047_Barber_7k.indd 300
04/08/17 16.13
Barbermaleren John Christensen
047_Barber_7k.indd 1
04/08/17 16.12
2  Barbermaleren John Christensen
047_Barber_7k.indd 2
04/08/17 16.12
Barbermaleren John Christensen HANNE ABILDGAARD
Transperant logo
047_Barber_7k.indd 3
04/08/17 16.12
4 Barbermaleren John Christensen
Barbermaleren John Christensen Af Hanne Abildgaard Copyright © 2017 Hanne Abildgaard og Gads Forlag isbn: 978-87-12-05531-0 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Carl H.K. Zakrisson Forlagsredaktion: Martin Gylling Forside: Vinterdag på Nørrebro, 1936 (udsnit) Repro og tryk: Narayana Press For enkelte illustrationer har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med copy-dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
Bogen er udgivet med støtte fra: Ny Carlsbergfondet Augustinus Fonden Politiken-Fonden Lillian og Dan Finks Fond Landsdommer V. Gieses Legat Aage og Johanne Louis-Hansens Fond Forarbejdet til bogen er støttet af: Augustinus Fonden Novo Nordisk Fonden
047_Barber_7k.indd 4
04/08/17 16.12
Indhold Forord 7 Ad omveje 11 Opvækst og ungdom 11 Kældersalonen på Kapelvej 13 Hvordan begyndte det? 14 Tidlige kunstnervenner 22 Debut på Kunstnernes Efterårsudstilling 1928 26 Det primitive og oprindelige 27 Separatudstillingsdebut. Tjørnelunds Kunsthandel 1929 30
Barberen, der maler 37 Kinagaarden 1930 37 Henning Larsens Kunsthandel 1931 42 De første købere 45 Kunsten og byen 51 Kunsten og Folket 59
Hvor sæben skummer for kunstens skyld 65 Stiftelsen af Koloristerne 65 Malmø indtages 70 Koloristens første udstilling i København 74 Byens Jens Søndergaard 77 En ny epoke? 81 Houmark kigger forbi 85 Hverdagens poesi 87 Koloristerne 1934 93 Kolonihaveidyl 101
Social – på den gode måde 105 Tegnerlegatet 105 Koloristerne 1935 114 Kunder i butikken 123
047_Barber_7k.indd 5
04/08/17 16.12
6 Barbermaleren John Christensen
Separatudstillingen hos Arnbak 1935 126 Den fortrolige ven 133 Omfavnet af Kunstmuseet 134 Hjemme på Nørrebro 140 Rendestenens eventyr 147 Københavns Paris 151 Mennesket John C. 153
Kolonihaven og grøftekanten 163 Kunstnernes salon – eller barberens? 163 Koloristerne 1936 166 Huset i Vridløsemagle 178 Samlerne 184 Koloristerne 1937 204 Regndråben og radiotårnet 208 Separatudstillingen hos Arnbak 1938 210 Koloristerne 1939 222 Sygdom og død 230 Mindeord og mindeudstilling 236
Eftermæle: Kunst, kult eller kulturhistorie 241 Biograferet af Poul Uttenreitter 241 Hyldet i Helhesten 243 Dyrket af Elsa Fonnesbech-Sandberg 245 Heerups gravsten 246 Sidste mindeudstillinger 250 Kolonihaven på væggen 254 Forvist til kulturhistorien 258
Epilog 263 Noter 269 Referencer 290 Fotografier 296 Register 297
047_Barber_7k.indd 6
04/08/17 16.12
Forord Da John Christensen i 1928 fik antaget fire billeder på Kunstnernes Efterårsudstilling, var der næppe mange, der hæftede sig ved det. Endnu færre vidste, at ophavsmanden var udlært frisør og drev barbersalon på Kapelvej på Nørrebro, og slet ingen har formentlig
Når ”Barbermaleren” stadig kendes af en hel del mennesker, skyldes det ikke mindst, at han gennem tiden har været genstand for talrige journalistiske artikler, gerne med vægt på hans farverige person og forretning på Nørrebro. Der er sågar blevet lavet et
kunnet forestille sig den nærmest kultagtige status, han skulle opnå i løbet af sit korte liv (1896-1940). John Christensen (herefter John C.) var begyndt at
teaterstykke om ham og alle de typer, der kom i barbersalonen, enten for at blive klippet, drikke øl eller drøfte livet og kunsten. I kunsthistorien savner han
tegne og male målbevidst omkring fem år tidligere, og efter udstillingsdebuten gik det stærkt. I 1932 var han med til at stifte sammenslutningen Koloristerne,
imidlertid en aktuel behandling, skønt hele hans virksomhed kan kaste lys over en række væsentlige positioner og nybrud i mellemkrigstidens danske kunst.
og fra da af modtog offentligheden løbende opdateringer om hans virksomhed både som kunstner og
John C.s kunstnerkarriere blev kort. Han var godt oppe i tyverne, inden han kom i gang, og han døde i
barber. Han blev formand for Koloristerne, blev opdaget af tidens museumsfolk og private kunstsamlere, og i 1937 var hans salg blevet så stabilt, at han
en alder af kun 43 år. Alligevel er hans produktion omfattende, og hans værker lader til at være bevaret i meget stort omfang. Dette skyldes formentlig først
vovede at afhænde barberforretningen og satse på at blive kunstner på fuld tid.
og fremmest, at de altid har været genstand for en vis samlerinteresse, og at denne har omfattet både hans malerier og hans akvareller og tegninger helt ned til de mindste kradserier og bordkort. Meget lidt lader til at være gået tabt, og også museerne har sat pris på
I sin samtid og i årtierne efter sin død var John C. genstand for omfattende interesse og anerkendelse fra så forskellige mennesker som Leo Swane, direktør for Statens Museum for Kunst, Poul Uttenreitter, tidligere redaktør af avantgardetidsskriftet Klingen, og Preben Wilmann, kunstanmelder og debattør i den socialdemokratiske presse for blot at nævne nogle få. I 1930’erne kunne kritikere, museumsfolk og kunstnerkolleger af vidt forskellig observans enes om, at John C. var en af sin tids helt centrale billedkunst nere, og ved hans død var store dele af den danske offentlighed fortrolig med ”Den malende Barber” eller ”Barbermaleren”, et tilnavn, der efterhånden blev en nærmest obligatorisk del af kunstnernavnet.
047_Barber_7k.indd 7
ham og medvirket til bevaringen af hans kunst. Rundt omkring på de danske museer befinder sig over 200 værker af John C., de første indkøbt så tidligt som i 1932, de sidste inden for de allerseneste år. Men der har aldrig været forsket i hans liv og værk, ikke engang en nogenlunde forskningsbaseret udstilling er det blevet til. Hans billeder befinder sig det meste af tiden på museernes magasiner, formentlig fordi der mangler en meningsfuld placering til dem i de gængse fremstillinger om mellemkrigstidens kunst, der traditionelt opbygges omkring to adskilte
04/08/17 16.12
8 Barbermaleren John Christensen grupper af ”avantgardister” og ”traditionalister”. I den fortælling finder en kunstner som John C. ikke en rimelig plads. Tendensen har været at placere ham i den blandede og temmelig ubestemmelige kasse af
andre lag i værkerne til at træde frem end dem, der understøttes af det populære, men også klichéfyldte og begrænsende ”Barbermaler”-prædikat. Men valget skyldes også, at der med udgangspunkt i hans
”traditionalister”, evt. som et vedhæng til Cornertraditionens landskabsmaleri, som han ikke havde meget til fælles med.1 John C.s kunst og indsats bevægede sig netop på tværs af kategorierne, og det var denne hans fuldstændig grænseoverskridende holdning til både form, indhold og selviscenesæt
virksomhed og kredsen omkring ham er basis for at fremskrive en væsentlig, men i eftertiden margina liseret position i dansk kunst, der repræsenterer en helt anden form for fornyelse og refleksion over det moderne menneskes livssituation end den, der frem-
dede ham i et af de første numre. Målet med denne bog er at give John C. og hans
hæves i kunsthistoriens hovedfortælling om avantgardebevægelsernes tilbagevendende brud med det etablerede og traditionalistiske. Forhistorien til denne bog går tilbage til 2001, da jeg på vegne af min daværende arbejdsplads, Arbejdermuseet, modtog Alma og Vagn Nielsens John C.-
værk en mere meningsfuld placering. Han vil hverken blive behandlet som traditionalist eller som et unikt, men utilpasset fænomen i periferien af dansk
samling som testamentarisk gave. Ligesom samleren Vagn Nielsen ofte beklagede, at han ikke nåede at møde John C., som han kom til at sætte højere end
kunst. Ganske vist er hans livshistorie helt unik, men hans kunstneriske virksomhed var et velintegreret indslag i mellemkrigstidens kunstliv, der forekom
alle andre kunstnere, kan jeg kun beklage, at jeg ikke nåede at møde det kunstsamlende arbejderægtepar,
telse, der gjorde ham til en inspiration for den efterfølgende avantgarde, særlig den kreds, der kort efter hans død samledes om tidsskriftet Helhesten og hyl-
de fleste engagerede øjenvidner at komme netop til tiden, måske ligefrem at have et ganske særligt bud
hvis entusiasme og økonomiske offervilje ikke kun førte til erhvervelsen af omkring 60 værker af ham, men også til indsamling af dokumentation om kunst-
til 1930’ernes mennesker. Mens antallet af bevarede værker af John C. er
nerens liv og værk på et tidspunkt, da mange endnu havde ham i frisk erindring.3
stort, er omfanget af arkivmateriale tilsvarende lille. Ud over en enkelt scrapbog lader han ikke til at have opbygget et personligt arkiv endsige at have været en
Det var gennem arbejdet med denne samling, at både de specifikke værdier og de bredere kunsthistoriske perspektiver i John C.s værk kom til at stå klart
flittig brevskriver.2 I hvert fald er det minimalt, hvad der har kunnet findes fra hans hånd både hos hans efterkommere og i andres arkiver, og der er således
for mig, og ønsket om at skrive en bog om ham tog form. Det der for alvor gik op for mig under arbejdet med Alma og Vagn Nielsens samling, var for det før-
meget i John C.s private tilværelse, det ikke er muligt at skaffe sig viden om i dag. Nærværende bog lægger vægten på John C.s udadvendte virke og på de sammenhænge, han indgik i.
ste, at John C. i sin samtid og i årtierne efter sin død var genstand for omfattende interesse og anerken-
Her tænkes både på miljøet omkring barbersalonen på Nørrebro og på hans samspil med andre kunst nere, med kritikere, formidlere og med samlere fra
stræbelser, der stod centralt i mellemkrigstidens kunst og debat. Hans værker både deltog i og hentede betydning fra samtidens udbredte optagethed af
meget forskellige befolkningslag. Bogens vinkel er dog ikke valgt på grund af mangel på primært kilde-
værdier som det sociale, det folkelige og det demokratiske, og det er altså muligt, med hans værker og
materiale, men fordi inddragelsen af hele den sammenhæng, John C. virkede i, gør det muligt at få
livshistorie som omdrejningspunkt, at komme en lang række væsentlige spørgsmål i tidens kulturliv på
047_Barber_7k.indd 8
delse fra vidt forskellig side, og at han kunne fungere som en slags prisme for mange af de værdier og be-
04/08/17 16.12
Forord 9 nærmere hold og måske ligefrem at tænke nyt om mellemkrigstidens danske kunst i mere bred forstand. Der kom til at gå en del år, før jeg fik tid til at for
Også Gitte Hoffmann fra Formidlingscenter Assistens og Niels Boe Hauggaard fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner har altid ydet beredvillig hjælp. For fremskaffelse af arkivalske oplysninger takkes mine
dybe mig i dette arbejde, og det har været helt afhængigt af økonomisk støtte fra flere sider. Der skal derfor lyde en stor tak til Kulturstyrelsen, der med en frikøbsbevilling i 2013 skabte basis for at påbegynde projektet, dernæst til Novo Nordisk Fonden og Augu-
tidligere kolleger, Vagn Buchmann og Hans Uwe Petersen, hjerteligt. Projektet har været helt afhængigt af, at private samlere har åbnet deres hjem, og at museumsfolk har åbnet deres magasiner og arkiver for mig, og det
stinus Fonden, hvis generøse økonomiske støtte har givet mig mulighed for i en længere periode helt at koncentrere mig om forskning og manuskriptskrivning.4 Undervejs i mit arbejde har jeg fået hjælp af man-
har været en stor opmuntring, at alle ejere, offentlige som private, har vist mig meget stor imødekommenhed og ofte tilkendegivet, at også de gerne så John C. komme op af kælderen. Ligeledes har en række kunsthistoriske fagfæller generøst delt viden om
ge mennesker, som jeg ligeledes er stor tak skyldig.
værker, samlere mv. med mig, og ikke mindst er jeg Troels Andersen, Peter S. Meyer og Mikael Wivel tak
Den første tak skal gå til samlerne Alma og Vagn Nielsens børn, Anders Rehde Nielsen og Lilo Breum, som viste Arbejdermuseet den tillid at placere for ældrenes samling af John C.s værker der, og som
skyldig for hevisninger til værker, mens Gertrud Købke Sutton og Barbara Sjoholm har stillet deres
siden altid beredvilligt har ydet deres hjælp. Dernæst
specialviden om andre kunstnere til rådighed for mig. For gennemlæsning og for gode kommentarer
skal John C.s oldebørn, Joakim Beierholm Jensen og Mikka Petersen, også have tak for deres supplering af Arbejdermuseets samling med yderligere materi-
til mit manuskript såvel som aldrig svigtende tro på projektet takkes min tidligere kollega, historiker Henning Grelle varmt. For husly takkes Det Konge-
ale. Ligeledes vil jeg gerne takke Lotte Müller Christensen og Camilla Müller Berg Christensen, kunst-
lige Biblioteks Forskningsafdeling, hvor jeg siden 2013 har nydt godt af faglig sparring, og særligt min
nervennen Max Müllers efterkommere, for at have stillet dennes fotografier til rådighed for nærværende projekt.
kontorfælle, Vibeke Petersen Gether, skal have tak for løbende opmuntring undervejs. Endelig er jeg taknemmelig for, at Henrik Sebro
De efterhånden fåtallige mennesker, der kunne huske John C. i levende live, og som har delt deres erindringer med mig, er jeg også en særlig tak skyldig.
fra Gads Forlag straks ved min henvendelse så perspektiverne i John C.s genopdagelse, og jeg skylder redaktør Martin Gylling og tilrettelægger Carl-H.K.
Det drejer sig om Ebba Koch, Anna Vibeke (Mulle) Nash Jørgensen og nu afdøde Jarl Borgen.
Zakrisson stor tak for et behageligt og engageret samarbejde.
I forbindelse med opsporingen af John C.s værker i privateje har jeg fået uvurderlig hjælp af to menne-
Sidst, men ikke mindst, skal der lyde en stor tak til de fonde, uden hvis økonomiske støtte, denne bog
sker med en særlig interesse og smittende entusiasme over for John C.s kunst: Henning Nicolaisen, som tilrettelagde John C.-udstillingen på Formidlingscen-
aldrig ville være blevet til noget: Tak til Augustinus Fonden, Lillian og Dan Finks Fond, Ny Carlsberg fondet, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond,
ter Assistens i 2000, og kunsthandler Finn Korzen. Begge har fulgt mit projekt gennem flere år og holdt
Landsdommer V. Gieses Legat og Politiken-Fonden for deres generøse støtte til produktionen af bogen.
mig løbende underrettet om nye værkers opdukken.
047_Barber_7k.indd 9
04/08/17 16.12
10  Barbermaleren John Christensen
047_Barber_7k.indd 10
04/08/17 16.12
Ad omveje Opvækst og ungdom John Christensen blev født på Fødselsstiftelsen i København den 25. april 1896 som søn af skrædder
Det var hos bedsteforældrene i nærheden af Sorø, den lille John var feriedreng, og han huskede farfaren som en vidunderlig gammel mand. Men det var an-
Jørgen Christensen (f. 1869) og syerske Christine Regine Bolette Jensen (f. 1873). Begge forældre kom
giveligt hverken forældrene, bedsteforældrene eller tegneundervisningen på Sølvgades Skole, der inspi-
fra egnen omkring Sorø, og John var deres første barn. Ved hans fødsel var forældrene ikke gift, men det blev der rådet bod på den 5. februar det følgende
rerede ham til at blive kunstner. Han pegede ganske vist til tider på farens virksomhed som skrædder som vigtig for hans fornemmelse for farver og materia-
år.5 Familien boede i det indre København, først i Store Kongensgade, senere i det nærliggende Fredericiagade, og her voksede John C. op som storebror i
ler,10 men det mere målbevidste arbejde med billedkunsten kom han først i gang med langt senere.
en søskendeflok, der efterhånden nåede op på 12.6 Han kom i Sølvgades Skole, hvor han gik fra 1903 til 1910, og herfra er der bevaret et enkelt vidnesbyrd, der vurderer drengens evner og opførsel til et mg (meget godt), mens fliden kun kvalificerede til et
I hans egne senere fortællinger var det nogle gange mødet med døden og sorgen i forbindelse med en lillebrors død, der blev fremhævet som det, der lagde grunden til ham som kunstner.11 Andre gange handlede det om kontrasten mellem den blomstrende
g+ (godt plus).7 Som de fleste børn var han glad for at tegne, men der er ingen spor bevaret af hans tidligste
natur og dødens nærvær på Assistens Kirkegård, som han blev nabo til.12 Men her talte John C. om noget afgørende for hans motivation og fantasi, ikke om,
forsøg på området. I et af de første interviews, han gav til pressen, fortalte han:
hvornår og på hvilken måde, han konkret var startet på at arbejde med kunsten.
Lige fra jeg var 10 Aar, har jeg tegnet og malet. Naar jeg rejste paa Landet som Feriedreng, havde jeg altid min Farvelade med mig i Kufferten, og jeg véd, at der flere Steder hænger nogle af mine ubehjælpsomme, smaa Vand
John C.s sociale baggrund var altså præget af det faglærte håndværk og dets respekt for kvalitet og materialer. Det børnerige hjem har formentlig været langt fra velstand, men faderen drev egen skræddervirksomhed, og det virker, som om familien var sta-
Det eneste kunstneriske indslag i John C.s slægt, han selv kunne komme i tanke om, tilhørte farfaren. Han var tækkemand, men han fungerede også som lands-
bil og økonomisk tryg. Den var dog ikke så velkonsolideret, at tanker om en kunstnertilværelse faldt lige for. En læreplads ville have været det naturlige skridt efter skoletiden, men John kom ikke i gang med noget fag, inden første verdenskrig brød ud. Han blev
bymusikant og spillede til bondeballer og høstgilder.9
boende i København frem til 1917, men hvad han fik
farvetegninger fra dengang.8
047_Barber_7k.indd 11
04/08/17 16.12
12 Barbermaleren John Christensen datertid uddannede John C. sig til frisør og arbejdede i starten i Haslev. At det var frisørfaget, der blev hans levebrød, lader til at have været en ren og skær tilfældighed, hvis man skal tro kunstnerens udtalelser i et interview i 1932, hvor det hedder: En Aften traf min Far en Barbermester paa et Værtshus, og saa blev jeg sat i Barberlære over to Øller. Noget skulde jeg jo være, og ingen, ikke engang jeg selv, regnede med Muligheden af at lade mig uddanne som Maler.15 I 1921 finder vi John C. som logerende på Borgerdiget 47 i Roskilde, og blandt de medlogerende ekspedi tricen Dagny Marie Nielsen.16 Der er ikke noget, der tyder på, at John C. på den tid dyrkede kunsten ved siden af klipningen og barberingen, det var snarere sporten, der fyldte fritiden. Han var aktiv i Arbejdernes Idrætsklub i Roskilde, der var stiftet i 1919 med boksning, brydning og atletik på programmet. John C. skal have vundet flere præmier inden for brydning ifølge den senere ven Poul Uttenreitter, der i 1940 skrev den lille bog om John C., der udkom i serien Vor Tids Kunst og stadig er den eneste substantielle og lidt mere omfattende tekst om kunstneren.17 Den 12. marts 1921 giftede John C. sig med sin med-
”Knapgeneralen”, selvportræt som korporal, 1933, olie på krydsfiner, 27,7 × 17 cm, privateje. Det lille selvportræt i uniform er malet på cirka 15 års afstand efter et fotografi
sin tidlige ungdom til at gå med, melder historien ikke meget om ud over, at han en periode skal have været bybud i det indre København.13 Sandsynligvis har han haft skiftende arbejde, indtil han i april 1917 blev indkaldt til militæret. Her gjorde han først tjeneste i København, men blev i september overført til Roskilde, hvor han i juni 1918 blev udnævnt til korporal. Efterfølgende nåede han at være udstationeret flere steder på Sjælland, inden han blev hjemsendt i februar 1919.14 Efter endt sol-
047_Barber_7k.indd 12
logerende Dagny, der arbejdede som ekspeditrice i den butik, hvor han købte sin tobak.18 Dagny var bagerdatter, født i 1897, og hun kom også fra København. Senere i 1921 blev datteren Lillian født, og det unge par blev nu, med skræddermesterens hjælp, etableret med en barbersalon og en treværelsers lejlighed i Roskilde. Men øjensynlig længtes de begge meget efter at komme tilbage til storbyen, for alle rede året efter solgte de forretningen og opgav lejligheden, skønt de ikke umiddelbart kunne få en tilsvarende i København.19 Som Dagny fortalte i et interview i 1944: ”… vi kunde ikke holde ud at være borte fra København, og saa var det, vi fik den lille Butik i Kælderen paa Kapelvej. Det var et rigtig fugtigt og usundt Sted, men der var ikke andet, der passede til vore smaa Penge.”20
04/08/17 16.12
Ad omveje 13
I 1922 erhvervede John C. altså den senere herostratisk berømte kældersalon med adressen Kapelvej 7a.
pårørende og andre besøgende til kirkegården foruden det sædvanlige mylder af gadehandlere, bybude, hundeluftere mv. Fra baglokalet kunne han kigge ud i en baggård med skraldespande, skure og bagsider
Salonen lå i den ende af Kapelvej, der er tættest på Nørrebrogade, og bestod af en lille barberstue med arbejdsplads til én person og et baglokale. Fra salonen havde man udsigt over mod den ældste del af den to meter høje, gule mur omkring Assistens Kirkegård,
af huse, der vendte facaderne mod Solitudevej. Nørrebro er blevet kaldt ”den danske arbejders hjem”,21 og bydelen var på John C.s tid labyrintisk med sine mange side- og bagbygninger og trange gårde, der var yderligere opdelt af plankeværker og ræk-
tegnet af den kendte arkitekt Philip de Lange i 1760, og til nogle store træer og enkelte gravmonumenter, der ragede op over muren. En af indgangsportene til kirkegården lå skråt over for salonen, og John C. kunne således følge ankomsten af en del ligtog, af
ker af retirader. Ud mod gaden fremviste kvarteret pænere facader, men i stue- og kælderetagerne lå en mangfoldighed af små forretninger som den, John C. rykkede ind i, heriblandt mange beværtninger og marskandiserforretninger, der bidrog til kvarterets
Kældersalonen på Kapelvej
Udsigt fra min kælder, udateret, akvarel, 405 × 315 mm, privateje
047_Barber_7k.indd 13
04/08/17 16.12
14 Barbermaleren John Christensen boede så maleren John Christensen, og var sporvejskælderen et eventyr i de lange vinteraftener, så var ”barberen”s kælder det om foråret, når solen stod højt på himlen. Staffeliet stod ved siden af trappen ned til salonen, hvis gulv var dækket med billeder til salg!22 For John C. og familie bød tilbageflytningen til København på det eftertragtede, mere intense byliv, men den betød samtidig en drastisk tilbagegang i boligstandard. I starten måtte de bo hos Dagnys forældre, og da overtagelsen af forretningen var på plads, flyttede de ind i baglokalet til salonen. Under den økonomiske krise i kølvandet på første verdenskrig var der bolignød, og det var vanskeligt at finde en lejlighed. Baglokalet var ifølge Dagny ”… saa fugtigt at der krøb snegle paa væggen”.23 I 1923 fik familien endnu en datter, Dagny, kaldet ”Mussi”, og et par år senere til alt held også egen lejlighed på 3. sal i numMussi, 1924, farvekridt på pap, 140 × 115 mm, privateje
mer 7 i samme ejendom.24
brogede karakter. Nørrebro var tæt befolket og rummede mange beskedne boliger til en relativt lav hus-
Her var John C. altså i 1920’erne travlt optaget af at oparbejde sin forretning og sikre sin familie et udkomme. Dagny arbejdede ikke længere uden for
leje, og de ofte ringe pladsforhold i hjemmene medførte, at en stor del af tilværelsen foregik på gaden,
hjemmet, og man kan sikkert godt gå ud fra, at der allerede var trukket tilstrækkeligt med veksler på
der var præget af en larmende vrimmel af mennesker og køretøjer. Adskillige sporvognslinjer gennemkrydsede på den tid kvarteret, det gjaldt også John C.s
skrædderfamiliens økonomiske offervilje. Det med at tegne og male må i starten have været en ren fritidsfornøjelse. En indtægtskilde af betydning var det
gade, som det er blevet fastholdt i en erindring af Harry Tiedt i forbindelse med John C.s 75-års fødselsdag
i hvert fald ikke.
i 1971. Tiedt havde levet sine drengeår i kvarteret og huskede bl.a. sporvejsfunktionærernes kælder ved linje 8’s endestation (linjen blev omlagt i 1933):
Hvordan begyndte det?
Sporvognen kom slingrende midt i gaden og havde endestation på hjørnet af Nørrebrogade, hvor sporvognsfolkene havde en kælder. Der strømmede en duft af hygge og kaffe op på gaden, hver gang døren gik, og man kunne få fyldt en lille emaljedunk med brændevin for to kroner, når far kom sent hjem om aftenen. Og så fik man endda et af verdens største rosenbrød af den meget tykke dame! Og i nabokælderen
047_Barber_7k.indd 14
Det ældste, daterede billede, der kendes i dag, er en lille portrættegning i farvekridt fra 1924 forestillende den yngste datter Mussi, og alt tyder på, at John C. først startede med at tegne og male, efter at han og familien var kommet på plads med barbersalon og lejlighed på Kapelvej.25 Tegningen er først og fremmest udtryk for faderlig begejstring for det lille, tykkindede barn. Hvis der er noget, der minder om den senere og mere øvede kunstner, er det forkærligheden for den diagonale placering af det centrale motiv, barne
04/08/17 16.12
Ad omveje 15 ansigtet, der krydses af den ligeledes diagonale dynekant, endvidere den meget snævre beskæring, der får motivet til at presse sig godt ud mod kanterne. Det antal værker, der er bevaret fra 1920’erne, gør det vanskeligt at karakterisere den tidlige indsats, men det ser ud til, at John C., foruden skitser af familiemedlemmerne, startede med opstillinger arrangeret i et hjørne i hjemmet. Fra 1925 er der f.eks. bevaret en gouache med malerens palet, en æske med
akvarelfarver, flasker og pensel, dvs. de rekvisitter, der var lige for hånden, fra 1926 kendes foruden opstillinger i akvarel oliemaleriet Opstilling med urtepotter, hvor en blomst og en jydepotte er placeret på en rød dug mod en baggrund, der er delt i to af et grønt draperi. Motivet er malet oven på et landskabsbillede med palmer, sandsynligvis et billede, John C. har fundet hos en af kvarterets marskandisere – inklusive den ramponerede ramme.
Opstilling med urtepotter, 1926, olie på lærred, 35 × 26,5 cm, Arbejdermuseet
047_Barber_7k.indd 15
04/08/17 16.12
16 Barbermaleren John Christensen
Opstilling med potteplante og frugter, udateret, antagelig midten af 1920’erne, blyant og akvarel, 580 × 780 mm, privateje
Liggende kvinde med avis, udateret, formentlig 1927, blyant og akvarel, 109 × 133 mm, Arbejdermuseet
047_Barber_7k.indd 16
Kvinde med Politiken og jordemodertaske, udateret, formentlig 1927, blyant og akvarel, 133 × 112 mm, Arbejdermuseet
04/08/17 16.12
Ad omveje 17
Indtoget i Jerusalem, 1928, blyant og akvarel, 525 × 695 mm, privateje
Den udaterede, men formentlig ligeledes tidlige
John C. arbejdede formentlig med sine billeder
akvarel Opstilling med potteplante og frugter er et billede i dialog med store forbilleder. Det rummer et
hjemme i lejligheden, men han bevægede sig også ud i naturen, eller snarere byens parker, bevæbnet med
stort sortiment af tallerkener, frugter, planter og indtil flere duge draperet på en bordplade, der perspektivisk er tippet lidt op. Både perspektiv og motiv er i
akvarelfarver og skitseblok, f.eks. er der fra 1927 bevaret en stribe figurstudier i akvarel, hvor motivet er sikkert placeret på papiret, stillingen hurtigt ind-
traditionen fra Cézanne og Matisse og efterhånden rigtig mange kunstnere, herunder danske malere fra
fanget og godt ramt, og hvor man samtidig mærker entusiasmen for både modellerne og det sommer-
den tidlige modernistgeneration, der udstillede på de årligt tilbagevendende udstillinger. F.eks. var Svend Johansen, Karl Larsen og Albert Naur blandt dem, der viste stribevis af opstillinger på sammenslutningerne Grønningen og De Fire på den tid, da
lige vejr.26 Fra 1920’erne findes også en række bibelske scener i akvarel, Indtoget i Jerusalem f.eks. fra 1928 udført i store, runde linjer a la Jais Nielsens samtidige værker, hvilket ikke ligefrem var en form, John C. forfulgte i
John C. tog sine første skridt på kunstens vej.
sit senere virke, men som dog kendes fra nogle enkelte udaterede, men formentlig tidlige opstillinger.
047_Barber_7k.indd 17
04/08/17 16.12
18 Barbermaleren John Christensen Billeder fra barbersalonen kendes ikke fra de første år. John C. startede altså ikke med at tegne og male det, han kunne se myldre forbi sine vinduer under og mellem klipningerne. Men fra sidst i 1920’erne
præcist drev ham – det bliver ved en svævende henvisning til et overskud af åndslivlighed og humor og muligvis bekendtskaber blandt kunstnere.28 Det sidste har sikkert været en forudsætning, og allerede
forekom det, at han brugte sin udsigt ned over gaden eller kirkegården som udgangspunkt for sine billeder. Blandt de første bevarede eksempler er maleriet Udsigt over Assistens Kirkegård fra 1928. Her optræder kirkegården fra et så højt udsigtspunkt, at det må
fra 1925 findes der skitser efter nøgen model, som kunne tyde på, at han gik til croquistegning og allerede da havde bekendte i kunstnerkredse, som kunne hjælpe ham på vej.29 Til forskel fra hovedparten af de kunstnere, der
dreje sig om udsigten fra lejligheden højere oppe i ejendommen, og den fremtræder mere som natur eller park end i senere værker. Vegetationens overlappende planer og de mange nuancer af grønt dominerer billedet og bringer næsten Harald Giersings skov-
kom før, og som havde en uddannelsesmæssig baggrund fra Akademiet eller private kunstskoler at trække på, som regel suppleret med oplevelser fra rejser til Paris eller andre europæiske storbyer, orienterede John C. sig via det, der kom til ham i Køben-
billeder i erindring. Menneskelivet på gaden er dog
havn. Kun ganske få gange foretog han rejser uden
ikke helt fraværende, men repræsenteret af motiver, vi skal se gang på gang: Mennesker, der haster i hver sin retning, en henstillet cykel, gadelygten og tegnin-
for Sjælland, i 1932 var han i Malmø i forbindelse med Koloristernes første officielle udstilling,30 i 1935 var han igen i Skåne,31 og i 1936 planlagde han en tur til
ger og sentenser malet på kirkegårdsmuren (”Edit er en sød Pige”).
Sverige sammen med sin kone.32 Men om turen rent faktisk blev gennemført, vides ikke. Ifølge kollegaen
Endelig arbejdede John C. sidst i 1920’erne med en række begravelsesmotiver, herunder i 1928 Militær honnør (se s. 27), en akvarel i dæmpede brungrå nuancer med præst, følge og – som titlen angiver – fuld
Povl Christensen skulle det være ganske vist, at ”Det sydligste, han havde været, var Præstø, og det østligste Malmø – og det alleryndigste Tølløse.” 33 Det holder
militær honnør, repræsenteret af rækken af soldater i forgrunden. Omgivelserne er ikke lette at identificere, det kan være Assistens Kirkegård. Derimod foregår begravelsen i Begravelse om vinteren. Sneen
dog ikke helt stik. John C. kom faktisk så langt mod syd som til Nakskov, men herom senere.
falder, ligeledes fra 1928 (se s. 20),27 på landet. Der er åbne marker omkring kirkegården, men i øvrigt optræder allerede her en række af de senere ofte til
Efter eget udsagn udviklede John C. sig først og fremmest ved at besøge museerne og desuden se alle de udstillinger, han kunne overkomme.34 I foråret 1930 udfyldte han et spørgeskema med henblik på optagelse i Weilbachs Kunstnerleksikon. Da spørgeskemaet er en af meget få skrevne kilder fra kunst
bagevendende motiver: Graveren med skovlen, præsten ved den åbne grav, begravelsesgæsterne, kran-
nerens hånd og formentlig den tidligste, er der grund til at opholde sig ved besvarelsen. Om sin baggrund
se, bånd og faner. Og hvad mere er: Man mærker – som i andre billeder fra 1928 – et målrettet arbejde
oplyste John C., at han havde erhvervet sig
med billedmæssige virkemidler, bl.a. i gengivelsen af det kolde fygevejr og de forkomne gæster. Men hvordan kom John C. videre fra tegningerne af de små barneansigter og akvareller af de nære ting til ønsket om at udvikle sig og udstille som kunstner? Selv Poul Uttenreitter, der i løbet af 1930’erne kom til at kende John C. godt, har ikke svar på, hvad der mere
047_Barber_7k.indd 18
Kundskaber og Viden ved at besøge vore Samlinger af Kunst og har deraf brugt hvad jeg mente var nødvendig [sic] for min Opfattelse af det billedmæssige. Er i øvrigt Tilhænger af det moderne eller Nutids Kunst kaldet, Opfattelse og personlig regner jeg med Malere som Edvard Munck [sic] – Jens Søndergaard – Oluf Stær [sic] Nielsen med fl. af samme Linje og Tid.35
04/08/17 16.12
Udsigt over Assistens Kirkegård, 1928, olie på lærred, 90 × 71 cm, privateje
047_Barber_7k.indd 19
04/08/17 16.12
20 Barbermaleren John Christensen
Begravelse om vinteren. Sneen falder, 1928, pensel, pen, tusch og akvarel, 219 × 290 mm, Statens Museum for Kunst
Den norske maler Edvard Munch var for længst kendt som en af de store fornyere, og John C. havde f.eks. mulighed for at se hans kunst, da han var gæst på Kunstnernes Efterårsudstilling (KE) i 1926. Olaf Stæhr-Nielsen, billedhuggeren, er formentlig forvekslet med broderen, maleren Erik Stæhr-Nielsen, der var en ener blandt de tidlige danske modernister med et billedsprog, der lagde sig tæt op ad tysk ekspressionisme med dens heftige og ulmende farver, og som med sin fantasi og fabuleren meget vel kan have talt til John C.36 I et interview i 1935 fortalte han, at noget afgørende var sket under besøg på Den Frie: Jeg husker det, som var det den Dag i Dag: De 50 Øre i Entré, som var mange Penge, Damen ved Tælleapparatet, som havde Sivsko paa,
047_Barber_7k.indd 20
Willumsen, Syberg og Naur. Jeg stod længe foran Naurs Blaa Dame. Dette var noget nyt. Her saa jeg noget, der rørte ved noget ukendt indeni mig selv. Og saa begyndte jeg at male, saa det klodsede noget. For mig var Kunsten det, at trænge ind bag Tingenes Overflade – ikke at gengive dem naturalistisk.37 Erindringsglimtet kombinerer sandsynligvis indtryk fra flere udstillinger. De kunstnere, som John C. fremhævede som øjenåbnende, tilhørte to af tidens sammenslutninger, Den frie Udstilling, der for længst stod som repræsentant for det etablerede, og Grønningen, startet i 1915 som de unges og særligt modernisternes samlingssted. Tilsammen spændte de over symbolisme, naturalisme, impressionisme
04/08/17 16.12
Ad omveje 21 og en moderat modernisme, og de har sikkert været vigtige for, at John C. fik lyst til at kigge de professionelle over skulderen og prøve at udvikle sig som kunstner. Albert Naur tilhørte Grønningen, og den omtalte
og kritiker Paul la Cour bidrog med kunstnerpræsentationer, bl.a. af Marc Chagall.40 Borch selv markerede sig i 1920’erne med en romantisk, mørk version af ekspressionismen, der især kom til udtryk i bibel-
”Blaa Dame” kan være Naurs Cézanne-inspirerede, let kubistiske Dameportræt fra 1915, der fra 1919 var ophængt i Statens Museum for Kunst sammen med andre eksempler på den tidlige modernisme.38 En tredje sammenslutning med årligt tilbageven-
ske kompositioner og landskabsbilleder. Ved siden af Borch figurerede hen ad vejen et vekslende udsnit af danske og udenlandske kunstnere som medredaktører, hvoraf Poul Bille-Holst var den hyppigst tilbagevendende. I 1925 optrådte både Emil Nolde, Marc
dende udstillinger var De Fire, der startede ved årsskiftet 1920-21 som en udløber af tidsskriftet Klingen, og som spændte over både det sprælske og legende og det mere klassicistiske, det sidste især repræsenteret af Vilhelm Lundstrøm og Axel Salto. De Fire forsøgte at videreføre den kamplystne ånd fra det
Chagall, der også var repræsenteret på billedsiden, Herwarth Walden og Rudolf Blümner som med lemmer af tidsskriftets redaktion. Der var kort sagt en bred international orientering, også til det tyske avantgardemiljø omkring Der Sturm med Herwarth
avantgardistiske boom under første verdenskrig og havde høj cigarføring, når de som ”De fire fænomener” eller ”Rafaels guddommelige forbilleder” en
Der Sturm viste en udstilling i København i 1923, der bl.a. introducerede den tyske dadaistiske maler og collagekunstner Kurt Schwitters i Danmark.41 På den udstilling deltog også danske kunstnere, herun-
gang om året præsenterede det københavnske publikum for en udstilling. Grønningens selviscenesættelse i 1920’erne var mere afdæmpet, til gengæld præsenterede de gæster som den tyske ekspressionist Emil Nolde i 1922, franske kunstnere fra ingeniør J. Rumps samling i 1924, og i 1925 et udvalg af afrikansk skulptur. Alt dette kunne vor barber følge med i. Til gengæld var både Grønningen og De Fire generationsbestemte grupper med udgangspunkt i en lille vennekreds og meget lidt åbne over for nyoptag, så det var ikke fora, han kunne gøre sig håb om at blive en del af.39 Hans egen kunst kom heller ikke på den lange bane til at bevæge sig ad de samme spor som deres, men tog form i dialog med en meget bred vifte af kunstnere og udtryksformer, som han lærte at kende gennem museernes samlinger, bøger og tidsskrifter og med tiden også gennem et voksende antal personlige bekendtskaber. Hverken Grønningen eller De Fire havde dog eneret på at repræsentere samtidskunsten. Maleren O.V.
Walden i spidsen.
der Robert Storm Petersen, Gunnar Hansen, Gunner Hesselbo, Poul Bille-Holst og Eugène de Sala. Sidstnævnte var blevet opdaget af den ekspressionistiske digter og debattør Rudolf Broby-Johansen og den revolutionære kreds omkring Det nye Studentersamfund (D.N.S.S.), 42 og skønt han ikke blev medlem af nogle af periodens sammenslutninger, indlagde han sig en vis berømmelse ved sin gennemspilning af den europæiske avantgardes nyeste fænomener fra konstruktivisme til surrealisme. Han blev en kendt figur i det københavnske gadebillede og i medierne i kraft af sin selviscenesættelse, der bl.a. er overleveret gennem en beskrivelse af Harald Giersing, der kunne fortælle, hvordan de Sala ”gaar med Damebluse under Frakken og har sit Haar ordnet i 100 lange fugtige Pinde, som rager 4 tommer skraat udefter i Nakken. Altsaa en køn Herre og ”rædsom””. 43 Foruden det af Giersing beskrevne look, optrådte de Sala til tider med grønt hår og hvidmalet ansigt og var en af
Borch samlede et ret bredt udsnit af unge kunstnere omkring tidsskriftet Buen (1924-25), hvor bl.a. Torben
tidens mest farvestrålende bohemefremtoninger. 44 Samtidig nød han en vis anerkendelse som kunstner,
Hansen, Leo Estvad og Poul Bille-Holst bidrog med grafiske værker, og hvor den i Paris bosatte forfatter
ikke blot hos Giersing, der gerne ville have haft ham med i Grønningen, men også hos indflydelsesrige
047_Barber_7k.indd 21
04/08/17 16.12
22 Barbermaleren John Christensen skribenter som Leo Swane og Preben Wilmann, der ikke entydigt uvenligt kaldte ham ”Danmarks bedst begavede Epigon”.45 Storm P. var den eneste danske kunstner med mere
folk blev klippet og barberet, men hvor der også blev talt meget, særligt om dagligdags ting med John C., der var rigtig god til at snakke med folk, særdeles tungefærdig og rap i replikken.48
langvarig kontakt med Der Sturm, og han mødte bred accept i 1920’ernes danske kunstliv. Storm P.s kunst, der favnede både det barnlige, det morbide og det samfundssatiriske, repræsenterede en position, man regnede med i udstillingslivet. Til forskel fra hans
At klipningen stod i centrum på Kapelvej 7A, er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at der ingen kunstnere kom i salonen. Det kan sagtens have været der, John C. første gang lærte andre billedkunstnere at kende. Nogen må have tilskyndet ham til at
placering senere hen blev han ikke primært opfattet som humoristisk tegner, han var f.eks. hædersgæst på KE i 1925 og på Grønningen i 1929, og han blev hyldet som en af de mest originale og ægte af tidens kunstnere, ”den mærkeligste Fantasi i moderne
prøve at få sine billeder udstillet, og det er svært at forestille sig, at de repræsentanter for de etablerede sammenslutninger, han selv nævnte som afgørende for lysten til at gå i lag med kunsten, var de samme, der gav ham mod på at vise sine resultater frem. I den
dansk Kunst”, som Andreas Winding skrev.46 I 1926
forbindelse er det mere sandsynligt, at han har fået
var det Edvard Munch, der var hædersgæst på KE, og det blev fremhævet, at Munch havde stor betydning for tidens unge kunst i Skandinavien såvel som i Tyskland.47 Det var i høj grad sandt for en kreds af
hjælp og støtte fra mere uetablerede medlemmer af kunstens verden. Det kan f.eks. tænkes, at nogle af tidens unge kunstnere, der boede eller færdedes i
kunstnere, der udstillede på KE i 1920’erne, herun-
kvarteret, også kom i salonen og opmuntrede den tegnende og malende barber til at prøve at sende sine
der for flere af de kunstnere, der skulle blive John C.s kammerater.
værker ind til den censurerede udstilling KE. For ung dansk billedkunst var 1920’erne ikke ”brølende”, et prædikat, der ofte hæftes på årtiet. En ræk-
Tidlige kunstnervenner
ke krak og salg af store kunstsamlinger i årene efter første verdenskrig gjorde længe forholdene for nye
Som nævnt mente Poul Uttenreitter, at John C.s start kunne være inspireret af bekendtskaber i kunstnerkredse, og i eftertiden er barbersalonen ofte blevet
kunstnere meget vanskelige. Den kunstnergenera tion, der skulle tage de første skridt ud i udstillings livet i løbet af 1920’erne, oplevede en kunstverden,
fremstillet som et sted domineret af kunstnere snarere end af kunder fra nabolaget. Meget tyder dog på, at den opfattelse er opstået ved, at der er brode-
der var ramt af en afsætningskrise for samtidskunst så vedholdende, at den nærmest gik lige over i krisen affødt af børskrakket i USA i 1929. Deres situation var
ret videre på anekdotestof fra salonens sidste år, som efterhånden er blevet til en stor, farverig historie om
så langt fra den økonomiske optur, der i krigsårene havde boostet den tidlige modernisme, som tænkes
stedet, hvor man nok så meget kom for at diskutere kunst og drikke øl som for at blive barberet.
kan, hvilket afspejlede sig både i værker, præsentationsformer og selviscenesættelse. Mange af tidens
Ser man på de samtidige kilder, lader det til, at klipningen og barberingen var det centrale, i det mindste frem til midten af 1930’erne. Det var levebrødet, som
unge kunstnere hyldede således revolutionær samfundskritik og aktivisme og repræsenterede en æstetisk strategi og en kunstnerrolle, der var markant an-
John C. måtte tage alvorligt og tage bestik efter i åbningstiden. Den senere forlægger Jarl Borgen, der
derledes end den, Grønningen og De Fire stod for. I de sidste år af 1920’erne kendte John C. i det mind-
besøgte salonen i 1930’erne, fastholder også, at det altovervejende var en frisørsalon, hvor kvarterets
ste Søren Hjorth Nielsen, som malede et portræt af ham i 1928, og som snart kom til at høre til dem, der
047_Barber_7k.indd 22
04/08/17 16.12
Ad omveje 23 blev indbudt, når der var komsammen i barberhjemmet.49 Hjorth Nielsen gik på Kunstakademiet, bl.a. på grafisk skole hos Aksel Jørgensen 1922-28, og fra midt i 1920’erne udstillede han på KE og afholdt en
profil som Vi Gymnasiaster og Plan, Gadebillede f.eks. blev trykt i Vi Gymnasiaster dec.-jan. 1929-30 som ”skåret til ”Vi Gymnasiaster””. Hans maleri i samme periode var i højere grad rettet mod det sete, men
række separatudstillinger. Hjorth Nielsen opdyrkede i sin tidlige grafik byens rum inde og ude, gader, pladser, værtshuse og spisehuse befolket af mennesker fra de nederste samfundslag, arbejdere, prostitue rede, arbejds- og subsistensløse, ofte groft formede
også her stod solidariteten med samfundets marginaliserede centralt, bl.a. andet i billeder af den flossede værdighed hos spritterne fra Amager Fælled. Til forskel fra den tidlige, franskorienterede avantgarde havde mange af de efterfølgende kunstnere et
og med en dyster undertone af elendighed og en social kritik, som i Barnemordersken (flere udgaver fra 1926 og frem), Familien, 1930, og Gaden, 1930. Snarere end realistiske skildringer af storbyens dystre sider var der tale om fantasibårne og symbolske
nært forhold til tysk kunst, særligt efterkrigsårenes ekspressionisme, som de kendte både fra tidsskrifter og i en vis udstrækning fra selvsyn. Adskillige rejste til Tyskland for at orientere sig. Søren Hjorth Nielsen var f.eks. i Berlin i 1929 sammen med Holger J. Jen-
billeder, på én gang groteske og solidariske med de
sen, som han var blevet ven med på Akademiet, og
socialt nødstedte. I sin groft skårne, til tider klumpede form var Hjorth Nielsens tidlige grafik præget af ekspressionismen, og dens kritik af byproletariatets
som han også havde et fællesskab med som medstifter af Decembristerne i 1928. Også Holger J. Jensens grafik fra 1920’erne med værtshusscener og fulde
ubarmhjertige verden gik rent ind i venstreradikale kredse. I 1927 udstillede han på ”Kommunistisk
mænd rummede en vis forbindelse til det tyske. Han boede frem til 1928 på Balders Plads på Nørrebro, og
Plakatudstilling”,50 og en del af hans billeder blev i de følgende år trykt i blade med venstreorienteret
i årene 1924-28 udførte han litografier og raderinger med motiver fra Assistens Kirkegård, hvor John C.
Søren Hjorth Nielsen: Gaden, 1930, træsnit, 129 × 180 mm, Arbejdermuseet
047_Barber_7k.indd 23
04/08/17 16.12
24 Barbermaleren John Christensen ke zoologi ved Københavns Universitet, han skrev artikler til studenterbladet Quod Felix,54 der også talte Broby-Johansen blandt sine medarbejdere, og han var aktiv i kulturradikale cirkler, herunder Forsøgsscenen, og indgik i kredsen omkring det tværsocialistiske tidsskrift Monde. I 1929-30 redigerede han sammen med Leck Fischer tidsskriftet Ny Kunst, der var rigt udstyret med træsnit af unge kunstnere, der ofte bragte tysk ekspressionisme i erindring med sin tilstræbt håndgjorte og grove primitivitet. Inspirationen fra Grosz kom tydeligt til udtryk hos den unge Gitz-Johansen i mappen Des Pudels Kern omfattende 10 raderinger med mere eller mindre deforme prostituerede og borgermænd, der skåler i hovedskaller. Der var imidlertid mange kunstnere i den nye generation, der sidst i 1920’erne og starten af 1930’erne havde en udtalt social periode, heriblandt den senere Corner-kunstner Kaj Ejstrup, der malede og raderede billeder af alfonser, prostituerede og drankere.55 Også han kom senest i begyndelsen af 1930’erne til Prostitutionens profeter. Moralsatiriske G-G-ÆTS-Tegninger af George Grosz, udgivet af D.N.S.S.’ Forlag 1924
færdedes hver eneste dag.51 Det er altså sandsynligt, at John C. også har truffet ham på et tidligt tidspunkt. Mange af tidens unge henviste direkte til tendenser i tysk samtidskunst som igangsættende. Det gjaldt bl.a. Aage Gitz-Johansen, der i forbindelse med en udstilling i Wils’ kunsthandel i 1927 udtalte, at han havde lært at tegne i Berlin og Dresden, og at han anså Storm P. for tidens største danske tegner.52
at høre til de indbudte, når der var festivitas hjemme hos John C. Fælles for kunstnere som Hjorth Nielsen, Kaj Ejstrup, Gitz-Johansen og til dels Holger J. Jensen sidst i 1920’erne var altså på den tid ikke kun en forbindelse til tysk ekspressionisme på formens om råde, men også indlevelsen i de mere dystre sider af storbylivet, en samfundskritisk tone og for fleres vedkommende en åbenlys revolutionær indstilling. Men samtidig med det dystre er der i grafikken fra samme kreds indslag af en overstadig humor, både i billederne af kunstnernes selskabelige samvær
Også den tyske ekspressionist og dadaist George
og i billeder fra byen.56 En anden af John C.s tidlige venner, Jens Sønder-
Grosz med sine ætsende og desillusionerede tegninger af borgerskabets dekadente og korrupte repræ-
gaard, havde en lidt anderledes kunstnerisk profil. Han havde introduceret et nyt, ekspressivt og umid-
sentanter havde en høj stjerne hos de unge.53 Gitz-Johansen kom også til at høre til John C.s nære kunstnerkammerater, om end næppe så tidligt som
delbart landskabsmaleri tidligt i 1920’erne. Det var en kunst, der, skønt utænkelig uden modernismen, af mange blev opfattet som en kontrast til det forud-
Hjorth Nielsen. Gitz-Johansen huskes i dag især for sine grønlandske billeder med den lette og elegante
gående årti. Søndergaard blev allerede i 1923 opdaget af museumsinspektør, senere direktør for Statens
streg. Sidst i 1920’erne var hans kunstneriske ståsted imidlertid et ganske andet. Han studerede i en årræk-
Museum for Kunst, Leo Swane, der i høj grad hyldede det kunstneriske sporskifte, og som senere skulle
047_Barber_7k.indd 24
04/08/17 16.12
Ad omveje 25 komme til at spille en rolle for John C. For Swane og efterhånden mange med ham kom Søndergaard til at repræsentere noget naturligt og autentisk til forskel fra de avantgardistisk inspirerede eksperimenter
fortalere for det synspunkt, at der var et progressivt potentiale i de æstetiske nyskabelser i sig selv. I det kulturradikale Kritisk Revy (1926-29), der havde arkitekten Poul Henningsen (PH) som den leden-
under første verdenskrig, der nu af mange blev afvist som udefrakommende, teoridrevne og ikke-auten tiske kunstudtryk. Jens Søndergaard boede i en periode i 1920’erne på Nørrebro,57 og et af de allertidligste dokumenter
de redaktør og mest markante talsmand, mente man, at kunsten skulle virke indirekte ved langsomt at påvirke skønhedssansen i retning af en større accept af skønheden i det hverdagsmæssige frem for det ædle og det kostbare. Kredsens æstetik og retorik byggede
indklæbet i John C.s scrapbog er et lille brev fra ham, af John C. dateret til 1929-30. Det lyder i sin helhed:
på stor tiltro til økonomisk og æstetisk rationalitet og til de rene linjers evne til at rense sindet for romantik og reaktion. Man opfattede kunstneren som stående i det praktiske livs tjeneste, men udviste til tider en meget lidt rummelig indstilling til det ”urene”,
Kære gamle Ven. Jeg maa desvære [sic] igen give afkald paa en morsom aften sammen med eder jeg taaler ikke Spiritus jeg faar Diare og splinterskider bare af en Bajer. Og sidde og
poetiske og fantasidrevne, herunder alt folkeligt fun-
ikke drikke er kedelig baade for mig og iandre. Venligste Hilsner din Ven. Jens Søndergaard John C. udtrykte ofte sin beundring for Søndergaard, bl.a. som nævnt i det spørgeskema, han i foråret 1930 udfyldte til Weilbachs Kunstnerleksikon, hvor han ligefrem skrev, ”at Malere som Nordmanden Edvard Munck [sic] og den danske Maler Jens Søndergaards Billeder har haft størst Betydning for min Opfattelse af hvad Billedkunst maa være, selv om mit Farvesyn ikke er præget deraf ”. John C.s entré på kunstscenen fandt sted i en periode med heftige kunstdiskussioner. Debattørerne var talrige, deres mål og strategier ofte uforenelige, men under det meste mærkes alligevel en fælles problematik: en optagethed af kunstens behov for at nytænke sin samfundsmæssige forankring og hele publikumsrelation i den krise, der fulgte efter første verdenskrig, herunder ikke mindst nødvendigheden af at få kontakt med et nyt og helst bredere publikum. Store dele af debatten kredsede om forbindelsen mellem æstetik og politik, og der udviklede sig efterhånden skarpe fronter, særligt i spørgsmålet om det mulige og ønskværdige i udviklingen af en særlig arbejderkunst. Spørgsmålet udsprang bl.a. af den stadig stærkere arbejderbevægelses ønske om at hævde egne værdier også på kunstens felt. Heroverfor stod
047_Barber_7k.indd 25
Aage Gitz-Johansen: Wein, Weib und Gesang, 1929, radering, 200 × 131 mm, privateje. Fra den grafiske mappe Des Pudels Kern
04/08/17 16.12
26 Barbermaleren John Christensen deret eller masseudbredt. Kritisk Revy blev næppe en vigtig vejviser for John C. og hans venner, der til gengæld for fleres vedkommende var leverings dygtige i billeder til de tværsocialistiske tidsskrifter
menhæng angav han starten på sin udstillingsvirksomhed til 1925,60 og skønt der ikke kendes spor af udstillinger så tidligt, kan det ikke helt afvises som usandt. Han kan f.eks. have haft ophængninger af
Clarté (1926-27), Monde (1928-31) og Plan (1932-35), der rummede en del fortalere for kunstens direkte deltagelse i det politiske, for plakatkunst og samfundssatire, og hvor man først og fremmest anviste kunstneren en plads som politisk revser i masse
billeder i barbersalonen eller hos nogle af de kunsthandlere, som tiden var meget rig på, men som sjældent efterlod sig mange spor til eftertiden. Men først fra 1928 er udstillingsvirksomheden dokumenteret i forbindelse med debuten på den prestigemæssigt
medierne. Det er tvivlsomt, om den relativt nyetablerede barber og kunstner in spe John Christensen har fulgt med i de nævnte debatter. Han var i det mindste hverken deltager eller emne i den sammenhæng,58 og de ofte indædte diskussioner af, hvordan den rette
vigtige KE.61 Her deltog i 1928 blandt mange andre Søren Hjorth Nielsen, der var kommet ind i varmen i 1925, og Aage Gitz-Johansen, der havde haft sin debut i 1927. Endvidere Preben Wilmann, der også var virksom som
progressive kunst burde være, er næppe det mest
Kragh Pedersen, alle flittige udstillere på KE gennem 1920’erne. Det er ikke til at vide, hvor mange af udstillerne, John C. mødte i forbindelse med sin debut,
relevante i sammenhæng med ham, der gerne holdt sig fra alle former for krav og forbud, både når det gjaldt politik og æstetik. Men for modtagelsen af ham, og måske også for hans motivation, var den efterhånden meget brede og sammensatte optagethed af demokratisering på hele det kulturelle felt væsentlig. De vidtforgrenede diskussioner om social kunst, demokratisering og folkelighed, som engagerede både meningsdannere over en bred kam og repræ-
kritiker, Kay Christensen, O.V. Borch og Hjalmar
hans bekendtskab med Hjorth Nielsen er som nævnt dokumenteret i kraft af det portræt, denne malede af ham samme år. Preben Wilmann lærte han først at kende senere, men både Wilmann og O.V. Borch kom til gengæld til at betyde meget for modtagelsen af hans kunst på bare lidt længere sigt, og også Kay Christensen kom til at deltage i formidlingen. Den i
sentanter for de etablerede institutioner, kom til at fungere som en så nærværende klangbund for kulturlivet i mellemkrigstiden, at både værker og andre
dag glemte maler Hjalmar Kragh Pedersen skulle siden blive en af John C.s meget nære venner, de var begge medstiftere af Koloristerne i 1932, og det er
manifestationer fra kunstnerside i stort omfang må ses i lyset heraf. Som en del af hele dette kompleks
meget muligt, at de allerede lærte hinanden at kende her sidst i 1920’erne, hvor Kragh Pedersen nød ud-
af ideer fik det autodidakte, det uspolerede og det ”primitive” tilskrevet stadig nye værdier, som det bl.a. blev tydeligt på den udstilling, der blev John C.s debut, KE 1928.
bredt anerkendelse for sine futuristisk-ekspressionistiske billeder af det moderne menneskeliv indkapslet i industrialismens urolige maskineri. Om hans billeder på KE 1928 skrev Vilhelm Wanscher: ”Kragh Pedersen lader Hjulene snurre i Fabrikerne, og Mine-
Debut på Kunstnernes Efterårsudstilling 1928 ”Jeg bombarderede Efteraarsudstillingen i en Aarrække, og fik det hele tilbage, hvilket ikke var under-
arbejdernes Liv foregaar i futuristiske Cellesystemer i Billederne, som slet ikke er kedelige og i Virkelig heden rummer ikke saa lidt Kunst.”62 Det var lykkedes John C. at få optaget fire værker, bl.a. et selvportræt og to begravelsesmotiver. Mindst
ligt, for det var noget forfærdeligt Møg,”59 udtalte John C. i 1935 om årene op til sin debut. I anden sam-
ét af værkerne kan identificeres, det tidligere nævnte Militær honnør, mens selvportrættet kan være det
047_Barber_7k.indd 26
04/08/17 16.12
Ad omveje 27
Militær honnør, 1928, blyant, akvarel og hvid dækfarve, 320 × 420 mm, privateje
Selvportræt en face (se s. 28), 1928, der er endt i Kobberstiksamlingen, og et billede kaldet Enken muligvis er den tegning af en forpjusket, sørgende kvinde ved en grav, der kunne se ud til at være beliggende på Assistens Kirkegård, som i dag tilhører Arbejder museet.63 John C. var langtfra den eneste af årets debutanter, der var sprunget ind i kunstens verden helt uden forudgående uddannelse, og hans repræ-
Det primitive og oprindelige Johan Turi havde været i Danmark i 1911 i forbindelse med udgivelsen af bogværket Muitalus sámiid birra (En bog om samernes liv), men var ikke til stede på KE i 1928. Der er ikke noget, der tyder på, at John C. og Johan Turi nogensinde traf hinanden, selv om der i John C.s fåtallige efterladte papirer befinder sig bil-
sentation var i sig selv for beskeden til at påkalde sig anmeldernes opmærksomhed. Det gjorde til gengæld en anden autodidakt, Johan Turi, der tidligere havde gjort sig bemærket i Danmark som den første samiske forfatter, men som endnu ikke var kendt
ledark fra den nævnte bog af Turi.64 Når han fremdrages her, er det først og fremmest på grund af modtagelsen af hans kunst, som kaster lys over tidens po-
som billedkunstner.
Turis billedkunst i Danmark, og som begge skulle få afgørende betydning for John C. senere hen.
047_Barber_7k.indd 27
sitive holdning til det umiddelbare og autodidakte, dernæst på grund af de to mennesker, der formidlede
04/08/17 16.12
28 Barbermaleren John Christensen
Selvportræt en face, 1928, blyant, 265 × 213 mm, Statens Museum for Kunst
Fotografi af John C. ca. 1927-28, privateje, ukendt fotograf
Maleren Emilie Demant Hatt havde mødt Turi på sine rejser til Lapland i starten af århundredet, hvor
ske upaavirket Kunst. Jeg tror, at ikke mindst Kunstnerne vil være meget interesserede”.67
han havde skaffet hende adgang til en samefamilie,
Når der blev slået på Turis kunst som ung, havde
hvis dagligliv i højfjeldet hun havde deltaget i gennem et år. Til gengæld hjalp hun efterfølgende ham med at få skrevet den bog om samernes liv, han læn-
det intet med Turis alder at gøre, han var på det tidspunkt 74 år. Ung henviste til det umiddelbare og utæmmede i hans billedkunst, en form for kulturel
ge havde drømt om, og oversatte den samiske tekst til dansk.65 Bogen var forsynet med tegninger fra Johan Turis hånd, som anskueliggjorde det, han be-
ungdom og autenticitet, der vandt stadig større anerkendelse op gennem mellemkrigstiden. Pressen forstod da også at værdsætte Turi og gav ham den stør-
rettede om i teksten, men som ikke i samtiden blev opfattet som billedkunst. I 1928 forholdt den sag sig
ste opmærksomhed blandt udstillerne. Blandt anmelderne var maleren O.V. Borch, der havde udstil-
anderledes. Gennem årene havde Emilie Demant Hatt sendt
let på KE siden 1916, og som nu, efter at Buen var gået ind, skrev i tidsskriftet Samleren, hvor han udtrykte
Turi papir og farver og opmuntret ham som billedkunstner, og i 1928 overtalte hun Poul Uttenreitter til at hjælpe med at få ham ind som gæst på KE.66 Det
sin begejstring for ”Hædersgæsten” og fremsatte det fromme ønske: ”Blot nu Civilisationens Fangarme ikke maa kvæle Lappen Turi.”68
lykkedes. Forud for åbningen kunne Uttenreitter fortælle pressen, at censurkomitéen havde godtaget et
Turis tegninger og malerier blandede billeder med håndskrevne tekstlinjer og lod altså hånt om vanlige
udvalg af ”Højfjeldslappens” billeder som velegnede ”til en Udstilling af udpræget ung Kunst. Og disse Farvetegninger er netop i udpræget Grad: ung og gan-
grænser mellem digtning og billedkunst. Videre udfyldte de billedfladen på en måde, der så helt bort fra alle forestillinger om centralperspektiv, når de
047_Barber_7k.indd 28
04/08/17 16.12
Ad omveje 29 bredte dyr og landskaber ud med henblik på det bedst mulige indtryk af både enkeltheder og sammenhænge.69 Mens det i 1911 næppe faldt nogen ind, at den slags kunne tjene som inspiration for kunsten,
anerhytten”, og med rødmalede ”idoler” af billedhuggeren Jean Gauguin, der tog imod publikum ved indgangen. Også i tidsskriftet Klingen (1917-20) var forholdet mellem modernisme og primitivitet særde-
havde meget ændret sig frem til 1928. Dyrkelsen af det uspolerede og uskyldige liv fjernt fra storbyen havde ganske vist allerede gjort sig gældende i kunsten sidst i 1800-tallet, og også i Danmark havde det primitive været erkendt som en side
les nærværende, både i billedstof og i debatindlæg.70 Der blev peget kraftigt på den afrikanske kunst, men også på andre inspirationskilder uden for den kanoniserede tradition, herunder børnetegninger.71 Også ”Tolderen” Rousseau blev introduceret, og også her var Poul Uttenreitter blandt bagmændene.72
ved de moderne kunstretninger i de første årtier af 1900-tallet. Især gjaldt det ”negerkunsten” og andre såkaldt ”primitive folkeslags” kunst, udtryk, der dengang kunne passere uden at fremkalde protester mod kolonialistisk og nedvurderende sprogbrug. Opskriv-
Op gennem 1920’erne blev der skabt et bredere begreb om det primitive og uskolede, og værdsættelsen heraf blev efterhånden en alment anerkendt tendens i tiden, der gav sig en række meget forskellige udslag.
ningen af det primitive som en værdi blev f.eks. mar-
I Politikens Hus blev der eksempelvis i september
kant demonstreret i forbindelse med sammenslutningen Grønningens første udstilling i 1915, der var spektakulært iscenesat med den farvestrålende, be-
1928 vist en udstilling med over 1100 værker udført af amatører,73 som blev opfattet som dokumentation af en overraskende stor malelyst og billedglæde i bre-
malede udstillingsbygning, i daglig tale kaldet ”indi-
de kredse.
John C. fotograferet sammen med døtrene Dagny, kaldet ”Mussi”, og Lillian, ca. 1927-28, privateje, ukendt fotograf
047_Barber_7k.indd 29
04/08/17 16.12
30 Barbermaleren John Christensen En værdsættelse af den særlige charme i det umiddelbare, i det udtryk der er blevet til uden om alle regler og uddannelse, kom også frem i forbindelse med en hyldest af H.C. Andersen som billedkunstner, som
ben og ”urskovsmørket”, som er en nok så kendt side af primitivismen i det 20. århundrede. Selv Broby-Johansen begyndte at se værdier i det naive og uspolerede. I Samleren gjorde han sig bl.a. til
resulterede i hele to udgivelser i 1924-25 – med Poul Uttenreitter som aktivt involveret sammen med docent ved Kunstakademiet, senere professor Vilhelm
talsmand for den belgiske kunstner Frans Masereel, i hvis grafiske billeder af proletarer og børn han havde fundet ”den store Naivitet, som for mig er den dybe Fællesgrund hos alle ”moderne”, der er Længslen mod Paradiset, som den har givet sig haandgri
Wanscher, der satte pris på Andersens uanseelige og måske teknisk mangelfulde tegninger på grund af deres ”ejendommelige Skønheder, som vor Tid har bedre Betingelser for at værdsætte, da vi har lært et tilsvarende Talent at kende hos den store hollandske Maler Vincent van Gogh, der udviklede Talentet til Mesterskab og dog bevarede den fine Oprinde lighed”.74 Som det senere skulle overgå John C., blev Andersens autodidakte billedkunst altså bl.a. forstået via van Gogh, og den blev værdsat som sand primitivisme, der helt uden skoling forstod at ramme det rigtige, til forskel fra den bevidste primitivitet. Som det hed i en anmeldelse af Kaj Borchsenius: Andersens Tegninger viser ogsaa, hvad sand Primitivisme er, og hvor haabløst det er, naar den efterlignes bevidst. Mest overraskende er maaske den Storhed i Opfattelsen af Helheden, den fuldkomne Hæven sig ud over sin Samtids tekniske Petitesser, som Dilettanten øjeblikkelig var gaaet til Bunds i. Derfor er det andet og mere end Tilfældighed, at Ubehjælpsomheden har givet sig et saa decideret kunstnerisk Udtryk. Her spiller afgjort Andersens Digtersind ind, den medfødte Evne til at se frisk og umiddelbart paa Naturen.75
beligt Udtryk hos Gauguin, som den lever hos den gamle troskyldige Tolder Rousseau”.76 Interessant i nærværende forbindelse er ikke mindst fremhævelsen af naivitet og troskyldighed som det sandt moderne hos en revolutionær ekspressionist og tidligere dada-aktivist fra D.N.S.S. som Broby.
Separatudstillingsdebut. Tjørnelunds Kunsthandel 1929 På et tidspunkt, hvor modtageligheden over for en ægte autodidakt således var gødet, tog John C. skridtet over i de separatudstillendes rækker, og her fik anmelderne så småt øje på ham. Meget småt ganske vist i starten, men der var også tale om udstillinger i ret beskedne, i enkelte tilfælde direkte snuskede lokaliteter. For mellemkrigstidens unge fandt de første separatudstillinger sted i lokaler, der var meget langt fra at minde om den stort anlagte Dansk Kunsthandel, der havde markedsført de tidlige modernister, men som var gået konkurs kort efter første verdenskrig og efterfølgende havde realiseret sit varelager til spot-
Skønt begejstringen for det primitive havde en for historie blandt de tidlige modernister, indgik der i ny-
priser. For den nye generation bestod udstillingsmulighederne i de tidlige år for de flestes vedkommende – foruden KE – af små og uprætentiøse kunsthandlere, ofte med et varieret vareudbud, der også om
tolkningen også et opgør med den bevidst primitive og naivistiske form, der prægede en del af dens repræsentanter. Når der citeres udførligt, skyldes det,
fattede rammer og antikviteter. En af dem var ”Badstueboden”, der i kataloget til Holger J. Jensens udstilling i 1928 reklamerede med, at man ved at
at formuleringerne – på nær det med digtersindet – er tæt på de positivt engagerede kritikeres lidt senere
foretage indkøb af antikviteter støttede ”de unge Kunstneres Gratisudstillinger”. Blandt de øvrige var
modtagelse af John C., og at det eksemplificerer en anden retning inden for tidens værdsættelse af det primitive end den dyrkelse af det eksotiske, vildska-
”Kinagaarden”, ”Kunstboden”, ”Henning Larsens Kunsthandel” og ”Binger”. Sidstnævnte var en rammefabrikant og kunsthandel i Palægade 8, også kendt
047_Barber_7k.indd 30
04/08/17 16.12
Ad omveje 31 som ”Hundredkroners-Butikken”. Bingers strategi var at få kontakt med et potentielt, bredt publikum gennem lave priser. Som det hed i Samleren: ”Det var det brede Publikum, man vilde have haft fat i, alle
ge kaldtes. Den lå i kælderen til Gothersgade 103, og her formåede John C. for første gang at blive bemærket af omverdenen. Fra 5. til 20. marts 1929 havde han her en separatudstilling, hovedsageligt bestående af
dem, der køber komplet værdiløse Glarmesterbilleder for Penge, de lige saa godt kunde faa virkelig Kunst for.”77 Her havde blandt andre Søren Hjorth Nielsen holdt en separatudstilling. Der var tale om en type ydmyge udstillingssteder,
tegninger og akvareller, som fik B.T. til at bringe en lille omtale, skrevet af forfatteren Anna Linck. Hun fremhævede, at John C. var en selvstændig kunstner, trods reminiscenser mange steder fra. Artiklen lød i sin helhed:
der sjældent har efterladt meget materiale til efter tiden, og som derfor er temmelig overset af kunst historien, men hvis antal voksede og voksede til uoverskuelighed, hvis man skal tro tidens presse. Til rækken føjede sig i slutningen af 1928 ”Tjørnelunds
Denne lille Udstilling er fuld af Reminiscenser; Men Manden selv er der alligevel – i et Uroliv der er helt hans eget, i et Farvesyn, han ikke har laant af nogen. Man kan udmærket være tjent
Kunsthandel” eller ”Ung Kunst”, som den nogle gan-
med at gaa ned i den lille Kælder i Gothersgade – for to, tre Billeders Skyld.78
Korsfæstelse, 1928, akvarel og hvid dækfarve, 420 × 320 mm, privateje
047_Barber_7k.indd 31
04/08/17 16.12
32 Barbermaleren John Christensen
Selvportræt, udateret, ca. 1929, akvarel, 340 × 255 mm, privateje
047_Barber_7k.indd 32
04/08/17 16.12
Ad omveje 33 Der blev kun udstillet tre malerier – et cirkusbillede, en opstilling med en lerkrukke og et gadebillede med titlen Mennesker i tøvejr, alle nye billeder, men ikke til at identificere i dag. Hvilke akvareller og tegninger, der var med, er ligeledes svært at bestemme på grund af de sparsomme oplysninger i den trykte fortegnelse. Men der indgik en del opstillinger og gadepartier, bl.a. et med en sporvogn, og man kan nok gå ud fra, at det har drejet sig om Kapelvejs-billeder. Endvidere optrådte nogle bibelske motiver, herunder akvarellen Indtoget i Jerusalem, På korset og Korsnedtagelsen. Bibelen leverede stof til mange af de unge kunstnere på den tid, f.eks. Holger J. Jensen og Hjorth Nielsen, særligt i anden halvdel af 1920’erne, hvor sidstnævn-
Tidende karakteriserede hans billeder som en ”Krydsning mellem Picasso og Dadaismen med overvejende Betoning paa den sidste Retning, der vil gøre en højere Kunst ud af Børnetegningens Umiddelbarhed”.79 Som Johan Turi havde Scherfig helt brudt med centralperspektivet og i stedet ordnet tegningen på fladen ud fra hensyn til det bedst mulige overblik over fortællingen og den dekorative helhedsvirkning. For yderligere at udvide perspektivet på, hvad der var på vej i dansk kunst, kan det også nævnes, at Henry Heerup debuterede samme år og samme sted. Heerup boede hele sin barndom og ungdom på Nørrebros Runddel, og han færdedes tit og ofte på Assistens Kirkegård, hvor hans bane sandsynligvis har
te udførte adskillige korsfæstelsesmotiver i både
krydset John C.s. Men om de lærte hinanden nærme-
maleri og grafik. Også den unge Hans Scherfig fandt stof i de bibel-
re at kende, melder historien ikke noget om.80 1929 lader til at have været et år, hvor John C. afprøvede mange forskellige udtryksformer – som antydet
ske fortællinger, og han udstillede sine bibelbilleder i Tjørnelunds Kunsthandel kort efter John C. Scherfig trak på forskellige såkaldt primitive billedformer, fra det arkaiske til det barnligt uskolede, og Berlingske
Selvportræt, 1929, akvarel, 340 × 255 mm, privateje
047_Barber_7k.indd 33
af Anna Linck – og nu for alvor i samspil med sam tidige kunstnere. Fra det år kendes bl.a. et indfølt selvportræt, hvor Modigliani lader til at have været
Portræt af maleren Helmuth Thomsen, 1931, blyant, pensel og vandfarve, 413 × 335 mm, Statens Museum for Kunst
04/08/17 16.12
34 Barbermaleren John Christensen en inspiration, og et andet selvportræt, ligeledes i akvarel, der forener modernistisk forenkling med noget manieristisk. Kunstnerens hoved er dristigt beskåret foroven, halsen er ekstremt lang og cylinder-
C.s kunstnerisk afprøvende selvportrætter er blevet til i kunstneres lag. Fra samme år er akvarellen Pigeportræt, der har mindelser om Matisse og andre franskmænd, og som
formet, og med penslen peger kunstneren på forskellige geometriske former på et lærred, så man får indtryk af, at hans næste modernistiske træk er under overvejelse.81 Værket har tilhørt den senere Koloristkollega Helmuth Thomsen, som John C. portrætte-
i øvrigt viser den stribede sweater, der skulle blive en genganger i John C.s kunst, både i selvportrætter og børneportrætter. Endvidere maleriet Tilskuere med et par i en teaterloge. Parrets markante farver og morsomt opfattede frisurer, deres hårdt optegnede,
rede flere gange i de følgende år, og som i øvrigt har ejet et større antal værker fra 1929 af de kunstnere, der var blandt John C.s tidlige bekendte. Det ligger altså lige for at antage, at John C. og Helmuth Thomsen har kendt hinanden sidst i 1920’erne, og at John
skævt anbragte øjne og afskæringen med gardinet i venstre side tyder på, at John C. har kigget på værker af de tidlige danske modernister, f.eks. et billede som Svend Johansens Rasputins morder fyrst Jussupoff og gemalinde i en loge fra 1917. Pigeportræt, 1929, akvarel, 680 × 570 mm, privateje Tilskuere, 1929, olie på pap, 60 × 40,5 cm, privateje
047_Barber_7k.indd 34
04/08/17 16.12
047_Barber_7k.indd 35
04/08/17 16.12