Bag facaden

Bag facaden_TRYK.indd 2

19/08/2019 13.18

Alafair Burke

Bag facaden På dansk ved Lærke Pade

GADS FORLAG

Bag facaden_TRYK.indd 3

19/08/2019 13.18

Bag facaden er oversat fra amerikansk efter The Wife Copyright © 2018 by Alafair Burke Dansk udgave copyright © Gads Forlag 2019 Published by arrangement with Alexander Schwarz Literary Agency ISBN 978‑87‑12‑05924‑0 1. udgave, 1. oplag Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Omslagsfotos: Unsplash/Zachary Shakked og Shutterstock Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng.

Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Bag facaden_TRYK.indd 4

19/08/2019 13.18

På et øjeblik blev jeg den kvinde, de hele tiden havde troet, jeg var: den kvinde, der løj for at beskytte sin mand.

Det var lige før, jeg ikke hørte, det bankede på. Tolv dage inden havde jeg fjernet dørhammeren af messing, som om det ville forhindre endnu en journalist i at dukke uanmeldt op. Da det gik op for mig, hvor lyden kom fra, satte jeg mig ret op og ned i sengen og dæm‑ pede lyden fra fjernsynet med fjernbetjeningen. Jeg undertrykte den instinktive trang til bare at blive siddende bomstille og tvang mig selv til at kigge. Jeg lindede let på gardinerne i soveværelset, kneb øjnene sammen i eftermiddagssolen.

Jeg så det øverste af et hoved med kort, sort hår uden for døren.

Der kunne lige så godt have stået “civil politibil” med store bogsta‑ ver uden på den Impala, der holdt foran brandhanen. Det var den samme kriminalbetjent, der var kommet igen. Jeg havde stadig hendes visitkort gemt i min pung, så Jason ikke skulle se det. Hun blev ved med at banke på, og jeg blev ved med at se hende gøre det, indtil hun satte sig på trappen foran hoveddøren og begyndte at læse i min avis.

Jeg tog en sweatshirt på oven på undertrøjen og natbukserne og gik ud til hoveddøren.

“Vækkede jeg dig?” Hendes stemme var fuld af fordømmelse.

“Klokken er tre om eftermiddagen.”

Jeg havde lyst til at sige, at jeg ikke skyldte nogen en forklaring på, hvorfor jeg lå i sengen i mit eget hjem, men i stedet mumlede jeg, at jeg havde migræne. Løgn nummer et – lille, men ikke desto mindre en løgn.

5

Bag facaden_TRYK.indd 5

19/08/2019 13.18

“Du skulle tage noget eddike og honning. Det virker hver gang.”

“Jeg tror egentlig hellere, jeg vil have ondt i hovedet. Hvis du skal tale med Jason, kan du ringe til vores advokat.”

“Jeg har jo fortalt dig, at Olivia Randall ikke er din advokat. Hun er Jasons advokat.”

Jeg begyndte at lukke døren i, men hun skubbede den op igen.

“Og det kan godt være, du tror, din mands sag er sat i bero, men jeg kan stadig efterforske, især når det drejer sig om en helt ny sigtelse.”

Jeg skulle have smækket døren i, men hun lokkede mig med truslen om, at der var granatsplinter på vej. Jeg ville hellere have dem lige i synet end vente på at blive ramt i ryggen.

“Hvad er der nu?”

“Jeg skal vide, hvor din mand var i går aftes.”

Hvorfor skulle hun absolut spørge til netop den aften? Jeg kunne have svaret ærligt om en hvilken som helst anden aften i vores seks år lange ægteskab.

Jasons advokat havde allerede fortalt, at det her ikke var dækket af den paragraf, der handlede om, at man ikke kunne tvinge ægte‑ fæller til at vidne imod hinanden. De havde ret til at hive mig ind foran en anklagejury. Hvis jeg ikke svarede, kunne de bruge det som bevis for, at jeg skjulte noget. Og der stod en kriminalbetjent i døren og stillede et spørgsmål, der lød helt enkelt: Hvor havde min mand været i går aftes?

“Han var her, sammen med mig.” Det var tolv år siden, jeg sidst var blevet stillet et direkte spørgsmål af en politibetjent, men min første indskydelse var stadig at lyve.

“Hele aftenen?”

“Ja, en af vores venner kom med mad nok til hele dagen. Det er ikke ligefrem morsomt at vise sig ude i byen for tiden.”

“Hvad var det for en ven?”

“Colin Harris. Han kom med takeaway fra Gotham. Du kan ringe til restauranten, hvis du har brug for det.”

6

Bag facaden_TRYK.indd 6

19/08/2019 13.18

“Er der andre, der kan bekræfte, at din mand var herhjemme sammen med dig?”

“Min søn, Spencer. Han ringede fra kolonien ved halv ottetiden og talte med os begge to.” Der blev ved med at komme ord ud af min mund, og det føltes, som om hvert eneste ord var gjort nødvendigt af det forrige. “Du kan tjekke vores opkald, hvis du ikke tror på mig.

Vil du nu fortælle mig, hvad det drejer sig om?”

“Kerry Lynch er meldt savnet.”

Det var en underlig kombination af ord. Kerry Lynch er meldt savnet. Den kvinde, der havde tæsket rundt med os, var pludselig væk, som en sok, der aldrig kommer ud af tørretumbleren igen.

Selvfølgelig handlede det om den kvinde. Hele vores liv havde handlet om den kvinde i de sidste fjorten dage. Mine læber blev ved med at bevæge sig. Jeg sagde til kriminalbetjenten, at vi havde streamet La La Land og var faldet i søvn bagefter, selvom jeg havde set den alene. Utallige detaljer, der snublede ud.

Jeg besluttede at gå til modangreb, gøre det klart, at jeg var dybt forarget over, at politiet var kommet direkte til os, når Kerry kunne være hvor som helst. Jeg foreslog sågar indigneret, at krimi‑ nalbetjenten kunne komme indenfor og kigge sig omkring, men i virkeligheden arbejdede min hjerne på højtryk. Jeg forsikrede mig selv om, at Jason ville kunne svare på spørgsmål om filmen, hvis han blev spurgt. Han havde set den i flyet, sidste gang han fløj hjem fra London. Men hvad nu, hvis de spurgte Spencer om telefonsamtalen?

Kriminalbetjenten lod sig tydeligvis ikke anfægte af min harme.

“Hvor godt kender du egentlig din mand, Angela?”

“Jeg ved, han er uskyldig.”

“Du er ikke bare en tilskuer. Du gør det muligt for ham at gøre det, han gør, og det betyder, at jeg ikke kan hjælpe dig. Lad nu ikke Jason tage dig og din dreng med i faldet.”

Jeg rakte først ud efter min telefon, da Impalaen var kørt. Jason

7

Bag facaden_TRYK.indd 7

19/08/2019 13.18

sad i møde, men tog telefonen. Aftenen før havde jeg sagt til ham, at jeg ikke ville tale med ham, før jeg havde taget nogle beslutninger.

“Hvor er jeg glad for, du ringede.”

Med én åndssvag samtale havde jeg overgivet mig til klichéen. Nu var jeg medskyldig. Nu var jeg med på det hele.

“Jason, Kerry Lynch er forsvundet. Vil du ikke nok fortælle mig, du ikke har gjort det her for min skyld?”

Bag facaden_TRYK.indd 8

19/08/2019 13.18

I RACHEL

Bag facaden_TRYK.indd 9

19/08/2019 13.18

Bag facaden_TRYK.indd 10

19/08/2019 13.18

1 Det første problem kom i skikkelse af en pige ved navn Rachel. Und‑ skyld, ikke en pige. En kvinde ved navn Rachel.

Selv teenagere kalder man nu unge kvinder, som om der er noget forfærdelig trivielt ved at være pige. Jeg er stadig nødt til at tage mig i det. Uanset hvornår jeg selv gik fra pige til kvinde, så havde jeg andre ting at tænke på, dengang jeg måske ville være gået op i forskellen.

Jason fortalte mig om episoden med Rachel, samme dag det var sket. Vi var på Lupa, sad ved vores yndlingsbord, en oase af ro i det fjerneste hjørne af den travle restaurant.

Jeg havde kun to ting at rapportere fra dagen. Altmuligmanden havde ordnet hængslet på medicinskabet ude på gæstetoilettet, men havde sagt, at træet havde slået sig og skulle skiftes ud før eller siden.

Og forkvinden for auktionsudvalget på Spencers skole havde ringet og spurgt, om Jason ville donere en middag.

“Har vi ikke lige gjort det?” sagde han og tog en stor bid af den bur‑ rata, vi havde bestilt til deling. “Du skulle lave mad til en eller anden.”

Spencer går i syvende på Friends Seminary. Hvert år beder skolen os om at donere ikke bare penge oven i de usædvanlig mange skole‑ penge, men også en “genstand”, som kan sælges på den årlige auktion.

Seks uger forinden havde jeg valgt vores sædvanlige bidrag: Jeg ville levere mad til en middag for otte personer hjemme hos den, der bød højest. Der var kun nogle få mennesker tilbage i byen, der forbandt mig med de sommerfester, jeg engang stod for i The Hamptons, så Jason boostede mit ego ved at byde prisen op. Jeg overtalte ham til at holde inde, da mit bidrag var nået op over 1000 dollars.

11

Bag facaden_TRYK.indd 11

19/08/2019 13.18

“Der er kommet en ny formand for det udvalg, der skal arrangere næste års auktion,” forklarede jeg. “Hun vil gerne i gang i god tid.

Kvinden har for meget fritid.”

“Du skal altså forholde dig til en, der omhyggeligt planlægger alle detaljer mange måneder frem i tiden? Jeg tør slet ikke tænke på, hvor hæsligt det må være for dig.”

Han så på mig med et dumsmart smil. Jeg var familiens planlæg‑ ger, den med de daglige rutiner og lange lister med det, som Jason og Spencer kaldte Mors Regler, der alle sammen havde det formål, at vores liv skulle være ren rutine og fuldstændig forudsigeligt – godt og kedeligt, som jeg plejer at sige.

“Tro mig. Jeg virker meget afslappet ved siden af.”

Han lod, som om han fik en kuldegysning, og drak en tår vin. “Skal jeg sige dig, hvad de mennesker i virkeligheden burde holde auktion over? En uge i ørkenen uden vand. En briks på et lokalt nødherberg.

Eller hvad med et ordentligt knald? Millionerne ville rulle ind.”

Jeg fortalte ham, at udvalget havde andre planer. “Åbenbart er du efterhånden kendt nok til, at folk vil punge ud for at få lejlighed til at indånde den samme luft som dig. De foreslog en middag med tre gæster på en – og jeg citerer – ‘socialt ansvarlig’ restaurant efter dit valg.”

Han havde munden fuld, men jeg kunne læse tankerne bag hans himlen med øjnene. Dengang jeg mødte Jason, var der ikke andre, der havde hørt om ham, end hans studerende, kollegaer og en lille flok akademikere, der delte hans intellektuelle lidenskaber. Jeg drømte ikke om, at mit kære lille æggehoved ville blive et politisk og kulturelt ikon.

“Hey, se på den lyse side. Du er officielt en berømthed. Mens jeg ikke engang kan forære mig selv væk uden at få nej tak.”

“De har ikke sagt nej tak til dig.”

“Nej, men de har gjort det klart, at du var det medlem af husstan‑ den, hvis navn de gerne ville se i næste års brochure.”

Vi endte på frokost i stedet for middag, to gæster i stedet for tre, på en ikke nærmere beskrevet restaurant. Ikke noget med social

12

Bag facaden_TRYK.indd 12

19/08/2019 13.18

ansvarlighed. Og jeg gik med til at overtale en af de andre mødre til at købe middagen, når tiden kom, om jeg så skulle bruge vores egne penge på det. Jason var villig til at betale mange penge for at undgå at skulle spise et måltid med fremmede.

Da vi havde forhandlet færdig, mindede han mig om, at han skulle til Philadelphia næste dag for at mødes med et grønt energiselskab.

Han skulle være væk i to nætter.

Jeg havde selvfølgelig ikke brug for at blive mindet om det. Jeg havde noteret datoerne i min kalender – også kendt som Familiebi‑ belen – da han nævnte det første gang.

“Kunne du tænke dig at tage med?” Havde han lyst til at have mig med, eller havde mit ansigtsudtryk afsløret mig? “Vi kan få en til at passe Spencer. Eller han kunne også tage med.”

Tanken om at vende tilbage til Pennsylvania om så bare for en enkelt dag fik det til at vende sig i mig. “Der er jo skakturnering i morgen, har du glemt det?”

Ja, det havde han, kunne jeg se. Spencer havde ikke så mange orga‑ niserede fritidsinteresser. Han var ikke nogen sportsmand fra naturens hånd og nærede tilsyneladende samme aversion mod gruppeaktivi‑ teter som Jason. Men indtil videre holdt han stand i skakklubben.

Jasons praktikant Rachel dukkede ikke op i samtalen, før tjeneren kom med vores pasta: en omgang cacio e pepe og to dybe tallerkener.

Jason lod det glide ud mellem sidebenene, som om det var helt ligegyldigt. “Nå, der skete noget lidt underligt på arbejdet i dag.”

“Da du underviste?” Jason underviste stadig på New York Univer‑ sity i forårssemesteret, men havde også sit eget konsulentfirma og var en hyppigt benyttet ekspert i fjernsynet. Desuden var han vært på en populær podcast. Min mand havde mange job.

“Nej, på kontoret. Jeg fortalte dig om hende praktikanten?” Ifølge Jason var universitetet ved at blive mere og mere jaloux på hans uden‑ omsaktiviteter, så han havde sagt ja til at etablere et praktikantforløb, hvor han og hans konsulentfirma skulle tage hånd om en lille gruppe

13

Bag facaden_TRYK.indd 13

19/08/2019 13.18

studerende hvert semester. “Åbenbart er der en af de studerende, der synes, jeg er et mandschauvinistisk røvhul.”

Han smilede bredt, som om det var morsomt, men sådan var vi så forskellige. Jason fandt konflikter underholdende eller i det mindste pudsige. Jeg undgik dem som pesten. Jeg lagde straks gaflen mod kanten af min dybe tallerken.

“Nej, nej,” sagde han og viftede affejende med hånden. “Det er helt fjollet, beviser bare, at praktikanter giver mere arbejde, end de gør gavn.”

Han smilede hele tiden, mens han beskrev episoden. Rachel var enten på første eller andet år på kandidatuddannelsen, han var ikke helt sikker. Hun var en af de mindre stærke studerende. Han kunne ikke vide det, men han havde en mistanke om, at Zack – den partner, han havde uddelegeret valget af praktikanter til – havde taget hende med for at højne kønsdiversiteten. Hun var kommet ind på Jasons kontor med et notat om en supermarkedskæde, hun havde skrevet.

Så var hun buset ud med, at hendes kæreste havde friet til hende i weekenden, og havde holdt venstre hånd i vejret for at fremvise en enorm diamant.

“Hvad tror hun, jeg er?” sagde Jason. “En veninde fra hendes studenterforening?”

“Det sagde du forhåbentlig ikke.”

Endnu en himlen med øjnene, denne gang lidt mindre overdrevet.

“Selvfølgelig ikke. Jeg kan ærlig talt ikke huske, hvad jeg sagde.”

“Men …”

“Hun sagde, jeg var mandschauvinist.”

“Og til hvem sagde hun det?” Jeg var ret sikker på, ordstillingen var korrekt.

“Hun gik til Zack. Det er den slags studerende, vi tager imod nu om dage – en studerende på kandidaten, der ikke forstår hierarkiet i det firma, hvor hun selv arbejder. Hun går ud fra, at Zack har en eller anden magt, fordi det er ham, der har ansat hende.”

14

Bag facaden_TRYK.indd 14

19/08/2019 13.18

“Men hvorfor klagede hun over det?” Jeg bemærkede en kvinde ved nabobordet, der kiggede hen på os, og sænkede stemmen. “Hvad siger hun, der skete?”

“Jeg ved det ikke. Hun begyndte at plapre løs om det med forlo‑ velsen. Hun sagde til Zack, at jeg havde sagt, hun var for ung til at blive gift. At hun burde få lidt livserfaring først.”

Var der noget galt med det? Jeg havde aldrig arbejdet på et kontor af den art. Det lød uhøfligt, men ikke krænkende. Jeg sagde til Jason, at der måtte være mere i det, hvis hun ligefrem havde klaget.

Endnu et affejende vink. “De millennials er lige præcis så latterlige.

Det bliver anset for sexchikane, bare man spørger nogen om noget personligt. Men hvis hun braser ind på mit kontor og begynder at fortælle mig om sin forlovelse, så kan jeg ikke sige noget som helst uden at støde det oversensitive curlingbarn.”

“Men var det det, du sagde? At hun var for ung og burde få lidt livserfaring først – eller kaldte du hende et oversensitivt curling‑ barn?” Jeg vidste, at Jason kunne have meget barske meninger om sine studerende.

“Selvfølgelig ikke. Jeg ved det ikke. Ærlig talt var jeg bare irriteret over hele samtalen. Jeg tror, jeg har sagt et eller andet for sjov. Noget i retning af: ‘Er du sikker på, du er klar til at blive låst fast?’ Et eller andet i den stil.”

Det var en formulering, jeg havde hørt ham bruge før, ikke kun om ægteskab, men om hvad som helst, der var så godt, at man havde lyst til at holde fast i det og aldrig give slip. “Lås det fast.”

Vi bød hurtigt på vores hus. “Det er en god salgspris. Den er vi nødt til at låse fast.”

Hvis en tjener fortalte os, at der kun var to havbars tilbage i køk‑ kenet. “Vi tager den ene. Lås den fast.”

Jeg kunne lige se ham for mig på hans kontor, afbrudt af en prak‑ tikant, han ikke rigtig gider være arbejdsgiver for. Hun plaprer løs om sin forlovelse. Han er bedøvende ligeglad. Du går stadig på college. Er

15

Bag facaden_TRYK.indd 15

19/08/2019 13.18

du sikker på, du er klar til at låse det fast? Jason havde en vane med at komme med drillende kommentarer.

Jeg spurgte igen, om der ikke var sket andet end det – om han var sikker på, der ikke var sket noget andet, der kunne være blevet misforstået.

“Du aner ikke, hvor følsomme sådan nogle collegestuderende kan være.” Den sved, selvom det ikke var hans mening. Jeg havde aldrig gået på college. “Hvis Spencer bliver ligesom en af de mikroaggressive røvhulsklynkere, så giver jeg ham stuearrest, indtil han bliver fyrre.”

Da han så mit ansigtsudtryk, rakte han ind over bordet og tog min hånd. Spencer er faktisk speciel, ikke bare et curlingbarn. Han er ikke et af de der børn, der bliver opdraget til at tro, at de er helt enestående, selvom de i virkeligheden er enestående almindelige. Jason sagde, det var for sjov, og det vidste jeg godt. Og så fik jeg dårlig samvittighed, fordi det gik op for mig, at jeg – præcis ligesom praktikanten Rachel – overreagerede, følte mig for særlig.

“Hvad sker der så nu?” spurgte jeg.

Jason trak på skuldrene, som om jeg havde spurgt, hvad han kunne tænke sig at donere til auktionen. “Zack tager sig af det. Gudskelov er semesteret snart forbi. Men hun kan rende mig i røven, hvis hun tror, hun får en anbefaling.”

Jeg hældte lidt mere vin op til mig selv og troede virkelig, at der ikke var andet på spil ved Jasons intermezzo med Rachel, end om en studerende ville få en anbefaling eller ej.

Der gik fire dage, før jeg fandt ud af, hvor naiv jeg havde været.

Bag facaden_TRYK.indd 16

19/08/2019 13.18

2 New York City Politistation Klager 14. maj Hændelsessted: 1057 Avenue of the Americas Hændelsesstednavn: FSS Consulting

Beretning: Offeret udtaler, at mistænkte “opmuntrede til” seksuel kontakt under et arbejdsrelateret møde.

Offer: Rachel Sutton Alder: 24

Køn: Kvinde Race: Hvid

Offeret kom ind på stationen kl. 17.32 og bad om at indgive en anmeldelse. Hun rapporterede dernæst, at en kollega, Jason Powell, havde

“opmuntret” til seksuel kontakt imellem dem. Offeret var rolig og fremstod ikke chokeret/følelsesmæssigt påvirket.

Da jeg spurgte hende, hvilken art seksuel kontakt, sagde hun: “Han foreslog, at jeg skulle være seksuel sammen med ham.”

Da jeg bad hende forklare, hvad hun mente med “opmuntrede” og “fore-

slog”, svarede hun ikke. Jeg spurgte, om der havde været nogen fysisk

17

Bag facaden_TRYK.indd 17

19/08/2019 13.18

kontakt imellem dem, eller om han havde truet hende eller tvunget hende

til at gøre noget, hun ikke havde lyst til. Hun anklagede mig straks for ikke at tro hende og forlod stationen trods mine gentagne anmodninger om, at hun gik videre med sin indberetning.

Konklusion: Videresend rapport til afdelingen for sĂŚrligt udsatte ofre, angĂĽende hvorvidt der skal foretages yderligere.

Underskrevet: L. Kendall

Bag facaden_TRYK.indd 18

19/08/2019 13.18

3 Den kvinde, der havde ringet og spurgt, om Jason ville donere en mid‑ dag til auktionen næste år, hed Jen Connington. Jeg er holdt op med at bruge navne, når jeg fortæller Jason, hvad der sker i de områder af vores liv, han ikke ser, fordi jeg ved, han ikke vil kunne huske dem. Jen er mor til Madison og Austin, gift med Theo. En oplagt kandidat til at blive skolens Bidronning og nyvalgt formand for auktionsudvalget.

Da jeg tog telefonen, sagde hun: “Hej med dig, Angie.”

Jeg hedder ikke Angie. Hvis jeg nogensinde har haft et kælenavn, har det været Gellie, og det er kun mine forældre, der har kaldt mig det. Kvinder, der selv forkorter Jennifer til Jen, går nok ud fra, at Angela bliver til Angie. “Tusinde tak for dit tilbud om at levere mad til endnu en middag!!” Ja, der var flere udråbstegn. “Men vi tænkte, om ikke du havde brug for et pusterum næste år.”

Vi. Jeg begyndte straks at tænke på, hvilke af de andre mødre der var involveret i den forandring, der nu ville blive annonceret. “Ærlig talt, Jen, det er da det mindste, vi kan gøre.” Min brug af vi føltes mindre.

Jeg forestillede mig straks, hvad hun havde sagt til Theo om aftenen, mens de sad med deres cocktails: “Hvor mange gange har hun brug for at minde os om, at hun engang har lavet mad til de rige og berømte i The Hamptons?” Det var det eneste rigtige arbejde, jeg nogensinde havde haft. Dengang var jeg ret stolt af mig selv, men kvinder som Jen Connington ville aldrig holde op med at se mig som en, der havde peaket som serveringspersonale.

“Altså, kald mig bare radikal feminist, men jeg tænkte, det var på tide, at nogle af fædrene tog deres ækvivalente del af slæbet, så at sige.”

19

Bag facaden_TRYK.indd 19

19/08/2019 13.18

Hun lo ad sin hentydning til titlen på Jasons bestseller: Equalonomics.

“Tror du ikke, vi kan overtale Jason til at komme frit frem fra sit skjul?”

Jeg havde tit sagt til hende, at jeg ville ønske, han levede i skjul. Så ville jeg se mere til ham.

Jasons særlige budskab handlede om, hvordan virksomheder kunne maksimere deres overskud ved at tage beslutninger, der var baseret på lighedsprincipper. Det var sød musik i de kulturradikale Manhattan-boeres ører: Hold fast i de frynsegoder, der hører sig til, når man befinder sig i den øverste procent, og vær et godt, moralsk men‑ neske samtidig. Hans bog havde ligget på New York Times’ nonfictionbestsellerliste i næsten et år, hvorefter den kom som paperback og lå der i fyrre uger mere. I mellemtiden havde de optrædener i medierne, der skulle promovere bogen, udviklet sig til opgaver som tv-ekspert, hvilket havde ført videre til en podcast. Så havde hans bedste ven, Colin, foreslået, at han skulle etablere et uafhængigt konsulentfirma.

Jeg var glad på hans vegne – glad på vores vegne – men ingen af os havde vænnet os til hans nye status som berømthed.

Min madlavningspræmie var ikke længere nok til auktionen. Vi skulle give mere. Jen prøvede at mildne afvisningen ved at vende til‑ bage til, at det handlede om, at Jason skulle gøre sin del af arbejdet.

“Hvert år er det mødrene, der knokler som gale for at få denne her auktion op at stå. Næste år lader vi fædrene klare arbejdet.”

Det var anden gang, hun havde omtalt Jason som Spencers far. Jeg rettede hende ikke. Det var der ingen grund til.

Da det til min overraskelse begyndte at blive alvor mellem mig og Jason, den sommer vi mødte hinanden, kunne jeg mærke, hvor meget han prøvede at involvere Spencer. Han lærte ham at kaste sig ned under bølgerne på Atlantic Beach, spillede tennis med ham på banerne i Amagansett og gik helt op i toppen af fyrtårnet for enden af Montauk, et sommereventyr for engangsturister, som Spencer aldrig blev træt af.

Da det blev efterår, spurgte Jason, om vi ville flytte ind hos ham i

20

Bag facaden_TRYK.indd 20

19/08/2019 13.18

New York. Gud, hvor ville jeg gerne sige ja. Jeg var kun fireogtyve og havde kun boet to steder i hele mit liv: hjemme hos mine forældre og i et hus i Pennsylvania, jeg aldrig ville være taget tilbage til, heller ikke hvis kommunen ikke havde revet det ned. Jeg havde aldrig haft et forhold til en mand, der behandlede mig som en voksen. Jeg havde datet et par fyre, jeg kendte fra barndommen, men det var ikke noget, der nogensinde ville have ført til ægteskab. Det sidste, jeg havde lyst til, var at blive endnu en generation af East End-arbejderklassen, der levede fra hånden til munden, især når jeg ikke var forelsket.

Og Jason var ikke kun en god mand, der elskede mig. Han var veluddannet, intellektuel og kultiveret. Han havde et godt job, en lejlighed på Manhattan og tilsyneladende penge nok til også at kunne leje et sommerhus i The Hamptons. Han ville gerne tage sig af mig.

Jeg ville endelig kunne flytte hjemmefra. Jeg ville kunne arbejde i byen hele året i stedet for at skulle knokle røven ud af bukserne hver eneste dag hele sommeren for at prøve at tjene penge nok til resten af året.

Men jeg kunne ikke. Jeg var ikke hovedperson i et eventyr, parat til at blive reddet af prinsen på den hvide hest. Jeg var mor til en seks‑ årig, der ikke kunne tale, før han var tre. Som lægerne sagde måske var autist, alene på grund af hans tavshed og tendens til at undgå øjenkontakt. Som havde brug for en hjælpelærer i børnehaven for at “forberede” ham på det, jeg ikke måtte kalde det “normale” klassevæ‑ relse, frem for det “særlige” klasseværelse, som hans børnehaveleder havde foreslået. Nu stod han for at skulle begynde på en skole, hvor han havde venner, og han boede i det eneste stabile hjem, han nogen‑ sinde havde kendt. Jeg kunne ikke hive ham op med rode og flytte til storbyen på grund af en mand, jeg havde kendt i tre måneder. Da jeg sagde til Jason, jeg ikke kunne flytte med, var jeg beredt på at sige farvel, både til ham og til vores stormende forelskelse. Jeg prøvede at sige til mig selv, at andre piger på min alder bare ville have set det som en sommerflirt.

Igen overraskede Jason mig. Han tog toget fra New York hver anden

21

Bag facaden_TRYK.indd 21

19/08/2019 13.18

weekend, boede på det billigste værelse på Gurney’s med udsigt til parkeringspladsen. Han hjalp Spencer med lektierne. Det lykkedes ham endda at indynde sig hos min mor, som ellers ikke kan lide nogen.

I december sagde jeg ja til at tage Spencer med til New York for at se juletræet ved Rockefeller Center. Vi løb på skøjter. Det føltes som en film. For første gang, siden Spencer og jeg flyttede hjem til mine forældre, tilbragte min søn natten under et andet tag.

Weekenden før Memorial Day dukkede Jason uanmeldt op. Der var en uge til den officielle feriesæson. Jeg var allerede booket til syvogtyve fester. Da det ringede på døren, stod jeg i køkkenet og var ved at lave hundredvis af baconsvøbte dadler, som jeg kunne lægge i fryseren til senere brug. Han faldt på knæ på min mors veranda, åbnede æsken med ringen og friede til mig. Jeg skreg så højt, at en forbipasserende cyklist var lige ved at blive kørt ned.

Han havde planlagt det hele i detaljer. Vi kunne bo i hans lejede sommerhus hele sommeren. Jeg kunne hyre ekstra hjælpere til de cateringopgaver, jeg allerede havde sagt ja til, og lade være med at sige ja til flere. Til efteråret kunne vi alle tre rykke til New York. Han ville bede nogle venner trække i nogle tråde og få Spencer ind på en god skole. Han ville gerne giftes på Gurney’s i løbet af sommeren, hvis det ikke var for hurtigt. Allerede i oktober året før havde han lagt et depositum på en dato i august.

“Du er sindssyg,” sagde jeg. “Jeg ved, hvad det koster at leje det sted. Du har brugt en formue på en enkelt satsning.”

“Jeg satser ikke. Når man er økonom, kalder man det research og spekulation.”

“Når man er et almindeligt menneske, kalder man det at være en spasser.”

“Hvis det hjælper, så gav de mig rabat, da jeg fortalte hvorfor. De elsker dig derhenne. Næsten lige så højt som jeg elsker dig. Gift dig med mig, Angela.”

Jeg spurgte ham, hvorfor det skulle gå så stærkt.

22

Bag facaden_TRYK.indd 22

19/08/2019 13.18

“Fordi jeg ikke har lyst til at se dig hver tiende dag. Jeg har lyst til at have dig hos mig hver eneste aften.” Han tog mig i favnen og kyssede mig på håret. “Desuden vil jeg ikke have, at der er en eller anden som‑ merfyr, der får øje på dig til en fest hos en ven og stjæler dig fra mig.”

“Hvad med Spencer?”

“Jeg vil gerne have, han skal have en far. Jeg vil gerne være hans far. Jason, Angela og Spencer Powell. Det klinger godt, ikke?”

Dengang hed Spencer det samme som mig til efternavn – Mul‑ len. Der havde aldrig rigtig været andre muligheder inde i billedet.

Nu, hvor Jason talte om ægteskab, kunne jeg godt se fordelene ved at blive Angela og Spencer Powell i en anonym, myldrende storby.

Spencer ville stadig se sine bedsteforældre. Han havde vænnet sig til børnehaveklassen og siden til første klasse. Han ville også kunne klare at vænne sig til en ny skole. Fordelene ville opveje ulemperne.

Jeg kan stadig huske natten, efter at jeg havde sagt ja, da Jason fortalte mig, hvor meget hans forældre ville have elsket mig.

Vi blev gift på Gurney’s på den dato, Jason havde booket i for‑ vejen, men jeg bad om, at der ikke blev holdt nogen ceremoni, og at det bare blev en middag for tolv. Ikke nogen marengskjole, ikke noget slør, ikke nogen annonce i søndagsavisen. Jeg fandt en præst, der ikke repræsenterede nogen bestemt trosretning, på nettet, og han dukkede op under velkomstdrinken for at gøre det officielt. Mandagen efter sendte Jasons advokat og bedste ven, Colin, ansøgningen om navneforandring til Spencer af sted. En lovformelig adoption ville tage lidt længere tid, men nu var Spencer og jeg officielt nogen, der hed Powell til efternavn.

To år senere spurgte jeg Jason, om Colin stadig arbejdede på at gøre det officielt. Vi var ude at spise på Eleven Madison Park. Han blev straks lang i ansigtet, som om jeg havde afbrudt middagen for at bede ham gå ud med skraldespanden.

“Er det virkelig det, du gerne vil tale om på vores bryllupsdag?”

23

Bag facaden_TRYK.indd 23

19/08/2019 13.18

“Nej, det er klart. Det er bare datoen, der minder mig om det.” Jeg var ikke advokat, men det virkede ikke realistisk, at det kunne tage så lang tid. Der var ikke nogen anden far inde i billedet. “Har Colin sagt, hvorfor det er blevet forsinket? Jeg kan skaffe politirapporterne, hvis han skal bruge dem. Jeg er sikker på, kriminalbetjent Hendricks kan forklare …”

Jason lagde gaflen ved siden af sit halvspiste andebryst og holdt en afværgende hånd i vejret. “Vær nu sød,” hviskede han og kastede et blik rundt, som om der kunne være nogen, der lyttede. “Det er dig selv, der altid siger, du ikke kan lide at tænke på det. At fortiden er ligegyldig. Så kan vi ikke godt lade være med at tale om det på vores bryllupsdag?”

“Fint.” Det var rimeligt nok. Han havde ret. Jeg havde talt med en et par gange, lige da jeg var flyttet hjem, men havde ikke for alvor været i terapi. Det var næsten, som om jeg var begyndt forfra på livet i en alder af nitten. Jeg havde ikke brug for terapi. Jeg havde kun brug for, at folk forstod, jeg havde det fint. Jeg har det fint. De få gange, hvor Jason havde foreslået, at jeg “talte med nogen om det,” lukkede jeg bare af og ikke på en venlig måde. Det var ikke fair at bringe emnet på bane i forbifarten, hen over middagsbordet.

Men jeg kunne ikke ignorere min mistanke om, at der var noget, der havde forandret sig. For et par år siden havde det bare lydt som irriterende papirarbejde, men nu føltes det som en reel forhindring, en grænse, som Jason ikke længere havde lyst til at krydse. Måske havde det været nemmere for ham at se sig selv som permanent far til Spencer dengang for to år siden, da vi begge to havde regnet med, vi ville få et barn sammen, en lillebror eller lillesøster til vores søn.

Jeg blev gravid to måneder efter brylluppet. To måneder efter var jeg det ikke mere. Jeg havde aldrig set Jason græde før. Den aften i sengen sagde vi, vi ville prøve igen. Jeg var stadig meget ung. Det tog kun fire måneder at få et nyt plus på pinden. To måneder efter – væk igen. To spontane aborter på et år.

24

Bag facaden_TRYK.indd 24

19/08/2019 13.18

Den tredje gang nåede jeg næsten at passere de berømte tolv uger.

Jeg var begyndt at glæde mig til at fortælle folk nyheden. Men så mistede vi ham … eller måske hende. Lægerne var optimistiske og sagde, at mine chancer for en vellykket graviditet stadig var over halv‑ treds procent. Men jeg havde det, som om jeg allerede havde prøvet lykken for mange gange, og at det hele tiden ville ende med plat frem for krone. Jeg af alle mennesker havde brug for forudsigelighed. Jeg havde brug for at vide, hvad der ville ske, og fordi jeg vidste det om mig selv, havde jeg i virkeligheden kun én mulighed – at give op. Jeg bad om at få sat en spiral op, så jeg kunne få kontrol over min krop igen.

Jason gjorde sit bedste for ikke at virke skuffet. Han sagde, at uan‑ set hvad der skete, havde vi stadig Spencer, og han var nok. Men jeg kunne godt mærke, at det først og fremmest var sig selv, han prøvede at overbevise. Og jeg lagde mærke til, at det var mig, der holdt om ham. Det var mig, der var trøsteren. Fordi vi begge to på en eller anden måde vidste, at han havde mistet mere end mig, fordi Spencer altid ville være mere min end hans. Jason havde ikke selv noget barn.

Og nu var Spencer stadig ikke adopteret.

“Jeg tænkte, vi måske havde fået en status,” sagde jeg stille.

Han tog min hånd. Da han så mig i øjnene, var han ikke frustreret mere. “Jeg elsker vores søn. Og det er det, han er nu – vores søn. Det ved du godt, ikke?”

“Klart.” Jeg smilede. “Det er to år siden, du låste det fast.”

“Mit livs bedste beslutning.”

“Jeg havde bare regnet med, vi også ville have låst Spencer fast nu, juridisk.”

Han gav min hånd et klem. “Tiden flyver, når man har det så godt.

Jeg ringer til Colin i morgen. Det lover jeg.”

Han holdt sit løfte. Da Colin bad mig tage plads og forklarede mig processen, sagde han, det ville være nemt. Vi skulle bare underrette Spencers biologiske far og indhente hans tilladelse til at ophæve hans forældremyndighed.

25

Bag facaden_TRYK.indd 25

19/08/2019 13.18

“Eller,” forklarede han, “hvis han aldrig rigtig har haft kontakt med Spencer, kan vi hævde, han ikke har levet op til sine forpligtelser, og eventuelt springe det med tilladelsen over, hvis du tror, det kan blive et problem.”

Jeg prøvede at holde min stemme helt nøgtern. “Han er død.”

“Nå, det er endnu bedre.” Hvorpå han gav mig en akavet und‑ skyldning, og jeg forsikrede ham om, at det ikke gjorde noget. “Jeg kondolerer – vist? Nå, men under alle omstændigheder skal vi så ikke bruge andet end en dødsattest.”

“Men faren står ikke på fødselsattesten.” Jeg forklarede ikke, at faren allerede var død, og Spencer to år gammel, da han overhovedet fik en fødselsattest. Jeg var opført som eneste forælder.

“Hm, okay.” Jeg kunne høre, at Colin ventede på en mere detaljeret forklaring, men jeg kom ikke med nogen.

“Okay, så bliver det lidt mere kompliceret. Dommeren vil måske spørge, om du ved, hvem faren er, og i så fald kunne vi så fremvise dødsattesten. De er nødt til at sikre sig, at der ikke går en eller anden fyr rundt, som pludselig mister sit barn. Det burde ikke være det store problem.”

Jeg nikkede og vidste, at Spencer aldrig ville få en far i juridisk forstand. Da Jason kom hjem den aften, fortalte jeg ham alt, hvad jeg havde lært om adoptionsprocessen. Siden talte vi aldrig om det mere.

Det er ikke de officielle dokumenter, der er vigtige. Spencer ved, hvem hans forældre er. Vi har Jasons efternavn. Alle går ud fra, at Jason er Spencers far, og det er vel det eneste, der betyder noget?

Bag facaden_TRYK.indd 26

19/08/2019 13.18

4 Dagen efter at Rachel Sutton var gået ind på politistationen Midtown South, fik kriminalbetjent Corrine Duncan en kopi af en kort rapport, som den vagthavende betjent havde indsendt. Hun tog sig i at sidde og ryste på hovedet, mens hun læste.

Hun tjekkede underskriften nederst på siden. “L. Kendall.”

Corrine kendte ikke betjent Kendall personligt, men hun dannede sig straks et indre billede af ham. Garanteret en ham, ikke kun fordi det statistisk var det mest sandsynlige, men på grund af detaljerne i selve rapporten. De fordømmende anførselstegn omkring “opmun‑ trede” og “foreslog”. Hans notat om, at hun “var rolig og fremstod ikke chokeret/følelsesmæssigt påvirket”, som om alle vidste, at ordentlige ofre græder.

Corrine kunne lige forestille sig, hvordan samtalen ville være fortsat, hvis ikke Rachel Sutton havde forladt stationen. Hvad havde du på? Hvorfor var du alene med ham?

Gammeldags. L. Kendall kunne lige så godt have skrevet TRO IKKE ET ORD AF, HVAD HUN SIGER øverst på siden med store bogstaver. Det var sådan, politiet optog rapport, hvis de ville signa‑ lere til anklagemyndigheden, at det ikke var umagen værd. Om ikke andet ville det give forsvarsadvokaten ammunition, hvis den tiltalte nogensinde blev sigtet.

Corrine ville helst tro, hun aldrig havde skrevet sådan en rapport.

Hun var ikke begyndt i New Yorks politi, NYPD. I de første to år var hun menig betjent i Hempstead på Long Island i Nassau County.

Der var politiarbejdet anderledes. De var færre end 120 betjente, så

27

Bag facaden_TRYK.indd 27

19/08/2019 13.18

det forventedes, at man efterforskede sine egne sager, medmindre der var tale om en meget alvorlig forbrydelse. Så hun lærte for eksempel, hvorfor et offer for pædofili kunne finde på at anklage en uskyldig (for at beskytte en skyldig forælder), hvorfor ofre for vold i hjemmet ofte ikke ville rejse tiltale (af frygt eller sågar kærlighed), og hvorfor anmeldelser af seksuelle krænkelser havde flere lag end et løg. “For‑ legenhed” var det mindst dækkende ord i verden, hvis man skulle beskrive den dynamik.

Men i NYPD behøvede en vagthavende betjent som L. Kendall ikke at vide alle de ting. Han skrev rapporten og skubbede den videre til en særlig afdeling, der kunne følge op.

Hun havde allerede googlet Jason Powell. Navnet havde ikke fået en klokke til at ringe, da det stod i en politirapport, men søgeresultaterne fik straks hendes hukommelse på gled. Ifølge hans CV på New York Universitys hjemmeside havde han en bachelorgrad og en master‑ grad fra Stanford og en ph.d. fra Harvard, var professor i økonomi og bestred en eller anden fin, privatfinansieret forskerstilling på uni inden for investeringer i menneskerettigheder. Trods det imponerende CV var det kun med nød og næppe nået med på første Google-side.

Powell var bedre kendt som forfatter og foredragsholder. Den første sætning på hans Wikipedia-side lød: “Jason Powell er forfatter til New York Times-bestselleren Equalonomics, direktør for FSS Consulting og en flittigt benyttet kommentator.”

Corrine foretrak skønlitteratur, men selv hun havde hørt om Equalonomics. For omkring fire år siden havde det været en af de bøger, som alle læste – eller lod, som om de læste, efter Corrines mening – for at virke oplyste.

Ifølge Powells hjemmeside var han nu åbenbart vært på en pod‑ cast, der hed det samme som hans bog. Hans Twitter-konto – en kombination af erhvervsnyheder, liberal politik og sarkastiske kom‑ mentarer – havde 226.000 følgere. Cosmo havde udnævnt ham til en af de ti mest sexede rødhårede mænd.

28

Bag facaden_TRYK.indd 28

19/08/2019 13.18

Hun kunne huske, hun havde set forfatteren på morgen-tv for et par år siden. Paneldeltagerne var faldet i svime over Powell og havde spurgt, om han havde overvejet at stille op til et politisk embede en dag. Det gjorde nok heller ikke noget, at han var pæn at se på – slank, velplejet, men også med lidt kant. Lidt for køn syntes Corrine, men hver sin smag.

Bagefter googlede hun “FSS Consulting”. FSS stod åbenbart for Fair Share Strategies. Hun klikkede på “Om”. Virksomheden leverede “forskning og rettidig omhu inden for menneskerettigheder og social retfærdighed” til investorer og investeringsgrupper.

Hun vrikkede med musen, klikkede på “Vores team” og scrollede nedad. Listen var kort, kun to navne ud over Powell: Zachary Hawkins, administrerende direktør, og Elizabeth Marks, researcher.

Der var ikke mere, hun kunne finde ud af via sin computer. Hun greb telefonen.

Den stemme, der svarede, lød vagtsom, måske endda lidt irriteret.

“Hallo?”

Corrine spurgte, om hun talte med Rachel Sutton – det gjorde hun – og præsenterede sig som en kriminalbetjent, der fulgte op på den anmeldelse, der blev fremsat i går. “Åh, selvfølgelig,” sagde Rachel undskyldende. “Hvor er jeg glad for, du ringer. Det føltes, som om der ikke var nogen, der hørte efter.

Jeg var sikker på, at betjenten derhenne ville arkivere den lodret.”

“Det er alt sammen digitalt nu, så …”

“Okay. Så hvad sker der nu?”

“Jo, hvis du ikke har noget imod det, får du lov at gentage alt det, du fortalte betjent Kendall, til mig. Så tager vi den derfra.”

Rachel lo lavmælt. “Vil du så vende det hvide ud af øjnene og afbryde mig hvert andet sekund for at få det til at lyde, som om jeg lyver?”

“Var det din oplevelse henne på stationen?”

29

Bag facaden_TRYK.indd 29

19/08/2019 13.18

“Fyren var en nar. Altså, da jeg anmeldte det på FSS, havde jeg på en måde ikke regnet med andet, fordi Jason er chefen. Så jeg endte nede på politistationen, men det blev det kun værre af …”

“Okay, vi skal nok tale om det hele, men ansigt til ansigt.” De fleste kriminalbetjente foretog afhøringer på politistationen, som for afdelingen for særligt udsatte ofres vedkommende var en adresse på 123rd Street i et område af East Harlem, som mange ofre var bange for at nærme sig. Men Corrine syntes, hun lærte meget om folk ved at se, hvor de boede. Og hvis man skulle vinde deres tillid, var deres dagligstue et godt sted at begynde. “Er du hjemme nu?”

“Ja. Giv mig en time, så er her præsentabelt.”

Og så havde Corrine allerede lært noget om Rachel Sutton. Hun var typen, der gerne ville rydde op, før hun skulle tale med en kriminal‑ betjent om en anmeldelse af en seksuel krænkelse. Den kendsgerning betød intet i sig selv, men Corrine skrev sig den bag øret, for hun kunne godt lide at tænke på sig selv som en, der lagde mærke til alt.

Rachels lejlighed i Chelsea lå i en af den slags ensartede nye ejen‑ domme, som skød op overalt på Manhattan, glas fra gulv til loft.

Vulgære akvarier, efter Corrines mening. Selv havde hun et hus – et ægte hus med have og indkørsel – fordi hun havde købt i Harlem, inden hipsterne besluttede, at Harlem var cool. Og fem minutters gang til arbejde var den eneste grund til, at Corrine havde bedt om at komme tilbage til afdelingen for særligt udsatte ofre efter fire år i drabsafdelingen.

Hun sagde til portieren, at hun skulle besøge Rachel Sutton, og pegede på det skilt, hun havde hængende i en kæde om halsen. Cor‑ rine havde valgt den placering for flere år siden efter kun to uger som civilklædt betjent. Ingen havde forvekslet hende med en barnepige eller en rengøringsdame, dengang hun havde uniform på.

Rachel åbnede døren i stumpede, løse cowboybukser og sort, ærmeløs top. Hendes lange mørkebrune hår var samlet i en hestehale,

30

Bag facaden_TRYK.indd 30

19/08/2019 13.18

og hun havde lagt makeup på en måde, der fik det til at se ud, som om hun ikke havde makeup på. Da Rachel slog ud med hånden i retning af stuen, bemærkede Corrine en blækklat på bagsiden af hånden, der lignede en midlertidig tatovering, nogle centimeter fra en forlovelsesring med en diamant, som Corrine vurderede til to fulde karat.

“Dejligt sted,” bemærkede Corrine, selvom det lignede noget fra et billede i et hvilket som helst moderne møbelkatalog.

“Tak. Det er min mor, der har stået for det hele.” Hun trak på skuldrene, som om hun godt selv vidste, hvor heldig hun var. “Jeg har ikke fortalt hende om Jason endnu. Hun flipper ud. Og hun vil garanteret ikke have, jeg bliver ved med at arbejde der …”

“Hos FSS?” “Ja. Det er en fantastisk mulighed for mig. Jason er nærmest den vigtigste mand i krydsfeltet mellem finans og internationale menne‑ skerettigheder, og så sker der det her. Jeg har ikke lyst til at lade hele mit arbejdsliv gå op i røg, før det overhovedet er begyndt.”

Corrine foreslog, at de først talte om, hvad der var sket, og ventede med at diskutere de eventuelle konsekvenser til bagefter.

Rachel forklarede, at hun var ved at tage en mastergrad i økonomi på New York University og havde fået en praktikplads, som gav point til studiet, i Jasons konsulentfirma. Hun var kommet ind på Jasons kontor med et notat, hun havde skrevet. “Han sad ikke ved skrive‑ bordet, men han må have hørt mig komme ind, for han kaldte mig ud i sit kurbad.”

“Sit hvad?” spurgte Corrine.

“Det kalder praktikanterne det. Han har sit eget kæmpe badevæ‑ relse med brusebad og en lille briks op ad den ene væg. Nogle gange lukker han døren, og vi tror, han tager en lur derinde en gang imellem.

Der er nogle af praktikanterne, der joker med, at han rent faktisk bor henne på kontoret. Nå, men jeg gik derind, og så stod hans bukser åbne. Jeg skulle til at vende om, men så sagde han, at det ikke var

31

Bag facaden_TRYK.indd 31

19/08/2019 13.18

noget, jeg ikke havde set før. Så talte han bare videre, som om det var normalt. Men han rørte hele tiden ved sig selv.”

“Var hans kønsdele synlige?”

Rachel rystede på hovedet. “Nej, eller jeg så dem i hvert fald ikke.

Han havde hænderne nede i bukserne. Jeg kan ikke rigtig beskrive det.

Og det gik så hurtigt, jeg gik lidt i panik. Så kiggede han på notatet, som jeg stod med i hænderne, og fik øje på min ring. Så sagde han noget om, om det var en konfliktdiamant.”

Rachel måtte have set forvirringen i Corrines ansigt, for hun kom med en indskydende forklaring. “Det er diamanter, der kommer ulov‑ ligt fra krigshærgede områder. Det er det samme som ‘bloddiamanter’.”

Corrine nikkede for at vise, at hun var med.

“Jeg svarede, at det vidste jeg ikke rigtig. Jeg stak hånden i vejret som en anden idiot og sagde, jeg var blevet forlovet sidste weekend.”

“Til lykke,” sagde Corrine.

“Tja, han var nok ret ligeglad. Jeg var nervøs og prøvede bare at finde på noget at snakke om. Han tog notatet, og jeg vendte mig om for at gå, men så greb han mig ligesom i armen. Ikke hårdt, men han holdt den ligesom bare, som om han ville forhindre mig i at gå. Jeg tænkte, det måske var, fordi han lige ville skimme notatet og stille nogle opfølgende spørgsmål, mens jeg var der. Men så trak han mig ligesom tilbage imod sig selv, og han havde stadig ikke lukket bæltet.

Han sagde, jeg var for ung til at blive gift. Jeg havde ikke moret mig nok endnu. Det var tydeligt, at han skulle til at lægge min hånd ind mod sin – du ved. Jeg sprang straks tilbage.”

Corrine spurgte, hvad der så skete.

“Ikke noget. Jeg bakkede-agtigt og trak hånden til mig, virkelig hurtigt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Og så vendte han sig om, lukkede bæltet og begyndte at bladre igennem notatet, som om det var helt normalt. Han sagde, han ville give mig besked, hvis han havde spørgsmål til det. Og så gik jeg.”

Corrine spurgte Rachel, om hun havde talt med andre om hændelsen.

32

Bag facaden_TRYK.indd 32

19/08/2019 13.18

“Jeg sagde det til Zack Hawkins. Han er administrerende direktør, officielt er det ham, der har ansvar for praktikanterne.” Corrine kunne huske navnet fra FSS’ hjemmeside. “Jeg var helt chokeret,” sagde Rachel.

“Pludselig sad jeg inde på hans kontor og fortalte, hvad der var sket.”

Corrine spurgte, om Zack havde sagt, hvad han havde tænkt sig at gøre ved hendes klage.

“Han sagde, han ville tale med Jason om det – at det helt sikkert bare var en misforståelse af en art.” Hendes bestyrtelse over, at der kunne være nogen som helst forvirring omkring Jasons opførsel, var tydelig i hendes tonefald. “Det nagede mig stadig efter fyraften, så jeg opsøgte den nærmeste politistation.”

“Talte du med andre om episoden? Måske din forlovede?”

Rachel fik et overrasket udtryk, da ordet “forlovede” blev nævnt.

“Jeg er stadig ved at vænne mig til ordet,” sagde hun og kiggede beundrende på sin ring. “Nej, jeg sagde det ikke til Mike, af samme grund som jeg ikke sagde det til min mor. Jeg havde ikke lyst til at gøre et stort nummer ud af det.”

“Jeg er kriminalbetjent, Rachel. Siger du, at du ikke vil gå videre med sagen?”

“Som sagt, jeg ved det ikke, men jeg havde det ikke godt med ikke at sige noget. Hvad nu, hvis jeg bare lod som ingenting, og så endte han med at gøre noget værre ved en anden kvinde? Jeg havde nok bare lyst til at anmelde det, så det blev skrevet ned. Ved du, om det er første gang, han har gjort det?”

Corrine fortalte hende, at NYPD ikke havde modtaget lignende anmeldelser.

Rachel snerpede munden sammen. “Jeg vil aldrig kunne bevise, hvad der skete, vel? Det er mit ord mod hans. Den klassiske påstand mod påstand.”

Ja, tænkte Corrine. Og selv hvis hun havde haft hele optrinnet på video, var det ikke tydeligt, at der var sket en forbrydelse. Ifølge Rachel havde Jason ikke rørt ved nogen af hendes “intime” områder

33

Bag facaden_TRYK.indd 33

19/08/2019 13.18

og havde ikke fuldstændig blottet sig for hende. Efter et par opføl‑ gende spørgsmål fik hun bekræftet, at Rachels påstande – hvis hun kunne bevise dem – godt kunne klassificeres som et forsøg på en “anstødelig fysisk berøring”. En uanseelig lovovertrædelse. Teoretisk set kunne den straffes med op til seks måneders fængsel, men det var langt mere sandsynligt, at den ville udløse en betinget dom og en eller anden form for terapi.

“Og det er kun, hvis vi kan bevise, at han havde intentioner om at placere din hånd på sine kønsdele,” tilføjede Corrine.

“Skulle jeg hellere have løjet og sagt, han gjorde?” spurgte Rachel.

“Nej, for det var ikke det, der skete, vel?”

Rachel rystede på hovedet og tørrede en tåre væk. “Undskyld, jeg er frustreret.”

“Har du overvejet at anmelde det til universitetet? Er din praktik‑ plads ikke kommet i stand via skolen?”

“Teknisk set, men det er egentlig mere et job, og Jason er nærmest rockstjerne på New York University. Desuden er han fastansat, så jeg går ikke ud fra, de vil gøre noget. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, der er mange kvindelige studerende, der ikke ville have trukket sig væk. Jeg ved ikke rigtig, om jeg har lyst til at være ‘hende der’ henne på studiet.” Hun kiggede ned, som om hun nærstuderede sine negle.

“Vil det sige, I ikke har tænkt jer at gøre noget?”

“Mit næste skridt ville normalt være at tale med eventuelle vidner, men du siger, der ikke var nogen. Så ville jeg tale med Zack for at få bekræftet, at du indberettede hændelsen umiddelbart efter – spørge ham, hvordan du virkede. Og så ville jeg normalt tale med den mis‑ tænkte, inden jeg afsluttede min undersøgelse. Hvis du altså ønsker, at jeg skal fortsætte. Jeg kan ikke garantere dig, at han vil blive sigtet – det er op til en anklager – men i det mindste vil rapporterne ligge der.”

Rachel nikkede.

“Er det det, du gerne vil have?”

Da Rachel svarede, lød hun ikke længere som en plaget studerende,

34

Bag facaden_TRYK.indd 34

19/08/2019 13.18

der var bekymret for uønsket opmærksomhed og et bump på vejen frem mod den omhyggeligt planlagte karriere. Hendes stemme var rolig og bestemt.

“Ja, jeg er sikker. Jeg vil bare gerne have, han skal indrømme, hvad han gjorde.”

Da Corrine gik hen til bilen, tænkte hun på alle grundene til, at ingen anklager nogensinde ville gå videre med denne her sag. Den forsinkede rapportering. Rachels defensive attitude over for betjent Kendall. Interaktionens flygtighed. Fraværet af vold. For slet ikke at nævne blækklatten på Rachels håndryg, som måtte have været et stempel fra en natklub, hvor hun måske var taget hen i går aftes, kun få timer efter hændelsen.

Der var noget ved indberetningen, der skurrede. Men det var der altid. Det var en sandhed, som enhver efterforsker af seksuelle kræn‑ kelser kunne have bekræftet, hvis nogen havde turdet sige det højt.

Men man må ikke sige, at ofre aldrig fortæller hele sandheden, for så lyder det, som om man siger, de lyver. De lyver ikke. De beskytter sig selv. De forbereder sig på ikke at blive troet. De forudser alle de måder, andre vil angribe dem på, og opbygger et skjold.

Når alt kom til alt, troede Corrine på, at Rachel havde været ude for noget i går – eller i hvert fald på, at Rachel selv troede på det.

Den vigtigste grund til, at Corrine troede, at Rachel talte sandt?

En løgner ville have opdigtet noget langt, langt værre.

Hun ringede til sin overordnede fra bilen. Han forstod ikke, hvor‑ for hun ringede til ham om sådan en åndssvag forseelse, indtil hun forklarede, hvem Jason Powell var. Han reagerede prompte med en irritabel sjofelhed.

Som ventet skyndte han sig at sende aben tilbage til hende og sagde, hun skulle ringe til en anklager.

Hun ringede til anklagemyndighedens kontor for særligt udsatte ofre og spurgte efter den ledende anklager, Brian King. Han tog den

35

Bag facaden_TRYK.indd 35

19/08/2019 13.18

efter tre et halvt ring. “Hæng lige på. Undskyld. Jeg er ved at inhalere min frokost inden en domsforhandling. Jeg ville ikke have taget den, hvis ikke jeg havde genkendt dit nummer.”

“Jeg er beæret.” Hun fortalte King alt, hvad hun havde fundet ud af om Rachels anmeldelse indtil videre.

“Skadefryd,” sagde han. “Hver gang min ekskæreste så ham på skærmen, skruede hun op for lyden. Har du afhørt ham?”

“Ikke endnu. Vi tænkte, vi ville få jer med på sidelinjen tidligt i forløbet. Sørge for, vi gør det her ordentligt. Man kunne godt kigge forbi til en lille sludder. Få hans version af historien. Måske vil han indrømme noget …” Hun undlod at gøre sætningen færdig.

“Eller måske sparker han dig ud, ringer til en advokat og sender bud efter en flok mænd i blå dragter, der kan desinficere hans sexhule.”

“Der er mange mænd, der har eget badeværelse på deres kontor.”

“Jeg kan ikke rigtig se, hvordan det her skulle kunne føre til noget.

Det er du godt klar over, ikke?”

“Det ville ikke være første gang. Jeg er bare en, der kører sagen igennem. Mit bud er, at Rachel ikke vil forfølge sagen, hvis det bliver påstand mod påstand, men det ved jeg ikke, før jeg i det mindste har stillet ham spørgsmålet.”

“Fair nok. Hvor er det spændende at blive involveret tidligt i for‑ løbet,” sagde han sarkastisk.

Corrine var nogle få gader væk fra FSS, da hendes mobiltelefon ringede. Hun havde kun ringet til Rachel Sutton en enkelt gang, men hun kunne allerede kende nummeret på skærmen.

“Kriminalbetjent Duncan,” sagde hun.

Rachel præsenterede sig, undskyldte ulejligheden og sagde, hun var kommet i tanker om noget. “Hans underbukser. Det var hvide boksershorts med røde slikstokke på. De var så fjollede, at jeg var lige ved at komme til at grine. Kan det mon hjælpe på nogen måde?”

I en sag, hvor det var påstand mod påstand, havde kvindens side af sagen lige scoret et ekstra point.

Bag facaden_TRYK.indd 36

19/08/2019 13.18

5 Kriminalbetjent Corrine Duncan Afhøring: 15. maj, kl. 13.55 Sted: 1057 Avenue of the Americas, FSS Consulting Jeg tog hen på adressen for at kontakte Jason Powell angående en anmeldelse indgivet af Rachel Sutton. Jeg fik at vide, at Powell ikke

befandt sig på kontoret. Jeg bad så om at tale med Zachary Hawkins, administrerende direktør for FSS Consulting.

Jeg præsenterede mig som NYPD-kriminalbetjent og oplyste Hawkins om, at en praktikant havde anmeldt en hændelse, der angivelig skulle

have fundet sted dagen forinden. Hawkins nikkede, som om han vidste,

hvad jeg henviste til. Han oplyste, at Jason Powell var taget på forretningsrejse til Philadelphia tidligere på dagen, selvom jeg endnu ikke havde nævnt, at praktikantens anmeldelse drejede sig om mr. Powell.

Jeg spurgte ham direkte: “Ved du, hvorfor jeg er her?” Han svarede uden tøven: “Det handler om Rachel, ikke?”

Hawkins rapporterede, at han selv havde haft Powell som vejleder på

NYU og begyndte at arbejde for FSS efter et par år i en hedgefond.

Han forklarede, at det var første gang, FSS havde praktikanter, hvilket var kommet i stand efter pres fra universitetet, fordi Powell stadig er

professor, selvom han forfølger erhvervsinteresser andetsteds. Rachel

37

Bag facaden_TRYK.indd 37

19/08/2019 13.18

Sutton er en af i alt fire praktikanter, der er på FSS mellem seks og ti timer ugentligt, hvor de primært researcher på potentielle investeringer.

Hawkins angav, at Rachel Sutton var kommet ind på hans kontor dagen forinden, havde bedt om at tale med ham og havde lukket døren. Hun

fortalte, at Powell havde “været upassende” over for hende. Da Hawkins

havde udbedt sig flere detaljer, svarede hun ifølge Hawkins: “Det burde være ham, der skulle forklare sig.”

Jeg spurgte Hawkins, hvad han havde foretaget sig som reaktion på

indberetningen. Han erkendte, at han ikke havde kompetencer til at håndtere klager på arbejdspladsen, og at FSS er for lille til at have en HR-afdeling. Han sagde, han havde talt med Jason Powell, der havde virket “fuldstændig chokeret og endda rasende” over spørgsmålet. Powell

havde givet udtryk for, at han ikke kunne komme i tanker om nogen

som helst grund til anmeldelsen, ud over en kort samtale om Rachel Suttons nylige forlovelse.

Jeg spurgte Hawkins, om han havde andre oplysninger om hændelsen,

og han sagde, at det havde han ikke. Han sagde, han var “forbløffet”

og “skuffet” over, at politiet var blevet indblandet, og sagde, at han var

overbevist om, at der var tale om en misforståelse imellem de to parter.

Da jeg havde forladt FSS, ringede jeg til Jason Powell på et mobilnum-

mer, som Hawkins havde oplyst. Jeg præsenterede mig som kriminalbetjent ved NYPD (jeg nævnte ikke specifikt afdelingen for særligt udsatte

ofre) og sagde, at jeg gerne ville tale med ham om en anmeldelse, jeg havde fået. Han svarede straks, at han ikke ville svare på spørgsmål uden at have juridisk bistand med sig.

Handling: Rapporter videresendt til distriktsanklager King, New Yorks statsadvokatur, afdelingen for særligt udsatte ofre.

Bag facaden_TRYK.indd 38

19/08/2019 13.18

6 Tre dage senere Sådan her fandt jeg ud af det.

Jeg er vant til at vågne alene, afhængigt af hvilket øjeblik man tæller som “opvågnen”.

Første gang er som regel ved tretiden om natten. Jason ved ikke noget om disse rastløse minutter. Det er der ingen, der gør. Jeg siger til mig selv, at de ikke betyder noget, at de ikke er virkelige. De har ikke noget at gøre med mit liv som voksen – i det her hus, sammen med Jason og Spencer. Disse tabte tidsklumper hører til den, jeg var. Det er, som om søvnen bærer mig ind i en tidsmaskine, og jeg kortvarigt træder frem som mit yngre jeg: skrækslagen, ensom, men først og fremmest flad. Det var sådan, jeg plejede at have det hele tiden. Nu er det kun, når jeg vågner – første gang, midt om natten, efter en hæslig drøm. Jeg tvinger mig selv til at lukke øjnene og lege den alfabetleg, som Jason lærte Spencer, den første gang vi alle tre sov under samme tag.

Spencer var knap syv dengang. Han var vant til at falde i søvn på Long Island til lyden af vinden ude fra havet og cikadesang. Jasons gæsteværelse lå femten etager over Seventy-Fourth Street, men Spen‑ cer kunne ikke vænne sig til de pludselige udbrud fra sirener og dyttende biler.

Han kom ind i stuen i sit Batman-nattøj, gned sig i sine søvnige øjne. Jeg så undskyldende på Jason og rejste mig for at få Spencer i seng igen, men Jason trak ham ned til os i sofaen. “Begynd med

39

Bag facaden_TRYK.indd 39

19/08/2019 13.18

at tænke på noget, du kan lide – en tegneserie, en tv-serie, et fag i skolen.”

Det kom ikke bag på mig, at Spencer valgte Harry Potter. Han var god til at læse af sin alder, men jeg havde en mistanke om, at filmene – og min mor – havde hjulpet ham igennem bøgerne.

“Glimrende,” sagde Jason. “Så lukker du øjnene. Begynd med bogstavet A. Er du god til alfabetet?”

Spencer smilede og nikkede. Han var begyndt at læse som fireårig.

Jason forklarede legen: Begynd med A, og tænk på noget, der har med Harry Potter at gøre. “Azkaban.”

Så B. “Botanik med professor Spire.”

Jeg kunne se på min søn, at han ikke længere var bange for gaden udenfor. Hans hjerne havde travlt, den var inde i en Harry Potterhistorie. Det var første gang, jeg følte mig overbevist om, at Jason ville elske min søn og ikke kun mig. Jason lovede ham, at hvis han gik i seng igen og legede legen, ville han være faldet i søvn, inden han nåede til Z. Det er det, jeg laver midt om natten, arbejder mig igennem alfa‑ betet – familiens medicinfri sovepille – som regel med udgangspunkt i en velkendt tv-serie såsom Scandal eller Friends. Noget, der kan få tiden til at gå. Alt er bedre end den drøm, der fik mig til at vågne.

Alle andre steder er bedre end det hus i Pittsburgh.

Den anden gang, jeg vågner – lige akkurat – er, når Jasons væk‑ keur går i gang præcis klokken halv seks. Dengang jeg mødte ham, var han nødt til at stå tidligt op, så han kunne arbejde på den bog, han håbede på at udgive en dag. Det virkede, og rytmen satte sig fast.

Hvad mig angår, begynder dagen først klokken syv, hvor min daglige rutine sætter i gang. Jeg begynder med min iPad. Jeg tjekker mail. Facebook. Skimmer avisoverskrifterne. Men jeg giver højst mig selv et kvarter. Bagefter to minutters planke og et par udstræk for at få blodcirkulationen i gang. Jeg stikker hovedet ind hos Spencer for at være sikker på, han står op, og så går jeg ned i køkkenet for at lave

40

Bag facaden_TRYK.indd 40

19/08/2019 13.18

morgenmad. Kedeligt? Ja. Men jeg er en stor tilhænger af rutine.

Forudsigelighed er beroligende. Det er trygt.

Praktikanten Rachels efternavn fik jeg at vide på min iPad. Via Facebook, for at være helt nøjagtig. Jason havde ikke nævnt episoden siden den aften på restauranten. Han havde været to dage i Phila‑ delphia. Da han kom hjem, havde jeg faktisk glemt det. Jeg gik ud fra, at Jason ville have nævnt det, hvis en klage fra en praktikant var kommet videre end til Zack.

I højre side af skærmen – under navnet på en Oscarvinder, som var midt i en konfliktfyldt skilsmisse, og navnet på en sportsudøver, jeg knap vidste, hvem var – stod ordene Jason Powell. Min mand “trendede”. I et splitsekund blev jeg glad, men så klikkede jeg på linket.

Da jeg havde skimmet artiklen i en fart, rakte jeg ud efter fjern‑ betjeningen på natbordet og tændte for New Day, hvor Jason efter planen skulle være med i et indslag den morgen. Der var reklamer.

Jeg zappede videre til MSNBC, der også tit inviterede Jason i stu‑ diet. Værterne var ved at interviewe en eller anden politiker, jeg aldrig havde hørt om. Ingen omtale af Jason i teksterne under programmet.

Jeg zappede videre til den kanal, der fokuserede på finansielle emner.

Intet.

Et klik mere førte videre til den førende “konservative” kanal. De viste et billede af Jason i øverste højre hjørne, tæt på den tiltrækkende blondine, der nævnte hans navn. Og så fik jeg øje på banneret nederst på skærmen. Progressiv kendisøkonom anklaget for seksuelt overgreb på praktikant.

Artiklen var fra The Post og var allerede blevet delt på Facebook mere end 3000 gange. De brugte et billede fra Jasons medarbejderprofil på universitetets hjemmeside. Jason så så ung ud. Hans lange ansigt var mere fyldigt dengang, og han havde ikke det look med korte skæg‑ stubbe endnu, som han havde anlagt sig for nogle år siden. Hans

41

Bag facaden_TRYK.indd 41

19/08/2019 13.18

grønne øjne stirrede ligesom lige igennem kameraet, og han smilede, som om han tænkte på noget sjovt.

Selve artiklen var kun to afsnit lang. Der stod, at en unavngiven praktikant havde anklaget “økonomen, der er blevet vismand og poli‑ tisk lynafleder” Jason Powell for “ufrivillig seksuel kontakt”.

“En kilde tæt på siger til The Post, at den frække professor har et hemmeligt kammer med brusebad og seng ved siden af sit mondæne kontor uden for universitetet, hvor han har tjent gode penge på at fortælle investorer, hvordan de skal bruge deres penge i overens‑ stemmelse med hans liberale politik. Samme kilde beretter, at NYPD er tæt på at foretage en arrestation, og at vi snart vil høre mere om de forskellige måder, den berømte økonom har gjort brug af den omtalte seng på.”

Jeg måtte tage mig i at kyle iPad’en på gulvet. Da vi flyttede downtown, havde Jason savnet at kunne løbe i Central Park hver dag. Han havde prioriteret at få lavet det badeværelse, da han stiftede FSS, for at kunne tage sin gamle løberutine op igen. Og sengen var ikke engang en rigtig seng. Det var en briks, vi havde haft stående i en vinduesniche ude på gangen i vores gamle lejlighed. Det var mig, der havde foreslået, at den blev flyttet hen i det værelse, vi for sjov havde kaldt hans “suite” på kontoret. Der var ingen vinduer, så det var et oplagt sted at tage en lille lur, når Jasons tidlige morgenrutine begyndte at kunne mærkes om eftermiddagen.

Jeg prøvede at ringe til Jasons mobil, men den gik direkte på sva‑ rer. “Jason, ring til mig, så snart du hører det her.” Jeg sendte en sms med samme ordlyd.

Jeg scrollede ned ad siden på min iPad for at se facebookkom‑ mentarerne til artiklen. Den var ved at gå viralt.

Jeg vidste bare, at hans selvtilfredse, perfekte facade var ren komedie.

42

Bag facaden_TRYK.indd 42

19/08/2019 13.18

Er politiet kun tæt på at arrestere? Underviser han stadig unge studerende? Hvad fanden sker der?

Jeg kender en pige på uni, der er i praktik hos ham. Hun er den eneste af hunkøn, der er med i ordningen. Rachel Sutton. Hun er lækker.

Derpå flere kommentarer, der skældte vedkommende ud for at kaste kvinden for løverne. Hende, der var ved at ødelægge min mands ry og rygte. Åbenbart var det okay at nævne Jason ved navn, men hendes ret til privatliv skulle beskyttes. Jeg skrev mig hendes navn bag øret og læste videre i kommentarsporet.

Hvad er man for en professor, når man mødes med en studerende alene … i et soveværelse?

OMG. Hans søn går i skole med min datter! Han har altid virket super sød. Jeg er knust.

Forfatteren til den sidste kommentar var en kvinde ved navn Jane Reese. Jeg klikkede på hendes profilbillede og genkendte teenagepigen ved siden af hende fra Spencers korkoncerter. Ifølge Facebook var Jane og jeg “venner”. Jeg klikkede på “Unfriend”-knappen.

Spencer. Åh gud, Spencer. Jeg havde beskyttet ham imod så meget, men jeg var ude af stand til at beskytte ham imod det her.

Jeg googlede mit eget navn og Spencers – både Powell og Mullen – for at se, om nogen af os var blevet nævnt inden for de sidste fireogtyve timer. Der var ingen, der havde trukket os ind i historien. Ikke endnu.

Men hvis en eller anden tilfældig internetbruger allerede havde nævnt Rachel Sutton ved navn, kunne det vel ikke vare længe, før folk, der mente, de vidste noget om mig, kastede sig ind i kampen?

43

Bag facaden_TRYK.indd 43

19/08/2019 13.18

Spencer lå med en pude over hovedet for at lukke det lys ude, der sivede ind omkring rullegardinet. Han stønnede, da jeg satte mig i fodenden. Min søn var meget dramatisk om morgenen.

“Skal jeg virkelig minde dig om, at der rundtomkring i verden er små piger, der bogstavelig talt er døde, fordi de prøvede at få lov at komme i skole? Så er det op, fister.”

Han så på mig med sammenknebne øjne under det stride hår. “Nor‑ male mødre siger: Nu skal du kraftedeme op, ellers slår jeg dig ihjel.”

Det er min dyrebare søns forestilling om, hvad der er “normalt”.

“Jeg er mere til skyld og skam end dødstrusler. Nu skal du stå op.

Men vi skal lige snakke sammen. Det kan være, der er nogen i skolen, der siger noget om far.” Spencer var begyndt at kalde Jason far efter vores første bryllupsdag. Vi havde aldrig spurgt ham hvorfor. Vi var bare taknemmelige.

“Lorettas mor har en Oscar, og Henrys far er bogstavelig talt et musikalsk geni. Tro mig, der er ingen, der taler om far.” Åh, glæderne ved at gå i privatskole på Manhattan.

“Der kører en historie på nettet. Der er en, der har anklaget ham for noget. Det skal nok blive opklaret, men jeg har brug for, at du prøver at lukke ørerne for det i dag i skolen.”

“Hvad mener du med, han er blevet anklaget?”

Jeg ville aldrig kunne holde detaljerne hemmelige for min søn, ikke med den mediestrøm, der kørte hele døgnet. “Det er en studerende fra universitetet. Collegestuderende kan godt finde på at overreagere, Spencer.”

Derfra plaprede jeg bare. Jeg sagde, at der nogle gange var nogle ekstremt plagede unge, der alligevel blev optaget på universitetet. At hans far bare havde prøvet at hjælpe hende ved at tage hende i praktik.

At undervisere har konflikter med studerende konstant, men at det var endnu mere kompliceret for hans far, fordi han var en offentlig person. Måske var den studerende ude efter at få opmærksomhed på hans bekostning.

44

Bag facaden_TRYK.indd 44

19/08/2019 13.18

“Men hvad er det, de vil sige?”

Jeg kiggede undersøgende ind i de lysebrune øjne, der spejdede ud under hårtotter, der skulle have været studset for flere uger siden.

Min søn var for stor til at blive behandlet som et barn, men han var ung i forhold til sine jævnaldrende. Hans ven Henry, for eksempel – søn af det “musikalske geni” – havde to barnepiger, en chauffør og en bodyguard og så sine forældre to gange om måneden. De her børn ville ikke lægge fingrene imellem.

“At en studerende har anklaget din far for upassende opførsel.”

“Hvad? Altså ligesom … sex?”

Jeg sagde, at jeg ikke vidste det helt nøjagtigt. At det var en mis‑ forståelse. At jeg kun fortalte ham det, fordi det kunne være, der var nogen, der nævnte det henne i skolen.

“Og det ligger ligesom på nettet?” Han satte sig op, formentlig for at gå ned og hente sin telefon, som jeg tvang ham til at lægge i køkkenet natten over, en af de telefonrelaterede mor-regler, ligesom at han skulle give mig sin adgangskode, spørge om lov, før han delte billeder af andre og – det mest kontroversielle – sætte telefonen på flytilstand, hver gang bilen var i fart.

Jeg prøvede at lade være med at tænke på de andre forældre, der nu stod i deres køkkener og hviskede sammen om min mand. Eller de NYU-studerende, der sendte sms’er til hinanden under forelæs‑ ningerne. Eller dem, jeg kendte fra East End før i tiden, der godtede sig over, at mit perfekte liv i New York alligevel ikke var faldet så heldigt ud.

“Denne her unge kvinde har det tydeligvis svært, Spencer. Rigtig svært. Og din far har prøvet at hjælpe hende, okay?” Jeg antydede ting, jeg ikke vidste noget om, men jeg var nødt til at give en eller anden form for forklaring på det, der skete. Plaget pige bliver besat af succesfuld mentor så trist nok ud til at virke.

“Mor, jeg kan da ikke tage i skole. Du er nødt til at lade mig blive hjemme.”

45

Bag facaden_TRYK.indd 45

19/08/2019 13.18

Jeg gik ud på badeværelset og tændte for bruseren. Det tog en evighed at varme vandet op. “Du kan ikke blive hjemme, for så kan folk komme til at tro, at han har gjort det. Han er din far, Spencer, og du er ikke noget barn mere. Vi er nødt til at beskytte vores familie.”

Bag facaden_TRYK.indd 46

19/08/2019 13.18

7 Jeg prøvede at ringe til Jason igen, mens Spencer var i bad. Jeg lagde på, da jeg hørte det velkendte: “Du har ringet til Jason Powell …” Jeg havde allerede lagt to beskeder og sendt tre sms’er.

Jeg tændte for det lille fjernsyn, der hang i køkkenet, men skruede ned for lyden, så jeg ville kunne høre, når Spencer kom ned ad trap‑ pen, og slukke det i tide. Jeg zappede hen til New Day, hvor Jason før i tiden havde været en jævnlig gæst – oprindelig fordi vi var venner med en af værterne, Susanna Coleman. Selvom Jason i mellemtiden var blevet en efterspurgt kommentator, kiggede han stadig forbi studiet omtrent en gang om måneden, primært af loyalitet.

Susanna og hendes medvært, Eric, stod i studiets køkken på hver sin side af en kok, jeg kunne kende fra et af madprogrammerne på kabel-tv. “Se? Perfekt al dente,” stod han og sagde, mens Susanna og Erik forsøgte at smage på de perfekte spaghettisnore på en elegant måde.

Susanna nikkede samstemmende, indtil hun havde tygget af mun‑ den. “Du er min helt. Jeg koger altid min pasta for længe.”

Havde Jason allerede været på her til morgen? Hvad var det, han skulle tale om i dag? Han havde nævnt det aftenen før, mens jeg prø‑ vede at læse Spencers stil om James Baldwins Råb det fra bjergene. Min søn gik kun i syvende, men nogle af hans lektier var mere avancerede, end hvad jeg nogensinde selv havde lavet i skolen. Jeg havde holdt en pause med læsningen for at slå ordet circumlocution op på telefonen, og så havde Jason nævnt sine planer for tv-indslaget.

Nu kunne jeg huske det: Der var syv butikskæder, der var ved at

47

Bag facaden_TRYK.indd 47

19/08/2019 13.18

forandre verden i det små. Man behøvede ikke være økonom, og slet ikke økonom med Jasons CV, for at gøre reklame for fodtøj og tæp‑ per, men det var den slags kompromiser, han indgik for at udvide sin “platform”.

Havde han virkelig været i fjernsynet for at tale om shopping med god samvittighed uden også at nævne politianmeldelsen? Umuligt.

Han ville være blevet slagtet på Twitter. Offentligheden er blevet vant til at tro, man skylder dem en øjeblikkelig forklaring.

Jeg tog min mobil og googlede “Jason Powell New Day” og begræn‑ sede søgeresultaterne til den sidste time. Jeg fandt svaret på mit spørgs‑ mål på en hjemmeside, der dækkede berømtheder fra et feministisk perspektiv.

Syv minutter inde i New Days åbningssekvens afbrød den ene af værterne, Eric Jordan, pludselig en af Susanna Colemans historier om hendes elskede hund. “Undskyld, Susanna. Men der er ingen, der vil høre om Frannie. Lad os tale om elefanten i rummet.” Han udpegede elefanten som morgenens historie i New York Post, om at en collegepraktikant havde anklaget doktor Jason Powell – “vores egen doktor Jason” – for “upassende adfærd”.

Coleman havde blik for det ironiske i, at en mand afbryder en kvinde for at insistere på en diskussion om anklager om seksuelle overgreb: “Du sidder altså og fortæller mig, hvad jeg må tale om, og hvad jeg ikke må tale om lige nu?”

Jordan læste så en meddelelse op, som må have været forberedt på forhånd: “Som journalister ved vi, at enhver må anses for uskyldig, indtil det modsatte er bevist uden for enhver rimelig tvivl i en retssag. Men som tv-program er New Day også bevidst om, at den måde, folk optræder på uden for skærmen, kan komme til at skygge for indholdet, når de er på. Derfor er det indslag, vi annoncerede i går, hvor doktor Jason Powell skulle have deltaget, udgået.”

Så kom der reklamer på, og programmet fortsatte som vanligt.

48

Bag facaden_TRYK.indd 48

19/08/2019 13.18

Med andre ord er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist, med‑ mindre vi er bange for, det vil gå ud over seertallene.

Jeg hørte Spencers trin på trappen, så jeg slukkede for fjernsynet og lagde min telefon på køkkenbordet med skærmen nedad.

“Pandekager med chokoladestykker?” sagde han tørt, da jeg lagde tre perfekte runde skiver på en tallerken. “Jeg synes, du sagde, jeg skulle holde op med at spise som et lille barn.”

Jeg hadede den stemme, min søn brugte, når han efterlignede mig – helt klemt og furieagtig. Jeg lod det passere denne gang og nævnte ikke grunden til, at jeg havde sagt sådan dagen før: at han havde spist meget lidt aftensmad og bestilt pizza to timer senere.

Jeg trak på skuldrene og rakte ham en flaske sirup. Pandekager var ikke en del af det sædvanlige morgenmadsudbud i hverdagene.

“Hvis der er en eller anden sæk, der anklager far for mord, får jeg så en bil?”

“Ikke bruge sådan nogle ord,” sagde jeg og hævede pegefingeren, selvom jeg trak på smilebåndet samtidig. Humor var min søns måde at håndtere de mest umorsomme situationer på, og han vidste lige, hvordan han skulle provokere mig. “Desuden nægter jeg at tænke på, at du nogensinde bliver stor nok til at køre bil.”

Han brokkede sig ikke, da jeg fulgte med ham hele vejen ud af bygningen efter morgenmaden. Han havde bedt om, at jeg holdt op med at følge ham i skole i år, men en gang imellem “skulle jeg alligevel den vej”.

Jason havde insisteret på at betale for “en god skole” til Spencer.

Jeg havde haft det fint med, at han gik på Springs School. Det var den samme grundskole, jeg selv havde gået på. Det var den skole, de fleste fra East Hampton gik på – ikke dem fra de forgyldte dele af East Hampton, men dem fra de områder et godt stykke nord for landevejen, hvor de almindelige mennesker boede. Folk som min familie. Folk som mig og Spencer, før jeg mødte Jason.

Manhattan var noget helt andet, havde Jason forklaret. Vi kunne

49

Bag facaden_TRYK.indd 49

19/08/2019 13.18

ikke bare proppe Spencer ind på en eller anden tilfældig skole. For‑ ældre, der var afhængige af det offentlige skolesystem, valgte deres postnummer ud fra grundskolernes kvalitet, og efter grundskolen måtte børnene konkurrere om pladserne på de bedste high schools.

De familier, der havde råd, valgte privatskoler og hyrede konsulenter til at formulere ansøgningerne og fedtede for folk, der kunne tænkes at give dem en god anbefaling. Hele processen lød kvalmende, men Jason vidste mere om uddannelse, end jeg nogensinde ville komme til, så jeg tog på rundtur til de eftertragtede privatskoler.

Friends Seminary havde været den eneste, hvor jeg kunne forestille mig Spencer slappe af. Jo, der var børn af rockstjerner og Oscarvindere, men der var også almindelige børn. Og det var en kvækerskole. Det måtte da betyde, at folk var gode mennesker?

Jeg havde troet, at Jason ville kløjes i prisen, men han hæftede sig mere ved, at skolen lå på Sixteenth Street. Der var kun fem kilometer fra hans lejlighed på Upper West Side til skolen i The Village, men det var en lang tur med Manhattantrafik i myldretid. Jason besluttede, at vi var nødt til at flytte downtown.

“Men hvad med parken?” Han havde valgt lejligheden på SeventyFourth Street på grund af dens nemme adgang til Central Park, hvor han kunne komme ud i det fri og holde fast i sit regime med at løbe fyrre kilometer om ugen.

“Så bliver jeg ham tossen, der drøner tyve gange rundt om Washington Square. Desuden ligger det i gåafstand til universitetet.

Jeg burde være flyttet for længe siden.”

Vi havde kun med nød og næppe haft råd til at leje en treværelses på Waverly, da vi flyttede til The Village. Nu havde vi eget hus på Twelfth Street takket være Jasons ekstra indkomst – med indkørsel og garage og det hele – mindre end ti minutters gang fra skolen.

Jeg kunne mærke Spencer sagtne farten, da vi nærmede os skolen.

Som sædvanlig med blikket klistret til telefonen.

“Fanger du Pokémons?”

50

Bag facaden_TRYK.indd 50

19/08/2019 13.18

“Mor, det er to år siden. Og du ved godt, hvad jeg kigger på.”

“Det skal nok gå, Spencer. Du ved godt, at din far ikke kunne finde på sådan noget, ikke?”

“Mmm. Men det er lige meget. Politiet sætter hele tiden fælder for folk. Folk kommer i fængsel, altså, på livstid, og så viser det sig, de hele tiden har været uskyldige. Der er sådan et sted, der hedder Uskyldighedsprojektet. Har du ikke hørt om det?”

Min søn er begyndt at finde ud af, at jeg ikke er lige så veluddannet som de fleste andre voksne i hans liv. Jeg hader følelsen af at skuffe ham.

“Jo, jeg har godt hørt om det, men det er irrelevant. Din far kommer ikke i fængsel. Det er alt sammen en misforståelse. Der er ikke sket noget som helst.” Igen prøvede jeg at lyde, som om jeg vidste mere, end jeg egentlig gjorde. “Du skal ikke være bekymret for din far.”

“Nej, det ved jeg godt,” sagde han. “Vi er jo rige.” Jeg hader, at min søn allerede ved så meget om verden. “Desuden er det slet ikke lige så slemt som det, nogle af de andre har oplevet. Seths far har været på afvænning i flere år nærmest. Og Karens storesøster har lavet en sexvideo med Little Pony.”

“My Little Pony?”

“Nej, mor. Little Pony. Hallo, det er en rapper.”

“Det er ikke min skyld, han har et åndssvagt navn.” Vi stod på det sidste gadehjørne før skolen, længere måtte jeg ikke komme mere.

Men jeg fik lov til at give ham et stort knus. Da jeg åbnede øjnene, fik jeg øje på Jane Reese, der stod ved siden af en sort Escalade længere henne ad gaden og kiggede på os. Hun vendte sig hurtigt om. Jeg spe‑ kulerede på, om hun allerede havde set, jeg havde unfriendet hende.

“Tak, Spencer. Du er en god dreng. Husk: When they go low …”

“We go high.” Jeg gav ham en hurtig næve mod næve med i købet.

“Men hvad med dig selv? Altså, når folk finder ud af det med … du ved, os? Jeg er egentlig ligeglad, men …”

Jeg fik en klump i halsen. Min søn, der var på vej i skole, hvor han

51

Bag facaden_TRYK.indd 51

19/08/2019 13.18

skulle lade, som om han ikke var bange for, at hele hans verden var ved at falde fra hinanden, var bekymret på mine vegne.

“Politiet skal nok få redet trådene ud i løbet af nul komma fem.

Det skal nok gå alt sammen.” Jeg kiggede væk, så han ikke kunne se usikkerheden i mit blik. Ikke engang han havde nogen anelse om, hvor lidt jeg stolede på politiet, eller hvorfor.

Da jeg var næsten hjemme, ringede min mobil. Der stod “ACM” på skærmen. American Media Center, som var den kanal, hvor New Day blev sendt. Måske var det Jason, der ringede til mig fra opholdsrum‑ met bag studiet.

“Jason?” Det var også på tide.

“Nej, det er mig,” hviskede Susanna. “Jeg ringer fra studiet. Der er reklamer. Er du okay?”

“Nej, jeg er ikke okay. Jeg vidste ikke noget om det her. Jeg fandt ud af det på nettet. Der skulle absolut læses en erklæring op i program‑ met? På baggrund af oplysninger fra en eller anden …” Ordet sæk kom instinktivt til mig, fordi Spencer havde sagt det for lidt siden.

“Studerende.”

“Jeg er helt med. Det var selvfølgelig kanalledelsen, der havde opsøgt Eric bag min ryg. De vidste nok, at jeg ville have kastet mig ind i kampen for at forsvare ham.”

Susanna havde set mange tv-personligheder komme og gå i sin tid som vært på New Day, og der var ikke ret mange kvinder, der fik lov at fortsætte, til de var i fyrrerne, men Susanna var nærmest en institution på AMC. For en del år siden havde hun en kort overgang været nyhedsvært på aftennyhederne, men hun fandt ud af, at hun holdt meget mere af den joviale sniksnak på morgen-tv. Hun nærmede sig de tres og var stadig højt elsket. På den anden side var der ingen kvinder, der var immune over for virkeligheden. Udadtil præsenterede kanalen anstændigvis Susanna og Eric som ligeværdige studieværter, men Susanna vidste udmærket godt, at Eric var tolv år yngre, tjente

52

Bag facaden_TRYK.indd 52

19/08/2019 13.18

dobbelt så meget og blev behandlet som den retmæssige arving til kanalens brand.

Hele morgenen havde jeg ladet, som om alting var normalt, for Spencers skyld, men nu, hvor jeg var alene og hørte min venindes paniske hvisken, begyndte jeg at ryste over hele kroppen.

“Har du set Jason her til morgen?” spurgte jeg. “Han ringer ikke tilbage.”

“Jeg stak hovedet ind i gæsterummet i et splitsekund for at sige hej, men jeg havde ikke tid til at snakke. Han virkede helt normal. Så hørte jeg nogle teknikere, der sladrede om det uden for min garderobe. Det var sådan, jeg hørte om artiklen i The Post, men jeg havde bogstavelig talt ingen tid, før jeg skulle på skærmen. Og inden jeg ser mig om, er Eric ved at smide ham for gribbene på live-tv. Tror du, det kan være, Jason ikke havde set nyheder, før han kom herhen?”

Det var absolut ikke umuligt. Jasons morgenrutine var effektiv til mindste detalje. Ingen tid til at bladre i aviser eller surfe på nettet.

“Jeg ved det ikke. Og jeg aner ikke, hvor han er henne lige nu. Jeg prøver bare på ikke at falde helt fra hinanden.” Jeg kunne høre nogen, der sagde noget med indtrængende stemme i baggrunden.

“Pis. Jeg er nødt til at smutte, men jeg ringer til dig, når udsen‑ delsen er slut.”

Inspireret af min søn afholdt jeg mig fra at græde ved at prøve at finde på noget sjovt at sige. “I øvrigt … Du sagde til kokken, at du altid koger din pasta for meget?”

“Hypotetisk gør jeg. I min fantasi. Ciao!”

Jeg vidste tilfældigvis, at Susanna aldrig lavede mad. Det var sådan, vi var blevet venner. Og det var sådan, jeg havde lært Jason at kende.

Bag facaden_TRYK.indd 53

19/08/2019 13.18