer nogle vigtige almenmenneskelige temaer. Epidemien satte såvel sundhedsvæsenet som de fleste danske familier under et ekstremt pres, og de syge, deres pårørende, professionelle og frivillige hjælpere blev stillet over for udfordringer, trusler og dilemmaer af universel karakter. De handler især om frygt for døden, om isolation og om at tage ansvar og handle medmenneskeligt på trods af egen risiko for smitte. Det havde enorm betydning for dem, der blev ramt hårdest, at nogen kom dem til hjælp. Det danske civilsamfund blev i betydeligt omfang mobiliseret til kampen mod influenzaen. Befolkningen leverede både økonomisk støtte og frivillig, ofte ulønnet arbejdskraft til indsatsen. Trods de omfattende konsekvenser fik den spanske syge længe en beskeden plads i historien, men de seneste årtier har den fået ny opmærksomhed. Baggrunden er især formodningen om, at der på et tidspunkt vil komme 7
107718_Angst og engle_.indd 7
24/01/18 10:51
en influenzaepidemi med samme høje dødelighed. Viden om, hvordan smitsomme sygdomme breder sig i befolkningerne – epidemiologien – er vigtig for bekæmpelsen af dem. Derfor har nutidens forskere gravet data om den spanske syge frem fra arkiverne og analyseret dem igen. Der er på det seneste internationalt udgivet talrige værker om epidemiens forløb og konsekvenser; mange af dem i samarbejde mellem historikere, læger og demografer. Også social- og kulturhistorikere har fået større interesse for den spanske syge. Historikerne, sociologer og antropologer har diskuteret årsagerne til, at den tilsyneladende blev glemt. Den blev overskygget af 1. verdenskrig, revolutioner og social uro efter krigen. Måske var den så grusom og uforståelig, at den ikke kunne sættes ind i en traditionel forståelsesramme. Hertil kom, at bekæmpelse af influenzaen ikke var nogen succes; derfor var den ikke nogen særligt bevaringsværdig historie i en epoke, der ellers var rig på videnskabelige fremskridt. I Danmark er der de senere år kommet en række overvejende lokalhistoriske artikler med medicinalberetninger, lægevidenskabelige artikler, aviser og enkeltstående øjenvidneberetninger som kilder. Men der har manglet bidrag, der systematisk inddrager beretninger fra patienterne og deres pårørende, hvilket jeg forsøger at råde bod på med denne bog. Jeg belyser også historien om den spanske syge, som den udspillede sig set fra lægernes og pressens synsvinkel, men for at komme tæt på almindelige menneskers oplevelser, har jeg som kilder anvendt 47 beretninger, som danske øjenvidner kom med i 19511972, dvs. fra ca. 31 til ca. 54 år efter epidemien. Erindringerne stammer fra tre kildesamlinger. Den ene er Nationalmuseets Industri-, Håndværker- og Arbejder 8
107718_Angst og engle_.indd 8
24/01/18 10:51
erindringer, der blev indsamlet i 1951-1956. Den anden er beretninger indsendt af københavnske folkepensionister til Københavns Kommunes Stadsarkiv i 1969 (”Pensionisterindringerne”). Den tredje samling er breve fra eller interview med i alt ca. 1.700 øjenvidner fra hele verden. De blev indsamlet 1972 af den engelske historiker Richard Collier til hans bog The Plaque of the Spanish Lady. Nitten af øjenvidnerne oplevede epidemien i Danmark. Der henvises til nærmere beskrivelse af de tre kildesamlinger bagest i bogen. Erindringer om begivenheder, der fandt sted adskillige årtier tidligere, kan naturligt nok indeholde upræcise faktuelle oplysninger. Men de er troværdige, når man ønsker at få viden om, hvilke spor en voldsom begivenhed som den spanske syge satte sig hos øjenvidnerne. Vi får næppe meget bedre kilder til den side af historien. Og slet ikke nyere kilder, for næsten alle, der oplevede den spanske syge, er døde nu. Nogle af beretningerne kommer fra øjenvidner, der arbejdede i sundhedsvæsenet under epidemien. Det er jeg særligt glad for, for selv om man kan få mange værdifulde oplysninger ved f.eks. at læse lægernes videnskabelige artikler, så giver de personlige beretninger ofte en bedre skildring af den atmosfære, der herskede på hospitalerne og i hjemmene hos de syge. Som tidligere embedslæge har jeg et særligt forhold til et andet centralt kildemateriale: medicinalberetningerne (i noterne forkortet MB). Det er beretninger om sundhedsforholdene i lokalområderne, som embedslægerne – amtslæger og kredslæger – hvert år frem til 2006 indsendte til Sundhedsstyrelsen. Modsat i dag, hvor vores sundhedsvæsen overvejende beskrives med statistiske oplysninger, så gav mange embedslæger i deres beretnin9
107718_Angst og engle_.indd 9
24/01/18 10:51
ger i 1918-1920 personlige og nogle gange litterært fine beskrivelser af forholdene. Ved citater er anvendt nutidig retstavning. Hvert af bogens kapitler har særlige temaer om begivenheder og persongrupper, om samfundsmæssige aspekter og om kampen for de enkelte ofres overlevelse. Det har ikke været hensigten at gennemgå epidemiens danske eller globale forløb kronologisk eller udtømmende. Bogens indledende kapitel skulle dog gerne give et summarisk overblik. Det er mit håb, at jeg ved at lægge vægt på udsagn fra mennesker, der var dybt personligt involverede, mens epidemien rasede, får fortalt en vedkommende og menneskelig historie om en dramatisk episode i danmarkshistorien.
107718_Angst og engle_.indd 10
24/01/18 10:51
Kapitel 4. Døden og angsten
“Det frygtelige spøgelse” For den 30-årige skibstømrer Adolf Rasmussen på Ærø var det de mange dødsfald blandt unge mennesker, der stod klarest i erindringen: I tusindvis blev raske unge mennesker ofre for den pest, der efterhånden rasede over landet. Pesten (thi således betegnede man sygdommen) nåede også omsider til Ærø, og døden høstede godt i Marstal by. Jeg husker således at et ægtepar, som havde fire sønner, mistede de tre – det var tre meget dygtige unge mænd med en håbefuld fremtid (...).
Den spanske syge var en voldsom oplevelse for alle. Børnefamilier ramtes i hobetal. De fleste syge blev passet i hjemmet, hvor dramatiske symptomer som åndenød, næseblod og hoste med slimet eller blodigt sekret gjorde et uudsletteligt indtryk. Mange fik livstruende komplikationer. De fleste ville opleve dødsfald – måske i den nærmeste familie, ofte blandt naboer eller arbejdskolleger. Og næsten alle ville erfare om denne frygtelige konsekvens hos familie, bekendte, handlende eller andre mennesker, som de kendte fra lokalsamfundet. Sommerbølgen syntes dog uanset de mange døde ikke at have medført panik blandt fagfolk eller befolkning. 85
107718_Angst og engle_.indd 85
24/01/18 10:51
Måske fordi det var en tid, hvor der i det hele taget døde mange af infektionssygdomme. “Allerede i juli havde influenzaen sine fortropper fremme, men i så ringe grad at man i almindelighed ikke har erkendt det,” skrev amtslæge Søren Damsgaard fra Nykøbing Falster i sin medicinalberetning for 1918. Så meget desto mere brutalt ramte anden bølge i oktober 1918. Sammenfatningen i amtslæge Struckmanns medicinalberetning for Præstø Amt var dækkende for hele landet: Epidemien optrådte i begyndelsen ret moderat og godartet, viste ikke stærk intensitet eller tilbøjelighed til komplikationer. Efter at have tiltaget jævnt fra midten af juli til midten af august aftog den atter jævnt til slutningen af september for så atter at blusse op i oktober, hvor den omkring midten af måneden antog en eksplosionsagtig karakter, først i købstæderne og derefter i landsognene. Epidemien rasede derefter med stor voldsomhed gennem hele november til ind i december, hvor den så aftog til hen imod jul, for derefter efter en ny opblussen ved nytår, forårsaget ved julefesterne, atter at aftage i løbet af januar.
Det var både antallet af tilfælde og hyppigheden af de livsfarlige lungekomplikationer, der var væsentlig større end under sommerbølgen. Og i befolkningen opstod en særdeles relevant frygt for, hvad epidemien kunne føre med sig. Den angreb hver en flække: mænd, kvinder og børn, rige som fattige. Kun folk over 50 år syntes at være beskyttet mod sygdommen. Det var en skrækkelig tid, hvor ingen vidste sig sikker. Sygdommen rev hele familier bort. Den gjorde foræl86
107718_Angst og engle_.indd 86
24/01/18 10:51
dre barnløse eller en børneflok forældreløse. Et særligt uhyggeligt fænomen var som før nævnt den høje dødelighed blandt gravide kvinder. For de øjenvidner, der omtaler den spanske syge i deres livserindringer 30, 40 eller 50 år senere, er det tydeligvis især erindringen om døden, der gjorde epidemien nærværende i hukommelsen. Det er dødsfald i den allernærmeste familie, eller minder om familier, hvor f.eks. begge forældre eller alle børn blev revet bort, der har fået dem til at mindes den uhyggelige tid.1 I Haslev mistede praktiserende læge Ove Bruun Pedersen i løbet af bare fire dage i januar 1919 sin kone Johanne Marie og alle parrets tre børn. Den ulykkelige historie blev omtalt i mange aviser. Ove Bruun Pedersen blev en ensom og indesluttet mand, men fortsatte sit omsorgsful-
Gårdejerparret Karoline og Jens Mogensen Rasmussen fra Auning på Djursland fotograferet i 1914 eller 1915 med deres børn, Jørgen, Tage og Ragna. Begge forældrene døde af den spanske syge. Sønderhald Egnsarkiv.
87
107718_Angst og engle_.indd 87
24/01/18 10:51
de arbejde i byen, indtil han selv døde i 1941. En ældre Haslev-borger fortalte i 1995 en overleveret historie om, at lægen fortvivlet var gået om i timevis med det sidst døde barn i armene. En stor mindesten ved de fem familiemedlemmers grav på Haslev Kirkegård vedligeholdes fortsat af menighedsrådet med støtte fra byens borgere (se foto i kapitel 12).2 14-årige Poula Gjerløv fra Nyboder i København var netop blevet konfirmeret, men mindet om den glade dag blev for altid ødelagt af den spanske syge: Men netop i disse dage dukkede det frygtelige spøgelse op i Danmark “Den spanske syge”. Den angst og gru alle levede i var forfærdelig. Mor blev syg, men gudskelov ikke særlig hårdt angrebet, far og jeg slap, men en af de gladeste af konfirmationsgæsterne var død 14 dage efter.
Det kunne gå rasende hurtigt – fra et lykkeligt familieliv til en tragedie på få timer. En aften fik den 20-årige københavner Gunild Bredahl-Gluds mor et brev med besked om, at Gunilds bror om morgenen var blevet syg og indlagt på hospital. Næste morgen tidlig ankom moderen til hospitalet og blev vist ind på en stor stue, hvor han lå død mellem 12 andre unge. Lydia Løndorf fra Silkeborg var 19 år og selv gravid: (...) min mor og min søster var meget syge, og lægen ventede bestemt at min søster ville dø. Jeg fik bestemt ordre på, da jeg var gravid, ikke at besøge dem, eller andre som havde denne sygdom i huset, da det var livsfarligt især for gravide kvinder. Jeg havde da også en tante som døde af denne sygdom, hun lå længe og
88
107718_Angst og engle_.indd 88
24/01/18 10:51
ventede på døden, da hun netop var gravid og ikke kunne dø før fosteret var dødt (...).
Olga Larsen på 16 år var tjenestepige på en gård i Thy. Hun kom efter et langt sengeleje på gården hjem på rekreation hos sin mor i København – men familien blev kort efter ramt af katastrofen: Den første dag jeg var hjemme skulle vi besøge min bedstemor. Min brors kone Lise var der også. Hun var gravid. “Lise, du har ikke nok tøj på, du må passe på,” sagde min bedstemor. Da Lise kom hjem den aften følte hun sig utilpas. Hun havde fået den spanske. Jeg blev bedt om at se efter Lise, for jeg var den eneste af os, der havde haft den spanske. Der kom otte triste dage hvor jeg passede den unge kvinde; og den morgen jeg skulle af sted fødte Lise et dødfødt barn. Hun var for syg til at forstå at barnet var dødt, og blev ved med at spørge efter det, hun ville holde det. Næste dag døde Lise. Det var frygteligt at komme fra gården og al dens sygdom, og så se den unge kvinde bukke under, så hendes navn kunne føjes til de lange, lange lister i aviserne.
Der var mangel på lukkede rustvogne til ligtransport, så almindelige ladvogne måtte i stedet pyntes op til formålet.3 Gribende dødsannoncer for børn, unge mennesker og småbørnsforældre bredte sig dagligt over flere avissider. Der var talrige reportager om tragedier, hvor flere familiemedlemmer døde med få dages mellemrum. Den 23. oktober samlede begravelsen af værkfører Jens Hansens tre små døtre et følge på flere tusinde mennesker på Assistens Kirkegård i København. Kun en lille del af dem 89
107718_Angst og engle_.indd 89
24/01/18 10:51
kunne efter et heftigt håndgemæng foran indgangen til kapellet få plads. Pastor Frandsen fra Simeonskirken lod sig i talen inspirere af krigsbegivenhederne med temaet “ingenmandsland”. Det var nu, hvad familiens hjem på Amager var blevet til, efter striden mellem livsglæden og døden.4 Søndag den 27. oktober blev der begravet hele 61 på Assistens Kirkegård, hvor kisterne stod i stabler i kapellerne. Både ligkistesnedkerne og blomsterhandlerne havde svært ved at følge med efterspørgslen, og palmeblade til blomsterdekorationer og kranse kunne slet ikke leveres.5 Johanne Andersen var 23 år og gift med en bager svend ved Fællesbageriet i Holstebro. Hun var gravid, da influenzaen ramte hende og manden samtidig. De to små døtre måtte passes hos slægtninge, mens Johanne og hendes mand kæmpede sig igennem sygdommen, balancerende på randen af et fysisk, mentalt og økonomisk sammenbrud. Hendes beretning giver en fin skildring af trængslerne og af den vigtige hjælp fra naboer og andre: Vores naboer, den store familie Sørensen, blev også syge. De var far, mor og 10 eller 11 børn, og kun den ældste dreng Ejner var rask nok til at blive oppe. Han kom ind for at se om vi havde det godt, og fandt os alle i sengen. Min mand og jeg syge, og Ester og Edit sad i sengen for at holde varmen. De var ikke gamle nok til at lave mad til sig selv, men Ester hældte noget mælk op til dem når de var sultne. Jeg tror det var Ejner der ringede til dr. Krog og mine svigerforældre, for de kom alle sammen. Lægen fandt ud af at jeg havde lungebetændelse, og mine svigerforældre tog Ester med hjem. Min mands onkel og tante dukkede op for at se,
90
107718_Angst og engle_.indd 90
24/01/18 10:51
hvorfor de ikke havde set os den senere tid, og de tog Edit med sig hjem.
Johannes familie var fattig. Hendes mand havde ikke adgang til sygedagpenge, så efter 14 dage måtte han stå op af sengen og vakle på arbejde. Med en arbejdstid fra kl. 10 aften til kl. 12 middag næste dag betød det, at Johanne var alene hjemme hele natten. Hendes seng blev flyttet til dagligstuen, hvor der var varmere; på grund af den nødlidende økonomi var der ikke råd til at varme alle værelser op, og med dynen over sig behøvede man ikke at fyre i kakkelovnen hele tiden. Der kom en sygeplejerske for at give hende omslag på brystet og en anden kvinde for at hjælpe lidt, men for Johanne kunne det være blevet fatalt, at hun ikke havde nogen til at hjælpe sig med medicinen: Sygeplejersken kom og gav mig varme omslag og nogle sorte dråber, som jeg tror var et sovemiddel. Min temperatur var fortsat høj, og for at være sikker på, at jeg ikke tog en overdosis i febervildelse, gemte hun dem. Snart efter tog min mand af sted og lod hoveddøren stå ulåst, så kvinden kunne komme ind næste dag. En nat kunne jeg ikke sove og besluttede mig til at lede efter de sorte dråber. Jeg gik omkring nogen tid før jeg fik øje på flasken oven på et skab. Jeg kunne ikke nå derop, så jeg fik fat på en stol, og højgravid i min lange natkjole klatrede jeg op, tog flasken, tog proppen af og tog en slurk. Så satte jeg proppen i igen og gik i seng igen. Næste morgen da kvinden kom fandt hun mig ligge iskold på gulvet. På en eller anden måde fik hun mig i seng igen, gav mig dyne på og tændte op i kakkelovnen. For at holde på
91
107718_Angst og engle_.indd 91
24/01/18 10:51
varmen lod hun gardinerne være trukket for, og da naboerne så det sagde de: “Stakkels fru Andersen er død.” Jeg holdt sengen til efter at min datter Elin blev født i marts. Jeg var virkelig svag.
“Alle var bange for alle” Sammen med dødsfaldene er det, der huskes, den konkrete frygt for at blive smittet, for at miste sine kære og for selv at dø. Men øjenvidnerne beretter også om en mere ubestemt og allestedsnærværende angst, som hvilede over samfundet i denne tid. ”Frygt” og ”angst” er både nu og i datiden – også i erindringerne – anvendt delvist synonymt og ofte i flæng. Frygt anvendes dog oftere om reaktionen på en mere konkret og identificerbar trussel, mens angst gerne udtrykker en – ofte stærk – følelsesmæssig reaktion på en mindre håndgribelig trussel. Den spanske syge betød større afstand mellem folk. Der er beretninger fra hele landet om, hvordan frygten for smitte holdt naboer fra at komme ind til de syge. Posten blev leveret gennem vinduet, og den mad, hjælpsomme folk kom med, blev sat i skure udenfor.6 Lilly Kristensen på 20 år var lige ankommet til København fra Hansted ved Horsens og fik straks en plads som tjenestepige hos en grossererfamilie på Islands Brygge. Fruen i huset beskyttede sig selv mod at blive smittet, men tog ikke meget hensyn til den nye piges helbred: Da jeg så ringede på, kom fruen ud og lukkede op med et håndklæde for munden. Men ellers sagde hun, om jeg ikke nok ville begynde at vaske op, for hun havde ikke haft pige i et par dage, og så var der ikke blevet vasket op. Fruen glemte at fortælle, at to dage før var deres tjenestepige ligget og [var] død i den seng jeg
92
107718_Angst og engle_.indd 92
24/01/18 10:51
skulle sove i, af spansk syge. To dage efter blev jeg kørt på Sundholm.
Grossererfamiliens læge besøgte Lilly Kristensen på Sundholm og spurgte, om hun ikke ville søge erstatning, da sengetøjet ikke var blevet desinficeret – hvilket hun dog afslog. Erindringen udvælger så at sige de følelsesmæssigt stærkeste indtryk, og når man læser erindringerne, er det tydeligt, hvordan den spanske syge var tæt forbundet med både lugte, syns- og lydindtryk – forstærket af den oplevede angst. For Else Mathiesen, 20-årig københavnsk arbejder, gjorde ligtransporterne det største indtryk: Det var en alvorlig og uhyggelig tid, hvor alle var bange for alle på grund af smitten. Vi boede jo lige ved Assistens Kirkegård og også hvor vejen gik til Bispebjerg. Vi så på alle tider af dagen og til sent om aftenen, at vogne med kister, så mange der kunne stables, kørte i rask fart af sted for at læsse af.
For nogle, som københavnske Ingeborg Christiansen, var det et lydbillede, der fæstnede sig i erindringen: “Folk døde som fluer og kirkeklokkerne kimede det meste af dagene den tid sygdommen var på det højeste.” Fanny Jeppesen var ansat i Illum. I fritiden var hun kirkesanger, og det sanseindtryk, hun husker, er lugten: “Kisterne kunne næsten ikke stå i kapellet så mange var der. Jeg sang i kirkekoret dengang og når man under en begravelse stod oppe ved orglet gik liglugten helt derop. Det var grimt dengang.” Også blandt de professionelle, der skulle holde hovedet koldt og behandle, pleje og trøste de syge, kunne 93
107718_Angst og engle_.indd 93
24/01/18 10:51
94
107718_Angst og engle_.indd 94
24/01/18 10:51
Ligvognskusk Søren Nielsen med sin ligvogn i Horsens 1918. Byarkivet Horsens.
95
107718_Angst og engle_.indd 95
24/01/18 10:51
angsten mærkes. Hos sygehuslæge i Rudkøbing, Valdemar Møller, skinnede det igennem i hans indberetning til Sundhedsstyrelsen: (...) Ængstelse og uhygge lå som et knugende tryk over alt og alle, ikke mindst lægerne, som trods al iver og anstrengelse kun meget vanskeligt – ofte ufuldkomment – kunne fyldestgøre de krav, som epidemien stillede til dem, alene med hensyn til omsorg for de syge.7
I Give noterede sygehuslæge Christian Haldbo i sin beretning: “Smittefrygten fór i folk, helt ud i det vilde (...) Folk blev ligefrem ubarmhjertige over for deres syge medmennesker, som tit lå ganske hjælpeløse, fordi ingen turde komme til dem.”8 Det var ellers en tid, hvor man generelt undertrykte sine følelser. Ifølge den engelske historiker Mark Honigsbaum kan den spanske syges manglende gennemslagskraft i historisk litteratur – ud over dens ufattelige omfang og den samtidige verdenskrig, der bemægtigede sig overskrifterne – forklares med den gennemtrængende britiske stoicisme, der undertrykte angst og emotioner. Den 31. oktober 1918, mens verdenskrigen sang på sidste vers, skrev avisen The Times således, med rigelig anvendelse af krigsmetaforer: Frygt er helt sikkert ophav til infektioner. At gå rundt og forvente at få influenza er at invitere den. Sådan en holdning sænker ens naturlige modstandskraft, ligesom den sænker ens naturlige modstandskraft mod ydre fjender. Alarmisterne og defaitisterne er epidemiens allierede.9
96
107718_Angst og engle_.indd 96
24/01/18 10:51
Blandt de ældste var det vigtigt at holde ud, at tåle og fremstå upåvirket. Den 37-årige maler Niels Kjeldgaard, ansat på Jysk Laboratorium i Aalborg, udtrykker denne holdning i mødet med en mand, der opsøgte ham på arbejdspladsen: Det ringede på døren. Jeg åbnede og der stod en fabriksmester fra C. W. Obels Tobaksfabrikker. Han stod med pegefingeren bundet ind i et lommetørklæde. Jeg spurgte, om han var kommet til skade. Nej, men når jeg skal ind i denne pesthule, må jeg være forsigtig. Derfor har jeg taget tørklæde om min finger, da jeg trykkede på ringeapparatet. De har vel et stykke vaskesæbe som ingen har vasket sig med? Jeg har et stykke her, som jeg selv bruger. Hvorfor vaskes, De ser da soigneret ud? Det skal jeg sige Dem, jeg har været så uheldig at hilse på en mand herhenne på gaden, og han havde været ude hos en familie, der er slået ned af sygdommen. Hvis han nu har rørt ved patienterne, så har han bacillerne på hænderne. Nu har jeg hilst på ham, og så er der måske kommet nogle over på mig. Hr. fabriksmester – De skal nok få sygdommen, ja De er nemlig modtagelig fordi De er angst.
Også blandt lægerne var der dem, der fandt, at angsten var den værste risikofaktor for at blive smittet. I november 1918 skrev en anonym læge – “Doktor X” – under overskriften “Den værste smittebærer er frygten” i avisen om en familie, som han aflagde sygebesøg hos. Tre lå syge, moderen løb fra seng til seng, og faderen var ubehjælpsomt nervøs. Kun en datter havde ifølge Doktor X bevaret roen. Hun kunne nemlig se, hvem fjenden i huset var: ængstelsen. Hun sagde til lægen: “Men så går 97
107718_Angst og engle_.indd 97
24/01/18 10:51
jeg lige løs på ham og siger ind i ansigtet på ham: Jeg vil ikke. Og i samme øjeblik forsvinder han. Og jeg synes, at jeg har sejret. Lad nu være med at le ad mig, doktor, det er jo ikke andet end overtro.” Lægen sluttede sygebesøget med at trykke hendes hånd. Han fandt sig selv overflødig og konstaterede, at det var den slags overtro, der kunne frelse verden.10 Netop i tiden omkring 1. verdenskrig var der et mentalt opbrud i gang. Den gamle verden med dens faste rammer, den sikre tro på Gud, de sociale hierarkier og begrænsede individuelle muligheder var trængt i defensiven. Baggrunden var verdenskrigen med dens masseslagterier, revolutioner og monarkiernes undergang samt katastrofer som passagerskibet Titanics forlis i 1912. De tekniske og videnskabelige fremskridt syntes ikke at kunne give øget sikkerhed – tværtimod. Det var Sigmund Freud og psykoanalysens tid. Vidt omkring var angst ved at blive erkendt som et basalt menneskeligt vilkår – det var angstens århundrede. Og netop det forhold, at lægerne ikke kunne stille noget op mod influenzaen, var med til at skubbe mentaliteten i den vestlige verden fra stoicisme til mere frygt- og sikkerhedsbetonet tænkning.11 Den irske historiker Caitriona Foley har beskrevet, hvordan frygten for smitte ude på landet afholdt naboer fra at hjælpe hinanden – man ville end ikke hjælpe med kisterne ved begravelser. I landsbysamfund var det et voldsomt brud med traditionen for gensidig hjælp og naboskab. Det skabte et samfund ude af balance og kontrol. Den oplevede egoisme medvirkede til, at mange – især de, der svigtede – ikke ønskede at mindes den spanske syge.12 I Danmark repræsenterede den spanske syge det ulti98
107718_Angst og engle_.indd 98
24/01/18 10:51
mative kontroltab – et land uden store naturkatastrofer, der netop havde undgået at blive hvirvlet ind i krigen. Befolkningen kendte til lægevidenskabens fremskridt, bakterierne var opdaget, og man var i det små begyndt at få de smitsomme sygdomme under kontrol ved behandling, bedre hygiejne og levnedsmiddelfremstilling og vaccinationer. Influenzapandemien i 1889 kostede ikke så mange liv, og få var gamle nok til at huske koleraen i 1853, der dræbte omkring 4.700 mennesker, flest i København.13 Under den spanske syge måtte lægerne erkende, at smitstoffets karakter var ukendt, og at det ikke var en bakterie. Heller ikke hvor sygdommen kom fra, vidste man. Hvordan den spredtes havde fagkundskaben et bud på: først og fremmes ved kontakt til de syge. Men kunne den også spredes gennem luften eller gennem tøj, breve, redskaber og mad? Her var der ikke enighed blandt lægerne. De kunne heller ikke forudsige, hvem der ville få komplikationer i form af den farlige lungebetændelse eller lungeempyem. Sygdommen angreb desuden høj som lav og ramte tilsyneladende i flæng. Mange læger og Sundhedsstyrelsen bemærkede i medicinalberetningerne, at den tilsyneladende især tog livet af de sundeste og stærkeste af de unge – de “kraftigste”, som det hed. Og selv om mange patienter egentlig havde tiltro til, at der fandtes virksom medicin, så måtte lægerne over en bred kam indrømme, at der ikke fandtes nogen sikker helbredende behandling, hverken mod influenzaen eller lungebetændelsen. Dommen Al denne usikkerhed betød, at den spanske syge var en latent og dødelig trussel mod næsten alle. Derfor gav den 99
107718_Angst og engle_.indd 99
24/01/18 10:51
anledning til ikke blot konkret frygt for smitstof og smittekilder, men også en gennemtrængende og generel angst for døden og det ukendte. I udlandet reagerede befolkning, presse og myndigheder ved udpegning af syndebukke, som blev anklaget for at udbrede smitten. Briterne så således smitten som kommende fra tyskerne, måske endda som et udslag af biologisk krigsførelse. Andre steder blev minoritetsgrupper udpeget som smittekilder. I Spanien var det portugisiske gæstearbejdere, i Canada japanske immigranter og områdets oprindelige indianske og eskimoiske befolkning.14 I Danmark ser der ikke ud til at have været minoritetsgrupper, der blev stemplet som smittebringere. Her var det til gengæld et helt dominerende træk både i befolkningens erindringer, i pressen og i lægernes beretninger, at det næsten blev tolket som en dødsdom, hvis influenzaen blev kompliceret med lungebetændelse. I artikler i Ugeskrift for Læger og andre videnskabelige tidsskrifter blev der lagt vægt på netop at beregne hyppigheden af denne komplikation, og dødeligheden af den. Frygten for lungebetændelsen var til at tage og føle på, for af hospitalsindlagte influenzapatienter i København døde generelt 15-22 procent, men helt op til 48 procent ved komplicerende lungebetændelse.15 Mange øjenvidner husker derfor krystalklart lægens dom ved undersøgelsen i hjemmet: Var der tilstødt lungebetændelse? Hvis det var tilfældet, krævede det indlæggelse. I befolkningen havde mange en ikke helt ubegrundet tro på, at hospitalet var et sted, man kom for at dø, så alt i alt satte mange lighedstegn mellem lungebetændelse og den sikre død. For den 27-årige håndværker Karl Larsen i Nykøbing Falster var det livet om at gøre at undgå indlæggelse – 100
107718_Angst og engle_.indd 100
24/01/18 10:51
Lægen foretager lytteundersøgelse (stetoskopi) af en patients lunger på Bispebjerg Hospital i 1924. Ved undersøgelsen kunne lægen afgøre, om der var tilstødt lungebetændelse hos influenzapatienterne. Del af fotoserie om en patients indlæggelse på hospitalet. Dansk Sygeplejehistorisk Museum.
trods lungebetændelse. Lægen ville gerne indlægge ham, men der var ikke plads i første omgang. Ingen turde hjælpe ham, da alle var bange for smitten, men hans svigermor skaffede en sygeplejerske til at komme to gange dagligt og give ham omslag: Jeg svedte så lagen og dyner var våde, var meget tørstig [og] kunne intet spise, kun lidt havresuppe (...) lå ca. 3 uger og plagede lægen om at komme lidt op, men han sagde nej. Ikke så længe der var feber. Så snød jeg med termometeret og fik lov til at komme
101
107718_Angst og engle_.indd 101
24/01/18 10:51
op en time, men var meget mat og måtte i seng igen. En dag havde sygeplejersken talt med overlægen på sygehuset og havde omtalt mig. Han var forbavset da han havde forstået på min læge, at jeg kun skulle over på en af gangene for at dø. Jeg sagde til min læge hvad sygeplejersken havde sagt. Hun indrømmede, at havde jeg kommet ud for at [blive] transporteret til sygehuset, var det gået galt, nu gik det.
I betragtning af lægernes bekymring for de lange transporter til sygehuset – måske med hestetrukken ambulance ad stenede veje – var Karl Larsens stædighed ikke nogen urimelig holdning. For dem, der var børn under den spanske syge, blev oplevelserne under epidemien lagret i meget stærke erin-
Ambulance med personale ca. 1920. Lange transporter til hospital kunne koste dødsfald, men motoriseret transport var dog at foretrække frem for hestevogn. Nakskov Lokalhistoriske Arkiv.
102
107718_Angst og engle_.indd 102
24/01/18 10:51
dringsbilleder; truslen var for børnene på én gang konkret og ubegribelig. Karl Hansen fra Langeland mindes således i 2008, hvordan han og søsteren – på lægens og sygeplejerskens opfordring – blev sendt bort til slægtninge under moderens sygdom: Min søster og jeg var i skole – vi gik jo kun i skole hver anden dag – men da vi kom hjem, var vores mor endnu mere syg, og doktoren var der. Han sagde, at han ville komme igen næste dag (...) Så gik både sygeplejersken og doktoren ind til mor. Vi blev meget bange, da de kom tilbage og sagde, at vi ikke længere måtte være der. Fordi mor var så syg, at vi skulle væk, gav vi os til at græde, da vi fik besked.16
Marie Schmidt, 14 år og tjenestepige hos en dyrlæge på Sjælland, erindrer også den tvungne isolation fra moderen: Jeg lå i børneværelset sammen med børnene, og mor kom ned og så til mig, men hun måtte stå uden for vinduet. Der var jo så mange som døde der hjemme omkring. Jeg selv var bange for at jeg skulle dø. Jeg tabte alt mit hår og da det voksede ud var det så pænt krøllet, men det gik nu væk igen.
Karoline Andersen, der boede hos sine forældre i Astrup ved Skjern, mistede sin 17-årige storebror. Han havde været ude med nogle andre unge nytårsaften og kom lidt sløj hjem. Tre dage efter sendte lægen ham på Tarm Sygehus, hvor han døde den 8. januar 1919. Den unge pige husker hans begravelse på Faster Kirkegård som en uendelig trist begivenhed: 103
107718_Angst og engle_.indd 103
24/01/18 10:51
Møder var forbudt. Ved min brors begravelse skulle der ikke være sammenkomst bagefter. Præsten havde sagt: “Hvis I vil se ham skal kisten åbnes udenfor kirken.” Han så meget mørk ud, især omkring munden. Det var meget sørgeligt at se sin bror sådan for sidste gang.
En blodstyrtning – opkastning eller ophostning af store mængder blod – er en dramatisk erindring for et barn; således også for den otteårige københavnerdreng Erland Høy. Han knytter oplevelsen an til en positiv beskrivelse af familiens læge: Så tilkaldte vi fattiglægen doktor Linde, det var en rar mand, jeg husker ham for hans forståelse for de fattige folk (...) Jeg husker den spanske syge rasede. Min bror fik blodstyrtning og blodet væltede ned i en gulvspand men det blev hans redning, sagde doktor Linde.
Nogle familier, der mistede deres kære til influenzaen, vendte sig til Gud for at søge trøst og styrke. Frans Buch, der stammede fra Fanø og var ansat ved DSB i Aarhus, skriver i sine erindringer om sin og hustruens religiøse vækkelse efter datterens død: Vi bad sammen, bad til vor fader Gud for vore børns liv. En uge svævede de mellem liv og død (...) Tut havde stadig over 40o, og torsdag morgen den 28. november døde hun, mens Sven lå i sin feberkurves højdepunkt (...) Hun blev begravet mandag den 2. december. Hjemmefra kom far. Med ham var vi søndag (...) i Skt. Pauls Kirke. Den var ganske overfyldt. Det var pastor Sølling der prædikede. Han var en
104
107718_Angst og engle_.indd 104
24/01/18 10:51
betydelig og meget søgt prædikant, men det vidste vi ikke dengang (...) Jeg kom igennem, men var stadig så udkørt, at jeg intet sansede. Da lægen rådede mig til at tage et rekreationsophold på Fanø, rejste jeg helt uden samvittighedsnag. Det er først kommet senere. For det må jo have været grusomt for Grete. Jeg havde godt af dette ophold, ikke mindst åndeligt, hvor jeg under min kloge og gode mors vejledning fandt helt ind til den Gud, jeg havde overgivet mig til. Og det kom vel også Grete til gode. Sammen kunne vi nu søge kirken og en møderække, som pastor Sølling var begyndt på. Trosbekendelsen blev gennemgået og senere Fadervor og sakramenterne. Vi var begge og sammen kommet på den rette vej, og der har vi været siden.
Influenzaen var nok en trussel, men den blev også af nogle præster set som en mulighed for at hente ellers tabte sjæle ind i frelsen. Fredericia-præsten Carl Hornbech har i bogen Da løvet faldt levende skildret, hvordan han opsøgte de syge og døende for at give dem trøst og lindring – og frelse. For præsten ikke uden en vis tilfredshed over de vundne kampe om sjælene: “Der var også mange af dem, der blev kaldt bort, der gik hjem til deres Gud sådan, at vi, der stod tilbage, fik lov til at se en sejrrig hjemgang. Jeg gemmer vidunderlige minder fra de dage!”17 Erindringsbilleder spiller en stor rolle, og de støtter hukommelsen. Øjenvidnerne, der blev ramt enten personligt eller i familiesammenhæng, og som skriver om epidemien 30-50 år senere, husker især kampen for familiens fysiske overlevelse. Det var den konkrete trussel mod liv og helbred, den konkrete frygt for lungebetændelse, dødsfald, tab af fostre, ægtefæller, barn og forsørgere, der huskes. 105
107718_Angst og engle_.indd 105
24/01/18 10:51
“Hvor mange gange hver dag møder man ikke sygebilen, når den, uhyggeligt tudende, kommer susende gennem gaderne med de spansksyge patienter.” Tekst og tegning i Aarhus Stiftstidende, 14. december 1918.
Den spanske syge var isolationen i hjemmene hos de syge, den høje og langvarige feber, blod, slim og pus, lægens besøg og dom. Den var den stadige vekslen mellem håb og skuffelse, kirkeklokker, ligtog, dødsannoncer, ambulancer og liglugt. Og så var den spanske syge angstens sygdom. En angst, der hvilede over alt og alle i månedsvis. En angst der svingede med epidemiens tre bølger, og som først langt om længe forsvandt i løbet af foråret 1920. Hos nogle af øjenvidnerne sad den spanske syge som et angstfyldt mærke i sjælen resten af livet.
107718_Angst og engle_.indd 106
24/01/18 10:51