Bliv hos mig

#1 PÅ NEW YORK TIMES’ BESTSELLERLISTE

HARLAN

COBEN BLIV HOS MIG

ANMELDERNE OM DEN FREMMEDE

»… får hjertet op i halsen og siderne til at flyve.« FEMINA

HHHHH »fremragende … effektivt og velfortalt.« Ekstra Bladet »Jeg slugte bogen i løbet af få timer …«

krimisiden.dk

Bliv hos mig er oversat fra amerikansk efter Stay Close Copyright © 2012 by Harlan Coben Published by arrangement with Lennart Sane Agency AB Dansk udgave: Copyright © 2016 by Gads Forlag ISBN 978‑87‑12‑05303‑3 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Omslagsfoto: Arcangel Images, Shutterstock Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng.

Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Bliv hos mig_TRYK.indd 4

20/09/16 12.06

harlan coben

bliv hos mig pĂĽ dansk ved Nanna Lund

gads forlag

Bliv hos mig_TRYK.indd 3

20/09/16 12.06

Bliv hos mig_TRYK.indd 2

20/09/16 12.06

Til tante Diane og onkel Normal Reiter og Tante Ilene og onkel Marty Kronberg, i kĂŚrlighed og taknemmelighed.

Bliv hos mig_TRYK.indd 5

20/09/16 12.06

Bliv hos mig_TRYK.indd 6

20/09/16 12.06

Well now everything dies, baby that’s a fact.

But maybe everything that dies, someday comes back.

— Bruce Springsteen, “Atlantic City”

Bliv hos mig_TRYK.indd 7

20/09/16 12.06

Bliv hos mig_TRYK.indd 8

20/09/16 12.06

1

Sommetider når Ray Levine tog et billede, i det halve sekund, hvor verden forsvandt i blitzens lynglimt, så han blodet. Han vidste selvfølgelig godt, at det kun var noget, der skete i hans hjerne, men en gang imellem, som nu, så det så virkeligt ud, at han var nødt til at sænke kameraet og kigge grundigt på gulvet for hans fødder. Det frygtelige øjeblik – det øjeblik, da Rays liv havde forandret sig fuldstændig, da han selv var blevet forvandlet fra en mand med en fremtid, med håb og ønsker, til den førsteklasses taber, han lignede nu – dukkede aldrig op i hans drømme, eller når han sad alene i mørket. De sønderknusende syner ventede, til han var lysvågen, omgivet af mennesker, travlt optaget af noget, man med en vis sarkasme kunne kalde arbejde.

Ray fortsatte med at tage billeder af bar mitzvah-drengen, og synerne trak sig nådigt tilbage.

“Kig herhen, Ira,” råbte Ray bag kameraet. “Hvem har designet dit tøj? Passer det, at Jen og Angelina stadig slås om dig?”

Der var en, der sparkede Ray over skinnebenet. En anden, der skubbede til ham. Ray blev ved med at tage billeder.

“Hvor bliver afterpartyet holdt, Ira? Hvilken heldig pige får den første dans?”

Ira Edelstein rynkede panden og skjulte sit ansigt for kameraerne.

Ray masede sig ikke desto mindre frem og tog billeder fra alle vinkler. “Fjern dig!” var der en, der råbte. Ray blev skubbet til igen. Han prøvede at holde balancen.

Klik, klik, klik.

“Forbandede paparazzi!” råbte Ira. “Kan jeg ikke få et øjebliks fred?”

Ray himlede med øjnene. Han holdt ikke op med at tage billeder.

Bag kameraet vendte blodsynerne tilbage. Han prøvede at ryste dem

9

Bliv hos mig_TRYK.indd 9

20/09/16 12.06

af sig, men det nyttede ikke noget. Ray blev ved med at trykke på udløseren. Bar Mitzvah-Drengen Ira bevægede sig som i slowmotion i blitzlysene.

“Snyltere!” skreg Ira. Ray tænkte på, om man overhovedet kunne synke lavere.

Endnu et spark over skinnebenet gav ham svaret: Niks.

Iras ‘bodyguard’, en kæmpestor, kronraget fyr ved navn Fester, fejede Ray til side med en arm, der var tyk som en egestamme. Bevægelsen var lidt overdrevet, og han var lige ved at vælte. Ray så på ham, som om han ville sige: “Hvad har du gang i?” Fester mimede en undskyldning.

Fester var Rays chef og ven og indehaver af ‘Celeb Experience: Lej en paparazzo’ – en virksomhed, der var præcis, som den lød. Ray stalkede ikke kendte mennesker i håb om at fange dem i et kompromitterende øjeblik, som han så kunne sælge til sladderbladene, sådan som en rigtig paparazzo gjorde. Nej, Rays opgave var faktisk endnu mere ussel: Han tilbød en ‘kendthedsoplevelse’ til folk, der gerne ville være kendte, og som var villige til at betale for at opleve deres egen private Beatlemania. Det drejede sig kort sagt om klienter, hvoraf de fleste havde ekstremt høje tanker om sig selv og sandsynligvis rejsningsproblemer, der lejede paparazzi til at følge efter dem og tage billeder af dem. Som der stod i brochuren: ‘Den ultimative kendthedsoplevelse med dine helt egne paparazzi.’

Ray kunne vel godt synke lavere, tænkte han, men kun ved guddommelig indgriben.

Familien Edelstein havde købt ‘Megapakken for superkendte’: to timer med tre paparazzi, en bodyguard, en manager og en lydmand, som alle sammen fulgte i hælene på den ‘kendte’ og tog billeder af ham, som var han Charlie Sheen, der prøvede at snige sig ind i et kloster.

‘Megapakken for superkendte’ indeholdt også en gratis medfølgende souvenir-dvd og et forsidebillede på en af de der dårlige efterligninger af et sladderblad med en til lejligheden passende overskrift.

Og hvad kostede en ‘megapakke for superkendte’?

Fire tusinde.

Så svaret på det åbenlyse spørgsmål var: Ja, Ray hadede sig selv.

10

Bliv hos mig_TRYK.indd 10

20/09/16 12.06

Ira skubbede sig forbi fotograferne og forsvandt ind i festlokalet.

Ray sænkede kameraet og så på de to andre paparazzi. Ingen af dem havde TABER tatoveret i panden, for det var ærlig talt overflødigt.

Ray kastede et blik på uret. “Pis,” sagde han.

“Hvad?”

“Der er stadig et kvarter tilbage.”

Hans to kolleger, der tilsammen havde lige akkurat brikker nok til at skrive deres eget navn i jorden med en pind, gryntede utilfredst.

Et kvarter mere. Det betød, at de var nødt til at gå med ind og tage billeder af starten på festen. Noget, Ray hadede.

Bar mitzvah’en blev holdt på Wingfield Manor i et grotesk ubehjælpsomt festlokale, der ville have lignet et af Saddam Husseins paladser, hvis man pillede lidt af pynten af. Der var kandelabre og spejle og uægte elfenben og ekstravagant udskåret træværk og kolossale mængder af glitrende guldmaling.

Billedet af blod vendte tilbage. Han blinkede med øjnene for at få det til at gå væk.

Påklædningen var galla. Mændene så trætte og rige ud. Kvinderne så velholdte og kirurgisk forbedrede ud. Ray masede sig vej mellem gæsterne; han var i jeans, en krøllet grå jakke og conversesko. Folk stirrede på ham, som om han lige havde lagt en bæ på deres salatgaffel.

Der var et attenmandsorkester og en ‘organisator’, der havde til opgave at få gæsterne til at muntre sig på alle mulige måder. Han lignede en parodi på en dårlig vært ved et tv-show. Organisatoren greb en mikrofon og sagde i et tonefald, som annoncerede han næste kamp ved et boksestævne: “Mine damer og herrer! For første gang siden han modtog Torah’en og trådte ind i de voksnes rækker, kommer her i egen høje person, og giv ham en stor hånd – Ira Edelstein!”

Ira kom til syne sammen med to … Ray var ikke sikker på, hvad den rette betegnelse var, måske ‘luksusstrippere’. De to supersild eskorterede Ira ind i lokalet med kavalergangen forrest. Ray gjorde sig klar med kameraet og mosede sig frem, mens han rystede på hovedet.

Knægten var tretten år gammel. Hvis han selv havde været i nærheden af den slags kvinder, da han var tretten, ville han have haft rejsning i en uge.

11

Bliv hos mig_TRYK.indd 11

20/09/16 12.06

Åh, ungdom.

Bragende bifald. Ira vinkede majestætisk til masserne.

“Ira!” råbte Ray. “Er det dine nye gudinder? Passer det, at du snart indlemmer en ny i dit harem?”

“Helt ærligt,” sagde Ira med et rutineret klynk, “jeg har ret til et privatliv!”

Ray undgik med nød og næppe at kaste op. “Men dine fans forlanger svar.”

Fester, den Solbrilleklædte Bodyguard, lagde sin store lab på Ray, så Ira kunne komme forbi. Ray tog et billede, så blitzlyset kunne kaste sit magiske skær over drengen. Bandet eksploderede i lyd – hvornår var bar mitzvah-orkestre begyndt at spille, som om de stod på et stadion? – og kastede sig ud i den nye festhymne, ‘Club Can’t Handle Me’. Ira dansede frækt med de to lejede assistenter. Så kom hans trettenårige kammerater også ud på dansegulvet, hvor de stod og hoppede op og ned som på kængurustylter. Ray ‘kæmpede sig fri’ af Fester, tog et par billeder mere, kiggede på uret.

Et minut mere.

“Satans paparazzi!”

Endnu et spark over skinnebenet fra en eller anden lille skid.

“Av for helvede!”

Den lille skid smuttede. Til en anden gang, tænkte Ray: Husk skinnebensbeskyttere. Han kiggede over på Fester som for at bede om nåde. Med et kast med hovedet i retning af hjørnet indikerede Fester, at Ray havde fri. Selv i hjørnet larmede det for meget, så de smuttede ud ad dørene.

Fester pegede bagud mod festlokalet med sin enorme tommeltot.

“Knægten klarede Haftarah-oplæsningen fint, synes du ikke?”

Ray stirrede bare på ham.

“Jeg har et job til dig i morgen,” sagde Fester.

“Superfedt. Hvad er det?”

Fester så utilpas ud.

Det gjorde Ray urolig. “Åh-åh.”

“Det er George Queller.”

“For himlens skyld.”

12

Bliv hos mig_TRYK.indd 12

20/09/16 12.06

“Ja. Og han vil have det sædvanlige.”

Ray sukkede. George Queller prøvede at imponere de kvinder, han gik ud med på første date, men han opnåede kun at overvælde dem og – i sidste ende – skræmme dem godt og grundigt. Hver gang hyrede han Celeb Experiences fotografer til at stimle sammen om ham selv og kvinden – i sidste måned var det for eksempel en, der hed Nancy – når de var på vej ind på et lille, romantisk spisested. Så snart kvinden var kommet indenfor, blev hun præsenteret for – tro det eller lad være – et specialfremstillet menukort med teksten ‘George og Nancys første date af mange’ med adressen og datoen nedenunder. Når de forlod restauranten, blev de igen mødt af de lejede paparazzi, der knipsede løs og råbte op om, hvordan George havde sagt nej til en weekend med Jessica Alba på Turks- og Caicosøerne til fordel for den yndige og nu rædselsslagne Nancy.

For George var disse romantiske manøvrer et forspil til at ‘leve-lykkeligt-til-deres-dages-ende’. For Nancy og hendes lidelsesfæller lignede de optakten til en gagball i kæften i en afsidesliggende lagerbygning.

George havde aldrig fået ja tak til en date nummer to.

Endelig tog Fester solbrillerne af. “Jeg vil gerne have dig til at lede jobbet.”

“Ledende paparazzo,” sagde Ray. “Jeg må hellere ringe til min mor, så hun kan prale med mig over for mahjong-veninderne.”

Fester fnes. “Jeg er vild med dig, det ved du godt, ikke?”

“Er vi færdige?”

“Ja.” Ray pakkede omhyggeligt sit kamera væk, linsen for sig, og slyngede tasken over skulderen. Han humpede, da han gik hen mod døren, ikke fordi han var blevet sparket, men på grund af den granatsplint, han havde siddende i hoften – og som havde været den indledende årsag til hans nedtur. Nej, det var at forenkle tingene. Granatsplinten var en undskyldning. På et tidspunkt i hans elendige liv havde Rays muligheder været tilsyneladende uendelige. Han havde taget eksamen fra Columbia Universitys journalistlinje – en lærer havde sagt, at hans talent var ‘nærmest overnaturligt’, et talent, der nu gik til spilde – med speciale i fotojournalistik. Men det liv havde ikke fungeret for ham,

13

Bliv hos mig_TRYK.indd 13

20/09/16 12.06

havde det vist sig. Nogle mennesker kan ikke holde sig væk fra ballade. Nogle mennesker har det sådan, at ligegyldigt hvor favorable vilkår skæbnen giver dem, skal de nok finde en måde at ødelægge det hele for sig selv på.

Sådan et menneske var Ray Levine.

Det var blevet mørkt. Ray diskuterede med sig selv, om han bare skulle tage hjem i seng, eller om han skulle tage hen på en bar, der var så snusket, at den kaldte sig Stivkrampen. Det er ikke let med så mange ting at vælge imellem.

Han tænkte igen på liget.

Synerne kom væltende lige nu i en rasende strøm. Det var vel forståeligt, tænkte han. Det var årsdagen for den dag, det hele sluttede, hvor alt håb om at leve-lykkeligt-til-deres-dages-ende døde som … tja, den oplagte metafor ville involvere synerne i hans hoved, ikke sandt?

Han skar ansigt. Nå, Ray, er du ikke en lille smule melodramatisk?

Han havde håbet, at dagens meningsløse opgave ville kunne få ham til at tænke på noget andet. Det havde den ikke gjort. Han kom i tanker om sin egen bar mitzvah, det øjeblik oppe ved prædikestolen, hvor hans far havde bøjet sig ned og hvisket i hans øre. Han kunne huske, at faren havde lugtet af Old Spice, at han havde lagt hånden blidt om Rays nakke, at han med tårer i øjnene havde sagt: “Jeg elsker dig meget højt.”

Ray skød tanken fra sig. Det gjorde mindre ondt at tænke på liget.

Parkeringsdrengene havde forlangt penge af ham – der var åbenbart ingen faglig fællesskabsfølelse der – så Ray havde fundet et sted at holde i en sidegade tre gader væk. Han drejede ned ad gaden, og der stod den – hans tolv år gamle skodbil, en Honda Civic, der manglede den ene kofanger, og hvis ene rude var lappet sammen med gaffatape.

Ray gned sig over hagen. Ubarberet. Ubarberet, fyrre år gammel, skodbil, en kælderlejlighed, der, hvis man virkelig satte den i stand, måske ville kunne gå for at være et hul, ingen fremtidsudsigter, drak for meget. Han ville have haft ondt af sig selv, men det forudsatte jo, at han, nå ja, ikke var så revnende ligeglad med sig selv.

Ray var ved at finde bilnøglen frem, da det tunge slag ramte ham i nakken.

14

Bliv hos mig_TRYK.indd 14

20/09/16 12.06

Hvad fanden …?

Han gik ned på det ene knæ. Verden omkring ham blev sort. Han mærkede en rislende følelse i hovedbunden. Han følte sig desorienteret.

Han prøvede at ryste på hovedet, klare tankerne.

Endnu et slag ramte ham i tindingen.

Noget inden i hans hoved eksploderede med et lysglimt. Ray faldt sammen på jorden med arme og ben ud til siderne. Måske mistede han bevidstheden – han var ikke sikker – men pludselig var det, som om nogen trak i hans højre skulder. Et øjeblik lå han bare helt slap uden at være i stand til eller have lyst til at modsætte sig. Alt snurrede pinefuldt rundt. Den primitive del af hans hjerne, de dyriske instinkter, tænkte kun på overlevelse. Ikke flere slag, sagde den til ham. Rul dig sammen til en kugle og beskyt dig.

Igen blev der hevet hårdt i hans skulder, så den næsten gik af led.

Grebet slappedes og gav efterhånden slip, og samtidig fik en erkendelse Ray til at slå øjnene op.

En eller anden var ved at stjæle hans kamera.

Kameraet var et klassisk Leica, der for nylig var opdateret, så det kunne overføre data digitalt. Han mærkede, hvordan hans arm blev løftet op, og hvordan remmen gled hen ad armen. Om højst et sekund ville kameraet være væk.

Ray havde ikke særlig mange ting. Kameraet var den eneste ejendel, han virkelig satte pris på. Ikke alene gav det ham hans udkomme, det var også den eneste forbindelse bagud til fortidens Ray, til det liv, han havde levet før blodet, og han ville hellere dø end opgive det uden videre.

For sent.

Remmen var fri af hans arm nu. Han tænkte på, om han mon ville få en chance til, om overfaldsmanden ville gå efter de fjorten dollars, han havde i sin tegnebog. Der var ikke tid til at vente og se, om det skete.

Omtumlet og på usikre ben råbte Ray “Nej!” og prøvede at kaste sig over fyren. Han ramte et eller andet – måske et par ben – og forsøgte at gribe om dem. Han fik ikke særlig godt fat, men sammenstødet var nok.

Overfaldsmanden faldt. Ray faldt også og landede på maven. Han

15

Bliv hos mig_TRYK.indd 15

20/09/16 12.06

hørte noget, der faldt mod jorden med et smæld, og håbede inderligt, at han ikke lige havde smadret sit eget kamera. Han prøvede at blinke for at se bedre, fik åbnet øjnene halvt og øjnede kameratasken omkring en meter væk. Han prøvede at mave sig hen til den, men så så han to ting, der fik hans blod til at fryse til is.

Den første var et baseballbat, der lå på fortovet.

Den anden var mere afgørende: en behandsket hånd, der samlede battet op.

Ray prøvede at se op, men det nyttede ikke noget. I et glimt var han tilbage på den sommerlejr, hans far havde drevet, da han var lille.

Hans far – lejrdeltagerne kaldte ham Onkel Barry – plejede at stå for en stafetkonkurrence, hvor man skulle holde en basketball over hovedet og se op på den, mens man drejede rundt og rundt, og så, når man var så svimmel, at man ikke kunne gå lige, skulle man drible hele vejen ned i den anden ende af banen og score. Problemet var, at man var så svimmel, at man selv faldt til den ene side, mens bolden forsvandt ud til den anden side. Sådan havde han det nu, som om han tumlede mod venstre, mens resten af verden tiltede mod højre.

Kameratyven løftede baseballbattet og bevægede sig hen mod ham.

“Hjælp!” råbte Ray. Ingen kom.

Ray blev ramt af panik – hurtigt efterfulgt af en primitiv og instinktiv overlevelsesreaktion. Flugt. Han prøvede at rejse sig, men nej, det kunne simpelthen ikke lade sig gøre endnu. Han var allerede ét stort kraftesløst rod. Et slag mere, et hårdt slag mere med det der baseballbat …

“Hjælp!”

Overfaldsmanden tog to skridt hen mod ham. Ray havde ikke noget valg. Han mavede sig væk som en såret krabbe. Ha, som om det ville virke. Som om han kunne flytte sig hurtigt nok til at komme væk fra det forbandede bat. Det dumme svin med battet var praktisk talt nået hen til ham. Han havde ikke en chance.

Ray stødte skulderen mod et eller andet og så, at det var hans bil.

Over sig så han battet blive løftet højt op. Om et sekund, måske to, ville hans kranie blive smadret. Der var kun én chance, så den tog han.

16

Bliv hos mig_TRYK.indd 16

20/09/16 12.06

Ray vendte hovedet, så den højre kind lå ned mod asfalten. Han gjorde sig så flad som muligt og skubbede sig ind under bilen. “Hjælp!” råbte han igen. Og så til overfaldsmanden: “Bare tag kameraet og gå!”

Det var netop, hvad overfaldsmanden gjorde. Ray hørte skridtene forsvinde ned ad gaden. Kæft, det var fantastisk. Han prøvede at mave sig ud fra under bilen igen. Hovedet protesterede, men det gik. Nu sad han på asfalten, lænet op ad døren i passagersiden. Der sad han et stykke tid. Umuligt at sige hvor længe. Måske besvimede han ligefrem.

Da han mente, han kunne, krabbede Ray sig ind i sin bil og startede motoren, mens han bandede ad hele verden.

Sært, tænkte han. Det var årsdagen for alt det blod – og han havde selv mistet op mod et ton af sit eget. Det var lige før, han smilede ad det tilfældige sammenfald. Han begyndte at køre, og smilet falmede.

Et tilfældigt sammenfald. Jep, det var alt, hvad det var. Og ikke engang et særlig bemærkelsesværdigt et, når man tænkte over det.

Blodnatten var sket for sytten år siden, så der var ikke engang tale om noget særligt jubilæum. Ray var blevet bestjålet før. Sidste år var han blevet rullet klokken to om natten, efter at han havde drukket sig fuld på en stripbar. Idioten havde stjålet hans tegnebog med hele syv dollars og et kort, der gav ham rabat på apoteket.

Men alligevel.

Han fandt et sted at stille bilen foran det rækkehus, han kaldte sit hjem. Han lejede husets kælderlejlighed. Huset var ejet af Amir Baloch, en indvandrer fra Pakistan, der boede der sammen med sin kone og fire ret larmende børn.

Men hvad nu, hvis man forestillede sig, bare et sekund, at det ikke var en tilfældighed?

Ray steg ud af bilen. Hans hjerte hamrede endnu. I morgen ville det blive værre. Han gik ned ad kældertrappen og hen forbi skraldespandene og pressede nøglen ind i låsen. Han tvang sin smertende hjerne til at tænke, til at komme på en eller anden forbindelse – selv den mindste, mest usikre, mest obskure forbindelse – mellem den tragiske nat for sytten år siden og overfaldet her til aften.

Der var ingen.

Det havde simpelthen været et røveri, ikke andet. Man slår en fyr i

17

Bliv hos mig_TRYK.indd 17

20/09/16 12.06

hovedet med et baseballbat, man hugger hans kamera, man løber sin vej. Bortset fra, at man vel ville stjæle tegnebogen også – medmindre der var tale om den samme fyr som dengang ved stripbaren, som så vidste, at han kun havde haft syv dollars på sig dengang? Ha, måske var det det, der var forbindelsen. Ikke noget med tidspunktet eller årsdagen. Måske var overfaldsmanden den samme fyr, der havde rullet ham for et år siden.

Hold da kæft, hvor han vrøvlede. Hvor satan var de piller?

Han tændte for fjernsynet og gik ud på badeværelset. Da han åbnede medicinskabet, faldt en halv snes flasker og andre ting ned i vasken. Han rodede rundt i bunken og fandt flasken med de stærke smertestillende piller. Han håbede i hvert fald, at de var stærke. Han havde købt dem på det sorte marked af en fyr, der påstod, at han havde smuglet dem ind fra Canada. Men der kunne i og for sig lige så godt være tale om børnevitaminer.

Der var lokalnyheder på tv, billeder fra en eller anden brand i området, naboer, der blev spurgt, hvad de mente om branden, for det var jo måden at få dyb indsigt i tingene på. Helt ærligt! Rays mobil ringede. Han så Festers nummer dukke op på displayet.

“Hvad så?” sagde Ray og faldt sammen på sofaen.

“Du lyder, som om den er helt gal.”

“Jeg blev rullet, efter at jeg gik fra Iras bar mitzvah.”

“Virkelig?”

“Jep. Blev slået i hovedet med et baseballbat.”

“Tog de noget?”

“Mit kamera.”

“Vil det sige, at du har mistet billederne fra i dag?”

“Nej, nej, det skal du ikke tænke på. Jeg har det fint.”

“Indeni er jeg ved at dø af bekymring for dig. Jeg spørger bare til billederne for at dække over min smerte.”

“Jeg har dem,” sagde Ray. “Hvordan det?”

Han havde for ondt i hovedet til at forklare, og desuden var han på vej til drømmeland på grund af pillerne. “Tænk ikke på det. De er i sikkerhed.”

18

Bliv hos mig_TRYK.indd 18

20/09/16 12.06

For et par år siden havde Ray arbejdet et kort stykke tid som en ‘rigtig’ paparazzo. Han havde taget nogle vidunderligt kompromitterende billeder af en homoseksuel skuespiller, der bedrog sin kæreste med en – gisp! – kvinde. Skuespillerens bodyguard havde taget Rays kamera med magt og ødelagt hukommelseskortet. Så derefter havde Ray udstyret kameraet med en digital overførselsfunktion – noget, der lignede det, de fleste har på deres mobil – som automatisk mailede billederne fra hukommelseskortet videre hvert tiende minut.

“Det er det, jeg ringer om,” sagde Fester. “Jeg skal bruge dem i en fart. Vælg fem, og send dem til mig i aften. Iras far vil have vores nye bar mitzvah-brevpresser med det samme.”

På tv-skærmen blev der panoreret over til ‘meteorologen’, en veldrejet sild i en tætsiddende trøje. Lokkemad for seertallets skyld. Rays øjne gled i, samtidig med at lækkermåsen sluttede af med et satellitbillede og gav ordet til den superstylede nyhedsvært.

“Ray?” “Fem billeder til en brevpresser.”

“Netop.”

“Men brevpresseren er kubeformet. Og en kube har seks sider,” sagde Ray. “Hør lige matematikprofessoren. Den sjette side er til navn, dato og en Davidsstjerne.”

“Ok.” “Jeg skal bruge dem med det samme.”

“Fint.”

“Så er det hele i vinkel,” sagde Fester. “Bortset fra, at du jo ikke kan lave George Queller-jobbet i morgen uden kamera. Men det skal du ikke tænke på. Jeg finder en anden.”

“Sikken lettelse.”

“Du er en festlig fyr, Ray. Send mig billederne. Og få dig så noget søvn.”

“Din omsorg er rørende, Fester.”

De to mænd lagde på. Ray lænede sig tilbage på sofaen. Stoffet virkede helt vidunderligt. Det var lige før, han smilede. På skærmen anlagde værten sit allermest alvorlige tonefald og sagde: “En mand

19

Bliv hos mig_TRYK.indd 19

20/09/16 12.06

fra lokalområdet, Carlton Flynn, er forsvundet. Man har fundet hans bil med bildøren åben nede ved havnefronten …”

Ray åbnede det ene øje og kiggede. En mand med et drenget udseende, afblegede spidser i det mørke strithår og en stor, rund sigøjnerørering i det ene øre tonede frem. Han lavede trutmund ad fotografen, og under billedet stod der ‘Forsvundet’, hvor der måske hellere skulle have stået ‘Kæmpenar’. Ray rynkede panden, mens en flygtig og uklar bekymring strejfede hans tanker, men han kunne ikke tage sig af den nu. Hele hans krop skreg på søvn, men hvis han ikke fik sendt de fem billeder, ville Fester bare ringe igen, og det gad han ikke. Det lykkedes Ray at komme op at stå, selv om det kostede. Han vaklede hen til køkkenbordet, tændte laptoppen og tjekkede, om billederne rent faktisk var blevet lagret på hans computer.

Det var de.

Der var et eller andet, der nagede ham, men han kunne ikke sætte fingeren på, hvad det var. Måske var det uden betydning. Måske var han kommet i tanker om noget vigtigt. Eller måske – og det var det mest sandsynlige – havde slaget med baseballbattet slået små stykker af kraniekassen løs, som nu lå og bogstavelig talt kradsede hjernen.

Billederne fra bar mitzvah’en dukkede op i omvendt kronologisk orden – det første, der viste sig, var det sidste, han havde taget. Ray scannede hurtigt de små billedikoner og valgte et dansebillede, et ­familiebillede, et Torahbillede, et sammen med rabbien og et, hvor Ira fik et kindkys af sin bedstemor.

Det var fem. Han vedhæftede dem til en mail til Fester og klikkede på ‘send’. Det var det.

Ray var så træt, at han ikke var sikker på, at han kunne rejse sig fra stolen og bevæge sig ind til sengen. Han overvejede bare at hvile hovedet mod bordpladen og tage en lur, da han kom i tanker om de andre billeder på hukommelseskortet, dem, han havde taget tidligere på dagen, før bar mitzvah’en.

En overvældende følelse af sorg skyllede op i hans bryst.

Ray var taget tilbage til den der forbandede naturpark og havde taget billeder. Åndssvagt, men han gjorde det hvert år. Han vidste ikke hvorfor. Eller måske vidste han det godt, og det gjorde kun alting

20

Bliv hos mig_TRYK.indd 20

20/09/16 12.06

værre. Kameralinsen gav ham en følelse af afstand, af perspektiv, af på en eller anden måde at være i sikkerhed. Måske var det det. Måske kunne det at se det forfærdelige sted fra kameraets sært beroligende vinkel på en eller anden måde ændre det, der naturligvis aldrig kunne blive anderledes.

Ray så på de billeder, han havde taget tidligere på dagen, på skærmen – og nu kom han i tanker om en anden ting.

En fyr med afblegede hårspidser og sigøjnerørering.

To minutter efter havde han fundet, hvad han søgte. Han blev kold over det hele, da sandheden gik op for ham.

Overfaldsmanden havde ikke været ude efter kameraet.

Han havde været ude efter et billede.

Dette billede.

Bliv hos mig_TRYK.indd 21

20/09/16 12.06

2

Megan Pierce udlevede den ultimative hjemmegående-mor-drøm, og hun hadede det.

Hun lukkede det dobbelte luksuskøleskab fra Sub-Zero og så ud ad karnapvinduet i spisekrogen på sine to børn. Vinduet lukkede ‘essentielt morgenlys’ ind – sådan havde arkitekten formuleret det.

Det nyrenoverede køkken var også udstyret med et Viking-komfur og hårde hvidevarer fra Miele, en køkkenø i marmor i midten og en raffineret, glidende overgang til opholds- og tv-stuen med den store fladskærm, lænestole med kopholdere og højttalere nok til en stadionkoncert med The Who. Ude i haven var hendes datter, Kaylie på femten, i færd med at chikanere sin lillebror, Jordan. Megan sukkede og åbnede vinduet.

“Hold op med det der, Kaylie.”

“Jeg har ikke gjort noget.”

“Jeg står lige her og kigger på jer.”

Kaylie satte hænderne i siden. Femten år – det der urolige, ungdommelige skæringspunkt mellem barndom og voksenalder, hvor krop og hormoner lige er kommet i kog. Megan huskede det udmærket. “Hvad så du så?” spurgte Kaylie udfordrende.

“Jeg så, hvordan du drillede din bror.”

“Du er indenfor. Du kan ikke høre noget. Du kan ikke vide, om jeg sagde: ‘Jeg elsker dig virkelig højt, Jordan’.”

“Det gjorde hun ikke!” råbte Jordan.

“Det ved jeg godt,” sagde Megan.

“Hun sagde, at jeg var en taber, og at jeg ikke har nogen venner!”

Megan sukkede. “Kaylie …”

“Vel gjorde jeg ej!”

22

Bliv hos mig_TRYK.indd 22

20/09/16 12.06

Megan nøjedes med at se strengt på hende.

“Det er påstand mod påstand,” protesterede Kaylie. “Hvorfor holder du altid med ham?”

Børn, tænkte Megan, er som frustrerede advokater, der leder efter smuthuller, forlanger uomstødelige beviser og slår ned på selv de mindste detaljer.

“Du skal til træning i aften,” sagde Megan til Kaylie.

Kaylie lod hovedet falde ned mod skulderen, hele hendes krop syntes at synke sammen. “Skal jeg?”

“Du har meldt dig til holdet, unge dame.”

Selv mens Megan stod og sagde det – og selv om hun havde sagt noget tilsvarende en trilliard gange før – havde hun stadig svært ved at tro, at ordene kom ud af netop hendes mund.

“Men jeg vil ikke,” klynkede Kaylie. “Jeg er så træt. Og jeg skal ud med Ginger senere, ikke, for at …”

Kaylie sagde måske noget mere, men Megan vendte sig bort, hun var ikke særlig interesseret. Inde i tv-stuen lå hendes mand, Dave, henslængt på sofaen i gråt hjemmetøj. Han sad og så et smagløst interview med det seneste skud på stammen af fallerede filmskuespillere, der sad og pralede om alle de kvinder, han havde scoret, og alle de stripbarer, han havde fundet dem på. Skuespilleren opførte sig manisk med udspilede øjne og havde tydeligvis taget noget, der krævede en læge med et afslappet forhold til receptblokken.

Dave rystede foragteligt på hovedet fra sin plads i sofaen. “Hvad skal det ikke ende med?” sagde han og pegede på skærmen. “Prøv lige at høre det fjols. Magen til pikhoved.”

Megan nikkede og undertrykte et smil. For en del år siden havde hun kendt det der pikhoved ganske godt. Endda i den bibelske forstand.

Pikhovedet var faktisk en ret fin fyr, der gav gode drikkepenge, elskede trekanter og græd som et barn, når han havde fået for meget at drikke.

Det var længe siden.

Dave vendte sig mod hende og sendte hende sit mest overbevisende smil. “Hej, smukke.”

“Hej.” Sådan gjorde Dave stadig, smilede til hende, som om han så hende

23

Bliv hos mig_TRYK.indd 23

20/09/16 12.06

for første gang, og hun vidste, at hun var heldig, at hun burde være taknemmelig. Det her var Megans liv nu. Det gamle liv – det, som ingen i denne her lykkelige, fortryllede forstadsverden fyldt med små, lukkede veje, gode skoler og ensartede murstensvillaer vidste noget om – var blevet likvideret og smidt i en grøft.

“Skal jeg køre Kaylie til fodbold?” spurgte Dave.

“Nej, det skal jeg nok.”

“Sikker?”

Megan nikkede. Ikke engang Dave kendte sandheden om den kvinde, han havde delt seng med de sidste seksten år. Han vidste ikke engang, at Megans rigtige navn var det mærkelige Maygin. Det udtaltes på samme måde, men computere og id-kort kender ikke til udtale, kun til stavning. Hun ville gerne have spurgt sin mor, hvorfor det stavedes så underligt, men hendes mor var død, før Megan lærte at tale. Hun havde aldrig kendt sin far, vidste ikke engang, hvem han var. Hun var blevet forældreløs tidligt, havde haft en hård opvækst og var endt som stripper i Las Vegas og derefter Atlantic City, var gået et skridt videre og havde elsket det. Ja, elsket det. Det var sjovt og spændende og livgivende. Der skete hele tiden noget, der var altid en fornemmelse af fare i luften og af muligheder og lidenskab.

“Mor?” Det var Jordan. “Ja, min skat.”

“Mrs. Freedman siger, at du ikke har underskrevet sedlen om skoleudflugten.”

“Jeg sender hende en mail.”

“Hun sagde, hun skulle have haft den i fredags.”

“Det skal du ikke tænke på, skat, ok?”

Det tog Jordan et par sekunder mere, før han var beroliget.

Megan vidste, at hun burde være taknemmelig. Før i tiden havde hun levet et liv, hvor piger ikke blev særlig gamle. Hver eneste følelse, hvert eneste øjeblik i den verden er næsten for intenst – livet i tiende potens – og på den måde lever man ikke nødvendigvis særlig længe.

Man brænder ud. Man brænder op af stoffer. Der er noget berusende over sådan en handlingsmættet tilværelse. Der er også en indbygget fare. Da det til sidst kom ud af kontrol, da Megans liv pludselig var

24

Bliv hos mig_TRYK.indd 24

20/09/16 12.06

på spil, havde hun ikke alene fundet en flugtvej, hun havde også fået muligheden for at starte forfra, at blive født på ny, om man vil, sammen med en kærlig ægtemand, et par smukke børn og en femværelses villa med swimmingpool i haven.

På en eller anden måde, nærmest ved et tilfælde, havde Megan fundet vej op af det, nogle ville kalde en slimet sump, og var snublet ind i den ultimative Amerikanske Drøm. For at redde sig selv havde hun taget sig selv i nakken og næsten overbevist sig selv om, at dette var den bedste af alle verdener. Og hvorfor ikke? Hele sit liv var Megan, ligesom alle os andre, blevet bombarderet med film- og tvbilleder, der påstod, at hendes gamle liv var forkert, umoralsk, at det ikke kunne blive ved – mens dette familieliv med hus og hvidt stakit var misundelsesværdigt, anstændigt, paradisisk.

Men sandheden var, at Megan savnede sit gamle liv. Det burde hun ikke. Hun burde være taknemmelig og overlykkelig over, at hun, af alle, og i betragtning af det destruktive liv, hun havde ført, havde opnået, hvad alle små piger drømte om. Men sandheden var – og det var en sandhed, det havde taget hende mange år at indrømme over for sig selv – at hun stadig længtes efter de mørke rum; de vellystige, sultne blikke fra fremmede mænd, den tungt pulserende musik, de vanvittige projektørlys, adrenalinen.

Og nu?

Dave, der zappede og sagde: “Så du har ikke noget imod at køre hende? For Jets spiller.”

Kaylie, der gennemrodede sin sportstaske: “Mor, hvor er min spillerdragt? Har du vasket den, som jeg bad dig om?”

Jordan, der åbnede dobbeltkøleskabet: “Gider du lave en ostesandwich til mig i toasteren? Og ikke med det der fuldkornsbrød.”

Hun elskede dem. Det gjorde hun virkelig. Men der var dage som i dag, hvor det gik op for hende, at hun nu, efter en ungdom hvor hun var drønet ned ad den ene glidebane efter den anden, sad fast i en dyb skure af hjemlighed, der var lige så tam, som den var strålende, at hun hver dag var tvunget til at opføre den samme forestilling som dagen før og med de samme medspillere, bortset fra, at de alle sammen var én dag ældre. Det undrede Megan, at det var nødt til at være

25

Bliv hos mig_TRYK.indd 25

20/09/16 12.06

sådan, hvorfor vi er nødt til at vælge ét bestemt liv. Hvorfor insisterer vi på, at der kun kan findes ét ‘vi’, én måde at leve på, der definerer os fuldstændig? Hvorfor kan vi ikke have mere end én identitet? Og hvorfor er vi nødt til at ødelægge det ene liv for at skabe et andet?

Vi siger, at vi længes efter det alsidige, efter renæssancemanden eller -kvinden inden i os, men vi kan ikke finde på andre måder at variere os selv på end den kosmetiske. I virkeligheden gør vi alt, hvad vi kan, for at kvæle den længsel og gøre os selv konforme, for at definere os selv som én ting og ikke andet.

Dave zappede tilbage til den fallerede filmstjerne. “Hør lige ham her,” sagde Dave og rystede på hovedet. Men bare lyden af mandens berømte, maniske stemme førte Megan tilbage i tiden – hans fingre, der viklede sig ind i hendes g-streng, hans ansigt, opsvulmet og vådt af tårer og trykket ind mod hendes ryg.

“Du er den eneste, der forstår mig, Cassie …”

Ja, hun savnede det. Var det virkelig så slemt?

Det mente hun ikke, men tanken blev ved med at forfølge hende.

Havde hun begået en fejl? Erindringerne om livet som Cassie – for i den verden var der ingen, der brugte deres rigtige navn – havde ligget låst inde i et lille aflukke bagest i hendes bevidsthed i alle årene. Og så, for et par dage siden, havde hun skudt slåen fra og åbnet døren derind på klem. Hun havde hurtigt smækket den i og låst den igen.

Men bare den der sprække, bare det der korte glimt, hvor hun havde ladet Cassie kigge ind i verdenen mellem Megan og Maygin – hvorfor var hun så sikker på, at hun ville blive straffet for det?

Dave rejste sig fra sofaen og begav sig ud på badeværelset med avisen under armen. Megan tændte for toasteren og ledte efter det hvide brød. Idet hun åbnede en skuffe, ringede telefonen med en elektronisk kvidren. Kaylie stod ved siden af telefonen, men ignorerede den, mens hun skrev en sms.

“Gider du tage den?” bad Megan.

“Det er ikke til mig.”

Kaylie kunne finde og tage sin egen telefon så hurtigt, at Wyatt Earp havde været misundelig, men fastnettelefonen, hvis nummer var ukendt for teenagerne i Kasselton, var hun ikke det mindste interesseret i.

26

Bliv hos mig_TRYK.indd 26

20/09/16 12.06

“Vær sød at tage den.”

“Hvorfor? Jeg skal jo bare give den videre til dig.”

Jordan, der stadig var en blid dreng på elleve, som altid mæglede, tog den. “Hallo?”

Han lyttede lidt og sagde så: “Det må være galt nummer.” Og så tilføjede Jordan noget, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Megan: “Der er ikke nogen her, der hedder Cassie.”

Megan tog telefonen, idet hun fandt på en eller anden undskyldning om en vareleverandør, der altid glemte, hvad hun hed, og desuden vidste hun, at hendes børn var så vidunderligt selvoptagede, at de alligevel aldrig ville finde på at spørge. Hun gik ind ved siden af.

Hun løftede telefonen op til øret, og en stemme, hun ikke havde hørt i sytten år, sagde: “Jeg er ked af sådan at ringe til dig, men jeg tror, vi er nødt til at mødes.”

Megan kørte Kaylie til fodboldtræning og satte hende af.

I betragtning af det totalt uventede opkald var hun nogenlunde rolig og afbalanceret. Hun parkerede og vendte sig om mod sin datter med fugtige øjne.

“Hvad?” sagde Kaylie.

“Ikke noget. Hvad tid er du færdig?”

“Det ved jeg ikke. Måske går jeg ud sammen med Gabi og Chuckie bagefter.”

Måske betød Helt sikkert. “Hvor går I hen?”

Et skuldertræk. “Bare ud.”

Det fine, vage teenagesvar. “Hvor ud?”

“Det ved jeg ikke, mor,” sagde hun og lod en smule irritation skinne igennem. Kaylie ville gerne videre, men hun ville på den anden side ikke gøre sin mor vred, så hun ikke fik lov at gå ud. “Vi skal bare hænge ud, ok?”

“Har du lavet dine lektier?”

Megan hadede sig selv, i samme øjeblik hun stillede spørgsmålet.

Det var sådan et mor-agtigt øjeblik. Hun holdt en hånd i vejret og sagde til sin datter: “Glem det. Smut I bare. Hyg jer.”

Kaylie så på sin mor, som om der pludselig voksede en lille arm ud

27

Bliv hos mig_TRYK.indd 27

20/09/16 12.06

af panden på hende. Så trak hun på skuldrene, steg ud af bilen, og væk var hun. Megan så efter hende. Det gjorde hun altid. Det betød ikke noget, at hun var gammel nok til selv at finde ind på banen. Megan var nødt til at se efter hende, indtil hun var vis på, at hendes datter var i sikkerhed.

Ti minutter efter fandt Megan en parkeringsplads bag Starbucks.

Hun så på sit ur. Et kvarter til mødet.

Hun købte en latte og fandt et bord omme bagi. Til venstre for hende sad et skønt sammenrend af nybagte mødre og sludrede løs – i søvnunderskud, med pletter på tøjet og omtågede af lykke, alle sammen med en baby på slæb. De talte om, hvilke barnevogne der var de bedste, hvilken rejsebabyseng der var nemmest at slå op, og hvor længe man burde amme. De diskuterede legepladser med faldunderlag af gummiflis, hvornår man skulle tage sutten fra de små, de sikreste autostole og bæresele til ryg versus bæresele til front versus bæresele til siden af kroppen. En af dem pralede af sin søn, Teddy, der var ‘så opmærksom over for andre børns behov, selv om han kun er atten måneder’.

Megan smilede og ønskede, at hun kunne være en af dem igen.

Hun havde elsket at være nybagt mor, men som det er med så mange andre perioder af ens liv, kunne hun ikke tænke tilbage på den uden at spørge sig selv, hvornår de mon havde givet hende det hvide snit. Hun vidste, hvad der ventede disse mødre som det næste – udvælgelsen af den bedste børnehave, som om det var et spørgsmål om liv og død, ventetiden i bilkøen uden for skolen om eftermiddagen, at få barnet kørt i stilling til de mest eftertragtede legeaftaler, de mest populære idrætsaktiviteter, karatetimer, lacrossetræning og franskkurser og de evindelige samkørselsaftaler. Lykken forvandles til stress, og stress bliver rutine. Den mand, der tidligere var så forstående, bliver langsomt mere og mere gnaven, fordi du stadig ikke vil have lige så meget sex, som før barnet kom. Du og din mand, I to, der før i tiden brugte enhver given lejlighed til at smutte afsides for at gøre det frække, I ser efterhånden knap nok på hinanden, når I er nøgne. I tror, at det ikke betyder noget – at det er naturligt og uundgåeligt – men indeni begynder I at drive fra hinanden. I elsker hinanden, i visse henseender mere end nogensinde før, men I driver fra hinanden, og enten gør I

28

Bliv hos mig_TRYK.indd 28

20/09/16 12.06

ikke modstand, eller også ser I det bare ikke rigtig. I bliver omsorgs­ personer for jeres børn, jeres verden skrumper ind til samme størrelse som jeres børns, jeres horisont er lige så snæver som deres, og alt sammen bliver så høfligt og intimt og varmt – samtidig med at det driver jer til vanvid, kvæler jer og gør jer følelseskolde.

“Nå da da.”

Den velkendte stemme fik automatisk Megan til at smile. Den var stadig hæs på den sexede måde efter al whiskyen, cigaretterne og de lange nætter, hvor alt, hvad der blev sagt, havde en lille latter i sig og en antydning af noget underforstået.

“Hej, Lorraine.”

Lorraine sendte hende et skævt smil. Hendes hår var blonderet i en uoverbevisende nuance, og det fyldte for meget. Hun var stor og kødfuld og fuld af kurver, og hun sørgede for, at man lagde mærke til det. Hendes tøj så ud, som om det var to størrelser for småt, men det fungerede alligevel. Efter alle disse år gjorde Lorraine stadig indtryk.

Selv mødrene stoppede op for at stirre på hende med netop den rette mængde afsmag. Lorraine kastede et blik på dem, der viste, at hun godt vidste, hvad de tænkte, og at de kunne rende og hoppe. Mødrene vendte blikket bort.

“Du ser godt ud, min tøs,” sagde Lorraine.

Hun satte sig ned med stor scenevanthed. Ja, det var sytten år siden. Lorraine havde været dansepige, manager, servitrice og bartender.

Hun havde levet livet for fuld skrue og uden at gøre undskyldninger for sig selv.

“Jeg har savnet dig,” sagde Megan.

“Ja, det tænkte jeg nok med alle de postkort, du har sendt mig.”

“Det må du undskylde.”

Lorraine viftede afværgende med hånden, som om hun fandt undskyldninger irriterende. Hun rodede i sin taske og hev en cigaret frem.

Mødrene ved siden af gispede, som om hun havde trukket et skydevåben.

“Hold da kæft, jeg burde tænde den her bare for at se dem flygte.”

Megan lænede sig frem. “Må jeg godt spørge, hvordan du fandt mig?”

Det skæve smil vendte tilbage. “Helt ærligt, skat. Jeg har da altid vidst det. Jeg har øjne overalt, det ved du da.”

29

Bliv hos mig_TRYK.indd 29

20/09/16 12.06

Megan ville gerne spørge om mere, men der var noget i Lorraines tonefald, der fortalte hende, at hun skulle lade være.

“Og se nu bare dig,” sagde Lorraine. “Gift, børn, stort hus. Masser af hvide Cadillac Escalades ude foran. Er en af dem din?”

“Nej. Min er den sorte GMC Acadia.”

Lorraine nikkede, som om svaret havde en eller anden betydning.

“Jeg er glad for, at du fandt noget her, men skal jeg sige dig noget?

Jeg troede altid, at du ville blive hængende, du ved? Ligesom mig.”

Lorraine udstødte en lille latter og rystede på hovedet.

“Ja,” sagde Megan. “Det kom også bag på mig.”

“Nu er det jo ikke alle de piger, der kommer hjem i folden igen, der selv har valgt det.” Lorraine så ud, som om det bare var en ligegyldig bemærkning. Begge kvinder vidste, at det var den ikke. “Vi havde det da sjovt, ikke?”

“Jo.” “Det har jeg stadig,” sagde hun. “Det der,” hun kastede et kort blik i retning af mødrene, “altså, jeg beundrer det faktisk. Det gør jeg.

Men jeg ved ikke. Det er ikke mig.” Hun trak på skuldrene. “Måske er jeg for egoistisk. Måske har jeg adhd eller noget. Jeg har brug for, at der er noget, der stimulerer mig.”

“Børn kan være meget stimulerende, tro mig.”

“Kan de?” sagde hun, og det var tydeligt, at hun ikke købte den.

“Nå, men det er jeg glad for at høre.”

Megan var usikker på, hvad hun skulle sige nu. “Arbejder du stadig på La Crème?”

“Jep. Mest i baren.”

“Så hvorfor ringede du?”

Lorraine fumlede med den utændte cigaret. Mødrene genoptog deres meningsløse pludren, men mindre entusiastisk end før. De blev ved med at skele over til Lorraine, som om hun var en eller anden virus, der havde trængt sig ind i deres forstad som i en krop med det formål at ødelægge den.

“Jeg sagde jo, at jeg altid har vidst, hvor du var. Men jeg ville aldrig sige det til nogen. Det ved du godt, ikke?”

“Jo.”

30

Bliv hos mig_TRYK.indd 30

20/09/16 12.06

“Og jeg er heller ikke ude på at genere dig. Du slap ud, og det sidste, jeg vil, er at hive dig tilbage igen.”

“Men?” Lorraine mødte hendes blik. “Der er en, der har set dig. Eller rettere: Cassie.”

Megan flyttede på sig.

“Du har været nede på La Crème, ikke?”

Megan sagde ingenting.

“Du, jeg forstår det godt. Tro mig. Hvis jeg var i selskab med de her små solstråler hele dagen,” Lorraine pegede med en tommeltot på hønseflokken, “ville jeg give min højre arm for en aften i byen en gang imellem.”

Megan så ned i sin kaffe, som om hun kunne finde et svar dernede.

Ja, hun havde været på La Crème, men kun en enkelt gang. For to uger siden, lige omkring årsdagen for hendes flugt, havde hun været i Atlantic City til et kedsommeligt kursus og en branchemesse. Nu hvor børnene var ved at blive store, havde Megan besluttet at prøve at få et job i ejendomsmæglerbranchen. Det sidste par år havde hun prøvet at finde ud af, hvad hun nu skulle – hun havde forsøgt sig med en personlig træner og yogatimer og et keramikkursus og til sidst en studiegruppe for folk, der skrev deres erindringer, som for Megans vedkommende naturligvis havde været fiktion. Hver eneste ny ting havde været et desperat forsøg på at finde den flygtige følelse af ‘meningsfuldhed’, som de, der har alt, længes efter. I virkeligheden kiggede de op, hvor de måske skulle have kigget ned – de søgte efter spirituel indsigt, men Megan havde hele tiden vidst, at svaret formodentlig skulle findes i noget mere tarveligt og primitivt.

Hvis man spurgte hende, ville hun sige, at det ikke var noget, hun havde planlagt. Det var spontant, ikke noget særligt, men den anden aften på hotellet i Atlantic City, The Tropicana, der kun lå to gader fra La Crème, havde hun taget sin mest tætsiddende kjole på og var taget derhen.

“Så du mig?” spurgte Megan.

“Nej. Og du prøvede vist heller ikke at finde mig.”

Megan kunne høre på Lorraines stemme, at hun var såret. Hun

31

Bliv hos mig_TRYK.indd 31

20/09/16 12.06

havde set sin gamle ven stå bag baren, men havde holdt sig på afstand.

Natklubben var stor og mørk. Folk kunne godt lide at forsvinde den slags steder. Det var nemt ikke at blive set.

“Det var ikke min mening at …” Megan tav. “Hvem var det så?”

“Det ved jeg ikke. Men passer det?”

“Det var kun den ene gang,” sagde Megan.

Lorraine sagde ikke noget.

“Jeg forstår ikke. Hvad er problemet?”

“Hvorfor kom du tilbage?”

“Kan det ikke være lige meget?”

“Det synes jeg ikke,” sagde Lorraine. “Men der var en strisser, der fandt ud af det. Den samme, som har ledt efter dig i alle årene. Han har aldrig givet op.”

“Og nu tror du, at han vil finde mig?”

“Ja,” sagde Lorraine. “Jeg tror, der er en ret god chance for, at han finder dig.”

“Så du er her for at advare mig?”

“Noget i den retning.”

“Hvorfor ellers?”

“Jeg ved ikke, hvad det var, der skete den aften,” sagde Lorraine.

“Og jeg vil heller ikke vide det. Jeg er glad og tilfreds. Jeg kan godt lide mit liv. Jeg gør, hvad der passer mig, sammen med hvem der passer mig. Jeg blander mig ikke i andre folks sager, hvis du forstår?”

“Det gør jeg.”

“Og jeg kan jo tage fejl. Jeg mener, du ved, hvordan klubben er.

Dårligt lys. Og det er, hvad, sytten år siden? Så jeg kan godt have taget fejl. Det var kun et sekund, men det kan lige så godt have været den aften, du var der. Men nu hvor du er tilbage, og der er en til, der er forsvundet …”

“Hvad er det, du taler om, Lorraine? Hvad var det, du så?”

Lorraine så op og sank en klump. “Stewart,” sagde hun og fumlede igen med den utændte cigaret. “Jeg tror, jeg så Stewart Green.”

Bliv hos mig_TRYK.indd 32

20/09/16 12.06

3

Kriminalbetjent Broome sukkede dybt, trådte hen mod det dødsmærkede hus og ringede på. Sarah lukkede op og bad ham komme ind uden så meget som at se på ham. Broome tørrede fødderne på måtten med en fåret fornemmelse. Han tog sin gamle cottoncoat af og lagde den over armen. Intet i huset havde forandret sig i alle de år, der var gået. Den umoderne indfattede loftsbelysning, den hvide lædersofa, den gamle lænestol i hjørnet – alt sammen det samme. Ikke engang billederne på kaminhylden var skiftet ud. I lang tid, mindst fem år, havde Sarah ladet sin mands hjemmesko stå ved siden af den gamle lænestol. Nu var de væk, men stolen var der stadig. Broome tænkte på, om der nogensinde var nogen, der sad i den.

Det var, som om huset nægtede at bevæge sig videre, som om vægge og lofter sørgede og ventede. Eller måske var det bare projicering. Alle mennesker havde brug for svar. Afklaring. Håb, vidste Broome, kunne være en vidunderlig ting. Men håb kunne også knuse dig om og om igen hver eneste dag. Håb kunne være den grusomste ting i verden.

“Du kom ikke til årsdagen,” sagde Sarah.

Broome nikkede. Han var endnu ikke klar til at fortælle hende hvorfor. “Hvordan har børnene det?”

“Fint.”

Sarahs børn var næsten voksne nu. Susie gik på Bucknell og var snart færdig med college. Brandon gik i sidste klasse i high school.

De havde været ganske små, da deres far forsvandt, da han brutalt blev revet væk fra dette velordnede hjem, bort fra sine kære for altid.

Broome havde aldrig fået løst sagen. Han havde heller aldrig lagt den fra sig. Man burde ikke blive personligt optaget af en sag. Det vidste han godt. Men det var han blevet. Han havde været med til Susies

33

Bliv hos mig_TRYK.indd 33

20/09/16 12.06

danseopvisninger. Han havde lært Brandon at kaste en baseball. Han havde endda, en aften for tolv år siden, drukket for meget sammen med Sarah og overnattet hos hende – noget, han skammede sig over.

“Hvordan går det på det nye job?” spurgte Broome.

“Fint.”

“Kommer din søster snart?”

Sarah sukkede. “Jep.” Sarah var stadig en tiltrækkende kvinde. Hun havde små rynker ved øjnene, og furerne om munden var blevet dybere med årene. Det klæder nogle kvinder at blive ældre. Sarah var en af dem.

Hun havde også overlevet kræft, det var over tyve år siden nu. Hun havde fortalt Broome om det i netop denne stue, den første gang de mødtes, da han var kommet for at efterforske hendes mands forsvinden. Sarah fortalte, at hun havde fået diagnosen, mens hun ventede Susie. Hun understregede, at havde det ikke været for hendes mand, havde hun ikke overlevet. Det var vigtigt for hende, at Broome forstod det. Da prognosen blev dårlig, da kemoterapien fik Sarah til at kaste op hele tiden, da hendes hår faldt af, og hendes skønhed forsvandt, da hendes krop begyndte at forfalde, da ingen, heller ikke Sarah selv, havde noget håb – der var det igen, det ord – så var det ham og kun ham, der havde støttet hende.

Hvilket igen beviste, at det ikke lod sig gøre at forklare menneskets komplekse og hykleriske natur.

Han vågede om natten sammen med hende. Han holdt hende om panden sent om aftenen. Han hentede hendes medicin og kyssede hende på kinden og holdt om hendes skælvende krop og fik hende til at føle sig elsket.

Hun havde set Broome ind i øjnene og fortalt ham alt det, fordi hun ville have, at han ikke gav slip på sagen, at han ikke troede, at hendes mand bare var stukket af, at han blev personligt involveret i sagen, at han fandt hendes sjæleven, for hun kunne simpelthen ikke leve uden.

Nu, sytten år efter, havde Broome lært nogle hårde lektier, men han var her stadig. Og det var stadig et stort mysterium, hvor Sarahs mand og sjæleven befandt sig.

Broome løftede blikket og så på hende. “Det var godt,” sagde han

34

Bliv hos mig_TRYK.indd 34

20/09/16 12.06

og kunne godt selv høre, at han lød useriøs. “Jeg mener, at din søster kommer. Jeg ved, du godt kan lide at have hende på besøg.”

“Ja, det er vildt fedt,” sagde Sarah i et tonefald, der var fladt nok til at kunne komme ind gennem en brevsprække. “Broome?”

“Ja?” “Du snakker udenom.”

Broome så ned på sine hænder. “Jeg prøvede bare at være sød.”

“Nej. For det gør du aldrig, det er ikke dig, Broome. Og du snakker aldrig udenom.”

“Du har ret.”

“Hvad så?”

Trods al pynten – den solgule maling, de friske blomster – kunne Broome ikke se andet end forfald. Mange års uvished havde ødelagt familien. Børnene havde haft nogle hårde år. Susie var blevet taget for spritkørsel to gange. Brandon var blevet snuppet med stoffer en gang.

Broome havde hjulpet dem begge to ud af kniben. Huset så stadig ud, som om deres far var forsvundet i går – som om tiden var gået i stå, mens alting ventede på, at han kom tilbage.

Sarah spilede øjnene lidt op, som om noget smertefuldt var gået op for hende. “Har I fundet …”

“Nej.” “Hvad så?”

“Det er nok ingenting,” sagde Broome.

“Men?” Broome satte sig og hvilede armene mod lårene og hovedet i hænderne. Han sukkede dybt og så ind i hendes ængstelige øjne. “Der er forsvundet en anden mand i området. Måske har du set det i Nyhederne. Han hedder Carlton Flynn.”

Sarah så forvirret ud. “Når du siger forsvundet …”

“Præcis som …” Han stoppede op. “Det ene øjeblik var Carlton Flynn i fuld gang med at leve sit liv, det næste – puf – var han væk.

Ud i den blå luft.”

Sarah prøvede at få hoved og hale i det, han fortalte hende. “Men … du sagde det jo fra starten. Folk forsvinder, ikke?”

Broome nikkede.

35

Bliv hos mig_TRYK.indd 35

20/09/16 12.06

“Sommetider af egen fri vilje,” fortsatte Sarah. “Sommetider det modsatte. Men det sker.”

“Ja.” “Så sytten år efter at min mand forsvinder, forsvinder en anden mand, Carlton Flynn. Jeg kan ikke se, at de to ting har noget med hinanden at gøre.”

“Det har de måske heller ikke,” sagde Broome.

Hun bevægede sig tættere på ham. “Men?” “Men det er derfor, jeg ikke kom til årsdagen.”

“Hvad mener du?”

Broome var usikker på, hvor meget han skulle fortælle hende.

Han vidste ikke engang, hvor meget han selv vidste med sikkerhed. Han arbejdede på en teori, der lå og murrede inden i ham og holdt ham vågen om natten, men foreløbig var den ikke andet end en teori.

“Den dag, Carlton Flynn forsvandt,” sagde han.

“Hvad med den?”

“Det var derfor, jeg ikke var her. Han forsvandt på årsdagen. ­Attende februar – præcis sytten år efter at din mand forsvandt.”

Sarah sad et øjeblik som forstenet. “Sytten år præcis.”

“Ja.” “Hvad betyder det? Sytten år. Det kan jo bare være et tilfælde.

Hvis det var fem eller ti eller tyve. Men sytten?”

Han sagde ingenting, lod hende selv grunde over det et øjeblik.

Sarah sagde: “Så jeg går ud fra, at du, hvad, tjekkede, om der var andre forsvindinger? For at se, om der var et mønster?”

“Ja, det gjorde jeg.”

“Og?” “Det er de eneste, vi med sikkerhed ved er forsvundet den attende februar – din mand og Carlton Flynn.”

“Med sikkerhed?” gentog hun.

Broome åndede tungt ud. “Sidste år, den fjortende marts, fik vi en anmeldelse om en forsvunden mand fra området, Stephen Clarkson.

Tre år før, den syvogtyvende februar, havde der været endnu en anmeldelse.”

36

Bliv hos mig_TRYK.indd 36

20/09/16 12.06

“Ingen af dem blev fundet?”

“Nej.” Sarah sank en klump. “Så måske handler det ikke om dagen. Måske handler det om februar og marts.”

“Det tror jeg ikke. Eller rettere, det troede jeg ikke før. Ser du, de to andre mænd – Peter Berman og Gregg Wagman – kan godt være forsvundet på et langt tidligere tidspunkt. Den ene flakkede omkring, den anden kørte lastbil. De var begge to single og havde ikke meget familie. Hvis sådan nogle mænd er væk i fireogtyve timer, hvem skulle så lægge mærke til det? Du lagde mærke til det, det er klart. Men hvis det drejer sig om en enlig fyr eller en fraskilt eller en, der rejser hele tiden …”

Sarah gjorde sætningen færdig for ham: “Så kan der gå dage eller uger, før det bliver anmeldt.”

“Eller længere endnu.”

“Så de to mænd kan også godt være forsvundet den attende f­ ebruar.”

“Så enkelt er det ikke,” sagde Broome.

“Hvorfor ikke?”

“For jo mere jeg kigger på det, jo sværere bliver det at se et mønster.

Wagman var for eksempel fra Buffalo, ikke herfra. Der er ingen, der ved, hvor og hvornår han forsvandt, men det lykkedes mig at spore ham tilstrækkeligt til at finde ud af, at han godt kan have været i Atlantic City engang i februar.”

Det tænkte Sarah lidt over. “Du har nævnt fem mænd, inklusive Stewart, i de sidste sytten år. Andre?”

“Ja og nej. I alt har jeg fundet ni, der med en hel del god vilje godt kunne passe ind i mønsteret. Men der er også nogle sager, hvor teorien bliver slået i stykker.”

“Som for eksempel?”

“For to år siden fik vi en anmeldelse om, at en mand ved navn Clyde Horner, der boede hjemme hos sin mor, var forsvundet den syvende februar.”

“Så det kan ikke være den attende.”

“Næppe.”

“Måske er det februar måned.”

37

Bliv hos mig_TRYK.indd 37

20/09/16 12.06

“Måske. Det er det, der er problemet med teorier og mønstre. De tager tid. Jeg er stadig ved at indsamle bevismateriale.”

Hun fik tårer i øjnene. Hun blinkede dem væk. “Jeg forstår det ikke. Hvorfor var der ingen, der så det – når der var så mange, der forsvandt?”

“Så hvad?” sagde Broome. “For pokker da, jeg kan ikke engang selv se det klart endnu. Mænd forsvinder hele tiden. De fleste stikker af. De fleste af dem går fallit eller har ingenting eller er forfulgt af kreditorer – og så begynder de på en frisk. De flytter over i den anden ende af landet. Sommetider tager de et nyt navn. Sommetider gør de ikke. Mange af de her mænd … altså, der er ikke nogen, der leder efter dem. Der er ingen, der gerne vil finde dem. Jeg talte med en kvinde, der tiggede mig om ikke at finde hendes mand. Hun havde tre børn med ham. Hun mener, han stak af med en, som hun sagde, ‘beskidt luder’, og at det var det bedste, der var sket for hende.”

De var stille lidt.

“Hvad med før?” spurgte Sarah.

Broome vidste godt, hvad hun mente, men han sagde alligevel: “Før?”

“Før Stewart. Var der nogen, der forsvandt før min mand?”

Han kørte hånden gennem håret og så op. De så hinanden lige ind i øjnene. “Jeg har ikke kunnet finde nogen,” sagde Broome. “Hvis der er et mønster, begyndte det med Stewart.”

Bliv hos mig_TRYK.indd 38

20/09/16 12.06