ARKEN

2

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

ARKEN DE FØRSTE 25 ÅR Af Jane Bendix, Marie-Louise Dunker, Christian Gether, Gry Hedin, Michael Ishøi, Heidi Laura, Naja Rasmussen, Dorthe Juul Rugaard og Nanna Stjernholm Bogen er udgivet med støtte fra: Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond Hoffmann og Husmans Fond Toyota-Fonden Copyright © 2021 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-05887-8 1. udgave, 1. oplag Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Henriette Wiberg Danielsen Tekstredaktion: Anne Mette Palm Forlagsredaktion: Henrik Sebro og Martin Gylling Forsidefoto: Torben Petersen Illustrationer: Se billedtekster Repro: Narayana Press Sat med: Miller og Knockout Tryk: GPS, Bosnien-Hercegovina Forfattere til værkpræsentationer: Dea Antonsen (DA), Naja Rasmussen (NR), Dorthe Juul Rugaard (DR) og Lisa Sjølander (LS).

For enkelte illustrationer har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet.

Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen.

Every effort has been made to contact the copyright holder of each picture, and we apologize for any unintentional errors or omissions which will be paid for as if we had permission beforehand.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

113635_arken_.indd 2

05/10/2021 15.03

3

ARKEN DE FØRSTE 25 ÅR

113635_arken_.indd 3

05/10/2021 15.03

4

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

Indhold Et museum bliver til Tilblivelsen Heidi Laura

Fra vision til virkelighed 11

Kunsten Heidi Laura

109

A RKENs idégrundlag Christian Gether

43

Håndgribelige udstillinger Naja Rasmussen

147

En levende samling Dorthe Juul Rugaard

57

Forskning for de mange Gry Hedin

169

Filantropiske fortællinger 75 Dorthe Juul Rugaard og Christian Gether

113635_arken_.indd 4

05/10/2021 15.03

5

Invitation til deltagelse

113635_arken_.indd 5

Appendiks

Publikummet Heidi Laura

199

ARKENs økonomi 1996-2021 Michael Ishøi

270

Kreative laboratorier Jane Bendix

215

Fondsstøtte gennem 25 år

274

Nedslag i ARKENs historie

276

ARKENs udstillinger

280

Bestyrelsesmedlemmer 1996-2021

283

Skribenter

284

Personregister

285

Kunst uden for murene Nanna Stjernholm

225

Det imødekommende kunstmuseum Marie-Louise Dunker

241

05/10/2021 15.03

108

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

113635_arken_.indd 108

05/10/2021 15.10

109

Kunsten Heidi Laura

M

an får lyst til at kramme de pangfarvede dyr eller lægge sig tæt op ad dem, mens man går igennem Kunst­aksen på ARKEN. Det er marts 2020, den italienske kunstner Paola Pivis fjerklædte isbjørne leger og tumler på museet, og de føles milde og lokkende som bamser i fuld bjørnestør­ relse, indtil man bemærker deres skarpe kløer og tænder. Udstillingen We are the Alaskan tourists får én til at svæve et sted i uvirkeligheden, hvor arter er smeltet sammen på nye måder, og hie­ rarkiet mellem dyr og menneske er forvandlet – en slags mellemartslig drømmezone.

Stemningen er anderledes end i de fleste museer; det kulørte og legende kan næsten føles stødende for trænede museumsgængere, som forventer mere andægtige og seriøse udstil­ linger. Måske vil nogen løfte overbærende på

øjenbrynet og tænke, at det må være børne­ afdelingen, de bevæger sig igennem? Men man skal ikke undervurdere det sære, det legende og det barnlige; det er overraskende gode greb til at starte en dybere refleksion. Små børn lever i en magisk verden, hvor alt endnu er muligt – isbjørnene er pink og danser! – og at vokse op og blive socialiseret som menneske er et langt farvel til det magiske og legende: Verden bliver gradvist ordnet og forudsigelig. Det bliver pjattet at forestille sig noget andet end det, vi ved og er vant til.

Det er netop i den pjattede forestilling, som rækker ud over det kendte, at alle forandringer i verden begynder: I den store fantasi om, at noget kunne være på en helt anden måde. Børn er mestre i den øvelse, de bygger konstant nye verdener med legens kraft. Mange overser, hvor ofte kunst leger med os, fordi de meget voksent

Installationsfoto fra udstillingen Paola Pivi – We are the Alaskan tourists i 2020. Foto: David Stjernholm.

113635_arken_.indd 109

05/10/2021 15.10

110

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

forventer, at kunst er en alvorlig sag. Men legen, den vilde fantasi og den ubegrænsede forestillingsevne er en del af kunstens dna. Kunst er altid en invitation til at se noget nyt eller se på en ny måde: Noget man plejer at overse, noget man nødigt vil se, noget man aldrig før har bemærket, noget man slet ikke kan komme til at se i den virkelige verden. Når Paola Pivi viser os følsomme og legende isbjørne, skaber hun en stilfærdig, dyb undren over vores forhold til de andre arter. Måske kan den undren slet ikke omsættes til ord; måske rumler den bare i det indre eller skaber en lille utilpashed eller bliver straks til en lykkelig fantasi, man leger med på.

Det legende er en af kunstens måder at være på, og ARKEN har aldrig haft nogen utilpashed ved at lade kunsten lege med publikum. Der har været drømmende lilleputbyer – kunstnerne Randi & Katrines installation Mellem tårne – gigantiske klovne og hyperrealistiske væsner af både kendte og ukendte arter. Det er et af de tydelige tegn på, at ARKEN som museum placerer sig i nyt territorium ikke bare rent geografisk. Punkt nummer et på museets dagsorden er henvendelsen til publikum, invitationen til at komme nærmere.

Der er mange andre måder at være museum på. Det klassiske museum imponerer og på­virker publikum med sin ophøjethed og udsøgthed.

Man bliver som besøgende gjort lille over for det store og evige i kunsten. Kunstgallerier kan også være indadvendte og krævende, så de sande insidere kan få tilfredsstillelsen ved at nikke indforstået til hinanden. Kunst har en uendelighed

af former og udvikler sig hele tiden. Kunstmuseerne er med deres høje mure, gallerier, samlinger og mange funktioner langt mere statiske end kunsten, men skal alligevel hele tiden finde nye måder at vise den på. Måden, de vælger at gøre det på, bliver deres særlige fingeraftryk. Hvad vil man vise ud af den uendelige mængde af kunst i verden? Og hvordan vil man formidle kunsten?

Vil man forstå, hvad for et slags museum ARKEN er, må man først zoome ud og se det store billede. Hvordan er kunstmuseer ellers?

Og hvad er ARKENs plads i den globale kunstverden? Herefter begynder man at få øje på, hvordan museet skiller sig ud og vælger at gøre ting på sin egen måde. Man kan også zoome ind og opdage alle de små detaljer i museet – der sker så meget bag kulisserne. Præcis som teatre har museer en forscene og en bagscene; publikum bevæger sig på forscenen, som på mange måder er en smukt iscenesat illusion og en kunstig verden. Der er tænkt over alle detaljer. Enkelte døre fører til bagscenen af museet, hvor magien bliver til: Her er værkstederne, kontorerne, biblioteket, depoterne og alle de mange ansatte, som får det hele til at ske. Tusind små tandhjul griber ind i hinanden og driver den indre mekanik i museet, som former udstillinger, arrangementer og udgivelser. Bag det hele ligger valg, som alle er med til at påvirke, præcis hvad publikum oplever på museet. Og hvordan. Ud af hele den omfattende museumsmekanik skal der i sidste instans vokse et øjebliks undren, en opmærksomhed, en følelse eller en eftertanke.

Installationsfoto fra udstillingen Randi & Katrine – Mellem tårne på ARKEN i 2015. ARKEN. Foto: Torben Eskerod.

113635_arken_.indd 110

05/10/2021 15.10

Kunsten

113635_arken_.indd 111

111

05/10/2021 15.10

112

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

113635_arken_.indd 112

05/10/2021 15.10

Kunsten

113

Installationsfoto fra særudstillingen Gys! Er den levende? med Ron Muecks A Girl i 2017. Foto: Anders Sune Berg.

113635_arken_.indd 113

05/10/2021 15.11

114

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

Det store økosystem Som ARKEN ligger dér så roligt og ophøjet midt i kystlandskabet, er det let at glemme, at et virvar af usynlige linjer forbinder huset i alle retninger. Som alle museer har ARKEN sin plads i kunstens store økosystem; et gigantisk, globalt netværk af forbindelser i kunstverdenen, der strækker sig ud mellem museer, kunstnere, samlere, kunsthaller, gallerier, kunsthandlere, auktionshuse, kunstkritikere, uddannelsesinstitutioner og konservatorer, helt ned til kunstens undergrund og dens græsrødder.

Igennem det netværk flyder kunstværker, penge og viden om kunst. Det er gennem netværket, at man kender til alt det, som hele tiden sker i kunsten, og får øje på nye spændende værker og kunstnere; det er gennem netværket, at man kan låne kunst af andre institutioner og selv udlåne; det er gennem netværket, at pengene skaffes fra store fonde, som gør det muligt overhovedet at realisere udstillinger, og det er gennem netværket, at nye mennesker ansættes på museet eller forlader det igen for at finde nye job andre steder i det globale kunstnetværk. Der er tusind små alliancer og knudepunkter, som holder det hele sammen.

Alle museer har særligt stærke relationer til visse andre museer, gallerier, fonde og samlere.

Overhovedet at kunne begå sig i kunstverdenen kræver en delikat fornemmelse for de muligheder og umuligheder, som indgår i dette net.

Kunstens økosystem er gammelt, men det vokser og forandrer sig hele tiden: Siden renæssancen er kunsten blevet tilgængelig for

113635_arken_.indd 114

stadig flere som vare og samlerobjekt, og kunst udveksles og findes på stadig flere måder, mens der hele tiden kommer nye aktører og institutioner til. Det offentlige kunstmuseum blev opfundet i starten af 1800-tallet, og senere i samme århundrede blev gallerier det nye, hotte samlingspunkt, hvor man kunne opleve det nyeste inden for kunsten. Den store ekspansion i dag er i den digitale sfære, hvor man nu kan se og handle kunst helt uden nogensinde at komme i berøring med den rent fysisk, og nogle kunstværker skabes i dag som ren digital kunst.

Når man vandrer gennem ARKENs kunst­ akse og stopper op ved et værk, er man som publikum det sidste led i en lang, lang kæde, der har bragt netop dette kunstværk til dette sted. Kunstværker bevæger sig omkring i verden i komplicerede mønstre. De skabes, handles, indgår i samlinger, lånes ud til udstillinger, konserveres, forsvinder måske i perioder og dukker op igen, alt imens efterspørgslen på dem stiger og falder i pagt med tidsånden og de aktuelle længsler.

Kunstens ældste værker har levet deres omtumlede liv i århundreder, mens de nyeste værker kæmper om opmærksomheden for overhovedet at blive indlemmet i dette uendelige spil. På markedet kan kunsten både være et begærsobjekt, en statusudmelding og en investeringsmulighed. Eller med andre ord: Nogle køber et kunstværk, fordi det appellerer til dem, andre fordi deres vennekreds vil beundre det, og andre igen i håb om at tjene penge på det.

Om kunst er en lukrativ form for investering er

05/10/2021 15.11

Kunsten

en løbende debat, og i praksis er det en ganske lille gruppe af kunstnere og værker, som handles til skyhøje priser. Samtidig er der mængder af glimrende kunst, som ikke er højt prissat, og meget som simpelthen er overset eller glemt.

Hele den proces, som fremhæver noget kunst og ignorerer andet, er lige så volatil og følelsesladet som aktiemarkedet.

Den dag et værk anskaffes til en museumssamling, falder det så at sige til ro. En samling som ARKENs er et blivende hjem for kunsten; det er meget sjældent, at et museum skiller sig af med et værk. Det er derfor af helt afgørende betydning for en kunstner, når vedkommendes værker udstilles på museer eller ligefrem indlemmes i museets samlinger, for museerne fungerer inden for kunstens fødekæde som det ultimative garantistempel. Den kunst, som museerne vælger at fremhæve i deres udstillinger og samlinger, ses som den vigtigste og vægtigste kunst, nøje udvalgt fra det uendelige hav af kunst derude.

Kunsten i museernes samlinger er den kunst, som i fremtiden skal gøre det muligt at se tilbage over kunstens udvikling og blive stadigt klogere på dens rolle i samfundet. Det er i sagens natur umuligt at forudse med sikkerhed, hvad der i al evighed fremover vil være vigtig kunst, og i særlig grad når det gælder samtidskunsten, som hele tiden er ved at blive til og hastigt bevæger sig i nye og uventede retninger.

Ikke desto mindre forventes museerne at have de mest kvalificerede bud på, hvad der skal bevares for eftertiden. Og omvendt vil museets

113635_arken_.indd 115

115

voksende samling også definere museet selv og være afgørende for, hvordan det ses på kunstens store landkort.

Da ARKEN blev til i 1996, var det som museum uden en samling – en lidt usædvanlig situation, da de fleste museer tværtimod er blevet til, netop fordi der var en samling, som lagde op til, at man skabte et museum. Men samlingen er i vækst. En række store donationer fra kunstsamlere har øget dens volumen, og det er i en årrække blevet kutume, at museet køber et værk fra de udstillende samtidskunstnere, finansieret af en af de fonde, som museet har tætte relationer til. Den store donation fra kunstsamlerne Dennis og Jytte Merla Dresings Merla Art Foundation førte i 2011 adskillige Damien Hirst-værker til ARKEN og har givet samlingen et vist tyngdepunkt der sammen med en væsentlig gruppe af værker af Olafur Eliasson, Candice Breitz, Jeppe Hein, Elmgreen & Dragset, Grayson Perry og Ai Weiwei.

Derudover bliver ARKEN ligesom alle andre museer løbende tilbudt donationer af værker, hvoraf langt de fleste afslås. At tage imod et værk er at overtage ansvaret for bevaringen af dette værk fremover, og derfor ønsker man kun at eje værker, som passer præcis med samlingens linje og udbygger den på en væsentlig vis. Det er ikke et mål i sig selv at eje meget; det er et mål at eje det, som understøtter museets mission. I praksis har den i begyndelsen ret lille samling muligvis også gjort ARKEN mere bevægelig som museum, fordi det netop ikke var forpligtet til at forankre de fleste udstillinger i samlingen.

05/10/2021 15.11

116

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

Damien Hirst: Untitled (2001). ARKEN Museum for Moderne Kunst, erhvervet med støtte fra Kulturarvsstyrelsen, Ny Carlsbergfondet og Augustinus Fonden i 2004. Foto: Anders Sune Berg. © Damien Hirst and Science Ltd. All rights reserved DACS/VISDA.

113635_arken_.indd 116

05/10/2021 15.11

Kunsten

117

Annie Detlefs klipper båndet til indvielsen af ARKENs nye publikumsområder i september 2009 flankeret af Otto Johs. Detlefs (t.v.) og museumsdirektør Christian Gether (t.h.).

Ethvert museum har brug for at definere sig selv og sin plads i det store billede. Positionering er alfa og omega i det voksende mylder af moderne kunstmuseer. Ethvert kunstmuseum finder med omtanke sin position i forhold til de andre: Det viser og fremelsker måske en vis type kunst eller formidler kunsten med sine egne særlige greb.

Eftersom den kunst, ARKEN formidler på sine

113635_arken_.indd 117

udstillinger og indkøber til sin samling, placerer museet i den større kunstverden, er hvert indkøb og hver udstilling samtidig en udmelding om, hvad det er for et slags museum. Måden, man er kunstmuseum på, er museets fingeraftryk og ofte også dets eksistensberettigelse i den større museale sammenhæng. Nogle museer har som særligt formål at stimulere det lokale kunst-

05/10/2021 15.11

118

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

miljø, mens ARKEN har en særlig opgave i at stimulere kunstinteresse og kulturliv i et lokalt miljø. Endda i et område, som er underbelyst og ofte nedvurderet.

Alle kunstmuseer skal som en del af samfundets store oplysningsprojekt løbende udvikle forståelsen af kunsten uafhængigt af mode og smag, men ARKEN formulerer sin mission endnu mere præcist: ”Et besøg på ARKEN skal sætte et nyt perspektiv på den besøgendes tilværelse og gøre den enkelte klogere på sig selv og dermed på livet.” Det er en så klar konkretisering af hele dette oplysningsprojekt, at det nærmest er vovet. For meningen kunne jo også være at gøre de besøgende klogere på samfundet, verden, alvorlige problemstillinger? Den udpræget humanistiske og psykologiske vinkling af museets formål tager det individuelle perspektiv og lægger op til spørgsmålet: Hvad kan museet gøre for dig? Det er en mission, som direkte reagerer på situationen på den angiveligt kulturudpinte Vestegn.

Det er mødet mellem menneske og kunst, som fremhæves som vigtig her, og i uddybningen af missionen hedder det yderligere, at et besøg på museet skal være en intellektuel, æstetisk og følelsesmæssig udfordring – og igen er det interessant, at netop det emotionelle her direkte nævnes. Med egne ord ønsker ARKEN også at indgå i og præge den nationale og internationale udvikling til gavn for borgerne – et direkte aktivistisk statement, hvor museet uden blusel melder sig som en transformativ kulturkraft.

113635_arken_.indd 118

Det er store ord og en klar stillingtagen til hele spørgsmålet om, hvad meningen med kunstmuseer og netop dette museum egentlig er.

Med netop denne mission er det ikke overraskende, at mange af de indkøbte værker i museets samling fokuserer på et i høj grad psykologisk emne: det moderne menneskes eksistens, med undertemaer som identitet og krop. Det andet spor i ARKENs indkøb til samlingen gælder nye former, materialer og medier i kunsten, altså et metaemne, der ser på, hvordan kunsten omskaber sig selv gennem nye mulige udtryk. Hver ny teknologi er en ny mulighed for kunsten. Så snart man fik video, fik man videokunst. 3D-printere giver igen nye muligheder, eller man kan demonstrativt anvende materialer, som trækker kunsten over i naturens eller håndarbejdets rum: planter, strik, papir, gammelt tøj.

Mens der kan være nok så mange fluktuationer, moder og faibler ude i den større kunstverden, forventes museerne at være anderledes stabile.

Men samtidig er kunstmuseet en institution i rivende udvikling. Offentlighedens interesse for museer har været støt stigende i Danmark de seneste år, besøgstallene går op, og nye typer af arrangementer tiltrækker nye brugergrupper: saloner, fredagsbarer, mere uformelle møder med kunsten. Det giver både et nyt momentum og en større konkurrence mellem museerne.

Man konkurrerer i høj grad på publikumstal, som også er afgørende for støtte fra både stat og fonde. ARKENs arrangementer og særligt dens klub er med til at skabe dette mere bløde felt,

05/10/2021 15.11

Kunsten

119

Undervisningsforløb i ARKEN LAB i Ishøj By Center i forbindelse med udstillingen Elsket af Picasso – Kærlighedens magt i 2019.

113635_arken_.indd 119

05/10/2021 15.11

120

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

113635_arken_.indd 120

05/10/2021 15.11

Kunsten

hvor kunsten kan dyrkes, uden at koncentrati­ onen konstant er andægtigt rettet mod kunst­ værkerne. Kunsten bliver rammen for et større socialt rum, hvor samværet omkring kunsten er værdifuldt i sig selv, præcis ligesom museums­ butikken og cafeen i dag er helt afgørende for den gode museumsoplevelse.

Fra at være kunstens katedral, hvor kun den rene andagt havde sin plads, er kunstmuseet blevet et flerlaget oplevelsesrum med klare kommercielle elementer. Og det er i høj grad ved at vokse ud over også de rammer. ARKEN har i markant grad satset på også at udnytte strand­ engen omkring museet og indbygge kunst­ neriske oplevelser i omgivelserne og har med de seneste års pop-op-udstillinger i Ishøj og Rødovre Centrum og et nu fast etableret lokale i Ishøj By Center skubbet endnu mere bag på en museumsform, som transcenderer de byggede rammer og bevæger sig ud, hvor publikum er.

Netop fordi ARKEN har et publikum, som ikke nødvendigvis er vante til museumsbesøg, giver den udvidelse af museet særlig mening. Og den peger frem mod en oplevelseskultur, som bliver stadig mere digital, decentral og opløst i små personlige oplevelser med kunsten, som kan foregå allevegne og i utallige former.

I modsætning til resten af kunstverdenen er museet ukommercielt: Det skal ikke skabe profit på kunsten, og alle har adgang til at se den, som regel mod at købe en billet. Den kommercielle kunstverden griber ikke desto mindre ind i museernes verden: At blive udstillet eller indgå i samlingen på et museum øger en kunstners

121

salgbarhed og priser. Lige uden for museets mure er kunstmarkedet i evig bevægelse, nye kunstnere bliver stjerner med stor bevågenhed, og den kollektive smag flyder med og påvirker uundgåeligt gæsternes forventninger.

Kunst er de seneste årtier blevet en markør for succes og en del af kendiskulturen. Tv-pro­ grammer, boligmagasiner, Instagram eller rea­ lityshows sendt direkte fra kendishjem vil gøre visse kunstneres værker stadig bredere kendt og skabe en forventning om, at de også kan opleves på museerne. Film, bøger og skiftende moder skaber interesse for andre kunstnere.

Tør man som kunstmuseum spille tilbage på den populære interesse og vise det, som mange allerede er interesserede i?

Det gjorde ARKEN for eksempel med Gerda Wegener- og Bjørn Wiinblad-udstillingerne i 2015 og 2016. I tilfældet Wiinblad tog man en folkekær kunstner – der af mange regnes for glorificeret kitsch elsket af et publikum, der er ude af stand til at forstå kunst – og gav ham seriøs opmærksomhed netop i en periode, hvor interessen for hans værk var voksende igen. Med udstillingen af Gerda Wegeners værker red man på ryggen af den internationale film The Danish Girl om den kontroversielle Wegener, som havde premiere kort efter åbningen af udstillin­ gen i 2015. Begge udstillinger er gode eksempler på, hvordan ARKEN forsøger at finde en ny vej for det moderne kunstmuseum som et ”nobrow museum”: et museum, der unddrager sig den vante opdeling mellem finkultur, avantgarde og popkultur. Udtrykket nobrow blev lanceret af

Dyr i kunsten pop-op-udstilling i Rødovre Centrum i 2020. Foto: Rødovre Centrum.

113635_arken_.indd 121

05/10/2021 15.11

122

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

kulturjournalisten John Seabrook i 1999 som en ny kusine til udtrykkene highbrow – avantgarde og finkultur – og lowbrow, folkelig kultur, som dybest set handler om forholdet mellem kultur og samfundsklasser. Han skildrede sine gåture i SoHo i New York, hvor alle de forskellige niveauer af kultur flød sammen både i butikkerne og i den kværnende underholdningsindustri. Siden har Seabrook bare fået mere og mere ret: Et populært realityshow som RuPaul’s Drag Race trækker på en kompliceret blanding af high fashion, kitsch, kunstperformance, Las

Vegas og fetichisme. Parisermoden kan i ramme alvor gøre den klassiske IKEA-bærepose chik, og kunsten trækker på alle tænkelige lag af kultur. Hvorfor skulle museet så ikke tilpasse sig til denne store sammensmeltning af kulturlag, som allerede er publikums hverdag? I praksis kræver det en del mod.

Reaktionen på både Wegener og Wiinblad var gennemgående positiv fra kritikerkorpset, som let kunne have affærdiget begge dele som pinlig publikumsjagt. På den ene side markerer denne type udstillinger museet som nytænkende og

Installationsfoto fra udstillingen Gerda Wegener i 2015. Foto: Anders Sune Berg.

113635_arken_.indd 122

05/10/2021 15.11

Kunsten

123

Installationsfoto fra udstillingen Bjørn Wiinblad i 2015. Foto: Torben Eskerod.

113635_arken_.indd 123

05/10/2021 15.11

124

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

parat til at presse de vanlige grænser for, hvad der kan vises på et højtprofileret kunstmuseum.

På den anden side kan det gøre et ungt museum som ARKEN, som overraskende mange i det kulturvante segment mener, har en lavstatusplacering, mere sårbart for en vedholdende insinuation af, at museet ikke er lige så fint som andre moderne kunstmuseer.

Det er på sin vis netop, hvad man gerne vil opnå, blot i positiv forstand: En fornemmelse af, at ARKEN ikke er fin på den forbydende måde.

Museumsangst er ganske udbredt i den brede befolkning, præcis ligesom teater-, opera-, koncert- og litteraturangst. Alle disse institutioner har tidligere krævet en forudgående viden om, hvordan man gik korrekt på museum, til koncert eller i teatret. Der var uskrevne regler – man må ikke klappe mellem satserne! – en særlig måde at opføre sig på og behov for en vis viden om repertoiret og kunstnerne bag for at kunne deltage i den kultiverede snak. Det kan være mere end skræmmende, hvis man ikke føler sig klædt på til situationen, og det har ret effektivt gjort alle disse institutioner til højborge for den veluddannede middelklasse, som besidder rigeligt af såkaldt kulturel kapital: forudsætninger for at forstå kultur. Nobrow-museet er en måde at omgå hele denne sortering efter klasse og kulturel kapital og gøre museet bredt tilgængeligt. Ved at spille tilbage på en eksisterende nysgerrighed i det brede publikum kan man netop modarbejde en eventuel forventning om, at museet er et ophøjet sted for de få og indviede. Men samtidig åbner det uundgåeligt

113635_arken_.indd 124

for nye runder i den løbende debat om, hvad der er ”rigtig” kunst.

Kunst er langtfra det samme for kunstprofessionelle og publikum. Der er dybe, ubevidste forskelle på, hvad der ses som rigtig kunst på kunstmarkedet, blandt den brede masse af kunstinteresserede og i museernes forvaltning af kunsten. Faktisk er kunst i praksis tæt på at være tre forskellige ting for kunsthandlere, det almene publikum og museerne. Publikums idé om kunst er nødvendigvis styret af omtalen i

Julius von Bismarck: I Like the Flowers (Stork) (2018). ARKEN Museum for Moderne Kunst, erhvervet i 2020. Foto: David Stjernholm. © Julius von Bismarck/VISDA.

05/10/2021 15.11

Kunsten

mainstreammedier, og her fokuserer historierne i høj grad på pris og autenticitet: Et værk af en kendt kunstner sættes til salg og sælges til rekordpris! Et værk af en kendt kunstner stjæles! Et værk af en kendt kunstner viser sig at være en forfalskning! Den brede omtale af kunst handler i virkeligheden mest om penge og økonomi, og vigtig kunst er i denne logik kunst, som sælges til ekstremt høje priser – i en sådan grad at den også eftertragtes af kriminelle. Eller med andre ord: Den ypperste kunst er den salgbare kunst.

Kunstmarkedet er i høj grad også optaget af salgbar kunst, men samtidig overskrider og udvider det hele tiden puljen af salgbar kunst ved at introducere nye kunstnere. Det retter fokus mod det nye og grænseoverskridende i kunsten, mod det trendy og det avantgardistiske. Hvor billedet af kunst hos publikum er statisk, er det her voldsomt dynamisk: Man er altid på jagt efter den næste hotte ting. Ser man nærmere på kunstmarkedet, er det en forsvindende lille gruppe af kunstnere, som rent faktisk er salgbare og kan forvente høje priser for deres værker. De allermest efterspurgte værker til de allermest velbeslåede kunder stammer fra bare fyrre kunstnere fra de seneste fem århundreder. Derudover er der ganske få nulevende kunst­nere, som på verdensplan oplever en reel og vedvarende efterspørgsel. For at nå dertil, skal man som regel tilbagelægge en stenet vej fra udstillinger i små gallerier over udstillinger i mellemstore gallerier med noget større prestige til de mest

113635_arken_r1.indd 125

125

Tal R: Blokeret dør (2000). ARKEN Museum for Moderne Kunst, erhvervet i 2000. Foto: PLANET FOTO, Bent Ryberg. © Tal R/VISDA.

betydningsfulde gallerier, som ofte opererer på adskillige kontinenter.

I den allerøverste del af markedet købes kunst dels som investering, dels som statussymbol til millionpriser. Det sker ikke sjældent, at kunsten slet ikke hænges på væggene i ejernes luksuriøse boliger, men i stedet opbevares i topsikrede, klimastyrede bokse. En stor del af verdens fineste kunst er således gemt væk fra både offentligheden og ejerne. For de købere, som ønsker at vise kunsten i deres hjem eller kontorer, spiller hensynet til de andres blik på deres liv en stor rolle: Man vil gerne ses som smagfuld og raffineret og betjener sig ofte af kunstkonsulenter eller forlader sig på galleristers råd om, hvad

07-10-2021 14:14:03

126

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

der er det helt rigtige inden for kunsten lige nu.

På trods af det i princippet ubegrænsede udbud af kunst i verden, indsnævrer disse forhold det reelle marked betragteligt.

Det moderne kunstmuseum er nødt til både at forholde sig til det volatile kunstmarked og det langt mere konservative generelle publikum, som typisk ikke er særlig interesserede i noget, de ikke allerede kender bare lidt til, men møder talstærkt op til det velkendte og højt vurderede.

Men museer for moderne kunst og samtidskunst som ARKEN har tiden med sig. Interessen for moderne kunst er steget støt de seneste mange årtier, og det aflæses lettest i de voksende besøgstal. Ser man på kunstmarkedet, udgør samtidskunsten i dag fjorten procent af alle salg, hvor de kun udgjorde en enkelt procent i 1988.

I samme periode har moderne kunst fra efter 1945 fordoblet sin markedsandel til seksogtyve procent. Før da fyldte impressionismen og den tidlige moderne kunst næsten det hele, men i dag er markedsandelen faldet til enoghalvtreds procent. Det er der en naturlig forklaring på: Mængden af impressionistiske og tidlige moderne værker vokser i sagens natur ikke, og derfor er der en begrænset mængde af disse værker, som er til salg. Kunderne på kunstmarkedet har så søgt mod efterkrigstidens kunst og den helt friske samtidskunst. Vi taler selvfølgelig her om et lille og kræsent kunstpublikum, men den større bevågenhed over for den yngre kunst virker alligevel tilbage på museerne. Læg oveni, at moderne kunst som nævnt er blevet en stadig væsentligere del af den bedre middel-

113635_arken_.indd 126

klasses livsstil: Eftersom flere og flere overvejer at anskaffe sig kunst, får livsstilsmagasiner også mere fokus på emnet med reportager om privates små kunstsamlinger, og hvordan de lever sammen med kunsten. At eje kunst er blevet en del af en selvforfinelse, som markerer ens afstandtagen fra ordinær forbrugskultur.

Det er imidlertid et publikum, som sjældent bor på Vestegnen. Det kan måske lokkes til Ishøj endda, men ARKENs primære lokale publikum kommer til kunsten uden en masse forudgående ideer om, hvad man bør sætte pris på netop nu.

Alle museer danser en kompliceret dans med det brede publikum og det større kunstmarked. Museets syn på kunsten er langt mere dynamisk end publikums: Her ved man utrolig meget, som publikum endnu ikke ved. Museet ønsker at udvide publikums begreb om kunst og åbne deres øjne for andet end de dyreste og mest kendte værker. Men det kan samtidig bedst tiltrække publikum med det, der allerede er i høj kurs eller nogenlunde velkendt. I forhold til kunstmarkedet er museets blik på kunsten derimod mere statisk. Dets opgave er netop at samle opmærksomheden om det, som kan forventes af have eviggyldig karakter; den kunst, som også i fremtiden vil stå som klare bevægelser i nye retninger.

Især et ungt museum som ARKEN må sam­tidig indrette sig med, at så mange væsentlige værker allerede er opkøbt og nu indgår i diverse samlinger, både når de opbygger udstillinger og søger værker til dem, og når de selv ønsker at indkøbe kunst. Typisk har museerne

05/10/2021 15.11

Kunsten

127

Elmgreen & Dragset: Social Mobility (Staircase) (2005). ARKEN Museum for Moderne Kunst, erhvervet i 2006.

Foto: Anders Sune Berg. © Elmgreen & Dragset/VISDA.

113635_arken_.indd 127

05/10/2021 15.11

128

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

ret begrænsede budgetter til at udbygge deres samlinger og vil have svært ved at betale markedets høje priser; det betyder, at museerne med de mest gavmilde velgørere dominerer billedet. Det er helt afgørende for et kunst­ museum at have stærke relationer til fonde og mæcener, så man har råd til at købe kunst på topniveau.

Den magt, som ligger i, at museet har kunst­ faglig autoritet, giver paradoksalt nok samtidig mulighed for at rykke ved dogmer og prøve grænser af, ikke mindst hele måden kunsten præsenteres på. Modernismens stramme, hvide museumsrum er et sådant dogme, og i al sin renhed narrer det os til at tro, at det er et neutralt rum. Op imod det tomme, hvide rum fremstår alt klarere, mere opmærksomhedskrævende.

Man kan mageligt udstille en gammel kaffe­ maskine eller en smadret havekrukke – netop fordi rummet omkring tingen er så tømt for mening, vil det udstillede pludselig synes at være en bærer af mening, noget der kalder på fordybelse og fortolkning. Det afslører, at det hvide rum på ingen måde er neutralt. Det er skabt for at vise os kunstens ”kunsthed”. Og det er skabt for at fjerne al støj og også hele ople­ velsen af selv at være til stede med vores kom­ plicerede, forstyrrende kroppe.

I al sin renhed er white cube-museet en sær ophævelse af verden selv; som om vi ikke kan tillade, at hverken vi selv eller verden trænger sig ind på kunsten. Kunsten skal blot hænge dér på hvide vægge eller stå på sin piedestal, løsrevet fra livets og dagligdagens logik og

113635_arken_.indd 128

rytme. Men hvorfor skal kunsten løsrives på denne måde? Igennem århundreder skabtes kunsten tværtimod altid til at indgå i funk­ tionelle offentlige rum: religiøse, politiske, royale og sociale, og kunstens rolle var netop at markere disse rum som noget særligt.

Når ARKEN ofte bryder med det klassiske hvide museumsrum, er der flere små oprør indeholdt i det. Dels mod ophøjelsen og hellig­ gørelsen af kunsten i det rene, hvide rum, som også på mange måder reducerer de besøgende til andagtssøgende i kunstens katedral. Dels en insisteren på, at kunsten gerne må iscene­ sættes og bringes ind i genkendelige rammer.

Ved at tilføre interiøret farver og dekorative elementer kan man skabe nye stemninger – hjemlige, bymæssige, legende, dystre – og ved netop af tilføre genkendelighed og stemning, vises kunsten som noget, der naturligt er i samspil med verden. Kunsten behøver ikke et neutralt rum. Kunstens naturlige livsforhold er at blande sig i alt det, som omgiver den. Hvad enten man lever med den i sit hjem, dagligt færdes forbi den i offentlige rum eller direkte opsøger den i museet.

Med greb som dette er ARKEN også med til at stille nye fundamentale spørgsmål. Ikke bare: Hvad er et museum egentlig? Men måske snarere: Hvad kan et museum? Og hvad kan det gøre ved os?

Det usynlige museum Oppe i loftet hænger en hest. Det er Maurizio Cattelans værk, og det er allerede næsten på

05/10/2021 15.11

Kunsten

plads. Bag de store glasdøre, som leder ind til det største udstillingsområde, har hesten indtaget luftrummet ophængt i tunge reb, og man kigger lige op under bugen på det udstoppede dyr. Sommerens store udstilling Dyr i kunsten er ved at blive til. Der lugter af maling, og en boremaskines hvinen skærer kort gennem rummene. Rundtomkring står arbejdsborde på hjul sammen med rullende reoler med værktøj og materialer; der løber ledninger hen over gulvet. I loftet og gulvet er de til daglig usynlige strømudtag slået op. Det ellers så sirlige museum har vendt vrangen ud på sig selv og er en byggeplads. Når boremaskinen tier stille, er der helt roligt, selvom mange mennesker er i sving.

En palleløfter suser stille forbi, og endnu en transportkasse af træ med et kunstværk placeres i det rum, hvor værket skal hænges op. For et par dage siden var det store modtagelsesrum helt fyldt af transportkasser i alle størrelser. Et par af dem er gigantiske; ud over Cattelans hest er der også ankommet en skulptur af en elefant, som skal monteres på en jernpæl, der stikker ud af en væg. Når lastbilerne med den kostelige last ankommer, kører bilerne helt ind i modtagelsesrummet, som så lukkes af. Først derefter lastes værkerne af i de sikre omgivelser. Af og til er der kurerer med fra afsenderne, som følger kunstværket hele vejen.

Ved et af bordene pakkes grafiske værker ud, man hører den stille hvislen af tape og plasticfilm, der trækkes af. En konservator og en assistent arbejder sammen. Iført hvide handsker tjekker konservatoren med en lille,

113635_arken_.indd 129

129

skarp lampe hvert enkelt værk nøje og udfylder en rapport. Da værkerne for nogle dage siden blev sendt af sted fra museer og gallerier ude i verden, blev de ligeledes tjekket og dokumenteret, alt sammen for at have helt præcise oplysninger, hvis et værk skulle blive skadet, og der opstår en forsikringssag. Imens pakker assistenten omhyggeligt al genbrugelig emballage sammen, så værket igen kan pakkes ned til transporten tilbage. Der bliver ofte taget fotos af værket inden udpakningen, så man siden kan pakke det ned igen på præcis samme måde.

Konservatorerne kommer fra Kunstkonserveringen, en organisation drevet i fællesskab af 56 danske museer og kunsthaller. De tager rundt og står for nedpakning og udpakning af udstillinger på alle museerne og har om nogen indsigt i den kunst, som vises rundtomkring i Danmark.

Det er deres ansvar at finde alle problemer eller potentielle problemer ved et værk; næsten alle værker får et kryds i feltet ”Stabilt”; materialet er i den bedst mulige tilstand. Andre får et kryds i ”Stabilt med bemærkninger” og et par noter. ”Har du kigget på elefantens ører?” spørger den ene konservator den anden. ”Nej, jeg tager kaninen først,” lyder svaret. Står det galt til med et værk, er det ”Problematisk” eller ”Kritisk”. ”Når jeg arbejder med kunsten, ser jeg ikke kunsten selv,” forklarer den ene konservator. ”Jeg ser kun materialer. Hvis jeg vil opleve kunsten, må jeg hen på udstillingen efter åbningen.”

Ikke desto mindre er arbejdet med at hænge udstillinger op noget af det mest eftertragtede på museer. Man har kunsten i hænderne, helt

05/10/2021 15.11

130

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

tæt på, man ser det hele blive til og oplever på få dage alt det komplekse arbejde blive til en færdig udstilling. I daglig tale hedder denne afdeling af museet bare ”driften”. En af medarbejderne har igennem årene arbejdet i næsten alle de forskellige enheder i ARKEN – cafeen, butikken, skoletjenesten – men hun ville helst arbejde i driften og har derfor uddannet sig til snedker. Denne gang har hun for første gang det overordnede praktiske ansvar for ophængningen af en udstilling. Der er ni dage, til udstillingen skal være klar; onsdag i næste uge kommer pressens anmelderkorps og ser udstillingen, som to dage senere åbner for offentligheden.

Der har allerede været arbejdet i flere dage på at skabe et helt nyt lukket og lydisoleret rum til en videoinstallation; væggene er bygget op som femogfyrre centimeter tykke hulmure.

Malerne er stadig i gang nogle steder; i det store ovale rum har man for første gang forsøgt sig med at male væggene i graduerede toner, som går fra hvid til rosa og fra rosa til blå cirklen rundt. Andre vægge er skarpt absintgrønne.

ARKEN bevæger sig som så ofte langt væk fra det klassiske white cube-format. To gigantiske oliemalerier er på vej op på de graduerede vægge: et par ekstremt nuttede kattekillinger omsværmet af kulørte sommerfugle. ”Vi prøver altid at gøre noget, som vi aldrig har gjort før,” siger kurator Dorthe Juul Rugaard fiffigt.

Det er kun få dage siden, at de samme mennesker pakkede udstillingen Elsket af Picasso ned. Det kræver endnu et grundigt tjek af kunsten, som konservatorerne står for, og

113635_arken_.indd 130

endnu et sæt rapporter om hvert enkelt værks tilstand, inden alt afskibes tilbage til værkernes ejere. På flere af væggene aftegner lysende felter, præcis hvor malerierne har hængt. Lyssætningen er der stadig fra den netop afviklede udstilling, men oplyser nu kun de nøgne vægge.

Den nye lyssætning bliver udført som noget af det allersidste inden åbningen, når alle de nye værker er hængt op og monteret.

Røde laserlinjer løber over væggene og stabiliserer sig; man er ved at tage mål til de næste billeder, som snart skal hænge her. Tidligere krævede ophængninger et meget omhyggeligt arbejde med vaterpas og trisse, for at alt blev perfekt lige, i dag kan man med en lasermåler hurtigt markere de rette linjer på væggene. Men det er stadig ikke hurtigt arbejde at hænge en udstilling op. Alle de mange funktioner, som er i gang sideløbende, er tidskrævende: opmåling, opbygning, udpakning af værker, ophængning.

Til allersidst, når det hele hænger og står helt korrekt, og lyset er sat, vil værktøj, ledninger, rullereoler og strømudtag igen forsvinde ud af galleriet, og museet vil genopstå som roligt, uberørt rum, hvor kunsten venter på sit publikum.

Museet skifter ham, når publikum er væk, og det store hus forberedes til den næste udstilling. Udstillingsophængninger har den samme intime og koncentrerede stemning som store operationer, hvor læger, sygeplejersker og andre fagfolk arbejder tæt sammen. Men det hemmelige museum findes altid som det offentlige museums parallelverden.

05/10/2021 15.11

Kunsten

131

Maurizio Cattelan: Novecento (1997). Installationsfoto fra udstillingen Dyr i kunsten i 2020. Foto: David Stjernholm.

113635_arken_.indd 131

05/10/2021 15.11

132

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

Forrest Daniel Firmans Nasutamanus (2012) og bagerst David Shrigleys serie Untitled (2019).

Installationsfoto fra udstillingen Dyr i kunsten i 2020. Foto: David Stjernholm.

113635_arken_.indd 132

05/10/2021 15.11

Kunsten

113635_arken_.indd 133

133

05/10/2021 15.11

134

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

Til daglig lægger de færreste rigtig mærke til den store dobbeltdør i væggen, netop som man kommer ned ad trapperne fra indgangspartiet til den store Kunstakse – blikket drager i stedet i forvejen ned mod kunsten, som venter. Men har man det rette medarbejderkort til at åbne døren, transporteres man straks til en anden verden: Et bip med kortet og et hurtigt skridt gennem den tunge dør, og man bevæger sig fra museets rolige, ophøjede verden til det store værksted bagved.

Der er maskiner, metalspåner og trælugt og en gigantisk dør, som kan åbnes mod ankommende lastbiler. Her modtages transporter af kunst og varer til museet, og her udføres det konkrete forarbejde til udstillingerne: snedkerering af plinter og holdere, indgangspartier og mellemgange, tilpasning af montrer, alle forberedelserne til ophængningen af udstillingerne. En flok håndværkere er fast beskæftigede her: tømrere, elektrikere, AV-ansvarlige, lyssættere. Værkstedet er blot en lille del af det hemmelige museum; den del af ARKEN, som uset af publikum får museet til at fungere. Her er alt museets indre mekanik.

Forbi værkstedet fører en spindeltrappe ovenpå til museets kontorer og bibliotek. Her foregår tænkearbejdet og logistikken bag udstillingerne; den kunstfaglige indsats, planlægningen, samarbejdet med andre instanser, PR, pressekontakt. Nogle medarbejdere arrangerer transport af kunsten eller taler med forsikringsfolk, mens andre er i gang med at kontakte store foreninger for at tilbyde gruppebesøg, og andre

113635_arken_.indd 134

igen taler med pressen. De kunstfaglige medarbejdere er i gang med at udtænke og organisere fremtidige udstillinger, samtidig med at den nye udstilling bliver hængt op. Det store overblik finder man hos museets direktør, den kunstfaglige chef og økonomichefen, som overvåger alle de forskellige aktiviteter. Et museum er også en virksomhed med nøje budgetter for alting og samtidig uundgåeligt dybt involveret i både lokal og national politik. Der ændres løbende på de gældende regler for museumsdrift og kulturstøtte, og næsten alle museer i Danmark er helt afhængige af politisk støtte til driften. Et medlem af museets bestyrelse repræsenterer altid lokalpolitikken, aktuelt Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp, som er formand. Bestyrelsen står igen over direktøren og overvåger fra sit niveau museets samlede præstation og placering i kulturlivet.

Dybere nede i museet gemmer lagre og køk­ kener sig bag stille, dybe gange. Dagligt deltager 135 ansatte i alle opgaverne, og i museets indre menneskelige mekanik griber hundredevis af små tandhjul ind i hinanden, både i den løbende drift og i de lange forløb for hver enkelt udstilling. Moderne museer er også butikker, spisesteder og kulturhuse med arrangementer.

Man ved fra undersøgelser af museumspublikums adfærd, at gæsterne tilbringer omtrent lige meget tid i udstillingen, i butikken, i cafeen og i museets omgivelser, hvis der er park eller natur omkring museet. Derfor arbejder man helt målrettet på at gøre disse elementer af museet til en værdig del af besøget: Caféen skal

05/10/2021 15.12

Kunsten

være en æstetisk oplevelse, butikken skal sælge ting, som viderefører og uddyber oplevelsen af udstillingen, og omkring ARKEN har man helt bevidst inddraget mere og mere af strandengen som udstillingsområde.

Det er sjovt at tænke tilbage på, at den oprindelige hensigt bag ARKEN faktisk var et kulturhus, som rummede langt mere end billedkunst, selvom kunsten skulle være det centrale. I planerne for museet fra 1990’erne lagde man op til masser af koncerter, filmvisninger og scenekunst. ARKENs allerførste år bød især på et overraskende stort musikalsk program, men man har gradvist nedtonet de andre kunstarter, og hverken biograf eller koncertsal spiller i dag en stor rolle. Arrangementerne knytter sig altid til de igangværende udstillinger, som dermed bliver omdrejningspunktet i huset.

Hver eneste udstilling har været meget længe undervejs. Ofte kan det være næsten umuligt at sætte fingeren præcis på, hvornår ideen til en udstilling opstår. Der er mange ideer, som simrer og bobler i årevis, indtil man pludselig får den helt rette kontakt, måske til en samler eller et museum eller den helt rigtige sponsor.

Der er tusind overvejelser frem til beslutningen om, at denne udstilling rent faktisk skal blive til. Først alle de logistiske: Kan man overhovedet skaffe værkerne? Det kan kræve vidtgående aftaler med de museer, som ejer de fleste værker af den pågældende kunstner, eller en møjsommelig fremskafning værk for værk, hvis meget er i privat eje, for så vidt som ejerne overhove-

113635_arken_.indd 135

135

det vil låne det ud. For slet ikke at tale om, at værkerne skal være tilgængelige og ikke udlånt til andre udstillinger eller sendt til konservering på det pågældende tidspunkt, som regel nogle år fremme i tiden. Og en ret så afgørende og helt lavpraktisk sag: Findes der allerede transportkasser til værkerne, eller skal de også produceres – og hvordan med forsikringen? Har man overhovedet råd? Er nogle værker måske for store til at kunne rummes i museets udstillingsrum, eller bare alt for kostbare at få transporteret?

Vigtige beslutningsprocesser udfolder sig løbende. Præcis hvordan skal udstillingen præsentere sig i rummene, hvad skal have særligt fokus, hvad skal titlen være, hvem vil det alt sammen appellere til, og er det de rigtige? Her har mange faggrupper noget at sige; for skoletjenesten kan der være meget mere interessante muligheder i en udstilling om dyr i kunsten end i van Gogh, mens PR-afdelingen måske vil være meget mere optimistisk for muligheden for at skabe interesse om store, velkendte kunstnere eller kunst, som vil gøre sig godt på de sociale medier. Kuratorernes beslutninger bliver formet af disse diskussioner. ”Jeg kan let fortabe mig i en vis kunst, men det skal være bredt appellerende,” forklarer Dorthe Juul Rugaard, mens udstillingen Dyr i kunsten er ved at blive til. ”Jeg ved, at der skal være fluf, pels og poter! Min opgave er at finde det, som samtidig har dybde og er kraftfuldt. Det gælder om at sætte fokus på det, som fungerer bedst for publikum, og det bliver så kæledyr, fabler om dyr og antropomorfisme.”

05/10/2021 15.12

136

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

Dertil kommer spørgsmål om udstillingens tiltrækningskraft og værdi for museet. En udstilling med Arild Rosenkrantz’ værker er på den ene side en fjer i hatten, fordi man fremdrager en helt overset kunstner og kan være heldig at give publikum den enestående oplevelse at bevidne noget nyt og vigtigt. Der er ofte stor appetit på det glemte og nyopdagede blandt det mere kunstvante publikum, som allerede kan deres klassikere. På den anden side kan en hidtil ukendt kunstner være svær at gøre til et sikkert trækplaster hos det bredere publikum. Man kan med andre ord meget vel få anmeldere og det dedikerede publikum med sig, men risikere et begrænset fremmøde fra det publikum, som møder talstærkt op til en klassiker som Picasso.

Det gælder i endnu højere grad gruppebesøg fra for eksempel kunstforeninger, som let kan favorisere konkurrerende udstillinger på andre museer med højere genkendelighed. Og så er der skoletjenesten med dens gennemstrømning af tusindvis af skoleelever: Kan den finde interessante temaer og kreative muligheder i udstillingen?

Meget skydes ned undervejs, andre udstillinger simrer i årevis som idé, indtil der måske viser sig en særlig mulighed for et samarbejde, som giver adgang til nye værker. Når alle tegn i sol og måne er gode, skal udstillingerne så indpasses i museets udstillingsrytme: Der skal være det rette miks hen over sæsonerne af udstillinger med sikker publikumstække, mindre udstillinger, som profilerer museet som nytænkende museum for samtidskunst, udstil-

113635_arken_r1.indd 136

linger med sikker appel til familier og skoleaktiviteter, og så de skæve og udforskende udstillinger, som trækker kunstnere eller temaer ud af glemslen eller giver et helt nyt blik på noget ellers velkendt.

Når man har lagt sig fast på en udstilling, er der typisk flere år, til den skal åbne. Allerede et par år inden udstillingen er man i gang med at søge midler til den og har skabt et koncept for den. Man afsøger museumsverdenen for mulige værker, og mens det bliver afklaret, hvad der kan skaffes, tilpasser man udstillingen løbende. En lille model over museets gallerier begynder at blive fyldt med miniatureudgaver af de forskellige værker, så man kan forestille sig udstillingens forløb: Hvordan skal gæsterne gå gennem udstillingen, hvad ser de først, hvordan er opdelingen, hvordan skaber man nye overraskende vuer, mens publikum bevæger sig fremad?

Udstillingsdesignerne er allerede på opgaven.

Et halvt år før udstillingen er meget på plads, men langtfra alt. ”Der er fugle i hånden og fugle på taget – ønsker til kunst, vi håber at kunne få med, og så den kunst, som allerede er hjemme,” forklarer Dorthe Juul Rugaard. Man er nødt til at regne med løbende forandringer.

Længe før udstillingen er klar til at åbne, er kataloget redigeret færdigt og sendes til tryk; typisk skriver udstillingens kurator og andre involverede et bidrag, men man inviterer også udefrakommende eksperter til at bidrage med deres særlige blik på kunsten. Ofte må man sno sig for at skaffe illustrationer af kunsten, som først om adskillige måneder vil ankomme

07-10-2021 14:15:07

Kunsten

til museet. PR-afdelingen har allerede flere måneder inden åbningen af udstillingen lagt sig fast på en stribe arrangementer og har inviteret foredragsholdere og arrangeret udflugter og rejser. En udstilling med Abdoulaye Konatés store tekstilværker suppleres med muligheden for besøg i to danske tekstilkunstneres værksteder. Patricia Piccininis udstilling af virkelighedstro figurer af væsner af hidtil ukendte arter udvides med et besøg og foredrag i anatomisalen på Medicinsk Museion, og Alphonse Mucha-udstillingen udbygges med en rejse til kunstnerens hjemland, Tjekkiet. Det hele annonceres på forhånd i Klub ARKENs magasin, og især kunstrejserne bliver hurtigt udsolgt.

Teksterne til udstillingen er også ved at blive til og overvejes nøje; der er en lang tradition i huset for, at udstillingsteksterne skal være levende og invitere til eftertanke, ikke blot tekniske oplysninger om, hvilke materialer værket er lavet af, eller hvem der er kunstværkets retmæssige ejere. Når man så klart som ARKEN insisterer på kunstens eksistentielle betydning for hvert enkelt menneske, er det her i den helt konkrete formidling af udstillingen, at museet skal leve op til sin egen vision og fange publikums nysgerrighed og sætte tanker i gang. Der arbejdes typisk med tekster helt frem til åbningen.

Alt dette foregår, mens helt andre udstillinger er centrum i museets daglige arbejde på forscenen og løbende formidles via omvisninger, arrangementer og skoletjeneste. Museets

113635_arken_.indd 137

137

kalender er fyldt op flere år frem i tiden. De fremtidige udstillinger optræder som felter i forskellige farver på omhyggelige skemaer for fremtiden, hvor man kan se, hvordan de enkelte udstillinger overlapper hinanden i de forskellige dele af museet.

Bagerst i museet ligger et par kontorer i et roligt hjørne, fjernt fra den summende bagscene, og hver gang en ny udstilling åbner, flytter det aktuelle hold bag den netop lancerede udstilling ud af kontoret, mens kurator, assistent og udstillingsdesigner for den næste større udstilling flytter ind, så de kan få arbejdsro.

Det er kontroltårn, afskærmning og fordybelsesrum i ét. Museet er mangelaget: Man viser og formidler udstillinger, mens man producerer andre udstillinger og er på jagt efter de udstillinger, som engang skal følge efter. Det hele på én gang.

Kunsten at skabe et museum Hvor kommer udstillinger fra? Når først de åbner, hænger de dér så afklarede og rolige, som om det var selvindlysende, at der skulle opstå en udstilling om lige præcis kvinderne i Picassos liv eller hyperrealisme. I praksis er udstillinger baseret på intuition og en fornemmelse af, hvad der rører sig i verden, præcis som moden eller aktiemarkedet er det, koblet med en vedvarende pleje af gode relationer til andre institutioner eller til kunstnerne selv, som gør det muligt at få adgang til de mest interessante kunstværker derude. Ideer til udstillinger kommer alle steder fra: indtryk fra de store

05/10/2021 15.12

138

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

kunstbegivenheder verden over, muligheder i museets egen voksende samling, adgang til særlige samlinger. Alle museets kunstfaglige medarbejdere har brug for hele tiden at følge med udviklingerne i kunstverdenen, men det er i særlig grad direktørens opgave altid at være på udkig efter nye interessante muligheder; de viser sig ikke, hvis man blot sidder roligt på kontoret og venter. Netværk er altafgørende.

Der er som sagt enorm efterspørgsel på mange moderne kunstværker, og langt de fleste henvendelser om lån af værkerne afvises af de store museer og samlinger. Tillid og gode udstillingskoncepter er den afgørende faktor, som giver adgang til at lave udstillinger af ekstremt prestigiøse kunstnere som Picasso eller van Gogh.

Og tilliden opbygges over lang tid.

Da Christian Gether tiltrådte som direktør for ARKEN i slutningen af 1996, var han ikke i tvivl om, at han havde brug for at skaffe blockbuster-udstillinger med sikker publikums­ tække for at kunne sætte ARKEN på landkortet. Med i bagagen havde han ikke mindst en efteruddannelse fra Getty Foundation ved University of Berkeley, Californien, hvor han i 1980’erne havde mødt nye dynamiske ideer om kunstens og museets potentiale som kilde til oplysning og refleksion i den brede befolkning, ideer som langtfra var slået igennem i Danmark endnu. Det var oprindeligt Alfred Barr, der som legendarisk direktør for MoMA i New York indførte et skel mellem de ”hotte” udstillinger, som tiltrak et stort publikum, og de ”køligere” udstillinger, som kunne rumme

113635_arken_r1.indd 138

store kvaliteter, men ikke havde den samme umiddelbare appel. Det gjaldt om at bruge de sikre trækplastre til at lokke publikum ind i museet, så man dér havde muligheden for også at vise dem noget mere – noget, de ikke selv havde planlagt at se, men som kunne vise sig at være meget mere interessant end ventet.

Hvordan skaffer man et helt nyåbnet museum de sikre publikumssucceser? Og særligt efter ARKENs brogede begyndelse, hvor Castberg-­ sagen overskyggede alt, og man samtidig havde lagt ud med et vældig avantgardistisk arrangementsprogram og en meget rap serie af udstillinger med primært dansk kunst? Både som direktør for Sorø Kunstmuseum og som direktør for Center for Dansk Billedkunst, som netop plejede relationerne mellem dansk og international kunst, havde Christian Gether allerede været vidt omkring. En gang var han rejst fra kunstbiennalen i São Paulo tværs over Stillehavet til Sydney i Australien, hvor han ved et aftenselskab faldt i en interessant snak med en tysk fagfælle; ikke længe efter havde han til en kunstmesse i Houston, Texas, gjort endnu et nyt bekendtskab med en anden tysk kunsthistoriker. Da Gether tiltrådte på ARKEN i 1997, var disse to bekendte i mellemtiden blevet udnævnt til henholdsvis direktør og souschef for Sprengel Museum i Hannover. Han lagde en føler ud: Kunne man forestille sig et samarbejde? Og heraf voksede en af ARKENs tidlige udstillinger med internationalt format om Dada – Et kunstoprør med værker af blandt andre Jean Arp, Max Ernst, Wassily Kandinsky og Paul Klee.

07-10-2021 14:15:24

Kunsten

139

Abdoulaye Konaté: Le papillon noir et rouge (2016). ARKEN Museum for Moderne Kunst.

Erhvervet med støtte fra Ny Carlsbergfondet i 2016. Foto: Todd-White Art Photography. © Abdoulaye Konaté/VISDA.

113635_arken_.indd 139

05/10/2021 15.12

140

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

Intet moderne kunstmuseum uden netværk og intet moderne museum uden blockbuster-­ udstillinger af allerede velkendt og prestigiøs kunst, som med garanti appellerer til det brede kunstpublikum. Allerhelst vil ethvert museum have publikum til at komme og se kunst, de end ikke havde forestillet sig kunne findes, noget som virkelig åbner deres øjne og sind og rykker ved deres forestillinger. Men det er tåbeligt at gå op imod popularitetens naturlove: Få springer på hovedet ud i det ukendte, alle elsker det, som alle andre også elsker.

ARKEN lagde sig under Gethers ledelse fast på en udstillingsrytme med sikre trækplastre og sideudstillinger, som graver dybere i samtidskunsten eller genopdager glemte kunstnere og tilbyder overraskende og uventede oplevelser med kunsten. I 2000 viste man Edvard Munchs hede univers med Günther Förgs cerebrale abstraktion som sidekick: Kom for at se Munch og få måske en uventet oplevelse med Förg. Eller kom for at se Pablo Picasso og mød også irske Ciarán Lennons rolige minimalisme.

Recepten er kommet til at fungere bedre og bedre, efterhånden som museet har udvidet og fået flere gallerier. Efter de store ombygninger i 2008 og 2010 er der nu altid parallelle varme og kolde udstillinger: Miró med Katharina Grosse og Oluf Høst på sidelinjen i 2010, Frida Kahlo koblet med en udstilling af værker fra samlingen i 2013, J.F. Willumsen og økoudstillingen Kære planet med Amalie Smith og Astrid Myntekær i 2018.

113635_arken_r1.indd 140

I stadig højere grad er Kunstaksen gennem årene blevet rummet, hvor der venter en uforudsigelig, legende oplevelse, som supplerer de mere regelrette udstillinger: Olafur Eliassons tågetunnel, Qiu Anxiongs Utopia-tog, Ugo Rondinones melankolske klovne i udstillingen Ensomhedens sprog. Det er ofte med disse store installationer, at museet for alvor får mulighed for at give publikum de sansemættede oplevelser, det allerhelst vil, og det er samtidig med denne type installationer og eksperimenterende udstillinger, at ARKEN selv kan vokse med opgaven og afprøve nye formidlingsformer. Per moderne naturlov får de mindre udstillinger af samtidskunst også mindre bevågenhed i presse og offentlighed, og de kan være i fare for at blive set som noget elitært, svært tilgængeligt, nørdet, tillukket – de hænger simpelthen forud for tiden og den brede smag. Men kan man få publikum til at bruge lidt tid med udstillingerne, kan de tilbagevendende gæster gradvis opbygge deres fornemmelse for samtidskunsten og for hvert besøg opleve nye facetter af den.

Hvor de små ”kolde” udstillinger er en løb­ende indføring i det nye og grænsebrydende, rummer de store sikre publikumspleasere deres egne udfordringer, for hver af dem kræver, at man anlægger en ny vinkel, kaster et friskt blik og finder et overraskende nyt vrid på et af de store navne fra kunstens kongerække for at få noget væsentligt og aktuelt frem. Man kan ikke bare vise Picasso – udstillingen skal tale ind i tidens varmeste emner, og netop derfor drejede man i udstillingen Elsket af Picasso synsvinklen 180

07-10-2021 14:15:51

Kunsten

grader og undersøgte i stedet de kvinder, som ofte stod model for kunstneren og allerede var så velkendte for alle som tavse skikkelser uden egen historie. At give kvinderne deres egne stemmer spillede direkte tilbage på #MeToo-bevægelsen, som netop samtidig ophævede tavsheden omkring overgreb mod kvinder og udstillede en fastlåst machismo i samfundet, herunder også kunstverdenen. Picasso kunne ikke længere blot få lov at være den fejrede kunstner, hvorom alting drejer sig.

De første store spørgsmål i museet er måske nok: Hvad skal man vise og hvorfor? Men umiddelbart efter følger spørgsmålet: Hvordan? Den overvejelse er med, fra man overhovedet forestiller sig en udstilling, men når først aftalerne er på plads, og ideen bliver til konkrete planer, begynder den virkelige indsats. En udstilling er så meget mere end blot at hænge kunst op og åbne dørene for publikum. Enhver udstilling på ARKEN er nøje iscenesat med publikum for øje.

Selvom de umiddelbart er usynlige, er museets kuratorer og kunstformidlere helt afgørende for, hvordan mødet med kunsten sker, hvad der udvælges som væsentligt og interessant, og hvilke greb man benytter sig af for på længere sigt at skabe stadig større tilnærmelse mellem publikum og kunsten – netop fordi hele museets udgangspunkt er, at publikum skal dannes mere og mere og udvikle et stadig dybere og mere reflekterende forhold til værkerne.

Kunst er intet uden et publikum. Man kan faktisk argumentere for, at hvis ingen kan se

113635_arken_.indd 141

141

og opleve den, er kunst slet ikke kunst. Magien sker først, når et modtagende væsen går i clinch med værket; indtil da er det blot en genstand.

Det er kuratorernes opgave at få dette mystiske møde til at ske og at få publikum til at engagere sig i kunsten.

At få gang i udvekslingen mellem værk og beskuer kræver, at nogen har sat rammerne for situationen. Den evigtunge vittighed om publikum, som med dyb alvor beskuer brandudstyret i museet, som var det stor kunst, spiller på, hvad der sker, når udstillingens rammer fejltolkes; modtageren læser brandudstyret inden for den særlige ramme, som er sat for kunsten. Den større vittighed gælder, at det kan være svært overhovedet at gennemskue, hvad der er kunst eller ej og hvorfor, og den afspejler en stor del af publikums usikkerhed stillet over for moderne kunst. Man kan rent faktisk placere en hvilken som helst genstand på en piedestal i et museum eller galleri og forvente, at denne ting nu læses som kunst. Sådan har det været, siden en urinalkumme i 1917 blev udstillet som kunstværk på The Society of Independent Artists’ udstilling i New York under titlen Fontæne – ikke overraskende omgivet af enorm kontrovers. Udstilleren var kunstneren Marcel Duchamp, der allerede flere gange havde udstillet værker, som han kaldte readymades: allerede eksisterende ting udnævnt til kunst. Udstillingens regler gav ham ret til at udstille præcis, hvad han ville, så længe han betalte gebyret, men ikke desto mindre forhindrede man snart, at værket blev vist. Det blev siden berømt via fotografier og er

05/10/2021 15.12

142

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

helt til i dag ikke ophørt med at skabe debat og kontroverser, ikke mindst da man de seneste år har overvejet, om den faktiske skaber af værket måske snarere var den heftigt eksperimenterende kunstner Elsa von Freytag-Loringhoven. Urinalet ville ligge i direkte forlængelse af hendes fascination af at forvandle hverdagsting til dekoration og sig selv til et kunstværk: Hun bar gafler som øreringe, dåser hæftet sammen med snor som bh og gardinringe som armbånd.

Levende collager, kaldte hun sine værker.

Hendes tætte forbindelse til Duchamp gør det muligt, at hun rent faktisk stod for værket, men at man helt tidstypisk tilskrev det Duchamp, fordi man ikke kunne tro, at en kvinde stod bag.

Der er noget meget passende ved den yderligere skandale oven i skandalen, men uanset hvem der stod bag, markerede udstillingen af urinalet et afgørende brud: Med det opstod en ny form for kunst, hvor det ikke længere var den raffinerede forarbejdning og livagtighed, som var afgørende, men derimod ideen, budskabet, konceptet i kunsten.

Hundrede år senere vækker værket stadig furore og udfordrer stadig manges dybe fornemmelse af, hvad kunst er. Man kan nærmest kalde det den afgørende initiering til moderne kunst: øjeblikket hvor man accepterer, at urinalet – og faktisk enhver tænkelig genstand – kan være kunst, netop fordi den bliver iscenesat som kunst og får en ny og yderligere betydning. Og igen sker det kun, fordi der er et publikum, som oplever og fortolker værket. Det er kuratorernes opgave dels at

113635_arken_.indd 142

vinde publikums fundamentale tillid til, at de her præsenteres for væsentlig kunst, uanset hvor bizarre værkerne måtte forekomme, dels at præsentere kunsten, så publikum bliver engagerede. Engagement betyder ikke nødvendigvis behag, ofte tværtimod. Enhver reaktion på kunsten er ægte: provokation og ubehag er lige så væsentlige og dybe følelser over for kunsten som forbløffelse og opløftelse. Undren og usikkerhed er lige så værdifuldt som ahaoplevelser og erkendelse.

ARKENs målsætning for sig selv går i virkeligheden ud over den forpligtelse, som ligger i, at museet er til for publikums skyld, og kunst er helt afhængig af publikum. Målet er ikke bare det væsentlige museum, det er et museum, hvor publikum kan opleve sig selv som deltagere og medskabende. Det lyder herligt – og det er svært.

Kunstmuseets lange forhistorie som eksklusivt udstillingssted for kunsten har sat sine spor, og de fleste forventer i dag måske som noget helt naturligt, at museet er ophøjet, ukrænkeligt og distanceret. Publikum går ud fra, at de er der på museets præmisser. Det er ikke så mærkeligt: Autoriteten og den rumlige prægnans har museet netop arvet fra katedralen, det ultimative rum for kontemplation og underkastelse under det, som er større end os.

Det ophøjede museum rummer helt afgjort også værdier. For mange er kunstmuseet et sjældent roligt rum midt i det myldrende og larmende moderne liv, et sted hvor man kan synke ind i sig selv og bare sanse eller tænke

05/10/2021 15.12

Kunsten

frit. Der er ikke mange kontemplative rum tilbage i den stadigt mere sekulære verden, og der ville afgjort være mange, som begræd det, hvis museer blev direkte overrendte. Netop stilheden, pladsen, følelsen af at have stedet næsten for sig selv kan være uvurderlig for mange. Men det ophøjede museum har sin pris. Det er nødvendigvis utilnærmeligt for de fleste: Ens fodtrin runger i de rene sale, man fornemmer, at noget forventes af én her. Man anerkender andægtigt museets autoritet og føler straks, at man bør opføre sig på en særlig måde. Man accepterer at være let desorienteret i en uendelighed af højloftede, hvide sale eller i dekonstruktionistiske, uforudsigelige rum. Eller man føler sig angst for at gøre noget forkert eller så fremmedgjort, at man slet ikke har lyst til at komme på museer. Derfor er museet også et sted, som de færreste føler sig berettigede til at undre sig over eller sætte spørgsmålstegn ved: ”Hvorfor er det på den måde? Hvad går det ud på? Kunne det være anderledes?”

Kunstmuseet er på ingen måder en givet form. Der er faktisk ingen grænser for, hvad et museum kan afprøve af nye former og metoder for at blive endnu mere åbent, indbydende og tilgængeligt. Hvor nogle museer lever højt på at være highbrow og statusgivende, søger ARKEN en plads på kunstens landkort som nobrow og tilgængelig og tilstedeværende i lokalmiljøet.

Den udstilling, som måske mest effektivt har levet op til idealet, var Palle Nielsens store installation Modellen.

113635_arken_.indd 143

143

Igennem det meste af 2014 var en stor del af ARKEN omdannet til en gigantisk legeinstallation, hvor alle børn frit kunne udfolde sig hjulpet på vej af legeværter. Værket var en nyopførelse af det værk, Palle Nielsen i 1968 havde skabt til Moderna Museet i Stockholm, og som dengang havde vakt stor opmærksomhed. Værkets undertitel er ”En model for et kvalitativt samfund”, og den peger på, at Modellen er et billede på samspillet mellem alle de deltagende i et fælles system. Børnene skaber deres egen verden inde i værket. Voksne kan deltage, men bliver lige så ofte til beskuerne af dette nye, legende univers, hvis mange aktiviteter også blev optaget af videokameraer i den oprindelige svenske version. Man kan kalde værket en trojansk hest, som bragte børnene indenfor som fuldgyldige deltagere i en dengang meget mere stiv og alvorlig museumsverden.

ARKENs reprise af værket føltes dog stadig vovet i museal sammenhæng: Ikke bare blev der hoppet og tumlet i museet, børnene malede og dekorerede og malede ovenpå og kradsede i og forandrede løbende værket. De var ikke helt selvrådende, legeværterne var netop til stede for at forhindre anarki og sikre et godt ”legeflow”, men dette nær selvstyrende univers blev i sidste ende ofte slet ikke oplevet som kunst eller som deltagelse i et kunstværk. Modellen ophæver så at sige sig selv som værk, og kunstneren bliver usynlig.

Værket er også helt i pagt med begrebet om det inddragende museum, som går tilbage til de eksperimenterende 1960’ere. Dengang tog

05/10/2021 15.12

144

ARKEN. DE FØRSTE 25 ÅR

flere museer en ”teatralsk vending” mod en mere levende formidlingsform, hvor publikum bliver nødvendige medspillere. I det åbne og samskabende museum er publikum deltagere, ikke passive modtagere af et mere eller mindre dunkelt kunstnerisk evangelium. Modellen er vidtgående på det punkt, men det er ofte små ting, som skaber inddragelse: at henvende sig mere direkte til publikum i selve formidlingen af kunsten og at give dem mulighed for selv at ytre sig, måske i form af anbefalinger til andre besøgende. En usvigeligt appellerende aktivitet er at tage billeder og derved bringe sig selv i nærmere kontakt med kunsten, og et utal af selviscenesættende selfier fra museer – og helst fra de mest spektakulære installationer og værker – er ret beset et ganske fint udtryk for, at publikum ønsker at have et forhold til kunsten.

Det simple selfie kan med små greb tweakes til at være en leg med udtryksformer og dermed tæt på kunstens eget sprog.

Der er en slags indlysende lovmæssighed i, at jo mere kunsten går i direkte clinch med publikum og lader dem være aktive medspillere, jo mere distanceres kunstneren og kunstnerens egen historie og rolle som helt eller kendis. Et værk som Modellen glider i retning af at være design lige så meget som kunst: et udtænkt koncept realiseret som praktisk form, som derefter kan anvendes af mange og leve sit eget liv.

Og netop den slags flydende grænser bliver stadig mere karakteristiske for samtidskunsten.

Kunst bliver i en vis forstand stadig sværere at genkende som egentlige værker; værket kan lige så godt være en iscenesat stemning, en særlig oplevelse, en social intervention eller en hel måde at leve på, præcis som Modellen er det.

Siden slutningen af 1990’erne har grupper af kunstnere indrettet sig rundtomkring i ledige lokaler, ofte i de kvarterer, hvor der er det mindste udbud af kultur, og har udstillet og inviteret til arrangementer: kunst midt i livet og midt i dagligdagen. I de seneste år går tendensen mod stadig større tværfaglighed i disse grupper, som også kan omfatte designere, arkitekter, forfattere, byplanlæggere og forskere, og således bliver de små kreative energicentre samtidig til minicentre for kvarterudvikling og social aktivering.

Det er samme glidning, som i stadig højere grad fører kunsten ud af museets trygge haller og ud i omgivelserne, gerne dér hvor publikum allerede er, måske i et kommercielt indkøbscenter. Når ARKEN breder sig ud i landskabet med skulpturparken, driver pop-op’er i Ishøj

By Center og Rødovre Centrum og anlægger en skulptursti hele vejen ned til Ishøj Station, er det ikke bare med til yderligere at bryde med museets hellighed og urørlighed, men også at realisere ideen om en ægte demokratisk kunst, som er dér, hvor mennesker er.

Installationsfoto fra Palle Nielsen – Modellen. Værket blev vist første gang på Moderna Museet i 1968 og genopført på ARKEN i 2014. Erhvervet til ARKENs samling i 2014. Foto: Sofie Amalie Klougart.

113635_arken_.indd 144

05/10/2021 15.12

Kunsten

113635_arken_.indd 145

145

05/10/2021 15.12