Anna og Michael Ancher. Breve og fotografier 1866-1935

4

skagensmalerne anna og michael ancher og deres kreds Breve og fotografier 1866-1935 Præsenteret og kommenteret af Elisabeth Fabritius

Copyright © 2018 Elisabeth Fabritius og Historika / Gads Forlag A/S isbn (komplet bind 1-6): 978-87-93229-61-7 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark Projektledelse: Henrik Sebro Forlagsredaktion: Torben Christiansen Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Carl-H.K. Zakrisson omslagsillustrationer Forside: Anna og Michael Ancher, 1879. Foto Peter Most, København. Skagens Kunstmuseer, Anchers Hus Ryg: Anna og Michael Ancher (ca. 1894). Ukendt fotograf.

Skagens Kunstmuseer, Anchers Hus illustrationer på indersiden af omslaget Forrest: Kort over Skagen og omegn. Tres: Illustreret Fører, 1909. Lokalsamlingen, Skagen Bagest: Kort over Skagen Købstad. Geodætisk Institut, 1938 Øvrige illustrationer: Se billedtekster Repro: Narayana Press Sat med: Lyon og Kievit Tryk: Narayana Press Udgivet i samarbejde med Det Kgl. Bibliotek

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www.gad.dk

Bogen er udgivet med støtte fra Beckett-Fonden.

Skagensmalerne

anna og michael ancher

og deres kreds Breve og fotografier 1866-1935

Præsenteret og kommenteret af Elisabeth Fabritius

bind 1 · 1866-1884

det kgl. bibliotek forlaget historika

3

5

Indhold og bindoversigt bind 1

bind 4

Udgiverinstitutionens forord 7 Udgiverens tak 9 Indledning 11 Brevene 26 Udgivelsesprincipper 31 Perioden 1866-1884 35 Breve 1866-1884 41 Forkortelser 639

Perioden 1907-1918 Breve 1907-1918 Forkortelser

bind 2 Perioden 1885-1897 Breve 1885-1897 Forkortelser bind 3 Perioden 1898-1906 Breve 1898-1906 Forkortelser

bind 5 Perioden 1919-1935 Breve 1919-1935 Forkortelser bind 6 Brevenes proveniens Brevskrivere Brevmodtagere Illustrationernes proveniens Navneregister Stedregister Kunstværker omtalt i brevene eller i kommentarer Slægtstavler Kort Forkortelser

6

7

Malerparret Anna Ancher (1859-1935) og Michael Ancher (1949-1927) er centrale skikkelser i kunstnerkolonien på Skagen, begge kendt og elsket af den danske befolkning for deres ligefremme skildringer af hverdagslivet.

Som barn af Brøndums gæstgiveri mødte Anna tidligt kunsten gennem tilrejsende marine- og landskabsmalere. I 1874 kom Michael Ancher til Skagen som ung figurmaler og fandt den motivverden, hvormed han skabte sin identitet som kunstner. De bidrog begge aktivt til “det moderne gennembrud” i nordisk kunst, der udfoldede sig i 1880’erne, ti år efter gennembruddet i litteraturen.

Som de eneste fastboende Skagensmalere blev Anna og Michael Ancher samlingspunktet for kunstnerlivet i byen fra 1879, hvor kolonien blev international, og langt ind i det 20. århundrede. I 1884 fik de deres hjem i huset på Markvej, der i 1967 blev museum. Her kom ikke blot deres danske og udenlandske kunstnervenner, men også kunstsamlere, forfattere, komponister, arkitekter og embedsmænd, som havde en rolle i danmarkshistorien. De fleste tilhørte den politiske venstrefløj, gennembruddets mænd og kvinder. Men også Christian 10. og dronning Alexandrine var hyppige gæster.

Kunstnerparret havde således en meget stor omgangskreds, der også omfattede børn og børnebørn af deres jævnaldrende, og de har efterladt en dertil svarende brevsamling. Størsteparten er deponeret på Det Kgl. Bibliotek af bestyrelsen for Helga Anchers Fond, der drev museet Michael og Anna Anchers Hus i Skagen frem til 2014, hvor det fusionerede med Skagens Museum og Drachmanns Hus under navnet Skagens Kunst­ museer. Godt 800 personer har skrevet breve til Michael og Anna Ancher, de fleste nogle få, enkelte flere end 100 breve. Dertil kommer kunstner­ parrets egenhændige og ligeledes talrige breve til andre i biblioteker, museer og hos private.

Brevene bringes i kronologisk orden, og da det ikke blot er kunstnerbreve, men også breve til og fra familie, venner og bekendte, er det muligt at følge kunstnerparret og deres kreds fra ungdom til alderdom og Skagens

u d g i ve ri n sti t u tion e n s forord

Udgiverinstitutionens forord

u d g i ve ri n sti t u tion e n s forord

8

udvikling som fisker-, kunstner- og turistby gennem mere end et halvt århundrede.

I indledningen til værket præsenteres Skagens historie og særlige natur, de to kunstneres familiebaggrund og uddannelse og kunstnerne omkring dem. I 1890’erne udfordredes de af nye kunstneriske strømninger, men deres kunst var fortsat populær hos publikum. Samtidig ændrede Skagen karakter, da jernbanen åbnede for en hidtil uset strøm af turister. I lyset af interessen for Skagensmalerne arbejdede Michael Ancher efter 1900 aktivt for at fastholde mindet om kunstnerkolonien, bl.a. ved stiftelsen af Skagens Museum i 1908. I hvert bind findes desuden en indledning, der sammenfatter indholdet af brevene i de respektive tidsperioder.

Nærværende brevudgave er en kunst- og kulturhistorisk kildeudgave på videnskabeligt grundlag; dvs. at brevene er gengivet, som de er skrevet, og at de er ledsaget af udgiverens indledninger, forbindende kommentarer, noter, sagregistre og kildeangivelser.

Værket er illustreret med historiske fotografier fra især Anchers Hus og Det Kgl. Bibliotek, hvoraf mange ikke tidligere har været gengivet. De ældste er fra 1850’erne og 1860’erne.

Med Skagensmalerne Anna og Michael Ancher og deres kreds. Breve og fotografier 1866-1935 vil kilderne til en central del af dansk kunsthistorie blive tilgængelige for offentligheden, formidlet på solid faglig grund, hvor de ikke blot vil kunne tjene som værktøj og inspiration for fagfolk, men som også vil interessere Skagensmalernes store publikum.

Udgaver af denne art og i dette omfang kan i dag ikke realiseres uden omfattende fondsstøtte. På et tidligt tidspunkt så Beckett-Fonden, at nærværende kildeudgave ville blive central for dansk kulturhistorie, og fonden valgte derfor at tildele udgiveren generøse bevillinger til arbejdet, ligesom den har finansieret selve trykningen af værket. Beckett-Fonden bedes modtage vor hjerteligste tak herfor.

Jeg vil også gerne takke min forgænger, nu afdøde direktør Erland Kolding Nielsen, for hans store indsats i tilblivelsen af såvel dette værk som af de talrige andre, han som redaktør lod udgive bl.a. som redaktør af serien Danish Humanist Texts and Studies.

Svend Larsen direktør januar 2018

9

Mit engagement i Skagensmalerne skyldes den livslange tilknytning til stedet, jeg har fået som årlig sommergæst i min families hus i Højen/ Gammel Skagen. Forbindelsen blev faglig, da jeg som ung kunsthistoriestuderende i 1965 fik til opgave at katalogisere de kunstværker, der findes i stuerne i Michael og Anna Anchers Hus, som i 1967 åbnede som museum. Dermed kom jeg i ’mesterlære’ som museumsmand og blev således sporet ind på den forskning i familien Ancher og Skagens kunstnerkoloni, som jeg siden 1988 har publiceret.

Bestyrelsen for Helga Anchers Fond havde længe ønsket at iværksætte en udgivelse af kunstnerbrevene, da dens daværende formand, kunst­ historiker, mag.art. Inge Mejer Antonsen i 2003 fik støtte fra Det Konge­ lige Biblioteks direktør Erland Kolding Nielsen. Han var blevet opmærksom på Fondets righoldige brevsamling, deponeret på biblioteket, og iværksatte “Projekt Ancher”, som omfatter en kildeudgivelse af Anna og Michael Anchers breve og færdiggørelsen af de respektive monografier, hvoraf jeg publicerede første del i 1992. I 2005 blev jeg domicileret forsker i bibliotekets Forskningsafdeling under dr.phil. John T. Lauridsens ledelse, og dermed en del af et særdeles inspirerende miljø, et akademisk forum hvor talrige fag var repræsenteret.

Efter færdiggørelsen af bl.a. Anna Anchers pasteller i 2008 bevilgede Beckett-Fonden mig i april 2009 lønsum i 2½ år og i 2012 yderligere en stor bevilling til udarbejdelse af manuskriptet til denne kildeudgave, der består af de transskriberede breve, ledsaget af noter og kommentarer samt usædvanlig mange historiske fotografier. Beckett-Fonden har efterfølgende ydet Det Kongelige Bibliotek en bevilling, som sikrer trykningen af ud­ gavens seks bind.

Nu er udgivelsen en realitet, og min varmeste tak skal derfor rettes til Beckett-Fonden og Erland Kolding Nielsen. Jeg er yderst taknemlig for den store hjælp og faglige støtte, jeg har modtaget fra Det Kongelige Biblioteks tilsynsførende, seniorforsker, cand.phil. Inger Sørensen, og fra bibliotekets anden tilsynsførende, forskningsbib­liotekar, seniorkonsulent,

u dgive re n s tak

Udgiverens tak

u dgive re n s tak

10

dr.phil. Grethe Jacobsen for hendes afsluttende gennemlæsning og kontrol af manuskriptet. Jeg bringer dem begge min varme tak. Min tak går også til cand.mag. Laura Bjerrum for hendes transskription af en del af Ane Hedvig Brøndums breve med gotisk skrift. Endelig takker jeg redaktør, cand.mag. Torben Christiansen, som på vegne af Forlaget Historika har haft ansvar for satskorrekturen og har bidraget væsentligt til opstillingen af registrene.

Min tak rettes også til de mange museer og private, der har givet adgang til deres brevsamlinger og tilladelse til publikation. De største er Den Hirschsprungske Samling ved museumsdirektør, mag.art. Marianne Saabye, godsejer, kammerherre Peter Iuel, Petersgaard, skibskaptajn Dan Fribert, Ålbæk, og ejeren af brevene til apoteker V. Chr. Klæbel, der har ønsket at være anonym.

Faglige diskussioner om emnet i almindelighed og detaljer i særdeleshed har jeg løbende haft med Fondets tidligere formand, museumsinspektør emeritus Inge Mejer Antonsen, som jeg takker for mange oplysninger.

Det samme gælder lederen af Lokalsamlingen i Skagen, bibliotekar og forfatter Hans Nielsen. Udarbejdelsen af introduktioner, kommentarer og noter har krævet mange ressourcer af forskellig art. Hvad angår slægtsforskning og biografiske oplysninger, har jeg haft gode diskussioner og fået oplysninger af bygningskonstruktør Henrik Fabritius, cand.polit.

Liselotte Tvede og cand.scient. Christian Petresch. I spørgsmål om emner, der ligger uden for mit erfaringsområde, har jeg fået god hjælp af bibliotekar Anja Lollesgaard, Designmuseum Danmark, forskningsbibliotekar Niels Peder Jørgensen, Det Kongelige Teaters Arkiv og Bibliotek, cand. polit. Søren Agerskov (trafikhistorie) og speciallæge Kirstine Fabritius (medicinhistorie). Min tak går også til de mange museer, biblioteker og lokalsamlinger rundt i landet og de private, jeg har kontaktet for at få oplysninger om deres forfædre eller få identificeret personerne på et fotografi.

Kildeudgivelser er en krævende disciplin, som ikke blot fordrer tid, flid, tålmodighed og udholdenhed men også kreativitet. Projektet har siden 2009 fyldt mit liv i en sådan grad, at min familie nu hilser mig velkommen tilbage til et normalt arbejdsliv.

Elisabeth Fabritius, København i juni 2018

11

Kunstnerparret Anna Ancher (1859-1935) og Michael Ancher (1849-1927) er kendt og elsket som nogle af de mest populære danske malere. Deres navne er uløseligt knyttet til Skagen, hvor de levede og arbejdede det meste af deres liv. Deres kunst skildrer virkeligheden og har for mange været vejen til at lære billedkunstens verden at kende. Med den foreliggende kildeudgave af breve til og fra dem belyses deres liv, værk og relationer langt stærkere og mere nuanceret, end det før er sket.

Anna Brøndum, som hun hed før sit ægteskab med Michael Ancher, voksede op i sin families gæstgivergård i Skagen Østerby, der i hendes barndom og ungdom var byens eneste. Her overnattede ikke blot handelsrejsende og embedsmænd, men også kunstnere, der kom til stedet for at male.

Michael Ancher var født på Bornholm, og da han i 1874 første gang kom til Skagen, var han endnu elev på Kunstakademiet i København med ambition om at blive figurmaler. I Skagen fandt han i fiskerbefolkningens liv og arbejde en rigdom af motiver og dertil en fascinerende samtalepartner i den fjortenårige Anna Brøndum. Fortroligheden blev snart til forelskelse og dagligt samvær, også de følgende somre. Michael Ancher blev dermed en fast forankret i Skagen. I 1880 holdt parret bryllup og indrettede deres første hjem i Brøndums gamle havehus.

Ved et tilfælde opstod en uformel kunstnerkoloni af international karakter i Skagen i 1879. Fra Frankrig kom svenskeren Wilhelm von Gegerfelt (1844-1920), nordmanden Frits Thaulow (1847-1906) og danskeren Karl Madsen (1855-1938) og fra Tyskland den norske maler Christian Krohg (1852-1925). Thaulow og Krohg havde aftalt at mødes, men ellers vidste ingen af dem, at de skulle være sammen med andre malere i gæstgiver­ gården. Fælles for de tilrejsende var inspirationen fra det nyskabende franske maleri, der tog udgangspunkt i naturalismen og realismen, og gennem diskussioner sommeren igennem blev det klart, at de havde det fælles mål at forny det nordiske maleri på samme præmisser som det franske. De ville male det ’sande’ i stedet for det ’skønne’ og forkaste al komposition

b i n d 1 · i n dl e dn i ng

Indledning

b i n d 1 · i n dl e dn i ng

12

og fortælling. Maleriet skulle frigøres fra idealismen, fra historiske og litterære emner for udelukkende at være visuel.1 På Skagen malede de tilfældigt valgte udsnit af naturen i fri luft lige over for motivet og tillod sig at male skitseagtigt med enkeltstående strøg af farve. De modeller, de valgte blandt fiskerbefolkningen, blev ikke forskønnet, men malet i deres slidte tøj, som de så ud, mærket af hårdt arbejde.

Hermed forkastede de principperne for den traditionelle, akademiske kunst lige så vel som dens praksis. På Kunstakademiet i København arbejdede man indendørs, farven skulle blandes på paletten, inden den blev sat på lærredet, og malingslaget skulle være sammenhængende uden synlige penselstrøg. På akademierne i Tyskland, hvor norske og svenske malere – men ikke danske – uddannede sig, var normen en mørkstemt farveskala med forkærlighed for brunt.

I begyndelsen af 1880’erne fandt stadig flere unge malere deres inspiration i Frankrig, hvor det om sommeren var almindeligt at samles i kolonier og at male i fri luft. Stadig flere unge nordiske kunstnere orienterede sig mod den nye franske kunst, og i 1880’ernes første år kom en række store talenter blandt dem til Skagen, danske, norske og svenske, samt tyske og engelske. De vigtigste var P.S. Krøyer (1851-1909), der fra 1882 blev en nøgleskikkelse i kunstnerkolonien, nordmændene Christian Krohg og Eilif Peterssen (1852-1928) samt svenskeren Oscar Björck (1860-1929).

Havet og landskabet, bestående af klitter, strande og heder, bød på farver, malerne ikke fandt andre steder, ligesom sommerens stærke dagslys, der reflekteres i sandet og havet, og de lyse aftener fascinerede dem. Også for disse kunstnere blev fiskerbefolkningens liv og arbejde til motiver. De malede intensivt i gensidig inspiration, til tider side om side. Om aftenen spiste de sammen hos Brøndums, hvor de førte vældige diskussioner om kunstens mål og midler og festede i alle tænkelige anledninger. Anna og Michael Ancher deltog ofte, og som de eneste fastboende fik parret en central position i kunstnerkolonien.

Den gode stemning i gæstgivergården var medvirkende til Skagens popularitet blandt kunstnerne. Anna Anchers bror Degn Brøndum (18561932) var en hyggelig vært, maden tilberedt af deres mor Ane Hedvig Brøndum (1826-1916) var usædvanligt god, udvalget af vin særdeles righoldigt og forplejningen til at betale. Højdepunktet var vel nok sommeren 1883, hvor kunstnerkolonien fik besøg af forfatteren Henrik Pontoppidan (18571943) og af kritikeren Georg Brandes (1842-1927), som var den rebelske 1. Herom i Elisabeth Fabritius: Michael Ancher og Det moderne gennembrud 1880-1890, Skagen 1999, kapitel 1 og 2.

ungdoms idol. Den kunst, malerne skabte i Skagen i 1880’erne, er en væsentlig del af det moderne gennembrud i nordisk maleri, det visuelle sidestykke til strømningerne i skønlitteraturen.

13

Skagen ligger allernordligst i Danmark på en odde, skabt af flyvesand, der strækker sig ud i havet mod øst. Byen bestod i gammel tid af tre små bydannelser. På sydsiden Østerby og Vesterby ved Kattegats forholdsvis rolige vande, på nordsiden Højen, senere kaldet Gammel Skagen, ved det brusende, stormende Skagerrak. Vind og havstrømme kommer oftest fra vest og har i tidens løb ført store mængder af sand og ral mod øst. Odden har således til stadighed ændret form, hvilket fremgår af kort fra for­skel­ lige tider. Oddens spids, Grenen, strækker sig langt ud under vandover­ fladen og skifter hele tiden retning. Mange skibe er i tidens løb forlist omkring Grenen.

Landet mellem de to strande bestod af tilgroede klitter med lavninger imellem. Vegetationen var og er forskellige græsarter og lyng, og muld­laget er så tyndt, at agerdyrkning og større husdyrhold ikke er muligt. Husene blev bygget i lavningerne mellem klitterne i relativ læ for blæsten og orienteret vest-øst. De var oftest træklædte, sorttjærede og med stråtag. Oprindeligt var der ingen veje, kun sand- og lyngstier. Under sit besøg i 1873 bemærkede den norske maler Christian Skredsvig (1854-1924) forbavset de mange guirlander med fisk, der hang til tørre i det, der siden skulle blive til hovedgaden.2 Skagen fik først egentlige gader hen imod år 1900.

Mellem de tre små samfund lå kirken, viet til Sankt Laurentius, kendt som Den Tilsandede Kirke. Kun tårnet står tilbage, idet skib og kor blev nedrevet, da bygningen i 1795 blev opgivet på grund af sandflugt. En ny kirke blev opført i 1841 mellem Østerby og Vesterby, og omkring den voksede bydelen Kappelborg frem. I dag er Skagen én stor sammenhængende by.

Skagen fik købstadsrettigheder i 1413 og var dengang i god vækst med fiskeri som det bærende erhverv. Man fiskede i små både fra den åbne strand, hvor fangsten også blev fordelt og bearbejdet. I 1400- og 1500tallet blev den saltede fisk hentet af større både, der ankrede op ud for stranden, og denne eksport gav skagboerne gode indtægter. Stranden var fiskernes arbejdsplads helt frem til 1907, hvor Skagen fik bygget en havn.

Fiskeriet vedblev at være byens vigtigste erhverv.

2. Manuskript “Om Skagen” til Juleroser 1910. KB, NKS 1839, 2°.

b i n d 1 · i n dl e dn i ng

Stedet

b i n d 1 · i n dl e dn i ng

14

I 1600- og 1700-tallet førte sandflugten til en drastisk nedgang i købstadens befolkningstal og truede med helt at udslette byen. Latinskolen blev lukket i 1740 og den gamle kirke som nævnt opgivet i 1795. Store vandreklitter mod syd flyttede sig år for år i retning af Skagen by. Råbjerg Mile er fredet og vil derfor engang i fremtiden krydse hovedvejen og ende i Kattegat. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man imidlertid at plante nåletræer, så byen i dag er beskyttet af to store plantager.

For at forebygge skibsforlis blev et såkaldt vippefyr opstillet i 1560.

Det Hvide Fyr, bygget 1747, var det første egentlige fyrtårn, og det blev i 1867 afløst af Det Grå Fyr, som er meget højere. Alligevel var der fortsat mange strandinger, der på forskellig vis greb ind i skagboernes liv. I 1852 blev loven om redningsvæsenet vedtaget, og dermed fik fiskerne pligt til at danne et redningsmandskab. I påkommende tilfælde skulle det ro den store redningsbåd ud i oprørt hav for at komme nødstedte til undsætning.

Ofte blev besætning og gods reddet, men det skete også, at aktionen mislykkedes, og både besætning og redningsmænd druknede. Kunne lasten bjærges, blev mange dengang eksotiske varer som f.eks. kinesisk porcelæn og sydfrugter solgt lokalt på auktioner. Kunne skibet ikke reddes, blev træet skåret op og solgt som tømmer, mens andre dele som trapper, gelændere eller hele skibsruf fandt anvendelse i byens primitive huse. Auk­ tionerne gav skagboerne gode indtægter, de tiltrak mange købere langvejs fra, og skibsbesætninger fra alverdens lande blev indkvarteret privat i byen. Strandingerne medvirkede til, at skagboerne trods byens belig­ genhed yderst i kongeriget fik udsyn gennem disse kontakter med verden udenfor.

Opdagelsen af Skagen Den første beskrivelse af Skagen er fra 1700-tallet, men først i 1800-tallet fik stedet besøg af forfattere og kunstnere i større tal. Det Skagen, som mødte dem, lignede et fattigt fiskerleje, ikke en købstad. Før der blev bygget veje og jernbaner, kørte man de 40 kilometer fra Frederikshavn med den åbne postvogn, fra Ålbæk på selve stranden. Det var nemmest at komme dertil med skib. Den rejseglade Martinus Rørbye (1803-48) tegnede og malede i Skagen i 1833, 1847 og 1848, bl.a. Mænd af Skagen en sommeraften i godt vejr.3 I 1839 udkom Steen Steensen Blichers (1782-1848) Vestlig 3. SMK inv.nr. KMS 535.

Profil af den Cimbriske Halvøe fra Hamborg til Skagen, og i 1859 besøgte H.C. Andersen (1805-75) Skagen. Efterfølgende skrev han bl.a. “En Historie fra Klitterne”4 og digtet “Jylland” med stroferne:

15

Den nat, Andersen overnattede hos Brøndums, blev Anna født, en be­ givenhed, som hendes mor Ane Hedvig Brøndum (1826-1916) vendte tilbage til gang på gang i den overbevisning, at Annas kunstneriske talent skyldtes dette sammentræf. For at yde den beundrede digter sit bedste sendte hun sin tjenestepige afsted efter frisk fisk og begyndte selv at bage vandbakkelser, men det tog så lang tid, at Andersen irriteret gik sin vej og først senere kom tilbage. Det tog så hårdt på Ane Brøndum, at fødslen gik i gang før tid.6 Da marinemaleriet omkring 1850 opstod som en ny genre i dansk kunst, blev Skagen besøgt af skiftende marinemalere, der i almindelighed rejste meget omkring. De betydeligste var Vilhelm Melbye (1824-82), Christian Blache (1838-1920), C.F. Sørensen (1818-79), Holger Drachmann (18461908), der fik varig tilknytning til stedet også som digter, og Carl Locher (1851-1915), der også blev en del af kunstnerkolonien.

Anna Anchers familiebaggrund Slægten Brøndum eller Brønnum kendes i Skagen siden 1600-tallet. Det var en af byens ledende familier og tæller købmænd i flere grene og generationer. Der er eksempler på, at slægtsnavnet er gået i arv gennem kvinderne. Fremtrædende var Jacob Pedersen Brønnum (1749-1820), der kom på latinskolen i Aalborg og fik navnet Scavenius (latin for Skagbo). Efter ansættelse i Asiatisk Kompagni i København blev han faktor i Serampore i Bengalen og tjente en formue, som han bl.a. omsatte i køb af godserne 4. Trykt i Nye Eventyr og Historier. Fjerde Samling, Kbh. 1860.

5. Trykt i Illustreret Tidende, årg. 1, 1859-60, nr. 25, 18.3.1860, p. 209.

6. Denne begivenhed skildres af Anna Ancher i C.A. Clemmensen (red.): Mit Hjem.

Tekst og Billeder, Kbh. 1911, p. 1. I sin bog Skagens Malere og Skagens Museum fra 1929 citerer Karl Madsen Ane Hedvig Brøndum for denne udtalelse: “Vor Herre saa’ dog min gode Vilje og har belønnet den ved at give det Barn, hvis Fødsel blev fremskyndet under saa sære Forhold, Talent for Kunsten.”

b i n d 1 · i n dl e dn i ng

“Vildt i Vest med Klittag, Sandet Løfter sig i Bjerges Sted; Østersø og Nordhavs Vand Favnes |: over Skagens :| Sand.”5

b i n d 1 · i n dl e dn i ng

16

Gjorslev og Klintholm. Hans to sønner blev adlet, godsejer og politiker Peder Brønnum Scavenius (1795-1868) i 1843 og året efter Jacob Brønnum Scavenius (1811-50), ejer af godset Basnæs.

Anna Anchers far Erik Brøndum (1820-90) stod i lære som silkehandler i København, hvor han tilbragte fire år og lærte livet i hovedstaden at kende. Derefter uddannede han sig som kolonialkøbmand i Frederikshavn, idet hans mor i 1839 havde arvet en stor gård med købmandsfor­ retning i Skagen Østerby, hvor han efter endt læretid begyndte at arbejde.

I 1847 fik han borgerskab som købmand en gros og en detail, og dermed var Brøndums butik og gård en realitet. Samme år giftede han sig med Ane Hedvig Sørensdatter, et ægteskab, der for hendes vedkommende var arrangeret af hendes far, Søren Pedersen, senere kaldet Møller (1801-76).

Efter konfirmationen i 1840 tjente hun som husjomfru hos byfogeden Georg Lauritz v. Bergen (1797-1876), der i hendes skudsmålsblad frem­ hævede hende for en sjældent utrættelig flid og trofasthed.7 Sin interesse for litteratur og historie har hun ikke haft megen tid til at dyrke. Ægteskabet med Erik Brøndum var ikke lykkeligt, men de fik ikke desto mindre seks børn, Agnes (1849-1910), Marie (1851-1945), Hulda (1853-1935), Chresten Degn (1856-1932), Anna og Johan Henrik (1862-1918) (se slægtstavle III).

Der blev sørget for uddannelse af dem alle, også pigerne, så vidt som deres evner rakte, og det dengang var muligt. De fik alle mulighed for en tid at opholde sig i København og lære byen at kende. Den ældste, Agnes, tog i 1872 eksamen som lærerinde, dimitteret privat, og hun gjorde karriere som leder af realskolen i Skagen. Familien hørte til den højere stand i Skagen.

I 1859 fik Erik Brøndum borgerskab som gæstgiver, samtidig med at han fortsat ledede købmandshandelen. Gæsterne blev naturligt Ane Hedvig Brøndums domæne, og med tiden blev flere af børnene involveret. Hulda og Marie gik først moderen til hånde, senere overtog Hulda madlavningen, mens Marie stod for haven, værelserne og det personale, der blev ansat i takt med, at gæstgiveriet udvidede. Gården brændte i 1874, og da gav Ane Hedvig Brøndum Vorherre det løfte, at hun ville arbejde ekstra hårdt, hvis familien kom gennem krisen.8 Det lykkedes, og derefter sled hun i årevis i køkkenet, hvor røgen fra komfuret sodede hendes ansigt og hænder.

Med undtagelse af en tur til Lodskovad 20 kilometer fra Skagen på vejen til Råbjerg forlod Ane Hedvig Brøndum aldrig sin hjemby, har Michael Ancher meddelt. Hun var stærkt religiøs og blev omkring 1880 grebet af 7. HAF, dep. KB, NKS 4572, 4°.

8. Anna Ancher i C.A. Clemmensen (red.): Mit Hjem. Tekst og Billeder, Kbh. 1911, p. 2.

9. Se Mette Bøgh Jensen: Brøndums spisesal, Skagens Museum 2011. Gæstebøgerne opbevares i Lokalsamlingen, Skagen.

17

b i n d 1 · i n dl e dn i ng

Indre Mission, ligesom døtrene Agnes, Hulda og Marie. Sønnernes fravalg af religionen og lejlighedsvis udsvævende liv voldte hende sorg, mens hun tolererede Annas engagement i den lige så gudløse kunstnerkoloni.

Degn Brøndum blev gæstgivergårdens centrale skikkelse, da han i 1878 kom hjem efter at have gennemført sin købmandsuddannelse i bl.a.

København. Tilsyneladende havde faderen Erik Brøndum på det tidspunkt svært ved at klare det hele. Degn Brøndum sympatiserede med kunstnerne, der på deres side satte pris på hans selskab ved måltiderne og på jagt.

Kunstnerne dominerede i 1880’erne Brøndums gæstgivergård om sommeren, også i bogstavelig forstand da de på P.S. Krøyers (1851-1909) initiativ begyndte at udsmykke spisesalen med portrætter af hinanden og med små prøver på deres kunst. I 1885 blev spisesalen udvidet til dobbelt størrelse, og malerierne blev indfattet i paneler af træ. Da der stadig kom nye billeder til, blev flere af de oprindelige portrætter udskiftet med andre, forestillende senere tiders malere og forfattere. Brøndums gæstebøger er bevaret fra årene 1875-1929 og er en væsentlig kilde til Skagens historie.9 Anna Brøndum tegnede, fra hun var ganske ung, og da både Michael Ancher og hans kammerater Karl Madsen (1855-1938) og Viggo Johansen (1851-1935) mente, at hun havde talent, fik hun sine forældres økonomiske og moralske støtte til at uddanne sig som maler. I 1875, seksten år gammel, rejste hun til København. Kvinder havde dengang ikke adgang til Kunstakademiet, men Vilhelm Kyhn (1819-1903) havde en privat skole i tegning og maling for damer. Her gik Anna Brøndum i de følgende vintre og lærte de grundlæggende færdigheder og principper. Hun udstillede første gang offentligt i sommeren 1879 og debuterede i 1880 på Charlottenborgud­ stillingen, Kunstakademiets årlige præsentation af ny dansk kunst. Anna var den eneste af Brøndums børn, der giftede sig, og hun og Michael Ancher fik kun et barn, Helga (1883-1964), der blev maler som forældrene.

Med hende uddøde imidlertid denne gren af Brøndumfamilien.

Johan Henrik, kaldet John, kom efter konfirmationen ud at sejle med forskellige handelsskibe og uddannede sig til styrmand. Han blev ansat i DFDS og sejlede både til De Vestindiske Øer, Norge, Middelhavet og de baltiske lande. Skønt han var meget pigeglad, giftede han sig ikke. I maj 1897 blev han som følge af overanstrengelse ramt af et apoplektisk tilfælde, der invaliderede ham. Derefter levede han hos familien i Brøndums gård, hvor moderen og hans fire ligeledes ugifte søskende hver havde deres at passe i hotel og butik.

b i n d 1 · i n dl e dn i ng

18

Anna Anchers morfar var den driftige møllebygger Søren Pedersen Møller (1801-76), kaldet Søren Møllebygger, der trods en baggrund som ’uægte’ barn blev en af Skagens ledende mænd. Han etablerede sig i Skagen i 1820 og opførte i 1825 sin første savmølle i Vesterby, hvor han skar skibsvrag op til tømmer og skabte sig en formue. Han engagerede sig i lokalpolitik, bygningen af den nye kirke, redningsvæsenet, oprettelsen af Skagens sparekasse og var i en periode også borgerrepræsentant, eligeret borger. Hans levnedsløb og dynamiske virksomhed er detaljeret beskrevet af Ebbe Gotfredsen, baseret på familiens arkiv.10 I 1825 giftede han sig med Kirsten Larsdatter Eskildsen (1804-86), og sammen fik de seks børn: Ane Hedvig, Johan Henrik Møller (1828-57), som blev Danmarks første cand.polit., Laurits Møller (1830-75), der blev landmand, Stine (1832-33), Christian Sørensen (C.S.) Møller (1834-1909), der oparbejdede en stor købmandsforretning i Skagen, og endelig Martin Møller (1838-1908), som også blev landmand (se slægtstavle XI). De voksede op i den store ejendom, Søren Møller lod opføre tæt ved Toldergården i Skagen Vesterby, som i 1901 blev købt af maleren Laurits Tuxen (1853-1927). Søren Møller var af den overbevisning, at uddannelse var vejen til et bedre liv. Når hans ældste søn fik en akademisk uddannelse, skyldtes det hans ambitioner og målrettede initiativer. Han gav ham selv undervisning i matematik og sørgede for anden privatundervisning, så Johan Henrik kvalificerede sig til at komme på Aalborg Katedralskole og derfra videre til Københavns Universitet.

Michael Anchers familiebaggrund Michael Ancher blev født den 9. juni 1849 på Frigaard i Rutsker Sogn nær Rønne på Bornholm. Hans forældre var fætter og kusine. Hans far Hans Michael Ancher (1825-75), der stammede fra Smørbygaard, Knudsker, var først proprietær på Store Almegaard, Knudsker. I 1846 blev han desuden ejer af den store Frigaard, hvis jorder han af økonomiske grunde besluttede sig til at udstykke i 1853. Der blev afholdt auktion, men økonomien kunne ikke genoprettes; Frigaard blev revet ned. Det skyldes muligvis hjælp fra svigerfamilien, at han kunne slå sig ned i Rønne som købmand, men også det gik galt, Hans Ancher gik fallit i 1872. Efterfølgende ernærede han sig som bybud. Hans Ancher var beslægtet med stifteren af Det Anckerske Legat, C.A. Ancker (1828-57).

10. Søren Møllebygger og hans slægt. Skagen oplevet igennem fem generationer, Hadsund 2001.

11. Hansaage Bøggild: Lille Torv Nr. 1, Rønne 2002 (upag.).

12. Meddelt i interview, Illustreret Tidende, årg. 45, 1903-04, nr. 34, 22.5.1904, p. 569-572.

13. Karl-Heinz Schult: Kalö. Aus der Geschichte des Gutes Kalö in den 100 Jahren 1824-1924 niedergeschrieben vom dänischen Verwalter Engelbrekt Olsen. Manuskript 2011 i Nord­ deutsches Landesmuseum, Jenisch Haus, Klein-Flottbek. Vilfred Fridborg Hansen: Kalø, slottet og godset i 700 år, Rønde 2013.

19

b i n d 1 · i n dl e dn i ng

Michael Anchers mor var Ellen Elisabeth (Elna) Munch (1827-85), datter af sandemand (dvs. sognefoged) Nicolaj Munch (1799-1832), ejer af Vellensgaard i Nyker, og Ane Michelsdatter, f. Ancher (1808-91). Hun og Hans Ancher fik i alt fem børn: Nicoline Cathrine Ancher (1848-79), Michael Peter Ancher (1849-1927), Christian Ancher (1851-1922), Hans Kofoed Ancher (1853-1931) og Richard Ancher (1855-1924) (se slægtstavle I).

Michael Anchers mormor Ane Michelsdatter Munch giftede sig anden gang i 1833 med Lars Kofoed (1805-73), der blev proprietær på Vellens­ gaard. Ane Michelsdatter Kofoed fødte ikke færre end seks børn i sit nye ægteskab, hvoraf de yngste var jævnaldrende med hendes ældste børnebørn. Da hun blev enke, kom hun på aftægt hos svigersønnen i Storegade i Rønne, købmand Harald Bolivar Sommer (1837-1914), gift med datteren Agnes (1843-1923). Der boede også den yngste i kuldet, Laura Kofoed (f. 1849) (se slægtstavle I). Det fremgår af breve fra Michael Anchers mor og søster Cathrine, at de havde livlig kontakt med denne del af familien.

Michael Ancher fortsatte med at komme på Vellensgaard også senere i livet.

Michael Anchers mors slægt Munch havde været skippere og købmænd i flere generationer, og flere af dem var på vej op i samfundet. Morten Peter Munch (f. 1799), der var farbror til Ellen Elisabeth, blev student og læste teologi, men døde ung. En anden farbror, Jens Hansen Munch (17951852), var købmand og kæmner i Rønne og desuden medlem af byrådet.

Efter hans død i 1852 var Michael Anchers mor den nærmeste arving til familien Munchs store gård, beliggende på det nordøstre hjørne af Lille Torv og Staalegade i Rønne, og det blev så Michael Anchers far, der overtog den i 1854.11 Der havde han købmandsbutik mod nordvest og beboelse ud til torvet. Bygningerne blev ødelagt under bombardementet af Rønne den 7. maj 1945. Her boede Michael Ancher som barn, kom i Rønne højere Realskole, hvor han var discipel 1859-65. Han forlod imidlertid skolen trods gode boglige evner, ifølge ham selv fordi den “fædrene Velstand var gaaet fløjten”.12 Unge Michael fik nu en lidt barsk start på sit voksenliv, idet han derefter måtte klare sig selv økonomisk. Han fik en plads langt fra hjemmet som skriver, dvs. kontorist på Kalø Gods på Mols under gods­ forvalter, kancelliråd Carl Olsen (1821-90).13

b i n d 1 · i n dl e dn i ng

20

Kalø Gods ejedes i 1865 af Fanny Henriette Jenisch (1801-81), enke efter den hovedrige købmand og senator i Hamborg Martin Johann Jenisch d.y. (1793-1857). Det var ham, der fik opført det statelige Jenisch Haus i Klein-Flottbek vest for Altona i Holsten, der var dansk hertugdømme indtil 1864.14 Arbejdet var ikke særlig anstrengende, har Michael Ancher senere meddelt, der var tid nok til at fornøje sig med udflugter, jagtture og tegning især efter dyr, som det fremgår af efterladte tegninger og breve. Han fik en fornøjelig omgangskreds af jævnaldrende venner og veninder, heriblandt flere kunstnere, landskabsmalerne Johannes Boesen (1847-1916) og Christian Zacho (1843-1913). Afgørende for ham blev mødet allerede den første sommer 1865 med landskabsmalerne Theodor Philipsen (1840-1920) og Vilhelm Groth (1842-99), der opfordrede ham til at udvikle sine kunstneriske evner. Sidstnævnte rejste til Frankrig først i 1870’erne og stiftede bekendtskab med det franske friluftsmaleri, der med hensyn til motivvalg og teknik var meget forskelligt fra den praksis, danske landskabsmalere fulgte. Det skulle få vidtrækkende følger.

Michael Ancher var allerede begyndt at male på Bornholm, og han arbejdede nu videre på egen hånd. I 1870 var han så vidt, at han overvejede at søge ind på Kunstakademiet i København, hvor han blev optaget i efteråret 1871 og hurtigt kom i modelklassen efter at have bestået de elementære fag. Som kommende figurmaler tog han om sommeren på landet for at male den lokale befolkning, sådan som det var tradition for Kunstakademiets elever. I datidens klassesamfund var almuen – bønder og fiskere – endnu klædt i egnsdragter, som kunstnerne og deres publikum fandt maleriske. Flere af Michael Anchers bekendte anbefalede ham at tage til Skagen, der i 1870’ernes begyndelse kun var sparsomt kendt gennem billeder. Her kunne han finde motiver, der ville vække opmærksomhed, og med forventningen om at finde noget særligt at male rejste han i 1874 til Skagen.

Det viste sig at holde stik, der var motiver nok for Michael Ancher til resten af livet. Fra sit kunstneriske gennembrud i 1880 markerede han sig som gennembrudsmaler, ligesom Anna Ancher, der samme år udstillede sine første hovedværker. Med deres fransk-inspirerede virkelighedsskildringer tilhørte kunstnerparret i 1880’erne tidens kunstneriske avantgarde.

14. I dag en del af Altonaer Museum in Hamburg, Norddeutsches Landesmuseum.

Kalø Gods var i slægten Jenischs eje indtil 1945, hvor det som tysk ejendom blev konfiskeret af den danske stat.

I 1890 fik byen jernbane, og på omtrent samme tid blev det almindeligt, at byboerne tog på sommerferie med deres familie for at styrke deres helbred med friluftsliv og havbade. Det medførte en hidtil uset strøm af turister i Skagen. Degn Brøndum fik efter faderens død i 1890 borgerskab som gæstgiver, og han fik travlt med at udvide den gamle gård, der fra 1891 kaldtes Brøndums Hotel. Udvidelsen skete i flere etaper, i takt med at gæsternes antal steg år for år.

I 1891 engagerede han arkitekt Ulrik Plesner (1861-1933) til at tegne og forestå opførelsen af den første tilbygning. Den blev føjet til det gamle stuehus og opført i røde mursten i to etager med udnyttet tag, hvilket var et afgørende brud med Skagens hidtidige byggeskik. Gennem de næste årtier fik Plesner så mange private og offentlige opgaver i Skagen, bl.a. posthuset, havnemesterboligen og kirkens udvidelse, at hans stil definitivt satte sit præg på byen, hvor huse i flere etager blev almindelige efter 1900.

Degn Brøndum fik snart konkurrence fra andre hoteller i byen, men med fortsat hjælp fra familien forstod han at bevare den stemning, som gæsterne satte pris på. Spisesalen med malerier var nu en turistattraktion, der ikke fandtes magen til andre steder, og gæsterne kunne desuden træffe både Anchers og andre malere, der i løbet af 1880’erne var blevet berømtheder. Uden for sæsonen var hotellet mødested for Skagens embedsmænd og deres fruer, der blev kunstnernes venner og omgangskreds.

Kunstnerparret Ancher var i løbet 1880’erne blevet succesrige malere, og de fortsatte at være omdrejningspunktet i Skagen, hvor deres hjem og have på Markvej i Østerby, kun få minutters gang fra Brøndums, gæstfrit stod åbent for besøgende. Selv om umiddelbare skildringer af virkelig­ heden ikke længere var den nyeste retning inden for maleriet, fortsatte kunstnerne at komme til Skagen, fra 1890’erne også skuespillere og musikere. P.S. Krøyer havde giftet sig i 1889, og fra 1891 lejede han sig ind i Skagen Vesterby, hvor han tilbragte somrene med at arbejde. Laurits Tuxen (1853-1927) købte i 1901 også hus i Vesterby tæt ved stranden og malede flittigt om sommeren med sine to små døtre og sin anden kone Frederikke (1856-1946) omkring sig. Hos ham blev der holdt store fester, også med deltagelse af kronprinsparret, prins Christian (X) og Alexandrine, som i 1914 fik sommerboligen “Klitgaarden” opført. Endelig købte også Holger Drachmann hus i Vesterby, da han i 1903 flyttede til Skagen med sin tred-

21

b i n d 1 · i n dl e dn i ng

Nye tider i Skagen

b i n d 1 · i n dl e dn i ng

22

je kone Soffi (1873-1917). Denne del af byen blev dermed også hjemsted for kunstnerne i kolonien.

Flere af de fastboende embedsmænd i Skagen blev venner med Anchers og de øvrige malere. C.F. Dahlerup (1857-1945) blev overklitfoged i 1892 og deltog i talrige jagter sammen med bl.a. Degn Brøndum, P.S. Krøyer og Michael Ancher. Skagens borgmester 1899-1908 Otto Schwartz (18521915) og hustruen Alba (1857-1942) deltog i selskabslivet og bidrog med lejlighedssange, og hun påtog sig at realisere Michael Anchers idé om at skrive Skagens og kunstnerkoloniens historie. Skagen før og nu udkom i to bind 1912 og 1913. Med i kredsen var også kæmner J.F. Brodersen (18581943) og hustruen Henny, der bosatte sig i Vesterby med deres fem børn (se slægtstavle II). Havneingeniør Palle Bruun (1873-1910) blev fra 1905 en del af selskabet og især Anna Anchers fortrolige.

Med etableringen af Skagens havn i 1907 skabtes stor fremgang i fiskeriet og de deraf afledte erhverv som skibsbygning, vodbinderi og eksport af fisk. Skagen blev igen en stor, driftig købstad. Også sommergæsterne vedblev at komme dertil, antallet af badehoteller og pensionater forøgedes, og mange fik bygget egne sommerhuse, mens andre overtog de gamle fiskerhuse. Efterspørgslen efter kunst var stor, og i 1907 begyndte de årlige sommerudstillinger i Teknisk Skole i Skagen Østerby, hvor den gamle kunstnerkolonis malere udstillede sammen med næste generation af Skagensmalere, Walter Schwartz (1889-1958), Johannes Wilhjelm (18681938), Mads Peter Mosbjerg (1887-1935), Einar Hein (1875-1931) m.fl. Samme år blev turistforeningen stiftet.

I begyndelsen af 1900-tallet malede Anna og Michael Ancher og Krøyer stadig store, betydelige værker, og med Laurits Tuxens tilstedeværelse på stedet og farverige arbejder fastholdt Skagensmalerne fortsat deres position i kunstlivet. Tuxen var nær ven af Krøyer og havde tidligere sammen med ham stået for undervisningen på Kunstnernes Frie Studieskoler, der som alternativ til Kunstakademiet fik stor betydning for det moderne gennembrud i dansk maleri. Ønsket om at få nedskrevet Skagens og Skagensmalernes historie og fastholde mindet, især om de store dage i 1880’erne, modnedes gradvist hos Michael Ancher i lyset af Krøyers sygdom og svækkelse efter 1900 og især Holger Drachmanns død i 1908, det første store tab. Det må have været ca. 1907, at Ancher gav sig til at nedskrive erindringer i en række små notesbøger med omslag af glanspapir. Med støtte i Brøndums gæstebog og i malerisalen skrev han livfuldt og humoristisk om de tilrejsende kunstnere år for år, deres værker og oplevelser, dog mest anekdoter. Beretningen

Skagens kunst i eftertiden Skagensmalernes popularitet var vel nok højest i 1890’erne og frem til årene før 1. verdenskrig, hvorefter den dalede kraftigt, da nyere kunstneriske strømninger vandt indpas. At det moderne gennembruds naturalistiske maleri var revolutionært ved sin fremkomst omkring 1880, blev hurtigt glemt. Allerede 1890’ernes symbolistiske malere distancerede sig fra gennembrudskunstnerne, og efter 1900 brød franske malere som de første med billedets perspektiviske rum, som havde været fremherskende siden 1400-tallet. Det var med stor forbløffelse, at Anna og Michael Ancher så på kubistiske værker i 1917 og 1918 på Kunstnernes Efteraarsudstilling og i Christian Tetzen-Lunds (1852-1936) private samling af moderne fransk kunst, som han i 1917 åbnede for offentligheden, og hvor bl.a. Pablo Picasso (1881-1973) var repræsenteret. Michael Ancher nåede selv at reflektere over sin manglende popularitet, og hans bestræbelser for at rejse penge til en museumsbygning til Skagens Museums samlinger lykkedes kun lige 15. Tolv hefter i KB (NKS 1197, 8°). Tre andre i Anchers Hus.

23

b i n d 1 · i n dl e dn i ng

om hans eget første møde med Skagen findes i flere varianter. Da han selv opgav at skrive den påtænkte bog, overlod han notaterne til Alba Schwartz.15 Mest afgørende blev stiftelsen i 1908 af Skagens Museum, der havde til formål at samle og vise den kunst, der i tidens løb var skabt på stedet. Det blev dermed det første museum i Danmark, koncentreret om en kunstnerkoloni. Stiftelsen fandt symbolsk sted i Brøndums malerisal den 20. oktober, og stifterne var Michael Ancher, P.S. Krøyer, Laurits Tuxen, Degn Brøndum og apoteker V. Chr. Klæbel (1863-1941), formand for Turist­ foreningen. Museet åbnede i Krøyers Hus i Vesterby i 1911. Krøyer var død i november 1909, og hans atelier stod endnu med mange af hans malerier, tegninger, møbler og malergrejer. I 1911 åbnede også Drachmanns hus som museum.

I 1919 besluttede Degn Brøndum at testamentere Brøndums Hotel med malerisalen, det gamle havehus og den gamle have til museet, en dona­tion som gjorde det muligt at planlægge en egentlig museumsbygning til den voksende kunstsamling. En byggefond blev oprettet, og med tilskud fra private, staten og Ny Carlsbergfondet kunne en egentlig museumsbygning, tegnet af Ulrik Plesner, opføres. Museet blev indviet den 22. september 1928 med deltagelse af kongefamilien.

b i n d 1 · i n dl e dn i ng

24

akkurat, før han døde. Mindeudstillingen for Michael Ancher i 1949 og for P.S. Krøyer i 1951 betegner et lavpunkt. Endnu i 1960’erne beklagede man i faget kunsthistorie de kolleger, der måtte arbejde med en så uinteressant periode som Skagensmalernes.

Skagenskunsten fik imidlertid sin folkelige renæssance i 1970’erne, hvor Skagens Museums daværende direktør, dr.phil. Knud Voss og for­ læggeren Herluf Stokholm gjorde emnet tilgængeligt for en bred kreds af læsere i en række bøger, hvis popularitet mest skyldtes de mange – om end ikke altid gode – farveillustrationer, muliggjort af tidens nye, billigere reproduktionsteknikker. Som nævnt udgav Alba Schwartz i 1912-13 sine bøger om Skagensmalerne, men den første videnskabelige fremstilling skyldes Karl Madsen, som i 1920’erne efter en karriere som museumsmand påtog sig ansvaret for Skagens Museum. På grundlag af malerier, utrykte kilder og egne såvel som andres erindringer skrev han Skagens Malere og Skagens Museum, der udkom i 1929 og betragtes som et grundlæggende kildeskrift. Maleren og kunstkritikeren Walter Schwartz udgav i 1941 Malere ved Staffeliet. Seks Kunstnerportrætter fra Skagens store Tid om kunstnerkoloniens danske malere. Med Skagen i nordisk kunst, der udkom 1952, udvidede han sit emne. Schwartz behandler med stor indsigt de kunstneriske aspekter, men forskning kan man ikke kalde hans bøger.

Knud Voss blev direktør for Skagens Museum i 1973 og udgav i 1975 sin første samlede fremstilling af emnet, Skagensmalerne og deres billeder på Skagens Museum, hvor han i indledningen giver en oversigt over tidligere bøger. Teksten danner grundstammen i en række senere bøger om emnet, hvor Voss har udbygget teksten, således i Skagenpanorama. Billedkunst på Skagen og på Skagens Museum, 1983. Selv om analyser viser, at der ligger en stor forskningsindsats bag med brug af indtil da ubenyttede kilder, valgte Knud Voss at undlade noter, idet formidlingen til et stort publikum for ham var det vigtigste. Det gælder også Hos Brøndums i Skagen. 1780-1930, 1988, hvor han ellers publicerer breve og dokumenter i deres helhed. Knud Voss var også den første, der præsenterede en egentlig udgave af breve fra Anna Ancher (1984), overvejende skrevet til hendes kusine Martha Johansen. Også den er uden videnskabeligt apparat som gennemgående noter og diskussioner. Brevene er genudgivet af mag.art. Lise Svanholm (2005), suppleret med andre udvalgte breve, kommentarer og illustra­ tioner, og er ligeledes beregnet for et stort publikum. Det samme gælder hendes Malerne på Skagen, der er kommet i to udgaver, 2001 og 2011. Siden 1970’erne har en lang række bøger om Skagensmalerne, baseret på alle­ rede trykte fremstillinger, imødekommet publikums ønsker om populære bøger om emnet.

25

b i n d 1 · i n dl e dn i ng

Egentlig forskning i det moderne gennembruds malere og den gene­ ration, der gik umiddelbart forud, kom først så småt i gang i 1980’erne.

Udstillingen 1880-erne i nordisk maleri, skabt i et samarbejde mellem Statens Museum for Kunst, Nasjonalgalleriet i Oslo, Nationalmuseum i Stockholm og Amos Anderssons kunstmuseum i Helsingfors og vist 198586 i de respektive hovedstæder, var i den henseende skelsættende. Med Michael Jacobs’ The Good and Simple Life, Artist Colonies in Europe and America, 1975, blev forskningen i begrebet kunstnerkoloni indledt, og Skagen sat ind i en international sammenhæng. Siden da har det været reglen snarere end undtagelsen, at udstillingskataloger og kunstnermonografier er baseret på primær forskning. Det gælder alle de følgende: Christian Krohg på Nasjonalgalleriet i Oslo 1987 og Oscar Thues monografi om samme kunstner fra 1997, P.S. Krøyers fotografier på Den Hirschsprungske Samling 1990, Lise Svanholms Laurits Tuxen. Europas sidste fyrstemaler, en monografi, 1990, mine monografier om Michael Ancher 1992 og 1999 og Anna Anchers pasteller, 2008, Peter Michael Hornungs Peder Severin Krøyer, 2002, P.S. Krøyer i internationalt lys, Den Hirschsprungske Samling og Skagens Museum 2011 og videre frem til Tuxen, farver, friluft og fyrster, Skagens Museum og Fuglsang Kunstmuseum 2014. Desuden har femi­ nismeforskningen givet stof til udstillinger om kunstnerægtepar, hvor Skagensmalerne har været repræsenteret, således Marie og P.S. Krøyer, Göteborg konstmuseum 2005, Konstnärspar kring sekelskiftet 1900, Nationalmuseum i Stockholm 2006, Vart hjärta har sin saga. Nordiska konst­ närspar på Gallen-Kallela museet i Espoo, Finland i 2007 og Künstlerpaare.

Liebe, Kunst und Leidenschaft, Wallraf-Richartz Museum & Fondation Corboud, Köln 2008. Mag.art. Mette Bøgh Jensen publicerede i 2005 At male sit privatliv. Skagensmalernes selviscenesættelse og i 2011 Brøndums spisesal. Til tak for glade dage.

26

b i n d 1 · breve n e

Brevene Anna og Michael Ancher levede i en tid, hvor brevskrivning – ud over samtalen – var den mest almindelige meddelelsesform, selv da telefonen blev almindelig omkring 1900. Postvæsenet fungerede effektivt med flere omdelinger om dagen og udbringning søndag. Da togforbindelsen var en realitet, blev breve fra København bragt ud i Skagen dagen efter. Korte beskeder, der ligner vor tids SMS, blev sendt pr. telegraf, skrevet ned og straks bragt ud.

Fra omkring 1900 skrev kunstnerparret dagligt til hinanden, når de typisk befandt sig i henholdsvis Skagen og København, men oftest er kun brevene den ene vej bevaret. Det er dagligdags meddelelser uden ambitioner om noget sprogligt raffinement, men de er ikke sjældent prydet med en vignet eller skitse. Som kildemateriale betragtet er de enestående til forståelsen af kunstnerparrets indbyrdes relationer og deres forhold til deres respektive familier.

På samme tid skrev også Anna Anchers mor dagligt, når datteren var i hovedstaden, ofte med en efterskrift af Marie Brøndum. Hendes breve fortæller om hverdagens begivenheder i gæstgivergården og Skagen by, om middage og arrangementer, fiskeriet, ulykker og begravelser og gæster i køkkenet, hvor hun mest opholdt sig. Ofte blev Anna bedt om at købe gaver eller ting til huset, når hun var i København. Hulda Brøndum skrev tilsyneladende aldrig, mens brødrene Degn og John lejlighedsvis rapporterede især om selskabslivet.

Kunstnerparrets breve til og fra andre fortæller om deres forbindelser med og forhold til andre kunstnere og kulturpersonligheder, og de gen­ giver deres til tider bramfri meninger om begivenheder og fænomener i kunstens verden. Samtidig giver de indblik i deres kontakt med kunst­ samlere og kunsthandlere og dermed i de betingelser, de arbejdede under som kunstnere.

Mange af de her publicerede breve er ikke forsynet med dato fra brevskriverens hånd, og kun et begrænset antal poststempler er bevaret. Det

gælder mange af Anna Anchers breve og en del af P.S. Krøyers. Ved først at koncentrere arbejdet om de største korrespondancer mellem to personer, Anna og Michael Ancher, Anna og Martha Johansen og Michael Ancher og P.S. Krøyer m.fl. er det lykkedes at datere hovedparten af de udaterede breve og at korrigere dateringen af andre.

Det er karakteristisk for Anna og Michael Ancher, at deres interesse og omtanke også kom til at omfatte deres families og venners ægtefæller, børn og børnebørn. Slægtshistoriske undersøgelser har derfor været nødvendige for at klarlægge forbindelserne, særlig i de tilfælde hvor børn og børnebørn ikke har de kendte efternavne.

27

Det var bestemt ikke Anna og Michael Anchers ønske, at deres private breve skulle læses af andre end dem selv. Der er flere eksempler på, at Anna ligefrem beder modtageren om, at hendes brev bliver brændt eller ikke vist til andre. Det lå i tiden, at breve skulle destrueres eller returneres til afsenderen. Samme holdning havde kunstnerparrets eneste barn Helga Ancher, der ligefrem ønskede dem tilintetgjort. Det skyldes direktør for Skagens Museum 1950-68, kunsthistorikeren Jan Zibrandtsen, der stod hende nær i hendes sidste år, at brevene blev bevaret og efter hendes død blev deponeret på Det Kongelige Bibliotek. Han overbeviste hende om, at de repræsenterede en betydelig historisk værdi, og at de kunne hjælpe til at tegne et nuanceret billede af kunstnerparret for fremtidige generationer. Hans udtrykkelige løfte til hende var, at de ville blive behandlet med skønsomhed. Det sker med en videnskabelig udgivelse som denne, skønt der blotlægges forhold, som på Helga Anchers tid og endnu længere til­bage var tabubelagt, ligesom brevene behandler emner, der af familien blev betragtet som strengt private.

Ved Anna Anchers død i 1935 stod Helga Ancher 50 år gammel som enearving til familiens formue, herunder det store kunstnerhjem med indbo og store kunstsamlinger på Markvej 2 i Skagen. Arven var overvældende, og da Helga Ancher ikke var praktisk og desuden havde arvet sin fars vægelsind, kom det aldrig til nogen oprydning, som det normalt sker med et dødsbo. Det harmonerede godt med den pietet, hun nærede for hjemmet og forældrenes kunst.

Som årene gik, måtte hun dog overveje, hvad der skulle blive af det hele.

Selv fik hun ikke børn, og der var ikke andre efterkommere i hendes mors gren af familien Brøndum. At begunstige slægtninge på sin fars side kom

b i n d 1 · breve n e

Kildematerialet og dets historie

b i n d 1 · breve n e

28

åbenbart ikke på tale. Det havde derfor været naturligt, om hun havde betænkt Skagens Museum, hvor forældrene successivt sad i bestyrelsen ligesom hun selv, fra 1950 som formand. Anna og Michael Ancher havde i tidens løb skænket talrige kunstværker til museet, ikke blot i de første år efter stiftelsen, men også videre frem, en tradition som Helga Ancher fortsatte.

At Skagens Museum skulle arve Helga Ancher, var også forventningen i museets bestyrelse, hvor erhvervsmanden, brygger Vagn Klæbel, søn af museets medstifter apoteker V. Chr. Klæbel, i løbet af 1940’erne blev den drivende kraft. Som arving til Brøndums Hotel blev museumsledelsen ved Marie Brøndums død i 1945 ansvarlig for hotellets drift og fik dermed kommercielle interesser at varetage, som ikke altid kunne harmonere med de museumsfaglige. Med tiden ændredes ånden på Skagens Museum så meget, at Helga Ancher til sidst valgte at testamentere til en fond, der fik hendes navn: Helga Anchers Fond, hvis formål var at drive kunstnerhjemmet som et selvstændigt museum. Efter 47 år besluttede Fondens be­ styrelse imidlertid at fusionere med Skagens Museum i 2014 som en særlig afdeling, side om side med Drachmanns Hus under navnet Skagens Kunstmuseer.

Da Helga Ancher døde 18. marts 1964, trådte testamentets eksekutorer i funktion, højesteretssagfører E. Richter, søn af Skagens borgmester 1908-13 Andreas B. Richter, ambassadør Georg L. Høst og Jan Zibrandtsen. Denne søgte råd og støtte hos sin gode ven, rigsantikvar P.V. Glob, som tilbød at stille ekspertise fra Nationalmuseet til rådighed. Museums­in­ spektør ved museet, kunsthistorikeren, mag.art. Inge Mejer Antonsen fik ansvaret for undersøgelsen, dvs. opmåling og registrering af kunstnerhjemmet og efterfølgende også for den gennemgribende konservering af bygningen og dens indbo. Kunstværkerne blev under tilsyn af Jan Zibrandtsen registreret og konserveret hos chefkonservator Steen Bjarnhof på Statens Museum for Kunst, med denne udgiver som studentermedarbejder. Finansieringen skete efter Helga Anchers testamentariske bestemmelse ved salg af hen ved 500 olieskitser og enkelte malerier hos Arne Bruun Rasmussen i København, auktion nr. 178 i 1965 og nr. 193 i 1966.

I 1967 åbnede museet Michael og Anna Anchers Hus for publikum.

Den store samling af breve, som fandtes i huset, blev deponeret på Det Kongelige Bibliotek, hvor lektor, cand.mag. Morten Borup, der tidligere havde udgivet brevsamlinger fra perioden, bl.a. et udvalg af Holger Drachmanns breve, påtog sig at identificere og ordne dem. Som det dengang var normen, forsvandt næsten samtlige konvolutter inklusive poststempler og frimærker, som ellers kunne have oplyst afsenderens og modtagerens

29

b i n d 1 · breve n e

opholdssted, ligesom indlagte tegninger blev overladt Det Kongelige Biblioteks Billedsamling, uden at det blev angivet, hvilke breve de var knyttet til. Denne deponerede samling, der omfatter 56 æsker i kvarto-format, er talmæssigt den største eksisterende samling af breve til og fra familien Ancher og udgør grundstammen i denne udgivelse. Dertil kommer breve, adresser, lejlighedssange og anden dokumentation, som siden er fundet i møbler eller blandt kunstværker i Michael og Anna Anchers Hus, og som fortsat opbevares i Skagen. Desuden har knap 200 breve siden 1960’erne befundet sig på private hænder hos skibskaptajn Dan Fribert, Ålbæk, der dengang boede i Skagen. Da alle breve i denne samling er stilet til familierne Ancher og Brøndum, og der desuden findes skitser af kunstnerne og personlige papirer som pas, kan der ikke herske tvivl om, at materialet oprindeligt var en del af familien Anchers arkiv, som ved en fejltagelse er blevet adskilt fra det, der tilhører Helga Anchers Fond. Hvordan dette arkiv er kommet bort fra resten, er uvist. Vigtigst er, at det ikke er gået tabt, hvilket skyldes Dan Fribert, som også har ordnet denne samling. En fotokopi findes på Lokalsamlingen i Skagen, som der henvises til. Hertil kommer breve fra Anna og Michael Ancher fundet i biblioteker og museer i Danmark, Norge og Sverige, ligesom der findes yderligere store samlinger hos private. Den kronologiske opstilling af brevene i denne udgave viser imidlertid, at mange breve er gået tabt eller må befinde sig i privateje.

Siden Morten Borups katalogisering af den på Det Kongelige Bibliotek deponerede brevsamling blev tilendebragt, og hans seddelregistrant over brevskriverne blev offentligt tilgængelig, har der været stor interesse for arkivet, der i overensstemmelse med Helga Anchers ønske blev klausuleret. I tidens løb har Helga Anchers Fonds bestyrelse imidlertid givet adgang til alle de forskere, der har henvendt sig med et defineret formål.

Den høje museumsfaglige standard, som fra begyndelsen i 1964 har kendetegnet museet Michael og Anna Anchers Hus, har været gældende for formidlingen af hele arven efter Helga Ancher.

Som kunstnermuseum har det været en naturlig opgave for Michael og Anna Anchers Hus at gennemføre den primære forskning i museets kunstnerfamilie og at publicere resultaterne. Efter 1977-78 at have katalogiseret kunstnerparrets store samling af tegninger fik jeg adgang til brevsam­lingen og læste mig i de følgende år igennem den og parrets breve i andre store brevsamlinger, P.S. Krøyers, Viggo Johansens, Laurits Tuxens m.fl.

På bestilling af Helga Anchers Fond skrev jeg derefter første og anden del af Michael Anchers monografi, Michael Anchers ungdom 1865-1880 og Michael Ancher og Det moderne gennembrud 1880-1890, som udkom henholdsvis i 1992 og 1999. Mine øvrige artikler og bøger om Skagens­

30

malerne er også i høj grad baseret på brevene, således P.S. Krøyers Hip, Hip, Hurra!, 2005 og Anna Anchers pasteller, 2008, ligesom en lang række artikler. Efter denne brevudgivelse er det hensigten, at jeg som afslutning af Det Kongelige Biblioteks “Projekt Ancher” færdiggør sidste del af Michael Anchers monografi Michael Ancher og den nye tid 1890-1927 samt den tilsvarende, lige så stort anlagte monografi Skagensmaleren Anna Ancher (1859-1935), som begge er klar til skrivning.

b i n d 1 · breve n e

Brevudgaven Mens der inden for dansk litteratur- og musikhistorie er tradition for store, videnskabelige brevudgaver, er kun nogle få korrespondancer fra danske billedkunstneres hånd publiceret tilsvarende, nemlig J.F.N. Vermehren. Breve og erindringer, Kbh. 1984 ved Jørgen Gustav Vermehren og dr.phil.

Knud Voss, og Løvens breve. J.F. Willumsens breve til Alice Bloch 1899-1923, Kbh. 1987 ved mag.art. Leila Krogh. Thorvaldsens Museum publicerer i disse år Bertel Thorvaldsens breve på internettet med rige referencer. Kildeudgivelsen af Anna og Michael Anchers breve er den første store, viden­ skabelige udgave af danske billedkunstneres breve, der kommer på tryk.

Oprindeligt havde Helga Anchers Fond planlagt alene at udgive kunstnerbrevene. Forslaget om at medtage alle brevskrivere og modtagere og derved belyse kunstnerparrets øvrige relationer og lokalbefolkningens liv skyldes Erland Kolding Nielsens initiativ. Derved gives et meget bredere kulturhistorisk billede af Skagen fra 1870’erne til omkring 1930.

Udgaven er illustreret med talrige historiske fotografier, de ældste fra 1850’erne og 1860’erne. Der bringes portrætfotografier af kunstnerfamilien fra forskellige tider og af de vigtigste andre brevskrivere præsenteret i den rette kronologiske sammenhæng. Andre fotografier viser kunstnerfamiliens boliger og opholdssteder samt Skagens topografi. De fleste er hentet i den store samling af por­trætoptagelser og lejlighedsfotografier, der har tilhørt familierne Ancher og Brøndum, og som er bevaret i Michael og Anna Anchers Hus. En stor del af dem har ikke tidligere været publiceret.

Det gælder også en del af de fotografier, der er fundet i Det Kongelige Biblioteks billedsamling. Desuden er der enkelte fra Lokalsamlingen i Skagen. Ikke alle fotografer kan identificeres. Gengivelser efter kunstnernes værker er bevidst fravalgt, ikke blot af økonomiske grunde. De er det bærende element i kunstnernes monografier, og mange findes på internettet. Undtaget er nogle få efter kunstværker gengivet i samtiden i bl.a. Illustreret Tidende.

31

Udgivelsesprincipper

i. breve 1. Til og fra Michael Ancher 2. Til og fra Anna Ancher, f. Brøndum 3. Til og fra Helga Ancher 4. Til og fra medlemmer af familien Brøndum 5. Til og fra andre

ii. personalia 1. Michael Ancher 2. Anna Ancher 3. Helga Ancher 4. Ane Brøndums dagbogsoptegnelser

iii. lejlighedssange

iv. avisudklip Dertil kommer breve i Michael og Anna Anchers Hus i Skagen (HAF, Skagen).

Breve fra kunstnerparret findes i forskellige samlinger på Det Konge­ lige Bibliotek, Den Hirschsprungske Samling, Skagens Museum, Statens Museum for Kunst samt i norske og svenske biblioteker. Dertil kommer breve i privateje, hvis eksistens for flere samlingers vedkommende først er blevet kendt i projektforløbet.

Hensigten var oprindeligt at publicere samtlige breve fra og til Anna og Michael Ancher. Under arbejdet blev det imidlertid klart, at de hundredvis af breve fra Ane Hedvig Brøndum, Ellen Elisabeth Ancher og Helga Ancher er præget af så mange gentagelser, at kun et repræsentativt udvalg,

b i n d 1 · u dg i ve lse spri nc i pper

Hoveddelen af de gengivne breve befinder sig i Anna, Michael og Helga Anchers arkiv, deponeret på Det Kongelige Bibliotek (NKS 4572, 4° ) efter Helga Anchers død i 1964. Strukturen i arkivet blev som følger:

b i n d 1 · u dg i ve lse spri nc i pper

32

foretaget efter udgivers bedste skøn, er medtaget. Mange er desuden ud­aterbare. Da brevudgaven som udgangspunkt har vægten på private breve, og stofmængden allerede der er overvældende, er forretningsbreve i almindelighed udeladt, også ud fra det synspunkt, at selve brevteksten i sig selv er uinteressant. Medtaget er enkelte anmeldelser af malerier til udstillinger og breve fra og til kunsthandlere, der tjener som eksempler.

Michael Anchers ansøgninger til Kunstakademiet, til Undervisningsministeriet i hans egenskab af formand for Skagens Museums bestyrelse samt breve til Philip Weilbach, forfatter af Dansk Konstnerlexikon, 1877-78, og Nyt dansk Kunstnerlexikon, 1896-97, er ikke medtaget. Brevkoncepter og uafsendte breve er udeladt ligesom telegrammer uden anden tekst end en gratulation. Hyldestdigte og festsange er kun undtag­elsesvis medtaget.

Udaterbare breve uden væsentligt indhold, breve fra eller til uidentifice­ rede personer samt korte hilsner er ikke medtaget.

Brevene er opstillet i kronologisk orden, nummereret fortløbende og gengivet som følger: 1) Overskrift: Brevnummer, brevskriver, sted, dato, modtager, sted. Udgiverens korrektioner af brevskriverens fejl og mangler samt indirekte oplysninger om dato eller sted er angivet i [].

Dateringer tilføjet af udgiver er baseret på korrespondancens indhold, omtale af begivenheder, der kan eftervises i f.eks. kirkebøger, perioden hvor et kendt dateret kunstværk blev til o.l. Mere usikre dateringer benævnes “formentlig” eller “muligvis”.

2) Brevets tekst i grafisk ensrettet opstilling.

3) Noter.

Eventuelle oplysninger om trykt brevhoved, brevkortmotiv, skrift og brevets materielle tilstand (fragment, fugtskadet o.l.) findes i registerbindet, Brevenes proveniens.

Brevene gengives i deres helhed med den originale ortografi og tegnsætning, inklusive tankestreger, stavefejl og hjemmelavede ord. Brevskrivers understregninger gengives med kursiv, dog ikke i underskriften, eller ved hævet skrift i datoangivelser, hvor understregninger er slettet. Specialtegn for pund, mark og skilling gengives ikke. Geminationstegn (et m med streg over) er erstattet med mm.

Størsteparten af brevene er håndskrevet med blæk med latinske bogstaver, af­vigelser herfra er angivet. De fleste er skrevet på kvartark. Der findes håndtegninger af kunstnerne i breve fra alle perioder. Efter 1900 forekommer illustrerede brevkort og korrespondancekort.

33

b i n d 1 · u dg i ve lse spri nc i pper

Rettelser foretaget af brevskriveren er kun undtagelsesvist gengivet, og eventuel sidenummerering er ikke medtaget. Skarpe parenteser anvendes til markering af ulæselige ord og bogstaver [–]. Der markeres ikke med [sic] eller [?]. Brevskriverens opdeling i afsnit gengives, mens dobbelt linje­ afstand, indrykninger eller mangel på samme er ensrettet grafisk. Afskrifterne er udført af udgiveren, og hvad angår breve med gotisk skrift med bistand af cand.mag. Laura Bjerrum. Breve med gotisk skrift og breve på tysk er revideret af seniorforsker, cand.phil. Inger Sørensen og er ydermere gennemgået af korrekturlæserne, cand.mag. Elise Iuul og ph.d. Birgitte Holten.

Sted og dato angives, som de fremgår af brevskriverens datering eller poststempel. Konvolutter er kun undtagelsesvis bevaret. Når der ved breve til og fra Anchers står Frederiksberg, er det deres vinteradresse i årene 18981910/13, Amalievej 6 eller 10 (nummeret blev ændret 1900/1901 på grund af nybyggeri). Deres adresse i Skagen var frem til maj 1884 Brøndums gamle havehus i Skagen Østerby (nuværende Brøndumsvej 4), derefter Markvej 2 samme sted. Specifikke adresser angives kun undtagelsesvis.

Brevteksterne er suppleret med introduktioner og punktkommentarer, som i kortfattet form præsenterer de involverede personer eller emner, giver baggrunden for brevenes indhold eller opsummerer væsentlige forhold, der ikke direkte fremgår af brevene. Noter til brevteksten med identifikationer og henvisninger findes under brevet. Udgiveren har tilstræbt at bringe de fleste oplysninger i disse afsnit. Registerbindets navneregister er derfor kortfattet. En liste over anvendte forkortelser findes sidst i hvert bind. I bind 6 findes desuden slægtstavler over de 12 familier, som oftest optræder i brevene, begrænset til de relevante generationer.

Personer angives så vidt muligt med leveår, profession og eventuel relation til kunstnerparret, første gang de optræder. Det er ikke lykkedes at identificere alle personer eller stednavne. Omtalte kunstværker, der kan identificeres, nævnes i noterne og findes desuden i en fortegnelse i registerbindet, ordnet kunstner for kunstner og derefter kronologisk. Der henvises til publicerede værkfortegnelser, hvor sådanne findes, og til museum og om muligt også inventarnummer, når værket ejes af et museum.

Yderligere oplysninger og fotografi kan søges i KID, Kunstindeks Danmark (www.kid.dk), der administreres af Kunststyrelsen under Kulturministeriet. Manglende oplysninger skyldes, at identifikationen ikke er lykkedes.

Når malerititler citeres fra katalogerne fra Charlottenborgudstillingen, benyttes den der anvendte retskrivning med henvisning til katalognummeret. I anden omtale anføres en moderniseret titel, typisk den såkaldte museumstitel, der fremgår af Kunstindeks Danmark.

b i n d 1 · u dg i ve lse spri nc i pper

34

Der henvises kun undtagelsesvis til den righoldige håndbogslitteratur, der er benyttet på biblioteker, arkiver og museer samt på nettet: encyklopædier, leksika, bibliografier, fagbiografier, vejvisere, slægtshistoriske samlinger, kirkebøger, folketællinger, matrikelkort, Politiets register­blade, Politiets mandtalslister, begravelsesprotokoller for København og Frederiksberg, museumskataloger, Arkiv for Dansk Litteratur, m.m. Dertil kommer dokumentationssamlingerne på Danmarks Kunstbibliotek, der inkluderer Statens Museum for Kunsts samlinger og omfatter fotografier efter kunstværker, udstillingskataloger, auktionskataloger, avisudklip samt utrykte kilder.

Nogle få informationskilder skal dog fremhæves: Salmonsens Konver­ sationsleksikon, 2. udgave (Kbh. 1914-30) er – Den store danske encyklopædi (Kbh. 1994-2006) til trods – stadig en guldgrube til information om den her omhandlede periode. Weilbachs Kunstnerleksikons Arkiv (Danmarks Kunstbibliotek), der rummer ca. ti gange så mange navne som de biograferede i leksikonet og giver svar på spørgsmål om mange ellers ukendte kunstnere. Netudgivelserne Store norske leksikon og Svenskt Biografiskt Lexikon, redigeret af Riksarkivet i Stockholm, Albert Fabritius: Håndbog i slægtsforskning (3. udgave), Kbh. 1963 med specielle genveje til personbiografisk information, Det Kongelige Biblioteks Billedsamlings portrætregistrant med nyere data om enkeltpersoner, Lundholm Sørensens arkiv med Skagens personalia på Lokalsamlingen i Skagen (www.lundholmsarkiv.dk) og vor tids rigeste informationskilde, Google med Google Scholar, Google Maps og Google Billeder. Internettets oplysninger er benyttet kildekritisk, og anonyme kilder her citeres ikke.