Berlins fald 1945

BØGH

BERLINS FALD 1945

FRANK

GADS FORLAG

Berlins fald 1945 Med danske øjenvidneskildringer

Af Frank Bøgh

Copyright © Gads Forlag, 2023

ISBN: 978-87-12-06792-4

1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden

Redaktion: Carsten Meedom

Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet

Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk

Tryk og indbinding: ScandBook

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

www.gad.dk

INDHOLD

Forord 7

Folkedrabstroppernes endeligt – De danske SS-frivillige i Det Tredje Riges sammenbrud 7

Prolog 15

Om forfatteren Frank Bøgh 17

Berlin 1945 21

Januar 1945 26

Februar 1945 56

Marts 1945 95

April 1945 139

Maj 1945 260

Litteratur om slaget om Berlin 274

FORORD

Folkedrabstroppernes endeligt – De danske SSfrivillige i Det Tredje Riges sammenbrud

Frank

Bøgh (f. 1942 – d. 2022) var en flittig forfatter, stærkt engageret i emner inden for Danmarks historie under den tyske besættelse og elsket af et stort publikum. Af de mange bøger fra hans pen handlede flere om emner, som af den ene eller anden grund ikke havde haft den store opmærksomhed hos de professionelle historikere, og hans vinkel på stoffet afveg ofte fra faghistorikernes, metoden også. Fra sin lange karriere som efterforsker i politiet medbragte han et akribisk fokus på det faktuelle, men også en levende interesse i mennesker og deres vidnesbyrd: det var vigtigt for ham at lytte til alle. De historier, historiens – også helt almindelige – aktører kunne fortælle, stod i centrum for hans forfatterskab. Det var med til at sikre ham en stor og trofast læserskare.

Frank Bøghs baggrund som politimand fornægtede sig ikke. Flere af hans mest populære bøger handler om politiet under besættelsen, og de er skrevet med stor indlevelse i de dilemmaer, samarbejdspolitikken stillede politiets personale i:

at skulle sætte denne politik inklusive dens moralsk mere tvivlsomme sider igennem i et felt, hvor almindelig kriminalitet kr ydsede over med lovovertrædelser, der havde politisk motiv og ofte – som modstandshandlinger imod den nazistiske besættelsesmagt – kunne regne med befolkningens og politifolkenes personlige sympati. Et felt, som besættelsesmagten var med til at definere ved sin politiske magt og konstante væbnede tilstedeværelse i gadebilledet. Politiets rolle og virke i besættelsesårene og de konsekvenser, som den del af styrken oplevede, der blev deporteret til Buchenwald og andre tyske lejre efter den tyske arrestationsaktion den 19. september 1944, var et vigtigt emne for Frank Bøgh. Og han viste i sine bøger stor indlevelse i politimændenes oplevelser og lidelser, også de skader, som blev ved at plage de overlevende længe efter befrielsen. Der er langt fra besættelsestidens håndhævere af lov og orden under vanskelige omstændigheder til de østfrontfrivillige, som er emnet for denne bog. Også dem skrev Frank Bøgh flere bøger om: K.B. Martinsen, en dansk kaptajnløjtnant, der blev nazist og chef for Frikorps Danmark; Peter-gruppen – en terrorbande, som især var sammensat af tidligere østfrontfrivillige – og en flok af de værste danske terrorister i tysk sold, som blev dødsdømt og henrettet efter krigen. Så meget de østfrontfrivillige end var på kant med dansk politi, imens dette fungerede, var der også visse fællestræk. Både politiet og de østfrontfrivillige var disciplinerede, autoritære korps af uniformerede mænd, som var trænede i magtudøvelse og blev holdt sammen – i krisesituationer også holdt oppe – af en udpræget korpsånd og -identitet. Men her slutter sammenligningen så også. For mens politifolkenes opgave var at opretholde lov,

orden og dermed den demokratiske retsstats beståen i en situation, hvor den var under voldsomt pres fra en nazistisk, fascistisk besættelsesmagt, havde de østfrontfrivillige, hvad enten de straks havde sluttet sig til det tyske Waffen-SS eller kom dertil gennem det under SS-ledelse kæmpende, formelt – og kun formelt – selvstændige Frikorps Danmark, meldt sig under besættelsesmagtens faner og stillet sig til rådighed for det nazistiske ekspansions- og folkedrabsprojekt. Og mens der vitterligt var nazister og sympatisører med Det Tredje Rige i det danske politis menige og befalingsmandsrækker, var det for størstedelen af de danske østfrontfrivillige netop et tilhørsforhold til nazismens ideologi og organisationer, der motiverede dem til at melde sig til at tjene den fremmede magt – og det på trods af den udgrænsning og foragt, de dermed pådrog sig fra hovedparten af den danske befolknings side. Var de to grupper fælles om visse mandligheds- og mandighedsidealer og om lysten til at underordne sig en autoritær magtstruktur, så tjente de vidt forskellige herrer. Og i de direkte møder, som forekom hyppigt i de perioder, hvor de østfrontfrivillige opholdt sig i hjemlandet og den ene gang efter den anden tørnede sammen med almindelige danskere i episoder, kom de frivillige ofte i direkte konflikt med ordensmagtens repræsentanter. Så ser man bag kommandostrukturerne og den uniformerede optræden, var de to korps så forskellige som dag og nat. Men den overfladiske lighed, konflikterne og interessen for, hvordan mænd i fasttømrede autoritetsstrukturer tænker og handler, har formentlig været med til hos Frank Bøgh at vække politihistorikerens interesse for nogle af de værste forbrydere, danmarkshistorien nogensinde har frembragt.

De østfrontfrivillige er dog ikke altid blevet set som voldsog folkedrabsforbrydere. Efter krigen skabte de en apologetisk fortælling om sig selv som ”gode danske mænd”, der idealistisk var gået til kamp mod kommunismen og havde påtaget sig en vanskelig rolle og store tab for at forsvare den vestlige civilisation i hårde kampe mod fremstormende ’asiatiske horder’. De stiliserede sig selv som elitesoldater, hvad de på ingen måde var, og idealiserede de store tab, de havde haft i kamp, uden på mindste måde at stille spørgsmålet, om disse mest skyldtes de frivilliges og/eller deres befalingsmænds militære uformåenhed, alternativt om de beundrede tyskere blot havde brugt dem som kanonføde på særligt svære poster og på den måde de facto slået hånden af deres kollaborationsberedskab. Fra førende SS-officerer som Felix Steiner, øverstkommanderende for SS-Division Wiking og senere for 3. SS-Panserkorps, som mange danske frivillige kæmpede under i Jugoslavien og Baltikum, fik de allerede i 1944 serveret dækhistorien om sig selv som idealistiske elitesoldater for ’Vestens sag’ med en opfordring til at fortie den æreløse, forbryderiske måde, de og hele SS havde opført sig på under kampene ved fronten såvel som i de lange perioder, hvor de opholdt sig i baglandet og spillede en nøglerolle i undertrykkelses- og folkedrabspolitikken imod krigsfanger, de besatte sovjetiske og jugoslaviske områders civilbefolkning og jøderne især. Til oplevelserne af kontroltab og nederlag i krigens sidste år kom den voksende isolation i samfundet hjemme, der givetvis var med til at forstærke SS’ fra starten af brutale ’virksomhedskultur’. Nu måtte krigen jo videreføres med stadig færre og ringere midler mod stadig dårligere odds. I de første krigsår herskede sejrseufori, og

SS-mændene oplevede en ’self-empowerment’, der lå i, at man med det nazistiske systems velsignelse stort set kunne opføre sig fuldstændigt, som det passede én, over for den fremmede civilbefolkning. Det gav de østfrontfrivillige mulighed for at udleve de magtfantasier og – for manges vedkommende – det jødehad, de allerede havde medbragt ved hvervningen til den fremmeste antisemitiske kamporganisation og siden fået forstærket i uddannelsen og propagandasessionerne såvel som i hverdagens møder med de mennesker, de så som repræsentanter for det forhadte jødiske folk og på samme tid omgærdede med ringeagt og frygt.

De frivilliges ’harmløse’ fortælling om SS vandrede over i en for en stor dels vedkommende ukritisk historieskrivning, selv om der – indrømmet – tidligt fremkom forskning, som præsenterede ansatser til en mere realistisk bedømmelse af Heinrich Himmlers ’sorte korps’. Man finder den apologetiske fortælling i talrige populære bøger fra 1950’erne, 1960’erne og senere, og ser man efter, hvordan og af hvem den blev dyrket, er der en klar genealogi tilbage til de SS-frivilliges kammeratskabs- og veteranorganisationer – uden at fascinationen af SS på nogen måde har været begrænset til gammel- og nynazisternes kredse. Fra 1980’erne og frem blev et mere realistisk billede dog efterhånden det fremherskende. Især da seriøse forskere efter kommunismens fald fik adgang til åsteder, arkiver og tidsvidner i de østeuropæiske områder, hvor SS primært udfoldede sit virke, skiftede fokus fra de frivilliges militære kampindsats til deres meddelagtighed i udryddelseskrigen og folkedrabet på jøderne. Generelt for SS-styrkerne er det i dag klart og uomtvisteligt, at de udgjorde spydspidsen i den brutale, folkemorderiske tyske

politik. Og hvad de danske østfrontfrivillige specielt angår, ved vi i dag, at disse var fuldt integrerede i den tyske krigs- og folkedrabspolitik og deltog i forbrydelserne på lige fod med frivillige fra andre lande og Tyskland. De stod på ingen måde tilbage for deres tyske SS-kammerater i motivation endsige brutalitet.

Hvor forfatterne til det mest solgte værk om de danske østfrontfrivillige – ”Under hagekors og Dannebrog” (1998) af Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith – endnu kun fandt få og vage indicier på de danske østfrontfrivilliges deltagelse i krigs- og folkedrabsforbrydelser, er der i dag righoldig dokumentation herfor i en række erindrings- og kildeudgivelser såvel som nyere videnskabelige fremstillinger. Den tyske forskning i de nazistiske gerningsmænds forbrydelser og motiver (’Täterforschung’) og den internationale holocaust-forskning, der især har belyst disse emner ud fra ofrenes synsvinkel, fik historikerne – også de danske – til at se grundigere efter.

Dennis Larsen og undertegnede dokumenterede således i ”En skole i vold” (2014), hvorledes Frikorps Danmark på den base for SS- og polititropper i den hviderussiske by Bobruisk, hvor en stor del af rekrutuddannelsen fandt sted, var med til at drive en arbejdslejr for jøder, hvor over 1.400 af 1.500 arbejdsslaver omkom under elendige forhold eller blev brutalt myrdet for sjov. Frikorpsfolkenes opgaver i felten til ’sikring af høsten’ eller ’bekæmpelse af partisaner’ inkluderede den ene gang efter den anden massemord på civile og afbrænding af deres landsbyer. Og norsk forskning af Terje Emberland o.a. (”Himmlers Norge”, 2012) har blotlagt, hvordan de norske SS-frivilliges enheder nærmest dagligt begik massakrer under de tyske troppers indmarch i det vestlige Ukraine i sommeren 1941. Dermed

har norske historikere også dokumenteret hidtil ukendte forbrydelser begået af danske SS-frivillige, idet de samme enheder rummede både nordmænd og danskere.

Det er ikke let at se af nærværende bog, hvad det er af kilder og litteratur, Frank Bøgh har trukket på, og i hvilket omfang han har været ajour med den nyere forskning. En del af hans research ligger formentlig noget tilbage i tiden, og man kan formode, at han nok ville have indarbejdet det nyere kritiske syn i fremstillingen, hvis han havde fået mulighed for at gøre den færdig selv. Det kan dog ikke overses, at det, der især har haft hans interesse, er de danske SS-frivillige: Han følger disses lange tilbagetog fra Leningrad (i dag Sankt Petersborg), til danskerne i Det Tredje Riges sidste dage stod tilbage som nogle af de mest sammenbidte og fanatiske forsvarere af Hitler-regimets sidste bastioner i regeringskvarteret i Berlin.

Netop den sidste fase af krigen har faghistorikerne ofte behandlet ret kursorisk. I Frank Bøghs fremstilling følger vi de enheder, de danske østfrontfrivillige kæmpede i, fra deres tilbagetog starter på tærsklen til Leningrad. Nu har de så travlt med at redde sig ud af den ene truende situation efter den anden, at krigs- og folkedrabsforbrydelserne træder i baggrunden. Deres lange række af ’taktiske tilbagetrækninger’ går gennem områder, hvor jøderne for længst er blevet myrdet næsten uden undtagelse, så af deres foretrukne ofre finder de stort set ingen. Krigsfanger – der tidligere ofte var genstand for folkeretsstridige mord i tilfangetagelsessituationen eller under march tilbage til opsamlingspladserne – falder stadig sjældnere i deres hænder; mere hyppigt er det nu SS-mænd, der havner i sovjetisk fangenskab. Og senest da SS-styrkerne, der var vant til at se

på lokalbefolkningen med foragt og grusomhed, bevæger sig ind på tysk territorium, er det slut med at behandle de lokale civilister, som om de og deres ressourcer bare stod til rådighed for tropperne som tvangsarbejdere og kilde til forsyninger. På den anden side forfalder den centrale kommandomagt mere og mere, efterhånden som den ene tyske enhed efter den anden tværes ud af Den Røde Hærs styrker, og krigsførelsen ’afmoderniseres’ stadig mere (jf. Omer Bartov: ”Hitler’s Army”, 1992). Det foranlediger nogle af de danske frivillige til at tage deres situation op, desertere og flygte, mens andre blot bider tænderne endnu mere sammen og klynger sig til det kampfællesskab, de er kommet til at opleve som hjem, kammeratskabets nære tryghed (jf. Thomas Kuhne: ”Belonging and Genocide”, 2013) og den ideologi, der gav det hele mening for dem. Brutaliteten, som var en fremtrædende og integreret del af de danske østfrontfrivilliges – og hele den tyske østfronthærs –militære ’kultur’ fra sovjetfelttogets første dag i 1941 og allerede fra besættelsen af Polen i 1939, har de frivillige med sig hele vejen til den bitre ende. Når vi ved det, må vi konstatere, at den historie, Frank Bøgh fortæller, kun er en del af den samlede historie om de danske østfrontfrivillige og krigens sidste måneder. Men også en del af den større samlede historie har sin værdi, og det ville sikkert have glædet Frank Bøgh, ligesom det vil glæde hans trofaste læsere, at se hans mange og udførlige optegnelser om de danske østfrontfrivilliges skæbne og bevægelser i verdenskrigens sidste måneder som den sidste af mange bøger fra hans produktive hånd og uforvekslelige pen.

Therkel Stræde, lektor i samtidshistorie, Syddansk Universitet

Denførste enhed af SS, som havde deltagelse af danske frivillige, var Regiment Nordland. Det blev oprettet så tidligt som i 1940 for at tiltrække frivillige fra Skandinavien, og regimentet indgik i de efterfølgende år i SS-Division Wiking. Det deltog i mange af de hårde kampe på østfronten, hvor danskerne også deltog i massakrer på civile sovjetborgere, fortrinsvis jøder. Der var således allerede hundredvis af danske, norske og svenske frivillige i Division Wiking, da Frikorps Danmark blev oprettet med det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941. Idéen var at udvide SS’ rekrutteringsbasis ved at oprette ’germanske legioner’ med en vis national toning for frivillige fra lande, der i den nazistiske racelære gjaldt som nært ’blodsbeslægtede’ med det tyske ’herrefolk’. Det viste sig dog hurtigt svært at afbalancere de forskellige nationalismer med nationalsocialismen og Tysklands krav om ubetinget overherredømme. Så SS-ledelsen kom hurtigt til at se legionerne som en blindgyde, og efter kun to år blev de nedlagt, og de frivillige integreret i de almindelige SS-enheder. Således flyttede man, da Frikorps

Danmark blev nedlagt i 1943, de danske frivillige fra dette og andre enheder over i det nyoprettede 24. SS-Panzergrenadi-

er-Regiment Dänemark (herefter: Regiment Danmark) for at indgå i SS-Panzergrenadier-Division Nordland (herefter: Division Nordland) i det 3. Germanske Panserkorps. I krigens sidste fase blev de skandinaviske frivillige sat ind i kampene i den såkaldte Oranienbaum-kedel nær Leningrad, deltog i tilbagetrækningen over Narva gennem Estland og Letland, og i de sidste kampe i den såkaldte Kurlands-kedel omkring Riga. I starten af 1945 blev Division Nordland evakueret ud af Kurland for at blive indsat mod den talmæssige langt overlegne sovjetiske Røde Hær i de sidste måneders kampe omkring og i Berlin. Sammen med tusindvis af andre soldater og civile forsvandt mange af de danske frivillige i den altfortærende malstrøm af hårde og skånselsløse kampe.

De overlevende frivillige har siden slutningen af krigen plejet en fortælling om, at de blot var regulære soldater, der kæmpede en legitim kamp mod den fremrykkende kommunisme. At drab på jøder og krigsfanger var en integreret del af deres virke, fortav de. Den slags havde ikke noget med deres indsats at gøre, hævdede de. Det var ikke noget, man talte om undtagen i helt lukkede kredse. Men fortællingen var bevidst løgnagtig. I dag er det dokumenteret uden for enhver tvivl, at de frivillige i stor udstrækning deltog aktivt i overgreb, krigsforbrydelser og folkedrab, selv om kun få blev dømt for det efter krigen. For nogle var intentionen givetvis en anden, da de meldte sig, men i de østlige områder blev de danske, norske og svenske frivillige en meget aktiv del af den nazistiske udryddelseshær og var med til at begå nogle af de værste forbrydelser mod menneskeheden, der nogensinde er set. Det er i det lys, vi skal læse om deres indsats.

De østfrontfrivillige var imidlertid også vidner til deres egen historie. Og derfor kommer vi ikke uden om de fortællinger, de fremførte i forskellige sammenhænge, når vi i eftertiden vil forsøge at blive klogere på, hvad der egentlig skete dengang, da verden befandt sig i en altødelæggende krig.

Om forfatteren Frank Bøgh

En eftermiddag i 2004 på Forlaget Documentas dukkede der en dag en herre op på dørtrinnet med et færdigt manuskript under armen og forespurgte om mulighederne for at få det udgivet. Den hvidhårede mand med guldørering og en længere fortid i det danske kriminalpoliti viste sig at være en eminent historiefortæller, der brugte mange ressourcer og meget tid på at researche sine fortællinger frem. En af de ting, Bøgh var allerbedst til, var at tale med folk. At sætte sig ned og drikke en kop kaffe og spise en tørkage, som han sagde, mens han lyttede til folks fortællinger.

Manuskriptet under armen blev til bogen om den dansk-tyske terrorgruppe Peter-gruppen, som blev efterfulgt af titler om, da politiet blev taget af tyskerne i 1944, om interneringen af de danske politifolk i Buchenwald og om de dødsdømte, der blev henrettet under retsopgøret. Heriblandt skrev Frank Bøgh et portræt af den danske officer K.B. Martinsen, som endte som Frikorps Danmarks sidste kommandør, inden han blev hjemsendt og leder af det berygtede Schalburgkorps. Portrættet af K.B. Martinsen bygger også på mange og lange samtaler med Martinsens børn om, hvordan det var at vokse op i skyggen af deres fars gerninger og med det faktum, at han i 1949 blev henrettet som en af de sidste landsforrædere.

Jeg spurgte ofte ind til Franks brug af kilder, men for ham var det meget simpelt. Han opsøgte de mennesker, der havde været tættest på den begivenhed, han forsøgte at fortælle noget om. Da vi udgav ”Krigeren” om K.B. Martinsen på Documentas, var der en bemærkning i en anmeldelse, der satte spørgsmålstegn ved, hvordan Frank kunne vide, hvad Martinsen havde sagt ud i luften, umiddelbart før han blev skudt. Franks svar var : ”Jamen, jeg har talt med den politimand, der stod lige ved siden af ham, da han sagde det.” Og da Frank skrev portrætbogen om den firdobbelte politimorder, Palle Sørensen, byggede den på henholdsvis de omfattende politirapporter, mediernes massive omtale, interviews af kolleger, som arbejdede med sagen, og på flere samtaler med Palle Sørensen selv, da han endelig blev løsladt fra fængslet. I Franks optik gav det ikke mening at lave et portræt af en person uden at forsøge at komme så tæt på personen som muligt – og helst tale med vedkommende selv. Det er der jo i princippet heller ikke noget odiøst i, tværtimod. Reaktionerne kom oftest, fordi de mennesker, Frank valgte at skrive om og sammen med, var kontroversielle i form af deres gerninger og holdninger. Men for Frank var det her, de mest spændende og sammensatte fortællinger befandt sig. Og det handlede ikke om at skrive en fortælling om for eller imod, om skyld og ansvar, det handlede først og fremmest om at høre vidneberetningerne fra dem, der oplevede det på nærmeste hold. Og flette det ind i en historisk sammenhæng, hvor det gav mening.

Da jeg spurgte Frank om de kilder, han benyttede i denne bog om de sidste kampe om Berlin, fortalte han, at han havde rejst en del rundt i Tyskland i 90’erne og opsøgt mange af

de tidligere danske frivillige, som nu boede i Tyskland. Hans primære intention var at indsamle så mange vidnesbyrd om krigen som overhovedet muligt, før det var for sent. Frank ville ikke stille sig som dommer for, hvad de enkelte havde bedrevet. Han ville høre deres vidnesbyrd om det, de havde oplevet på nærmeste hold, der hvor de nu engang befandt sig. Frank Bøgh så absolut ikke sig selv som historiker, han var først og fremmest reporter. Og så måtte klogere mennesker end ham fortolke og analysere den måde, vi skal forstå den store historie på. Det er denne store mængde interviews, som nu i uddrag er brugt i denne bog.

Hvad skal vi nu bruge endnu en bog til om slaget om Berlin? For at forstå den store fortælling, er man også nødt til at se nærmere på de mange små fortællinger, det hele er bygget op af. Og det er det, Frank Bøgh forsøger med sin mosaik af personlige vidnesbyrd og punktnedslag fra de kendte historiebøger. At forstå slaget om Berlin, ved at berette om nogle af de utallige små begivenheder, som udgør de byggesten hele historien består af.

Hvis man ser 2. verdenskrig som en dødens symfoni er slaget om Berlin det afsluttende crescendo, hvor hele forestillingen når sit klimaks med fuldt tryk på pauker og messing. Alt hvad der skete forud for dette sidste og afgørende slag, var begivenheder, som alle sammen førte til Berlin i 1945. Og som sådan er Frank Bøghs fortælling slutningen ikke kun for de danske østfrontfrivillige men for hele den tyske ideologi, der gik til grunde sammen med Hitlers selvmord flere meter under jorden. Det endegyldige tæppefald!

Desværre døde Frank Bøgh, inden han kunne blive helt færdig med bogen, og derfor er der passager, som ikke er skrevet helt igennem. I de fleste tilfælde har jeg slettet de passager, der ikke har været færdigskrevet. Mest tydeligt er det i sidste afsnit om maj måned, hvor Frank desværre ikke fik skrevet det sidste, som han havde planlagt. Ikke desto mindre fremstår teksten som en helhed, fordelt på de sidste fem måneder af krigen, og jeg mener helt bestemt, at der med denne bog er sat et værdigt punktum for Frank Bøghs imponerende forfatterskab.

Carsten Meedom, tidl. forlægger på Forlaget Documentas