Anti

Bogen er udgivet med støtte fra Fonden til Støtte af Kulturhistorisk Forskning

Anti Vaccinemodstandens historie

Rikke Alberg Peters • Jakob Bek-Thomsen

Gads Forlag

Rikke Alberg Peters og Jakob Bek-Thomsen Anti. Vaccinemodstandens historie © 2024, forfatterne og Gads Forlag Forlagsredaktion: Peter Bejder Omslag: Harvey Macaulay. Baggrund: Edward Jenner i gang med at vaccinere den 14. maj 1796/ Georges Gaston Mélingue, maleri fra 1879 Grafisk design: Per Demuth, Demuth Grafisk Repro: Narayana Press Tryk: PNB Print ISBN: 978-87-12-07460-1 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

For enkelte billeders vedkommende har det ikke været muligt at finde eller komme i kontakt med den retmæssige indehaver af ophavsrettighederne.

Hvis ophavsretten på denne måde er blevet krænket, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret, som havde der foreligget en tilladelse i forvejen.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

gad.dk

/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet. / In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.

Indhold

Tillid eller tvang Køer, kopper og ny medicin Kongerigets kamp mod kopperne Mobilisering og masseprotester Indiens plager Kampen for det rene blod WHO’s masseeksperiment Børnene står for skud Min krop, mit valg En verdens­omspændende frygt for bivirkninger Big Pharma og pseudovidenskab Corona og kaos Tillid eller mistillid Noter Litteratur Person- og stedregister Illustrationer Tak

7 21 37 49 69 89 109 125 142 163 176 191 209 220 237 245 252 255

Vacciner har en central plads i fortællingen om den moderne medicins succes og fremskridt. Ved overgangen til det 20. århundrede blev der udført og bestilt et utal af malerier, som skulle vise lægens utrættelige kamp mod sygdomme og beskyttelse af borgerne. Her er det den franske kunstner Georges Gaston Mélingues portrættering (1879) af lægen Edward Jenner (1749-1823) i færd med at vaccinere den 8-årige James Phipps med materie fra kokopper. Maleriet er også baggrunden på denne bogs omslag.

Tillid eller tvang

København, Danmark 2021. Den 9. december samles en gruppe mennesker foran Retten på Frederiksberg. Det er midt under coronapandemien, som det store virusudbrud af SARS-CoV-2 (eller covid-19) blev kendt som. Årsagen til forsamlingen er, at den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen skal vidne foran Minkkommissionen. Den er nedsat for at undersøge, om der er begået lovbrud i forbindelse med lukningen af de danske minkerhverv efter fund af en ny virusmutation. Tidligere i 2021 havde demonstrationer tiltrukket flere tusinde mennesker i Danmark, men denne dag er fremmødet begrænset til nogle få hundrede. Alligevel udvikler det sig dramatisk.

Demonstrationen mod coronarestriktionerne næsten et år tidligere, den 9. januar, havde vist, at mange var frustrerede over nedlukningerne, og det kom til udtryk gennem sammenstød mellem politi og demonstranter i Københavns gader.

Danmark havde, ligesom resten af verden, i hele 2020 været stærkt præget af coronapandemien. Den 11. marts 2020 blev det meddelt på et pressemøde, at store dele af Danmark skulle lukke ned. Alle offentligt ansatte, der ikke varetog kritiske funktioner, blev sendt hjem, og skoler, dagtilbud og institutioner blev lukket. Først i slutningen af maj 2020 blev landet langsomt genåbnet, og den 15. juni åbnede de danske grænser 7

endelig igen. Men i løbet af efteråret steg antallet af corona­ smittede voldsomt, og blandt andet som følge af et stort udbrud af smitte på minkfarme genindførtes nedlukningen af Danmark den 16. december. Den anden nedlukning varede i større eller mindre omfang indtil den 1. marts 2021. Demonstrationen i januar var anmeldt af gruppen Men in Black, som siden den første nedlukning af Danmark med jævne mellemrum demonstrerede mod ”tvangsvaccination, enevældige magtbeføjelser, hastelove, grundlovsbrud” og meget andet.1 Gruppen fik stor opmærksomhed – ikke mindst på grund af den militante og hooliganinspirerede påklædning og en hård retorik om danskernes kamp mod magten. Men med den gradvise genåbning af samfundet i 2021 – og måske på grund af de lyse sommeraftener – blev tilslutningen til demonstrationerne mindre, og der blev færre arrangementer.

Da Mette Frederiksen i begyndelsen af december 2021 skal vidne, er det ikke længere kun Men in Black, der opfordrer til larm foran retten. Andre grupper er også imod magten, personificeret af statsministeren. Det er folk, som ikke tror på, at der findes en coronapandemi, og det er folk, som er imod vaccinerne. I løbet af dagen tager larmen og intensiteten i demonstrationen til, og det kulminerer med, at en deltager smadrer en baglygte på statsministerens bil. For iagttagere kunne den aggressive og oprørte modstand virke overraskende og næsten uvirkelig. Men scenerne er velkendte i historien og har udspillet sig mange gange før. Deltagerne gentog deres modstand med mange af de samme argumenter, man har hørt siden 1700-tallet: ”Vacciner er gift”, ”Magten er ond”, ”Min krop, mit valg”, ”Vi har fået nok”.

I løbet af 2021 valgte flere europæiske lande at lægge pres 8

Statsminister Mette Frederiksen blev mødt af en blandet flok af demonstranter, da hun mødte op ved Retten på Frederiksberg den 9. december 2020. Blandt dem var vaccinemodstandere. Bannere og skilte proklamerede mistanker om løgne, mistillid og henvisninger til minksagens slettede sms-beskeder.

på de borgere, som endnu ikke var blevet vaccineret mod covid-19. De uvaccinerede risikerede bødestraffe, og yderligere indskrænkninger af friheden blev taget i brug. Det gjaldt begrænsninger i adgangen til større arrangementer eller til frit at kunne bevæge sig rundt i byrummet. Den danske strategi 9

var i lighed med andre lande at indføre et coronapas ud fra en tanke om, at flere ville vælge vaccinen, fordi alternativet i længden ville blive for besværligt.

Under coronapandemien så vi en genopblomstring af en modstand, som sætter spørgsmålstegn ved det sundhedsvidenskabelige paradigme om, at vaccination er en forudsætning for, at vi kan opnå immunitet. De seneste års vaccineskepsis har sågar skabt nye forbindelser mellem folk og grupper, som vi ikke tidligere har set marchere sammen på gaden – eller de mødes i grupper på de sociale medier. Det er spirituelle og tilhængere af alternative livsformer, anti-myndighedsaktivister, kritikere af regeringen og frustrerede eller bekymrede borgere, som oplevede, at de ikke blev lyttet til. De udgør nu en ny politisk front mod den etablerede medicin og myndighedernes vaccinationsprogrammer. Hertil kom også sundhedsprofessionelle fra både ind- og udland. De satte spørgsmålstegn ved vaccinernes effektivitet, hastigheden af godkendelserne af vaccinerne, og om man havde nok viden om vaccinernes potentielle bivirkninger. I Danmark blev de sundhedsfaglige diskussioner og uenigheder også brugt i forbindelse med en stigende polarisering mellem tilhængere og modstandere af coronavaccinerne, men som mange af eksemplerne her i bogen viser, har også de sundhedsfaglige eksperter ofte haft en plads som modvægt til den medicinske konsensus.

Modstand Tanken om at få fremmed stof ridset eller sprøjtet ind i raske kroppe skræmmer os – ofte mere end den sygdom, som vaccinen skal forebygge. Metaforer om vacciner og vaccination le10

der tanken hen på vold eller overgreb og er fyldt med frygt. Vi får et skud eller et jab (af engelsk stød eller slag), som er blevet slang for vaccination. Samtidig er vaccinernes positive effekter ofte skjult for os i dag. I Vesten har vi på grund af vaccinernes effektivitet paradoksalt nok glemt, hvor alvorlige og invaliderende smitsomme sygdomme som polio, difteri og kopper er. Deres vigtighed forsvinder nemt, når man ikke lever i områder, hvor sygdommene er udbredte samfundsproblemer.

Modstanden mod vaccination er lige så gammel som vaccinerne selv og kan spores tilbage til de første forsøg med koppeindpodning i begyndelsen af 1700-tallet. Vaccinationsteknikken blev først beskrevet af den britiske læge Edward Jenner2, der i 1790’erne opdagede, at infektioner med kokopper kunne forhindre smitte med den dødelige koppevirus.

Jenner var langtfra den første til at gøre opdagelsen, men han testede systematisk proceduren og skrev en afhandling om sammenhængen. Jenner kaldte indgrebet vaccination efter det latinske ord for ko – vacca.

Det var intet mindre end en medicinsk revolution. Et levende, men mindre farligt virus kunne give immunitet og banede vej for udviklingen af en egentlig vaccinationsteknologi – den moderne medicins vigtigste våben i kampen mod smitsomme sygdomme. Med Jenners opdagelse blev en godt 200 år lang kamp mod kopper indledt, og verdenssundhedsorganisationen WHO (World Health Organization) kunne i 1980 erklære sygdommen for udryddet.

Det grundlæggende formål med vacciner er at opnå immunitet over for smitsomme sygdomme, så vi undgår at blive syge, når vi udsættes for dem. Immunitet kommer af det latinske ord immunis, der betyder fritaget, i denne sammenhæng 11

uimodtagelighed over for infektionssygdomme. Immunitet kan både opnås naturligt som følge af infektion og gennem vaccination. Vacciner bygger på det princip, at man indfører hele eller dele af virus eller bakterier i kroppen, så man træner immunforsvaret i at genkende en bestemt mikroorganisme. I flere tilfælde kan immunitet imod ét virus give immunitet over for relaterede virus. Det udnyttes i koppevaccinen, hvor man med Jenners teknik gik over til at anvende den for mennesker mildere kokoppevariant i stedet for den mere dødelige virustype. Ved at udsætte immunforsvaret for en lille del af virus fremkalder man en immunrespons, idet det aktiverede immunforsvar begynder at producere antistoffer og opbygge immunitet, så kroppen kan bekæmpe den sygdomsfremkaldende virus, hvis man senere bliver inficeret. Med andre ord får immunsystemet et forspring i kampen mod en fremmed mikroorganisme, som trænger ind i kroppen, for immunforsvaret har en indbygget hukommelse, der gør, at kroppen kan huske mikroorganismer, den har mødt før.

Mange vaccinationsprogrammer stiler mod at opnå flokimmunitet i en befolkning. Flokimmunitet opstår, når en tilstrækkelig stor procentdel af befolkningen har været smittet eller er blevet vaccineret, og der ikke er nok individer til at opretholde en smittekæde. Derved er de ikke-vaccinerede i en befolkning beskyttet af alle vaccinerede. I selve ideen bag vaccinerne og brugen ligger der altså også nogle grundlæggende forventninger og forpligtigelser mellem stat, samfund og individ, hvis vaccinerne skal virke på befolkningsniveau.

Allerede i Jenners samtid var der kritiske røster, og mange havde mere end vanskeligt ved at anerkende den unaturlige omgang med pus og væsker, som skulle overføres til men12

neskekroppe gennem et åbent snitsår. Særligt udbredt var den store skepsis over for at smitte raske børn med sygelig materie fra en ko. Der florerede utallige skrækhistorier om børn, der var blevet syge af vaccinerne, og satiretegninger, hvor kolignende gevækster voksede frem på de vaccineredes kroppe som ondartede svulster – ikke ulig de Frankensteinbilleder, som gensplejsede grøntsager skaber i vore dage.

Det er nemt at ryste på hovedet over datidens overtro, men eksemplerne har klare paralleller til i dag, hvor mRNA-­ vaccinen (messenger RiboNucleic Acid) mod coronavirus beskyldes for at være en genterapiindsprøjtning eller for at indeholde en mikrochip fremstillet af it-milliardæren Bill Gates (1955-). På den måde forestiller man sig, at regeringer verden over kan overvåge deres borgerne via vaccinerne.

I 1800-tallet foregik vaccination ved, at pusset fra en blære på en nyligt vaccineret arm blev gnedet ind i et andet menneskes arm. Det gjorde risikoen for smitte og bakterieoverførsel stor. Frygten for overførsel af sygdomme som blodforgiftning eller syfilis var derfor reel. I dag er vaccinerne sterile, og den bakterielle kontrol helt anderledes administreret. I stedet frygter nogle vaccinernes kemiske tilsætningsstoffer, som er blevet beskyldt for at føre til autisme, immunsygdomme, diabetes, astma, multipel sklerose og vuggedød. Paradoksalt nok udløses frygten altså i dag af de konserveringsmidler og tilsætningsstoffer, som hindrer bakterievækst, og som gør vaccinerne sterile og mere sikre end i 1800-tallet. Frygten for kemiske stoffer taler direkte ind i den teknologifrygt og angst, mange har for kemiske stoffer, der forurener kroppe og miljø.

13

250 år med vaccinemodstand Bogen tegner et billede af vaccinemodstandens mange forgreninger og samfundsmæssige betydning fra dens tidlige udtryk til i dag, hvor fronterne er trukket hårdt op, og hvor vi igen oplever en stigende polarisering mellem de vaccinerede og dem, der aktivt fravælger vaccinerne. Vaccinemodstand kan både betegnes som modvilje mod vacciner og mod myndighedernes anbefalinger om vaccine og som aktiv modstand mod at lade sig selv eller sine børn vaccinere. Modstanden spænder bredt: fra frygt, skepsis og bekymring om bivirkninger og langtidseffekter ved vacciner til politiske bevægelser, der vil bekæmpe vacciners udbredelse og vaccinationslovgivning. I den yderste ende af spektret finder vi de ekstreme vaccinemodstandere, der i medierne og folkemunde går under navnet anti-vaxere. Her er vaccinemodstanden ofte flettet ind i konspirationsteoretiske fortællinger om, at vacciner gives med fordækte og manipulerende formål. Det gælder f.eks. forestillingen om, at coronavaccinen gør kvinder sterile, at den indeholder en mikrochip, så regeringen kan overvåge en person, eller at den er en del af et verdensomspændende komplot styret af World Economic Forum med henblik på at opnå det totale verdensherredømme.

I bogen skildres anti-vaccinationsargumenterne i de seneste 250 år. I de sundhedsmæssige argumenter står navnlig frygten for bivirkninger stærkt. Frygten for bivirkninger er større end frygten for de symptomer eller risici, som sygdommen indebærer. Men også argumenter om, at vacciner er unaturlige for kroppen, og at det er bedre for kroppens immunsystem selv at bekæmpe sygdommen, har en lang tradition bag 14

sig og findes især inden for alternative sundhedsforståelser, hvor man dyrker en holistisk opfattelse af kroppen.

En stor del af frygten for bivirkninger skyldes misinformation og konspirationsteorier, men også mangelfulde oplysninger om vaccinerne. Det har haft vidtrækkende sundhedsmæssige konsekvenser. I 1999 udgav den tidligere britiske læge Andrew Wakefield (1956-) et kontroversielt studie i tidsskriftet The Lancet. Det skulle påvise en sammenhæng mellem MFR-vaccinen – vaccinen mod mæslinger, fåresyge og røde hunde – og autisme. Teorien blev senere tilbagevist, hvorefter The Lancet trak artiklen tilbage, og Wakefield mis­ tede sin autorisation i 2010. På trods af det dyrkes han stadig som en helt i anti-vaccinationskredse. Efter i mange år stort set at være udryddet i Vesten er der igen mæslingeudbrud i lande som USA og Tyskland. Senest er også polio igen dukket op i New York og London som følge af gruppers modstand mod vacciner.

De politiske argumenter imod vaccination handler om mere omfattende diskussioner om magt, rettigheder, frihed og kropslig integritet. Vaccination sætter spørgsmålet om forholdet mellem individ, stat og samfund på spidsen. I moderne retsstater er det moralsk vanskeligt at argumentere for tvangslovgivning på sundhedsområdet. Hvis man direkte skal tvinge befolkningen til en bestemt adfærd eller ligefrem forbyde skikke og traditioner, kommer man potentielt i konflikt med idealet om størst mulig frihed for borgerne eller princippet om informeret samtykke. Vaccinationspåbud kommer grundlæggende i konflikt med den liberale frihedsopfattelse, der definerer frihed som frihed fra tvang og sætter den enkeltes rettigheder i centrum. Hvis frihed defineres 15

som frihed fra tvang, bliver staten og myndighederne principielt set modstandere i det øjeblik, der indføres love med en underliggende trussel om tvang og sanktioner. Myndighedernes vaccinationsbeføjelser bliver ifølge opfattelsen frihedens modsætning og opfattes som en krænkelse af raske borgeres personlige frihed og rettigheder.

Omvendt kan man fra statens side argumentere for, at det er i alle borgeres interesse at undgå smitsomme sygdomme, og at det kan være nødvendigt at indskrænke både frihed og handlerum på kort sigt for på den lange bane at øge folkesundheden og muliggøre størst mulig realisering af friheden. Indgreb i den personlige frihed kan ifølge den opfattelse forsvares med, at det er nødvendigt for at begrænse smitten, fordi smitsomme sygdomme ikke er en privatsag, men angår hele samfundet, ja hele verden.

Kropslig sårbarhed, tillid og tvang Vaccineskepsis kom i 2019 på WHO’s liste over trusler mod den globale sundhed, og signalet fra de danske sundhedsmyndigheder under coronapandemien var da også klart: at undlade vaccine er uetisk og egoistisk.3 Det var en hån mod de borgere, der fulgte alle myndighedernes anbefalinger, og mod de tusindvis af ansatte i sundheds- og plejesektoren, der under pandemien hver dag løb en risiko ved bare at gå på arbejde.

Polarisering mellem fortalere for og modstandere af vaccination kan spores tilbage til oplysningstiden, hvor oplysningsfilosoffen Voltaire (1694-1778) og lægen og politikeren Johann Friedrich Struensee (1737-1772) satte lighedstegn mellem koppeindpodning og fornuft, mellem fremskridt og 16

oplysning.4 Traditionen for at anskue vaccinemodstandere som uvidenskabelige, overtroiske og irrationelle personer og omvendt at betragte vaccinetilhængere som videnskabelige, rationelle og reformivrige personer er med andre ord lige så gammel som selve opdagelsen af vaccinen. Det på trods af at modstanden mod vaccination ikke kun kom fra befolkningen, men også fra lægelige kredse og byggede på medicinske argumenter, der tog højde for fordele og ulemper ved vaccinen – herunder etiske diskussioner om risici forbundet med indgrebet.5 Dengang som nu diskuterede man det moralske dilemma i at vaccinere børn, som måske aldrig ville få sygdommen ad naturlig vej eller i tilfældet med covid-19 ikke blive særligt syge af den. I den offentlige konsensus fortælles vaccinens historie stadig som en succeshistorie og indtager hovedrollen i beretningen om den moderne verdens medicinske og økonomiske fremskridt og lægevidenskabens overlegenhed og status. Den har sejret over ufornuft og irrationel frygt for nye videnskabelige landvindinger.

Historisk set har skærpede restriktioner og vaccinelovgivninger altid ført til øget modstand. Den første politisk organiserede anti-vaccinationsbevægelse opstod i Storbritannien i midten af 1800-tallet i takt med myndighedernes indførelse af tvang og sanktioner. En skærpelse af vaccinationsloven i England og Wales 1867 muliggjorde bøder eller fængselsstraf til forældre, der ikke lod deres børn vaccinere mod kopper.6 Det førte til en bred politisk mobilisering, hvor også flere læger og kulturpersonligheder stillede sig på modstandernes side. Modstanden førte til lovændringer og lempelse af restriktionerne i 1898-1910, hvor staten i højere grad tillod undtagelse for vaccination. Med til historien hø17

rer også, at anti-vaccinationsbevægelsens kritik af indgrebet, der potentielt indebar en risiko for smitteoverførsel med andre sygdomme, førte til skærpede sikkerhedsforanstaltninger og højere krav om hygiejne i forbindelse med vaccine. Det medvirkede til at forbedre og udvikle moderne vaccineteknologier.

I Danmark har vi en lang tradition for at satse på folkeoplysning og tilskyndelse eller med et moderne udtryk nudging.

Ikke på tvang. Frederik 6. (1768-1839) underskrev den første danske vaccinationsforordning i 1810. Loven indeholdt i første omgang ingen straffeforanstaltninger. I stedet satsede man på indirekte tvang ved at udstede en attest, datidens vaccinationspas, som var en forudsætning for konfirmation, giftermål, skolegang, læreplads og militærtjeneste.7 Vaccinemodstand handler om meget andet end uvidenhed og manglende information eller misinformation. Vaccinemodstand sætter spørgsmålet om individets ret over for den kollektive sundhed på dagsordenen og gør vaccination til både et politisk og et sundhedsmæssigt spørgsmål. I vaccinationen støder ”den biologiske krop og den politiske krop sammen, hvor en enkelt nål penetrerer dem begge”, som den amerikanske forfatter Eula Biss (1977-) har formuleret det.8 Ideen om at det, der er godt for den politiske krop, også må være godt for den biologiske krop, sætter spørgsmålet om tilliden til myndighederne på spidsen. Hvordan kan vi være sikre på, at statens interesse er at beskytte os og ikke snarere at kontrollere os og misbruge tilliden til at indføre yderligere sanktioner, kontrol og tvang?

Det danske forskningsprojekt HOPE målte den danske befolknings forhold til og opfattelse af regeringens og myndig18

hedernes handlinger under coronapandemien.9 Forskerne viste, at tillid til myndighederne, herunder myndighedernes kommunikation, er afgørende for befolkningens støtte til vaccinen. Modstanden kan ikke blot bekæmpes med mere information eller ved at fremlægge flere medicinske beviser og evidens for vacciners virkning og sikkerhed.

At tillid er helt afgørende, kan vi udlede af den tidlige danske vaccinationshistorie, hvor præsternes og kirkens tillidsvækkende rolle var udslagsgivende. Det er en væsentlig pointe i bogen, at vi må analysere vaccinemodstandens tidligere manifestationer og forstå modstandernes argumenter for fravalg for at forstå den aktuelle vaccinemodstand og kampene på sundhedsområdet.

De demonstrerende danskere den 9. december 2021 var skeptiske over for vaccination af forskellige grunde. Fælles for dem var, at de udfordrede den aktuelle politiske og sundhedsvidenskabelige enighed om, at vaccination er et ubetinget gode og en forudsætning for fortsat økonomisk fremgang.

Modstanden mindede os om, at nogle borgere er villige til at gå langt og om nødvendigt ty til vold for at udtrykke modstand. Myndighederne svarede igen. I Politiets Efterretningstjenestes (PET) terrortrusselsvurdering fra 2022 optræder en helt ny kategori: ”antimyndighedsekstremisme”. Det er en ”samlebetegnelse for en række narrativer om nødvendigheden af at anvende vold mod politikere, offentlige myndighedspersoner og fagpersoner”. Langt hovedparten af de myndighedskritiske grupper vurderes af PET til at være fredelige, men PET kan ikke udelukke, at ekstremistiske terrorangreb i fremtiden ”kan rettes mod kritisk infrastruktur eller symbolmål i form af bygninger, der kan relateres til myndighederne 19

eller pandemibekæmpelsen, samt folkevalgte og andre politikere eller specifikke repræsentanter fra visse myndigheder”.10 En af de store politiske udfordringer i fremtiden bliver at mindske polariseringen mellem dem, der er imod, og dem, der er for vaccination. Generelt har Danmark en høj vaccinationsdækning og en høj grad af tillid mellem borgere og offentlige sundhedsmyndigheder. Men noget har rykket ved graden af tillid eller offentlighedens opmærksomhed på dem, som nærer mistillid til vacciner og sundhedsmyndigheder. I bogen viser vi, hvorfor vacciner altid har provokeret og opildnet til optøjer, oprør og protest, selv om langt størstedelen af alle mennesker tilslutter sig vaccinationsprogrammer.

Hvorfor er nogle bare anti?