baa11caca3e04482a0c1ee45dbd9d0b4

Genudgivet med forord og efterskrift af Helle Retbøll Carl

GADS FORLAG

indhold Forord – en sønderjyde i den europæiske krudttønde . . . . . . . . . . . . . 7 Dagbogsoptegnelser om fire års krigsfangenskab i Sibirien . . . . . . . . 23 I

Tilfangetagelsen og rejsen gennem Rusland til Sibirien . . . . . . . . 25

II To et halvt år i fangelejren ved Nikolsk-Ussurijsk i Sibirien . . . . 77 III På vej hjem – et år i fangelejren i Petropavlosk ved Ural . . . . . . . 141 IV Hjemrejsen gennem Sibirien over Kina og Indien til Danmark . 219 Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 281

forord – en sønderjyde i den europæiske ­krudttønde

D

en største frygt for de fleste er at miste det liv, de elsker, og tanken om pludselig at blive revet bort fra deres nærmeste familie.

Frygten manifesterer sig typisk som forestillingen om døden, der udraderer alt, eller en form for destruktiv, fremmed magt, som tiltvinger sig retten til at råde og regere over en.

Dybest set frygter man vel at blive forvandlet til en magtesløs brik i et nådesløst spil, hvor den største udfordring er at holde ud, overleve meningsløsheden og ikke mindst undgå at miste forstanden.

Set i lyset af Danmarks nye rolle som krigsførende nation er det så meget desto mere paradoksalt, at tanken om en pludselig indgriben i den frihed, vi normalt tager for givet, for mange er fuldkommen utænkelig.

Som om de to store verdenskrige har raseret en anden planet end vores, goderne er kommet for at blive, og krig er noget, der udelukkende sker i tv og på film.

Til trods for, at det er blevet dagligdag at se tragiske billeder af vores unge landsmænd, der kommer hjem fra Afghanistan i dannebrogssvøbte kister, er distancen og berøringsangsten som oftest nærmest massiv. Men i bund og grund er de historier, som mennesker i krig vender hjem med, det eneste råstof, vi har til at gøre verden klogere på menneskers destruktive kræfter, når civilisationen krakelerer.

Historien om Mathias Høeg er en af dem. En tilfældig sommerdag, den 30. august 1915, møder han den virkelighed, de færreste ønsker at kende. * 7

je g har ikke flere pat roner

“Jeg har ikke flere patroner”, sagde Felsted ... Sådan indleder Mathias P. Høeg fortællingen om sin skæbne som krigsfange fra det øjeblik, hvor hans tyske overordnede beordrer ham at smide sit tomme gevær på en kartoffelmark i det nuværende Ukraine, til han mere end fire år senere omsider kommer hjem igen.

Den lange optakt til det skæbnesvangre øjeblik følges via et aldrig tid­ligere offentliggjort uddrag af Høegs dagbogsnotater, som begynder søndag den 26. juli 1914: Da vi sad ved middagsbordet, sagde min svoger, henvendt til Mogens: “Nå, så skal vi vel snart i krig” “Ja, vi skal vel”, svarede denne. “Hvad skal I?” sagde jeg. “Har du ikke læst avisen de sidste dage?” spurgte de mig, hvilket jeg svarede nej til. Nu fik jeg besked om mordet i Sarajevo. “Det kan jo også være lige meget, da du ikke skal med alligevel”, mente de andre.

Samtalen falder godt en måned efter mordet på den østrigske tronfølger i Sarajevo den 28. juni 1914. Den gnist, som antænder et knastørt bål af eskalerende stridigheder mellem Europas førende stater om kolonier og verdensmagt. Krigen kommer pludseligt, men ikke uventet, og mange tyskere er, som Mathias Høeg selv bemærker, stærkt begejstrede for situationen, som kulminerer den 1. august samme år.

Den ene krigserklæring følger den anden og kaster Centralmagterne, dvs.

Det Tyske Kejserrige og det vidtforgrenede Østrig-ungarske Kejserrige, ud i en krig mod Ententemagterne, som består af Tripelententen, Frankrig, Rusland og Storbritannien, og dens allierede: Lørdag den 1. august Krigserklæringen er kommet ... Der er mange, der skal af sted i morgen, andre skal af sted på mandag til deres troppeafdeling. Alle, der har hjemme i Danmark, er allerede taget af sted i dag, da de skulle over grænsen, før den bliver lukket, hvilket efter sigende sker i morgen. Det bemærkes dog, at en del allerede er rejst for nogle dage siden.

Krigserklæringsplakater er opklæbet rundt om i byen, en masse ridende og kørende bude er sendt ud over landet med ordrer. Jeg har læst plakaterne, hvoraf det fremgår, at jeg skal melde mig om seks uger.

8

forord – en sønderjyde i den europæiske ­k rudt tønde

Seks uger siger alle, da er krigen for længst forbi ... Hvad den er og ikke er, ved jeg ikke, men der vil ske meget i disse seks uger. Der kommer indkvartering af soldater her til byen i morgen tidlig.

Søndag den 2. august Mange af byens folk var tidligt oppe i dag. Der var mange, der skulle rejse. Soldaterne, der skal komme, ventes i spændt forventning. Hvad mon det bliver for nogle? Skal de beskytte os? Eller er det en politisk aktion mod den danske befolkning. Der er foretaget arrestationer af danske mænd ...

Vi befinder os i en tid, hvor man som sønderjyde er det, man nok bedst kan beskrive som en hund i et spil kegler. Efter Danmarks nederlag i 1864 er omkring 175.000 dansktalende og -følende indbyggere i det tidligere danske hertugdømme Slesvig med et pennestrøg blevet statsborgere i Det Tyske Kejserrige, som proklameres i 1871.

Men for at forstå, hvorfor Mathias Høeg og godt 30.000 andre sønderjyske mænd stiller i tysk krigstjeneste og ikke flygter over grænsen til Danmark – i de julidage, hvor de stadig har chancen – er det nødvendigt at kaste et blik bagud i historien.

Fra 1867 indføres der preussisk værnepligt i Slesvig. Så for at undgå militærtjenesten udvandrer hovedparten af de unge danske sønderjyder til Danmark, hvorfra mange senere rejser videre til Nordamerika.

I begyndelsen tror de fleste, at de hurtigt kan komme hjem igen. For efter krigen mellem Preussen og Østrig i 1866 har parterne indgået Pragfreden, som på fransk initiativ rummer en § 5 om, at de nordlige amter i Slesvig skal afstås til Danmark, hvis det besluttes af befolkningen ved en afstemning.

Imidlertid går årene, uden at løftet opfyldes, og da flugten fra den forhadte militærtjeneste samtidig fortsætter helt ind i 1880’erne, står det efterhånden klart, at de dansksindede er godt i gang med at fordrive sig selv fra “den fædrene jord”1. Derfor vælger sønderjydernes politiske leder, H. P. Hanssen, at anlægge en ny strategi. Uden at blinke opfordrer han sønderjyderne til at 1 Udtrykket er Mathias P. Høegs.

9

je g har ikke flere pat roner

gøre deres statsborgerlige pligt for samtidig at bevare retten til at kæmpe for den nationale sag. Så det er derfor med stolthed, at Hanssen den 11. august 1914 meddeler følgende til en tysk kollega: Mobiliseringen er gået glat. Såvidt mig bekendt har ikke en eneste nord­ slesviger unddraget sig sin pligt. Der står for tiden 15.-16.000 mand i hæren.

Preusserne nærer dog absolut ingen tillid til deres nationale mindretal. Så som Mathias Høeg selv fortæller, lukkes grænsen hurtigt for at undgå den forventede masseflugt, og såkaldt ‘politisk mistænkelige personer’ bliver anholdt. Selv H. P. Hanssen bliver sat fast, men løslades dog hurtigt igen. Som medlem af Den Tyske Rigsdag har han parlamentarisk immunitet.

Alle krigsførende parter tror ligesom folk i Toftlund og omegn, at moderne krig er lig med lynkrig. En rask tysk manøvre gennem Belgien vil på kort tid nedkæmpe Frankrig hvorefter krigsmaskinen for alvor kan rulle østover, før de sendrægtige russere når at mobilisere. Derfor lover kejser Wilhelm højt og helligt sine soldater, at krigen kun varer, “til løvet falder”. Men ligesom alle andre bliver han hurtigt klogere ...

Desværre er prisen for den viden meget høj. Også for de pligtopfyldende danske sønderjyder. Af de 30.000 udsendte dør mindst 5.136, muligvis snarere hen ved 6.000 under krigen, mens et ukendt antal vender hjem for evigt invaliderede på krop og sjæl. * Helt fra begyndelsen ved Mathias P. Høeg ikke helt, om han tør tro på, at krigen bliver så kort, som de andre siger. Han er 26 år, driver en lille virksomhed i Toftlund, og som tidligere kasseret står han langtfra øverst på indkaldelseslisterne. Men efteråret går, krigen på Vestfronten graver sig ned, og russerne mobiliserer uventet hurtigt. Hen over jul og nytår belaver han sig på det værste:

10

forord – en sønderjyde i den europæiske ­k rudt tønde

Den 23. december 1914 Vi har været til session og blev alle udtaget til soldat. Vi fik der at vide, at vi nu hørte med til armeen, men var foreløbig blandt dem, der havde orlov.

Mandag den 22. februar 1915 Jeg har fået indkaldelsesordre, situationens alvor er i øjeblikket mildest talt fortvivlet. Jeg skal stille i Haderslev i morgen klokken otte.

Han ved, at han må tage afsked med sin familie, heriblandt sin få måneder gamle søn, og at chancerne for, at han vender hjem i live, måske er mindre end risikoen for, at han omkommer i kamp på slagmarken: Den 25. februar 1915 i Sønderborg Den sidste dag hjemme gik i travl virksomhed for at få bøger og regnskaber afsluttet. Tirsdag aften den 23. forlod jeg Toftlund efter et tungt farvel og skilsmisse med hjem og familie ... Efter at have tilbragt natten på Jernbanehotellet gik det i sluttet trup til kasernen, hvor en proforma­ legemsundersøgelse fandt sted. Vi var jo ikke alle sammen førsteklasses soldatermateriel, eftersom vi var kasseret ved sessionen. Men nu da krigen trækker ud, kan vi jo også bruges ...

Efter uger med endeløs militæreksercits får de endelig en fridag og lov til at gå til Dybbøl. Det sætter for alvor gang i refleksionerne: Søndag den 14. marts Det er med ejendommelige tanker, man går og ser på disse ting. Gravene vidner med deres få og korte ord om en svunden sørgelig tid og minder samtidig om den alvorlige, vi nu lever i. Hvor mange af vores bekendte har ikke allerede fundet et sidste hvilested i fremmed jord, og Gud alene ved, om ikke også vi vil komme til at ofre livet dernede i det fremmede land. Hvem går så om et halvt hundrede år mellem denne uendelighed af tavse grave i Rusland og Frankrig? For at disse grave derude bliver mangedoblet med dem, vi her ser, er der slet ingen tvivl om. Her mellem disse historiske minder griber en kold og klam hånd én om hjertet, og man tænker på alle dem, der nu må ofre deres kære for Tysklands store 11

je g har ikke flere pat roner

retfærdige sag, forsvarskrigen, som de nu efter deres mening fører. Her i vores hjemstavn og overalt sidder endnu enlige enker med furede kinder og tænker tilbage på ham, krigen tog, disses tal vil efter denne krig blive mangedoblet ...

I juni er de ved at være klar til fronten. Eller så klar, som de nu kan blive.

Mathias Høeg gør sig ingen illusioner: Den 13. juni 1915 De kalder os Tysklands sidste håb, man fristes til at tro, der kunne være noget om det. At det ikke er førsteklasses frontsoldater, er vel tydeligt nok, men et tal danner hver især, om det så er Jens Tobak, der hver gang, vi træder an til appel, stiller med en støvle og en tøffel på den anden fod.

Han påstår, at han ikke kan gå med støvler på begge ben. Krigsbegejstret er jeg ikke, snarere det modsatte, og at jeg er ked af, at jeg skal af sted, er vel en selvfølge. Det, der holder mig og andre oppe, er vel nok det, at vi er fælles om det tunge og triste.

16. juni ruller toget så ud fra Sønderborg, og mens det går sydover fra Hamborg, bliver Høeg og de andre efterhånden klar over, at de ikke som frygtet er på vej til de endeløse massemyrderier i Frankrigs skyttegrave.

Wittenberg ... Wien ... Budapest ... kommer og forsvinder i dagbogs­ notaterne, mens toget langsomt nærmer sig Østfronten, nærmere bestemt det sydlige hovedafsnit i Galizien (og Lodomerien), som på dette tidspunkt er navnet på Østrig-Ungarns yderste provins mod øst. Landområdet er i dag delt mellem Polen og Ukraine og rummede dengang i højere grad end nu en broget befolkningsblanding af polakker, ukrainere og tyskere. Før det store flertal af dem endte i de nazistiske udryddelsleslejre, levede der mange jøder i Galizien, særligt i den østlige del, som Mathias Høeg kommer igennem.

At Høeg og hans deling lige bliver sendt derhen, er ingen tilfældighed. For den tyske hærledelse vurderer, at man har brug for det bedste soldatermateriale på Vestfronten, og derfor bliver de ældre (den såkaldte Landstorm) og mange af dem, man betragter som “nationalt upålidelige”, bl.a. elsasslothringerne, sønderjyderne og også jøderne, sendt østpå.

12

forord – en sønderjyde i den europæiske ­k rudt tønde

I princippet kæmper tyskerne mod russerne på deres eget frontafsnit, dvs. i Østpreussen, mens Østrig-Ungarn tager sig af at forsvare deres landområde i Galizien. Men sådan er det nu kun i teorien. Gang på gang må tyskerne komme deres allierede på den sydøstlige front til undsætning. I foråret 1915 lykkes det faktisk for russerne at rykke så langt ind på østrigsk territorium, at tyskerne i maj 1915 må sætte styrker af til en ny offensiv i Galizien for at lette presset på østrigerne.

5. juli 1915 dumper Høeg derfor ned i sin første halvfærdige skyttegrav som led i denne manøvre, der i øvrigt set fra et tysk-østrigsk synspunkt gennemføres over al forventning. Hen over sommeren rykkes fronten hele 400 km længere mod øst, men undervejs er der naturligvis små træfninger med tab på begge sider og tilfangetagne, der føres bort til en uvis skæbne.

Mathias er døden nær efter at have drukket vand af en flod, hvis vand er forurenet af soldaterlig, men efter en tid på feltlazaret når han lige akkurat med i fremmarchen og oplever krigen på allernærmeste hold: Den 21. august 1915. Stryj Efter mørkets frembrud fulgtes jeg med løjtnantens tjener ud til fronten, meldte mig hos løjtnanten og gik derfra ud i skyttegraven ... Gensynsglæden blev dog snart formørket af det, jeg erfarede her, nemlig, at der var forberedt en storm på de russiske stillinger en af de nærmeste dage.

Her var jeg altså kommet tidlig nok! Stillingen, vi havde, var stadig ved floden Zlota Lipa ...

Uvejret brød løs, de tyske kanoner sendte en regn af granater og shrapnels over de russiske stillinger. De havde lige fået begyndt, da russerne svarede os igen med samme traktement ... Efterhånden og før det blev min tur til at komme over floden, var der samlet så mange døde og døende i strømmen og på begge sider af den, at vi ikke kunne gå over uden at komme til at træde på dem. Som i en rus mindes jeg denne vandring, og til erindringen knytter sig et tåget billede af det, vi så. Endnu kan det løbe mig koldt ned ad ryggen at tænke på, at det kunne have været mig, som havde ligget der med brustne øjne stirrende i luften, og at en kammerat så var kommet til at plante sin støvlehæl midt i ansigtet, der endnu var modtageligt for den smerte, det ville volde. I, der ikke har været med, I aner ikke, hvad man oplever i sådanne øjeblikke, at træde og falde i hjer13

je g har ikke flere pat roner

nemassen fra en kammerats knuste pande, at vade i blod, oprevne maver og indvolde, i sandhed en vandring, hvor målet kun nås for de enkelte, ved at vejen går over døde og døende kammerater. Vi nåede frem, hvordan mindes jeg ikke mere, endnu en tåget forestilling om, hvad jeg havde været med til, og fortumlet af slagets gang og grufuldhed vågnede jeg ... * Ni dage senere må Mathias Høeg overgive sig, og sammen med mange andre krigsfanger sendes han langt, langt væk fra den verden, han kender, af sted mod den ubarmhjertige, udsigtsløse og iskolde intethed.

Her tilbringer han de næste fire år i fangelejr i Sibirien. Dybt inde i et fortvivlende ingenmandsland, hvor magtesløsheden råder, kammeraterne i perioder dør som fluer, og ligene hober sig op i stakkevis uden for fangebarakkernes vinduer. Fire år, hvor den eneste vished om dagen i morgen er sulten, fornedrelsen, sygdommene og før eller siden sandsynligvis også døden i det opslidende fangenskab.

Som sagt er han langtfra ene om sine oplevelser. Det anslås, at omkring 167.000 tyske soldater, heraf 275-300 danske sønderjyder, og 2,1 millioner østrigere, ungarere og tjekkere havner i russisk fangenskab. Hertil kommer et ukendt antal tyrkere, eftersom Det Osmanniske Rige i august 1914 træder ind i krigen på Centralmagternes side.

Fangerne sidder spredt rundt om i hele det kæmpemæssige russiske rige, og deres forhold strækker sig lige fra det, der kun kan beskrives som rene dødslejre, til gode og ret frie ophold med arbejdsopgaver for russiske privatmænd eller hos folk derhjemmefra. I de allersidste måneder i Sibirien er Mathias f.eks. heldig nok til at få plads hos den danske købmand Ejner Grue, hjemme fra Vejen, og hans russiske kone.

I det store billede er dette dog kun undtagelsen, der bekræfter reglen. For selv om tallene er behæftet med meget stor usikkerhed, fordi mange blot forsvinder i de forvirrende og kaotiske forhold på de lange rejser, under revolutioner og borgerkrigen fra 1917-20, er antallet af fanger, der dør, under alle omstændigheder rystende højt.

Mindst hver tiende tyske og hver femte østrigske eller tyrkiske krigsfange dør i Rusland. Hvor mange af sønderjyderne der omkommer, véd man ikke 14

forord – en sønderjyde i den europæiske ­k rudt tønde

præcist. Historikeren Mads Gellert Madsen, der har undersøgt spørgsmålet, kan kun nå frem til, at det må være mindst tyve og højst halvtreds. Og som Mathias Høeg siger et sted: Der er jo ikke tale om livstrætte og svækkede oldinge, men stort set udelukkende raske, unge eller højst midaldrende mænd.

Selv om Mathias og hans kammerater er omfattet af de dengang moderne humanitære regler for behandling af krigsfanger, som opstod ved dannelsen af Røde Kors og vedtagelsen af den første Genèvekonvention i 1863-64, er der ikke noget at sige til, at de langt det meste af tiden føler sig fuldkommen glemt.

Da Mathias tages til fange, sluses han ind i en for længst fastlagt procedure. Nye fanger transporteres først østover og samles i centrallejre, hvorfra russerne indhenter oplysninger om navn, rang, hjemsted og nationalitet.

Oplysningerne går så videre til Røde Kors, der formidler kontakt til de pårørende, som siden efter bedste evne forsøger at få hilsener, penge og pakker frem til deres slægtninge.

Derpå sorterer russerne åbenlyst fangerne: Østrigere og tyskere bliver som regel sendt længst muligt væk, til Sibirien, mens de slavisktalende og folk fra nationale mindretal ofte placeres et sted i europæisk Rusland.

I lejrene er det fortsat Røde Kors, som i samarbejde med en række neutrale landes diplomatiske repræsentationer i Rusland holder et vist opsyn med forholdene for f.eks. de 10.000 fanger i Nikolsk-Ussurijsk, hvor Høeg er i tre år.

Indtil foråret 1917, hvor USA går ind i krigen, er det således den ameri­ kanske repræsentation, der varetager tyske statsborgeres interesser i Rusland, men herefter overtages opgaven af svenskerne. Hvordan disse henholdsvis negligerer og brænder for hvervet, giver Mathias Høegs dagbog et enestående indblik i.

Derimod har Danmarks repræsentation i Rusland hverken pligt eller ret til at tage sig af de sønderjyske krigsfanger. Godt nok yder Danmark en stor indsats for de østrig-ungarske krigsfanger i Rusland, men officielt har de intet med hverken de tyske eller sønderjyske fanger at gøre. Især når det gælder sønderjyderne, er man bange for at give dem særbehandling, af frygt for at det vil blive opfattet som et ikke-neutralt og dermed antitysk skridt.

I det skjulte støtter man dog en række private danske aktiviteter for at hjælpe sønderjyderne. For eksempel lykkes det med enkekejserinde Dagmar 15

je g har ikke flere pat roner

som primus motor at få oprettet en dansk særlejr i nærheden af Moskva, og for de cirka halvtreds mand, som er så heldige at ende her, er forholdene væsentligt mere nådige end i de store lejre. Tilsvarende organiserer man også et hold af såkaldte danske “gudmødre”, der sender breve og sikkert også pengehjælp til de fanger, som man efterhånden får kendskab til.

Endelig sættes der gang i de såkaldte Røde Kors-søsterrejser. Baggrunden er bestyrtelsen over de beretninger, der slipper ud om de forfærdelige forhold i nogle af de russiske fangelejre, og samtidig er enkekejserinden begyndt at bekymre sig for de russiske krigsfangers tilsvarende situation i Tyskland.

Rejserne er organiseret af Dansk Røde Kors, som sørger for, at en adelig kvinde fra en af de krigsførende nationer får lov til at besøge og kontrollere de krigsfangelejre, hvor hendes landsmænd opholder sig. Undervejs er hun ledsaget af en dansk officer, og Mathias Høeg er fuld af beundring for den tyske grevinde Yxkyll, der i marts 1916 når frem til lejren i Nikolsk-Ussurijsk (se side 100).

Således er historien om Første Verdenskrigs krigsfanger i Rusland ikke uden helte og heltinder og andre ildsjæle, som kæmper utrætteligt, ofrer store pengesummer og sætter livet på spil for at hjælpe flest muligt og mest muligt.

Alt det er imidlertid svært at forholde sig til i hverdagen, hvor krigsfangerne lider i måneder i endeløs uvished. Så følelsen af at være glemt af alt og alle, kan ingen fortænke dem i.

For Mathias og de fleste af de andre krigsfanger i Sibirien fortsætter lidelserne oven i købet længe efter, at krigen er slut. Godt nok har de på fornemmelsen, at begyndelsen til enden er nær, da zar Nikolaj II afsættes i februar 1917, men den nye regering under Kerenskij fortsætter krigen, og i sommeren 1917 indleder han en (mislykket) offensiv mod Centralmagterne.

Flere og flere lytter til parolen om “fred, brød og jord” fra det bolsjevikiske parti, og ved Oktoberrevolutionen i 1917 tager partiet magten. Også i krigsfangelejrene agiteres der – nogle steder med et vist held.

Fangerne sidder fortsat i lejrene under Revolutionen og ud på foråret 1918, da det nye styre slutter fred med tyskerne og trækker sig ud af Første Verdenskrig. Det bliver dråben, som får bægeret til at flyde over for styrets modstandere, og situationen udløser omgående en væbnet opstand mod det bolsjevikiske styre.

16

forord – en sønderjyde i den europæiske ­k rudt tønde

Den Russiske Borgerkrig er en realitet, mens krigsfangerne fortsat er fanget i et net, hvor ingen for alvor ved, hvad de skal stille op med dem, en situation, der i sagens natur tærer på nerverne og slider på krop og sjæl.

Ganske vist har de fleste af de overlevende krigsfanger i europæisk Rusland tilsyneladende held med at komme ud af landet i løbet af sommeren og efteråret 1918. Men langtfra alle skynder sig hjem igen. På Vestfronten er krigen fortsat i gang og ophører først ved Centralmagternes kapitulation til Vestmagterne den 11. november 1918. Indtil da risikerer de hjemvendende derfor at blive sendt i krig igen, og denne gang uden tvivl på den frygtede vestfront.

Samtidig flygter bolsjevikkernes fjender, det gamle bourgeoisi, intelligentsiaen, officerer m.v., i stort tal fra Ruslands europæiske dele mod henholdsvis Ukraine og Sibirien. Sammen med de sidstnævnte rykker Den Tjekkiske Legion gennem Rusland fra vest mod øst langs Den Transsibiriske Jernbane for at blive sejlet hjem til Europa via Vladivostok. Legionen består af ca.

30.000 tjekkiske overløbere fra den østrig-ungarske hær, som har kæmpet på russisk side, men nu sendes hjem igen. Undervejs kommer legionen dog i karambolage med De Røde og indleder et samarbejde med De Hvide i Sibirien, som effektivt afskærer forbindelsen mellem Vest- og Østrusland i over et år.

Til sidst trækker tjekkerne sig helt ud af Rusland, men deres optræden på scenen er tæt på at koste Mathias Høeg – og mange af hans medfanger – livet.

Den 22. maj 1918, da han endelig sætter sig på et tog vestover for at komme gennem Rusland og hjem, bliver det kun for – efter diverse nervepirrende stop og mange dødsfald undervejs – at ende i en ny, tjekkisk kontrolleret “koncentrationslejr – som ofre for et fremmed lands indre politiske stridigheder”2. Fra det øjeblik tør han ikke engang håbe ...

Således har Mathias Høeg gentagne gange fortalt sin familie, at “hvis ikke det havde været for Røde Kors og de danske erhvervsfolk, som gjorde en stor indsats for at få os danskere sendt hjem, var der formentlig aldrig sket noget”.

Lige knap fire år efter sin tilfangetagelse kommer Mathias Høeg dog ende2 Ordene er Elas Brandströms (Sibiriens engel). Bland Krigsfångar i Ryssland och Sibirien, s. 151.

17

je g har ikke flere pat roner

lig af sted. Undervejs har meget ændret sig på hjemmefronten. På baggrund af Tysklands nederlag rejser H. P. Hanssen endelig kravet om Sønderjyllands frigørelse i parlamentet i Berlin, og med Versaillesfreden, der bygger på den amerikanske præsident Wilsons Fjorten Punkter, tør det officielle Danmark langt om længe gøre en aktiv indsats for at finde og hjælpe de kommende sønderjyske landsmænd i det fjerne fangenskab hjem.

En central rolle spilles af statsråd C. A. Koefoed, som fra det danske gesandtskabs Moskvaafdeling i foråret 1918 bliver udsendt til Omsk for at samle fødevareforråd til krigsfangerne. Da Borgerkrigen i sommeren 1919 nærmer sig Omsk, er det ham, der i august 1919 får organiseret samlingen og hjemtransporten af sønderjyder i Sibirien; deriblandt Mathias Høeg.

To måneder efter hans hjemkomst stemmer et stort flertal af nordslesvigerne den 10. februar 1920 for, at de fremover skal høre til Danmark. Mathias Høeg er én af dem. * I lyset af alt dette er Mathias Høegs dagbog et væsentligt bidrag til et stærkt overset kapitel i danskernes historie. For selv om Første Verdenskrig har berørt så mange danske sønderjyder, og selv om så mange døde eller sad i årelange fangelejre, optræder de stort set ikke i de almindelige danmarkshistorier om perioden.

I den normale historiske bevidsthed er Første Verdenskrig tværtimod fortællingen om en skrøbelig dansk neutralitetspolitik, der holdt ‘os’ ude af krigen. En historie, der også rummer fortællingerne om rige gullaschbaroner og om rationering af fødevarer og brændsel. Til gengæld er der meget få ord, hvis der overhovedet er nogen, om den virkelighed, der blev danskerne syd for den daværende grænse ved Kongeåen til del.

At så få historikere hidtil har kastet sig over emnet, undrer også historikeren Mads Gellert Madsen, der i 2006 skrev speciale om danske krigsfanger i Rusland: Der findes stort set ingen videnskabelig litteratur om sønderjyske sol­ daters bedrifter og skæbne i Den Første Verdenskrig. Det må siges at være lidt underligt, da Første Verdenskrig faktisk er den krig, hvor der 18

forord – en sønderjyde i den europæiske ­k rudt tønde

– i hvert fald siden Napoleonskrigene – er faldet flest danskere. Dog med den ikke uvæsentlige detalje, at de ikke var danske statsborgere.

Den detalje indeholder nok også den største del af forklaringen på den manglende forskning. Danmark var neutralt under Første Verdenskrig, og da hele Danmark 25 år senere blev besat, gled sønderjydernes skæbne ud af folks bevidsthed. Den blev et lokalt fænomen, mens Anden Verdenskrig blev århundredets store begivenhed.

Men Mathias glemmer ikke. Ikke alene har han en vedholdende evne til at overleve, men tilsvarende har han overskud til at “aflægge vidnesbyrd” i årene, der kommer. Noterne, han har taget undervejs, former sig efterhånden som en dagbog fra de lange, endeløse år i de sibiriske fangelejre, og dagbogen vælger han oven i købet selv at udgive i 1943, dvs. midt under Anden Verdenskrig.

Dels vækker krigen hans egne erindringer til live, og dels tjener udgivelsen som en form for advarsel mod den daværende tyske militarisme. Tanken om at udgive dagbogen har dog sikkert strejfet ham mange gange før.

Da Erich Maria Remarques antikrigsroman Intet nyt fra Vestfronten udkommer i 1929, inspireres en hel del sønderjyder til at udgive deres erindringer om Den Store Krig, bl.a. Høegs nære ven i fangenskabet, Victor Birkedal. Ønsket om at advare mod den fornyede nationalisme og militarisme, som endnu en gang truede med at ende i krig, er drivkraften bag bølgen, og trods den sene udgivelse, også for Mathias Høeg.

Ifølge Mads Gellert Madsen er Mathias Høeg selv meget inspireret af Edwin Erich Dwingers trilogi om sit russiske krigsfangenskab – Bag fangelejrens pigtråd, Hvid eller Rød og Sporene sner til – der første gang udkommer på tysk 1929-30. Man ved, at Høeg korresponderer med Dwinger, og ifølge Gellert Madsen er der ingen tvivl om, at han også – uden at ændre på det faktuelle indhold – har bearbejdet sine dagbogsnotater, så de i opbygning og sprog læner sig op ad Dwingers populære bøger, der efterhånden oversættes til hele tolv sprog, bl.a. dansk og russisk.

I denne udgave får Mathias Høeg igen ordet. Men ligesom han selv bearbejder sit sprog i udgaven fra 1943, er her valgt en nænsom nudanskning til glæde for nye læsere. Også stednavne m.v. er, hvor det har været muligt at identificere dem, gengivet i moderne form.

19

je g har ikke flere pat roner

Mathias Høeg gik ud fra, at hans læsere forstod både tysk og enkelte russiske ord og var fortrolig med de personer og begivenheder, han omtaler.

Det samme vil næppe være tilfældet i dag, og en række fodnoter undervejs vil forhåbentligt lette læsningen. * Historien om Mathias Høeg og hans sønderjyske lidelsesfæller er med historikeren Claus Bundgaard Christensens ord historien om “den største danske krigsindsats i nyere tid” – også set i forhold til Danmarks engagementer i henholdsvis Afghanistan og Irak.

Faktisk var det også vores aktuelle status som krigsførende nation, som var med til at trække historien om Mathias Høeg lidt tættere på nutiden en sensommeraften for et par år siden.

Til en bryllupsfest havde jeg ved et tilfælde fået Tom Høeg til bords, og det var her, han fortalte mig om sin farfars usædvanlige liv og fire lange år som krigsfange i Sibirien.

Historien gjorde mig nysgerrig. Dels lød det som højst usædvanligt, at man som dansker havde siddet så mange år som krigsfange – oven i købet i Sibirien – og dels var det bemærkelsesværdigt, at Mathias Høeg under så umenneskeligt hårde omstændigheder havde haft ressourcerne til at skrive dagbog.

De efterfølgende dage gik det op for mig, at historien var kommet for at blive og ikke ville slippe taget.

Jeg kontaktede derfor Tom Høeg og bad ham om at sende mig et eksemplar af sin farfars dagbog. Kort tid efter dumpede den ind ad min brevsprække. Et ældre, frønnet eksemplar, men da jeg gik i gang med at læse, kunne jeg knap lægge bogen fra mig ...

For erindringerne giver et sjældent indblik i en relativt ubeskrevet verden, hvor livsglæden og viljen til overlevelse gang på gang pibler frem, trods de svære odds, som for mig hurtigt fremmaner billeder fra David Leans filmiske mesterværk Doctor Zhivago fra 1965, baseret på Boris Pasternaks berømte roman.

Historien om dr. Zjivago foregår netop under de store omvæltninger i Rusland i perioden 1905-17, hvor Zjivago (Omar Sharif) og hans kone Ton20

forord – en sønderjyde i den europæiske ­k rudt tønde

ja (Geraldine Chaplin) på et tidspunkt flytter langt ud på Sibiriens snedækkede, trøstesløse sletter.

Her opsøger dr. Zjivago i smug elskerinden Lara (Julie Christie) i en ubeskrivelig stemning af at være levende kuldedød i omgivelser, hvor enhver sjæl omgående fryser til is, og tiden såvel som alt liv står fuldkommen stille.

Stemningen fremmaner præcis den følelse af magtesløshed, som Ma­thias Høeg må have følt under sit fireårige fangenskab i Sibirien. Fire år, som mærkede ham for livet – fordi frygten for, at han aldrig nogensinde skulle se sin familie igen, var tæt på at gøre ham vanvittig.

Personligt ser jeg det som et mirakel, at nogen overhovedet er i stand til at overleve den smerte og det vanvid, man gennemlever under omstændigheder, der, som dagene går, bliver mere og mere surrealistiske.

Flertallet af de danskere, som blev taget til fange under Første Verdenskrig, havnede som krigsfanger i Frankrig, hvilket var langt mere attraktivt end at være ved fronten. Krigsfangerne på Østfronten var knap så heldige – for i de værste af de russiske lejre var tabstallene givetvis højere end ved fronten, og overalt lurede døden som følge af sygdom, af sult eller af ren og skær ligegyldighed med fangernes skæbne.

Mathias Høeg overlever kun – i hvert fald rent menneskeligt og med sin forstand i behold – fordi han er lidt af en praktisk troldmand. Som håndværker er han ferm med sine hænder, kan stort set reparere alt, og under opholdet i fangelejren fremstiller han – med hjælp fra en østrigsk optiker – på forunderlig vis et fotografiapparat, som han tager en del billeder med.

Billeder, der sammen med dagbogen udgør en enestående historisk dokumentation.

Som journalist er jeg altid blevet draget og fascineret af de skæbner, hvor mennesker trods sorg og smerte alligevel finder styrke til at besejre den ultimative ondskab og komme videre. Derfor rejste jeg i sin tid med kunstneren Olly Ritterband til Transsylvanien, hvor hun er født og vokset op, og efterfølgende til Auschwitz, hvortil hun sammen med resten af sin jødiske familie blev deporteret under Anden Verdenskrig.

Rejsen blev til dokumentarprogrammet “Det Sidste Vidne”, eftersom Olly Ritterband i dag er en af de sidste overlevende fra Auschwitz. For ikke alene oplevede også hun frygten for at miste sine nærmeste, men blev for altid revet bort fra sin familie, som omkom i tyskernes gaskamre.

21

je g har ikke flere pat roner

Så meget desto mere har vi brug for at huske dem, der har lidt, men som trods de hårde vilkår alligevel har fundet styrken og modet til at skrive deres grænseoverskridende, usædvanlige og tankevækkende oplevelser ned – som blandt andre Mathias Høeg.

Hans historie er det råstof, som er med til at gøre verden klogere. * Afslutningsvis vil jeg gerne have lov til at takke min redaktør, historikeren Grethe Jensen, historikeren Mads Gellert Madsen, der beredvilligt har stillet sit speciale om sønderjyske krigsfanger til min rådighed, og Toftlund Lokalhistoriske Arkiv for deres store hjælpsomhed. Endelig vil jeg sige en særlig, varm tak til hele familien Høeg, som har vist mig den tillid at lægge historien om Mathias Høeg i mine hænder.

Helle Retbøll Carl, juni 2011