Verdensrekord1.7iørkenen
Solen brændte på himlen. Sandet var nærmest glødende. Luften var tør og smertende, og hver eneste indånding føltes som tusindvis af nålestik i lungerne. Men det gjorde ikke Mojo langsommere. Han løb igennem ørkenen med nøjagtigt halvfems kilometer i timen – den ultimative verdensrekord for et menneske. Men Mojo var ikke en almindelig dreng i øjeblikket. Han var Gepardpote i sin superhelteform. Lige siden han var blevet forbundet med geparden Dante under en magisk ceremoni, havde han trænet benhårdt og var kun blevet hurtigere og mere udholdende. Overnaturligt hurtig, og
Mojos side nu. Rovdyret nærmest fløj afsted gennem luften som en pil. Situationen var alvorlig. Men intet var så alvorligt, at man ikke kunne have det lidt sjovt samtidig.
8 umulig at indhente for et hvilket som helst landlevende dyr, lige bortset fra en gepard selvfølgelig.Dantevarved
9
“Er du frisk på et kapløb, du gamle?” foreslog Mojo.Dante hvæsede. I løbet af den seneste uge havde Mojo allerede formået at indhente ham et par gange. Det var ikke så sært, for i Gepardpote forenedes både menneskets og gepardens styrke. Mojo havde således ét afgørende fortrin i forhold til Dante: Han var i stand til at svede over hele
“Kom nu! Bare en lille tur – eller er du allerede ved at være træt?” drillede Mojo uden at sænke farten i så meget som en brøkdel af et sekund. Dante hvæsede igen. Han lød rasende. “Var det et ja?” råbte Mojo grinende. “Så kom da!”Han satte farten op og kiggede på speedo meteret på sit HeroWatch. Hundrede kilometer i timen, hundrede og fem, hundrede og ti. Kløerne på hans fødder forsvandt i klitternes sand, for hastigt at dukke op igen og igen. Tsjak, tsjak, tsjak! Mojo bevægede sine ben fremad, så præcist og regelmæssigt som sekund viseren på et ur. Han så til siden. Dantes krop krummede sig sammen som en flitsbue. Hans for- og bagben
10 kroppen og derved holde sin kropstemperatur nogenlunde stabil, selv under store anstrengelser. Dante kunne kun svede under sine poter. Han var derfor nødt til at stoppe op og afkøle poterne med tungen for ikke at blive overophedet.
11 mødtes under kroppen i et kryds for derefter hurtigt at blive skudt fremad og tilbage i luften. Det var et fantastisk syn. Hvor er Dante dog smuk! tænkte Mojo. Men han ville ikke tabe. Lidt mere endnu! Han pressede sig selv yder ligere.Hundrede og elleve, hundrede og tolv, hund rede og tretten kilometer i timen! “Wow!” brølede han mod den skyfri himmel. Aldrig havde han været så hurtig før. Og så endda i sand!Han ville have fortsat i det tempo, men det begyndte at gå op ad bakke. Selv en SUV ville have fået problemer dér. Og Mojo blev da også lang sommere. Men hvad med Dante?
Først da gik det op for Mojo, at han ikke længere kunne høre sin gepardvens åndedrag. Dante var ikke ved siden af ham, men geparden havde heller ikke overhalet ham. Mojo satte farten ned og standsede til sidst. Han