Af samme forfatter på dansk Den forsvundne by
Arvtageren_TRYK.indd 2
06.01.2022 10.59
Arvtageren_TRYK.indd 3
06.01.2022 10.59
Arvtageren er oversat fra svensk af Nikolaj Steen Møller efter Arvtagaren Copyright © 2020 Camilla Sten Dansk udgave: Copyright © 2022 Gads Forlag First published by Norstedts, Sweden Published by arrangement with Nordin Agency AB, Sweden 1. udgave, 1. oplag Omslag: Rasmus Funder Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook ISBN: 978-87-12-06729-0 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
Arvtageren_TRYK.indd 4
06.01.2022 10.59
Til Rasmus Kat. Du var et lille lys. Jeg er så glad for, at du var hos mig, selv om vi fik alt for kort tid sammen. Jeg savner dig hver dag.
Arvtageren_TRYK.indd 5
06.01.2022 10.59
Arvtageren_TRYK.indd 6
06.01.2022 10.59
SØNDAG 15. SEPTEMBER
Arvtageren_TRYK.indd 7
06.01.2022 10.59
Arvtageren_TRYK.indd 8
06.01.2022 10.59
FEM TIMER SENERE
Arvtageren_TRYK.indd 9
06.01.2022 10.59
Arvtageren_TRYK.indd 10
06.01.2022 10.59
Eleanor Lyset i det lille rum er køligt; et hvidt skær fra en miljøvenlig lampe. Det skal sikkert føles betryggende normalt, nøjagtig som de anonyme stole og det glatte, lyse træbord foran mig. Når jeg ser på mine hænder, bilder jeg mig stadig ind, at jeg kan se blodet, selv om jeg har skrubbet dem røde og hudløse i det nøgne, hvide badeværelse. Døren går op, og det giver et sæt i mig. Manden, der kommer ind i rummet, er iført politiuniform, har kort, lyst hår og holder en lille diktafon i hånden. Politimanden lægger diktafonen mellem os på bordpladen. Den er lille, grå og effektiv, men den lyder tung, da den rammer træet. “Er det okay, hvis jeg optager vores samtale, Victoria?” spørger han mig. Han kalder mig Victoria, som om vi kender hinanden. Verden snurrer rundt. Jeg er så træt og så kold. Jeg lukker øjnene for at få det hele til at standse. “Victoria?” gentager han med den dér forbandede, påtaget milde stemme. “Eleanor,” siger jeg. Min tunge er tør og ru, da jeg åbner øjnene. “Jeg hedder Victoria Eleanor, men ingen kalder mig Victoria,” fortsætter jeg og kigger på ham. “Kun Vivianne.”
11
Arvtageren_TRYK.indd 11
06.01.2022 10.59
“Okay,” siger han. “Er det i orden, at jeg optager vores samtale, Eleanor?” Jeg nikker. “Kan du fortælle om, hvad der skete, da du tog hjem til din mormor?” spørger politimanden. “Vil du være sød ikke at kalde hende mormor? Det bryder hun sig ikke om. Hun hedder – hed – Vivianne.” “Okay,” svarer politimanden føjeligt. “Kan du fortælle, hvad der skete, da du tog hjem til Vivianne?” Han har klare, blå øjne; så regelmæssige i farven, at de ser kunstige ud. De er nemme at huske. En god markør. Kender han det? griber jeg mig selv i at tænke. Har nogen nævnt ordet prosopagnosi for ham endnu? Forklaret ham, hvad det betyder? Jeg er blevet god til at forklare folk det. Det bliver man, når man er nødt til at gøre det igen og igen. Prosopagnosi. Ansigtsblindhed. Det betyder, at min hjerne ikke registrerer ansigter på samme måde som andre menneskers. Jeg kan ikke genkende ansigter; i stedet er jeg nødt til at huske på særlige kendetegn. Nej, det er ikke så praktisk til fester. Ja, det er en god undskyldning, bortset fra at det ikke er en undskyldning. Det er mit liv. Jeg kan ikke genkende nogen. Jeg kan ikke engang genkende mig selv i spejlet. “Jeg ved ikke, hvad der skete,” siger jeg. Han siger ingenting. Jeg er tvunget til at udfylde stilheden. “Jeg skulle hjem til søndagsmiddag hos Vivianne. Vi spiser middag sammen hver søndag. Det har vi aftalt. Hun kommer ikke hjem til mig og Sebastian, dukker ikke op på mit job og ringer ikke otteogtyve gange, indtil jeg svarer – til gengæld kommer jeg
12
Arvtageren_TRYK.indd 12
06.01.2022 10.59
hjem til hende og spiser middag hver søndag. Det gør jeg altid. Jeg skulle bare derover til søndagsmiddag, og derefter …” Jeg stirrer på politimanden. Ordene svigter. “Det behøver ikke være perfekt,” siger politimanden. “Fortæl bare, hvad du kan huske.” Så det gør jeg.
Arvtageren_TRYK.indd 13
06.01.2022 10.59
Arvtageren_TRYK.indd 14
06.01.2022 10.59
FEM TIMER OG FEM MINUTTER FØR
15
Arvtageren_TRYK.indd 15
06.01.2022 10.59
Arvtageren_TRYK.indd 16
06.01.2022 10.59
Eleanor Mine skridt gav genlyd i opgangen. Jeg vægrede mig altid ved at gå de sidste trin op til Viviannes lejlighed. I seksten år kaldte jeg det mit hjem. Var det op til mig, havde jeg valgt aldrig at vende tilbage. Søndagsmiddagene var et kompromis. To timer en gang om ugen, hvor Vivianne kunne hviske, tale dunder, hælde små, spinkle glas lys sherry på mig, kigge mig efter i sømmene. Det var min terapeut, Carinas, idé, og arrangementet havde fungeret fint i snart fire år nu. Det var et kompromis. Jeg ville ikke helt afbryde forbindelsen til Vivianne. I teorien var hun min mormor, i praksis min mor. Umulig at leve med, umulig at leve uden. Men de der telefonsamtaler i den trykkende varme septemberuge, der netop var gået, var et brud på vores aftale. Hun ville ikke ringe, hvis det ikke var akut. Jeg svarede aldrig, men hun havde lagt besked efter besked på voicemailen. Fire om tirsdagen, seks om torsdagen. En enkelt sent fredag aften. Jeg kan høre dem i væggene. De hvisker til mig. Den sidste fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg var vant til, at Vivianne ringede mig op fuld og vred, eller fuld og ked af det, eller fuld og manisk, men det her var anderledes. Det føltes umuligt at forestille sig Vivianne som gammel – hun
17
Arvtageren_TRYK.indd 17
06.01.2022 10.59
var bare Vivianne, hun havde ingen alder – men hun nærmede sig de firs. Var hun ved at miste grebet? Jeg standsede uden for hendes hoveddør. V. Fälth stod skinnende på det velpudsede skilt. Kort og korrekt. Jeg tog mod til mig. Hvorfor var der altid så lummert i det her forbandede hus? Jeg savnede min luftige lejlighed. Sebastians arm om mine skuldre, vores slidte Ikeasofa og alt for dyre tv. Jeg ønskede, at jeg kunne slappe af foran Netflix hver søndag aften som alle andre. Jeg rakte hånden op for at banke på. Sekunderne gik. Et. To. Døren blev åbnet. Jeg lukkede munden, fremtvang et smil og skulle til at tage et skridt ind over dørtærsklen. Men så stivnede jeg. Der var noget galt. Personen i døråbningen var forkert. Jeg kiggede på personen, der stod foran mig, og ledte efter Viviannes markører, men fik kun øje på en grov, sort strikhue, hvor hendes velfriserede, blanke hår burde have været. Jeg vendte hurtigt blikket ned mod personens hænder. Det var ikke Viviannes hænder. Neglene var ikke lange og røde; der sad ingen tung topasring på højre hånds pegefinger. De var plettet af noget, der lignede rust. “Hvem …” begyndte jeg at sige, men personen havde allerede trængt sig forbi mig ud i opgangen og var forsvundet med hastige skridt. Jeg så forvirret efter skikkelsen, inden jeg vendte mig mod lejligheden. Vivianne lå på ryggen midt i entréen. Foran hende på det mønstrede, blågrå tæppe lå noget, som glitrede i skæret af entréens lille krystallysekrone. Jeg åbnede munden for at spørge, men så mærkede jeg det.
18
Arvtageren_TRYK.indd 18
06.01.2022 10.59
Duften ramte mig som en mur. Den var sød og tung – jern og kød og parfume – og den gav mig kvalme. Saksen lå på tæppet med åbne klinger. Sådan havde jeg aldrig set den før. Kun pudset, smuk og uanvendelig ved siden af det matchende, sirlige håndspejl og snusdåsen på skænken i spisestuen. Den var ikke nypudset nu. Den ville efterlade pletter på tæppet. Vivianne rakte ud imod den med lange, strittende fingre. Det var pudsigt, nåede min døsige, stivnede hjerne at tænke i det øjeblik, mens jeg stod der helt stille. Hvorfor vil hun have saksen? Og hvorfor sætter hun sig ikke bare op og tager den? Og så kom jeg ud af trancen og indså, at hun ikke rakte ud efter saksen, men derimod efter mig; at den våde, boblende klynken, jeg hørte fra hende, var hendes forsøg på at råbe mit navn; at hendes mønstrede bluse ikke var mønstret, men gennemhullet, igen og igen, af den skinnende saks, som lå på entrétæppet halvanden meter fra mine fødder. Jeg tog entréen i to skridt og satte mig på knæ ved siden af hende. Hørte mig selv vrøvle, et sted i det fjerne: “Hvad sker der, hvad er der sket, hvad skal jeg gøre? Hvad vil du have mig til at gøre?” For hun vidste altid, hvad der var det rigtige at gøre. Så jeg spurgte hende, om og om igen, selv om jeg kunne se indersiden af hendes strube, fugtig og rød. Kødet under huden. Hun holdt fast om mit håndled med sin udstrakte hånd som et ekko af alle de gange, hun havde gjort det før. Knugede det, så knoglerne gned mod hinanden, som om jeg var en livline, og hun var ved at drukne. Og på en måde var hun det vel også. Jeg kunne høre på hendes anstrengte, rallende åndedrag, at det
19
Arvtageren_TRYK.indd 19
06.01.2022 10.59
rødsorte og klæbrige stads, der stadig langsommere løb fra hendes hals, og som plettede hendes gule silkebluse og det ægte persiske tæppe under hendes smalle ryg, også var begyndt at finde vej ned i hendes lunger. Jeg gjorde det eneste, der faldt mig ind. Jeg pressede min frie hånd mod hullet i hendes hals.
Arvtageren_TRYK.indd 20
06.01.2022 10.59
NU
Arvtageren_TRYK.indd 21
06.01.2022 10.59
Arvtageren_TRYK.indd 22
06.01.2022 10.59
Eleanor “Kan du huske, hvordan den person, der åbnede døren, så ud?” spørger politimanden. “Kan du beskrive vedkommendes ansigt? Var det en mand eller en kvinde? Har du nogen idé om, hvor gammel personen var?” Jeg ryster langsomt på hovedet, møder hans blanke, blå dukkeøjne og siger anspændt: “Nej.”
23
Arvtageren_TRYK.indd 23
06.01.2022 10.59
Arvtageren_TRYK.indd 24
06.01.2022 10.59
FØRSTE DEL
Arvtageren_TRYK.indd 25
06.01.2022 10.59
Arvtageren_TRYK.indd 26
06.01.2022 10.59
FEM MÅNEDER SENERE
Arvtageren_TRYK.indd 27
06.01.2022 10.59
Arvtageren_TRYK.indd 28
06.01.2022 10.59
ONSDAG 19. FEBRUAR
Arvtageren_TRYK.indd 29
06.01.2022 10.59
Arvtageren_TRYK.indd 30
06.01.2022 10.59
Eleanor Egentlig er det varmere i bilen, end jeg bryder mig om, men jeg nævner det ikke. Det har været en usædvanlig grå vinter, og markerne omkring os ligger farveløse, øde og frostklædte hen under den tunge himmel; et tyndt lag sne er deres eneste beskyttelse mod vinden. Dette syn ville få enhver til at fryse gennem marv og ben. I øvrigt er det Sebastians bil, og Sebastian, der kører, så det virker kun rimeligt, at han bestemmer over varmeanlægget. “Tak, fordi du kører,” siger jeg til ham. Han smiler svagt uden at fjerne blikket fra vejen. “Det var så lidt. Jeg kan godt lide at køre herude. Det er kun inde i byen, jeg bliver nervøs.” Jeg rækker hånden frem og lægger den på hans knæ, for jeg ved, at det er det rigtige at gøre. Jeg giver ham et klem. Selv om vi har været sammen i seks år, føles sådan en gestus stadig unaturlig. Der går nogle minutter, før nogen af os siger noget. Så bemærker Sebastian: “Jeg gad vide, om huset er i dårlig stand eller sådan noget. Om det var derfor, din mormor aldrig nævnte det.” “Jeg ved det ikke,” siger jeg. Da Viviannes advokat først nævnte Solhöga, troede jeg, det var en fejl. På det tidspunkt var jeg netop blevet udskrevet fra sygehuset og stadig ikke sikker på, hvordan jeg skulle klare mig ude i den virkelige verden.
31
Arvtageren_TRYK.indd 31
06.01.2022 10.59
Advokaten var yderst saglig. Han kondolerede ikke, hvilket var en lettelse. Først og fremmest skal vi diskutere Solhöga, havde han indledt mødet med. Han fattede sig i korthed. Han sagde, at Vivianne lå inde med dokumenter, der var bevis på hendes ejerskab af et gammelt gods med tilhørende skov- og jagtområde halvanden times kørsel nord for Stockholm. Hun havde arvet det efter sin afdøde mand. Min morfar. “Jeg mener, at morfar døde lige inden jul,” siger jeg til Sebastian. “De holdt åbenbart jul deroppe, måske skete det dér. Måske var det derfor, hun ikke længere tog derop.” Jeg kan se Sebastian rynke øjenbrynene en smule. “Hvordan var det nu, han døde?” spørger han. “Undskyld. Du har formentlig nævnt det.” “Det har jeg ikke,” siger jeg. “Jeg er faktisk ikke helt sikker. Hun talte aldrig om det. Hun brød sig slet ikke om at tale om morfar. Men jeg er altid gået ud fra, at det var et hjerteanfald eller noget i den retning. Det virker i hvert fald ikke, som om han var syg længe inden. Det må have været noget pludseligt.” Der bliver længere mellem de huse, vi kører forbi. De skifter fra rare, landlige villaer til bondegårde til spredte, gamle husmandssteder med indsunkne mure og knuste ruder. Det isede snelag, der dækker det gule græs fra i fjor, står urørt. Landskabet virker forladt. Det er let at bilde sig ind, at vi er alene herude. Jeg kigger ud ad vinduet og bider i min tommelfingernegl. En grim vane fra barndommen, som det aldrig rigtig er lykkedes mig at få bugt med. Et par måneder ad gangen kan jeg holde fingrene ude af munden, men så sker der et eller andet, som får det til at gå galt igen. Siden den aften har jeg ikke engang prøvet at lade
32
Arvtageren_TRYK.indd 32
06.01.2022 10.59
være. Alle mine negle er små stumper, korte og flossede, og mine neglerødder er nærmest rødglødende, hudløse og betændte. Gps’ens følelseskolde stemme instruerer os om at dreje til højre. Sebastian drejer af vejen og ud i skoven. Ud mod Solhöga.
Arvtageren_TRYK.indd 33
06.01.2022 10.59
Anushka, 18. juni 1965 Inden jeg rejste, sagde mor til mig, at det altid ville være koldt, koldt, koldt her, at jeg måtte være forberedt på altid at fryse. Hun fik mig til at pakke tykke trøjer og gav mig sin varme frakke på over min egen tyndslidte. Men her i huset er det så varmt, at sveden løber af mig. Jeg kan knap være i min egen hud. Jeg føler mig kluntet og opsvulmet. Vi har været på landet i fire dage nu, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal holde det ud. Vinduerne kan ikke engang åbnes her. Nogen har overmalet karmene, så de har sat sig helt fast, og selv om jeg ved, at det er nytteløst, kan jeg ikke lade være med at flå forgæves i håndtagene, når de er nede ved søen, læne panden mod det hede glas og efterlade fedtede pletter på ruderne. Jeg tørrer dem væk, inden de kommer tilbage, så Hun ikke ser det. Han siger hele tiden, at det er den varmeste sommer nogensinde. Det ser endda ud til at glæde Ham, når Han svaler sig med avisen ved morgenbordet. Jeg svarer ikke. I stedet smiler jeg blot. Jeg ved, at Han tror, jeg ikke forstår, hvad Han siger, men jeg ved bare ikke, hvad jeg skal svare. I begyndelsen tav jeg, fordi jeg skammede mig over, hvor uelegant ordene lå i min mund, hvor grimme og hakkende mine sætninger var. Jeg har altid været kvik. Det var, hvad naboerne sagde om mig, da jeg var lille. Hun er ikke så køn, men hun er
34
Arvtageren_TRYK.indd 34
06.01.2022 10.59
kvik, sagde de tit til min mor. Du kan prise dig lykkelig over at have så begavet en datter. Kvik i hovedet, kvik på fødderne. Nu føler jeg mig ikke kvik. Jeg har ikke følt mig kvik, siden jeg kom hertil. Her er jeg ikke morsom. Her griner ingen af mine vittigheder, og ingen bliver imponeret over mine tanker og argumenter. Der er ikke engang nogen, der vil høre på mig. Hvis jeg er tavs, tror de, jeg intet forstår, og hvis jeg taler, lægger de kun mærke til mine forkerte betoninger og går ud fra, at jeg er dum. Det her var ikke det nye liv, mor ønskede for mig. Det her er ikke en ny chance. Jeg har kun været i dette land i fire måneder, og jeg ved, at jeg er nødt til at holde ud. Men åh gud, mor, jeg vil bare hjem igen. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne rejse hjem igen.
Arvtageren_TRYK.indd 35
06.01.2022 10.59