Birk

BIRK

Thomas Harder

Historien om Kaj Birksted

Af samme forfatter

Blod, magt og penge. En bog om mafiaen · 1987

Rom (s.m. Hans Scheving) · 1989

Mafiaens mænd · 1990 /2003

Italien, mennesker og samfund · 1990

Italien og italienere · 1991

Ikke altid pizza (s.m. Andreas Harder) · 1992

London (s.m. Hans Scheving, Jens Rahbek Rasmussen og Lone Ramskov Larsen) · 1993

Om folkelighed · 1995

Spis brød til (s.m. Andreas Harder) · 1996

Italien – fra Mazzini til Bossi · 1997

Italienske steder. Rejser m.m. 1991-1998 · 1998

Bogen om Rom (s.m. Hans Scheving) · 2000

Brdr. Harders italienske køkken (s.m. Andreas Harder) · 2000 /2006

Portræt af Rom (s.m. Lisbeth Davidsen) · 2001

Mad og mennesker · 2004

Paolo il Danese, Den danske partisan · 2005

Italien, Fra Mazzini til Berlusconi · 2006

Glimt af Rom (s.m. Hans Scheving) · 2009

Fra Brenner til Trento, En rejse i Sydtyrol · 2009

Rom, Amore mio · 2009

Den danske partisan, Historien om Paolo il Danese · 2009 / 2018

Anders Lassens krig · 2010/2024

Mellem to sprog, Om oversættelse, tolkning, sprogpolitik, og hvorfor det er bedre at være tosproget end tvetunget · 2010

Cucina italiana (s.m. Andreas Harder) · 2011

Kæreste Kek, Et dansk søskendepar i britisk krigstjeneste (s.m. Lene Ewald Hesel) · 2012 /2018

Anders Lassen: Operation Postmaster (e-bogssingle) · 2013

Obersten og de unge galninge (e-bogssingle) · 2014

Kryssing, Manden der valgte forkert · 2014 /2018

De uønskede – De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949 · 2020

En sten for Eva – Bogense 1855-Theresienstadt 1943 (s.m. Lene Ewald Hesel) · 2022

BIRK

Historien om Kaj Birksted GADS FORLAG

Thomas Harder

Til Lene, der gør hver dag til min bedste alder … Og i mindet om min mor, Maria Giacobbe.

Birk. Historien om Kaj Birksted

Af Thomas Harder

Copyright © 2024 Thomas Harder og Gads Forlag

ISBN: 978-87-12-07578-3

1.udgave, 1. oplag

Omslag: Harvey Macaulay

Grafisk tilrettelæggelse: Lars Ole Nielsen Forsidefoto: Ukendt fotograf, Birksteds arkiv Tekstredaktion: Jon Voss

Forlagsredaktion: Martin Gylling Tryk: ScandBook, Sverige

For enkelte illustrationers vedkommende har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen.

Every effort has been made to contact the copyright holder of each picture, and we apologize for any unintentional errors or omissions which will be paid for as if we had permission beforehand.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Forfatteren har modtaget støtte fra Den Hielmstierne-Rosencroneske Fond, Bjørnows Fond og Overretssagsfører L. Zeuthens Mindelegat

Bogen er udgivet med støtte fra:

www.gad.dk

Forord

Denne bog er skrevet trods de rummeter af lim- og malingdampe, som jeg i en del år for rundt regnet et halvt århundrede siden dagligt inhalerede i et kælderværelse under mit barndomshjem, hvor jeg tilbragte alvorligt mange timer med at bygge plasticmodeller af krigsskibe, militærkøretøjer og – ikke mindst – flyvemaskiner. Jeg købte byggesættene i Stoppel Hobby Shop, som havde til huse i den fine lille pavillonagtige bygning foran Gammel Kongevej 154, hvor Ane Marie Birksted arbejdede i Broderimagasinet, da Kaj kom til verden i 1915. Jacob Stoppels udstillingsvindue var fuldt af misundelsesværdigt smukt samlede og malede modeller, fritstående eller i fornemt udførte dioramaer, små tredimensionelle vignetter fra krigshistorien eller fra samtidige danske flyvestationer, brandstationer eller hvor modellernes forbilleder ellers kunne tænkes at optræde. Min fingerfærdighed rakte ikke til den slags højere modelkunst, men det afholdt mig ikke fra at bygge og male og dyrke detaljerne. I mit værelse oppe i lejligheden hang der flyvemaskiner ned fra loftet – en firemotoret Short Stirling bombemaskine, en Flyvende Fæstning, en Me 262 jetjager, en Focke-Wulff Ta 152, en Spitfire, en Hawker Tempest og mange andre. Som den seriøse modelbygger, jeg var, ville jeg gerne vide alt om de maskiner, som jeg forsøgte at gengive, og de mennesker, der betjente dem. Politikens bøger om Alverdens Fly i Farver var faste jule- og fødselsdagsønsker, på Frederiksberg Bibliotek fandt jeg tidligt Edward Bishops Slaget om England (oversat, har jeg netop konstateret, af selveste Varinka Wichfeld Muus og Flemming B. Muus), og det eksemplar af Pierre Clostermans Det store cirkus, som jeg citerer fra i Birk, fandt jeg engang i begyndelsen af 1970’erne i en bogkasse på Vængevej i Tisvildeleje, hvor nogen åbenbart ryddede op i sommerhusbiblioteket. Og så var der naturligvis de små sort-hvide tegneseriehæfter om flyverhelten Battler Brittons eventyrlige indsats på snart sagt samtlige Anden Verdenskrigs skuepladser.

Siden kom der alt muligt i vejen for modelbyggeriet, og interessen for flyvemaskiner og luftkrig gled i baggrunden, men fik en nostalgisk genopblussen, da Lene og jeg arbejdede på Kæreste Kek, og vi under en research-travetur langs De Hvide Klinter mellem Dover og Folkestone hørte og så en vaskeægte Spitfire tumle sig på himlen over os. Det viste sig at være et godt varsel, for da det nogle år senere blev aktuelt at genudgive Kæreste Kek og en lille håndfuld andre biografier, spurgte redaktøren, Jacob Maagaard, om det ikke var noget for mig at skrive om flyverhelten Kaj Birksted. På det tidspunkt havde jeg med stor skam at melde aldrig hørt om Birksted, men det var ikke svært at finde ud af, at han så sandelig fortjente en biografi, og at jeg havde stor lyst til at skrive den. Umiddelbart så jeg det først og fremmest som en mulighed for at få lov til at dyrke historien om Anden Verdenskrig i luften, men jeg skulle ikke tale ret meget med folk, der kendte mere til Birksted, end jeg gjorde på det tidspunkt, for at konstatere, at mange var lige så optaget af hans rolle i opbygningen af det danske Flyvevåben efter krigen, og gennemgående meget forargede over den behandling, han fik af det danske militære establishment. Det viste sig ganske rigtigt at være en interessant og væsentlig historie, men jeg blev lige så grebet af den anden ende af Birksteds karriere, hans tid i Marinens Flyvevæsen, en sidste udløber af flyvningens heroiske pionertid, hvor dét at være flyver automatisk gav adgang til avisernes spalter, og hvor en pilot selv kunne reparere sin havarerede maskine. Dertil kom så historien om familien Birksteds usædvanlige liv på Frederiksberg, i Annisquam og Holte i de første årtier af 1900-tallet og Kajs og Sonias smukke parløb fra de sidste krigsår til hans død i 1996.

Om teksten

I citater på originalsproget er den oprindelige retskrivning bevaret; oversatte citater overholder moderne dansk retskrivning. Jeg anvender i vid udstrækning de engelske måleenheder fod (ca. 30 cm), yard (ca. 90 cm) og mile. En omregning af miles til kilometer ville i mange tilfælde have forvandlet løse, runde angivelser i miles til falsk skæve og falsk præcise kilometerangivelser. Desuden er det ikke altid klart, om der i de engelske tekster menes air miles (sømil, 1,852 km) eller ”landmil” (statute mile, ca. 1,6 km). Når talen er om flyvning, er det dog mest sandsynligt, at der menes air miles.

Nogle læsere vil muligvis være utilfredse med, at jeg har valgt at omsætte RAF’s gradsbetegnelser ( flight officer, squadron leader, wing commander, group captain, air vice marshal … osv.) til de tilsvarende danske gradsbetegnelser. Tabet af lokalkolorit opvejes imidlertid af den umiddelbare forståelighed og sammenlignelighed med mere kendte forhold, og ikke mindst af, at man undgår den forvirring, der kan opstå, fordi en del af de britiske gradsbetegnelser er identiske med funktionsbetegnelser: En officer med graden squadron leader leder ofte en squadron og har i så fald foruden graden også “funktionsbetegnelsen” squadron leader, men kan også have andre funktioner på et tilsvarende niveau, ligesom en wing commander ofte, men ikke altid, kommanderer en wing, osv. På s. 410 findes et skema, der viser de danske og britiske gradsbetegnelser side om side.

Den danske betegnelse “eskadrille” svarer til den britiske “squadron”, dvs. en enhed på ca. 20 maskiner, hvoraf typisk 12 til enhver tid var operative, mens de øvrige var til eftersyn eller vedligeholdelse. På norsk brugte man indtil opstillingen af 331 (Norwegian) Squadron i 1941 “ving ” svarende til eskadrille/squadron. Derefter brugte man “skvadron” om eskadriller og “ving ” om en underenhed svarende til det engelske “flight ”, som dog også brugtes på norsk. Hverken skvadron eller ving benyttes i denne bog. En squadron var opdelt i to flights, hvis funktion fortrinsvis var administrativ. Operativt var eskadrillen opdelt i tre-fire

sections a to-fire fly. To eller flere squadrons kunne udgøre en wing, som typisk havde base på samme flyvestation. En group var en kommando, der omfattede et antal wings i et stort geografisk område.

I Danmark var Hæren indtil 1950 underordnet Krigsministeriet, mens Søværnet hørte under Marineministeriet. Direktørerne for de to værnsministerier var officerer. Forsvarsministeren var fælles minister for de to værnsministerier, men før 1950 eksisterede der ikke et forsvarsministerium.

Når jeg omtaler fly tilhørende Marinens Flyvetjeneste og Hærens Flyvertropper, anvender jeg (som hovedregel) det danske typebetegnelsessystem, der blev indført i 1921, og ifølge hvilket flyvebåde, hydroplaner (pontonfly) og landflyvemaskiner betegnedes henholdsvis F, H og L fulgt af M for monoplaner og B for biplaner. Det enkeltvingede hydroplan Heinkel He 8 hed fx i Flyvetjenesten H.M. II (romertallet II angav, at det var den anden flytype i denne kategori).

Marinens Flyvevæsen hed officielt sådan, men omtaltes ofte, måske især efter krigen, som Søværnets Flyvevæsen. Undtagen i citater holder jeg mig til den første betegnelse.

Der er to slags noter i denne bog: De rene kildehenvisninger, som kun de færreste læsere vil være interesserede i at slå op i undervejs, og tekstnoter, som uddyber et eller andet forhold, fortæller en sidehistorie eller følger en biperson til dørs. Kildehenvisningerne er markeret med notetal. Tekstnoterne er tillige understreget.

Familien Birksted

Roosevelt Field, den 20. maj 1927

Et par timer efter solopgang fredag den 20. maj 1927 startede et lille enmotoret monoplan på den regnvåde græsbane på flyvepladsen Roosevelt Field på Long Island for at flyve ud over Atlanterhavet og forsøge at nå frem til Frankrig. Maskinens navn, Spirit of St. Louis, var malet på den ni-cylindrede Wright stjernemotors skjold, og i det lukkede cockpit sad den enlige pilot, den 25-årige postflyver Charles Lindbergh.

Hvis Lindbergh klarede turen, ville han vinde den præmie på 25.000 dollar, som den fransk-amerikanske hotelejer Raymond Orteig i 1919 havde udlovet til den første pilot eller flybesætning, der fløj i ét stræk fra det europæiske fastland til Amerika eller omvendt. Det var ikke lykkedes for nogen endnu. Fire flyvere var omkommet under forsøg på at vinde Orteig Prisen – to af dem var brændt ihjel på den selv samme flyveplads, som Lindbergh nu var ved at starte fra, to var forsvundet undervejs over Atlanten – og tre var blevet alvorligt kvæstet.

Lindberghs vovestykke var finansieret af ham selv og en kreds af forretningsmænd i St. Louis, der havde forsynet ham med 15.000 dollar. Formålet var at skabe Lindbergh et ry som flyver, at fremme offentlighedens interesse for flyvning og ikke mindst at vise potentielle kunder og investorer, at en moderne flyvemaskine med en dygtig pilot var et sikkert og pålideligt transportmiddel med et kolossalt kommercielt potentiale.

Det første formål, at gøre Lindbergh kendt, var allerede opfyldt. Pressen interesserede sig levende for, at en ung postflyver, som ingen uden for den lille luftfartsbranche havde hørt om før, ville forsøge at vinde den højtprofilerede pris i konkurrence med stjerner som polarflyveren Richard E. Byrd og den vidtberømte luftakrobat og væddeløbsflyver Clarence Chamberlin. Det øgede interessen og sympatien for Lindbergh, at hans fly var det mindste og billigste af de tre, og at han i modsætning til

Chamberlin, der skulle have en navigatør med, og Byrd, der forberedte sig på at flyve med en fire mand stor besætning, ville gøre turen alene. Dertil kom, at han, da han uden mellemlandinger fløj Spirit of St. Louis fra San Diego, hvor den var bygget, til Saint Louis, hvor han overnattede, og derfra videre til Long Island, satte hastighedsrekord med en samlet flyvetid på kun 20 timer og 21 minutter.

Fra den 12. maj, da Lindbergh ankom til Long Island, var han omgivet af journalister og fotografer. Lindbergh var klar til at flyve allerede ved daggry mandag den 16. maj, men tæt tåge langs kysten og storm over Atlanterhavet tvang ham til at vente. Imens blev avishistorierne bare flere og flere og stadig større og mere vidtløftige, og offentlighedens interesse voksede tilsvarende. Alligevel var der kun ret få tilskuere til stede på Roosevelt Field, da Lindbergh omsider startede maskinen tidligt om morgenen den 20. maj. Aftenen forinden havde han været på vej til Broadway for at gå i teatret, da en vejrmelding lovede en snarlig opklaring. Lindbergh besluttede at gribe chancen for at komme af sted før sine konkurrenter, som han vidste endnu ikke var klar til afgang, men snart kunne være det. Han vendte omgående tilbage til Long Island, og efter en kort, forstyrret nattesøvn lod han maskinen gøre klar. Kun de allerivrigste fans, der måske havde indlogeret sig i umiddelbar nærhed af Roosevelt Field, eller dem, der kendte nogen på flyvepladsen, som kunne varsko dem, nåede frem i tide til at se starten.

En lastbil transporterede Spirit of St. Louis ud i den yderste vestlige ende af startbanen, hvor den sidste benzin blev fyldt på tankene. Så satte Lindbergh sig op i cockpittet, omkring kl. 7.40 startede han motoren, og kl. 7.52 begyndte maskinen at bevæge sig ud ad landingsbanen, mens folk på pladsen så til i andægtig tavshed. De store mængder brændstof, der var ombord, tyngede maskinen, så den havde svært ved at komme op i fart på den regntunge bane. Dækkene var smurt med fedt, for at jord og mudder ikke skulle hænge fast, men hjulene gravede furer i det bløde underlag. Nogle mænd løb ved siden af og skubbede til vingestiverne for at hjælpe maskinen af sted. Hjælperne faldt fra, efterhånden som farten trods alt øgedes, men da maskinen passerede banens midtvejsmærke, gik

det stadig for langsomt til, at den ville kunne lette. Så slap hjulene endelig jorden, men kun for at ramme den igen med et bump, maskinen vippede faretruende fra side til side og løftede sig så igen, men ramte endnu en gang jorden, inden den omsider fik så meget fart på, at den kunne lette og vinde højde hurtigt nok til med en margin på fem-seks meter at undgå at ramme en traktor og nogle telefonledninger for enden af banen. Spirit of St. Louis svingede derefter let til højre for at undgå nogle høje træer på en bakketop og forsvandt så i morgentågen.1

Blandt de ca. 150 særligt velunderrettede og i hvert fald særligt ihærdige tilskuere, som denne fugtige morgenstund så Charles Lindbergh flyve af sted mod en heltedyrkelse og indflydelse, som end ikke senere tiders månelandere opnåede, var den 12-årige Kaj Birksted.

1909-1915 – Danmark

Kaj Birksted blev født i København den 2. marts 1915. Den 17. august blev han døbt i Frederiksberg Kirke, og ved samme lejlighed blev hans forældre – Victor Emanuel Brockmeyer Birksted og Ane Marie Kathrine Larsen – gift. To dage senere afsejlede hele familien, som foruden Kaj og hans forældre også omfattede hans to ældre søskende, Svend og Kate på henholdsvis knap fem og knap tre år, med Skandinavien-Amerika Liniens damper SS Oscar II til New York.2

Victor Emanuel Birksted var 30 år gammel, da han udvandrede til USA, og hans nybagte hustru var 26. Victor Emanuel var søn af en af Næstveds rigeste mænd, Hans Otto Brockmeyer Birksted, som ejede et stort handelshus i byen, mens Ane Marie var datter af en parcellist i landsbyen Ring omtrent midtvejs mellem Næstved og Vordingborg. Vi ved ikke, hvor, hvornår eller hvordan Victor Emanuel og Ane Marie mødte hinanden, men regner man indiskret baglæns fra Svends fødselsdato, må de senest have lært hinanden at kende ved juletid i 1909. Forbindelsen passede ikke storkøbmanden, og det ligger lige for at formode, at det var hans modstand, som gennem mindst seks år afholdt hans søn fra at gifte sig med Ane Marie.

Til venstre: H.O. Birksted (1852-1927). Til højre: Købmandsgården fra luften, måske fotograferet under en af Birksteds øvelsesflyvninger fra Avnø.

Da Victor Emanuel og Ane Marie omsider giftede sig og rejste til Amerika med deres tre børn, havde de – så vidt kilderne rækker – ikke på noget tidspunkt boet sammen. Victor Emanuel havde siden maj 1909 boet på forskellige adresser i København, og da Kaj blev født, boede forældrene på hver sit pensionat på Frederiksberg, Victor Emanuel på Prinsesse Maries Allé, og Ane Marie på Haveselskabetsvej. Kajs storesøster Kate var sat i pleje hos kusk Carl Henrik Jensen og dennes hustru, Magdalene, et barnløst par, som gennem årene havde flere plejebørn og logerende i deres ret beskedne lejlighed på Henrik Ibsens Vej, ligeledes på Frederiksberg. Det fremgår ikke af kilderne, om også Svend var i pleje, eller om han har boet hos sin mor, og hvordan hun i givet fald fik det til at hænge sammen med sit arbejde. Det hører med til billedet af det givetvis ikke ukomplicerede forhold, at Victor Emanuel blandt sine efterkommere huskes som en mand med et uroligt gemyt og en til tider svigtende ansvarlighed. Da Ane Marie blev mor for tredje gang, var hun ansat i Broderimagasinet på Gammel Kongevej 154. Victor Emanuel havde i sine første år i København brugt stillingsbetegnelserne bogholder og købmand, og fra 1912 ejede han Haraldslund Grusgrav ved Lyngby, hvor han bl.a. handlede med cementrør og stålbjælker. Det er svært at forestille sig, hvordan Victor Emanuel på egen hånd kunne rejse penge nok til at etablere sådan en virksomhed,

men måske har hans far, selvom han misbilligede forholdet til Ane Marie, trods alt ønsket at sætte sin søn i gang i forretningslivet.

Vi kender ikke Ane Maries forhold til sin familie og ved ikke, hvordan de så på hendes liv sammen med Victor Emanuel, men det giver måske et fingerpeg, at efter Svends dåb, hvor fadderne var Ane Maries to brødre (en kurvemager og en sergent, der begge boede i København), var hendes familie ikke blandt fadderne ved de to følgende børns dåb. Ingen Birksted stod fadder ved nogen af de tre lejligheder. Både Kate og Kaj havde til gengæld Kates plejefar, Carl Henrik Jensen, blandt deres faddere.

Som om det i H.O. Birksteds øjne ikke var galt nok, at hans søn stod fast på sit forhold til en kvinde, der var så langt under hans stand, og ovenikøbet havde fået to børn med hende, kom i slutningen af maj 1914 den chokerende meddelelse, at Victor Emanuel var blevet optaget på Det Kongelige Theaters Operaskole. Dertil kom så i løbet af 1915 nyheden om, at Victor Emanuel og Ane Marie ventede et tredje barn, Kaj. Det var mere, end storkøbmanden kunne finde sig i. Victor Emanuel og hans familie blev udstyret med en enkeltbillet til USA og en økonomisk ordning, som skulle sikre deres eksistens og give Victor Emanuel mulighed for at starte en forretning. Planen – H.O. Birksteds plan – var, at Victor Emanuel skulle fortsætte, hvor han slap i Haraldslund Grusgrav, med produktion og salg af betonrør o.l.3

1915-1929 – Annisquam

Familien Birksted ankom til New York den 2. september 1915 efter næsten to uger på søen. De havde rejst på second cabin, mindre fornemt end den luksuøse saloon-klasse og first cabin, men dog i deres egen kahyt til forskel fra steerage, hvor de fattigste udvandrere opholdt sig i store, stinkende sovesalsagtige rum. Familien medbragte 700 dollar i rede penge, hvilket omtrent svarede til en amerikansk maskinarbejders årsløn eller halvanden gang en ufaglært arbejders.

Af familien Birksteds indrejsedokumenter fremgår det, at de kendte en Christian Madsen på Hackensack Street i Wood-Ridge, New Jersey.

Christian Madsen var en fremgangsrig handelsgartner, men vi kender ikke hans forbindelse med Birksteds og ved heller ikke, om de måske boede hos ham i den første tid, om de overhovedet mødte ham, eller om de blot brugte hans navn for at fremme deres sag hos de amerikanske indvandringsmyndigheder. Familiens første kendte adresse i USA var 232 Bay State Road i Boston, hvor Victor Emanuel i september 1918 var registreret som studerende.4

Fra senest engang i 1920 boede familien i den idylliske lille fisker-, værfts-, ferie- og kunstnerby Annisquam i kommunen Gloucester på klippeodden Cape Ann, ca. 60 km nord for Boston i Massachusetts. Der boede ingen andre danskere i Annisquam, og Victor Emanuel og Ane Marie havde tilsyneladende ingen kontakter i byen, da de kom dertil. Måske var de tiltrukket af de smukke og fredelige omgivelser og lave leveomkostninger og af følelsen af at kunne begynde helt forfra, alene og i fuldstændig anonymitet langt borte fra alting. Det kan have spillet en rolle for valget af bopæl, at Victor Emanuel fra omkring 1918 vistnok var under behandling for en ikke nærmere beskrevet hjertelidelse, som måske har gjort det tilrådeligt at slå sig ned et roligt sted med frisk luft. Hvis Victor Emanuel faktisk havde i sinde at genoptage tråden fra Haraldslund, kan det også have været byens granitbrud, der tiltrak ham.5

Birksteds boede til leje flere steder på hovedgaden Leonard Street i kort afstand fra byens skole, hvor Kaj, Svend og Kate kom til at gå, og hvor de efterhånden fik selskab af deres yngre søskende Hans “Bamme” og Agnes Louise, der blev født i henholdsvis 1917 og 1920, og formentlig også af Peter, der kom til i 1921. De yngste, Karen og William, født i 1924 og 1927, nåede ikke at komme i skole, før familien flyttede tilbage til Danmark i 1929.

Ved folketællingen i 1920 opgav Victor Emanuel – som ved denne lejlighed af en eller anden grund kaldte sig John – stillingsbetegnelsen “fisker, dybhavs”. Det lader sig ikke opklare, om denne oplysning står til troende, eller, hvis den ikke gør, hvad den efterhånden ret store familie levede af ud over støtte fra H.O. Birksted. Der er ikke noget, der tyder på, at Victor Emanuel på noget tidspunkt skaffede sig et udkomme som

producent eller forhandler af byggematerialer. Et barnebarn beskriver ham – på 80 års afstand – som “en ødeland, der ofte tog i byen med vennerne uden tanke for familien og økonomien.” Trods spiritusforbuddet, som var i kraft i alle de år, familien Birksted boede i USA, var det ikke svært at få noget at drikke i Annisquam. (En nuværende beboer fortæller, at in those days, Gloucester was a fishing town with a drinking problem; now it is a drinking town with a fishing problem (too few fish)), og tog man den elektriske sporvogn eller troljebus ind til centrum af Gloucester, var der flere barer og hoteller med udskænkning, (“end han ville kunne nå at besøge i løbet af et helt liv”).6

Uanset hvordan Victor Emanuel muligvis forvaltede sine forsørgerpligter, lader familien Birksted til at have været velintegreret og vellidt i den lille by. Svend og Kate deltog aktivt i det teater- og musikliv, som udfoldede sig i den lokale Universalist Church og i borgerforeningen Leonard Club. I marts 1919 fik Svend, som tilsyneladende foretrak at bruge sit mellemnavn Victor, en præmie for sin “Huckleberry Finn”-fi-

Hans “Bamme”, Kaj, Kate og Svend, formentlig fotograferet i 1919.

Annisquam i 1894.

gur ved Leonard Clubs kostumebal. Svend var på dette tidspunkt i lære, muligvis på et af byens bådeværfter.7 Helt op i 1960’erne bragte lokalav isen fyldige referater af familien Birksteds julebreve til deres gamle venner i Annisquam, og omkring 1960 besøgte både Kate og Svend og hans familie byen.

Kaj har ikke på samme måde som sine ældre søskende efterladt sig spor i Annisquam, men man må formode, at han ligesom Svend og hans kammerater har levet et aktivt, eventyrligt drengeliv med strandture på egen hånd, muslingefiskeri, plyndring af hemmelige andereder og – i den tids hårde, snerige New England-vintre – lange kælketure i vild fart ned over de græsklædte skråninger mod stranden og sommetider helt ud på den gamle pælebro over Lobster Cove.8 Kajs søn fortæller, at hans far elskede naturen og havet ved Annisquam og genoplevede lykkelige barndomsminder, når han i den anden ende af sit liv tilbragte sommeren i familiens feriehus ved en norsk fjord, hvor hans kæreste beskæftigelse var daglange fisketure i en motorbåd af den klassiske New England-type Boston Whaler, som han havde ladet fragte til Norge fra USA.

Heller ikke Ane Marie og Victor Emanuel har sat sig mange spor i de annisquamske annaler. Parret optræder kun én gang, i en lidt ejendommelig historie, i en af lokalaviserne: Den 28. december 1928 kunne

The Boston Globes korrespondent i Annisquam fortælle læserne, at folk i byen den foregående eftermiddag havde set en mand falde ud over gelænderet på broen over Lobster Cove. Der blev ringet til førstehjælpsholdet på hovedbrandstationen og til politiets ambulance, som straks rykkede ud til ulykkesstedet. Da hjælpen nåede frem, var alarmen imidlertid afblæst. Den forulykkede, som viste sig at være “Victor E. Birkstead”, var svømmet i land og gået over broen tilbage til Annisquam-siden af vigen, hvor hans kone havde taget imod ham, hvorefter de sammen var gået den korte afstand til deres hjem i Leonard Street 10. En læge, dr. Feemer, som lod til at kende familien, blev tilkaldt og forklarede politiet og brandfolkene, at Victor Emanuel formentlig var faldet ud over gelænderet som følge af et ildebefindende forvoldt af hans hjertelidelse, men at han, da han ramte det kolde vand, var kommet så meget til sig selv, at han kunne svømme de små 100 meter ind til bredden og gå hjem. Korrespondenten sluttede sin beretning med den overraskende oplysning, at “Birkstead er opført i vejviseren som forfatter.”9

Den 8. februar 1927 døde Hans Otto Birksted. Pengestrømmen fra Næstved til Annisquam måtte forventes at ophøre,10 men samtidig fik Victor en betydelig arv. Hans Otto Birksted havde ikke straffet Victor i sit testamente. Hans hustru, Agnes, var død i 1925, og arven skulle nu deles ligeligt mellem Victor Emanuel og hans fire søskende, Gerda (født i 1883), Ingeborg (1885), Lisbeth (1891) og Hans-Axel (1893), som var sagfører og den drivende kraft i den forestående nødvendige reorganisering af familiefirmaet. Victor har formentlig været i Næstved for at deltage i bodelingen, for den 5. august 1927 afsejlede han, endnu en gang med Oscar II, fra København for at rejse tilbage til USA.

Victor Emanuel lod sig købe ud af familieforetagendet, og det samme blev Ingeborg, som var indlagt på sindssygehospitalet Filadelfia i Dianalund og den 3. marts 1927 på Hans-Axels foranledning var blevet umyndiggjort. Virksomheden blev omdannet til et aktieselskab, hvor

Lobster Cove, august 1922. Til højre ses den bro, som Victor Emanuel faldt i vandet fra i december 1927. Det hvide hus, der ligger med gavlen mod kameraet midt i billedet, er Leonard Street 39.

Gerda, Lisbeth og Hans-Axel tilsammen ejede halvdelen af aktierne, mens den hidtidige prokurist, P.A. Hesse, indskød et beløb svarende til de tre søskendes aktiekapital og dermed blev ejer af den anden halvpart. Hesses indskud opvejede den kapital, der var trukket ud af virksomheden, for at Victor Emanuel og Ingeborg kunne få deres andele udbetalt. Victor Emanuel antagelig med fradrag af de ganske mange penge, som hans far havde forsynet ham med i årenes løb. Hans-Axel blev formand for bestyrelsen, og Hesse blev direktør. H.O. Birksteds bolig, den fornemme Villa Rosenhøj, der havde været centrum i familiens liv og et af de synlige symboler på dens status, blev solgt.

Arvedelingen og nyordningen af familiefirmaet er næppe gået helt harmonisk for sig, og salget af “Rosenhøj” lader til at have gjort stærkt indtryk på Victor Emanuel. Da han i august 1931 troede, at han lå for døden, skrev han et afskedsbrev til sin familie, hvori han opfordrede sine sønner – Svend, Kaj, Peter og William – til at “gaa tilbage til Forretningen i Næstved og om muligt købe Rosenhøj tilbage. Enighed gør stærk.”11

Kate (t.h. med kroketkøllen) i Annisquam 1928 eller 1929. Ved siden af Kate står familien Birksteds nabo Ida Pulcifer Andrews og holder sin yngste datter Sarah i hånden. På Idas anden side står Sarahs storesøster, Winifred. Drengens navn kendes ikke. Fotografiet er stillet til rådighed af Sarah (gift Hackett), der som barn blev passet af Kate og boede i sit fødehjem på Leonard Street næsten indtil sin død i 2022.

Da Victor Emanuel ankom til New York den 16. august 1927, oplyste han til indvandringsmyndighederne, at han agtede at blive i USA “for evigt”, og at han havde i sinde at blive amerikansk statsborger. Vi kan ikke vide, hvor dybt hans plan om at blive amerikaner faktisk stak, men erklæringen harmonerer i hvert fald med, at Ane Marie og hendes børn senere altid omtalte årene i Annisquam som en lykkelig tid for familien. Uanset realiteterne i Victor Emanuels planer flyttede hele familien imidlertid til Danmark mindre end to år efter, måske tvunget af Victor Emanuels dårlige helbred.

Svend og Kate kan kun have haft meget vage erindringer – om overhovedet nogen – om deres allertidligste barndom i Danmark, og Kaj og hans på dette tidspunkt fem yngre søskende havde naturligvis aldrig

kendt noget andet hjem end Annisquam. Det fortælles i familien, at Kaj ikke ville flytte, og at han i den grad ikke ville det, at han løb hjemmefra og gemte sig så grundigt og så længe, at familien måtte udsætte rejsen og

først kom med en senere damper, da han omsider var blevet fundet igen. Ifølge passagerlisten var det dog kun Ane Marie og syv af børnene – Kate, Kaj, Hans, Louise, Peter, Karen, og William – der den 27. juli 1929 afsejlede med Skandinavien-Amerika Liniens Hellig Olav til Kristiansand, Oslo og København. Victor Emanuel og den knap 19-årige Svend var antagelig rejst i forvejen for at forberede familiens ankomst til Danmark.12

Den opmærksomme læser vil have bemærket, at der ikke er noget som helst i de foregående kapitler, der så meget som antyder en forklaring på, hvordan det gik til, at den 12-årige Kaj Birksted befandt sig på Roosevelt Field ved solopgang den 20. maj 1927. Og sandt at sige er der heller ikke noget i dem, der får det til at virke særligt sandsynligt. Ikke at det var umuligt, det ville blot kræve en godt daglang togrejse fra Gloucester til New York og derfra en køretur til flyvepladsen på Long Island samt mindst én overnatning i umiddelbar nærhed af flyvepladsen. I flyvningens pionertid interesserede alle raske amerikanske drenge sig for piloter og deres maskiner og bedrifter, og Kaj fortalte senere i livet, at han – ligesom sikkert mange af sine kammerater – ville være pilot, når han blev stor. Også hans forældre og deres venner og bekendte har sikkert fulgt med i kampen om Orteig Prisen. Men derfra og til – i en familie med seks børn – at organisere en rejse af flere dages varighed for måske at se Lindbergh eller en af hans konkurrenter lette – eller forulykke –har der alligevel været et stykke vej.

Den fine historie, som man jo gerne vil tro på, stammer fra artiklen om Kaj Birksted i Dansk Biografisk Leksikon. Artiklen blev skrevet i efteråret 1977 af Birksteds gode ven, journalisten Erik Seidenfaden, som i februar 1978 sendte den til Birksted og bad ham rette eventuelle faktuelle fejl.13 Birksted var kendt som en omhyggelig og beskeden mand, der må formodes hverken at ville sjuske med korrekturlæsningen eller

pynte sin historie med skrøner, så uskyldig denne end var. På den anden side var Birksted, som må formodes at have været Seidenfadens kilde til historien, også kendt som en mand med sans for humor.

I betragtning af hvor meget vi ikke ved og umuligt kan få at vide om familien Birksteds liv i Annisquam, vil vi – med ovenstående forbehold – tillade os at lade beretningen om den lille Kajs tilstedeværelse i udkanten af Lindberghs verdenshistoriske flyverdåd leve.

1930-1936 – Glostrup – Holte – Næstved

Familien Birksteds første hjem i Danmark blev en beskeden bungalow på Emilievej i stationsbyen Glostrup vest for København. Her boede de ved folketællingen i november 1930, da Victor Emanuel opgav sin stilling som “forhenværende købmand” og oplyste, at Svend var i lære på skibsværftet B&W. Der er ikke noget, der tyder på, at Victor Emanuel arbejdede efter tilbagekomsten til Danmark, så det må have været arven efter H.O. Birksted, der tillod ham – formentlig kort efter folketællingen – at flytte sin familie til Holte. Holte var på dette tidspunkt ikke den mondæne forstad til København, som stationsbyen udviklede sig til i efterkrigsårene, men flytningen fra Glostrup var ikke desto mindre et tydeligt skridt opad på den sociale rangstige. Familien Birksted flyttede først ind i et hus på Skovmindevej 11 mellem Vejlesø og Furesø, men rykkede få år efter videre til en stor, hvid villa på den nærliggende Hjortholmsvej. For at skabe passende rammer om sin talstærke familie lod Victor Emanuel huset, Hjortholmsvej 6, udvide med en tilbygning, der bl.a. rummede en stor ny spisestue.14

Efter flytningen til Holte begyndte Kaj som dagelev i mellemskolen på Birkerød Statsskole, hvorfra hans onkel Hans-Axel var blevet student som kostelev i 1912. Blandt Kajs kammerater i B-klassen var en anden senere marineflyver og pilot i det frie norske Flyvevåben, Thomas Sneum. De to drenge dyrkede i fællesskab deres interesse for flyvning og teknik og besøgte sammen flyvepioneren og opfinderen Jacob Ellehammers laboratorium på Kildegårdsvej i Hellerup.