Antikken omkring os Af Tore Leifer og Chr. Gorm Tortzen Copyright © 2021 Tore Leifer, Chr. Gorm Tortzen og Gads Forlag ISBN: 978-87-12-06493-0 1. udgave, 1. oplag Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Henriette Wiberg Danielsen Omslagsfoto: Elmgreen & Dragset: ’Ganymede (T-Shirt)’, 2009, Galleri Nicolai Wallner/VISDA. Foto: Anders Sune Berg. Tekstredaktion: Jon Voss Forlagsredaktion: Martin Gylling Repro: Narayana Press Tryk: GPS Group, Slovenien For enkelte illustrationers vedkommende har det været umuligt at finde frem til den retsmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retsmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen. Every effort has been made to contact the copyright holder of each picture, and we apologize for any unintentional errors or omissions which will be paid for as if we had permission beforehand. Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Udgivet med støtte fra: G.E.C. Gads Fond Dansk Tennis Fond Ernst Andersen og Tove Dobels Fond
www.gad.dk
2
golden_days_indhold.indd 2
06-07-2021 12:13:49
ANTIKKEN omkring os
Tore Leifer og Chr. Gorm Tortzen
3
golden_days_indhold.indd 3
06-07-2021 12:13:50
4
golden_days_indhold.indd 4
06-07-2021 12:13:50
INDHOLD
FORORD 7 STATUERNE 9 DET GODE SAMFUND – OG DET MINDRE GODE 60 RENÆSSANCEN 82 SPORTEN 124 ARKITEKTUREN 144 LEVENDE LATIN 184 LITTERATUREN 196 NATURVIDENSKABEN 240 MUSIKKEN 270 FILOSOFIEN 322 KALENDEREN 342 ANTIKKEN OMKRING OS 356 NAVNEREGISTER 380
5
golden_days_indhold.indd 5
06-07-2021 12:13:50
6
golden_days_indhold.indd 6
06-07-2021 12:13:50
FORORD
Hermes er gudernes sendebud, han er gud for rejsende, for købmænd og tyve, talere og ordsnedkere. I moderne tid har han lagt navn til en skrivemaskine. Med sine vingede sandaler rejser Hermes frit mellem verdener og fører de dødes sjæle til det evige liv. Han er også gud for gevinst, og grækerne talte om et hermaion, et lykkeligt fund, som Her mes har sørget for. I vore dage ville vi, med inspiration fra Oehlen schlägers Aladdin, tale om en appelsin i turbanen. Sådan én fik vi, da vi blev bedt om at skrive denne bog om an tikkens betydning for os mennesker i dag. Vi fik en appelsin i vores turban, vi fik et hermaion. Og Hermes har hjulpet os undervejs på vores rejse gennem tiderne, fra Homer og Sapfo til de nyeste danske digtere, fra Fidias’ statuer til monumenternes og busternes fald, fra Cæsar til Asterix, fra Platons tanker om den gode stat til det danske folkestyre og Churchills velkendte bonmot om det besværlige demokrati. Antikken er i os og omkring os, hele tiden. Vores lovgivning har rødder i romernes retssystem, vores sports klubber har navne som Hellas og Sparta, og De Olympiske Lege er en
7
golden_days_indhold.indd 7
06-07-2021 12:13:50
moderne drøm om antikkens idræts- og kropsideal. På stjernehimlen over os lyser Venus, Jupiter og de andre romerske guder som vores solsystems planeter. De græske dramaer bliver igen og igen sat op på vores teatre. Unge digtere skriver oven på de klassiske myter, og på dr. Freuds divan bliver vi mindet om kong Ødipus’ skæbne. Vi har hver især skrevet seks kapitler, som vi med Hermes’ hjælp har sendt frem og tilbage mellem Valby og Fredensborg. Kommenteret, omarbejdet og finpudset i gensidig udveksling og inspiration. Tore Leifer vil gerne takke Marie Nipper, Jens Lindhe, Bo Holten, Paul Frederiksen, Henrik Engelbrecht, Thomas Michelsen, Casper Tybjerg og Thomas C. Christensen. Chr. Gorm Tortzen vil gerne takke Thomas Heine Nielsen, Adam Schwartz, Claus Glunk og Christian Marinus Taisbak – og brydeklub ben Heros i Frederiksværk.
Maj 2021 Tore Leifer og Chr. Gorm Tortzen
8
golden_days_indhold.indd 8
06-07-2021 12:13:50
STATUERNE Tore Leifer
Den store rematerialisering I begyndelsen af november 2020 blev en buste af Det Kongelige Danske Kunstakademis grundlægger, Frederik V, fjernet fra Akademiets festsal og smidt i Københavns havn. Gipsen blev opløst, busten ødelagt, de sørgelige rester hentet op af en dykker fra By & Havn. I det første chok over handlingen, happeningen eller kunstaktio nen var der nogle, der sammenlignede det med dengang, da Taleban i 2001 sprængte og destruerede uerstattelig UNESCO-verdensarv, de kolossale Buddhastatuer i Bamyan i Afghanistan. Busten viste sig dog i løbet af de følgende dage ikke at være et ori ginalt værk af billedhuggeren Jacques-François-Joseph Saly fra 1750’ erne, som først formodet. Originalen er rigtignok formet af Saly, som skabte rytterstatuen af samme konge på Amalienborg Slotsplads, ”et af verdens fornemste ryttermonumenter i klassisk ånd”, som Den Store Danske (lex.dk) siger. Statens Museum for Kunst og Davids Samling ejer begge en buste af Frederik V i brændt ler fra Salys egen hånd, og på Kunstakademiet findes den også i bronze. Men busten fra Akademiets festsal viste sig at være en gipskopi fra omkring 1950.
9
golden_days_indhold.indd 9
06-07-2021 12:13:50
Det tabte kunstværk var ikke længere uerstatteligt; dagbladet Politiken anførte, at en lignende gipsbuste for et par år siden blev solgt på aukti on for 18.000 kr. Ikke desto mindre: busten var Akademiets ejendom. Den blev fjer net, smidt i havnen og ødelagt. En gruppe ”Anonyme Billedkunstnere” offentliggjorde den 6. november 2020 et manifest og en video af hand lingen. Og hvorfor følte de sig kaldet til at ødelægge fortidens kunst? De sagde selv: ”Ved at synke [sic] Frederik V i kanalen ønsker vi at italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort, men stadig har direkte kon sekvenser for minoritetsgjorte mennesker inde[n] og uden for kunst akademiet. Vi ønsker en kunstverden, der forholder sig til og tager ansvar, ikke kun for fortidens handlinger, men for de måder, hvorpå kolonialismen stadig er aktiv i dag.” Frederik V’s brøde var i denne sammenhæng, at han var grundlægger af Kunstakademiet, som har til huse på Charlottenborg, der ifølge udtalelsen fra Anonyme Billed kunstnere angiveligt var bygget på indtjeningen fra den tidlige slave handel og derfor står som et monument over kolonitiden. På den anden side af havneløbet, ved Eigtveds Pakhus og Uden rigsministeriet, står en anden statue og taler direkte ind i vores tid. Freedom (1998) af Bright Bimpong er en muskuløs torso af en slavegjort sort mand, der med løftet machete blæser til oprør med en konkylie for munden. Statuen er en gave fra Jomfruøerne (det tidligere Dansk Vest indien) til Danmark, og har stået på den prominente plads siden 2018. Netop Asiatisk Kompagni, der ejede pakhuset og brugte det som lager for sine varer fra Kina og Ostindien, havde i sin tid betalt for Salys store, bekostelige rytterstatue af Frederik V. Der er altså på den måde en forbindelse mellem kongens buste, pakhuset og den moderne statue af de slavegjortes frihedskamp. Derfor smed de Anonyme Billedkunst nere busten i havnen netop der, som en antikolonialistisk aktion. I et spil mellem to statuer – busten af den hvide, europæiske enevoldskon
10
golden_days_indhold.indd 10
06-07-2021 12:13:50
Busten af Frederik V da den blev fisket op fra havnen i november 2020. Foto: Jesper Houborg/Ritzau Scanpix.
ge og torsoen af den sorte, slavegjorte mand, der kræver sin frihed og kalder til oprør. En institutleder på Kunstakademiets Billedkunstskoler, Katrine Dirckinck-Holmfeld, påtog sig det fulde ansvar for aktionen. Hun blev bortvist fra Akademiet og politianmeldt. I et opsigtsvækkende interview i Deadline på DR 2 sagde hun blandt andet: ”Som I kan se, så kom busten jo tilbage, godt nok i en nyfundet form, så man kan sige, at happeningen havde sådan set til formål at rematerialisere busten […] en rematerialisering som gør, at den har fun det en ny form i kraft af, at saltvandet ligesom har haft sin indvirkning på busten.” Nogle ville nok mene, at busten var ødelagt.
11
golden_days_indhold.indd 11
06-07-2021 12:13:50
Skulpturen Freedom af Bright Bimpong var en gave til Danmark fra befolkningen på U.S. Virgin Islands i 100-året for salget af øerne. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.
Den bortviste institutleder mente derimod i Kulturen på P1 dagen efter, at bustens værdi ligefrem var øget, i og med at den nu var blevet til et nyt kunstværk, og sagde: ”Der er ikke tale om ødelæggelse, der er tale om en rematerialisering. Det var ikke en sletning af historien, men en rematerialisering af en gipsafstøbning. Med rematerialisering mener jeg, at man tager et givent materiale, det kan være et stykke arkivma teriale, og på den måde bearbejder det, ligesom når man arbejder med skulptur. Så giver man materialet en ny form eller en ny betydning gen nem at bearbejde dets tekstur.” Debatten var intens og hård i de dage. Flere folketingspolitikere og kulturministeren selv kommenterede sagen. Nogle krævede Kunst akademiet sat under administration – og Akademiet selv skyndte sig at flytte adskillige kunstværker i sikkerhed, da studerende udtalte, at flere
12
golden_days_indhold.indd 12
06-07-2021 12:13:51
aktioner kunne ventes. Forfatteren Jonas Eika tog i Politiken aktionen i forsvar og skrev om den racistiske vold og undertrykkelse, som folke ne bag busteødelæggelsen netop ville minde os om. ”Med drukningen af busten peger Anonyme Billedkunstnere på den vold ved at vende magtforholdet på hovedet. De peger på, at den sociale orden, vi hver dag bevæger os rundt i, ikke er neutral.” Næsten tusind kunstnere, kunststuderende, forfattere og kultur formidlere skrev under på en støtteerklæring til den bortviste institut leder. De skrev blandt andet: ”Vi opfatter ikke aktionen som et forsøg på at udrydde dansk kul turarv, men som et forsøg på at aktualisere den, ved at udføre en mod standsaktion mod Frederik V in effigie og hans ledende rolle i dansk kolonitid.” Udtrykket in effigie (”i afbildning”) brugtes netop under enevæl den om symbolske henrettelser af politiske modstandere, der fandt sted ved, at en dukke af den dømte blev henrettet, når man ikke kunne komme til at henrette den dømte selv. Således blev en dukke af landsforræderen Corfitz Ulfeldt, der var flygtet til udlandet, symbolsk halshugget og parteret på slotspladsen i 1663. Man må derfor, ud fra denne sprogbrug, opfatte busteaktionen i 2020 som et symbolsk kongemord, en henrettelse af Akademiets grund lægger Frederik V.
Edward Colston og Hans Egede Fem måneder tidligere, den 7. juni 2020, blev en statue i Bristol af stor købmanden og slavehandleren Edward Colston på samme måde væltet af sin sokkel og skubbet i havnen, som en udløber af protesterne efter politimordet på George Floyd i Minneapolis den 25. maj. Protesterne
13
golden_days_indhold.indd 13
06-07-2021 12:13:51
havde hurtigt bredt sig fra USA til store dele af verden som del af bevægelsen Black Lives Matter. I Bristol i det sydvestlige England havde man længe diskuteret, hvordan man skulle forholde sig til statuen af Colston, som ganske vist havde brugt en stor del af sin formue på velgørenhed og opført sko ler, hospitaler, kirker og fattighuse – men som altså havde tjent den ne formue på den infame handel med mennesker, den transatlantiske slavehandel, transporten af slavegjorte afrikanere til plantagerne i de amerikanske kolonier. Man overvejede at forsyne statuen med en ny indskrift, der forklarede om Colstons rolle i slavehandlen – men inden man kunne blive enige, tog demonstranter altså sagen i egen hånd og smed statuen i havnen. Og i Nuuk blev statuen af præsten og missionæren Hans Egede fjorten dage senere, på Grønlands nationaldag den 21. juni, overhældt med rød maling og forsynet med påskriften ”Decolonize”. Egede kom til Grønland i 1721 for at missionere, og kom i eftertiden til at stå som symbol på det danske overherredømme. Den fornyede debat om sta tuen og dens symbolværdi fik kommunen til at afholde en afstemning blandt borgerne om, hvorvidt statuen af Egede skulle fjernes. Et flertal mente, at den skulle blive stående. Også i USA, hvor protesterne begyndte efter mordet på George Floyd, blev statuer selvfølgelig udsat for hærværk, væltet eller fjernet. Det gjaldt monumenter for Sydstaternes sag i Borgerkrigen, statuer af Sydstaternes generaler og hærførere, der havde kæmpet for at bevare slaveriet, og statuer af Columbus, der blev set som symboler på folke mordet på Amerikas oprindelige befolkning. Mange af statuerne blev i løbet af sommeren fjernet af de lokale myndigheder i de forskellige byer, sat på magasin eller flyttet til mindre fremtrædende og kontroversielle placeringer. Den sociale orden er ikke neutral, som Jonas Eika rigtigt påpegede. Et kunstværk er ikke neutralt.
14
golden_days_indhold.indd 14
06-07-2021 12:13:51
Den syv meter høje skulptur I Am Queen Mary af La Vaughn Belle og Jeanette Ehlers blev i 2018 placeret foran Vestindisk Pakhus i København i midlertidig polystyrenudgave. Meningen er, at den skal støbes i rigtig bronze. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix.
”det er en politisk handling / at rejse monumenter / i det offentlige rum” har Caspar Eric skrevet i langdigtet Nike. Hvorfor er det netop buster og statuer, der vækker så kraftige fø lelser? Hvorfor er vores pladser og torve forsynet med statuer af store, hvide, magtfulde mænd? Og hvorfor bliver der stadig sat statuer op, den dag i dag? Det nyeste af herskerportrætterne er vel Hans Pauli Olsens statue af Christian IV foran Børsen med sine tårne vendt på hovedet. Og, som modvægt mod magtens hvide fortælling, Bright Bimpongs Freedom-torso med muskler og machete ved Asiatisk Pakhus, samt La Vaughn Belle og Jeanette Ehlers’ statue I Am Queen Mary (2018) foran Vestindisk Pakhus af endnu en oprører, Mary Thomas med machete
15
golden_days_indhold.indd 15
06-07-2021 12:13:52
og brændende fakkel, et minde om arbejderopstanden på Sankt Croix i 1878, hvor plantager, sukkerraffinaderier, pakhuse og almindelige be boelseshuse blev hærget og brændt ned. Små kopier af den opløste Frederik V-buste blev i øvrigt, sammen med nøgleringe og kaffekrus, muleposer og hættetrøjer med busten, en stor salgssucces i Charlottenborgs museumsbutik under Kunstakade miets afgangsudstilling i maj 2021. Og for at forstå statuernes plads i vores byer, deres symbolværdi og magt endnu i dag, må vi vende blikket mod antikken.
Caligula og Nero, Trotskij og 1984 I sin korte regeringstid (37-41 e.v.t.) begyndte kejser Caligula at opfatte sig selv som en gud, og han tog det skridt at fjerne hovederne fra for skellige gudestatuer rundtomkring i Rom for i stedet at forsyne dem med sit eget portræt. De eksisterende statuer blev, om man vil, ”remate rialiseret” og fik ny betydning. Gudestatuerne blev til statuer af guden Caligula. Men i januar 41 blev Caligula myrdet, stukket ihjel med mere end 30 knivstik. Og hvad skete der så med eftermælet for en myrdet kejser? Damnatio memoriae var ikke et udtryk, romerne selv brugte (det stammer fra 1600-tallet), men ”fordømmelse af eftermælet”, som det betyder, var i det antikke Rom en helt almindelig del af straffen for højforræderi. Det betød blandt andet, at den dømtes navn – det kunne netop være en kejser, som var faldet i unåde – skulle slettes fra alle indskrifter. Og at alle buster og statuer af den dømte skulle ødelægges. Altså fuldstændig ligesom ”rematerialiseringen” af Frederik V i Københavns havn.
16
golden_days_indhold.indd 16
06-07-2021 12:13:52
Også ved kejser Neros død i 68 e.v.t. blev den døde tyrans navn fjer net fra mange offentlige monumenter, og buster og statuer af ham blev skamferet. Samme skæbne overgik adskillige andre kejseres ef termæle, f.eks. blev den unge Geta myrdet i 211 af sin storebror og medkejser Caracalla, hans navn blev slettet og busterne af ham øde lagt – med det resultat, at der i dag findes meget få portrætter af ham overleveret. Skikken fandtes også i det gamle Ægypten, længe før romerne. Og den blev brugt af grækerne i år 356 f.v.t. i Efesos, hvor psykopaten Herostratos havde sat ild til det berømte Artemistempel, et af ver dens syv underværker, udelukkende med det formål at blive berømt – ligesom visse seriemordere i vore dage, der angler efter berømmelse og mediernes opmærksomhed. Som straf blev det besluttet, at Hero stratos’ navn aldrig nogensinde måtte nævnes. Men straffen virkede i dette tilfælde stik modsat hensigten, for Herostratos er blevet et af de berømteste navne fra antikken, ja, han er simpelthen blevet ”hero stratisk” berømt. Det lykkedes heller ikke ligefrem at udslette Neros eller Caligulas navne af historien. Men Lenin og Stalin – som selv har fået buster og statuer fjernet og ødelagt efter kommunismens fald – praktiserede også damnatio me moriae. Et af de slående eksempler er fotografiet af Lenin, der holder tale i Moskva den 5. maj 1920. Til højre for ham, på trappen til tribu nen, står hans allierede Trotskij og Kamenev. Men det blev Stalin, der til slut vandt magtkampen efter Lenins død, og både Trotskij og Kamenev blev som fjender af staten retoucheret bort og udraderet fra den offent lige bevidsthed. George Orwell beskriver det isnende tydeligt i sin gruopvækkende dystopi 1984: “Hvert stykke kildemateriale er blevet ødelagt eller forfalsket, hver bog er blevet omskrevet, hvert billede er blevet ommalet, hver
17
golden_days_indhold.indd 17
06-07-2021 12:13:52
Kamenev blev henrettet i 1936 og Trotskij blev myrdet i 1940. Med retouchering kom Lenin til at stå alene på podiet, som om de andre aldrig havde været der. Pictorial Press Ltd / Alamy Stock Photo.
statue, gade og bygning er blevet omdøbt, hver dato er blevet ændret. Og den proces fortsætter dag for dag, minut for minut. Historien er standset. Intet andet eksisterer end en endeløs nutid, hvor Partiet altid har ret.” Hvilken endeløs nutid vil vi ende i, hvis vi ”rematerialiserer” for tidens statuer, river dem ned eller smider dem i havnen? Hvordan be varer vi vores historie og vores kulturarv, samtidig med at vi bliver bevidste om smertepunkterne i den historie? Hvordan husker vi bedst, at store dele af vores historie er bygget på krige og despoti, udbytning, undertrykkelse og slaveri? Og hvordan forholder vi os til ulighederne og uretfærdighederne i verden i dag, i stedet for at vende al vores vrede og energi mod fortidens statuer?
18
golden_days_indhold.indd 18
06-07-2021 12:13:53
Antikkens statuer – Fidias og de store græske mestre Dette kapitels ærinde er ikke at give et overblik over hele antikkens kunsthistorie og den græsk-romerske kunsts udvikling fra den geome triske og arkaiske stil frem til den klassiske tid. Dette er ikke en lekti on i oldtidskundskab. Formålet med bogen er at se, hvordan antikken har påvirket vores bevidsthed, tænkning, samfund, digtning, kunst- og kulturhistorie frem til i dag. Lad os derfor hoppe direkte ind i den klassiske tid, den græske kunsts store opblomstring i 400- og 300-tallet f.v.t., hvor kunstens store stjerner var billedhuggere som Myron, Fidias, Polyklet og Praxiteles. Hvilken indflydelse fik de på os og på europæisk kunst? Hvad er det, der får guldalderdigteren Ludvig Bødtcher, som i 11 år boede i Rom, til at udbryde følgende, ved synet af en smækker romersk teen ager? ”Men ved min Side strakte En Yngling sig paa Bænken I rolig Eftertænken Og med et Drømmesmil, Som dunkle Minder vakte Om Kunstens Oldtidsstil. Sandalen, som omgjorded Hans Fod, var ziirlig knyttet, En Arm hans Hoved støtted, Den anden med sit Glas Laa nøgen henad Bordet, Som støbt af Phidias.”
19
golden_days_indhold.indd 19
06-07-2021 12:13:53
Mange af grækernes skulpturer var – som Ludvig Bødtcher antyder her – støbt i bronze og er siden gået tabt. Heldigvis kendes nogle af dem i romerske marmorkopier, men det er unægtelig kunst, vi ser på anden hånd. Det er kopier, udført af romerske kunstnere, og ovenikøbet i et andet materiale end originalerne. Myron (virksom ca. 480-440 f.v.t.) og hans berømte Diskoskasteren vender vi tilbage til om lidt. Han arbejdede netop især med skulpturer i bronze, og han er kendt som en af de første græske billedhuggere, der skildrede figurer i bevægelse – som vi ser det med Diskoskasteren. Fra Fidias’ hånd har vi kun ét originalt værk overleveret, og det er faktisk skabt i marmor fra begyndelsen: de store friser, der udsmykkede Parthenontemplet på Athens Akropolis. Størstedelen af de pragtfulde relieffer befinder sig nu på British Museum i London, resten på Akro polismuseet i Athen, en smule i Louvre i Paris, og to marmorhoveder på Nationalmuseet i København. En dansk kaptajn købte dem på ga den i Athen efter den store eksplosion på Akropolis i 1687, hvor tyrker ne brugte Parthenon som krudtlager. Fidias (aktiv ca. 460-430 f.v.t.) var på sin karrieres højdepunkt tæt på magten og den politiske inderkreds i Athen, nær ven af statsmanden Perikles, og kunstnerisk tilsynsførende for de store byggearbejder i byen. Fra romerske kilder kender vi til en lang række andre værker af Fidias, blandt andet en kolossal bronzestatue af Athene på Akropolis. Han skabte også en 12 meter høj statue af Athene i Parthenontemplet, indviet i år 438 f.v.t. og pragtfuldt udført i guld og elfenben uden på et træskelet, sådan at huden var af det hvide elfenben, måske delvist bemalet, og klædedragten i tyndt, fint guld. Det siges dog, at guldpla derne snildt kunne tages af, hvilket tyrannen Lachares benyttede sig af i året 296 f.v.t., så han kunne betale løn til sine soldater. I stedet måtte statuen nøjes med forgyldt bronze. Fidias skabte en tilsvarende kæmpestatue i Olympia af Zeus sid dende på en trone, også den ca. 12 meter høj og lavet af guld og elfen
20
golden_days_indhold.indd 20
06-07-2021 12:13:53
ben, en statue så skøn, at den blev regnet blandt antikkens syv vidun dere, verdens ”syv underværker”. Begge disse kæmpestatuer er gået tabt, men kendes fra mindre kopier. Fidias er vel den allermest berømte af de klassiske billedhuggere, inkarnationen af selve den højklassiske stil og dens ædle skønhed, og hans indflydelse på europæisk kunst og kultur har været umådeligt stor. Det er forunderligt, hvordan en ganske bestemt by og en ganske be stemt, lille gruppe af mennesker kan komme til at definere en stil. Den musikalske stilart, vi kalder ”wienerklassikken”, fik en kolossal betyd ning for europæisk musikhistorie, på vores musiklytning og koncertliv helt op til i dag – og den koncentrerer sig først og fremmest om blot tre komponister i en periode på blot tre årtier i én bestemt by, nemlig Wien fra ca. 1770-1800 og komponisterne Haydn, Mozart og Beethoven. På samme måde er den ”klassiske” græske skulptur – eller vores opfattelse af den – skabt af en ganske lille gruppe kunstnere på et gan ske bestemt tidspunkt. Arkæologen og kunsthistorikeren Bente Kiilerich skriver: ”Omkring 450 [f.v.t.] træder et par kunstnerpersonligheder ud af mængden: Phidias og Polyklet. Den klassiske stil er måske resultatet af de rette mennesker på rette tid og sted.” Og, som hun skriver, stilen og personkarakteristikken ”kunne have udviklet sig i retning af en øget ’naturalisme’ og større individualitet. I stedet ses en ’idealiserende’, ty pificerende stiltendens, hvor det almene og generelle går forud for det personlige og specifikke.” Det er med andre ord ikke individer, vi ser. Det er ikke ”rigtige” mennesker, men idealiserede kroppe, billeder af harmoni og skønhed. Fidias skabte især guder og helte, mens Polyklet (sandsynligvis født i Argos, aktiv omkring 450-410 f.v.t.) især blev berømt for bron zestatuer af smækre atleter, hvor originalerne som sagt er gået tabt. Men da romerne elskede Polyklets skulpturer, findes de heldigvis i mange romerske marmorkopier.
21
golden_days_indhold.indd 21
06-07-2021 12:13:53
En diskosbærer, Diskoforos, var så populær, at den er bevaret i 24 ko pier, heraf én (uden hverken hoved eller diskos!) på Ny Carlsberg Glyptotek i København. Mest kendt er Polyklets Diadumenos, en atlet som netop har vundet en konkurrence og er ved at binde sejrsbåndet om sin pande (”et øjebliksbillede”, siger Bente Kiilerich), og Doryforos, Spydbæreren. Polyklet uddannede en række yngre billedhuggere og skrev en læ rebog, kanon, der fastsatte menneskekroppens ideelle proportioner. Den er selvfølgelig gået tabt, og mange har forsøgt at rekonstruere, hvad Po lyklet mon mente om den perfekte krop. Bente Kiilerich skriver: ”Spyd bæreren er legemliggørelsen af Polyklets kanon, hans rettesnor. Statuen, en ’mandlig dreng’, som Plinius betegner den, var en idealform, det atletiske ideal og ungdomsidealet.” Og videre: ”Kanon er en doktrin om menneskets proportioner. Det er et æstetisk princip, hvis mål er en normativ formel for skønhed.” Den meget senere romerske arkitekt Vitruvius (aktiv omkring 25 f.v.t.) arbejdede videre med ideerne om harmoni og symmetri som ud gangspunkt for den sande skønhed. Tanker som fik stor indflydelse i renæssancen, da Vitruvius’ skrifter om arkitektur blev genfundet i et klosterbibliotek i 1411 og senere udgivet. Ideerne gjorde f.eks. indtryk på Leonardo da Vinci, som omkring 1490 tegnede sin version af den perfekte menneskekrop og de ideelle proportioner, indtegnet i både et kvadrat og en cirkel, og kendt som Den vitruvianske mand. De sidste årtier af 400-tallet f.v.t. er præget af Den Peloponnesiske Krig mellem Athen og Sparta. En række af ødelæggende krige, borger krige, sociale spændinger, opstande og revolutioner, og ovenikøbet en pestepidemi, der – som historikeren Thukydid sagde – tilsammen ud gjorde den største katastrofe, der havde ramt hellenerne. Som vi i vor tid har set det efter både Første og Anden Verdenskrig, ændrer så store katastrofer uundgåeligt både samfund, menneskesyn, litteratur og kunst.
22
golden_days_indhold.indd 22
06-07-2021 12:13:53
Christen Købke: Parti af afstøbningssamlingen på Charlottenborg (1839). Den Hirsch sprungske Samling, København. Den store gipsfigur, som nu tilhører Den Kongelige Afstøbningssamling, er en afstøbning af Fidias’ original, som tidligere prydede Parthenons vestgavl på Athens Akropolis. Originalen er nu på British Museum.
23
golden_days_indhold.indd 23
06-07-2021 12:13:53
Menneskekroppens perfekte proportioner. Den vitruvianske mand, tegning af Leonardo da Vinci fra omkring 1490. Gallerie dell’Accademia, Venedig.
Da freden sænker sig i Grækenland efter krigene, og den gamle sam fundsorden bryder sammen, sker der også noget med mennesket og kunsten. Bente Kiilerich skriver: ”enkeltpersonen kommer frem for fæl lesskabet. Individet kommer i centrum.” Og videre om Sokrates, der diskuterer, ”om sjælen kan afbildes, denne diskussion finder sted sam tidig med, at der kan spores et nyt psykologisk indhold i skulpturen.” Praxiteles (virksom ca. 360-330 f.v.t.) var den største af 300-tallets billedhuggere. Han arbejdede i både bronze og marmor, og er kendt som den første, der ikke bare lavede statuer af nøgne mænd, men også af nøgne kvinder. Berømt var Afroditeskulpturen, som han lavede til hendes tempel i byen Knidos i Lilleasien, Den knidiske Afrodite. Hun er på vej i badet, til en rituel renselse, og er derfor nøgen, ved at lægge sin klædning fra sig, mens hun bly dækker selve skødet med sin hånd. Også denne skulptur kendes kun i romerske kopier, som måske kun er en afglans af Praxiteles’ eget værk. Den originale statue skal have væ ret så overbevisende, at flere digtere lod Afrodite udbryde: ”Hvor kan Praxiteles dog have set mig nøgen?” Ifølge den romerske forfatter Plinius den Ældre var Afroditesta tuen Knidos’ stolthed, og folk kom rejsende til byen bare for at se den. ”Man fortæller, at en mand engang blev forelsket i statuen og gemte
24
golden_days_indhold.indd 24
06-07-2021 12:13:54
sig om natten i helligdommen, hvor han havde omgang med statuen. En plet på den vidner om hans begær.” En lignende skæbne overgik et andet af Praxiteles’ værker, en Erosstatue i byen Parion. En mand fra Rhodos ”blev forelsket i den og efterlod også på statuen et spor efter sin lidenskab lig det på den knidiske Afrodite.” Praxiteles er berømt for den S-agtige kurve, som hans menneske figurer danner, ”i en lang glidende bevægelse med den ene hofte skudt langt ud til siden”, skriver Bente Kiilerich. ”Disse rastløse rytmer er et tidstypisk fænomen”, der ses hos Praxiteles og andre af hans samtidige og efterfølgere. Den nye tid viser sig også i, at hans guder og helte er mere – ja, tør vi sige menneskelige? De udstråler ikke kraft og magt, hans unge guder som Apollon, Hermes og Eros virker som ”drømmen de, fraværende skikkelser”, og han skaber en ny gudeverden, et nyt gudebillede, skriver Bente Kiilerich. ”Praxiteles’ gudestatuer er ikke fjerne og ophøjede. De virker nærmere og mere sanselige.” Maleren Ni kias var en ekspert i at male de færdige marmorstatuer, arbejde med lys og skygge, så skulpturerne fik liv – hvilket måske kan virke overra skende, men som vi skal se om lidt, er vi i de senere årtier begyndt at vide mere og mere om brugen af maling og farver i klassisk skulptur. Plinius fortæller, at Praxiteles fra tid til anden blev spurgt, hvilke af sine marmorskulpturer han selv satte højest. Billedhuggerens svar lød: “’Dem Nikias har lagt hånd på.’ Så højt værdsatte han Nikias’ bemaling af statuerne.” Blandt de mange statuer, som eftertiden har sat Praxiteles’ navn på, er værker som Hermes med Dionysosbarnet og Apollon Sauroktonos, fir bendræberen. Desuden en bronzestatue fundet i havet ud for Marathon i 1925, en dreng med det karakteristiske S-svaj i kroppen. Han er blevet tolket som en ung atlet, der netop har vundet en konkurrence. Som Ganymedes, gudernes mundskænk med kande og drikkeskål, eller en ung gud, der plukker frugter fra et træ. Vi ved det ikke, men smuk er han.
25
golden_days_indhold.indd 25
06-07-2021 12:13:54
26
golden_days_indhold.indd 26
06-07-2021 12:13:55
Og netop havet kan vi takke for de ganske få antikke græske bronze statuer, der har overlevet til i dag, f.eks. den unge mand fundet i år 1900 af svampedykkere i et skibsvrag ved øen Antikythera, som var den første af de skulpturer, der blev reddet op af havet og udvidede vores syn på den antikke skulptur. Der er de to store skulpturer fundet i et skibsvrag ud for Artemision i 1920’erne og 30’erne, som ligesom den fra Antikythera nu er på Nationalmuseet i Athen. Den ene er en imposant Zeus- eller Poseidonskikkelse, den anden en lille dreng på en væddeløbshest i fuld galop. Der er også statuen af en atlet fundet af italienske fiskere i havet ud for Fano nær Pesaro i 1964, som kom ud på det internationale kunst marked og blev købt af Getty-museet i Californien, mens den italien ske stat flere gange har forsøgt at få den udleveret. Og de to fantastisk velbevarede mandsfigurer fundet i 1972 ud for Riace i Calabrien, nu på Nationalmuseet i Reggio Calabria.
Rom – kopier og kejsere Efterhånden som Romerriget voksede og allerede i republikkens tid erobrede store dele af Grækenland, sørgede romerne for at hente græ ske skulpturer med sig hjem til Rom. Senere begyndte billedhuggere i Rom at kopiere eller parafrasere de berømte grækeres skulpturer – og takket være de romerske kopier kender vi altså mange af de kunstvær ker, som ellers ville være gået tabt. Vi må efterligne grækerne, sagde den tyske arkæolog og kunsthistoriker Winckelmann i 1755, og den
”Hvor kan Praxiteles dog have set mig nøgen?” Den knidiske Afrodite er en af de berømteste antikke statuer af Afrodite og et af Praxiteles’ mesterværker. Glyptothek, München.
27
golden_days_indhold.indd 27
06-07-2021 12:13:55
28
golden_days_indhold.indd 28
06-07-2021 12:13:55
tankegang var allerede romerne helt med på. Arkæologen og antik historikeren Ittai Gradel skriver i Den Store Danske: ”Det kan være van skeligt at afgøre, om en romersk skulptur er fremstillet som en nøjagtig kopi eller som en mere fri gengivelse af eller variation over et græsk originalværk. Grænsen mellem original og kopi samt mellem romersk og græsk skulptur er derfor flydende.” Men i kejsertiden blev der brug for ikke bare gudestatuer, men også kejserbuster og kejserstatuer, der kunne smykke torve og pladser i hver provinsby i det enorme rige. Fremstillet efter faste formler, ”rene ty per”, som Ittai Gradel skriver: ”Der kunne vælges mellem et beskedent antal faste udformninger som togastatuer, statuer i militæruniform el ler i heroisk nøgenhed.” På Ny Carlsberg Glyptotek i København kan man se mere end 400 portrætter af grækere og romere, især mænd, som af forskellige grunde er blevet foreviget i marmor. Buster af filosoffer, digtere, kejsere, politi kere og fremtrædende borgere, som vi kan se lige i øjnene. Kejsere som Augustus og Caligula. Generalen og politikeren Pompejus med fyldige kinder og hvirvel i håret, ”et af de bedste romerske portrætter, der over hovedet findes.” Berømtest af alle kejserstatuerne er måske den imponerende Augustusstatue fra hans enke Livias villa i Prima Porta, fundet i 1863 og nu i Vatikanmuseet. Augustus, Romerrigets første kejser, står i fuld uniform, med kraftigt brystpanser, myndigt kommanderende, med højre arm løftet som om han viser vej eller holder tale for sine tropper. Men han har nøgne fødder, hvilket kan være et tegn på, at han ikke længere er en levende kejser. Sandsynligvis er statuen derfor udført ef ter Augustus’ død og forestiller ham altså som gud, den guddommelig gjorte Augustus, Divus Augustus. I kridhvidt marmor – eller? Læber af kobber, tænder af sølv, øjne af elfenben, iris af farvet sten. Statue A fra Riace. Museo Nazionale della Magna Grecia, Reggio Calabria.
29
golden_days_indhold.indd 29
06-07-2021 12:13:55